Forord (B1)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
ved
Finnur Jónsson
1912-1915
Angående den foreliggende udgave af de gamle norsk-islandske skjaldekvad bemærkes følgende.
Allerede Arne Magnusson havde et klart blik for betydningen af skjaldekvadene såvel som for de øvrige sider af oldtidslitteraturen, og han har, egenhændig, afskrevet en mængde deraf; denne samling findes i 761 b, 4°. Om han har tænkt på en udgivelse heraf, vides ikke bestemt. Sikkert er det derimod, at K. Gíslason har tænkt på en udgave af disse digte, men det blev kun til det fragmentariske ’Udvalg’, der skulde danne et supplement til Wiséns Carmina Norræna og som indeholder en redigeret tekst af de optagne vers. I sine testamentariske dispositioner bestemte han, at renterne af hans efterladte fomue bl. a. skulde anvendes til udgivelse af ”alle ikke til 'Sæmnndar Edda' hørende kvad i det gamle nordiske sprog fra den ældste tid til omtrent år 1400. . . således at alle håndskrifters fremstillinger af hvert enkelt kvad (eller brudstykke) sammenstilles, helst på en så overskuelig måde som muligt”. Måden, hvorpå han har tænkt sig udgaven udført, har man vist ret til at slutte sig til af hans udgave af versene i Njálssaga (Njála II. bind), hvor hvert vers er trykt efter hvert en- kelt håndskrift for sig. Alle, der har benyttet denne udgave, vil dog vistnok erkende, at denne metode netop ikke er så overskuelig som ønskeligt. Langt mere overskueligt er det at anføre varianterne linje for linje på den måde, som man plejer at anvende ved prosaskrifter, for ikke at tale om den plads, der spares herved. Hvad der tabes i tydelighed med hensyn til det enkelte håndskrift er i virkeligheden temlig betydningsløst.
En samlet udgave af alle de kvad, som K. Gíslason tænkte på, har hidtil ikke foreligget, da G. Vigfússons Corpus poeticum boreale (l-II, Oxford 1883) af mange grunde ikke kan kaldes således. Jeg skal i øvrigt af let forstålige grunde ikke komme nærmere ind på dette værk her.
Selv har jeg fra tidlig tid beskæftiget mig med disse gamle digte, om ikke just fra første flærd med en udgave for öje. I 1887 opholdt jeg mig i Stockholm og Upsala for at afskrive versene i de håndskrifter, der findes der. Jeg afskrev eller kollationerede dem omtrent alle. Efterhånden modnedes den tanke at udgive dem således som K. Gíslason i det hele havde tænkt sig det og i samme udstrækning. Så snart jeg havde fået de större arbejder, som jeg var kommen ind på, navnlig Litteraturhistorien og Heimskringla-udgaven, fra hånden, tog jeg for alvor fat på opgaven. I årene 1902-1906 udarbejdedes manuskriptet til bægge værkets afdelinger, efter at den Arnamagnæanske Kommission i forvejen havde godkendt planen derfor og erklæret at ville bekoste udgivelsen. Denne kunde så begynde 1907.
Planen for en sådan udgave havde jeg allerede fremsat i et foredrag, holdt ved det 3. nordiske filologmøde i Stockholm; jeg tillader mig her at gentage, hvad der til slutning udtaltes: 1) "Alle vers, hver eneste linje, gengives diplomatarisk, helst efter alle de bedste håndskrifter, hvori de findes. Anses dette for at være for vidtløftigt, kan man lade sig nöje med diplomatarisk at gengive det bedste håndskrift, ledsaget af en fuldstændig, ikke-normaliseret variantsamling fra de øvrige håndskrifter. - 2) Der bör gives en så vidt muligt restitueret tekst i en efter de forskellige perioders udtale normaliseret retskrivning. - 3) Hertil föjes kortfattede reale oplysninger, ordfølge og muligvis oversættelse, samt forklaring af de vanskeligste kenninger."
Det er denne plan, der for störste delen helt igennem er fulgt her i udgaven. I A-afdelingen gengives digtene efter alle de bevarede håndskrifter - membraner eller papirafskrifter, der erstatter disse, - således, at et enkelt, og da så vidt muligt det ældste, er aftrykt bogstavret med kursiveret gengivelse af forkortelserne, medens de andres afvigende læsemåder anføres bogstavret i störst mulig udstrækning. Dette sidste måtte betragtes som et uafviseligt krav, selvom det må indrömmes, at de enkelte håndskrifter ikke altid kan siges at have nogen synderlig betydning. Det sidste gælder f. eks. om flere af de mange håndskrifter af Olaf den helliges saga. Men forholdet imellem dem er ganske uopklaret, og man kan ikke på forhånd vide, fra hvilket (gammelt) håndskrift et yngre kan stamme. Jo yngre håndskrifterne bliver, desto flere fejl findes der i deres vers; studiet af disse kan dog i flere henseender være meget lærerigt for overleveringen også i ældre tid.1) Findes der en brugbar læsemåde i de yngre håndskrifter, er det ikke udelukket, at den beror på gisning eller en tilfældighed. Papirhåndskrifter er naturligvis kun benyttede, når de er stedfortrædere for membraner, og da behandlede på selvsamme måde, selvom deres ”retskrivning” er sen-islandsk. Enkelte gange er "papir-hdss." uden nærmere angivelse anførte; det gælder da en læsemåde, der formentlig ikke beror på membran-original, men på en yngre afskriver-gisning.
