Forsøg til en forklaring af Eddasangen Fjölsvinsmaal

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Dansk.gif


Forsøg til en forklaring
af Eddasangen Fjölsvinsmaal


af
Johannes Fibiger
København 1854


Vi have blandt vore Oldtidskvad en mærkelig Sang, Fjölsvinnsmál kaldet, der enten man seer hen til Indholdet i dets Helhed eller de mange enkelte Billeder af Trosverdenen, som den beriger vor Kundskab med, staaer underlig fremmed mellem Sagnenes övrige Række. Dens Fortælling har derfor hidindtil kun været flygtig behandlet af de nordiske Mythologer. Da desuden selve Sangen ikke findes i Pergamentshaandskrifterne, og dens Vers intetsteds ere anförte i de Gamles Böger, er den ikke bleven regnet med blandt de egentlige Eddasange af disses nyeste Udgiver, P. A. Munch. Dog synes Grunden til denne Tilsidesættelse ikke saa meget at være, at Sangen i nogen Maade skulde savne Oldtidens og Hedentroens ægte Præg, som at man har fundet dens Indhold saa dunkelt, at man ikke antog, Videnskaben kunde vinde noget synderligt Udbytte ved dens Behandling. Og vist er det, at dens Trossagn kun paa ganske enkelte Punkter lade sig forene med den ellers bekjendte Gudekreds, at de fortalte Sagn idetmindste i deres Enkeltheder mere ere antydede end klart skildrede, og at Antydningerne atter paa flere Steder ikke lade sig tilfredsstillende oversætte eller forklare. Men de to sidste Egenskaber har Fjölsvinsmaal som bekjendt tilfælleds med de fleste af de Sange, der skildre os de Gamles Trosverden, og netop mest med dem, der for deres sære Oldtidspræg holdes höiest i Ære. Disse ligner den ogsaa mest. Seer man hen til Stilen i Digtet, da finder man næppe nogetsteds et bedre Exempel paa den eiendommelige Maade, hvorpaa de gamle Seere förte deres Aandsfostre forbi deres Tilhöreres Blikke. Uden tydelig Forbindelse eller Overgange skride Sangens Led frem som Drömmesyner og gjöre ved deres eventyrlige hemmelighedsfulde Præg ogsaa samme Indtryk. En yndet Maade hos de ældste Sangere at fremstille deres Lærdomme paa var ogsaa at lade Billederne af Trosverdenen udvikle sig gjennem en Samtale mellem tvende Vismænd, der med Spörgsmaal og Svar kjæmpe med hinanden. Af dette Slags ere adskillige af de mærkeligste og upaatvivlelig ældste Eddasange, som Vafthrudnersmaal, Grimnersmaal, Alvismaal, Harbardssang; og samme Fremstilling gjenfinde vi i Fjölsvinsmaal. Ogsaa Versemaalet har dette Digt tilfælleds saavel med disse som med andre Sange, hvis Ælde overgaaer enhver historisk Kundskab, som med Haavamaal, Ægers Gilde, Skirnersmaal, en Del af det andet Kvæde om Sigurd Fafnersbane, Fafnersmaal og Sigrdrifasmaal, ligesom med de gamle Brudstykker: Gylfes og Höi's (Odins) Ord (Gylfag. 2 Kap.), Njords og Skades Vexelsang (Gylfag. 23 Kap.), Kvædet om Gnaa (Gylfag. 35 Kap.) og om Balders Död (Gylfag. 49 Kap.). Det er et gammeldags uregelret Vers paa sexliniede Viser (Stropher) eller treliniede Halvviser, hvis to förste Linier rime sig hver med een Rimstav, medens den tredie har tvende Rimstave, der indbyrdes svare til hinanden. Snorre kalder det Ljóðaháttr (Háttatal 171). Skjönt det ogsaa er benyttet i den historiske Tid, som af Forfatterne til Solsangen, Groas Galder, Erik Blodöxes Drapa, og af Eyvind Skaldaspilder i hans Haakonarmaal: har det dog altid i saa Henseende bevaret sit Oldtidspræg, at ved Brugen deraf baade de nævnte tidligere Skjalde og Snorre selv i det Vers, han benytter som Exempel, har tiltaget sig saamegen Frihed, at der ikke bliver synderlig mere tilbage af den bundne Tale end Rimstavene. Denne Charakter har jeg i det Hele sögt at bevare i Oversættelsen; men for med Troskab at gjengive Ordene, har jeg paa enkelte Steder maattet opgive Rimstavene. Fra Formens Side er der altsaa intet, der berettiger til at udskyde dette mærkelige Digt af de ældste Eddasanges Række. Er Indholdet end dobbelt vanskeligt at komme tilrette med, fordi vi intet andet Sted finde Oplysninger om de Skikkelser og Steder i Troens Verden, som det skildrer os, saa burde vi dog vel af denne Grund saameget mere skjönne derpaa. Vor Kundskab til vore Forfædres Tro er ingenlunde saa omfattende, at vi altid ere istand til at bestemme, i hvad Forhold Trossagnene staae til hinanden; der möder os paa mange Steder Antydninger af Sagn, der aldeles ere tabte, eller historiske Fortællinger, der forraade sig selv som Mindesmærker om Begivenheder i Aandens Rige, der i Tidens Löb ere henflyttede paa Jorden, men i deres nuværende Skikkelse hverken stemme med Historiens naturlige Gang eller Gudernes sædvanlige bekjendte Bedrifter. Naar Fjölsvinsmaal da byder os en hel ny Række af ellers ubekjendte Trossagn, saa forekommer det mig, at der intet andet er derved at gjöre end idetmindste for det förste at stille dem ved Siden af det, vi allerede vide. Jo bestemtere vi lade dem fremtræde som en egen Kreds med sin Eiendommelighed, desto tydeligere vil det ogsaa ved nærmere Betragtning sees, i hvad Forhold de staae til den övrige Gudeverden. Meget af Enkelthederne maa vistnok altid blive dunkelt, men det er Tilfældet paa mange, næsten paa alle Punkter af Hedentroen. Indholdet i sin Helhed er derimod ingenlunde saa mangelfuldt eller utydeligt skildret, som man pleier at sige; Billedet er i Grunden klarere og udförligere stillet os for Öie, end det er Tilfældet i andre Sange, der dog regnes blandt de Ypperste. Dette gjælder navnlig om denne Gudekredses Virksomhed, de Velgjerninger, Menneskene skylde den, og den Tak, der derfor ydes. Den almindelige Betydning af det Trossagn, Fjölsvinsmaal behandler, kunne vi altsaa vel danne os en Forestilling om; og det er navnlig derpaa, jeg ved denne lille Afhandling vil tillade mig at gjöre opmærksom. Udtydningen af enkelte Steder, der især i sproglig Henseende frembyde saa store Vanskeligheder, maaskee ogsaa ere fordærvede i Afskrifterne, seer jeg mig derimod ikke istand til at före videre, end de Sproglærde allerede have gjort. Jeg gjengiver derfor kun, hvad der synes mig det Rimeligste af det, jeg har fundet hos disse, uden at lade disse omtvistede Ting have videre Indflydelse paa Fortolkningen af Sagnets almindelige Betydning.


