Fortællingen om Ølhue

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Original.gif


Islændingesagaer


Fortællingen om Ølhue[1]

Ölkofra þáttr


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2020



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Þorleifur Jónsson: Fjörutíu Íslendinga þættir, Reykjavík, 1904


Möðruvallabók

1. Om Ølhue

Der var en mand, der hed Torhall. Han boede på Torhallsted i Blåskovene. Han var ganske velhavende og oppe i årene, da disse begivenheder indtraf. Han var en lille og uskøn mand. Han var ikke videre evnerig, men dog god til at arbejde med jern og træ. Han tjente penge ved at brygge øl, når der blev afholdt ting, og derfor blev han snart kendt af alle stormændene, for de købte mest øl. Det var da sådan, som det tit kan være, at ikke alle brød sig lige meget om øllet — og heller ikke om dem, der solgte det. Der var ingen, der kaldte Torhall rundhåndet, men snarere nøjeregnende. Hans syn var ret dårligt. Han plejede at gå med en hue på hovedet, og han bar den altid på tinget, og da folk ikke kendte hans navn, kaldte tingmændene ham for Ølhue, og det hang ved.


2. SkovbrandenØlhue stævnes

Det skete et efterår, at Ølhue tog hen til en skov, som han ejede, for at svide kul, som han plejede. Skoven lå oven for Ravnebjergene og øst for Langelien. Han opholdt sig dér nogle dage og gjorde klar til svidningen og brændte derpå træet og vågede over kulmilen om natten, men ud på natten faldt han i søvn. Ilden blussede op i kulmilen og bredte sig til de nærmeste grene, som snart fængede. Flammerne bredte sig hurtigt i skoven, som begyndte at brænde. Da blæste det op. Nu vågnede Ølhue, og han glædede sig over, at han formåede at slippe væk. Ilden sprang gennem skoven, og først brændte hele den skov, som Ølhue ejede, men derefter bredte branden sig til skovene ved siden af, og vidt omkring på lavamarken brændte skovene. Stedet kaldes nu Svidning. Da brændte den skov, som man kaldte for Godeskoven. Den var ejet af seks goder: Den ene var Snorre Gode, den anden Gudmund Eyjolfson, den tredje Skafte Lovsigemand, den fjerde Torkel Geiteson, den femte Eyjolf, som var søn af Tord Geller, og den sjette var Torkel Trævl, der var søn af Røde-Bjørn. De havde købt denne skov for at have nytte af den, når de var på tinget. Ølhue red hjem efter denne kulsvidning.

Hændelsen rygtedes vidt omkring i herrederne, og af de mænd, der havde lidt tab, var Skafte den første, der fik besked. Om efteråret sendte han besked nordpå til Øfjord med folk, der rejste mellem herrederne, og meddelte Gudmund, at skoven var brændt, og at dette kunne blive en indbringende sag. Lignende meddelelser blev også sendt vestpå i herrederne til de mænd, der havde ejet skoven. Den følgende vinter drog et sendebud rundt mellem dem alle, og det blev aftalt, at disse seks goder skulle finde sammen på tinget og føre fælles sag, men Skafte skulle anlægge sagen, for han boede nærmest. Og da det blev forår, red Skafte med mange mænd i sit følge hen og stævnede Ølhue for skovbranden, og han gjorde det til en sag, der gjaldt fredløshed. Ølhue blev galhovedet og noget brovtende og mente, at Skafte nok ikke ville være helt så stor på den, når hans venner mødte op på tinget. Skafte svarede ikke noget videre, men red derfra.


3. Ølhue søger hjælp på tinget

Den følgende sommer kom de seks goder, der havde ejet skoven, til tinget, og det blev aftalt, at sagen skulle fremmes, og at de ville kræve en meget stor erstatning eller tilstås selvdømme. Ølhue kom til tinget for at sælge sit øl. Han mødtes med sine venner, som plejede at købe øl af ham. Han bad dem om hjælp og bød dem øl til gengæld, men de gav ham alle det samme svar: At de handler, de havde gjort med ham, aldrig havde været til deres fordel — og de sagde, at de ikke ønskede at tirre bjørnen[2] ved at støtte ham i sagen mod sådanne magtfulde folk. Ingen ville love ham støtte, og ingen ville handle med ham, så nu forekom sagen ham meget vanskelig. Han gik da rundt fra bod til bod, men fik ingen tilslutning, selv om han bad om folks hjælp. Nu var han ikke længere så kæphøj og overmodig.


