Forskjelligt

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Mette Marie Jensdatter (1809-1898) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

G. Religiøse sagn

11. Forskjelligt


193. Vorherre er aldrig så vred, at han ikke lader løverdagssolen se.

K. Kr. Jensen.


194. Der var en karl her nede i Vinkel Vesterby, han blev født i en sejersskjorte. Så fik han et galt ben, og så sagde Mikkel Bødker: «Han dør nok ikke, for han er født i en sejersskjorte.»

Lars Nielsen, Vinkel.


195. Der var spået af, at der skulde komme en stor, sort hund og følge med en af hærene i felttoget. Den hær, den fulgte, skulde vinde sejer. Hunden kom til de Danske, til et vist regiment, og fulgte dem hele tiden.

L. N., Vinkel.


196. Min fader har fortalt om en mand, der var så slem til at drikke. Det var inde i Sundeved, det skete. En dag, han var ved at sætte dige og sad ved siden af det og spiste sin meldmad, så kom han i tanker om, at der var en Gud til. Så blev der sådant et lys omme ved den anden side af diget, og han hørte en röst, der sagde: «Her er jeg.» Med det samme var det hele væk. Efter den dag lagde han drikken af.

Lorens Hansen, Fælsted.


197. Det var en Krabbe, som ejede Torstedlund, og han havde en datter, som en gang fik et stykke kjød i halsen og kvaltes deraf. Nu blev hun lagt i kiste og sat op i kirken. En aften efter hører degnen en ynkelig klagelyd inde fra kirken, og da han nu tog nøglen og lukkede op, viste det sig, at pigen var kommen til live. Hun blev bragt hjem, men var fra den dag sindsforvirret og led forfærdelig. Faderen gjorde da det løfte til Vorherre, at dersom han vilde løse op for hende, så vilde han oprette Årestrujp hospital. Fire fattige koner og en forstander skal der have deres ophold, og fire gårde blev satte i pant, for at de fik deres. Først for nylig er pantet indløst og gået over på Torstedlund.

L. Mosbæk, Stövring.


198. Min fader har fortalt, at medens han og hans ældre broder var drenge, morede de sig somme tider med at «himle» tusser. De lavede en lille vippe, og på den ene ende satte de tussen, og når de så slog på den anden ende, flöj den höjt til vejrs og udstrakte benene, og det så så morsomt ud. En tusse kunde tåle flere sådanne omgange, inden den døde. Efter nogen tids forløb blev drengene imidlertid syge og helt grå på kroppen ligesom en skruptusse. Den almindelige mening var nu, at det var en straf for deres dyrplageri. Det varede længe, inden de kom sig, og de himlede ikke tusser oftere.

C. L. Rasmussen.


199. Den tidligere kroejer i Remmer, Hans Pejter, var stum de sidste år han levede, han kunde blot give nogle lyd fra sig. En nat loserede en håndværkssvend, som var stum, der i kroen. Om morgenen, da han skulde betale for nattelejet, så havde han ikke penge nok, der manglede otte skilling. Kromanden var ubarmhjærtig og fordrede sine penge, men da mennesket nu ikke kunde betale, trak han ham af vesten og vilde beholde den. Så var der to tjenestepiger, der sagde: «Skal vi ikke betale.» De gav nu hver fire skilling, og han kom af sted. Dagen efter var kromanden aldeles stum. Han var tidligere noget tunghør, men kunde da nok snakke.

Lærer Søe, Gudum.


200. Der var en kone, der syntes, at det var skammeligt, så meget hun gav hen mellem år og dag. Så kom hun i tanker om at lade det være, og vilde se, hvor meget det kunde blive til, hun nu sparede. Altså lagde hun alt til side, hun ellers vilde have givet hen. Da året var omme, havde hun så meget mel, at hun kunde bage en hel bægt brød af det. Men den dag, hun så bagede, kom der ild i huset, og det brændte.

Lærer Søe, Gudum.


201. Der var en fattig pige, som tjente på en gård her i Horsens-egnen, og hun gik al tid og græd, fordi hun var så bange for, at hun ikke skulde få det brød, hun kunde spise, mens hun var her i verden. En dag skulde hun gå hen til brønden for at hente en spand vand, og gik og spiste af et stykke brød, men så faldt hun derned og druknede med brødet i munden.

Sören Hansen, Skjellerup.


202. Der var en kone, der vilde gå tvært over Nörre-Økse sø, hun gik fra Nörre-Økse og vilde til Klithuse, og hun havde en bitte dreng med sig. Den samme kone havde alle sine dage været så gruelig gjerrig, og hun sagde således, at hun kunde ikke forstå, hvordan folk kunde få stunder til at sidde ned og pisse, for det havde hun aldrig kunnet få stunder til. Så rejste hun altså tvært over søen, det var jo vinter, og der var jo is på, men da hun kommer midt på, så søkker hun. Så løber den her bitte dreng op til Nörre-Økse efter folk, at de skulde komme ud til hende, og der kommer så mange mennesker derud, hele Nörre-Økse by. Hun hængte der endnu på isen i hendes arme, og de hyttede reb ud til hende og lagde fjæl derud, men kunde på ingen måde redde hende. Hun sang salmer, og præsten blev hentet og berettede hende, og da det var nu forrettet, og der ingen redning var, sagde hun dem farvel alle sammen og puttede sig ned. Så sagde folk: «Hun havde ikke stunder til at sidde ned at pisse, men hun havde endda stunder til at sidde i søen og dø.»

J. Kristian Smed, Tranum.


203. Et par ussel fattige folk havde en datter, som var kommen til at tjene på et rigtig godt sted og havde det godt. Så skulde der være barsel hjemme hos hendes forældre, og hun fik da lov til at gå hjem og se til dem, og hendes madmoder gav hende en halv kage med, da de nu havde det så fattigt. Under vejs kom hun til et sted, hvor vejen var så beskidt, og hun vilde ikke gjærne smöre sig. Så lagde hun brødet i skidtet og trådte over på. Men da sank kagen ned i jorden, og hun sank med helt til hendes bæltested. Der var ingen råd for hende til at komme op, og de måtte have bud efter præsten, og han kom og manede hende helt ned.

Maren Nielsdatter, Vester-Brønderslev.


204. En pige fra Dragsted i Törning len havde været i Bredebro, og da hendes forældre var fattige, havde de der givet hende et brød. Hun vilde nødig tage imod det, men kunde dog ikke være bekjendt at sige nej dertil. Altså gik hun med det, men var kjed af at skulle gå og slæbe derpå, og da hun kom til Dragsted bro, var der vand ved den anden side af den, og for så ikke at gjøre sine kjönne sko våde lagde hun brødet i vandet og trådte over på. Men det sank med hende, og hun kom aldrig mere til syne. Det er endnu ikke rigtigt ved den bro, ti et par gange har troværdige folk mærket noget underligt og er bleven syge deraf.

Pastorinde C. Boisen.


205. Ovre i Töving er Pigens vadested. En fattig pige, der tjente på en bondegård, havde gjort sig så fin og stads, og en dag, hun vilde hjem, gav konen hende et brød med, som hun kunde give hendes moder. Men det lagde hun i bløden at træde på, og så sank hun selv helt ned.

Lem.


206. Tjenestepigen, der trådte på brødet, sank så langt ned, at der ikke var andet at se af hende end hendes ene finger, den kunde i nogen tid ses over jorden.

Ane Nielsen.


207. . . . Madmoderen gav hende to kager med til forældrene. Nu havde hun fået et par ny sko, og da hun kom til et blödt sted i vejen, lagde hun kagerne dér at træde over på. Så sank hun i jorden, og brødene forvandledes til sten.