________________________


Fjölsvinsmaal er en Kjærlighedshistorie. En Elsker besöger sin Brud; hun venter ham med den trofaste Kjærligheds Længsel i sin Borg, omflagret af Trylleflammer. Ved Borghegnet holder en barsk og viis Mand Vagt, og indlader först Elskeren, efterat han tilfulde har gjort Regnskab for sit Navn og sin Herkomst. Gjæsten hedder Svipdag, Solbjarts Sön; men da han ikke strax vil give sig tilkjende, förer han i den störste Del af Sangen et andet betydningsfuldt Navn, Vindkold. Det er et Træk, vi især gjenfinde i Sagnene om Odins Vandringer, som ved hans Kamp med Jætten Vafthrudner, paa Besöget hos Geirröd i Grimnersmaal, under Ordstriden med Thor i Harbards Sang, paa Ridtet til Helheim i Balders Drömme og i störste Delen af hans Aabenbarelser for Mennesker. Borgvogteren hedder Fjölsvid, og den ventende Mö er Menglöd, en Datter af Svafrthorins Sön. Rig paa glimrende Skatte sidder hun omgiven af ni milde Tjenerinder paa Hyfjabjerg, et Sted, der altid har været til Glæde for Saarede og Syge; thi karsk bliver hver en Kvinde, har hun end aarsgammel Sot, naar hun bestiger det; og hver en Sommer, naar Folk blote til Gudinden paa alterviet Sted, kommer ei saa haard en Plage over Menneskers Sönner, at jo de hulde Væsner hjælpe dem af Nöden. Menglöd er altsaa Lægekonstens Asynie, det kan der ikke tvivles paa. Asynie sige vi, thi Eir, den eneste af hendes Möer, Snorre nævner, tæller han blandt Asynierne med det Tilföiende: “hun er den bedste Læge” (Gylfag. 35 Kap.). Heller ikke Svipdags Væsen er just ukjendeligt. Han forraader sig selv saavel ved sin Herkomst, idet han siger sig at være en Sön af Solbjartr d. e. Solskinnende, og “dreven fra Hjemmet af Vinde paa kolde Veie”; som ved de Navne, han förer paa sin Vandring: Vindkold, en Sön af Vaarkold, hvis Fader var Heelkold. Det maa være en Vaargud, i Virkeligheden Sommerglandsens Sön, men paa Vandring kold som Vaarens Storme, der stamme fra den haarde Vinterkuld. Efter disse forelöbige Bestemmelser ville vi forsöge at udrede Fortællingens Enkeltheder.

Vi befinde os udenfor Borghegnet; Vægteren seer ud, da stiger en Mand op ad Fjeldet:

1.
Udenfor Volde
han seer En vandre
op mod Thursefolkets Throne.1)

Vægteren raaber ham imöde:

Ad sludfulde Stier
du stævne atter heden;
her, Tigger, du haver ei Tilhold!

2.
Hvad er det for en Hex,
der stander for Yderhegnet
og flakker om farlige Lue? 2)
Hvad speider du efter?
Hvad er du paa Spor om?
Eller hvad vil du, Vennelöse, vide?

Vandringsmanden sender ham de raae Skjældsord tilbage:

3.
Hvad er det for en Hex,
der stander for Yderhegnet
og ei byder Reisende ind?
Uden Hædersrygte
har du, Karl! nok levet,
og hal nu heden hjem!

For at afvadske Beskyldningen finder Borgvogteren sig beföiet til at udtale sig om sin egen Betydning:

4.
Fjölsvid jeg hedder
og eier et fuldklogt Sind,
er jeg end mindre madmild.
Inden Hegnene
aldrig du kommer,
og driv du, Ulv, nu din Vei!

Navnet Fjölsviðr eller Fjölsvinnr tillægges ellers Odin (Grimnism. 46) og betegner, som ogsaa her den anden Linie antyder, en Mand, der er begavet med rigt eller mangfoldigt Snilde. Man kunde deraf slutte, at Borgvogteren virkelig var selve Alfader, saameget mere som Udtrykket fróðr sefi, et klogt Mod, ikke kan passe paa nogen i fuldere Maade end paa Visdomsguden. Vi finde ham ogsaa et Par andre Gange ifærd med en lignende Beskjæftigelse. I Harbards Sang vogter han under Navn af Harbard i en ligesaa barsk Skikkelse et Sund, over hvilket Veien förer til “Odins Lande” (Harbarðsljóð 1. 3. 56). I Völsungasaga fortælles, at da Sigmunds Sön, den vældige Sinfjötle, i alle Maader en Odins Mand, var forgiven af sin Stifmoder, tog den sörgende Fader hans Lig paa sine Arme og bar det en lang Vei, til han kom til en smal Fjord. Der laa et lidet Skib med en Mand i; han spörger, om han skal sætte dem over Fjorden; Kongen svarede ja, og bar Liget ud i Skibet. Men da dette var saa lidet, at det dermed var fuldladt, sagde Gubben, at Sigmund skulde gaae uden om Fjorden — det samme som han spottende byder Thor i Harbarðsljóð. Han satte saa fra Land, og Skib og Mand forsvandt strax (Völsungas. 8 Kap. og Sinfjötlalok). Der kan næppe tvivles om, at denne gamle Mand (karl) er Odin, der tager den faldne Völsung hjem til sig. Imidlertid kan der i vor Sang intet afgjöres herom; Navnet Fjölsviðr kan opfattes som en almindelig Betegnelse for Vægterens Væsen, og der er i det Fölgende intet, der bestemtere viser hen til den store Gud, medmindre det skulde være Fjölsvids dybe Indsigt i de guddommelige Hemmeligheder, noget dog ogsaa andre Guddomme, navnlig af Thurseæt, kunde være i Besiddelse af.

Saa uhövisk Vandringsmanden end blev vist bort, er han dog ikke tilsinds at opgive sin Færd; han har allerede seet formeget af Borgens tillokkende Herligheder og svarer:

5.
Öiens Gammen
gjenner ingen tilbage,
naar han faaer Skjönhed at skue.
Gjærdet mig tykkes at glöde
om gyldne Sale;
den Leilighed faaer jeg Lyst til.

Fjölsvid pröver ham da:

6.
Siig mig da, hvis
Barn du Svend er,
eller hvilke Slægters Sön?

Vandreren svarer med sine antagne betydningsfulde Navne:

Vindkold jeg hedder,
Vaarkold hed min Fader,
hans Fader var Fuldkold.

Efter denne Oplysning om sin luftige og kjölige Æt (Vindkaldr, Várkaldr, Fjölkaldr) begynder Vindkold at kræve Svar af Fjölsvid paa en Række af Spörgsmaal, om hvem der raader for Borgen, hvilke Skatte og Herligheder den gjemmer, ved hvilke Tryllemidler Borghegnet er befæstet, og endelig hvem Skjæbnen vil unde at hvile i Herskerindens Arme. Da Svarene falde ud til hans Tilfredshed, byder han at slaae Portene op, han selv er netop den Udvalgte. Denne Spörgsmaalsrække indtager den störste Del af Sangen (v. 7—42), og faaer den som sagt derved i Formen Lighed med adskillige af de ældste og mærkeligste Eddasange. I sine Svar aabenbarer Fjölsvid, at han er meget mere end en simpel Vægter, han er Borghegnets Bygmester og Skytsherre og har ene den fulde Indsigt i Borghegnets Hemmeligheder og Herlighederne derinde.

Vindkold:
7.
Siig mig det, Fjölsvid,
som jeg vil fritte om,
og jeg vilde vide:
hvem her raader
og Retten har over
Gods og Skattes Gjemmer?

Fjölsvid:
8.
Menglöd hun hedder,
men hende Moderen fik
med Svafrthorins Sön.
Hun her raader
og Retten har over
Gods og Skattes Gjemmer.