Hvad angår de skindhåndskrifter, der findes i bibliotekerne i Stockholm og Upsala, har jeg som sagt afskrevet alle de deri forekommende vers, med undtagelse af et par större digte, hvoraf det ene ikke findes i denne del, men jeg optegnede afvigende læse-måder deri. Det er disse mine (faksimilerende) afskrifter, der er benyttede ved denne udgave. Jeg har ikke senere været i stand til at kollationere dem med originalerne, og det er således muligt, at enkelte fejl kan være indløbne. Kun "Óláfsdrápa" (A573f.) har jeg haft lejlighed til i 1911 at konferere med håndskriftet (Bergsbók). Angående Uppsala-Edda se nedenfor.
I varianterne er kursivering ikke anvendt (undt. i ganske særlige tilfælde); en sådan var jo umulig, når samme ord (variant) fandtes i flere håndskrr., men skrevet i disse på forskellig måde; da at gengive hvert enkelt håndskrifts skrivemåde var ganske hensigtsløst.2) Foran varianterne til hvert vers angives alle de håndskrifter, hvori det findes, således at det håndskrift, hvorefter hovedteksten er trykt, anføres først. Derefter anføres de vigtigste udgaver, hvor verset findes, samt de steder i litteraturen, hvor der er givet væsenlige bidrag til dets forståelse. Her er udgiveren dog gået noget eklektisk til værks og er ikke altid vis på at have fundet alt, hvad der mulig burde være anført.
Håndskrifterne anføres i reglen med det nummer, de har i håndskriftsamlingerne; dette er formentlig sket så tydelig, at der aldrig kan være nogen tvivl. Undtagelse herfra danner dog de håndskrifter, der i udgaverne har fået deres særlige og faste betegnelser, således Heimskringlas hovedhåndskrifter (K = Kringla, d. v. s. AM 35, 36, 63, fol., J = Jǫfraskinna, d. v. s. AM 37 (J1) og 38 (J2), fol., F= Frisianus, d. v. s. AM 45, fol.), Snorra Eddas håndskrifler (R = Gml. kgl. saml. 2367, 4°, W = Wormianus, AM 242, fol., T = Utrechter-håndskriftet, AM Accessoria 18, U = Upsalahåndskriftet, De la Gardies saml. 11), Fagrskinna-håndskrifterne (A = AM 303, 4°, B = AM 51, fol., foruden et par andre afskrifter af hver af de tabte membraner, jfr. fortalen til udgaven 1902-03), Njálahåndskrifterne (betegnede ved bogstaverne A-J, A = AM 132, fol., B = 133, fol., C = 162, b, fol., brudstykkerne heri betegnede ved α-χ, D = 309, 4°, E = 466, 4°, F = 468, 4°, G = Gml. kgl. saml. 2868, 4°, H = sst, 2869, 4°, I = sst. 2870, 4°), Egilssagas håndskrifter (M = AM 132, fol., således også for Kormákssagas vedkommende, W = Wolfenbüttlerhdskr., hvoraf afskr. findes i AM 461, 4°, men jeg har selv afskrevet versene efter membranen, det samme gælder versene i Eyrbyggjas. i samme bog; K = AM 453, 4°; brudstykker af sagaen findes i AM 162 a, fol. og er betegnede ved α-ι og ʀ). I øvrigt anvendes forkortelser af let gennemskuelig art, som Fl = Flatøbogen, Bb = Bergsbók (Sth. mbr. 1, fol.), Th = Tómásskinna (Gml. kgl. saml. 1008, fol.), Mk = Morkinskinna (sst. 1009, fol.), Hk = Hrokkinskinna (sst. 1010, fol.), Hb = Hauksbók (AM 371, 4°, 544, 4°), Stb = Sturlubók (AM 107, fol.), Mb = Melabók (AM 445 b. 4°) - alle 3 Landnámahåndskrifter (Ldn). I reglen findes betegnelsen af biblioteket foran tallet (dog sker dette ikke altid, når håndskriftet tör forudsættes som almenkendt, f. eks. Ól. h. 2 = det berömte Stockholm.hdskr. af Óláfssaga). I øvrigt er de anvendte forkorlelser de almenkendte og almindelig anvendte, så at en fortegnelse derover er overflødig.
Endelig bemærkes, at versene er aftrykte linje for linje, ikke, som de findes i håndskrifterne, ud i ét. Herved har man ment at kunne udelade de interpunktionstegn, der ofte findes, dog i reglen kun efter slutningen af et halvvers; en undtagelse herfra danner navneremserne, hvor Rs interpunktion er bibeholdt.