4. Ølhue får hjælp af Brodde Bjarneson

En dag kom Ølhue til Torstein Side-Hallsøns bod, og han trådte frem for ham og bad ham om hjælp. Torstein gav ham samme svar som alle andre. Der var en mand ved navn Brodde Bjarnesøn. Han var Torsteins svoger og sad ved siden af ham. Brodde var dengang i tyveårsalderen. Ølhue forlod boden, da Torstein havde afslået at hjælpe ham. Da sagde Brodde: »Det forekommer mig — svoger! — at denne mand egner sig dårligt til at være skovgangsmand[3]. Det er også småligt, at de, der anser sig for at være stormænd, sagsøger ham. Nu ville det være mandigt — svoger! — at hjælpe ham, der har brug for din hjælp.« Torstein svarer: »Hjælp du ham, hvis det er det, du så gerne vil — så skal jeg støtte dig i dette som i andet.« Brodde sagde da til en mand, at han skulle hente Ølhue, og det gjorde han; han gik ud, og dér ved bodens væg fandt han Ølhue, som stod og græd ynkeligt. Manden bad ham holde op med tuderiet og komme ind i boden, »— men du skal ikke stå og hulke, når du møder Torstein.« Ølhue græd — nu af glæde — men gjorde, som manden sagde. Da de kom ind til Torstein, tog Brodde ordet: »Det ser ud til, at Torstein vil hjælpe dig, for han mener, at denne sag er grundløs. Du kunne ikke tage vare på deres skov, når du brændte din egen.« Ølhue sagde: »Hvem er den gode mand, der nu taler til mig?«. »Jeg hedder Brodde,« siger han. Da sagde Ølhue: »Er det Brodde Bjarneson, der er her?« »Det er det,« siger Brodde. »Du har,« sagde Ølhue, »— en gævere fremtræden end andre mænd, men du har også slægten til det.« Og dette talte han meget om og blev mere modig, mens han talte. »Nu bliver du virkelig nødt til at hjælpe ham — Brodde!« sagde Torstein, »— når han roser dig så meget.« Da rejste Brodde sig og gik ud af boden fulgt af mange mænd. Brodde talte derpå med Ølhue under fire øjne, hvorefter de gik op på tingsletten. Her var der samlet mange mænd. De havde været i lovretten.