Hans Fladbirk, Søheden.


208. . . . Folk, der kom til, kunde ikke få hende op. Nu fik man bud efter præsten, og da han kom, havde hun kun hovedet over pølen. Han læste og sang da over hende, til han havde fået både hende og brødene op. Den nød var hun kommen i, fordi hun havde trådt Guds gaver under födder.

P. Stolpe.


209. En rytter kom ridende og vandede hans hest ved en kilde. Imens tog han mantelsækken af. Men så glemte han den og red videre hen til en kro. Der savner han den og rider så tilbage. Imidlertid havde en dreng fundet den og gået med den, og så var der kommet en stakkel på to krykker og havde lagt sig ved kjelden og var falden i sövn. Rytteren troede nu, at han havde taget pengene, og slog ham så ihjel med hans sabel. Men denne her gamle stakkel havde i sin tid røvet fra den dreng sine forældre, så han var bleven et fattigt barn og nu gik og tiggede. Men nu var han igjen kommen til penge. Det var én af Guds forunderligheder.

(Sml. G. 2 nr. 36.) Peder Christensen, Rottesgård.


210. Der er en tid om året, månen om aftenen står op til én og samme tid. Det skal være fra den gang Israels börn gik over det røde hav. Da lod Gud månen stå op ved mørkets frembrud nogle aftener i træk i den tid, Israels börn brugte til at gå over havet.

Jens Jensen, Refshalegård.


211. I min moders forældres tid gik en Jødemand med kone og sön omkring og tiggede og var da også her i gården. De lå her om natten. Om morgenen vilde folkene give dem flæsk at spise, men de vilde ikke have det, og det tykte vore folk jo meget underligt om; de tænkte ikke rigtig over, at Jøderne ikke må spise flæsk. Drengen vilde godt have haft det og måtte også nok for moderen, men faderen sagde: «Du må ikke, du fangst den dæwel i dit liv.»

Vinkel.


212. Midt imellem Glorup og Ellerup ligger Snapindhuset, og her boede forhen en mand, som hed Peder Frandsen. Han havde en sön, der havde truffet den aftale med en god ven, at de vilde samles juleaften, enten de var levende eller døde. Da juleaften kom, vilde Peder Frandsen på jagt og spurgte sönnen, om han ikke vilde med. Denne huskede på sin aftale med vennen, som var død, og afslog det først, men gik siden med på jagt. Aldrig så snart var de komne hjem, för døren gik op, og den døde kom. Han blev stående ved døren og vinkede med fingeren ad Peder Frandsens sön. Denne rejste sig og sagde til forældrene, at han skulde komme straks igjen, han vilde blot følge sin ven til graven. Da han atter kom, sagde fadeien til ham: «Ja, du kom rigtig nok straks, du har været borte i tre timer.»

Chr. Hördum, Funder.


213. Der var to karle, som gjorde den akkord med hverandre, at de skulde med til bryllup, den ene hos den anden, og det skulde være sikkert. Men så døde den ene, og da den anden noget efter holdt bryllup, kom den døde lige godt og bød sig til gjæst. De var nu så glade ved ham, og da han skulde af sted, vilde brudgommen følge ham på vej. Han fulgte da med så længe, at den døde endelig måtte sige til ham, at han skulde te'n hjem ad. Sagen var, at han skulde ned på jorden at dø. Han vidste ikke andet, end det var nogle få timer, han havde været henne, men da han kommer tilbage til gården, hvor brylluppet stod, sad der en gammelkone, som han ikke kjendte, i kakkelovnskrogen. Han spörger, om hun ikke vidste af at sige, te et par folk havde haft bryllup her. Jo, hun kunde nok mindes, der havde været snak om, at brylluppet havde været, men hun havde også hørt, at brudgommen var bleven henne under selve festen. Det var imidlertid så mange år siden, hun vidste snart ikke, hvor længe det var.

Ane Kristensdatter, Dalgårdhus.


214. En mand gik på kirkegården, og der lå et menneskehoved, som var kast op. Så siger han: «Det har minsæl været en stærk én, for det er et stort hoved,» og han pirrer til det med hans kjæp. «Vil han komme til mig nytårsaften, så skal a give ham hans nytårsnatter.» Så kom han også, men var ikke godt tilpas og vilde ikke have noget at spise. Endelig siger han til manden, om han vilde ikke følge med ham op på kirkegården. Siden de kommer så derop, bliver der sådant dejligt solskin, og træerne stod grønne, og der var så mange frugter på dem, og det var så yndigt. Så gik han tilbage igjen og vilde hjem at se til familien, men tykte, han var så sær træt og stiv. Da han kommer hjem, var der ikke andre end en gammel kone, der sad ved siden af kakkelovnen og sad og spandt. Så spörger han da, om hans kone og börn var til stede, og hvor de var. Nej, dem havde hun aldrig hørt sige af. De havde kjøbt gården for et halvt hundrede år siden, og hun vidste ikke noget om dem. Men så kommer manden ind, og han havde hørt sige af én, der rejste hen med en anden på nytårsaften for to hundrede år siden, og de så ham aldrig mere. Så gik han til præsten og fortalte ham, hvordan det var gået, og der efter var han død med det samme.

Mossi-Jens, Ö.-Brønderslev.


215. Der var én, der gik ud juleaften. Så kom der én til ham og siger, om han vilde ikke følge ham noo kon (noget) på vej. Det gjorde han også, og de bliver nu ved at gå et stort tag og snakker om et og andet. Han kommer så et langt stykke hen med ham, og da hører han med ét sådan musik og klokkeklang og herlighed, det var rent forskrækkeligt. Han sad noo kon og hørte på det, og så sagde han til den anden: «Nu vil a til gang hjem igjen.» Han kom også af sted og satte jo efter den egn, han var frakommen. Men han kjendte aldrig et menneske. Han havde nogle penge ved sig, de var der heller aldrig nogen, der kjendte. Så var der en gammel mand, han kom i snak med, han kunde huske, de hans bedsteforældre havde snakket om, den mand var bleven henne juleaften og havde aldrig kunnet opspurgtes siden. Nu var han altså helt fremmed der på egnen, kunde han tykke, og så døde han med det samme.

Johanne Marie Kristensdatter, Søheden.


216. En mand i Fredborg kom en aften til Volstrup kirke. Der kom en mand til ham og bad ham om at følge med ham hjem. Så fulgtes de ad ind på kirkegården, og de gik ned i et hul under jorden. Der var store sale nede og en mængde lys. Hvert menneske, der var jordet på kirkegården, havde der sit lys. Manden spurgte om hans, og da han så det, var det ikke uden en bitte stump. Da han så igjen kommer op, vil han gå hjem, og da han kommer ind i hans egen stue, kunde han slet ingen kjende af folkene, som var der, de var helt fremmede for ham, og de kunde heller ikke kjende ham. Den nuværende mand i stedet fulgte så med ham til præsten, og han opsøgte i kirkebogen, at der for et par hundrede år siden virkelig havde været en mand af det navn. Så faldt han om der hos præsten og døde.

Sognefoged Jens Jensen, Volstrup.


217. Hvad man lover en døende, er man nød til at holde. Der var for få år siden to karle i Stenløse, som blev enige om, at dersom den ene døde, skulde den anden møde ham et bestemt sted en vis nat, og få at vide, hvordan han havde det. Den ene døde et års tid efter, og hvor bange end den anden var for at træffe sammen med ham, turde han dog ikke lade være at indfinde sig. Hvad der skete med dem, og hvordan den døde havde det, fik aldrig nogen at vide, for når de spurgte den levende ad, græd han al tid og sagde: «Ti stille, stakkels menneskebörn, I snakker om det, I ikke kjender noget til,» så hans ven har nok ikke haft det ret godt.

