Fortælling om Hakon Harekssøn
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
Oldnordiske Sagaer
Bind 11
Fortælling om Hakon Harekssøn
Paa Dansk ved C. C. Rafn
København, 1829
1. Kapitel
I den norske Konges Rige øster i Vigen var en mægtig Bonde, ved Navn Harek, saa rig at han eiede tolv Avlsgaarde foruden den Hovedgaard, paa hvilken han selv boede. Paa Søen havde han saa mange Skibe, at han handlede paa alle Lande i Østervegen og Tydskland, Flandern og England. Paa den Maade bestod hans Rigdom fornemmelig i Kostbarheder og rede Penge. Han holdt tre Hovedgilder hvert Aar, nemlig: Julegilde, Midvinters Gilde og Paaskegilde. Ved sit ædle Sindelag blev han saa vennesæl, at alle Mennesker berømte ham. Han havde en Søn, som hed Hakon, der var en smuk Mand og vel begavet. Tiden led nu frem, til Harek gik til sine Frænder; han efterlod da sin eneste Søn alle sine Herligheder. Da nu Hakon havde modtaget Arven, giftede han sig efter sine Frænders Raad, og ægtede en brav Kvinde af en anseet Slægt. Det varede ikke længe efter Brylluppet, inden hans Kone mærkede, at der var megen Ungdoms Ubesindighed i hendes Mands Fremfærd, thi han vilde holde al Pragtfuldhed vedlige ligesom hans Fader, men nu var det forbi med Hareks Erhverv og Tilførsel, thi Hakon tænkte meer paa Leg og Lystighed med daglige Spise- og Drikkegilder end paa Pengeerhverv og Sparsomhed. Hans Kone foreholdt ham det, thi hun var en sat og forstandig Kvinde, havde hun kun raadet noget; hun spurgte ham, hvad han tænkte paa: ”thi det baader ikke din Eiendom,” sagde hun, ”skjønt den staaer paa mange Fødder, at du øser ud med begge Hænder, men forsømmer alt Erhverv, og det er derfor mit Raad, at du afskaffer de tre Hovedgilder, thi der paaligger dig ingen Skyldighed til at holde dem efter din Fader.” Men skjønt hun talte herom, lod han, som han ikke hørte det, og sagde at han ikke kunde bringe det over sit Sind, at vanslægte saa meget fra sin Fader, at han skulde opgive hans Rundhed. ”Du maa raade,” sagde hun, ”men om et Aars Forløb skal jeg sige dig, hvad du øder, thi jeg skal huske derpaa.” Han holdt nu ved med det samme, og vedligeholdt derved sin Vennesælhed, og solgte saaledes sit Gods, at han fik Folks Berømmelse derfor. Men efter et Aars Forløb spurgte hans Kone, hvad han tænkte om sit Gods. Han sagde, at han ikke havde meget at sige derom. ”Da kan jeg sige dig,” sagde hun, ”at alle de Handelsskibe, som din Fader efterlod dig, ere saa aldeles borte, at du ikke eier Rum i eet Skib.” Hakon svarede, at det ikke skulde hindre ham. Der forløb nu atter et Aar. Da sagde Konen, at alle de tolv Avlsgaarde vare ødelagte og opædte, og at det nu var nødvendigt, skjønt silde, at formindske Gilderne. Hakon sagde, at det endnu kunde vel gaae an: ”thi,” sagde han, ”vi eie en uhyre Rigdom af Kostbarheder og Klenodier, baade i din Medgift og i min Arv.” ”Bliver du saaledes ved,” sagde Konen, ”da er alt Godset gaaet op efter et Aars Forløb.” Hakon holdt dog ved med den samme Rundhed, og da den Tid kom, da der skulde beredes til Paaskegilde, sagde Hakon til sin Kone, at han vilde anvende alt paa dette Gilde, og intet spare. Konen syntes ikke vel derom, men dog gjorde hun af Kjærlighed til ham, som han vilde. Ved dette Gilde var der saa stor en Mængde Gæster, som der aldrig havde varet ved noget Gilde, og