5. Om udpegelsen af voldgiftsmænd

Da de andre mænd havde forladt stedet, sad Gudmund og Skafte tilbage og talte om loven. Brodde og hans følge drev omkring på sletten, men Ølhue gik hen til lovretten. Han kastede sig til jorden og krøb hen for deres fødder og sagde: »Jeg er lykkelig over, at jeg har fundet jer ― I fortræffelige mænd og mine høvdinge! ― og mon I vil hjælpe mig ― I gode mænd! ― selv om jeg ikke fortjener det, for jeg er helt fortabt, hvis ikke I hjælper mig.« Det ville tage lang tid at fortælle alt, hvad Ølhue sagde, og han gjorde sig på alle måder helt elendig. Da sagde Gudmund til Skafte: »Det er da jammerligt, som den mand ter sig.« Skafte svarer: »Hvad er der blevet af dit overmod ― Ølhue? I foråret, da vi kom for at stævne dig, syntes du ikke, at det bedste vilkår for dig var at lade mig afgøre sagen ― det trækker måske ud med støtten fra de høvdinge, som du truede mig med i foråret?« Ølhue svarer: »Jeg havde mistet forstanden dengang, og endnu værre var det, at jeg ikke ville have dig til at dømme i sagen. Og nævn ikke høvdingene, for de mister allesammen modet, så snart de ser jer komme. Det ville glæde mig inderligt, hvis jeg kunne opnå, at min sag blev lagt under jer ― men kan jeg mon håbe på, at det vil ske? Det er begribeligt ― gode Skafte! ― hvis du er blevet så vred på mig, at dette ikke kan komme på tale. Jeg var et tåbeligt fjols, da jeg afslog din voldgift, og jeg tør ikke at møde de grusomme mænd, der nok straks vil slå mig ihjel, hvis ikke I hjælper mig.« Han gentog dette flere gange og sagde, at han ville være lykkelig, såfremt de skulle dømme i hans sag: »Jeg mener, at mine penge er givet bedst ud, hvis I får dem.« Gudmund sagde til Skafte: »Jeg tror ikke, at denne mand egner sig til fredløshed ― men var det ikke bedre, at vi gør ham glad og lader ham vælge voldgiftsmændene. Jeg véd dog ikke, om de andre, der har del i sagen imod ham, vil synes godt om dette.« »Men da ― gode mænd!« siger Ølhue, »― kan I vel støtte mig bagefter.« Skafte sagde: »Det er op til mig at afslutte denne sag, for det er mig, der har anlagt den. Vi vover ― Ølhue! ― at gøre det sådan, at Gudmund og jeg afsiger kendelse og afslutter sagen. Jeg vil tro, at vores støtte vil være dig til gavn.« Da rejste Ølhue sig, og de gav derpå hinanden hånden. Ølhue nævnte straks vidner ― den ene efter den anden ― og da udpegelsen af vidner gik i gang, stimlede folk sammen. Ølhue udpegede først Brodde og dennes følge. Skafte sagde: »Vores modpart beder Gudmund og mig afgøre denne sag, og selv om vi ― de skadelidte ― har indgået den aftale, at vi ville have selvdømme, så vil Gudmund og jeg nu tilstå ham, at vi to snarere end de andre træffer afgørelsen — såfremt Torhall ønsker disse vilkår. I skal være vidner på, at dette søgsmål gælder erstatning og ikke fredløshed, og jeg giver hånd på, at den sag, som jeg stævnede til i foråret, skal bortfalde.« De gav derpå hinanden hånden. Da sagde Skafte til Gudmund: »Kan vi ikke lige så godt afgøre sagen nu?« »Det er udmærket,« siger Gudmund. Ølhue sagde: »I skal ikke forhaste jer sådan, for det er ikke sikkert, at jeg vælger jer frem for andre mænd.« Gudmund sagde: »Det var aftalen, at vi skulle afgøre sagen, medmindre du foretrak de andre mænd, som har part i sagen med os.« Ølhue sagde: »Jeg har hele tiden afslået, at de andre skulle afgøre sagen, og det blev aftalt med håndslag, at jeg skulle udpege to mænd til det efter mit ønske.« Man spurgte da vidnerne til håndslaget, og Gudmunds og Skaftes tingmænd var meget uenige om, hvad der var blevet aftalt, men Brodde og hans mænd mente afgjort, at aftalen var, som Ølhue sagde, og at han kunne vælge de mænd, som skulle afgøre sagen. Da sagde Skafte: »Hvorfra kom den bølge til hjælp? Og jeg ser, at du har mere rejsning på halen end før. Men hvem vælger du så til at afgøre sagen?« Ølhue sagde: »Det behøver jeg ikke at overveje længe. Jeg vælger Torstein Hallson og hans svoger Brodde Bjarneson, og jeg tænker, at sagen dér er kommet i bedre hænder end hos jer.« Skafte sagde, at han mente, at sagen var kommet i gode hænder, »― for vores sag er åbenbar og god, og de er så forstandige, at de nok kan indse, hvor hårdt du bør straffes.« Ølhue sluttede sig da til Broddes flok, og folk gik derpå hjem til deres boder.


