Fortælling om Sørle

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif


Nordiske Heltesagaer


Fortælling om Sørle


Paa Dansk ved Fr. Winkel Horn


Forlaget af Samfundet til den danske Litteraturs Fremme

Kjøbenhavn 1876


1. Landet østen for Vanakvisl i Asien blev kaldet Asialand eller Asiahjem, og Folket, som byggede der, blev kaldet Aser, men Hovedborgen kaldte de Asgaard. Odin hed Kongen der. Der var et stort Blotsted, og Odin satte Njord og Frøj til at være Blotgoder. Njords Datter hed Frøja; hun fulgte med Odin og var hans Frille. Der boede nogle Mænd i Asien ikke langt fra Kongsgaarden, Alvrigg, Dvalin, Berling og Grjer hed de; de var saa kunstfærdige, at alt, hvad de lagde Haand paa, gjorde de fuldkomment; saadanne Folk som dem kaldte man for Dværge; de boede i en Sten, men den Gang blandede de sig mere imellem Menneskene end nu. Odin elskede Frøja meget, og hun var ogsaa den aller fejreste Kvinde i de Tider; hun havde en Fruerstue, som baade var fager og saa stærk, at Folk sige, at naar Døren var lukket i Laas, kunde ingen komme derind imod hendes Vilje. En Dag gik Frøja hen til Stenen; den var da aaben; Dværgene vare ved at smedde en Halsring af Guld, og den var næsten færdig. Frøja syntes godt om Halsringen, og Dværgene syntes godt om Frøja; hun bad dem sælge hende Ringen og bød dem Guld og Sølv og andre gode Klenodier derfor, men de sagde, at de trængte ikke til Gods, de vilde hver især sælge sin Part i Ringen, sagde de, og ikke paa andet Vilkaar, end at hun skulde sove en Nat hos hver af dem, og hvad enten hun nu gik villig eller nødig dertil, sluttede de den Handel. Da de fire Nætter var ledne, og alt hvad aftalt var, var opfyldt, gav de Frøja Halsringen, og hun fór hjem til sin Fruerstue og lod, som der intet havde været paa Færde.


2. Der var en Mand, som hed Farbøte; han var gift, og Løvø hed hans Kærling; hun var baade tynd og ussel, derfor blev hun kaldt Naal. De havde kun ét Barn, en Søn, som hed Loke; han var ikke stor af Væxt, men tidlig var han hvas i sin Tale og rask i hvad han tog sig for; han havde fremfor andre Mænd det Slags Vid, som kaldes Træskhed, og var allerede i sine unge Aar meget listig til at finde paa ondt, og derfor blev han kaldt den lumske Loke. Han fór til Odin i Asgaard og gav sig i hans Tjeneste. Odin snakkede ham altid efter Munden, hvad han saa end tog sig for, men satte ham ogsaa tit overmaade vanskelige Arbejder for, og han skilte sig altid bedre ved dem, end det var at vente; han fik ogsaa Kundskab om næsten alt, hvad der skete, og alt, hvad han vidste, sagde han Odin. Saa siges der da ogsaa, at Loke fik Nys om, at Frøja havde faaet Halsringen, og hvad hun havde givet derfor, og han sagde det til Odin. Men da Odin fik det at vide, bød han Loke tage Ringen og bringe ham den. Loke sagde, at det lod sig næppe gjøre, »thi ingen kan komme ind i hendes Fruerstue imod hendes Vilje«, men Odin sagde, at han skulde gaa og ikke komme tilbage, før end han havde faaet fat i Ringen. Loke gik da skrigende bort, og de fleste vare glade over, at det gik ham ilde. Han gik til Frøjas Bur, men Døren var laaset; han prøvede paa at slippe ind, men kunde ikke. Det var meget koldt ude, saa han kom til at fryse stærkt. Saa forvandlede han sig til en Flue og fløj omkring alle Laasene og langs alle Fældingeme, men ingensteds fandt han noget Hul, han kunde smutte ind ad, undtagen helt oppe under Tagryggen, og det, han fandt der, var endda ikke større, end at man lige kunde stikke en Naal der igjennem, men der fik han listet sig ind. Da han var kommen indenfor, lukkede han øjnene godt op og saa’ sig for, om der var nogen vaagen, og da han saa’, at alle sov i Fruerstuen, fløj han hen til Frøjas Seng og saa’, at hun havde Ringen om Halsen, og at Laasen vendte nedad. Saa skabte han sig om til en Loppe og satte sig paa hendes Kind og stak, saa hun vaagnede; hun vendte sig og sov saa ind igjen, og Loke drog da Loppehammen af sig, listede Halsringen af hende, lukkede Fruerstuens Dør op og gik bort og bragte Odin Ringen. Om Morgenen, da Frøja vaagnede og saa’, at Døren var aaben, men ikke brudt op, og den gode Halsring borte, skjønnede hun nok, hvad List der var øvet; hun gik ind i Hallen, saa snart hun var paaklædt, gik frem for Kong Odin og sagde, at han havde gjort ilde i at lade hendes kostelige Klenodie stjæle fra hende, og bad ham give hende det tilbage. Odin sagde, at hun skulde aldrig faa det igjen, saadan som hun var kommen til det, «med mindre du kan udvirke, at to Konger, som hver har tyve Konger under sig, blive usaattes og slaas, og at der følger den Bestemmelse og Dom dermed, at de skulle staa op og slaas igjen lige saa fort som de falde, indtil der kommer en kristen Mand, som er saa rask og har sin Herres Lykke saa rigelig med sig, at han tør gaa imellem dem, mens de slaas, og fælde dem med Vaaben; da først skal deres Nød have Ende, hvilken Høvding det saa end bliver til Del at udløse dem af deres farlige Idræts Trængsel og Møje«. Det sagde Frøja Ja til, og saa fik hun Ringen.