D. J.


218. I gamle dage levede der i Haderup ved Holstebro en præst, der hed Hr. Peder, og som førte et meget ugudeligt liv. På samme tid boede der en mand öst for Haderup kirke i en gård, der kaldes Östergård. Han drömte en nat, at der kom en mand til ham og bød ham gå op til hr. Peder og sige, at hvis han ikke forandrede sit liv, skulde han, når han døde, komme til Helvede. Da manden om morgenen vågnede, fortalte han sin kone denne dröm, og han var meget forknyt over det ærende, som han skulde udrette. Han turde ikke godt gå op til præsten og fortælle ham drömmen, da han ikke var sikker på at beholde livet; men da han næste nat drömte det samme og atter tredje nat igjen, turde han ikke lade det være, men tog sin kone med sig og gik op til præsten og fortalte ham, hvad han havde drömt, samt hvor bange han havde været for at fortælle ham det; men da han havde drömt det samme tre nætter i rad, turde han ikke lade det være. Præsten blev vred og bad ham passe sine egne sager, for hans salighed skulde han ikke bryde sig noget om. Men præsten lovede ham dog, at når han var død, skulde han komme og fortælle ham, hvordan han havde det. Præsten forandrede ikke sit liv, og omsider døde han. Så en tid efter kommer Östergårdsmanden en nat kjørende fra Holstebro, og da han kjørte langs med kirkegårdsdiget, hørte han én kalde på sig ovre fra kirkegården, og han vidste nu, at det var den afdøde præst, som vilde tale med ham. Han gav så tömmerne til en mand, der var med ham, og gik selv over på kirkegården. Da han nogen tid efter kom tilbage, spurgte manden på vognen ham, hvad han havde været der ovre efter. Manden svarede, at det fik ingen mennesker at vide. Men en gang i et godt lag, da der blev tale om deres afdøde præst, og hvordan han måske nu havde det, sagde Östergårdsmanden: «Han kunde have lydt mine ord, så havde han haft det bedre, end han nu har det.» Men samme nat døde manden. Folk kunde dog nok forstå, at deres præst ikke var på det rigtige sted.

Peder Lavridsen, Haderup.


219. Et sted i Jylland var en gang et par forlovede, og kort för den tid, da deres bryllup var bestemt, døde karlen. Pigen gik nu og sörgede meget over ham. Hun tjente hos en degn, som boede lidt uden for byen tæt ved kirken, og en aften hun havde været et ærende i byen og gik hjem igjen, så hun en rytter, der kom ridende imod hende, på vejen fra kirkegården. Månen skinnede klart, og hun kunde se, det var hendes døde kjæreste. Da rytteren kom tæt til hende, sang han:

«Månen skinner blank;
den døde rider krank,
bliver du ikke bange?»

Pigen blev forskrækket stående, og rytteren sang det samme igjen, men da han sang det tredje gang, begyndte hun at løbe hjem efter. Da rytteren så dette, sprang han af hesten og løb efter hende, men hun fik dören smækket i, inden han nåede hende, og inden for kunde hun høre, hvorledes han uden for stod og skrabede på døren.

Fortalt af Lars Pedersen ved Jörgen Jörgensen, Langemark, Samsø.


220. En pige og en karl havde forsvoret sig til hinanden (ɔ: lovet at møde hinanden, enten levende eller døde). Så døde karlen, og han kommer ridende om natten, det var måneskin, og tager pigen med sig, der går ved siden af hesten. Så siger han:

«Se, månen skinner blank,
dødmand rider rank,
frygter du ej, mit hjærte?»
(eller: Bliver du ikke bange, min lille pige?)

Pigen svarede nej og fulgte ham til kirkestetten. Her binder han sin hest og går ind på kirkegården, mens hun bliver stående ved stetten. Hun venter og venter, men han kommer ikke. Så trækker hun af et skjört og hænger det der og går ind til degnens. Lidt efter kommer han og banker stærkt på døren, men ingen vil lade ham ind. Om morgenen, de ser til, er hesten borte, og skjörtet i mange stykker.

P. K. M.


221. En karl og en pige forlovede sig en gang. Karlen rejste imidlertid til udlandet, efter først at have lovet sin kjæreste at hente hende på en bestemt dag. Han døde inden den forløbne tid, men hun vidste intet der om. Endelig, da dagen oprandt, kom han også ridende, og hun fulgte glad med. Hun sad foran på hesten, og han bagved, og nu gik det i skarpt trav gjennem ukjendte egne. Det var et smukt måneklart vejr den aften, så de kunde se deres skygger på jorden, og dødningen sang:

«Månen skinner blank,
døde rider rank,
ræddes du ikke, lille pige?»

Vel havde han forekommet hende så underlig på rejsen, men hun svarede: «Hvorfor skulde jeg ræddes, når jeg er hos dig?» De kom efter nogen tid at have fortsat ridtet, til en kirkegård, her stod han af hesten, under påskud af at skulle udrette et ærende, og forsvandt. Senere erfarede hun, at her var han død og jordet.

Jutta Jörgensen, Kistrup skole.


222. Der var en død mand, der red med sin kjæreste men hun var levende og sad hos ham på hesten. Så siger han:

«Månen skinner blank,
og den døde mand rider rank,
æ du et ræd, lille Maren!»

Hun svarede: «Nej, hverken er a ræd, heller ikke har a været ræd, hvi skulde a så være ræd for dig.» Det spörgsmål gav han hende tre gange i alt, og hun kom hver gang med det samme svar. Så rider han hen til sin moder. Da de kommer der, siger Maren til hende: «A tøkker, jer tænd blywer så lånng, lelle mower!» og den gamle svarer: «Ja, de skal a sæjj dæ, lelle målle, de kommer å, a vel slu-ug dæ!»

I det man siger eller rettere brøler ordet slu-ug, gjör man en bevægelse, som man vil sluge det barn, man fortæller historien, og det bliver naturligvis ræd og giver sig til at skrige. Man ser altså, at sagnet er blevet til en rædehistorie i lighed med G. 8, 138.


223. For over tredive år siden var der en degn i Hesselager ved navn Holck, og han var frimurer. Han havde kjøbt et hus i byen, det ligger lige ved kirkegården, og dette skjænkede han til præsteenke-sæde for madam Bendixsen. Nu var det en gang, at hun holdt sin födselsdag og havde indbudt degnen med flere. De morede sig godt i hendes ny bolig, og förend de skiltes ad, drak de hendes skål. Da sagde madam Bendixsen: «Lever vi alle til næste år, så vil vi med Guds hjælp forsamles igjen.» Det lovede de, og Holck sagde: «Jeg kommer, enten jeg lever eller dør.» De skiltes nu ad, og næste år var de atter samlede undtagen Holck, som var død. Da de nu skulde til at spise, og maden stod på bordet, sagde madam Bendixsen: «Nu, min gode Holck, nu mangler vi kun Dem.» Men aldrig så snart hun havde sagt dette, for end dören gik op, og de fade og tallerkener, som var på bordet, enten faldt på gulvet, eller maden spildtes af dem, og der blev et forfærdeligt bulder i huset. De, som var til stede, blev meget forvirrede, og ingen af dem vidste, hvor længe det varede. Men de så intet, og da alt blev stille igjen, satte de sig til at spise og mærkede ikke til mere den aften.

Sødinge skole.