6. Sagen afgøres

Dagen efter skulle voldgiften bekendtgøres. Torstein og Brodde rådførte sig med hinanden. Torstein ville tilkende den største erstatning, men Brodde sagde, at det var klogest at gøre, som han ville, og selv meddele forliget. Brodde bad ham vælge, om han helst ville fremlægge forligsvikårene eller svare, såfremt nogen gjorde indvendinger imod dem. Torstein sagde, at han hellere ville bekendtgøre forliget end veksle spydige ord med goderne. Siden sagde Torstein, at Ølhue ikke skulle vente længe på afgørelsen, og at det fulde beløb skulle udredes på Lovbjerget. De gik derpå til Lovbjerget, og da man var færdig med retssagerne, spurgte Torstein Hallson, om de goder, der havde anklaget Ølhue, var til stede dér på Lovbjerget. »Jeg har fået at vide, at Brodde og jeg skal træffe afgørelse i sagen. Nu vil vi bekendtgøre forligsvilkårene, hvis I vil høre dem.« Goderne sagde, at de forventede en retfærdig afgørelse. Da sagde Torstein: »Det forekommer os, at de skove, som I ejede i fællesskab, ikke var af stor værdi. De var ringe og for fjerntliggende til, at I kunne have glæde af dem. Det var stor begærlighed efter ejendom, når mænd, der sad i gode kår, kaldte dette for deres. Og Ølhue kunne ikke tage ansvaret for jeres skov, når han brændte sin egen, og den slags må kaldes vådeværk, men fordi sagen er henskudt til forlig, skal I have noget for skaden. I seks mænd ejede skoven. Nu tildeler vi hver af jer seks alen vadmel, og det skal udredes her og med det samme.« Brodde havde forberedt det og skåret vadmelet ud i stykker, og han kaster stykkerne ud til hver især. Han sagde: »Den slags kalder jeg for utugtsskat.« Skafte svarer: »Det er indlysende ― Brodde! ― at du ønsker at lægge dig ud med os. Du har ikke holdt dig tilbage i denne sag, men stillet dig på tværs med fjendtlighed imod os. Det kan være, at andre søgsmål går nemmere for os.« Brodde svarer: »Du får brug for at gøre det bedre i andre retstrætter ― Skafte! ― hvis du vil mindske det skår, som din frænde Orm skar i dig for det elskovskvad, du digtede om hans kone. Det var ondt gjort, og du fik en ond løn for det.« Da sagde Torkel Trævl: »Dette er en meget stor fejl af en mand som Brodde. Han ønsker Ølhues venskab ― eller måske bestikkelsesgaver ― men gør derved disse mænd, som han her har med at gøre, til sine fjender.« Brodde svarer: »Det er ikke en fejl at være vederhæftig, selv om der er stor forskel på din og Ølhues stand. Men det så galt ud i foråret, da du red til vårtinget, og du ikke tog dig i agt for Steingrims smældfede stodhingst, da den sprang op bag dig. Den hoppe, du red på, var mager, og hun faldt til jorden under dig, og jeg har ikke helt fået opklaret, hvem det var, der kravlede rundt, men folk så, at du sad i klemme længe, for hingsten lagde sine forben hen over din kappe.« Eyjolf Tordson sagde: »Denne mand har sandt at sige trukket os i næsen, og så håner og krænker han os ovenikøbet.« Brodde svarer: »Jeg har ikke trukket jer i næsen. Du blev trukket i næsen, dengang du tog nordpå til Skagafjord og stjal Torkel Eriksons kvæg, men Guddals-Starre red efter dig, og da du fik øje på forfølgerne i Vatnsdal, blev du så skræmt, at du omskabte dig til en hoppe, og det var nok så uhørt. Starre og de andre drev kvæget hjem igen, men det er sandt, at du blev trukket i næsen dengang.« Da sagde Snorre Gode: »Alt var mere tilrådeligt for os end at stå her og udveksle ukvemsord med Brodde, men det er ikke usandsynligt, at vi vil mindes dette fjendskab, som Brodde viser os, hvis vi får muligheden for det.« Brodde svarer: »Du vender op og ned på, hvad der sømmer sig ― Snorre! ― hvis du bruger alle dine kræfter på at få hævn over mig, men undlader at hævne din far.« Da sagde Torkel Geiteson: »Du har det rimeligvis fra ham, du er opkaldt efter, for han opførte sig upassende over for alle og enhver, men heller ikke dette vil folk finde sig i, og det ender med, at du bliver slået ihjel.« Brodde svarer: » Det gavner os ikke ― min frænde! ― at fremhæve vore slægtninges ulykke for alle, men det skal ikke skjules, at Brod-Helge blev dræbt, som mange véd. Jeg har også hørt, at din egen far til sidst fik samme løn. Men hvis du føler efter med dine fingre, tror jeg, at du kan mærke, hvordan min far havde fat i dig i Bødvarsdal.« Herefter skiltes de og gik hjem til deres boder. Ølhue er nu ude af fortællingen.