3. Paa den Tid, da der var ledet 24 Vintre fra Fredfrodes Fald, raadede en Konge, som hed Erling, for Oplandene i Norge. Han havde en Dronning og to Sønner, den ældste hed Sørle den stærke, den yngste Erland; Sørle var den stærkeste af dem, men begge vare de haabefulde Mænd; saa snart de havde Alder dertil, fór de i Hærfærd. De holdt Slag i Elveskjær med Sindre Viking, en Søn af Svejger, hvis Fader var Haakon Søkonge, og der faldt Sindre Viking og alt hans Mandskab. I det Slag faldt ogsaa Erland Erlingssøn. Derefter stævnede Sørle til Østresalt og hærjede der og øvede saa mange Storværker, at det vilde blive sent at skrive dem alle op.


4. Halvdan hed en Konge, som raadede for Danmark og havde sit Sæde i den Stad, som hedder Hroerskilde. Han var gift med Hvedna den ældre, og deres Sønner vare Høgne og Haakon; de overgik de fleste i Væxt og Styrke og al Dygtighed; de lagde sig ogsaa i Leding, da de vare voxne. Nu er at melde om Sørle, at en Høst fór han til Danmark. Det var den Gang Kong Halvdans Agt at fare til Kongestævne; han var meget til Aars paa den Tid, da det skete, som der meldes om i denne Saga. Han havde saa ypperligt et Drageskib, at dets Lige ikke fandtes i de nordiske Lande, hverken i Styrke eller kunstfærdig Bygning; det laa for Anker i Havnen, men Kong Halvdan var i Land og havde ladet brygge Mundgodt til Rejsen. Da Sørle nu saa’ Dragen, blev hans Hjærte saa optændt af Attraa efter den, at han for alting vilde eje den, og det sige ogsaa de fleste, at et kosteligere Skib end dette har der ikke været i de nordiske Lande, naar Dragen Ellide og Gnod og Ormen hin lange undtages. Han sagde da til sine Mænd, at de skulde gjøre sig rede til Kamp, »thi vi ville dræbe Kong Halvdan og tage Dragen«. Sævar hed en Mand, som var hans Stavnbo og Staller; han svarede paa hans Tale: »Det er ikke raadeligt, Herre«, sagde han, »thi Halvdan er en stor Høvding og en navnkundig Mand; ogsaa har han tvende Sønner, som sikkert ville hævne ham, thi de ere nu saare navnkundige Mænd«. »Er de end ypperligere end Guderne selv«, sagde Sørle, »saa vil jeg dog lige fuldt slaas«. De lavede sig nu til Kamp. Der kom Bud til Kong Halvdan derom; han brød strax op og fór til sine Skibe og alle hans Mænd med ham, og de gjorde sig rede til Slag. Somme sagde til Kong Halvdan, at det ikke var raadeligt for ham at slaas, fordi han havde færre Folk, og at han skulde fly, men Kongen sagde, at før skulde de alle falde ovenpaa hverandre, end han vilde fly. De gjorde sig nu paa begge Sider rede til Slag; der blev den haardeste Dyst, og Enden blev, at Kong Halvdan og hele hans Mandskab faldt, og saa tog Sørle Dragen og alt, hvad der var noget værd paa den. Siden spurgte Sørle, at Høgne var kommen fra Leding og laa ved Odinsø; saa stævnede han did, og saa snart de mødtes, meldte han ham hans Fader Halvdans Fald og bød ham Forlig og Selvdømme og dertil Fostbroderskab, men Høgne sagde Nej til det alt. Saa sloges de, som meldt er i Kvadet om Sørle. Haakon gik djærvelig frem og fældede Sævar, Sørles Mærkesmand og Stavnbo; derefter vog Sørle Haakon, men Høgne vog Sørles Fader Erling. Siden sloges Høgne og Sørle, og Sørle faldt for Høgne af Mødighed og Saar, men Høgne lod ham siden helbrede, og saa svor de sig i Fostbroderlag og holdt det vel, saa længe de begge levede; men Sørle levede kortest af dem; han faldt i Østerfærd for Vikinger, som det hedder i Kvadet om ham:


Hel til Fode
faldt den bolde,
i Østerviking
paa Val han segned;
hvast bed Sværdet
hin Sommerdag,
da Vikinger vog
den vældige Kæmpe.


Men da Høgne spurgte Sørles Fald, hærjede han i Østerleden samme Sommer og fik Sejr alle Vegne og blev Konge derover, og saa sige Folk, at tyve Konger bleve Skattekonger under Kong Høgne og toge deres Riger af hans Haand. Høgne blev saa navnkundig af sine Storværker og Hærtog, at hans Navn var lige godt kjendt ved Finnebo og i Paris og alle Vegne derimellem.


5. Hjarande hed en Konge, som raadede for Serkland; han havde en Dronning og en Søn, som hed Hedin og tidlig var en udmærket Mand baade i Kræfter og Væxt og Dygtighed. Han fór i Hærfærd allerede da han var ung, blev Søkonge og hærjede vidt og bredt i Spanieland og Grækland og alle Riger der i Nærheden, og tyve Konger gjorde han til Skattekonger under sig, saa at de alle havde Land og Len under ham. Om Vinteren sad Hedin hjemme i Serkland. Saa siges der, at en Gang da Hedin var faret ud i Skoven med sin Hird, blev han alene paa et aabent Sted; han saa’ en storvoxen og fager Kvinde, som sad paa en Stol; hun hilste høvisk paa Hedin; han spurgte hende om Navn, og hun sagde, hun hed Gøndul. Saa taltes de videre ved; hun spurgte ham om hans Storværker, og han sagde hende villig alt og spurgte hende, om hun vidste af nogen Konge at sige, der var hans Jævning i Mod og Manddom, Dygtighed og Navnkundighed. Hun sagde, at én vidste hun, som ikke stod tilbage for ham, og ham tjente heller ikke færre end tyve Konger, han hed Høgne, sagde hun, og boede nord i Danmark. »Visselig skulle vi prøve, hvem der er ypperst af os to«, sagde Hedin. »Det er paa Tide, du gaar til dine Mænd«, sagde Gøndul, »de maa lede efter dig«. Derefter skiltes de; han gik til sine Mænd, men hun blev siddende. Saa snart det blev Vaar, rustede Hedin sig til Hærfærd; han havde en Drage, og tre Hundrede Mand paa den. Han holdt nord paa, sejlede den Sommer og Vinter og kom om Vaaren til Danmark.