224. En nat, da vægteren i kirketårnet råbte tolv, så han nede på kirkegården de døde dandse rundt omkring på gravene, kastende deres liglagener rundt om. Han fik lyst til klæderne, og da de døde ikke bekymrede sig om dem, gik han ned og tog nogle af dem, men nu blev han så bange, at han uden at tage flere skyndte sig op i tårnet igjen. Da klokken blev henimod ét, hørte dandsen op, og enhver søgte nu efter sine klæder, hvorpå de sank ned ideres grave igjen. Men én af dem blev tilbage, og da han ikke kunde finde sine klæder, blev han helt fortvivlet. Til sidst gav han sig til at lugte op i luften, og nu kunde han lugte, at klæderne var oppe i tårnet. Han gav sig nu i færd med at krybe op ad den stejle kirkevæg og havde allerede hånden udstrakt for at gribe den ulykkelige vægter, da klokken pludselig slog. ét, og dødningen faldt ned af tårnet og knustes til støv. Han måtte nemlig ikke blive ude fra graven længere end fra 12 til 1.

C. W. H. M.


225. En mørk aften var en herremand ude at kjøre; han havde kusk og tjener med. Deres vej faldt igjennem en landsby. Da de var kommen ud for kirkegården, hørte de råb og stöj der inde, og hestene blev så bange, at kusken ikke kunde tvinge dem frem ad. Da befalede herremanden sin tjener at stå af og gå ind på kirkegården for at se, hvad der var på færde. Tjeneren vilde grumme nødig, men han måtte jo af sted. Han gik da ind på kirkegården, hvor han så en mængde blege skikkelser, og dem var det, der voldte al larmen. Han råbte til dem: «Hvad bestiller I?» De svarede:

«Vi er døde, som rusker og tusker vor sognepræst,
fordi han ej lærte os troen ret.»

Tjeneren skyndte sig ud til herremanden, som selv havde hørt det. Han befalede kusken at vende og kjøre hen til præstegården. Da de kom der hen, blev tjeneren sendt der ind for at spörge, om herremanden kunde blive der om natten, men tjeneren kom tilbage med det svar, at det kunde ikke lade sig gjøre, da præsten var død i samme öjeblik.

Martin Dyrholm, Brudager.


226. Min oldefader, Iver Knudsen, der boede tæt op til Revninge kirkegård, en halv mil fra Kjerteminde, var en søndag aften gået hen i byen, og da han noget sent på aftenen gik hjem, så han til sin store forundring, at der brændte lys i kirken. Han stod stille en stund og grundede over, hvordan det kunde hænge sammen. Så endelig kom han i tanker om, at der om dagen havde været altergang i kirken, og at man formodentlig havde glemt at slukke alterlysene, og da han netop var kirkeværge, mente han, det var hans pligt at undersøge det nærmere. Han gik da ind for at hente nøglen til kirken, ved hvilken lejlighed han fortalte for sin kone om lyset i kirken, og at han kom til at gå der over; hun rådte ham derfra, men han blev ved sin beslutning, tog nøglen og gik ind i våbenhuset, hvor han stod og lyttede, og der hørte han tydelig to kjendte röster, han var så vis på, at det var to afdøde præster, der var kommen i en ivrig disput. Det var altså noget, som ikke vedkom ham, og han lukkede derfor våbenhus-døren igjen' og gik ganske rolig ind i sin seng.

Marie Kirstine Nielsen, Hundslev.


227. Til Gjelting kirke, der ligger i Angel, knytter sig følgende sagn. Det er hvert år om natten mellem den 24de og 25de oktober på slaget 12, at en hvid skikkelse viser sig i kirken. Den lister sig op efter alteret, og når skikkelsen kommer til knæfaldet, knæler den ned som for at bede. Efter en halv snes minutters forløb ser man pludselig tre lignende personer, som ganske langsomt nærmer sig den førstnævnte, og i samme öjeblik de når vedkommende, griber de fat i skikkelsen for derpå i løb at slæbe den efter sig tre gange op og ned ad kirkegulvet. Dernæst forsvinder de alle fire, og endskjøndt man ikke ser, hvor de bliver af, antages det dog, at de går ned i én i den sydlige side af kirken værende større åben begravelse, hvori man i ældre tider nedsatte ligene af højtstående personer.

Fortalt af Sergeant S. Jensen, Fredericia, ved C. L. Rasmussen.


228. I ældre tid gik bøndernes heste og græssede ude på marken helt til jul og derover, hvis vinteren tillod det. De passede sig naturligvis så selv, hvorfor det heller ikke al tid blev så let en sag at finde dem, når man skulde have dem i brug. Således fortæller Gammel-Rasmus, at han en aften, mens han var dreng, skulde ud for at hente hestene hjem. Han ledte efter dem til ud på aftenen uden at finde dem, og da han tilfældigvis kom om ved Føvling kirke, som ligger ude på marken, gik han ind i æ vavens for at hvile sig lidt, til månen kom. Her lagde han sig til at sove på ligbåren, men hvor forskrækket blev han ikke, da han vågnede og så, at han ikke lå der, men i en kalkdynge i en krog i nærheden. Det var da åbenbart, at han af de døde var flyttet af ligbåren, fordi han, som han senere kom i tanker om, havde et spil kort i lommen.

Th. J.


229. Her har en gang været en degn i Tåning, der ikke vilde holde kirken ren. Så en søndag var nogle folk komne temmelig tidlig til kirke, og de vidste, at degnen var der ikke, men de hørte tydelig, at én fejede inde i kirken. De snakkede nu med hverandre om, at det var mærkeligt, at den nu skulde gjøres ren, og de vilde hen og se, hvem der gjorde det. Da så de, at der gik noget oppe i koret og fejede, men hvad det var, kunde de ikke blive klog på. Siden blev kirken gjort ren.

Tåning.


230. Der skulde komme håndværkere til Understed kirke, og en karl havde været i Sæby og fået noget redskab med sig, som han skulde sætte ind i våbenhuset. Da han havde sat det, hørte han en stemme, som sagde: «Vil du ikke herind?» Han svarede: «Nej, der har jeg ikke noget at gjøre.» Så hørte han en latter, der skingrede gjennem hele kirken, men han skyndte sig bort.

Frk. E. Thomsen, V. B.

231. Ved nattetid skal det ikke være godt at komme forbi Örritslev kirke for spøgeri. Således siges der, at konfirmanterne fra Tvingstrup en gang, som de meget sildig kom fra præsten i Katrup, gik ind i våbenhuset, hvortil døren al tid i gammel tid stod åben. Her morede én af drengene sig med at stikke sin kjæp ind under kirkedøren, men spøgeriet, eller hvad det nu var, trak kjæppen fra drengen, og næste dag fandt man den i kirken, hvor den var brudt i mauge stykker.

Th. J.


232. Börnene i Jerslev vilde for mange år tilbage have deres legeplads på kirkebanken, og som de var bedst ved at skåte, kom der en stor lådden hund ned iblandt dem, og så blev de jo bange. Der var håtte også føre folk imellem. Så var der en af drengene, der havde en fyrtønde ved sig, og han fik i sinde at hugge ild for at se, hvordan en sådan hund så ud. Da havde den öjne, der var så røde, at det var forskrækkelig. Nu blev de rædde og løb ned til byen, men den dreng fik en byrde at bære på, så han næppe kunde slæbe sig af sted, og blev først fri, da han kom under tag. Deres skåten fik så ende på den plads.

Johanne Marie Jensdatter, Klæstrup.