Navnet Menglöd betyder den, der glæder sig ved Smykker (men, et Smykke; glöð, glad), og kunde ligefuldt passe paa Frigg, Freyja eller Gefjun, der alle satte deres Ære til paa at vinde Menet, Brisingemenet. Her har Navnet sikkert Hensyn til de rige Skatte, hun gjemte i Borgens Sale. Hun stammede fra Svafrthorin (Svafrþorinn) d. e. den yndige Thorin. Thorin er en Dverg eller vel rettere Alf, som sees af Völusp. 12., hvor han staaer ved Siden af Thekk (Þekkr) d. e. den Tækkelige, Skjönne. Det kunde vel ikke være urimeligt deraf at slutte, at Menglöd var en Alfemö, en Alfhild, som det pleier at hedde. Det samme synes at være Tilfældet med flere Asynier, der komme hende temmelig nær i deres Væsen. Idun, der gjemte Asernes underfulde Sundhedsmiddel, altsaa vel kan sammenlignes med Lægedomsgudinden, siges at være “af Alfernes Æt, den yngste af Ivalds ældre Börn” (Hrafnag. Óð. 6). Gefjon, den plöiende Gudinde, der, naar man seer hen til hendes Forening med Skjold, der bragte Kornneget, synes at være Agerdyrkningens Moder, og saaledes fra en anden Side kan sammenlignes med Menglöd, Vaargudens Elskerinde, er rimeligvis ogsaa af Alfernes Slægt, skjönt hun i Snorres Gudekreds gjælder for et Skud af Asestammen. Idetmindste hedder hos Saxo (pag. 24—26) Skjolds Hustru og Grams Moder Alfhild (Avilda), og i et beslægtet Sagn om Halfdan Gamle, der ligesom Gram fældede Kong Sigtryg i Österleden, hedder den Hustru, Halfdan der vandt, og som födte ham Gram og Gylfe, Alvig den Spage, Datter af Kong Emund af Holmegaard. Men disse östlige Egne pleie at gjælde for Alfernes Hjem, og Gylfe, der som bekjendt ogsaa paa anden Maade forenes med Gefjon, var af den gamle finske Æt, der stammer fra Fornjótr og rimeligvis hörer til Alfernes Verden. Vi antage derfor som det Sandsynligste, at Menglöd var en Alfemö, i Slægt med Idun og Gefjon, maaskee ogsaa med Nanna, Neps eller Nökkves Datter, af Ottars Slægt (Hyndluljóð 20), Jörð, Thors Moder og Ónars eller Ánars Datter, og Rind, Billings Datter (Völusp. 11. 13). Hendes Navn findes brugt som Fælledsnavn om fagre Möer, “de Menglade” (Grógaldr 3). Vindkold spörger derpaa videre om Borgens hemmelighedsfulde Befæstning.

9.
Siig mig det, Fjölsvid!
som jeg vil fritte om,
og jeg vilde vide:
Hvad det Led hedder,
hvori Levende saae ei
den större Svig hos Guder?

Fjölsvid:
10.
Thrimgjöll det hedder,
det gjorde trende
Solblindes Sönner.
Fodangel fæster sig
ved hver en Farmand,
som det hæver af Hængslen.

Vindkold:
11.
Siig mig det, Fjölsvid osv.
Hvad det Hegn hedder,
hvori Levende saae ei
den större Svig hos Guder?

Fjölsvid:
12.
Gastropner hedder det,
selv jeg gjort det haver
af Leirbrimers Lemmer.
Saa har jeg stöttet det,
at det stande skal
evigt, medens Verden varer.

Forinden vi gaae videre i Spörgsmaalsrækken, ville vi nærmere undersöge de Gjenstande, vi her have lært at kjende. Der tales om et Borghegn (garðr), hvis Navn er Gastropner (Gastrópnir), det er med Undermagt gjort af Leerjættens Lemmer (Brimir er et Jættenavn). Hvem dette Urvæsen er, der har maattet lade Livet for Fjölsvids Overmagt, er os nu ubekjendt; har det ikke været Ymer selv, var det idetmindste en af hans Kuld; og beviser Hegnet derved sin Herkomst, at det er evigt som Ymers Legeme, Verdensbygningen. I Hegnet er der et Led (grind), det hedder Thrimgiöll (Þrymgjöll—Giöll hed Niflheimsfloden med sin Bro Gjallarbroen, og Ordet Þrym finde vi i Thjasses Bolig, Þrymheimr), forfærdiget med samme Konst, dog ikke af Fjölsvid, men af trende klögtige Dverge, thi Solblindes Sönner vise sig i Navnet tydeligt at være af de dagskye Smede. De have anbragt det Konstgreb ved dette Lukke, at en Fodangel (fjöturr) griber om hver den, der vil löfte det fra Stolpen. Baade hele Hegnet og Leddet er indrettet som en Snare for den Indtrængende; den er hemmelig, ingen seer den, den er “den större Svig hos Guderne” (með goðum hit meira forat), hvad rimeligvis vil sige, at deri har Gudernes overlegne List vist sig, at de saaledes have kunnet skjerme deres Borg. Herved kunde endnu spörges: hvilken Borg? Men vil man ikke give Afkald paa enhver Sammenhæng, kan dertil ikke svares andet end: Menglöds Borg, den samme som Vindkold eller Svipdag stod udenfor, da han udspurgte Fjölsvid. Forholder dette sig rigtigt, saa havde den foruden det hemmelighedsfulde Hegn med sit Led endnu et Forsvarsmiddel, den i det andet Vers omtalte “farlige Lue”, som Vindkold vankede om (um hættan loga), da han stod for Yderhegnet (fyr forgörðum). Et saadant overnaturligt Forsvar gjenfinde vi ved flere Borge, som det ved Trylleri var forment Elskere at trænge ind i; saaledes ved Gymersgaarde i Skirnersfore, en Sang, der i det Hele har en saa slaaende Lighed med Fjölsvinsmaal, at det bliver et Vidnesbyrd mere om, at de begge höre til samme Tid og samme Aandsretning. Men Skirners Fore har altid været anseet for et af de ypperste Mindesmærker fra den fjerne Oldtid. Gerdes Sal var befæstet ganske paa samme Vis som Menglöds, med Plankehegn (skiðgarð), Led og frygtelige Hunde. Skirners Hest bærer ham gjennem den mörke vise Viftelue (um myrkvan vísan vafrloga), ganske det samme Udtryk, der (v. 31) bruges om Menglöds Sal, “omslynget af den vise Viftelue” (slunginn visum vafrloga). Viis kaldes den sandsynligvis, fordi den indeholdt Trylleri, eller, som det ogsaa kan oversættes, vis formedelst sin Sikkerhed; men at kalde en Lue mörk, seer jeg ingen anden Grund til, end at det sortner for Angriberens Öine, naar han styrter sig i den, Luen lukker sig over ham som en Grav. Af samme Natur var den Skjoldborg, Odin selv havde reist for Brynhild, at hun derinde kunde udsove sin Straffesövn. Ved denne have vi ogsaa den skjönneste Beskrivelse af dette Under:

Om min Sal, den
sydlige, lod han
Skovenes höie
Hærjer 3) lue.
Der böd han ene
over at ride
Thegnen, der bragte mig
Fafners Bradser 4) (Helreið Brynh. 10).

Hvorledes han övede Daaden, besynges i Völsungasaga:

Ilden da raste,
Jorden rysted,
og höien Lue
mod Himlen leged.
Faae af Heltes
Hövdinger dristed sig
Ilden at ride
og overstige.

Sigurd jog med
Sverdet Grane 5)
Ilden sluktes
for den Ædling;
al Luen sig lagde
for Lykkens Beiler,
blinked da Regins
rövede Sadel 6) (Völsungas. 27 Kap. sml. Skáld. 41 Kap.)

Denne Lue havde Odin selv optændt, og Menglöds havde vel Fjölsvid fremtryllet tilligemed Hegnet. Omslynget af Flagreflammen var hendes Sal som Ild; den hedder derfor ogsaa selv Ild (hyrr), som vi see af det 32 Vers:

Hyrr den hedder,
men den længe mon
bæve paa Broddens Od.
Det rige Hus monne
Helte evigt
sanke kun Sagn om.

Atter et andet Billede: den rige Sal bævede paa Flammebroddens Od, som löftet af Luen saaes den straalende i det Höie til Spot for hver Elsker, der stod udenfor, men for den Udkaarne var det en Öiens Gammen, som langtfra at gjenne ham tilbage, kun lokkede ham mere:

Gjærdet mig tykkes at glöde
om gyldne Sale —
den Leilighed faaer jeg Lyst til (v. 5).

udbryder han. Vi gaae dernæst videre i Vandrerens Spörgsmaal:

Vindkold:
13.
Siig mig det Fjölsvid osv,
Hvad de Hunde hedde,
som holdt Gyger ude,
et Lukke for Landene?

Fjölsvid:
14.
Gifr hedder den ene,
men Gere den anden,
om du vil det vide.
Elleve Vagter
maae de vogte,
til Verdens-Stötterne styrte.

Vindkold:
15.
Siig mig det, Fjölsvid osv.
der mægter ind at komme,
medens de Slugvorne 7) slumre?