der blev anvendt megen Umage paa at gjøre det saa prægtigt som mueligt. Og Gildets sidste Aften, som man skulde ride bort den følgende Morgen, blev der drukket til langt ud paa Natten, og da det var forbi, gik Gjæsterne berusede til Sengs. Hakon sov i en Seng med Skaader for, og da hans Kone kom i Seng til ham, talte han saaledes til hende: ”Du fortjener vel, min søde Kone!” sagde han, ”at jeg af sand Elskov tiltaler dig med Blidhed for al den gode Lydighed og Føielighed, som du har viist mig, imedens vi have været sammen, men jeg har gjengjældt det med Ondt, først med min Egenraadighed, og nu oven i Kjøbet ved det, som endnu meer vil bekymre dit og mine Frænders og Fostbrødres Sind; jeg vil nu paa ingen Maade forblive her i Landet, og derfor har jeg besluttet, at drage hemmelig bort herfra ganske allene endnu i denne Nat; raade Gud saa for, hvordan det vil gaae mig! men to Ting beder jeg dig om, den ene at du først oplukker Sengen silde i Morgen, thi desto længere Tid faaer jeg til at komme bort, om der bliver søgt efter mig; og det er min anden Bøn, at du vil vente efter mig med samme Troskab, som du venter af mig.” Ved denne Tale græd hun meget og bitterlig, og efter taareblandede Kys skiltes de næsten ved Midnat. Han gik sagte ud af Gaarden, og strax ind i en nærliggende Skov, hvori han gik frem ligetil Dag, og skjulte sig siden.
2. Kapitel
Det er nu at fortælle, at Tjenestefolkene og mange af Bønderne ventede langt ud paa Morgenen udenfor Hakons Seng, thi Konen lod ikke høre til sig. Imidlertid hvidskede de til hinanden, at Hakon vel sov formedelst den lange Nattesidden; men da de, som vilde til Bords og siden ride bort, syntes at det blev altfor længe, bankede de paa Sengen, og spurgte, hvorledes det forholdt sig. Konen spurgte, hvad der var. De sagde, at det var paa Tide, at Manden klædte sig paa. Hun sagde, at hendes Mand ikke var der. Man gik da i Kjælderen og omkring i alle Husene, hvor man kunde vente at finde ham; men da han ikke fandtes paa Gaarden, forvandledes denne Høitid til Bedrøvelse og Graad, Løben og Støien frem og tilbage paa alle Kanter af Gaarden ligetil Middag og længere, og dette var mange til saa stor Sorg, at de seent forvandt den. Nu er at fortælle om Hakon, at han fort satte Veien øster til Grændsen, og det traf sig saaledes for ham, at mørke Taager hjalp ham frem useet, lige til han en Morgen kom ud af Skoven og Mørket. Han var da kommen frem til Havet til et Forbjerg, og han blev da snart vaer, at en Skude lagde op til Leie udenfor; det var et meget stort Fartøi, og da de havde draget deres Seil ned, kaldte Hakon paa dem, og bad dem tage ham om Bord; og da de havde opfyldt hans Begjæring, gik han for Skipperen, som hed Gyrd, og var en dansk Mand og Hofsinde hos Kong Svend Ulfsøn, som til den Tid regjerede over Danmarks Rige. Han havde gjort en Handelsreise til England med Kongens Varer, og var nu paa Hjemreisen derfra med ladet Skib. Hakon paatog sig nu et andet Navn, og sagde at han hed Vigfus, og bad Skipperen om Kost og Tilladelse til at reise med til den danske Konge. Han sagde, at han var en fattig Mand, men af god Slægt der i Norge, og tilføiede, at det var hans Anelse, om han skulde faae nogen Lykke, da vilde han erholde den hos den danske Konge. Dette tillodes ham nu, thi Manden saae ud til noget, og