Forord til Vølvens Spaadom

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Dansk.gif


To Eddasange
Slægternes Træ (1914)
s. 77-101


Oversat af
Thøger Larsen


Forord til Vølvens Spaadom


"Vøluspá" synes mig at indtage en Særstilling i den nordiske Olddigtning. Mange af de andre Eddakvad røber deres forholdsvis sene Fremkomst ved sindrige Allegorier og fantasirig Tænkning, mens Vøluspá kort og knapt mumler om uhyre Begivenheder, kun hist og her isprængt den sene Oldtids brogede Mytologi, særligt i Beretningerne om Yggdrasil, forøvrigt en dyb Myte, der forekommer mig langt at overgaa den jødiske Myte om "Livets Træ", fra hvilken den næppe stammer. Ellers behandler "Vøluspá" især de yderste Tider.
   Uden her at skulle komme dybt ind derpaa, maa jeg nævne, at jeg tror, ældgamle Begivenheder ligger til Grund for Vøluspá. Ginnunga-Gabet er en Erindring om Istiden. Dværgene, der skabtes i Mands Lighed før Menneskene, er de første menneskelige Beboere i Norden (Huleboere) og fra dem er de første Sagn nedarvet. Selve Ragnarokspaadommene har oprindelig angaaet tidlige Tildragelser, de er en Genspejling deraf. Fimbulvinteren er en Gentagelse af Istiden, og den paafølgende Verdensundergang af en tidligere, som tilsyneladende har fundet Sted, da et større Fastland sank i Havet (formodentlig Atlanterhavet) og rimeligvis fremkaldte den i næsten alle Oldsagn kendte "Syndflod". Muspelheim er sikkert Troperne, og Verdens-Herskeren Surt (den sorte?) Negeren. Ildsværet har senere Tider givet ham i Haanden, og jeg har set formodet, at Kometer skulde være Ophavet til dette Sagn, hvad der kan se meget rimeligt ud, da det vel stammer fra de Tider, da Regnbuen blev Bro mellem Troperne og Norden. Surts Folk har rimeligvis været det sunkne Lands Fjender, og Mindet om disse hede Egnes Beboere er siden løbet sammen til den sorte Gud for den underjordiske Ild, der brød frem, mens Land sank i Hav og Røg formørkede Maaneskiven. Fra disse fjerne Tider stammer vist ogsaa de første Spirer til Sagnene om Fenre og Midgaardsormen. Fenres Gab er Underverdenens aabne Ildmund, og Midgaardsormen fremkalder de undersøiske Jordskælv. Det er ogsaa muligt, at Ask og Emblas Slægt er en Race med højere Kultur, der fra det sunkne eller synkende Land er slynget ind paa Urbeboernes Territorium og har taget Herredømmet. Jeg tror altsaa, at Nordboernes Oldsagn begynder ved en foregaaende Verdensundergang, en Begivenhed, de venter skal gentage sig i al sin Uhygge.
   Jeg har lige fundet en ældre Udtalelse, som jeg til en vis Grad kan anføre som Støtte for min Mening. Udtalelsen, der er fremsat af Adjunkt J. E. Thaasen i "Nordisk Universitets-Tidsskrift" (1856), lyder saaledes: "Og ingensteds finde vi Nutiden vanskeligere at bestemme end i Vøluspaa selv, som man snarest kunde være tilbøjelig til at anse for et Epos, hvis Begivenheder alle tilhørte Fortiden, dersom ikke et Ord nu og da (som ved Indledningen til Ragnarok: "Frem ser jeg længere") afbrød Illusionen."
   I en Fodnote siger samme Forfatter: "Efter Vavthr. 55 er Balders Helfærd foregaaet i Urdagene; og dog havde han mangfoldige Templer." Jeg anser Vøluspás Begivenheder for alle at høre Fortiden til indtil Verset: "Op ser hun komme andre Tider Jord af Vande osv." Og jeg havde denne Opfattelse længe før jeg stødte paa ovennævnte Citat. Derfor lægger jeg endnu mere Vægt paa den citerede Udtalelse.
   Oversættelsen er foretaget efter Professor P. A. Munchs "Den ældre Edda" (Christiania 1847). Den er sammenholdt med H. G. Møllers og Olaf Hansens Oversættelser (1870 og 1911). For enkelte Steders Vedkommende har jeg ogsaa raadført mig med Karl Gjellerups Oversættelse og med Hans von Wolzogens tyske Udgave. En Stjerne foran en Strofe (*) betyder, at Strofen i andre Udgaver af Edda betegnes som indskudt.

September 1914.
   Thøger Larsen.