Fjölsvid:
16.
Megen Sövnlöshed
saare blev dem paalagt,
siden man gav dem Vagten i Vold.
Den ene om Natten sover,
den anden om Dagen,
og ind kommer ingen, som da kommer.

Vindkold:
17.
Siig mig det, Fjölsvid osv.
Om der er nogen Mad,
som Mænd kunne have
og löbe ind, mens de æde?

Fjölsvid:
18.
To “Vegnbrade” ligge
i Vidofners Ledemod,
om du vil det vide.
Kun det er Maden,
Mænd kunne give dem
og löbe ind, mens de æde.

Borgen var altsaa bevogtet af frygtelige Hunde (garmar): Hundene hedde omtrent som Odins Ulve: Graadig og Gridsk, og svare til de “olme Hunde” (hundar ólmir, grey Gýmis) der i Skirnism. “vare bundne for Ledet af det Plankehegn, der var om Gerdes Sal.” De vare evige som Hegnet, de maatte skifte deres Vagter, til Verdensstötterne styrte (unz rjúfask regin, til Magterne brydes); deres Hverv er det at holde Gyger, det vil efter de Gamles Talebrug sige, alle indbrydende Ulykker, ude. Men da Ordet (gífur eller gifur) kan være det samme som Hundens Navn og betyder lysten, heftig, umaadelig, kunde man vel ogsaa forstaae det om lystne Elskere. Men Stedet er meget dunkelt og Læsemaaderne usikkre, man kunde ogsaa oversætte: “Hvad de Hunde hedde, der som vilde Værger gjorde for Landene Lukke?” I begge Tilfælde maa man gjætte sig til det sidste Ord: lím, Lim, ell. limr, et Lem, passe lige daarligt. Heller ikke Datiden gjörðu er bekvem. I alt Fald gjaldt det at slippe gjennem Hundenes Vagt; som Odin ved sin Galdresang betvang Helhunden (Baldrs draum. 6), saa maatte disse Dyr lokkes ved Seidmad, at “man kan löbe ind, medens de æde.” Denne Seidmad kan kun hentes fra den gyldne Hane Vidofner, som sidder paa Mimatræet; i dens Ledemod findes de Brade, som Hundene kunne lokkes ved. Men hvorledes kan Hanen fældes? Det er et saare svært, ja ganske umuligt Værk, som vidtlöftig beskrives v. 19 —30. Först skildres det Træ, hvorpaa Hanen har sit Sæde:

19.
Siig mig det, Fjölsvid! osv.
Hvad det Bladehang hedder,
som breder sig og
sit Löv om alle Lande?

20.
Mimameid det hedder,
faae Folk vide,
af hvilke Rödder det rinder;
det falder ved det,
de Færreste skjönne,
ei Ild eller Jærn det skader.

21.
Siig mig det, Fjölsvid osv.
Hvad vorder af den skjære
Stammes Mod, da
ei Ild eller Jærn den skader?

22.
Udaf dets Olden
skal sættes paa Ilden
for elskovssyge Kvinder.
Udad vender sig,
det de inde monne skjule,
saa er det Midler hos Mennesker.

Dette guddommelige Træ har den Egenskab tilfælleds med selve Nornernes Træ, Yggdrasill, at det breder sig og sine Grene om eller over alle Lande — det synes at være Meningen af de vanskelige Ord: “er breiðisk um lönd öll ok limar.” Dets Navn, Mímameiðr, Mimes Stamme, minder om den gamle Thurs, Mímír eller Mímr, Visdomsvældets Vogter under Askens anden Rod hos Hrimthurserne. Skulde Mími altsaa være den samme som Mímir, da besidder Træet hans underfulde Visdomskræfter, hvad her siges at udgaae fra dets Mod (módr), det vil vel sige, dets hemmelighedsfulde Sjæl eller Naturdyb. Dets Frugter eller Olden ere et mægtigt Lægemiddel, men for hvilken Sygdom er ikke let at sige, thi Betydningen af det Ord, vi oversatte ved elskovssyge (kelisjúkar ell. kvellisjúkar), er ubekjendt; dog synes de fölgende forövrigt ogsaa usikkre Ord: “Udad vender sig, eller farer, det de indentil skjule”, at tyde paa, at det er en indvortes trykkende Byrde, enten ligefrem et Foster eller en skjult Lidenskab, som et Afkog af Træets Olden kunde frie Kvinder fra. I saa Henseende har det Lighed med den i Middelalderens Folketro meget omtalte Elskovsrod, Friggs Græs eller Marie Haand kaldet. Træet eller Frugten er saaledes en Deler hos Mennesker, (med mönnum mjötuðr). Det dunkle Ord, mjötuðr, af mjöt, Midte, betyder Deler og bruges om Sværdet, thi det er en Mands Deler (Skáld. 8 Kap.); i christeligt Sprog bruges det om Herren og Skaberen, angelsax. meotod, men desuden kan det staae istedetfor mjötviðr, Middeltræet Yggdrasill. Det er muligt, at det har denne sidste Betydning her; da dette dog ikke giver nogen klar Mening, har jeg foretrukket at oversætte det ved Midler eller Skifter, d. e. en Skaber-Magt, der udskifter, uddeler Livet, idet den skiller Fostret fra Moderen eller, om man vil, deler de Elskende imellem, saa de frigjorte fra Hjærtets Nöd kunne finde hinanden. Hvordan dette nu end forholder sig, er saameget imidlertid klart, at Træet gjemmer evige Lægedomskræfter, og passer det for saavidt meget godt ind i Trossagnet om Menglöds Borg.

Paa dette hellige Træ sidder nu den gyldne Hane, som maa fældes for at vinde den Seidmad, (de i 18. V. omtalte vegnbráðir, et ubekjendt Ord), der kan afvende Hundenes Vagtsomhed:

23.
Siig mig det, Fjölsvid osv.
hvad den Hane hedder,
som sidder i det höie Træ,
helt han glöder af Guld?

24.
Vidofner han hedder,
i Veirglandsen paa Mimes
Stammes Kviste han stander.
Ene Jammer stabler
han sammen uden Maade,
Surt, som sin Mad.

Som Yggdrasill har sin Örn og Högen mellem dens Öine, (Gylfag. 16 Kap. Grimnism. 32), saa har Mimameid sin Hane, der staaer höit paa Toppen i den lyse Luft (veðrglasi, et Ord, der minder om Yggdrasils-Högens Navn, Veðrfölnir, og om Glasir, Lunden med det gyldne Löv for Valhals Döre). Den glimrer af Guld, dens Fjedre ere som Lövet i Odins Lund, men det er en forfærdelig Fugl, idel Jammer dynger den umættelig (oróf, et dunkelt Ord) sammen, og Jammeren er dens Mad. Et saa gyseligt Væsen, der dertil glimrer som Ild, kaldes formodentlig billedlig Surtr, Navnet paa Ilverdenens Herre. Dens rette Navn er ellers Viðofnir d. e. Træ-Slangen, thi Ofner er et af de Slangeuhyrer, der gnave paa Yggdrasils Rödder, men og laaner selve Odin sit Navn (Grimnism. 34. 54). Vidofner er altsaa ingen almindelig Hane, den er et Jættevæsen, der i Magt og Betydning ikke staaer tilbage for Trosverdenens Ypperste.

Der spörges nu videre, om der er noget Vaaben, der kan fælde den Hane, i hvis Ledemod ene den Seidmad, der kan lokke Hundene, gjemmes:

25.
Siig mig det, Fjölsvid osv.
om der er noget Vaaben,
for hvis Vælde Vidofner
maa segne til Hels Sæde? 8)

26.
Hævaten hedder det,
men det gjorde lösen Loptr
nedenfor Ligenes Led.
I Sægjarns Kar det ligger
hos Sinmara,
og ni Njardlaase lukke.