233. De unge klører i Jerslev havde fundet på at løbe omkap fra kirkedøren og ud ad stetten om aftenen, og den, der blev sidst, ham skulde Fanden have. Men så viste der sig en rød tunge underneden kirkedøren, for der var lidt åbning, og da de nu løb, så hug det stetten i efter dem, ret te det klamrede og gav gjenlyd ned ad byen.

Johanne Marie Jensdatter, Klæstrup.


234. To karle gik i mørkningen og slog græs på Understed kirkegård. Så siger den ene til den anden: «Da kan a ikke vide, om Pojtfod (ɔ: Fanden) han er kommen endnu.» I det samme giver det sådant et rabalder i kirken, som om huset var ved at styrte sammen. De skyndte sig nu at forlade kirkegården.

E. Thomsen, Vester-Brønderslev. 235.


Den gang Niels Johnsen var en lille dreng, löb han en dag og legede på Kippinge gade. Så kom han til at kige ind på kirkegården gjennem tremmerne i lågen; der løb nogle små börn i deres bare, nøgne skind og legede med noget sand og nogle tagpotter. Niels havde godt haft lyst til at lege med dem, men han kunde ikke komme der ind, og det var sagtens heller ikke rigtige börn.

Karen Toxværd. 236.


Der er et arbejde, som Fanden ikke kan gjøre, og det er at bære staver (gjærdestaver). Han skulde prøve det en gang og fik også en halv snes stykker på skuldrene; men så snart han begyndte at gå med dem, gled nogle ned med den forreste ende, andre med den bagerste, derved dannede de kors, og det kunde han ikke bære. Værre gik det ham dog en gang, han skulde prøve at hugge med en krydsøkse (en økse, som har bid i begge ender, det ene på langs, det andet på tværs). Da han lettede øksen i vejret for rigtig at hugge til, kom han til at hugge sig selv i panden, så der gik hul. «Der vendte jeg nok den fejle ende til,» tænkte han, vendte øksen og huggede til igjen, men traf atter sin egen pande, og denne gang kom såret på den anden led, så han fik et blodigt kors i panden.

Karen Toxværd, Sillestrup.


237. En tre fjerdingvej lige syd for Hejnsvig kirke er en lavning, de kalder Fandens hul, og der i den er en höj, hvor Peder Spillemand er begravet. Han var spion under krigen, blev fangen og overbevist og skulde dræbes. De kunde ikke skyde ham, men da han mærkede, at han alligevel ikke kunde undslippe, sagde han, at de skulde stikke ham ind i det höjre öje og gjøre det i Fandens navn. Da de gjorde det, døde han. Ingen tör gå forbi den höj om aftenen.

Lærer Mogensen, Ovtrup.


238. Her på egnen har det også været skik, når man begyndte på en gjerning, at sige: i Jesu navn. Når det var et naturligt udslag af ønsket om at have Jesus med sig i alle ting, så var det jo smukt og i sin orden, men tit blev det også brugt tankeløst eller som en slags trylleformular. Sådan blev det sagt om en karl, der skulde ud at plöje, at han, da han spændte hestene for, sagde: «Så, i Jesu navn,» og kjørte ploven i stykker; så spændte han for en anden plov og sagde: «I Jesu navn» og kjørte også den i stykker. Men så spændte han for den tredje plov og sagde: «Nu da i alle djævles navn,» og så holdt ploven. Den tankeløse brug af Jesu navn er det, at ordsproget rammer, når vi siger: «I Jesu navn slåw Pæjer Kistne føøste gang.»

Karen Toxværd.


239. På Hellebjærg var der først aldrig forslag i nogen ting for manden. Men da han fik den anden kone, sagde hun al tid: «Kors i Jesu navn!» og det hjalp.

Jörg. Hansen.


240. På landet er det næsten kun møllerne, der helligholder mortensaften ved en mortensgås og ved at få «noget på lampen». Gjör de ikke det, vil der ske en ulykke ved møllen. Enten vil vandet bryde løs (vandm.), eller vingerne vil knækkes (vindm.). Det er til minde om bisp Morten, en hellig mand, som har levet i gamle dage. Han har opfundet rørepinden, der sætter kornkassen i en vippende bevægelse. För skulde mølleren selv røre kornet, hvilket var et sent arbejde.

P. K. M.


241. Ingen mølle må gå mortensaften, for så tager Fanden mølleren. Der var en gang en møller, som sagde, at det var kun gammel snak og overtro, han vilde male alligevel, men så vilde ingen af folkene og ikke en gang hans kone være hjemme hos ham. Kun hans lille otteårs sön blev. Mølleren satte møllen i gang, og det gik godt i førstningen, men så ud på aftenen kom den Gamle og satte ham ind imellem stenene, så han blev knust. Drengen så tydelig, at den, som satte ham ind, var gloende under kappen. Det har sat sådan skræk i møllerne, at endnu ingen vover at lade sin kværn gå den aften.

D. J.


242. I Lunden ved st.-Jörgens præstegård var der i min barndom en plads, hvor der aldrig var græs (rimeligvis fordi drengene fra Svendborg dér legede bold). Man sagde, at det var det sted, hvor st.-Jörgen sloges med dragen, og at det var grunden.

E. Møller.


243. I gamle dage lå lidt öst for Svendborg et befæstet slot, kaldet Ørkildsborg. Det var i den tid bolig for én af de mange småkonger, hvorunder landet var delt. Denne var meget mægtig og underlagde sig alle sine nabokonger. Nu sad han i lykke og fred en tidlang. Men så kom der en stor drage, som huserede frygtelig. Han forlangte hver dag en ung pige til føde, og de blev ham udleverede ved lodkastning. Endelig skulde kongen også udlevere sin datter. Men da kom en ridder, som tilbød at frelse hende. Han kastede den først nogle kager i gabet, der var lavede af hår og beg, men de gjorde ingen virkning. Så hug ridderen den ene vinge af dragen, og endelig forblödte den sig og døde. Han afhug nu dens hoved og bragte det til kongen, som befalede, at der skulde laves til bryllup. Men ridderen vilde ikke have prinsessen. Han sagde, at han var en ridder Jörgen, der ene levede for at frelse folk og hjælpe dem til rette. Derimod ønskede han, at kongen skulde bygge en kirke på stedet, hvor dragen var falden, og der lade ringe med klokkerne og synge messe tre gange daglig til minde om dragens drab. Således blev st.-Jörgens kirke ved Svendborg bygget.

A. C. P.


244. Når Tylands fiskere i strængt vejr vender hjem fra havet, skal først rorgjængeren og derefter de øvrige bådsfolk udråbe: «Tøger, Tøger!» i det farlige öjeblik, da fartöjet vendes, for at søen kan løfte det over den inderste revle.

H. V. R.


245. Östen for Trunderup ligger en skov, som kaldes Nord torp. En kone fra Kværndrup gik en gang her ud for at malke til middag. Og da hun ikke havde gået i kirke efter en barselfærd, var der noget inde i skoven, det lignede mest et langt, hvidklædt menneske, der lagde armene, slåene i lås, på skovgjærdet og råbte: «Skynd dig, du hedenske kvinde, det er höje middag.»

P. Jensen.


246. En præstekone i Butterup lå en gang syg. Da natten forekom hende så lang, ønskede hun ved sig selv: «Gid du vidste, om det snart var dag!» Da blev rullegardinet løftet halvt i vejret, og så snart hun havde set dagskjæret, gik det langsomt ned igjen.