de Danske kjendte deres Konges Gavmildhed og Godvillighed. Kort derefter fik de god Bør, og de seilede nu til Sjælland, thi de spurgte, at den danske Konge opholdt sig der. Saasnart det var mueligt, begav Gyrd sig nu til Kongen, og med ham fulgte den norske Vigfus. De kom til Gaarden, just som Kongen sad til Bords, og gik for ham. Kongen tog særdeles naadig imod Gyrd, og spurgte ham, hvorledes det var gaaet paa Englandsreisen. Han sagde, at det var gaaet vel, og da de havde endt Samtalen derom, spurgte Kongen, hvad det var for en ung Mand. Vigfus navngav sig, og bad derhos Kongen om nogen Forsorg. Kongen spurgte, hvad Duelighed han besad til at tjene Høvdinger, om han var behændig eller kunstfærdig i noget. Han sagde, at han ikke besad nogen Kunstfærdighed til at tjene Høvdinger med: ”men det er min Anelse!” tilføiede han, ”at jeg vil faae Lykke hos eder.” Kongen sagde, at det da var ham vanskeligere.
3. Kapitel
Siden lod Kongen den bedste Jernsmed i Gaarden kalde, og sagde saaledes til ham: ”Her er en ung Mand, som du skal modtage og lære ham Jernsmede-Haandværk, om han kan lære det; agt ogsaa paa, at du behandler ham vel, og nær ingen Avind mod ham, om Gud giver ham godt Nemme, som jeg venter.” Smeden sagde, at han skulde opfylde Kongens Villie: og de gik nu begge sammen til Smedien, og kort at berette, han havde saa godt Nemme til at lære dette, at efter sex Maaneder var Læresvenden lig sin Mester, og tiltog fremdeles bestandig i Færdighed, saa at Vigfus nu var bleven den fortrinligste Jernsmed af alle i Danmarks Rige. Efter et Aars Forløb kom de begge tilsammen for Kongen , og den gamle Smed sagde da, hvorvidt det var kommet. Kongen takkede ham meget, og kaldte nu en Sølvsmed, til hvem han overgav Vigfus. Han var endnu hurtigere til at lære denne Kunst end den forrige, saa at Mesteren efter sex Maaneder sagde, at han intet kunde lære ham mere, og det samme sagde han Kongen. Kongen satte da Vigfus i en tredie Skole til en Guldsmed, at lære Udgravering, Steensætning og Emaljeren, og efter otte Maaneder kom Mesteren for Kongen, og sagde at han var til Ende med at lære denne Mand, thi saa snild og duelig en Kunstarbeider i Malm, sagde han, at han aldrig havde seet. Han lagde til, at han troede, at hvad Kunst han end vilde lægge sig efter, vilde han lære den til større Fuldkommenhed end andre. Kongen blev glad derved, og satte Vigfus i en fjerde Skole til en Steenarbeider, at tilskjære, lime og indsætte efter Steenmesteres Regel. Denne Kunst var udlært efter et Aars Forløb, saa det gik hermed som med de andre Kunster; han overgik langt alle andre baade i hurtigt og i skjønt Arbeide. Hans læretid var nu udløben, og efter Kongens Bestemmelse begyndte han nu paa at forfærdige de Rigsklenodier, som Kongen vilde have til Rigets Hæder. Dermed forløb et Aar. Kongen takkede ham for hans Arbeide, og bød ham Betaling derfor. Vigfus sagde, at han havde Kongens Lykke at takke for, at han kunde noget, og at han ingen Betaling fortjente. Kongen sagde, at det var meget, at han vilde arbeide for intet. ”Det skal da ikke være saa,” sagde Vigfus, ”jeg vil da vælge det, som synes mig smukkest, og som vil blive mig bedst: jeg beder eder, at I vil give mig noget godt Raad.” ”Du tykkes mig en underlig Mand,” sagde Kongen, ”afstaaer Penge, men beder om sligt; og