6. Kong Høgne sad hjemme i Riget, og da han spørger, at der er kommen en berømmelig Konge der til Landet, byder han ham hjem til sig til et herligt Gilde. Den Indbydelse tog Hedin imod, og som de nu sad ved Drikken, spurgte Høgne, hvad Ærinde Hedin havde, siden han var faret saa langt nord paa i Verden. Hedin sagde, at det var hans Ærinde, at han vilde, de skulde prøve hinandens Mod og Manddom, Idrætter og alskens Dygtighed. Høgne sagde, at det var han rede til. Den næste Dag aarle fór de til Svømning og til Skydebakken; de øvede ogsaa Dystrending og prøvede hinandens Vaabenfærdighed og alle andre Idrætter, og saa nær vare de hinandens Jævninger i alskens Dygtighed, at ingen syntes han kunde se nogen Forskjel imellem dem, at den ene var ypperligere end den anden. Efter at dette var gjort, svor de sig i Fostbroderlag og lovede, at de vilde være halvt om alt. Hedin var ung og ugift, men Høgne var noget ældre; han var gift med Hervør, en Datter af Hjørvard, Hejdrek Ulvehamssons Søn. Høgne havde en Datter, som hed Hild; hun var en saare fager og forstandig Kvinde; han elskede denne Datter højt, og havde ikke flere Børn end hende.


7. Nu er at melde, at da der var ledet en Stund, fór Høgne i Leding, men Hedin blev tilbage og skulde vogte Riget. En Dag, det var godt Vejr, fór Hedin ud i Skoven for Morskab, og det traf sig da saa, at han atter kom bort fra sine Mænd. Han kom til et aabent Sted, og der saa’ han den samme Kvinde, som han havde set i Serkland, sidde paa en Stol, og det tyktes ham, at hun nu var endnu langt fagrere end sidst han saa’ hende. Hun talte atter først til ham og var saare blid i sin Tale, og Kongen fattede Elskov til hende. Hun holdt et Horn i Haanden med et Laag over; hun bød ham at drikke; Kongen var tørstig, thi han var bleven varm, og tog han da imod Hornet og drak, men da han havde gjort det, blev han saare underlig til Mode, thi han mindedes intet mere, af hvad der forhen var sket. Han satte sig nu ned, og de taltes ved; hun spurgte, om han saa havde faaet Syn for Sagn, at Høgne var saa bold og dygtig en Idrætsmand, som hun havde sagt; Hedin sagde, at det var sandt, »thi han stod ikke tilbage for mig i nogen Idræt, som vi prøvede, og derfor have vi kaldt hinanden for Jævninger«. »I er dog alligevel ikke Jævninger«, sagde hun. »Hvad finder du da der mangler?« sagde han. »At Høgne har en ætstor Dronning, men du ingen Hustru«, sagde hun. »Høgne giver mig strax sin Datter Hild til Viv, saa snart jeg beder om hende«, sagde han, »og saa er jeg ikke ringere gift end han«. »Det vil mindske din Anseelse, naar du beder Høgne tage dig til Maag«, sagde hun; »hellere skulde du, om du har Mod og Mands Hjærte, som du siger, bortføre Hild og dræbe Dronningen paa den Vis, at du lader hende lægge ned foran Dragens Stavn og lader den skære hende isønder, naar den gaar frem«. Og saaledes havde det Øl, Hedin havde drukket, hildet ham i Ondskab og Glemsel, at det tyktes ham, der ikke var andet at gjøre, og at han ikke mindedes, at Høgne og han vare Fostbrødre. De skiltes saa, og Hedin gik til sine Mænd; det led da mod Enden paa Sommeren. Han bød sine Mænd gjøre Dragen klar, han vilde hjem til Serkland, sagde han. Saa gik han til Fruerstuen og tog Dronningen og Hild, en i hver Haand, og gik ud med dem, men hans Mænd toge Hilds Klæder og Klenodier, og der var ikke den Mand i Landet, som turde gjøre noget imod Hedin og hans Mænd, thi han var saare bister at se til. Hild spurgte ham, hvad han havde i Sinde, og da han sagde hende det, bad hun ham lade det fare, »thi min Fader giver dig mig gjerne, naar du beder ham derom«. »Jeg vil ikke bede om dig«, sagde Hedin. »Vil du end ikke have det anderledes, end at du bortfører mig«, sagde hun, »saa vil du og min Fader dog blive forligte, men øver du saa ond og umandig en Daad, som at raade min Moder Bane, da vil der aldrig blive Forlig imellem jer, og det have mine Drømme tydet paa, at I skulle slaas og fælde hinanden, og endnu tungere Kaar ville I faa, og en stor Sorg vil det være mig, om jeg skal se min Fader i Ulykke og stor Trolddom undergiven, og heller ikke vil det, være mig nogen Glæde at se dig stedt i Trængsel og Nød«. Hedin sagde, at han aldrig brød sig om, hvad der vilde følge paa, han vilde gjøre, hvad han havde bestemt. »Du kan ikke derfor«, sagde Hild, »thi du raader ikke over dig selv«. Saa gik Hedin ned til Stranden; Dragen blev sat ud, han skød Dronningen frem foran Stavnen, og saalunde lod hun sit Liv, og Hedin gik ud paa Dragen. Men da han var helt klar til at sejle, fik han Lyst til at gaa ene op i Land ind i den Skov, hvor han sidst havde været, og da han kom til det aabne Sted, saa’ han Gøndul sidde der paa Stolen. De hilste paa hinanden som Kyndinger. Hedin sagde hende, hvad han havde gjort, og hun var vel tilfreds dermed. Hun havde atter nu det samme Horn, hun havde haft forrige Gang, og bød ham igjen at drikke deraf; han tog imod det og drak, men da han havde drukket, faldt Søvnen over ham, og han sank om i hendes Skjød. Men da han var sovet ind, trak hun sig bort fra hans Hoved og sagde: »Nu vier jeg dig til at opfylde alle de Bud og Vilkaar, Odin har sat, dig og Høgne og alle eders Mænd«. Saa vaagnede Hedin og saa’ endnu et sidste Glimt af Gøndul, og hun tyktes ham nu sort og stor at se til. Nu mindedes han atter alt; det tyktes ham en stor Ulykke, der var kommet over ham, og det var nu hans Agt at fare langt af Led, at han ikke daglig skulde høre Bebrejdelser for sine onde Gjerninger. Han gik til sit Skib, lagde hurtig fra Land og sejlede bort med Hild for god Bør.