Vaabenet hedder altsaa Hævaten (Hævateinn), og en Ten er den sædvanlige Betegnelse for et Tryllevaaben. Den “smalle og saare fagre Mistelten” (Völusp. 29), der blev Balders Bane, er bekjendt nok. En Gambanten (Gambanteinn) brugte Skirner til de forfærdelige Koglerier, hvormed han tvang Gerd til at elske Frey; den skar han i Skoven af et “raat Træ” (Skirnism. 32). Gambantenen var ogsaa Jætten Hlebards Vaaben, det Harbard vandt fra ham og koglede dermed hans Klögt fra ham (Harbarðslj. 20). Den samme hentyder Saxo udentvivl til, naar Regner i sin Sang til Valkyrien Svanhvide frygter for sin Stifmoder Thorilds Vaand (virgæ vulnus poenale verentes. pag. 70). Her have vi altsaa en tredie Trylleten, hvis Navn vel ligesaalidt som de andre lader sig udlægge, men hvis overordentlige Kræfter fremhæves tydeligt nok. Loptr havde forfærdiget den, og han var rúinn, et Ord, N. M. Petersen efter det jydske ruer har oversat ved opblæst, lös, uden Vægt, bedragerisk. Loptr er Loke (Ægisdr. 6. 19. Hyndlulj. 38. Hrafnag. 9. og Þorsdráp. 1: “Loptr var dygtig til at lyve”, Skáld. 18 Kap.). Hans Værksted er, som man kunde vente, nedenfor Lig-Ledene (ná-grindur), de samme som ellers kaldes Helgrind (Skáld. 49 Kap.) Hans Værk, Tenen, gjemtes bag ni Laase af et Underverdenens Væsen, der kaldes Sinmæra eller Sinmara; hun var en “ful Gyge” (hin fölva gýgr, 29.), og hendes Navn minder om det Troldvæsen, Mara kaldet, der traadte Kong Vanland ihjel (Ynglingas. 16 Kap.) Sinmara kunde maaskee betyde den store Mare, ligesom det oldtydske Sinduth er Storfloden. Om Karret, hun gjemte Tenen i, og om Laasene, hun lukkede med, lader der sig næppe noget Sikkert sige; de dunkle Ord kunne læses paa forskjellige Maader. Hvis der læses Sægjarns ker, kunde det oversættes: Sögraadigs Kar, den slugende Sös Kar 9), muligvis en Malström; og njarðlásar, som man har oversat: bindende Laase, kunde i saa Fald være Havlaase, af Njörð, ligesom njarðarvöttr, en Havsvamp.

Svipdag vil höre videre; han vil forvisse sig om, hvorvidt nogen kunde komme levende derfra, naar han vovede at nedstige til Sinmara for at hente Tryllevaabenet; han spörger da:

27.
Siig du mig Fjölsvid osv.
om atter kommer,
hvo som efter den farer
og vil tage den Ten?

Fjölsvid svarer:

28.
Atter skal komme,
hvo som efter den farer
og vil tage den Ten;
naar det han förer,
som faae kun eie,
til Glimmermuldets Gudinde.

Ogsaa Gygen, der vogter Tenen, skal altsaa have en Tryllegave, for at den Dristige, der nærmer sig til hende, kan vende levende tilbage. Jordglasers, Jordens gyldne Lövs eller Guldets, Gudinde (Eir aurglasis) betegner rimeligvis den rige Herskerinde. Vi faae nu at vide, hvori denne Gave maa bestaae:

29.
Siig mig det, Fjölsvid! osv.
om der er nogen Hæder,
den Folk haver,
hvorved den fule Gyge kan glædes?

Fjölsvid:
30.
I Skrin du lysen
Le skal bære,
den som ligger i Vidofners Led,
at skjenke Sinmara,
inden hun bedes at laane
dig dygtige Drabsvaaben.

Efter dette Svar slutter Svipdag sin Undersögelse om Muligheden af hos Vidofner at skaffe sig den Föde, hvormed Hundenes Vagtsomhed kunde afvendes. Den lyse Le i Hanens Led (völum, ligesom liðum V. 18) er atter et Tryllemiddel, formodentlig en gylden Ten; men er denne Skat den eneste Hædersgave, for hvilken Gygen vil give det eneste Vaaben fra sig, hvormed Hanen kunde fældes, kan Foretagendet umuligt lykkes, thi den lyse Le kan selvfölgelig ikke vindes, för Fuglen er betvungen. Betingelserne for Seiren gaae altsaa i Kredsgang, det er netop det Konstgreb, hvormed Befæstningen er fuldkommen sikkret mod enhver Fjende; thi kan Seidmaden fra Vidofners Ledemod ikke hentes, saa kunne Hundene ikke lokkes, deres Vagtsomhed ikke forstyrres, og den Dristige ikke bryde ind. Borgen er altsaa sikker, “den storre Svig er hos Guderne.” Tilfredsstillet af Svarene vender Vandringsmanden atter sin Opmærksomhed mod selve Borgen:

31.
Siig mig det, Fjölsvid osv.
hvad den Sal hedder,
der omslynget er
med visen Viftelue?

Fjölsvid:
32.
Hyrr (Ild) den hedder,
men længe den skal
paa Brodsodden bæve;
det rige Hus monne
Helte evigt
sanke kun Sagn om.

Disse Vers ere allerede forklarede. Vi komme nu til selve Borgens Bygmestre:

33.
Siig mig det, Fjölsvid osv.
hvem der gjorde,
hvad jeg saae inden
Gudesönnernes Gjærde?
eller: hvem af Gudernes Sönner,
der gjorde det, jeg
saae derindenfor Gjærdet?

Det kan nemlig af Textens Ord ikke sees, hvilket der er Meningen. Ordet Gudesönner, eller, som det egentlig hedder, Asesönner (ásmegir), er et Navn paa selve Aserne (Baldrs dr. 12); men da baade de, der beboede Borgen, Menglöd og hendes Slægt, og Borgens Bygmestre, som man efter den sidste Oversættelse maatte tænke paa, saavidt der kan skjönnes, vare af Alfeæt, maa Udtrykket Asesönner her rimeligvis tages i den videre Betydning af Guder i Almindelighed, hvortil ogsaa Alferne bleve regnede.

Fjölsvid svarer:

34.
Une og Ire,
Bare og Ore,
Var og Vegdrasill,
Dorre og Ure,
Delling og Atvard,
listig Alf Loke.

To af disse Navne, Delling, Dagens Fader, og Loke ere bekjendte nok. Delling var af Asernes Æt, modsat hans Hustru Nótt (Nat), som var Nörves Datter fra Jötunheim (Gylfag. 10 Kap.) Men denne Slægt, der fra en sort og mörk (svört og dökk) Moder stiger frem til en lys og fager Sön, minder saa stærkt om Dökk- og Lys-Alfernes Slægtskab, at man kan formode, at naar Snorre kalder den en Forening af Jætter og Aser, er dette et mindre nöiagtigt Udtryk, hentet fra en anden Gudekreds. Disse Frænder ere nemlig beslægtede med Mundelföres Börn, Maane og Sol, men Sol, der efter Snorre ægtede Glen, var efter andre Sagn (Fornaldars. 27) gift med Dag, og havde med ham Datteren Svanhild Guldfjeder, der ægtede Finnalf Gamle, fra hvem Alf den Gamle og efter det i Hyndlulj. 63 beskrevne Ættetal ogsaa Óttar stammede. Den tredie med dem forenede Æt, Vidfinns Börn, Bil og Hjuke, viser ogsaa hen til Alfernes Kreds, thi Viðfinnr er udentvivl et Alfenavn; dog regnes Bil mellem Asynierne, saavelsom Sol (Gylfag. 35 Kap.), men Solen er paa den anden Side ogsaa Alfernes Straale (álfröðull).

At finde Loke i denne Forbindelse er derimod mere paafaldende. Han kaldes “liðski Álfr”, men Ordene ere meget usikkre; der læses ogsaa læðski, snigende, eller liðku, smidig, eller i eet Ord liðskjálfr, maaskee feig, det Modsatte af liðfær, liðgóðr, eller ogsaa rystende paa Lemmerne. I sig selv gjöre disse forskjellige Forklaringer ikke megen Forskjel i Meningen; men dersom man kunde stole paa, hvad der ogsaa har flest Vidnesbyrd for sig, at Álfr er et Ord for sig, vilde dog det vigtige Resultat være vundet, at Loke kaldes en Alf, og at altsaa denne Loke hverken er Ase- eller Utgaards-Loke, men en tredie, nemlig Alfernes Loke. Som Aserne havde deres, og Jætterne deres, vilde saaledes ogsaa Alferne have deres Loke, eller deres snedige falske Gud, rimeligvis den samme, der ovenfor kaldtes Loptr rúinn.