hvo siger dig, at jeg er fremviis eller forudseende?” Vigfus svarede, og sagde, at han havde prøvet det paa sig selv, at Kongen var baade viis og forudseende. Det blev da Enden, at Kongen svarede: ”Det er mit Raad, at du aldrig troer en lav og rødskægget Mand.” Vigfus takkede for Raadet som for den skjønneste Gave. Det andet Aar forfærdigede han nu Guldarbeider og andre kostelige Klenodier med saa sjelden Kunstfærdighed, at alle beundrede dem. Efter dette Aars Forløb talte Vigfus og Kongen igjen sammen paa samme Viis som forrige Gang. Kongen tilbyder Vigfus Penge, men han forlanger atter et godt Raad, og det blev igjen Udfaldet, at Kongen opfyldte hans Begjæring, og sagde: ”I hvor mange Forretninger der end hviler paa dig, saa pas dog vel paa, at du ikke gaaer fra Gudstjenesten, førend den er endt, naar du er i Kirke!” Vigfus takkede for det gode Raad, og arbeidede det følgende Aar i Steen, og byggede Danekongen en Hal saa skjøn, at aldrig saaes en saa skjøn der i Landet.
4. Kapitel
Efterat Hallen var bygget, kom Kongen til Vigfus paa den Tid da Folk begyndte at berede sig til Handelsreiser. Kongen takkede ham da for hans Arbeide, og spurgte, hvad han nu syntes bedst om at modtage derfor. ”Et godt Raad, Konge!” sagde Vigfus. Da sagde Kong Svend: ”Hvi kan dog een og samme Mand være saa beskaffen, forstandig og af ualmindelig Indsigt, men paa den anden Side saa fordringsfri, at vi kunne gjerne tage det op for Spot; men dog skal du endnu raade”. Vi raade dig, om du bliver saa vred paa noget Menneske, at du faaer Lyst til at dræbe ham, at du kommer Gud ihu, og læser den hellige Bøn Fader vor i Navn Gud Faders; og hvis Vreden ikke derved forlader dig, da skal du læse et andet Fader vor i Navn Gud Søns; og hvis den endnu ikke formildes derved, da skal du læse det tredie Fader vor i Navn den Helligaands; og hvis du da endnu har Lyst til samme Gjerning, da kan du bedrive den, om Gud ikke forhindrer det, og tilstæder noget Lindringsmiddel.” Vigfus takkede som sædvanlig for det gode Raad, og spurgte, hvad han nu fremdeles skulde gjøre. Kongen sagde, at han nu skulde spasere med ham en kort Tid. Kongen gik da fra Staden ned til Bryggen, foran hvilken der stod en Skonnert, ladet, tjeldet og fuldkommen udstyret til at afseile. Da sagde Kongen: ”Dit Arbeide, Vigfus! er meget værdt, skjønt vi kun lønne det lidt; denne Skonnert, som er heelt udrustet til Englandsreise, skal du have; vi have tænkt, at du skal seile med den til England, og opholde dig der i Vinter, thi der er noget at fortjene, hvis den engelske Konge, som jeg venter, lader dig bygge for sig, eftersom Hallerne i England endnu ere byggede paa den gamle Maade. Nyt saa det Gods, som vi give dig, gjør det frugtbringende, thi der ere gode Tider i England, og Ladningen paa Skonnerten vil nok bringe dig noget ind; Skibsfolkene staae til din Raadighed, men det tykkes mig bedst, at du, naar du kommer derover, sparer Kosten, og giver dem et Fartøi at seile paa her tilbage, thi du vil ikke fattes Folk til Vaaren, om du, som jeg tænker, vil drage tilbage til Norge, at besøge dit Fødeland. Vigfus takkede Kongen for al den Godhed, som han havde viist ham, først for Lærdommen og for Pengegaverne og dernæst ogsaa for de gode Raad, og sagde at han skulde gjengjelde ham det med at berømme ham over alle Konger.