S. G.


247. På vestsiden af Kværndrup kirke er der i en grundsten udhugget et menneskeansigt, der sidder omtrent en alen fra jorden. Niels Hjulmand i Kværndrup fortalte derom, at det var et billede af st.-Laurentius (kirken er en st.-Laurentius kirke). Man fortæller ellers om dette ansigt, at det tidligere har siddet höjere i muren, men bliver ved at synke, og når det en gang når jorden, så vil verden forgå.

P. Jensen, Kværndrup.


248. En gang var der en munk, han kunde ikke forstå, hvorledes noget menneske kunde udholde at være evig i Himmerig, det vilde dog blive kjedsommeligt med tiden, mente han, dér al tid at synge og prise Gud. En morgen gik han ud i skoven, og da han kom hen under et meget stort træ, hørte han en fugl, som sang så liflig, at han aldrig havde för hørt så dejlig en sang. Han stod da og lyttede til sangen den hele formiddag, og da han syntes, at det kunde være middag, gik han hjem. Förend han gik, sagde han til fuglen: «Jeg kommer igjen, lille fugl, og hører på dig i eftermiddag.» Da han kom ud af skoven, syntes han nok, at bækken løb således som för, men klosteret var ganske forandret, og den munk, som mödte ham i døren og vilde forbyde ham indgangen, kjendte han heller ikke. Munken spurgte ham om, hvem han var, og hvad han vilde, og på hans svar, at han hørte der til klosteret, og at han nylig var gået bort om morgenen, troede de, at han ikke var rigtig klog. Ved nöjere eftersyn i gamle bøger, blev det da vitterligt, at en munk var forsvunden der fra klosteret for tusende år siden, og det måtte følgelig være ham, for at han på denne måde kunde komme til at se, at man nok kan holde ud at synge evindelig i Himmerig.

N. P. Chr.


249. Der kom en gang ild i nordenden af Skive. Da tog en kjöbmand, der boede henne i Nörregade i dens sydlige ende, og gik ud med hans skjæppe og potmål og sagde: «Har a forvejet og formålt nogen noget, da lad Gud mit hus brænde også». Men så standsede ilden ved hans hus. Se, nu kunde folk da se, at han var ærlig. Den gang var Skive helt tækket med strå, og ilden kunde let brede sig.

Kobberup.


250. I Lindvedhus ved Lindved boede for mange, mange år siden en hellig gammel kone. Uden for hendes hus stod en bevreasp — efter sigende er bevreaspen just det træ, hvorpå Kristus blev korsfæstet — og konen var så hellig, at hun kunde se frelseren hænge og dinke (vippe op og ned) under bladene. En nat stjal karlene fra Hjallese aspen, men Gud lod da en ny vokse op inde i stuen ved siden af hendes kakkelovn.

Lærer H. Hansen, Hjallese.


251. Efter sagnet fortælles, at Jesu kors var af bevreask, og derfor, når der er torden i luften, kan de blade ikke være stille, de bevrer, om også det er blikstille vejr. Jesu tornekrans var af höffeltorn (ɔ: kristtorn, vintergrønt). Her kaldes den vintergrønt.

Dørup.


252. I Gjødvad boede der en gang en from og klog kone, som, för hun døde, bad folkene i gården, hvor hun var, at de ikke måtte lade ringe over hende med kirkeklokken, når hun skulde jordes. På begravelsesdagen lod man alligevel ringe over konen; men aldrig så snart man havde begyndt, faldt klævveren af klokken. Så bandt man den med godt nyt reb, men aldrig så snart man havde begyndt at ringe, faldt den af igjen og var slet ikke til at finde. Først da der var kastet jord på konen, og ligfærden drog bort, fandt man klævveren.

S. P. Jensen, Vole.


253. En kone var så ugudelig og gik aldrig til kirke. En dag mödte hun præsten. Han spörger hende, hvorfor hun kom aldrig til kirke. Nej, det brød hun sig ikke om. Ja, hun skulde blot prøve det engang, siger han. Så kommer hun også en søndag, Præsten prækede om de bodfærdige syndere, og hvordan Vorherre tager dem til nåde, og da hun hørte det, fik hun sådan lyst til at komme i kirke, at hun besluttede at komme der hver helligdag. En dag var det sådant rendfog, at der var slet ingen folk mødt, og præst og degn gik tilbage igjen. På vejen møder præsten konen, hun kom og vilde til kirke. Ja, det kunde ikke hjælpe, hun gik videre, for der var ingen præken i dag. Ja, hun vilde til kirke, siger hun, «kan a blot få mit hoved inden til kirkedøren, så er det nok,» og han skulde da følges med hende derhen og lukke op. Det gjorde han også, og så var hun fornøjet. Lav det blev søndag igjen, var det godt vejr, og der var tjeneste dér som alle steens. Se, da var hun der ikke. Præsten han tykte, det var en sær handel, og da han gik fra kirke, vilde han hen og se, hvorfor hun var ikke kommen. Så lå hun og var døden nær. Hun bildte sig ind, at hun kunde ikke dø, för hun fik præsten at se, og da hun så ham, døde hun.

Johanne Marie Kristensdatter, Søheden.


254. Nogle unge folk vilde en aften til dands på den anden side af fjorden, og der var en bro over vandet, men den var gået i stykker. Det vidste de nu ikke af, men det havde en gammel kone lagt mærke til, der boede tæt ved broen. Da de nu kom den ene efter den anden og vilde gå over i mørket, faldt de i og druknede. Så fortrød det sådan den gamle kone, at de skulde blive ved at komme af med livet, og hun stak da ild på sit hus. Dem, der nu kom og vilde over senere, de standsede ved huset for at slukke ilden, og så fik hun dem advaret.

Thomas Krats kone, Søheden.


255. Der var en mand i Avlum ved Holstebro, som var meget hård ved sin kone, og i de to sidste år hun levede, da gik hun med en tæring, hvoraf hun døde. Hun var selv godt fornöjet med at dø, da hun var bleven så træt af verden, at hun tykte, der var ikke mere for hende at leve efter, endda der var syv små börn, men hun sagde: «Dem skal Vorherre nok sörge for.» Hun døde så, og manden, der var inde i kammeret med et par af den nærmeste slægt, ham slog det nu ind på. Han kastede sig på sengen over den döde, græd og bad så mindelig, at hun måtte komme til live igjen. Så rejste hun sig også op, stillet på sin albue, og sagde: «Å, hvi kunde du ikke lade mig have ro, da jeg havde det?» — «Nej, jeg kan ikke undvære dig,» sagde han. Nu levede hun i fire og tyve timer, men i den tid skjældte hun ham meget ud, for det han havde været så hård mod hende, og det var mærkeligt, for för havde hun intet sagt. Hun blev sådan ved at tale, til tungen blev stor i munden på hende. Nu var nogle af slægten og nogle andre venner inde i fredestuen, og der snakkede de med manden om, at han endelig skulde gå ind til sin kone og bede hende tilgive sig, for at hun kunde få ro, ti inden kunde hun ikke dø. Nej, det vilde han da så nødig, i hvor meget de end holdt det med ham, men så som de stærkest talte med ham derom, hørte de med ét et sært smæk ved vinduet, og så sagde han: «Nu må a te'en,» og han løb ind til hende og bad hende tilgive ham, for det han havde været så ond ved hende, så måtte hun gjærne dø, sagde han. Hun tilgav ham nok også, ti nu lagde hun sig ned og sov hen. Sådan én kalder man en gjenkalding.

P. K. Madsen.


256. Et gjenskrig kaldes her på egnen et menneske, der er grædt til live igjen. I byen Gjerndrup i Brørup sogn, fortalte min plejemoder, havde en gang været sådant et gjenskrig. Det var en ung mand, som døde, og da kastede hans kone sig over ham med gråd og skrig, og så vågnede han og sagde: «Å, hvi gjorde du mig det, nu havde a det så godt!» Han levede i femten år derefter, men fik aldrig sin forstand og gik som en tulling, som man kalder det.

