Fortælling om Thorsteen hvite

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif
Original.gif


Islændingesagaer


Fortælling om Thorsteen hvite.


oversat af Gunnlaugur Þórdarson


Det nordiske Literatur-Samfund
Kjøbenhavn
1848


En Mand, ved Navn Ölve hin hvite, en Sön af Asvald, en Sön af Öxnathore, var Lehnsmand i Norge og boede i Naumudal (Nummedal); han flygtede derfra formedelst Hakon Jarls Fjendtligheder og begav sig til Yrjar (Örelandet), hvor han döde. Han havde en Sön, ved Navn Thorsteen, med Tilnavnet hin hvite; denne begav sig strax efter Faderens Död til Island, og medbragte alt sit Gods, og landede i Vapnafjorden; dengang var hele Island blevet bebygget. Paa den Tid boede der paa Gaarden Hof i Vapnafjord en Mand ved Navn Steenbjörn, med Tilnavnet kort; hans Farbroder, Eyvind, havde foræret ham Gaarden tilligemed hele Landstrækningen mellem Vapnafjordaa og Vestdalsaaen. Steenbjörn var meget ödsel. Da Thorsteen erfarede, at alle Landstrækninger der vare i Forveien tagne i Besiddelse, begav han sig til Steenbjörn, og kjöbtte af ham et Stykke Land, og opslog sin Bopæl paa Toptavöll, hvor han boede nogle Aar, og hans Velstand og Anseelse tog bestandig til. Han havde kun kort Tid været bosat, da han begyndte at tænke paa at gifte sig, og friede til en Qvinde ved Navn Ingibjörg, en Datter af Hrodger hin hvite, en Sön af Hrafn, og hende fik han til Ægte. Med denne Qvinde avlede han fem Börn; Sönnerne hed Önund, Thord og Thorgils, og Döttrene Thora og Ingibjörg; Thorgils var en haabefuld Mand. Thorsteen blev bestandig rigere, men for Steenbjörn gik det til agters; han begav sig derfor til Thorsteen, og bad ham om at laane sig Penge, og tilsidst erholdt han saa meget af Thorsteen, at hans Gods var paa noget nær forödt, og tykkes denne nu, at Skyldnerens Forhold blev mere indviklet, thi han kunde mulig være uvederhæftig, hvorfor Thorsteen krævede Steenbjörn for sine Penge, og tilsidst enedes de saaledes om Pengebetalingen, at Steenbjörn aftraadte Gaarden Hof til Thorsteen. Denne flyttede derfor til Hof, og tilkjöbte sig Godord (Forstanderskab for Tempel og Herred), og blev en meget anseet Hövding i dette Bygdelav. Han var meget yndet af Alle, og da han havde boet mange Aar paa Hof, skete det, at Ingibjörg blev syg og döde. Dette tykkedes Thorsteen et stort Tab, men vedblev dog selv at drive Gaarden.

En Mand hed Thore, en Sön af Atle, som boede i Atlavik, Vesten for Vandet; der ere nu Faarehuse. Atle var gift; hans Kone hed Aslög, en Datter af, Brynjolf hin gamle. Thore havde to Börn med hende: Sönnen hed Einar, men Datteren Olöf. Einar var en kjæk Mand, ei stor af Væxt, men et uroligt Hoved, og mindre godt lidt. Olöf var meget smuk og meget afholdt. Den Begivenhed indtraf med Hensyn til Thorsteen hin hvite, at han fik saa store Smerter i Öinene, at han deraf mistede Synet. Det tykkedes ham da, at han selv ikke længere var i Stand til at forestaae sin Gaard; han henvendte sig da til Thorgils, og bad ham at overtage Gaarden. Thorgils svarede, at det var hans Pligt, at yde ham den Bistand, han formaaede. Hans Fader raadede ham, at han skulde gifte sig, og fri til Olöf Thoresdatter. Som sagt, saa gjort, og hun tog hjem med ham; en god Forstaaelse herskede imellem dem, og de havde to Börn; Sönnen hed Helge, men Datteren Gudrun. Da var Thorgils omtrent tyve Aar gammel.

