Fortællingen om Egil Sida-Hallson

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Islændingesagaer


Fortællingen om Egil Sida-Hallson

Egils þáttr Síðu-Hallssonar


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2013



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson: Íslendinga sögur, Íslendingasagnaútgáfan, Reykjavík, 1947


1. Egil forlader Island sammen med Tofe

Det fortælles, at Egil — Hall fra Sidas søn — en sommer drog ude fra Island til Norge sammen med den mand, der hed Tofe og var søn af Valgøt. Tofe var en götisk mand fra en anset slægt. Det siges, at Valgøt — hans far — var jarl i Götaland. Tofe og hans far havde forskellig tankegang, for jarlen var en stor ofringsmand, mens Tofe i en ung alder var draget på vikingetogt og da straks havde modtaget dåben og antaget den rette tro. Tofe havde om vinteren opholdt sig hos Egil Hallson på Island, inden Egil drog ud sammen med ham. De havde en lykkelig rejse over havet og kom til Norge, hvor de opsøgte kong Olav. Han tog godt imod dem og indbød dem til at være hos sig, hvilket de tog imod. Der er nogle, der siger, at Torløg — Egils kone — og Torgerd — deres datter, som var otte år gammel — var sammen med ham. Mens de var hos kongen, satte denne stor pris på Egil og fandt, at han var en bemærkelsesværdig mand, hvilket også måtte forventes med den herkomst, han havde. De lejede et lille hus til mor og datter, mens de var ved hoffet, og dér boede de en tid.

Det siges, at de blev meget nedtrykte, da de havde været nogen tid ved hoffet, og kongen bemærkede det hurtigt og spurgte, hvad det skyldtes. Egil svarede: »Jeg synes — herre! — at det ville være mere passende, hvis de — min kone og datter — var ved hoffet, men vi syntes vanskeligt at kunne anmode om dette.« »Det ordner vi dog gerne,« sagde kongen, »— hvis I synes bedre om det sådan.« Så flyttede de derhen til hoffet, og da kongen så pigen Torgerd — Egils datter — sagde han, at hun måtte forventes ikke at blive uden lykke, og såden blev det også — som rimeligt var — idet hun er mor til den hellige biskop Jon.

Så var de alle sammen ved hoffet om vinteren, og da foråret kom, spurgte Tofe kongen, om han ville tillade dem at foretage en handelsrejse om sommren og tage derhen, hvor de måtte ønske, men han svarede, at han ikke ville give dem orlov hele sommeren, »— for jeg har fået bud fra kong Knud, at vi skulle holde forligsmøde i Limfjorden i Danmark til sommer, og jeg agter at deltage i mødet.«


2. Egil løslader de tilfangetagne mænd

Så gjorde kong Olav klar til denne færd, og han havde ni skibe med godt mandskab, og de — Tofe og Egil — tog med ham. Der er ikke fortalt noget om kongens rejse, før han ankom til Limfjorden, men da de kom dertil, var kong Knud ikke kommet, for han var vestpå i England. Da blev kong Olav klar over, at kong Knud ville snyde ham, og at han havde agtet at drage mandstærk til dette møde, og kong Olav fortalte da sine folk, hvad han havde erfaret om kong Knud, »— men jeg ønsker ikke, at vi afventer ham her, og jeg anser ham for først at have forspildt dette forligsmøde, og nu vil vi forsøge landgang her og hærge i kong Knuds land og således gengælde ham dette snyd og bedrag.«

Så gik de fra borde og gjorde en voldsom landgang, så folket blev skræmt, og de fordelte mange værdigenstande imellem sig. Kongen bestemte, at man skulle tage de mænd, der var 15 år gamle eller ældre, og føre ned til skibene. Og de vandt nu et stort bytte og tog mange mænd til fange. Folket flygtede væk, men kongsmændene forfulgte de flygtende, indtil kongen sagde, at hæren skulle holde inde og vende tilbage, »— for jeg ser, hvad de er ude på. De vil gøre modstand, straks når de får samlet styrken, men indtil da flygte og således lokke os væk fra vores skibe.«