7. Om Brodde og Torkel

Dagen efter gik Brodde hen til Torkel Geitesons bod og ind i boden. Han henvendte sig til Torkel, men denne svarer kun lidt og var meget vred. Brodde sagde: »Jeg er kommet her ― min frænde! ― fordi jeg har indset, at jeg ikke burde have talt til dig på den måde. Jeg vil bede om, at du tager det som et udtryk for min barnagtighed og uforstand og ikke lader det gå ud over vores slægtskab. Her er et udsmykket sværd, som jeg vil give dig, og dermed følger, at jeg ønsker, at du kommer på besøg hos mig til sommer. Da vil det vise sig, at jeg ikke ejer mere kostbare ting end dem, som du skal få.« Torkel modtog dette med tak og sagde, at han meget gerne så, at de styrkede deres slægtskab. Brodde gik herefter hjem.

Aftenen før tinget skulle opløses, gik Brodde vestpå over åen, og ved broens ende traf han Gudmund, men de hilste ikke. Da de havde passeret hinanden, kom Gudmund tilbage og spurgte: »Ad hvilken vej rider du hjem fra tinget ― Brodde?« Han vendte sig og sagde: »Hvis du gerne vil vide det, så rider jeg over Kølen til Skagafjord og så til Øfjord og derfra gennem Ljosevandskløften til Myvatn og derefter til Mødrudalshede.« Gudmund sagde: »Gør som du siger og rid gennem Ljosevandskløften.« Brodde svarer: »Det skal jeg gøre, men agter du ― Gudmund! ― at forhindre mig og mit følge i at komme igennem kløften ved Ljosevand? Du skulle hellere forhindre ting i at trænge igennem den lille kløft, der findes mellem dine endebalder, så man ikke kan klandre dig for noget.« Dermed skiltes de, men deres samtale rygtedes over hele tingpladsen. Da Torkel Geiteson fik det at vide, opsøgte han Brodde og bad ham ride over Sandene hjem eller tage den østre vej. Brodde svarer: »Jeg rider den vej, som jeg har sagt til Gudmund, for han vil anse mig for at være en kryster, hvis jeg ikke gøre det.« Torkel sagde: »Da følges vi ad ― min frænde! ― sammen med vores lille flok.« Brodde sagde, at det ville han gerne, og at det ville være en ære at have ham i sit følge. Derpå red Torkel og Brodde sammen med deres folk nordpå over Øksnedalsheden. De red i samlet flok, og Einar Eyjolfson ― Torkels svigerfar ― var med. Brodde og Torkel red til Tværå sammen med Einar og var dér om natten. Derefter fulgte Einar dem på vej med et stort følge, og de skiltes ikke førend ved Skjalfandafljot. Torkel og Brodde red uafbrudt, indtil de kom hjem til deres gårde østpå i Våbenfjord. Den sommer kom Torkel på besøg hos sin slægtning Brodde, hvor han modtog mange store gaver. De havde det bedste slægtskab siden og var gode venner, så længe de levede. Og her slutter fortællingen om Ølhue.



Noter:

  1. Denne satiriske fortælling er overleveret som Ölkofra saga i Möðruvallabók (AM 132 fol.) fra midten af 1300-tallet, som er det største og mest kendte håndskrift med islændingesagaer. De seks goder, der optræder i fortællingen, er alle kendte folk, som dog ikke levede samtidig. Handlingen er henlagt til omkr. år 1020. Kapitelinddelingen og overskrifterne skyldes alene oversætteren.
  2. ɔ: lægge sig ud med overmagten.
  3. ɔ: fredløs.