En Mand hed Hrane, med Tilnavnet gullhöt; han var Thorgils Pleiefader og beslægtet med Olöf; han var et uroligt Hoved, og havde hjemme paa Hof; man sagde, at han var ondskabsfuld. En Mand hed Thorkel, med Tilnavnet fleyte; han havde ogsaa hjemme paa Hof, og var beslægtet med Frænderne paa Hof; han var stor og stærk. En Mand, ved Navn Thorbjörn, boede i Sveinungsvik, en Gaard, som ligger imellem Thistelfjord og Melrakkasletten. Thorbjörn var en brav Mand; han havde meget store Kræfter, og var en Ven af Thorsteen hin hvite. En Mand, ved Navn Thorfinn, boede paa Gaarden Skeggjastader i Knefelsdal; han eiede desuden en Gaard et andet Sted. Hans Kone hed Thorgerd; de havde tre Sönner: Thorsteen, med Tilnavnet hin fagre; den anden hed Einar og den tredie Thorkel; de vare haabefulde Ynglinge; dog udmærkede Thorsteen sig mest af Brödrene; han var fuldvoxen paa den Tid, denne Fortælling omhandler. En Mand, ved Navn Krake, boede paa den Gaard, som kaldes Krakalæk. Krake besad stor Rigdom; han var gift; hans Kone hed Gudrun. De havde een Datter, ved Navn Helga; hun var meget smuk, og blev anseet for at være det bedste Parti i hele Fljotsdalsherredet. Det fortælles, at Thorsteen bad sin Fader om at overlade sig endeel Gods; han sagde, at han vilde reise udenlands. Thorfinn sagde, at det stod til hans Tjeneste; han udredede saa meget, Thorsteen önskede. Da Thorsteen havde været paa Reiser nogle Somre, havde han forskaffet sig baade Rigdom og Anseelse, og hver Gang han reiste udenlands, efterlod han hos Faderen endeel af sit Gods, som han og hans Fader troede at behöve. Et Foraar, da Thorsteen opholdt sig her Vinteren over, talte Einar Thoressön med sin Fader og bad ham om Pengehjelp, thi han sagde, at han vilde indgaae Fællesskab med Thorsteen. Thorsteen sagde, at han ikke vilde undslaae sig for at indgaae Fællesskab med ham, og forærede ham Halvdelen af Skibet, men sagde derhos, at deres Fællesskab spaaede ham intet godt, formedelst Einars uvenskabelige Sindelag. De reiste udenlands, og indgik Fællesskab. Thorsteen gjorde Alt for at hæve Einar, og viste ham overalt den störste Opmærksomhed, men alligevel skete det, at Thorsteen overalt nöd en större Agtelse, end Einar, fordi at han viste sig som en brav Mand og venskabeligsindet imod alle. Nogen Tid gik deres Fællesskab godt. Det fortælles, at en Vinter, da Fostbrödrene opholdt sig her, begyndte Thorfinn en Samtale med Thorsteen, og spurgte ham, hvad han havde i Sinde at foretage sig til næstkommende Sommer. Thorsteen sagde, at han vilde reise udenlands. Thorfinn sagde, at han hellere önskede, at han vilde overtage Gaardens Drift tilligemed ham; men Thorsteen svarede, at han ikke havde nogen Lyst dertil, men sagde, at han kunde tage saa meget af sit Gods, han önskede. Thorfinn sagde, at han havde lagt en Plan for ham; han vilde nemlig frie for ham til Helga Krakedatter. Thorsteen svarede, at der var en altfor stor Afstand imellem dem, da hun alene skulde arve Krake. Thorfinn sagde, at Partiet var lige, baade med Hensyn til Stand og Dannelse. De toge altsaa afsted, og bragte denne Sag paa Bane for Krake. Han erklærede sig vel tilfreds hermed, og Sagen blev nu forebragt Helga, og hun gav ham et samtykkende Svar; Vidner vare tilstede ved Thorsteens Trolovelse. Thorsteen vilde först reise udenlands, men ved hans Tilbagekomst skulde de have Bryllup. Thorsteen og Einar reiste udenlands, men Thorsteen fik en Sygdom paa Overfarten, som man pleier at kalde Skjörbug, og blev udygtig til at gjöre Tjeneste. De andre dreve Spot med ham, og Einar var Ophavsmanden dertil. Da de kom til Norge, leiede de der et Huus, men overlode Thorsteen ganske til sin Skjebne. Han laae syg hele Vinteren. Einar drev Spot med ham, og lod digte (Nidvers) om ham. Engang om Foraaret begav Einar sig til Thorsteen, og bad ham at dele Godset imellem dem; han sagde, at han önskede at erholde Skibet alene, thi ham tykkedes, at Thorsteen neppe vilde komme til at gjöre Reisen med til Island. Thorsteen svarede, at dette havde gaaet efter hans Spaadom med Hensyn til Einars Charakteer. De deelte altsaa Godset imellem dem, saaledes at Einar skulde vælge, men Thorsteen laae i Sengen og deelte det. Einar erholdt Skibet og foretog en Reise til Island om Sommeren; da han kom til Island, blev han spurgt om Nyheder. Han svarede, at han ikke kunde fortælle synderlige Nyheder; men sagde derhos, at Thorsteen havde ikke været ganske död, men han troede dog, at efter al Sandsynlighed vilde han aldrig mere vende tilbage. Einar red hjem til sin fader, og sagde alt Ondt om Thorsteen. Om Efteraaret kom et Skib fra Udlandet til Reydarfjord. Einar red hen til Skibet, og fik udvirket ved Bestikkelser, at Östmanden skulde bringe den Efterretning, at Thorsteen var död; Ostmanden gik ind paa dette, og de andre Skibsfolk bevidnede Sandheden heraf. Einar tog derpaa hjem, og fortalte Thorsteens Död, og sagde, at han havde faaet en skrækkelig Dödsmaade.