Så vendte de tilbage til skibene, og da de alle var samlet dér, beordrede kongen dem gøre klar til afrejse, hvilket blev gjort, og derefter lå de fuldstændig sejlklar, men havde slået telte op på land, og dér bevogtedes de hærtagne og bundne mænd, og der hørtes derfra råb og jamren. Det siges, at Egil Hallson talte med sin kammerat — Tofe: »Det er en frygtelig og sørgelig lyd, der kommer fra disse folk, og jeg går hen og befrier dem.« »Gør det ikke — min ven!« sagde Tofe, »— for så vil kongen blive vred, og jeg så gerne, at du ikke blev udsat for det.« »Jeg kan ikke bære dette,« sagde Egil, »— det er jo en værre elendighed for de folk. Jeg vil ikke høre på dette længere!« — og han sprang op og gik til teltene, hvor han løste båndene og lod alle løbe væk, og de var snart ude af syne. Så fik kongen at vide, at mændene var væk, og ligeledes hvem der havde befriet dem, og han blev vred over dette og sagde, at Egil skulle udsættes for en streng straf og kongens vrede for dette. Der var dog roligt natten over, men Egil erfarede dette og fandt nu at have begået en fejl.


Erik Werenskiold: De tilfangetagne jamrer sig


3. Da kongen hjalp Egil

Morgenen efter — straks de var klar — forlod de stedet. Så kom der en mand løbende i fuld fart ned fra land, og han råbte ud mod skibene og sagde, at han havde et nødvendigt ærinde hos kongen, men de gav ingen agt på hans råben. De sejlede da ud langs nogle bakker, og ét skib kom noget foran de andre skibe. Da manden, som havde råbt, indså, at de vendte det døve øre til, løb han frem over bakkerne og kastede et par handsker ned på det skib, der sejlede forrest, og det forekom dem, at der stod en støvsky af dem. Derefter løb manden væk, men denne sending blev fulgt af et stort sygdomsudbrud på skibet, og det tog sådan fat, at mændene knapt kunne foretage sig noget uden at skrige — og mange døde af det.

Da blev også Egil ramt af sygdommen, og det så hårdt som dem, det gik hårdest ud over, og han kunne knapt ånde, men han bar det så bravt, at der ikke kom et suk fra ham. Han sagde til Tofe, at denne skulle fortælle kongen, at han gerne ville se ham. Tofe gjorde det, at han opsøgte kong Olav og fortalte ham, at Egil var syg, og at han ønskede at se ham, men kongen svarede ham ikke et ord. Tofe bad ham indtrængende og sagde, at det var nødvendigt, at de mødtes, men kongen var så vred på Egil, at han ikke ville komme hen til ham.. Derpå fortalte Tofe Egil, hvordan sagen stod. Egil bad Tofe gå for anden gang og forelægge kongen hans sag, og det gjorde han, og han fortalte kongen, at manden lå på det alleryderste og nu angrede meget, »— at han har handlet imod din vilje, men nu vil han lægge alt i dine hænder — herre! — og vær nu så venlig ikke at forsmå manden sådan, men vis ham nåde.« Kongen så vredt på Tofe og bad ham forsvinde. Tofe fortalte Egil, hvad der var sket, og nu fandt Egil, at det stod ilde til: Først havde han udsat sig for kongens vrede, og nu var han i den grad plaget, at han ikke syntes at vide, hvad det skulle ende med.