5. Kapitel
Han tog nu Orlov af Kongen til Bortreise, gik dernæst om Bord paa sit Skib, og afseilede strax, og han kom i god Behold til England, og bar sig i alt ad, som den danske Konge havde raadet ham. Han sendte Skibsfolkene tilbage, og udskibede Varerne, som alle vare af det Slags, der bedst kunde gjøres i Penge i England. Kongen bød ham snart til sig, thi det varede ikke længe, inden det rygtedes, hvor stor Mester han var i alskens Kunster. Og da han nu kom til Kongen, spurgte denne, om han vilde arbeide noget for ham, og sagde at han havde en gammel Hal, som skulde nedbrydes. Vigfus sagde: ”Er det ikke den danske Konges Raad, at jeg paatager mig det Arbeide, som tilbydes mig, og mig er mueligt at udføre denne Vinter?” Men formedelst Tidens Knaphed satte Kongen to Mestere til at bygge Hallen; den ene af dem var en Englænder, og den anden Vigfus; enhver af dem skulde arbeide pa sin Side med de dem tildeelte Arbeids-Svende, thi Kongen vilde see, hvo af dem der var den dueligste og den hurtigste, men Tilberedelserne vare efter Kongens Bestemmelse lige for begge; dog havde den engelske Mester tolv Svende, men Vigfus kun syv. De droge nu til, lagde Grundvolden, og begyndte siden at bygge. Den engelske havde den Bestilling fremfor Vigfus, at han skulde ride hen, hvor Stenene bleve tagne, og bestemme, hvo der skulde tilhugge og tildanne dem. Arbeidet gik nu frem. Kongen undrede sig meget over, at det gik meget hurtigere for Vigfus, skjønt han havde mindre Hjælp. Kongen tænkte ved sig selv, at det var meget, at en Udlænding skulde overgaae den, som Englænderne kaldte Mester, thi man sagde tillige almindelig, at Arbeidet ikke mindre udmærkede sig ved sin Skjønhed, end ved den Hurtighed, hvormed det udførtes.
6. Kapitel
Det hændte sig en Aften, da Arbeiderne havde endt deres Dagværk, at Kongen kaldte den engelske Mester til sig, og gjorde ham store Bebreidelser over, at en Dansker skulde overgaae ham i Kunstfærdighed, og sagde at han vilde tabe sin Berømmelse, saa at han aldrig vilde faae den igjen. Den engelske Mester sagde: ”Min Herre! jeg kunde vente at det vilde forekomme eder saa, og derfor nødes jeg til at sige eder det, som I ikke forud veed, skjønt det gaaer mig meget nær, at jeg skal aabenbare det: det staaer sig ikke bedre med denne danske Mand, end at hans Arbeider fremmes og forskjønnes ved saadan Bistand, som ingen brav Mand skulde benytte. Mine Kamerater kunne vidne med mig, at vi have maalt og aftegnet Væggen, strax som han om Aftenen var gaaet hjem, men om Morgenen er den meget høiere, og derfor staaer det ikke i min Magt at kappes med ham.” Kongen sagde, at det ikke kunde være sandt. Den engelske Mester sagde, at han skulde lade kalde sine Stalbrødre hid, for at Kongen kunde høre, hvad de sagde. Da de kom, bleve de adspurgte derom, og de tilbøde deres Ed paa, at hvert Ord var sandt, hvad Mesteren havde sagt, og det gik da saa vidt, at de med Haanden paa Bibelen svore paa, at Vigfus var en Troldmand. Efterat de havde svoret Eden, gik de ud, men Kongen raadførte sig med den engelske Mester, hvad han skulde gøre, og sagde at