Denne Vinter bad Einar sin Fader, at han vilde frie for ham til Helga Krakedatter; Thore sagde, at det skulde skee. De rede altsaa begge hjemme fra, og aflagde et Besög hos Krake, og anholdt om hans Datters Haand for Einar. Krake svarede hertil, at han önskede först at erholde sikker Efterretning om, at Thorsteen var död, og i saa Fald troede han, at han vilde gifte Einar sin Datter, dersom dette var först bragt paa det Rene. Thore svarede, at det var utilbörligt, at Einar skulde vente paa Svar af den Qvinde, som strax blev lovet Thorsteen til Ægte. Krake vilde dog ikke afgive en bestemt Erklæring i denne Sag. Fader og Sön rede altsaa hjem igjen med uforrettet Sag, og kort derefter red Einar Nord paa, hen til Hof, og fortalte Thorgils sit Frieri, og at han havde faaet Afslag. Hrane var der tilstede, og begyndte saaledes: »til liden Nytte er det dig, Einar, at have mægtige Frænder, dersom du ikke kan faae denne Qvinde til Ægte, og paa den anden Side,« sagde han, »havde Thorgils Venskab ikke stort at betyde, dersom han skulde vise sig ligegyldig ved den Fornærmelse, som Einar havde lidt.« Thorgils svarede: »mig tykkes, at Krake har handlet meget klogt, thi det samme vilde jeg ogsaa have gjort, naar jeg var i hans Sted.« Einar fortalte Krakes Ord uforvanskede, men Hrane eggede Thorgils til at ledsage Einar. Thorgils sagde, at han anede intet godt, om man end kunde bringe dette Parti i Stand. Thorgils fulgtes dog med Einar, og de besögte Krake; han gav det samme Svar som för med Hensyn til denne Sag. Da sagde Thorgils: »det er muligt, at du raader for din Datter, men du vil neppe undgaae, at der tilbyde sig andre Ankepunkter imod dig.« Krake svarede: »jeg vil ikke udsætte mig for det,« og han gav Einar sin Datter til Ægte, og gjorde Brylluppet paa sin Gaard. Krake skulde gaae ganske fri med Hensyn til, at den Pagt var blevet brudt, han havde sluttet med Thorsteen.