N. J. Termansen.


257. I Rindom døde for en snes år siden en kone, og hendes börn stod på begravelsesdagen ved deres moders kiste der hjemme i huset og græd og hulkede så over måde. Så så folkene, at der fra den dødes öjne trillede tårer ned på kinderne, og de bad derfor börnene endelig at holde op med at græde, «for den døde har ondt af det.»

P. K. M.


258. Der var en kone, der havde et bitte barn, og det døde. Så græd hun da for det både først og sidst, både tidlig og sildig, hun græd sig i sövn hver aften. Det var en aften, hun lige sådan havde grædt sig i sövn, da drömte hun, at der kom så mange bitte börn og gik forbi hende, og de havde hver sin grønne gren i hånden. Hun tænkte da også, hun skulde have fået hendes eget barn at se, og ventede efter, at det skulde også komme, men det kom ikke. Langt om længe, siden de var komne alle sammen, så kom hendes langt bag efter. «Hvordan kan det være, du kommer ikke för, barnet?» siger hun. «Nej, det er din skyld, moder,» sagde barnet, «for alle de tårer, du har grædt for mig, de er faldne ned på mig, og a er så tung og så våd, a kan ingen steder komme.» Så vågnede hun, og nu kunde hun nok skjønne, det var et vink for, at hun skulde ikke sådan blive ved at græde.

Johanne Marie Kristensdatter, Søheden.


259. En mand var død, og så var hans kone ræd for, at han ikke var bleven salig. Så gik hun til præsten og spurgte ham ad, om han kunde ikke sige hende det, om hendes mand var bleven salig. Han gik op til kirkegården til den dødes grav og sagde: «Sover du?» — «Ja, sødelig,» sagde den døde. Så var der en anden grav, som præsten gik til og sagde: «Sover du?» Der sagde den døde: «Nej, a piller mine tæer!»

A. M.


260. En mand og en kone havde lovet hinanden, at den, der døde først, skulde komme igjen og sige den anden, hvordan den havde det. Konen døde først, og manden var nu nysgjerrig efter at vide, hvad det var blevet til. En nat vågnede han ved, at en iskold hånd strøg hen over hans ansigt, og han hørte konens stemme sige: «A er hverken kold eller varm.» Det var al den besked, han fik.

Frk. E. Thomsen.


261. Et sted på landet havde man en præst, der havde gået i den sorte skole; når han skulde holde ligtalen, stod han først en stund på prækestolen, holdt hænderne for öjnene og lagde hovedet ned mod kanten af stolen, som om han blundede. Det gjorde han for at se, om sjælen var i Himmerig eller Helvede, og så fortalte han det i ligprækenen på rette sted. Nu vilde en mand drive löjer med ham og sætte ham på prøve. Han lod sig mælde død hos præsten, og der blev lavet til, som ved enhver anden begravelse. Manden lod sig lægge levende i kisten og blev båret ind i kirken. Da præsten havde stået og blundet noget, rejste han sig op og sagde: «Hvor er dog den sjæl? Jeg har sögt ham i Himlen, der var han ikke; jeg har sögt ham i Helvede, og der var han ikke.» Så blundede han igjen en stund. Da han rejste sig, havde han et forunderligt udtryk i ansigtet: «Nu foer den syndige sjæl til Helvede!» udbrød han. Mændene, der vidste bedre besked, tog på at le, så det klang i kirken, og to af dem gik hen for at tage låget af og vise, at præsten havde taget fejl. Til deres forfærdelse lå han død i kisten.

M. Abrahamsen, Kildebrønde.


262. I Napoleon den stores tid, da de danske soldater fulgte ham på hans lange tog, blev de indkvarterede i en kirke på Samsø. Nu traf det sig en dag, der var begravelse på kirkegården, og nogle af soldaterne fik da i sinde at ville ud at høre ligtalen. Men præsten vilde ingen tale holde. Da der nu var mange slægtninge til stede, og den afdöde var en rig mand, forlangte de, at han endelig måtte holde en tale. «Ja, siden I endelig vil, så skal jeg også,» og han begyndte da således: «Her hviler denne min og Guds fjende, hvis sjæl pines hårdt i Helvede.» Da følget hørte det, blev der en stor forvirring, og de råbte, at det skulde han bevise med den dødes ord. «Ja, det vil jeg også,» sagde præsten, «når I vil åbne kistelåget.« Så gjorde de det, og præsten trådte da hen til den døde, hvorpå han rejste sig op i kisten med knyttede hænder og fordrejede ansigtstræk og sagde: «Ja, visselig, jeg pines svarlig!» hvorpå han sank tilbage i kisten igjen. Der blev nu ikke mere af talen, den døde blev begravet, og hver drog til sit.

Kristen Nielsen, Egsgård.


263. Der var en præst, som lå for døden. Da ånden var af ham, kom en anden præst til at udtale sig om, at han var ikke værd, han skulde komme i kirkegården, han var ikke bedre værd, end han skulde puttes i et markskjel. Så traf det sig en aften, den levende præst havde lagt sig lidt på sengen, at da kom der en anden én ind, og det var den døde. Han lagde en bog på bordet i kammeret, slog den op og slog hans hånd ned på den, idet han sagde: «Du skal ingen dömme!» Derpå gik han hen og spyttede præsten i ansigtet. Der blev så mange blå knuder efter den spytten, og den bog kunde de aldrig mere lukke i, den lå bestandig opslået ved det sted. Det var vel sagtens Bibelen.

Joh. Jensen, Mollerup.


264. En handelsmand, der foer om til markeder, var meget ugudelig og drikfældig. Så red han hjem en nat og var meget fuld, og da tumlede han af hesten og blev hængende i stigbøjlen. Der blev nu dömt hårdt over ham, og man var ræd, han ikke var salig. Hesten stod på pletten ved udsiden af landevejen, og der fandt folk den. Så vokste der en stængel op med læsning på, som ikke var let at udtyde. Der stod: «Mellem stigböjlen og jorden fandt jeg nåde.»

Mariane Agger, Bjærgby.


265. I byen boede en mand, om hvem folk sagde: «Dersom Vorherre ikke kjender ham bedre end os, kommer han ikke i Himmerig.» En dag red han fra byen, og om aftenen kom hesten hjem med manden hængende død i den ene stigböjle. Alle folk i byen sagde, da de så og hørte det: «Den stakkel han er gået lige lukt til Helvede; han har ikke en gang fået tid til at bede sit «fadervor», endsige angre alle sine mange grove synder.» På den måde ynkede de ham, og deri lå deres dom. Men Gud lod en plante opvokse på kanten af den vej, ad hvilken manden var reden. På dens blade stod: «Mellem jorden og stigböjlen blev manden frelst.»

Vendsyssel. A. E. Jakobsen.


266. En dum (ɔ: stum) kom ind til en kjöbmand, der lå på hans sygeseng, og det var lige ved, at ånden vilde slippe af ham. Så giver den dumme sig til at huje og klage og jamre sig og skrige. En lille tid efter kom han ind i en kjöbstad, og i det samme kom en krigskarl ridende, og det var stærkt. Så styrtede hans hest, og han brækkede hans hals. Lav den dumme ser det, så klapper han i hans hænder og er så glad og fornöjet, te det var forskrækkeligt. Da folk så, hvordan han fornöjede sig, vilde de gjærne have at vide, hvad det var over. Så blev der bedt en bön på prækestolen angående, om Vorherre vilde oplade den dummes mund, så han kunde komme til at tale. Bönnen blev opfyldt, og så sagde han: «Da jeg kom indtil kjöbmanden, da sad Djævelen i hovedet af sengen og tog hans sjæl, for han havde bedraget mennesker på alle mulige måder med hans vægt og hans mål. Men krigskarlen, i det lag fra han styrtede af hans hest og så til jorden, så kom han til at give et dybt suk til Vorherre, og så kom der en engel fra himmelen og tog hans sjæl og foer til himmels med.»