det var ham ikke kjært, at en saa forbandet Bygning skulde være over hans Hoved, da han ikke kunde vide, hvad Fare han der ved udsatte sig for: ”men hvorledes skulle vi tage ham af Dage,” sagde han, ”saa at vi ingen Bebreidelse udsatte os for? thi ikke synes mig denne Mand lovlig dræbt, om vi ikke lade ham dræbe for andet end Arbeidet, saa stor Berømmelse som han havde hos de Danske.” ”Der findes Raad for,” sagde Mesteren, ”I skal nu strax lade mig faae eders Handske med det Budskab til Vigfus, at I meget berømmer hans Færdighed, og at I fra dette Øieblik overdrager ham hele Arbeidets Bestyrelse og Anordning, og derfor byder I, og sender Handsken til Tegn derpaa, at han aarle i Morgen før Solens Opgang skal ride hen til Trællene og bestyre det Arbeide, som jeg forhen har Haft under mig. Saasnart jeg har bragt ham dette eders Bud, vil jeg ride hen til Trællene, og sige dem, at han vil komme der tidlig i Morgen, og derhos at det er eders Villie, at de skulle brænde ham paa et Baal, hvad Skikkelse han saa ved sin Trolddom har paataget sig. Dette Raad samtykte Kongen i. Mesteren drager da afsted, og bringer Vigfus Handsken, og ledsager den med alle de fornævnte Ord, skaffer sig strax Heste, og rider hen i Skoven, og byder Trællene at brænde den danske Bygmester om Morgenen derpaa, hvad Skikkelse han end havde. Men Vigfus mindedes Kong Svends første Raad, som passede paa dette samme Sendebud: at han ikke skulde troe en lav rødskægget Mand; thi Mesteren svarede dertil, da han baade var lav og rødskægget. Derover blev han nu saa meget bekymret, at han vaagede hele Natten, thi han havde fast bestemt at ville følge Raadet, men paa den anden Side syntes det ham farligt, ikke at adlyde Kongens Befaling; men det valgte han dog, at han, strax Klokken tre om Morgenen red frem ad Veien, og da Solen stod op, laae der en smuk Landsby for ham, og saasnart han kom ind i Byen den lige Vei igjennem Gaden, hørte han, at der paa den anden Kant ude ved Muren ringedes til Messe. Vigfus gik til Kapellet, og steg af sin Hest, gik ind, og saae sig om; han blev da vaer, at der var en gammel Præst, som baade saae meget slet og var særdeles langsom, og derfor syntes det ham, da han vilde skynde sig, at han aldrig vilde komme til rette tid, hvis han tøvede Gudstjenesten ud. Nu mindedes han Kong Svends andet Raad, at han bød ham at høre Messen ud, men alligevel kunde han ikke give sig Tid til at blive der; han sprang op, steg paa sin Hest, og red sin Vei videre; men i det han agtede at ride ligeud af den anden Kant af Byen, ringede det i et andet Kapel strax ved Porten, han steg da af Hesten igjen, og tænkte, som var Tilfældet, at det ringede her sammen til Messens Begyndelse; han gik ind, og knælede, og da den hellige Nadver var uddeelt, besluttede Vigfus at gjøre fyldest for sin Ulydighed imod Kong Svend, og at oppebie Velsignelsen efter Messen, hvor lang Tid der end forløb; og han gjorde saa. Solen kom nu høit op paa Himmelen, thi disse ophold trak Tiden ud. Han steg derefter paa Hesten igjen og red stærkt til, og standsede ikke førend han kom til det bestemte Sted.