Med Hensyn til Thorsteen skal det berettes, at han blev lægt, og gjorde sit Skib seilfærdigt til at reise til Island; han landede i Reydarfjord den næste Sommer efter at Einar havde sit Bryllup; han solgte sit Skib til Östmændene, og havde nu bestemt at holde op med at foretage Handelsreiser, og vilde til at gifte sig med Helga. Strax efter Tilbagekomsten til Island fik han Efterretning om, hvilke Forandringer der vare skete med Hensyn til denne Sag; han tog hen til sin Fader, og lod ikke desmindre Salget af sit Skib staae ved Magt. Thorsteen lod sig ikke mærke med noget denne Sag ahgaaende, men kjöbte sig et Skib om Vinteren, som overvintrede i Bolungarhavn, og gjorde det ganske seilfærdigt. Hans Brödre havde ogsaa i Sinde at reise udenlands tilligemed ham, men de bleve ikke saa hurtig færdige, som han, thi de skulde reise omkring i Herredet for at indkræve deres Penge. Östmændene yttrede Utilfredshed med at maatte vente paa Thorsteens Brödre, dersom de fik Bör. Hertil svarede Thorsteen: »jeg vil ride bort fra vort Skib, og see at træffe dem, og bede dem at skynde sig, men I skulle vente paa mig i det Mindste syv Nætter.« Thorsteen red om Öxarfjorden op til Bolungarhavn; derfra op paa Mödrudalshede og ned i Vapnafjorden, siden i östlig Retning over Smjörvatnshede og over Jökulsaaen, der hvor Broen ligger over den, saa over Fljotsdalsheden og Lagarfljot og saa langs med denne Flod længere op i Landet, indtil han indtraf i Atlavik en Morgen tidlig. Thore var tagen til Skoven, og alle hans Tjenestekarle med ham, ned til Budlungaveller. Einar var hjemme, og endnu ikke opstaaet, da Thorsteen kom derhen. En Qvinde, Ved Navn Osk, stod udenfor; hun spurgte, hvem den Fremmede var. Thorsteen sagde: »jeg hedder Sigurd, og jeg er i Gjeld til Einar, og den har jeg nu i Sinde at betale ham; gaa derfor ind og væk Einar, og bed ham at gaae ud.« Thorsteen havde et Spyd i Haanden og en Uldhat paa Hovedet. Qvinden vækkede Einar; han spurgte, hvem der var kommen. Hun sagde, at han kaldte sig Sigurd. Einar stod da op og tog Skoe paa Födderne, svöbte en Kappe om sig og gik derpaa ud. Da han var kommen ud, saae Einar, at der stod Thorsteen for ham, hvilket han syntes mindre godt om. Thorsteen begyndte saaledes: »derfor er jeg kommen herhid, at jeg vil vide, hvormed du vil böde den Spot, du drev med min Skjörbug paa hiin Overfart, da du og de andre Skibsfolk gjorde Nar af mig; jeg vil være fornöiet med lidet.« Einar svarede: »kræv först alle de andre, som dreve Spot med dig, og skulde de allesammen give dig Oprejsning, vil jeg ikke alene udeblive dermed.« Thorsteen sagde: »jeg er ikke saa forlegen for Penge, at jeg gider opspurgt alle de andre, men jeg vil, at du skal holde mig skadeslös for din Part.« Einar sagde, at han ikke vilde vide noget heraf at sige, og vendte sig om, henimod Sovestuen. Thorsteen bad ham at vente lidt, og ikke ile saa hurtig til Helgas Seng. Einar lod som han ikke lagde Mærke til Thorsteens Ord. Derpå stödte Thorsteen til Einar med Sværdet og gjennemborede ham; Einar faldt död omkuld ind i Sovestuen. Thorsteen bad Tjenestepigen om at drage Omsorg for Einar. Thorsteen red den samme Vei tilbage, han havde taget förste Gang; han red Vester paa over Hals til Thorbjörns Sæterhytter, som ligge imellem Melrakkasletten og Ormsaa. Han spurgte Thorbjörn, om hans Brödre havde været der; men Thorbjörn svarede, at det ikke var Tilfældet. Thorsteen fortalte det Skete, og bad ham at sige til sine Brödre, at de skulde skynde sig hen til Skibet. Thorsteen red nu hen til Skibet. — Tjenestepigen gav Thore Efterretning herom, og lod sige ham, at hans Sön var dræbt. Thore tog da ogsaa strax afsted Nord paa til Vapnafjorden, fulgt af to Tjenestekarle; han satte over Floden paa en Baad, og reiste lige hen til Hof. Der fortalte han Frænderne sin Söns Drab. Thorgils sagde, at han havde ikke anet noget godt, dengang Einar fik Helga til Ægte. De bade ham at fölges med; han lod da hente sine Heste. Hrane sögte ved Tilskyndelser at bevæge Thorgils til at tage hurtig afsted. Thore derimod vendte hjem igjen, hvilket han gjorde efter Thorgils Raad; men hans Tjenestekarle fulgtes med Thorgils, og de vare nu syv i Tallet, og begave sig paa Reisen.