Hvad B-afdelingen angår, består den af selvsamme digte og vers som A og i samme orden. Teksten er her redigeret og givet med den almindelige retskrivning, der dog i nogle enkeltheder varierer efter tiden. Tekstrettelser, både egne og andres, er optagne uden nærmere angivelse; ved at slå op i A-teksten vil man kunne se, fra hvem en rettelse stammer (udgiverens egne er ikke særlig betegnede; jfr. dog Tillæg og rettelser). Denne tekstredaktion ledsages af ’en prosaisk ordfølge og en fri dansk oversættelse, hvor en sådan ansås for nødvendig; i denne er de enkelte kenninger så godt som altid gengivne med et enkelt ord, der er oversættelse af, hvad de betegner; følgen heraf er, at oversættelsen ofte lider noget af gentagelser (f. eks. af ordet ”kriger” indenfor samme vers). Det forekommer mig dog, at meningen, og ikke de enkelte kenninger, her er det vigtigste; det smukke i kenningerne og hele det dertil svarende ordvalg kunde alligevel umulig gengives nöjagtig. Jeg håber, at oversættelsen vil være til praktisk nytte.
Man vil se, at det foran anførte program i alt væsenligt er gennemført; kun de "reale oplysninger" mangler; de var ikke nu nødvendige, da min Litteraturhistorie i mellemtiden var udkommen. Derfor anføres ved hver skjald kun hans nationalitet og (omtrentlige) levetid og ved hvert anonymt digt og vers dets formentlige tilblivelsestid. Heller ikke "forklaring af de vanskeligste kenninger" findes her. Angående disse må der henvises til en forestående ny udgave af Sveinbjörn Egilssons Lexicon poeticum.
Ordningen af stoffet er så vidt muligt kronologisk; hvor der er tale om samtidige skjalde, var en nöjagtig tidsfølge ret umulig, og heller ikke nødvendig. Grænserne mellem de enkelte århundreder er ret skarpe, undtagen mellem 9. og 10. årh., hvor nöjagtige tidsbestemmelser ikke kan fastslås. I nærværende første bind er udgivelsen ført ned til omtr. 1200; dette stof udgör noget over halvdelen af det hele. I øvrigt skal blot bemærkes, at der, indenfor hvert århundrede, først anføres alle navngivne skjalde, og af disse atter først de som kronologisk lader sig bestemme, derefter alle de andre. Derefter følger de anonyme digte og vers, og blandt disse først digte og digtbrudstykker, så formentlig løse vers, ordnede efter indhold. De religiøse digte og vers danner - i det 12. årh. - en gruppe for sig, ligesom også Krákumál på grund af sin særlige karakter står for sig. Til sidst kommer alle navneremserne. Uagtet den sidste del af disse, som kun findes i 748 og 757, ganske vist er betydelig yngre end den første del, måtte det anses hensigtsmæssigt at holde dem alle samlede. I øvrigt må stoffets ordning tale for sig selv. De ulæmper, som den mulig kunde frembyde, vil forhåbenlig væsenlig afhjælpes ved indholdsfortegnelsen.
Endnu ønsker jeg med hensyn til den redigerede og rettede tekst at fremhæve, at det er langt fra mig at mene, at jeg allevegne har truffet det rette. Man vil sikkert finde, at flere af mine rettelser er vovede - nogle måske unødvendige. Der kan naturligvis ikke være tale om nogen motivering her af enkeltheder. Jeg kan henvise til mine afhandlinger for nogle digtes og løse-visers vedkommende (Vellekla, Hallfrøðr. Hávarðr ísfirðingr osv.). En mængde steder trænger stadig til fornyet overvejelse og kritisk behandlilIg; mine rettelser kunde da måske tjæne som fingerpeg. De her tilföjede "Tillæg og rettelser" viser dette.
Til slutning er det mig en kær pligt at takke alle dem, der på en eller anden måde har støttet mig under arbejdets gang, først og fremmest Kommissionens medlemmer, og blandt disse særlig hr. prof. dr. L. Wimmer, med hvem jeg har drøftet såvel hele planen som en mængde enkeltheder og hvis råd er komne arbejdet i höj grad til gode. Hr. bibliotekar dr. Kålund beder jeg modtage min tak for hans aldrig trættede bistand ved håndskrifternes benyttelse. Hr. prof. dr. B. M. Olsen takker jeg for forskellige bemærkninger af tekstkritisk og eksegetisk art. Og endelig bringer jeg bestyrelsen for UpsaIa Universitetsbibliotek min særlige tak for udlån af håndskrifter, især Snorra Edda-membranen, som jeg her i København har været i stand til helt i gennem at sammenligne med den trykte tekst af Snorra Edda 2. bind. Ligeledes takker jeg Landsbiblioteket i Reykjavík for udlån af nogle afskrifter, samt de herrer dr. phil. V. Gödel i Stockholm og overbibliotekar C. af Petersens i Lund for oplysninger om og afskrifter af nogle vers.
København, i april 1912.
Finnur Jónsson.
Fodnoter:
1) Jeg skal her pege på, at man af varianterne sikkert vil kunne drage interessante slutninger med hensyn til håndskrifternes indbyrdes slægtskab.
2) Sammenslynget a med to aksenter over er gengivet ved to á. Ellers er forkortelser gengivne på sædvanlig vis.