7. Kapitel
Nu skal fortælles, hvad den engelske Mester foretog sig. Han vaagede en Tid formedelst den Glæde, at Vigfus skulde dræbes om Morgenen tidlig den følgende Dag, og derfor red han, saasnart det lyste af Dag, thi Messer opholdt ham ingensteds; han red ind i Skoven, for at kunne give Kongen nøiagtig Underretning om, hvorledes det var gaaet; men saasnart han kom til Stedet, omringe Trællene ham, gribe ham, og trække ham med Grusomhed hen paa Baalet, som de forud havde bragt stærkt i Lue. Han skreg og spurgte, hvorfor de vilde dræbe ham, og tilføiede: ”Jeg er jo en engelsk Mand og Kongens Ven.” ”Troer du, fordømte Troldmand!” svarede de, ”at vi ikke kjende din Ondskab, at du kan paatage dig, hvad Skikkelse du vil, som den engelske Mand sagde os i Nat, og derfor skal Ilden fortære dig.” De kastede ham da strax ind paa Baalet, og der brændte han op til Kul, det onde og svigefulde Menneske, som gravede for andre den Grav, hvori han efter Guds retfærdige Dom selv faldt. Men i det Trællene stode omkring Ilden, og talte med hverandre om, hvorledes dette Umenneske foer ud af Verden, red Vigfus hen til dem, og spurgte hvorfor de ikke bestilte noget. De sagde, at de havde udført den mest fornødne Morgengjerning ved at dræbe Troldmanden, som forrige høst var kommen fra Danmark. Vigfus taug da, og saae, hvad der var ham bestemt, og hvorledes Sagen havde vendt sig; han saae da, at Messen havde frelst ham fra Døden, men at den havde faaet Straffen, som fortjente den. Inderligen takkede nu Vigfus hos sig selv Gud for sin Frelse, foresatte Trællene Arbeide, og red derpaa hjem til sit Værk. Da nu Kongen om Dagen som sædvanlig kom, at see til Arbeidet, stod Vigfus paa sin Plads, men Pladsen var tom ved den anden Ende. Kongen undrede sig meget derover, og taug, thi det var faldet ganske anderledes ud, end han havde tænkt. Vigfus tog da Ordet, og sagde: ”Gud kjendte bedre end I, Konge! hvad ret og retfærdigt var, thi I blev med Falskhed bedragen til at dømme en uretfærdig Dom over en Uskyldig; derfor led det slette Menneske for sin Ondskab. Saa meget mere maa jeg skjønsom erkjende Kong Svends Mildhed, og uligere monne I Konger besindes, som I prøves mere.” Dermed endtes deres Samtale, thi Kongen gik bort, fordi han saae, at han havde handlet uretfærdig. Men kort efter kom han igjen til Vigfus, og talte med Blidhed til ham, og sagde at han vilde gjøre ham fyldest, førend de skiltes, for det Onde, han ved slette Menneskers Bagvaskelse og Meened havde ladet sig forlede til at ville tilføie ham; og Kongen bad nu Vigfus, at han skulde nedbryde til Grundvolden hele den Deel af Bygningen, som den engelske Mester havde opført, og lade hele Bygningen blive efter een Form. Vigfus gjorde nu saa, og Hallen var bygget heel færdig, førend Skibe seilede bort fra England om Sommeren. Kongen gjorde da et stort Gilde til Ære for Vigfus, da Hallen var færdig. Englænderne roste meget Arbeidet, som det fortjente. Efter at dette Gilde var forbi, gav Kongen Vigfus to Skibe, ladede med gode Varer, og desuden gav han ham god Berømmelse. Vigfus beredte sig nu til Reisen til Norge. Han havde Skonnerten, som Kong Svend havde givet ham, og desuden et andet stort Skib, som han kjøbte i England. Begge disse ladede han med de Varer, som han havde tilkjøbt sig for den danske Konges Gave. Disse fire Skibe udsirede han beundringsværdig ved sin Kunstfærdighed; han skaffede sig til dem forgyldte Vimpler og stribede Seil af forskjellige Farver.