Thorsteens Brödre rede hen til Thorbjörns Sæterhytte Morgenen efter at Thorsteen havde været der; de spiste der Davre, og derpaa lagde de dem til at sove. Thorbjörn fraraadede dem dette, og fortalte dem nu Einars Drab, og det Budskab, han skulde bringe dem fra Thorsteen; Thorbjörn var en Ven af begge Parterne. Kort efter kom Thorgils derhen med sit Fölge, og de vare syv i Tallet. Thorbjörn underrettede Brödrene om Thorgils Ankomst, og vækkede dem; der gaves ingen Udvei til at undkomme. Thorbjörn raadede dem til at grave en dyb Gröft inde i Sæterhytten lige for Dören, »men jeg skal staae i Dören;« som sagt, saa gjort. Thorgils ankom da med Fölge til Sæterhytten; de antoge for afgjort, at Brödrene vare inde i Sæterhytten, da Heste stode der udenfor, som endnu vare trætte, og Byrderne nylig tagne af dem. »Jeg veed,« siger Thorgils, »at de ere her.« Thorbjörn svarede: »du er meget skarpsindig, men alligevel ere Brödrene ikke her, som du paastaaer, men jeg lod hente Tömmer paa Hestene, og vi have nylig taget Byrderne af dem; de ere nylig komne fra Vinterhusene, men för bleve de brugte til at bringe Bygningstömmer til Sveinungsvik fra Strandkanten, hvor det driver paa Land, og Hestene ere mine.« Thorgils sagde, at han ikke vilde troe dette, »og gaa du bort fra Dören, thi vi ville undersöge Sætterhytten.« Thorbjörn svarede, at det vilde han ikke gjöre, »eftersom I ikke fæste Lid til mit Udsagn.« Hrane sagde: »Lader os da dræbe ham, dersom han ikke vil gaae bort fra Dören.« Thorgils svarede: »det vil min Fader misbillige.« Da böd Thorkel fleyte sig til at löbe bag om Husene og op paa dem, og springe saa ned igjen mellem Thorbjörn og Dören, og faae ham paa den Maade bragt fra Dören ved at stöde ham ned for Skraaningen. Thorgils bad ham at udföre dette. Som sagt, saa gjort, og Thorbjörn blev paa denne Maade dreven fra Dören, og derpaa bandt de ham. Derefter gik de hen til Dören, men viste sig nu tvivlraadige i, hvem der först skulde gaae ind i Hytten. Da Thorgils blev dette var, sagde han: »vi vise os temmelig feige, dersom vi ikke vove at gaae ind i Hytten.« Derpaa löb Thorgils ind. Thorbjörn sögte at bevæge ham derfra, og sagde, at han fraraadede ham at gaae derind; men Thorgils ændsede ikke hans Raad. Han havde Skjoldet over Hovedet, og löb nu ind i Hytten, men styrtede i Gröften, hvor Brödrene da dræbte ham. Derpaa rev Thorgils Fölge Taget af Sæterhytten, og angrebe Brödrene i nogen Tid. Hrane gullhöt laae paa Sæterhyttens Væg, og kastede saaledes nogle Jordklumper ind i Hytten. Da blev han saaret med et Spyd i Haanden. Brödrene forsvarede sig meget tappert, men Enden blev, at de faldt der begge, og de efterlode sig en stor Berömmelse. Der faldt ogsaa begge Thores Tjenestekarle, og den tredie Mand, Thorgils Thorsteenssön, som da var tredive Aar gammel. Thorbjörn blev befriet af sit Fangenskab strax efter at Kampen var til Ende, og han bragte alle de Varer, som havde tilhört Brödrene, hen til Skibet i Bolungarhavn, og fortalte Thorsteen det Skete. Thorsteen sagde, at Thorbjörn havde viist sig heri som en brav Mand, og de skiltes ad meget gode Venner.