At der her er Tale om Alfer, bekræftes desuden ved nogle af de andre Navne. Den Række Dvergenavne, der findes i Völuspá (11—16), med faae Forandringer ogsaa hos Snorre (Gylfag. 14 Kap.), og som indeholder baade Ase- og Alfenavne, maa rimeligvis snarere betragtes som en Fortegnelse over Alferne, disse Asernes og Vanernes Frænder og Medherskere, end blot over de tidligt med dem forvexlede Dverge, Asernes Skabninger og Undersaatter 10). Der finde vi Navne som Dori og Ori, sandsynligt de samme som Fjölsvinsmaals Dorri og Ori eller Uri, og Dorri minder paa den anden Side om Þorri, Sön af den gamle Finnekonge (Snær, Sne) og Fader til Norges förste Bebyggere, Norr og Gorr; efter ham havde Thorremaaneden sit Navn. Men disse Fornjots Frænder vare rimeligvis Alfer af den gamle finske Trosverden. Desuden kan Uni sammenlignes med Dvergen Óinn, som cod, Upsal. kalder Onni; og Bari eller Barri nævnes blandt Arngrims Sönner (Hyndlulj. 22), der ligesaavel som Fornjots Æt maa regnes til den finske eller, som vi have antaget, Alfernes Gudekreds. Som det Sandsynligste antage vi altsaa, at Borgen Hyrs Bygmestre vare en Slægt af de konstfærdige Mörkalfer, og vel ikke meget forskjellige fra de tre Solblindes Sönner, der havde forfærdiget Ledet Thrimgjöll.

Elskeren gaaer videre og spörger om Navnet paa det Bjerg, Bruden beboer:

35.
Siig mig det, Fjölsvid osv.
Hvad det Bjerg hedder,
som jeg seer Bruden paa,
Ædelmöen dvæle? (ell. sukke, nl. af Længsel.)

36.
Hyfjabjerg dét hedder,
men det haver længe været
en Gammen for Saar og Syge.
Helsen finder,
har hun end Aars Sot,
hver Kvinde, der ad det klyver.

Det er ikke alene Menglöd selv, der fra sit høie Stade udbreder denne Velsignelse over de Dødelige; ni guddommelige Væsner gaae hende tilhaande derved, i søsterlig Kreds samlede om hendes Høisæde.

37.
Siig mig det, Fjölsvid osv.
hvad de Møer hedde,
som for Menglades Knæer
sidde enige sammen?

38.
Hlif hedder en,
den anden Hlífþursa,
den tredie Þjoðvarta,
Björt og Blið,
Bliðr, Frið,
Eir og Örboða.

Navnene ere betydningsfulde og kunne omtrentlig oversættes saaledes:

Skjerm hedder en,
den anden Thurseskjerm,
den tredie Ædel-Amme (ell. Folke-Amme),
Blank og Blid
Fager og Fin,
Lægende, Kvægende.

Kun de to sidste Navne ere andetstedsfra bekjendte. Eir nævner Snorre mellem Asynierne med det Tilføiende: “hun er den bedste Læge.” Ordet var ogsaa et Fælledsnavn for Mildhed og Skaansel. Örboda eller Aurboda var Jætten Gymers Hustru, Gerds Moder, i Slægt med Thjasse og hans Datter Skade (Hyndlulj. 29, Gylfag., 37 Kap.) Hun hørte altsaa til samme Thurseslægt som Freys og Njords Hustruer, en Omstændighed, der bliver noget paafaldende derved, at Freys Elskovssang, Skirnersmaal, som vi ovenfor have mindet om, har en saa mærkværdig Lighed med Fjölsvinsmaal.

Det er dog ikke blot Kvinder, som kunne søge Lægedom hos Menglöd og hendes Møer, ogsaa Mænd kommer Hyfiabjergets Velsignelse tilgode, naar de hver Sommer bringe deres Offer til den mægtige Gudinde:

39.
Siig mig det Fjölsvid osv.
om de bjærge
dem, der blote dem,
naar der er Trang dertil?

40.
Hver en Sommer,
naar Folk dem blote
paa alterviet Sted,
ei saa haard en Trængsel
times Menneskens Børn,
at Hvermand de jo af Nøden hjælpe.

Ved Sommertid blev der altsaa holdt Offerfest for de lægende Gudinder. Nu er den egentlige Spørgsmaalsrække tilende, vi have modtaget alle Oplysninger om Borgen og dens Betydning, og Sangen slutter med de Elskendes glade Forening.

41.
Siig mig det, Fjölsvid osv.
om nogen Mand
undes i Menglöds
yndige Arme at sove?

Fjölsvid:
42.
Aldrig findes den Mand,
der undes i Menglöds
yndige Arme at sove,
uden Svipdag ene;
ham blev hun den solklare
Brud lovligen lovet.

Svipdag:
43.
Stød til de Dørre!
Lad Ledet aabent!
Her kan du Svipdag see!
Dog gak at spörge,
om Menglöd monne
glædes ved min Gammen.

Fjölsvid træder altsaa ind til Menglöd og melder Gjæstens Ankomst:

44.
Hør du, Menglöd!
her er en Mand kommen,
gak du Gjæsten at see.
Hundene logre,
Huset har opladt sig,
jeg troer det er Svipdag selv.

Tegnene ere indtrufne, de forfærdelige Hunde have kjendt den Udkaarne, og Husets fortryllede Befæstning har ikke kunnet modstaae ham. Dog tør Bruden endnu ikke troe sin Lykke og svarer heftigt:

45.
Raske Ravne skulle
paa ragen Galge
slide dig Synene fra,
om det er Løgn, at
hid er langtfra kommen
Svenden til mine Sale.

Imidlertid er Svipdag selv traadt ind. Menglöd tiltaler ham:

46.
Hveden foer du?
Hveden gik din Fore?
Hvad hed du hjemme?
Om Æt og Navn
skal jeg Jærtegn vide,
om jeg er dig lovligen lovet.

Svipdag:
47.
Svipdag jeg hedder,
Solbjart hed min Fader,
deden dreve mig Vinde ad kolde Veie.
Urds Ord kan
ingen modsige,
hvor tungt det end mon træffe.

Han beraaber sig paa Nornens Villie, der maatte bøie hendes Hu, selv om den ikke allerede stod til ham. Det er som om Elskeren endnu frygtede Modstand hos sin Brud, men hun betager ham al Frygt med det kjærlige Svar:

48.
Vær du velkommen!
Min Villie har jeg faaet,
Kys efter Hilsen skal komme.
Fryde vil saa sjeldent
et Syn de Fleste,
som Elskov bær til hinanden.

49.
Længe jeg sad
paa det yndige Bjerg,
vented dig Døgn og Dage.
Nu er det vundet,
hvad jeg har ventet,
at du er atter kommen,
Svend! til mine Sale.

Svipdag:
50.
Længsler vi lede,
jeg efter din Gammen,
du efter min Elskov.
Nu er det sandet,
at vi sammen skulle
Livets Veie vandre.

Hermed er Sangen sluttet; i Sandhed saa herligt et Værk, som noget af det, den fjerne Oltid har efterladt os. Nu dufte Mengløds Lægeurter dobbelt, blive kraftige og kvægende, siden Solglandsens Sön er kommen paa Vaarens kolde Vinger; da flokkes fuld af Fortröstning de Dødelige om de hellige Altre i Skjærsommertid, for med fromme Offre at vinde sig Lægedom for hver sin Brøst; da har der vel heller ikke været savnet en Skjald, som til Trøst for de Syge og til Lyst for de Helbredte har kunnet kvæde vor Sang.