8. Kapitel
Derpaa styrede han bort fra England, og fik god Bør; han kom en Aften under Norge ligeved sit Odelsland i Vigen. Han lagde Skibene i et Skjul, steg i en Baad med nogle Mænd, og roede sagte op til den Gaard, fra hvilken han fordum var dragen bort. Han gik ene i Land op til Gaarden; han blev da ilde tilmode, saa at en heftig Vrede strax kom over ham, thi Gaarden var paa mange Steder istandsat og nylig tjæret, hvoraf han troede at kunne slutte, at hans Kone havde faaet sig en ny Mand. Han gik da op i Herbergerne, som han kjendte, og vilde søge efter, hvor Konen laae; thi den foromtalte Seng med Skaader for stod nu ledig. Han kom op paa en Loftsal, hvor der stod en Seng; deri saae han sin Kone ligge og en smuk Mand i hendes Favn. Han tyktes da nu, at det viste sig, at han havde formodet ret, og saa opbragt blev han i sit Sind, at han vilde strax skille denne Mand ved Livet; men efter Guds Tilskikkelse ihukom han Kong Svends tredje Raad, at det var ham forbudt at dræbe nogen saa hurtig, som han havde Lyst til. Han gik nu bort fra Sengen, saa langt som han kunde, derinde i Værelset, og agtede at staae der, medens han læste sit Fader vor; men det gik ikke saa, thi Vreden havde ført ham nærmere til Sengen, da det var ude. Han gik anden Gang tilbage, og tænkte ved sig selv, at, hvor nær det end gik ham, skulde han paaskjønne sit Livs Frelse i England og opfylde Raadet; det gik nu paa samme Maade som før. Han gik bort den tredie Gang, og da Bønnen var ude, var han kommen til Sengen med blottet Sværd, greb i Haaret paa den unge Mand, og agtede at rykke Hovedet frem over Sengestokken, thi han laae bagest i Sengen. Ved dette Ryk vaagnede Konen, og hun mærkede da strax, hvo der var, og raabte: ”Vor Søn, min Hakon!” sagde hun. Han kastede Sværdet, og bad Gud beskjerme sig. Der blev nu et saa glædeligt Møde, at det ikke er let at beskrive, thi de glædedes baade paa Sjæl og Legeme over den Lykke, som Gud havde forundt dem. Hun sagde ham da, at hun gik frugtsommelig med denne Dreng, da de skiltes, ”og han hedder Harek efter din Fader.” De spurgte nu hinanden gjensidig om, hvorledes det var gaaet dem begge saa lykkelig. Hun sagde, at hans Frænder og Venner havde ydet hende saa megen Hjælp, at hun havde haft tilstrækkeligt af alt, siden han drog bort baade til Føde og Gaardens Istandsættelse. Han sagde, at hun, naar det blev Morgen, skulde faae hans Herlighed at see. Han gik derpaa bort og til sine Skibe, og lod alt lægge til Rette. Og om Morgenen, da Solen rødnede Fjeldene, førte en mild Luftning ham til Landet. Hans Seilads tog sig saa skjønt ud, at alle droge til, for at betragte den, og mange troede, at det var en Konge der seilede. Han seilede saaledes til Land, lod Seilene falde, kastede Ankere, og lagde Brygger op paa Land. Da kjendte Folkene ham, at det var Hakon, som var kommen, og der blev nu en stor Glæde i hele Bygden deromkring, og der blev samme Dag anrettet til et kosteligt Gilde. Han fortalte nu om sine Hændelser, og takkede sine Frænder og Venner for al deres Troskab. Fotællingen om denne Mand slutter med, at han alle sine Levedage vedligeholdt sin Anseelse; thi saadan Lykke og Klogskab havde han faaet hos den danske Konge tilligemed den udmærkede Kunstfærdighed, at hans Gods aldrig kunde gaae til Grunde, men derimod tilbagekjøbte han alle de Jorder, som han forhen havde tilsat ved Ødselhed og slet Bestyrelse, og han levede siden i Overflødighed. Og vi have nu ikke mere at fortælle om ham; her ender denne Saga om Hakon den Norske.