Så talte han igen med Tofe: »Gå nu hen og find min ven — Finn Arneson — og bed ham gå til kongen og anmode ham om at udvise mig barmhjertighed og ikke afvise mig, sådan som det ellers ser ud.« Så fandt Tofe Finn og forklarede ham, hvordan sagen hang sammen, og han opsøgte sammen med Tofe straks kongen, og derpå sagde Finn: »Herre! Hjælp nu for din æres skyld manden, som ligger for døden, og se selv, hvor mandig og tapper han er. Ingen kan begribe, at der ikke undslipper ham et suk. Husk på, at din anseelse og vort venskab vil vokse ved dette, så gå nu hen til ham, og lad ham nyde godt af din opmærksomhed.« Kongen svarede: »Det troede jeg, at ingen ville svigte min ordre, men på grund af dine ord — Finn! — vil jeg opsøge Egil, og vist vil jeg bede Gud om, at han lader ham leve, så jeg kan give ham gengæld og fuldt ud straffe ham for det, han har gjort.« »Ja — herre!« sagde Finn, »— det står i din magt.« Så gik kongen hen til Egil og så, at denne var meget medtaget, og alle sagde samstemmende, at de aldrig havde set en mere tapper mand. Da så Egil, at kongen var kommet, og han hilste pænt på ham, men kongen besvarede ikke hans hilsen. Derpå sagde Egil: »Jeg vil bede dig — herre! — om at lægge din hånd på brystet af mig, og deraf venter jeg mig nåde, selv om jeg ikke har fortjent det.« Det forekom mændene, at kongen satte stor pris på dette, og han bandt et klæde for sine øjne og lagde derefter sine hænder på Egils bryst, hvorefter han sagde: »Man må sige, at du er ganske tapper.« Det fortælles, at sygdommen straks lindredes og aftog meget ved hans berøring. Kongen forlod Egil, og denne blev friskere lidt efter lidt, og til sidst blev han helt rask.

Det siges, at kong Knud skulle have betalt en tryllekyndig, finsk mand for at drage til Limfjorden og opsøge kong Olav, for at han med sin kyndighed skulle bevirke, at kongen og hans følge blev så voldsomt syge og dårlige, at det blev deres død — hvis ellers noget forsinkede kong Olavs afrejse, så han kunne nå dem. Og det havde været sådan en mand, der kastede handskerne. Andet er der nu ikke fortalt om kongens færd, før han kom hjem til landet.


4. Egil og Tofe mødes med jarl Valgøt

En dag skete det, at Egil og Tofe gik for kongen. De bøjede sig for ham og bad ham ikke være vred på dem og tilbød til gengæld kongen pengebøder, som han selv måtte fastsætte, men kongen sagde, at han ikke ville have deres penge, og at der kun var én udgang på denne sag. »Hvad er det — herre?« spurgte de. »Vi bliver aldrig venner,« sagde han, »— med mindre I ved jeres foranstaltninger og kyndighed kan bevirke, at Valgøt — din far, Tofe! — opsøger mig. Hvis det sker, så skal I være løst fra denne sag.« Tofe svarede: »Det siger sig selv, at vi for alt i verden ikke ønsker din vrede, men det er dog sikkert og vist, at dette ikke lader sig gøre, medmindre der gøres brug af din lykke. Jeg er ikke hjemme hos min far af den grund, at han sætter al sin magt og kraft ind imod kristendommen, og han vil på ingen måde antage denne tro, men vi skal dog forsøge dette under din ledelse.«