Rasmus Nörregård, Egholt.


267. Kirketorup præst han havde en dum kusk. Så kjørte de en gang og skulde til Bislev, og kusken kunde jo ingen ting sige og havde ikke lært nogen ting af fingersprog eller slige ting sådan som nu. De skulde berette en kone, og hun døde da også, mens de var der. Kusken han græd for hende, te det var forfærdelig, og præsten kunde ikke forstå det, for han tykte, te det var en god død. Så kjørte de til sogne og kjørte ned ad Ejdrup bakke, og det var om vinteren. Der kom en mand kjørende imod dem, og den ene hest slår op og klyver panden på manden, så han styrter bag ud af slæden, og var død med det samme. Det lo kusken så forfærdeligt ad, og præsten tykte, det var sært, at han kunde le ad det. Så bad præsten på prækestolen i syv år, at hans kusk måtte komme til at snakke, for at han kunde fortælle det, hvorfor han græd, når konen døde sådan en god strådöd i hendes seng, og lo, når manden kom så elendig af dage. Så fik han også hans mæle og siger, at hendes sjæl tog ravnen, men mandens sjæl tog duen, og det var det, der morede ham. Det er så mænd ingen historie, det er en virkelig tildragelse, men det er længe siden den skete.

Jens Kristensen, Ersted.


268. En præst havde en kusk, der var dövstum. En dag skulde han ud at kjøre med præsten, de skulde hen at berette en gammel kone. Så kjører de ned ad en bakke, og neden for var en å med en bro over. Lige som de kjører der ned efter, kommer der et ungt menneske løbende ned ad bakken lige så stærkt han kan, og han springer i vandet lige ved siden af broen og drukner og kommer ikke op mere. «Å Herregud,» siger præsten, «det var forfærdeligt,» og han var så harmet og elendig, men karlen lo så stærkt han kunde. De blev jo ved at kjøre, og præsten undrede sig. Så kom de hen til denher gamle kone, og præsten berettede hende. Karlen gik ud, og han gik ind, og han græd lige så stærkt, han kunde. Konen døde, mens præsten var der, og karlen græd den hele tid og græd, lav de kjørte hjem. Men da han kom til broen, gav han sig til at le igjen. Præsten spekulerede nu så stærkt i det her, og så gav han sig til at koste på at få karlen til at snakke, for at han kunde få åbenbaret, hvordan det havde sig. Det kostede jo meget, men han fik ham jo til det. Så siger karlen: «Den gang det unge menneske faldt i åen, da flöj der en hvid due op imod skyen og forsvandt der. Men den gang den gamle kone lå og drogest med døden, da stod der en stor sort hund ved hendes seng og blev stående dér, til hun endtes. Derfor græd a.»

Johanne Marie Kristensdatter, Søheden.


269. På samme tid døde både en rig gårdmandskone og en fattig husmandskone, og de blev begravede på én dag. Da stod der en stum ved graven, og han gav sig til at le höjt. Så bad præsten til Vorherre om, at den stumme måtte få hans mæle så længe, til han kunde få dem sagt, hvad han lo ad. Bønnen blev hørt, og han kom også til at fortælle, at han havde set englene komme og tage imod den fattige kone, men djævlene fare af sted med den rige.

Udby.


270. En greve eller stor knabe holdt et vellystigt levnet alle tider. En gang havde han et svært selskab, og da kom der en fattig mand og bad om brød til hans mange börn. Nej, siger greven, det havde han ikke tid til nu. Da manden var gået igjen, siger greven til hans svirebrödre: « Vorherre må vide, hvor sådan én kommer hen efter døden!» Det grinte de æd. Anden dags morgen fandtes den fattige mand død på marken og lå med et smil om hans mund. Så kunde greven nok forstå, han havde det godt, siden han så sådan ud. Knap efter blev greven syg og døde. Da kom han til at se så fælt ud og havde et grimt ansigt. Hans svirebrödre kom og så det og blev nu helt skikkelige mennesker.

Thomas Krats kone, Søheden.


271. Pastor Mygum i Stepping havde en gang en dåme (dum) til kusk. En gang kjørte dåmen for ham hen til et sted, hvor han skulde berette en kone. På vejen mödte de en ridende Omsider kom dåmen da også til at tale, men han sagde, at han hellere vilde forbleven stum, ti han var nu bange, at han ikke vilde kunne se så meget som för. Han fortalte så, at da rytteren brak halsen, var der kommet en hel flok engle, som omflagrede ham, og derved kunde han ikke bare sig for at le; og da præsten berettede konen, havde han set, hvordan Gud ved den ene ende og Djævelen ved den anden ende at sengen «tråttes» om konen, og det kunde han ikke lade være at græde over.

N. C.


272. En præst var en gang henne at tage en gammel mand til alters. Ligesom han sad, vilde kusken kige ind ad døren, men han kunde se det, præsten ikke kunde se, te den Slemme sad ved æ sengehvojem af ham, og ligesom han nu ser det, så giver han sig så ynkelig til at skræbe og skråle. Da de kom så ud at kjøre igjen, kom de imod et par löbske heste, der havde gruttet karlen, som havde været kusk, under dem. Det lo karlen ad. Så siger præsten, han var den mest underligste karl, han havde kjendt, der lo af den karl, som var kjørt ihjel, og græd over, at han tog den gamle mand til alters. Han skulde jo så til at fortælle præsten, hvordan det kunde være, for han vilde jo have besked på det. «Ja, når vi kommer nu hjem og kommer ind i et kammer ene med hinanden, og døren er så lukt, så skal a nok sige dig det. Det kom af, at Satan sad og ventede efter ham i sengen, det var til at græde over. Men a så, Guds engle de steg og svævede over ham og tog hans sjæl, der var kjørt ihjel, det var til at le ad.» Så tav præsten, for karlen var klogere end han. Se, sådan noget vilde de snakke om inden döre.

Maren Skade, Åsted.


273. Der var bryllup i Vinten, og præsten fra Hvirring viede folkene og var med til brylluppet. Sent om aftenen, da folkene havde begyndt at dandse, tog han hjem. Da han var falden i sövn, blev han vækket ved, at smeden kaldte ved vinduerne og sagde, han måtte endelig komme ned i bryllupsgården og berette bruden, hun mente, at hun skulde til at dø. Præsten, der var træt, for han var en gammel mand og havde været omkring i Uldum og flere steder den dag og gået meget, han sagde nej, det var et forfærdeligt vejr, og mente, at det var kun et påfund, for at få ham der ned igjen. Han vidste jo, det stod godt nok til der, og blev liggende i sin seng. Men han havde ingen ro, stod så op og tændte lys og klædte sig på. Da han så, at hans kone og börn sov så godt, gik han hen og kyssede dem, uden at de vågnede, og så gik han til Vinten. Da han kom ind i bryllupsgården, var det, ligesom han antog, bruden fejlede ingen ting. Men da hun blev meget indstændig ved at bede ham om at berette hende, gjorde han det også, og så døde hun meget kort efter, måske den samme nat.

Hvirring.