________________________


Hvad jeg i det Hele har ment, der var at vinde ved at indlemme ogsaa Fjölsvinsmaals Skildringer i den nordiske Trosverden, var altsaa, at vi have lært Lægekonstens Trossagn at kjende, og have seet, at heller ikke vore Forfædre savnede et skjönt og phantasirigt Billede af det, Hellenerne have nedlagt i deres Asklepios-Mythe. I sine Hovedtræk er Sagnet ikke utydeligt. Den, der besidder Lægemidlernes Velsignelse, er efter Nordens sædvanlige Skik et kvindeligt Væsen; hun sidder omgiven af sine tjenende Möer paa det yndige Bjerg (á ljúfu bergi), hvortil alle Lidende söge. Vaarguden er hendes Elsker, thi hvad skulde han sætte höiere af alle Sommerens Herligheder, dem han er kommen for at fostre, end de vidunderlige Væxter, der ere for de Dödelige, hvad Iduns Æbler ere for de höie Guder? Ogsaa Bruden sukker paa sin Side af inderlig Længsel, thi hun trænger til hans Favntag, forat hendes Rige under Sommersolens Kraft kan udfolde sin velsignelsesrige Virksomhed, at de kvægende Rödder kunne svulme, og Urterne fyldes med de stærke Safter. Hendes Rige er selvfölgelig en stor Helligdom og derfor befæstet med alle de hemmelighedsfulde Midler, som kunne udruges i Dybet og kun kjendes af dem, der besidde det gamle Naturdybs Visdom. Befæstningen er dog ikke rettet imod de Lidende, der söge Lægehjælp hos Gudinden, kun mod fjendske Magter, der kunde krænke hendes Helligdom med falsk og uheldbringende Elskov. Befæstningen er altsaa et Billede paa, hvor umuligt det er at vinde den hellige Mö uden at være den af Skjebnen Udkaarne; den giver os den stærkeste og mest udförte Skildring af de ellers hos de Gamle saa yndede Værn imod utidige Elskere. I sine Enkeltheder frembyder denne Del af Sangen de störste Vanskeligheder; at bringe fuld Klarhed og Sammenhæng i Billederne vil næppe nogensinde lykkes. Der er især eet Hovedspörgsmaal, der ved ethvert af de Syner, der gaae forbi, paany paatrænger sig Læseren, det er: hvor, i hvilke Egne af den ellers bekjendte Trosverden er disse spögelseagtige Gjenstande — Mimastammen, Hanen, Sinmara, ruen Lopt, Sægjarns Kar osv. — at söge, og hvorledes lade de sig forene med hvad der af saadanne Billeder ellers pleiede at staae for de Gamles troende Blik? Det samme gjælder iövrigt om selve Hyfjabjerget og Ildborgen, ja endog om Hovedpersonerne, Menglöd og Svipdag og deres Slægt. Jeg har dog tænkt mig, at denne Vanskelighed ikke bör tillægges for megen Betydning, thi saadan klar Sammenhæng er i det Hele ikke at söge i en Hedentro. Vi maa altid erindre, at vi have med en Aandens Verden at gjöre, i den dukke Synerne op eller formörke sig igjen, altsom Seeren vender sit Blik hid eller did; de udfolde sig til större Mangfoldighed og gribe nöiagtigere ind i hinanden, eller staae som uklarede og usammenhængende Kredse for sig, altsom han mer eller mindre fordyber sig i dem. Heller ikke kjender enhver Seer just alle de Hemmeligheder, der i Tidens Löb ere aabenbarede. Saaledes passer, for blot at nævne et Hovedexempel, Yggdrasils Billedet ingenlunde til den Verdensbygning, der opstilles i Skabelseshistorien, og Himmellegemernes personlige Skikkelser atter ikke til deres förste Skabelse; det er, som om de forskjellige Opfattelser ikke kunne faae Plads ved Siden af hinanden. Eller tage vi et Exempel af Gudernes Virksomhed i Menneskehistorien, saa er det tydeligt, at snart Odin, snart Frey, snart maaskee ogsaa Thor gjælder for Hovedguden, for Ihændehaveren af Verdenssceptret. Det kan altsaa ikke undre os, at ogsaa Fjölsvinsmaals Figurer staae som en egen Kreds for sig. Imidlertid maa det dog vel ogsaa indrömmes, at denne Kredses Afstand fra den övrige Gudeverden er större end andre bekjendte Uoverenstemmelser; navnlig at med Undtagelse af Loke, Urd, Eir og maaskee nogle af Borgens Bygmestre ingen bekjendt Gudeskikkelse, ingen bekjéndt himmelsk eller underjordisk Bolig nævnes, synes mig saa paafaldende, at der vel kunde være Grund til at tage i Betragtning, om ikke vor Sang indeholder et fra en fremmed Trosverden i vor indfört Brudstykke. Idetmindste gives der i Eddasangene ogsaa ganske andre Forestillinger om Lægekonstens Natur og dens Herre og Mester. Paa dem ville vi kaste et Blik.

Lægedomskraften tilskrives i Almindelighed Runerne, og disses Opfinder og Herre er Odin, som han selv synger i Höis Sang:

Det kan jeg for det Andet,
hvad Kjæmpesönner behöve,
om de ville som Læger leve (Havam. 148).

Eller:

Sange jeg kan, som
intet Menneskes Sön
eller Kone i Landet kan:
Hjælp hedder en,
den skal dig hjælpe
mod Sager (11) og Sorger
og alskens Syger. (Havam. 147.)

Eller om Saaret er frembragt ved Trolddom:

Det kan jeg som det Sjette,
om en Kjæmpe mig saarer
med et raat Træs Rödder (12);
da skal den Mand,
som vil mig skade,
mere tæres af Men end jeg. (Havam. 152.)

Saadanne Lægeruner inddeltes, eftersom det var Sot eller Saar, der skulde læges, i Bjærgeruner (bjargrúnar) eller Kvistruner (limrúnar), som vi lære det af Valkyrien Sigrdrifa, der besad al sin Fader Odins hemmelige Visdom:

Bjærgeruner skal du kunne,
om du vil bjærge
og Kvinde fra Foster forlöse,
Paa Luven (13) skal man riste
og om Ledet (13) dem spænde
og bede om Disernes Bistand. (Sigrdrifum. 9 sml. 19.)

Kvistruner skal du kunne,
om du vil kaldes Læge
og kunne see til Saar.
Paa Barken skal de ristes
og paa Skovens Stamme,
hvor Kviste mod Östen lude. (Sigrdrífum. 11.)

Ikke blot Hænderne signedes med Lægeruner, eller som de ogsaa kaldtes, Lindringsstave (líknstafir, Sigrdrifum. 5), men ogsaa Lægens Fodspor, som Valkyrien siger, at de bör ristes

paa Forlösnings Haand
og paa Lægedoms Spor. (Sigrdrifum. 16)

Saadanne signede og signende Hænder agtedes for en af Gudernes ypperste Gaver, som det sees af den samme Valkyries smukke Bön:

Hil dig, Dag!
Hil Eder, Dagens Sönner!
Hil dig, Nat, og Nattens Mö!
Med milde Öien
skuer os her
og giver de Siddende Seir!
Hil Eder, Aser!
Hil Asynier!
Hil den rigeligt ydende Jord!
Vid og Veltalenhed
giver os ædle Tvende
og Lægehænder, medens vi leve! (Sigrdr. 3—4).