8. Da Høgne kom hjem og spurgte, hvad der var sket, at Hedin var sejlet bort med Hild og Halvdans Drage, og at Dronningen havde faaet Bane, blev han saare vred og bød sine Mænd strax bryde op og sejle efter Hedin. De gjorde saa og havde den bedste Bør, saa at de stadig hver Aften kom til den Havn, Hedin var sejlet fra om Morgenen. Men en Dag, da Høgne naaede Havn, var Hedins Sejl i Sigte ude paa Havet, og de stævnede da strax efter ham, og det siges for vist, at da fik Hedin Modvind, men Høgne beholdt den samme Bør. Hedin lagde nu ind under den Ø, som hedder Haa, og lagde sit Skib for Anker, og strax efter kom Høgne ogsaa did. Da de mødtes, hilste Hedin ham venlig. »Jeg maa nu sige dig, Fostbroder«, sagde han, »at der er hændet mig saa stor en Ulykke, at ingen anden end du kan raade Bod derpaa. Jeg har bortført din Datter og din Drage og taget din Dronning af Dage, men dog var det ikke min egen Ondskab, men onde Spaadomme og en grum Skæbne, der voldte det. Nu vil jeg, at du ene skal skifte og dømme imellem os; ogsaa vil jeg tilbyde dig baade Hild og Dragen, med samt alt mit Mandskab og Gods og fare saa langt ud i Verden, at jeg aldrig kommer til de nordiske Lande eller for dine øjne saa længe jeg lever«. Høgne svarede: »Jeg havde givet dig Hild til Hustru, i Fald du havde bedet om hende, og har du nu end hærtaget hende, vi vilde dog have kunnet forliges for den Sags Skyld. Men nu, da du har øvet saa svar en Ugjerning, og gjort dig til Nidding imod Dronningen og dræbt hende, er alt Haab ude om, at jeg vil tage imod Forlig, og strax paa Stedet skulle vi prøve, hvem af os der evner at hugge haardest«. Hedin svarede: »Raadeligst er det, naar du ikke vil andet end slaas, at vi to alene prøve en Dyst med hinanden, thi du har ikke Kæremaal mod andre end mig, og ilde sømmer det sig, at sagesløse Mænd skulle undgjælde for min Brøde og Udaad«. Deres Mænd svarede alle som med én Mund, at før skulde de alle falde, den ene for Fødderne af den anden, end at de skulde komme til at skifte Hug alene. Da Hedin nu saa’, at Høgne ikke vilde andet end slaas, bad han sine Mænd gaa i Land; »nu vil jeg ikke længere svigte Høgne eller bede ham opgive at slaas; nu faar hver gaa frem, som han har Mod og Mands Hjærte til«. Saa gik de i Land og sloges; Høgne var saare voldsom, men Hedin var baade færdig i at føre Vaaben og gav svære Hug. Men det siges for vist, at saa stor Ondskab og Vanskæbne fulgte der med denne Kamp, at om de end kløvedes ned i Hærderne, stod de op igjen og sloges videre som før. Hild sad i en Lund og saa’ paa denne Leg. Denne Trængsel og Nød varede al den Stund fra de begyndte at slaas, indtil Olav Tryggvessøn blev Konge i Norge, og saa siges der, at der led Hundrede og tre og fyrretyve Aar, før end Skæbnen undte denne ypperlige Mand, at en af hans Hirdmænd løste dem fra denne haarde Ulykke og bitre Sjæleve.