Thorsteen reiste udenlands om Sommeren, og var borte fem Aar; han stod i Gunst hos Stormænd, og alle ansaae ham for at være en tapper og modig Mand. Hrane gullhöt tog hjem til Hof, og fortalte Thorsteen begge Thorfinnssönnernes Drab og at begge Thores Tjenestekarle ogsaa vare dræbte. Thorsteen spurgte ham da: »men hvor er min Sön, Thorgils?« Hrane svarede: »han er ogsaa dræbt.« Da sagde Thorsteen: »ondskabsfuldt fortæller du det Skete, og stedse har du og dine Raad afstedkommet meget ondt.« Dette syntes alle store Tidender, da det spurgtes. Næste Sommer blev der anlagt Sag imod Thorsteen Thorfinnssön, og han blev erklæret fredlös for Thorgils Drab. Broddhelge var tre Aar gammel, dengang hans Fader blev dræbt, og han var allerede dengang haabefuld i en saa ung Alder. Thorsteen Thorfinnssön tog igjen til Island efter fem Aars Forlob, og landede med sit Skib i Midfjord; han red strax selv anden Nord paa til Hof. Broddhelge var dengang otte Aar gammel, og legede udenfor paa Gaardspladsen; han bad dem opholde sig der. Thorsteen spurgte, hvorfor han indböd Gjeste. Han svarede, at han eiede der Alt i Fællesskab med sin Bedstefader. Thorsteen Thorfinnssön og hans Fölgemand gik derpaa ind i Stuen. Thorsteen hvite mærkede paa Lugten, at Kjöbmænd vare ankomne, og spurgte, hvem de vare. Thorsteen Thorfinnssön fortalte ham Sammenhængen. Thorsteen hvite sagde: »syntes du, at min Hjertesorg ikke var stor nok, uden at du besögte mig, den blinde, gamle Mand.« Thorsteen Thorfinnssön svarede: »det var ikke min Bevæggrund, tværtimod vil jeg overlade Sagen angaaende din Sön Thorgils til din Afgjörelse, og jeg er i Besiddelse af Midler til at böde for hans Drab, saaledes at ingen för skal være bleven dyrere betalt.« Thorsteen hvite sagde, at han ikke önskede at bære sin Sön i sin Pengepung. Thorsteen Thorfinnssön, som blev kaldet hin fagre, sprang da op og lagde sit Hoved paa sin Navne, Thorsteen hvites Knæer. Da svarede Thorsteen hin hvite: »jeg önsker ikke, at dit Hoved skal blive skilt ved Kroppen; der ere Örene paa sin rette Plads, hvor de först voxede, men paa de Vilkaar slutter jeg Forlig imellem os, at du skal tage herhen til Hof, og medbringe alt dit Gods, og saa længe skal du opholde dig her, som jeg önsker det; men du skal sælge dit Skib.« Thorsteen hin fagre gik ind paa dette Forlig, og da han og hans Kammerater kom ud, legede Ynglingen Helge Thorgilssön med et guldprydet Spyd, som Thorsteen fagre havde ladet blive staaende uden for Dören, dengang han gik ind. Thorsteen fagre sagde til Helge: »vil du modtage Spydet af mig som Foræring?« Helge raadförte sig med sin Pleiefader, Thorsteen hvite, om han skulde modtage Spydet af Thorsteen fagre. Thorsteen hvite bad ham tilvisse at modtage Spydet, og belönne ham derfor. Thorsteen hin fagre opholdt sig den Gang een Nat paa Hof. Thorsteen fagre tog derpaa hen til sit Skib og solgte det; derpaa flyttede han hen til Hof og medbragte alt sit Gods. Han forstod at gjöre betydelig talrigere sin Navne Thorsteen hvites Creaturer. Da han havde været der i nogen Tid, önskede Thorsteen hvite, at han skulde frie til Helga Krakedatter, hvilket ogsaa skete. Thorsteen hvite ledsagede ham; Sagen gik efter Önske, og Krake erklærede, at det var overeensstemmende med sin Villie. Helga tog altsaa hen til Hof med Thorsteen fagre, fordi Thorsteen vilde, at Brylluppet skulde holdes paa Hof, af den Aarsag, at han syntes, at han var for svag til at overvære det andre Steder, end hjemme paa Hof; dette skete da ogsaa. Brylluppet gik godt; Ægtefolkene enedes godt. Thorsteen fagre opholdt sig i otte Aar paa Hof hos sin Navne, og var ham i Söns Sted med Hensyn til alle Forretninger. Da dette Tidsrum var forlöbet, talte Thorsteen hvite med sin Navne, og sagde: »du har staaet din Pröve, og du er en dygtig og brav Mand i alle Henseender, og meget flink. Nu önsker jeg, at du skal gjöre en Forandring med Hensyn til din og din Faders og din Svoger Krakes Stilling, og I skulle alle begive eder udenlands med alt eders Gods, thi jeg troer, at min Frænde, Helge, begynder at hade dig, og han er nu atten Aar gammel, men det er sandsynligt, at jeg ikke vil leve længe herefter, og jeg önsker, at vi skulle skilles ad som Venner; men min Frænde, Helge, vil blive heftig og anmassende, og ingenlunde retsindig. Nu skal du fölge mit Raad, og ophold dig ikke længere her, end jeg har raadet dig.« Thorsteen fagre sagde, at det skulde skee, og han kjöbte to Skibe, og reiste bort af Landet med sin hele Familie. Hans Fader Thorfinn og Krake, hans Svoger, toge ogsaa bort med ham. De landede nordlig i Norge, og næste Sommer begave de dem Nord paa til Halogaland (Helgeland), og opsloge sin Bopæl der med sin hele Familie. Der boede Thorsteen fagre saa længe han levede, og blev anseet for at være en meget tapper og modig Mand.