Det er mærkeligt at see disse Væsner af Nörves Æt, Dag og Dags Sönner, Nat og Nats Datter, tilbedes med samme Ærefrygt som Aser og Asynier. Nats Mö (nipt) er den samme som den rigeligt ydende Jord (in fjölnýta fold), thi Jorden var en Datter af Nat og hendes anden Mand, Annar eller Onar, eller og af Odin selv (Gylfag. 10. 9.) Betragte vi Versliniernes indbyrdes Stilling, maa desuden Bönnen om de lægende Hænder nærmest tænkes henvendt til Jorden, eller som Skjaldene kalde hende: “Odins Brud og Onars skovgroede Datter”, et Væsen, der under Navnene Fjörgyn og Hlóðyn som bekjendt var Odins förste Hustru og hans ældste Sön Thors Moder; men ellers ikke blot stod for de Gamles Blik som en personlig Skikkelse, men som selve den klippefaste og livsfriske grönnende Jord, ganske som det sædvanlige Billede, Ymers Kjöd (Ymis hold.) Hendes Sön Thor var en velsignende Guddom, ikke blot Ageren, men baade Ægtesengen og Graven signedes, som det synes, af hans Hammer. Her have vi altsaa en anden, ligesom mere ud af Asetroens Midte hentet Lægegudinde: Odins Runer og Galdresange vare de vidunderlige Lægemidler, men hans ærværdige Hustru, den gamle Jord, paakaldtes af de Troende om at lægge sin Velsignelse dertil, hun, den grönne Hlodyn (Skáld. 57 Kap.), er Væxternes Dronning, og hendes Söns, Sommergudens Vaaben er det hellige Tegn, der værner mod alle onde Magter. Af Barselkvinder paakaldtes iövrigt ogsaa Odins anden Viv, den himmelske Husmoder, Frigg, Balders Moder; vi höre den lidende Kvinde nedbede hendes tilligemed Freyjas og andre Guddommes Velsignelse over den, der ved sine Galdresange havde forlöst hende:

Saa hjælpe dig
hulde Vætter,
Frigg og Freyja
og flere Guddomme,
som du fra mig
fjernede Nöden. (Oddrúnargrátr 10.)

I denne Retning gaae vore Forfædres sædvanlige Begreber om Lægekonstens Hemmeligheder. Kan dette nu forenes med Fjölsvinsmaals udförligere Skildring? Man kunde vel opfatte Menglöd som en egen Form af den grönne Hlodyn, og, siden Fjölsvinsmaal, som allerede er bemærket, i Oldtiden ikke kan have været almindelig bekjendt iblandt Skjaldene, tænke sig Forholdet saaledes, at man paa visse Steder eller i visse enkelte religiöse Kredse har udviklet Forestillingen om, at Jorden under Odins Favntag undfik de heldbringende Lægedomskræfter, videre til et eget rigere Trossagn, det vi i Sangen om Svipdag og Menglöd nu forefinde besunget i saa levende og stærke Billeder. Dog forekommer denne Opfattelse mig betænkelig: der gives næppe noget Minde om, at Odin har gjældt for Vaar- eller Sommergud, han er i det Hele ikke nogen Naturgud, ikke engang i sit Forhold til Jorden, langt mindre til Frigg eller sine övrige Elskerinder; og at Menglöd var den moderlige Jords almindelige Herskerinde, finde vi intet Spor af i vor Sang. Derimod er der et andet charakteristisk Træk, som jeg vil henlede Opmærksomheden paa; det er, at hun beboer det Bjerg, “som længe har været”, eller vel: som altid var “en Glæde for Syge og Saar” (svikum og sári gaman — svikum er et uklart Ord), og at “enhver Kvinde, har hun end Aars Sot, vorder karsk, naar hun bestiger det (þat klífr).” Betænke vi, at der, som jeg har sögt at paavise, er meget i Sangen, der henviser os til Alfernes Verden, og at denne atter synes mest at knytte sig til de Trossagn, den nordiske Hedentro har modtaget som Arv fra de gamle Finner; da er det mig en paafaldende Omstændighed, at i de finske Runer har det tilsvarende Trossagn netop antaget den Skikkelse, at baade Sygdommens og Lægedommens Hjem er et velbefæstet Bjerg, hvorpaa en skjön Gudinde, en Underverdenens Datter, der er at vinde ved Bönner, hersker i streng Ensomhed. Det er eiendommeligt for det Finske, at hun er baade Plagernes Moder og Helbrederinde, thi i Finland kan en Ulykke kun afvendes ved at söge tilbage til dens egen Kilde. Hun hedder Kivutar, Kipu-tyttö (kipu, Sygdom) eller Wammatar (wamma, Plage), er Dödsguden Tuoni's tredie Datter, og paakaldes paa fölgende sælsomme Vis:

Kivutar, du Plagers Moder,
du som Smerter sammendriver
i en liden brudden Potte,
i en snever Kobberæske!
Du med Handsker udaf Plager,
du med Plageskoe paa Foden,
kom nu hid, du her behöves,
drag nu hid, man her dig kalder!
Borttag fra de svære Smerter
deres Kraft og deres Styrke,
at den Syge kan faae Hvile,
at den Svage blidt kan sove;
den Betrængte Lindring nyde,
Uslingen sin Sands beholde.
Saml du Smerterne i Skrinet,
i den pæne Kobberæske!
Kog du saa de svære Smerter
i en ganske lille Kjedel,
som kun trende Fingre rummer,
som en Tommelfinger fylder,
kog dem saa paa Plagebakken,
höit paa Spidsen udaf Bjerget.
Midt paa Bjerget staaer en Klippe,
og et Hul er midt i Klippen,
Hullet er med Navren boret,
med et Vridjærn gjennemstunget,
Favne ni dybt ned i Bjerget
og en Alen end derover.
Did hendrives alle Plager,
alle Smerter didhen jages.
Stenen klager ei af Smerte,
Klippen ei af Plage jamrer,
om end i den skulde drives
uberegnelige Smerter,
Kvaler, man ei tælle mægter. (d. gl. Kalevala II. S. 125. I. S. 40. d. nyere Kal. 45 R. 290 V.)

I de nyere Sange beskrives hendes Bolig nöiagtigere: Sygdomsbjerget eller Sygdomsstenen staaer i Tuonela-Elven (Finnernes Gjöll), der hvor dens tre Arme forene sig; disse gnide sig saa haardt omkring Klippen, at Sygdomsaanderne blive malede ligesom mellem Kværnstene. Slippe de ud, beder man hende at fange dem igjen og indespærre dem i den blaae Sten eller nedsænke dem i Havets Dyb, og hun gjör det gjerne, thi hun er en god Frue, en kjær og fortræffelig Kvinde. Dette har vel ikke megen Lighed med det yndige Hyfjabjerg; Kivutar beboer et Sted saa forfærdeligt som de Plager, hun behersker, Menglöd et, der er saa tiltrækkende som den gjenvundne Sundhed. Endnu mindre bliver Ligheden, naar vi tænke paa Vaarguden Svipdag; over Underverdenens ildbeskyllede Fjeld kunde han ikke udfolde sine blomstrende Velsignelser og i den hede Aarstid bringe de kraftige Urter til at groe. Men hvad dette sidste Træk angaaer, saa vil det vel næppe være undgaaet Læserens Opmærksomhed, at denne Forklaring af hans Forbindelse med Lægegudinden er vilkaarlig og uden Stötte i Sangens Ord; jeg har kun anfört den, fordi den syntes mig at ligge nærmest. Men det er ikke umuligt, at Hensigten med Svipdags Komme aldeles ikke var at styrke eller glæde sin Elskede paa den Vis; maaskee han kun vilde beile til hende og intet videre. Hans eller hendes Grunde til at længes og favnes fortæller Skjalden os intet om, og Hjærtets Bevægelser er han vel heller ikke pligtig til at give Grunde for. I saa Henseende er Forskjellen paa vor Sang og det finske Billede ikke saa stor, thi Pohjolas og Tuonelas Möer vare skjönne, og Kaleva Sönnerne fra de lysere Egne satte gjerne Livet til forat trænge ind i deres forfærdelige Borge og vinde deres Hjærter. Dog hele denne Sammenligning er kun en lös Formodning, som henstilles til de Kyndiges nærmere Overveielse.




Noter:

1) Bjergtinden.
2) Om denne see nedenfor.
3) Ilden.
4) Det Guld, Slangen Fafner havde ruget paa.
5) hans Hest.
6) det samme Fafners Guld; da Luen lagde sig, glimred det dobbelt.
7) sókndjarfir, djærve til Angreb.
8) Eller Skare.
9) Ligesom Skautgjarn eller skrautgjarn jötunn (Hyndlulj.20), lægjarn, blodtörstig osv.
10) Sml. Omrids af den finske Hedentro, Indbydelsesskr. fra Haderslev I. Sk. 1853.
11) Som du har med Fjender.
12) Sml. hvad der blev sagt om Gambantenen.
13) Inden i Haanden og out Haandledet.