Peter Nicolai Arbo: Fornalder.


9. Det er at melde, at i det første Aar Olav var Konge, kom han til Øen Haa og lagde ind under den en Kvæld. Det plejede altid at gaa saa ved denne Ø, at de, der bleve satte til at holde Vagt, forsvandt hver Nat, og ingen vidste, hvad der blev af dem. Den Nat skulde Ivar Ljome holde Vagt. Og da alle vare faldne i Søvn om Bord paa Skibene, tog Ivar det Sværd, som Jærnskjold havde ejet, og som Ivar havde faaet af hans Søn Torstejn, og alle sine Hærklæder og gik op paa Øen. Men da han kom did op, saa’ han en Mand komme imod sig, stor af Væxt og helt blodig, og saare tungsindig saa’ han ud. Ivar spurgte ham, hvad han hed, og han sagde, at han hed Hedin og var Hjarandes Søn og stammede fra Serkland. »Og det skal du vide, at naar her er blevet Vagtmænd borte, da er jeg og Høgne Halvdanssøn Skyld deri, thi der lagt den tunge Vanskæbne og svare Nød paa os og vore Mænd, at vi skulle slaas baade Nat og Dag, og det er nu gaaet saa i mange Menneskealdre, men Hild, Høgnes Datter, sidder og ser derpaa. Dette har Odin lagt paa os, og intet andet kan løse os derfra, end naar en kristen Mand slaas med os; hver den han dræber, er fri for at staa op igjen, og saalunde løst fra sin Nød. Nu vil jeg bede dig fare til Kamp med os, thi jeg véd, du er en god kristen Mand og ligesaa at stor Lykke følger den Konge, du tjener; det bæres mig ogsaa for, at han og hans Mænd ville bringe os Lykke«. Ivar lovede at gaa med ham, og Hedin blev glad derved og sagde: »Du skal vare dig vel for at gaa frem imod Høgne fortil, og ligesaa for at dræbe mig før end Høgne, thi intet Menneske mægter at gaa imod ham fortil eller dræbe ham, naar jeg er død, saa stor Rædsel staar der af hans Øjne, og han skaaner ingen, saa den eneste Udvej er, jeg gaar imod ham fortil og slaas med ham, medens du kommer bagpaa ham og giver ham Banesaar; mig vil det være en ringe Sag for dig at fælde, om jeg end lever længst af os alle.« Saa gik de did, hvor Slaget stod, og Ivar saa’, at det var sandt alt, hvad Hedin havde sagt; han gik da ind paa Høgne bagfra og hug ham i Hovedet og kløvede ham ned i Hærderne, og Høgne faldt død om og rejste sig aldrig mere. Saa dræbte han alle de Mænd, der vare med i Slaget, og sidst Hedin, og det var ham en let Sag. Derefter gik han til Skibene; det var da lys Dag. Han gik for Kongen og sagde ham disse Tidender. Hans Daad huede Kongen vel, han havde haft Lykken med sig, sagde han. Op paa Dagen gik de i Land og did, hvor Slaget havde staaet, men der var intet Spor at se af hvad der var sket, men Blodet paa Ivars Sværd var et Mærke derpaa, og der blev aldrig siden Vagtmænd borte. Saa fór Kongen hjem til sit Rige.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.