Helge var som Yngling hos sin Pleiefader Thorsteen hvite; han blev med Alderen baade stor og stærk, tidlig moden, haabefuld og anseelig; i sin Barndom var han temmelig taus, og allerede i den yngre Alder anmassende og trodsig, men sindrig og opfindsom. Det skete en Dag paa Hof, da Qvæget var samlet paa Malkepladsen, at der var i iblandt det en stor og frygtelig Tyr. En anden Tyr var der ogsaa tilstede, som Frænderne eiede; den var meget stor. Helge stod udenfor, og saae paa at Tyrene begyndte at stanges, og den Tyr, som havde hjemme paa Hof, maatte vige for den fremmede Tyr. Da Helge saae dette, gik han ind og hentede store Iisskoe, og bandt dem fast til Tyrens Pande. Derpaa begyndte de igjen at stanges, indtil denne stangede hiin fremmede Tyr ihjel; Iisskoene havde nemlig bibragt den meget dybe Saar. Alle syntes, at det var en berömmelig Gjerning, Helge havde udfört, og af denne Begivenhed blev han kaldet Broddhelge, og i de Tider antog man det for held bringende, at have to Navne. Det var en almindelig Tro. at de, som havde to Navne, vilde leve længere. Strax kunde man see, at Helge vilde blive en stor Hövding, men tillige anmassende. Thorsteen hvite levede kun eet Aar efterat han og Thorsteen fagre skiltes ad, og alle vare enige i, at han havde været en stor Hövding. Geite i Krossavik fik til Ægte Hallkatla, en Datter af Thidrande, en Sön af Ketil thrym, en Sön af Geite og Hallkatla. I Förstningen fandt et stort Venskab Sted mellem Geite og Broddhelge, men senere aftog det og blev tilsidst til fuldkomment Had, som det fortælles i Vapnfirdingernes Saga, og hermed slutte vi Fortællingen om Thorsteen hvite.