Så gjorde Tofe og Egil sig klar til deres Götalandsfærd, og de drog derefter af sted, til de kom til jarl Valgøt, og de gik derpå for ham — og Tofe gik forrest — og hilste ham. Han tog godt imod ham og hans følgesvend og indbød ham til at være hos sig, »— og nu så vi gerne — søn! — at du ikke rendte fra os, men blev her og styrede dette rige sammen med mig, for dette skal tilhøre dig efter mig, som du ved.« Tofe svarede: »Dette var et godt tilbud — far! — som man kunne forvente det af dig, men sådan skal det ikke være denne gang, for nu afhænger vores liv af, at du tager venligt imod os og bøjer dig for vores vilje, for kong Olav har pålagt os at komme her til dig i det ærinde, at du skal opsøge ham. Og hvis vi ikke får dette i stand, så blev det lovet os, at vi fuldstændig skulle miste hans venskab og oven i købet livet, men sandt at sige er kong Olav den største hædersmand og ulig alle andre mænd, og desuden er det sådan, at ingen kan forklare, hvor stor en forskel der er på den tro, som kongen og alle, som adlyder ham, har, og så den, som du og andre hedenske mænd har. Vær nu så venlig — for din mandigheds og vores slægtskabs skyld — at tage del i denne sag, som det er nødvendigt for os, og som vi ønsker det.« Jarlen sprang op herved og svarede med megen vrede og svor på, at han aldrig var blevet tiltalt på så uhørt vis, at han skulle opgive sin tro, som han og hans slægtninge længe havde haft, »— men jeg skal opsøge denne konge, som er mig mest imod af alle, jeg har hørt om. Og du har på mange måder opløst vores slægtskab. Men rejs jer — mænd! — og grib ham og sæt ham i fangehullet sammen med alle hans følgesvende.« Jarlen var da helt og aldeles vred, og der blev gjort, som han sagde, og de blev indespærret i fangehullet.


5. Valgøt lover at tage af sted

Det fortælles, at folk dagen efter gik til jarlen sammen med høvdinge og hans venner for at anmode ham om at skåne sin søn, og at det ikke sømmede sig for ham, at gøre det svært for denne, »— og den vej skal du gå,« sagde de, »— snarere at tage en god og passende beslutning — som man kunne forvente det af dig — så snart du har overvejet sagen, og din vrede er aftaget.« Jarlen svarede og spurgte, hvem den store mand var, som havde stået ved siden af Tofe, »— og hent ham herhen til samtale med mig!« Det blev gjort, og da Egil kom for jarlen, spurgte jarlen, hvem han var, og Egil gjorde rede for sig. Da sagde jarlen: »Hvad kan du fortælle mig om denne konge — ham Olav! — og hvordan gik det til, at I pådrog jer hans vrede?« Egil fortalte ham da alt, hvad der var sket, og fremlagde derpå behændigt ærindet, for han var ganske veltalende. De påhørende undrede sig meget over hans talegaver. Derefter fortalte han jarlen, hvilket hædersmand Tofe var, og hvor godt det var at have sådan en søn, og han bad jarlen vise denne hæder og ære af medmenneskelige hensyn og for slægtskabs skyld. Da sagde jarlen, at Tofe skulle hentes, og dette blev gjort. Da han var kommet, sagde jarl Valgøt: »Det forekommer mig, at I åbenbart mener, at jeres konge vil have mig helt i sin magt, hvis jeg opsøger ham. Men nu — af den grund, at I nærer stor kærlighed til ham og ønsker at fremme hans vilje så godt, I kan, og har svoret ham ed og lagt livet ved — skal jeg opsøge ham, men jeg forventer ikke — selv om det forekommer jer usandsynligt — at jeres konge kommer til at tvinge mig til noget som helst. Jeg er sikker på, at gudernes kraft og magt vil beskytte os så meget, at jeg ikke bliver denne konges undertvungne. På grund af denne mands — ham Egils — behændighed, og desuden fordi jeg indser — nu da vreden er aftaget — at det ikke passer sig for mig at slå Tofe ihjel, er det nu kommet dertil, at jeg vil drage med jer, hvis I ønsker det — og det uden et stort følge — så I kan blive frikendte og skyldfri, når kongen ser mig, og jeg opsøger ham. Men jeg agter dog ikke derfor at antage den tro, som han forkynder — byer og fæstninger i mit rige skulle brænde, og mange gode mænd lade livet, førend jeg ville samtykke til sådanne usømmeligheder.«


6. Da jarl Valgøt jarl blev døbt

Efter dette gjorde jarl Valgøt klar til rejsen med dem, og de drog derefter af sted, til de kom til Norge, hvor de opsøgte kong Olav. Tofe og Egil blev da renset i denne sag og fri for kongens vrede, og kongen sagde, at det var ganske vist.

Så blev de godt trakteret dér, men morgenen efter forsøgte kongen at få jarlen til at antage troen og forelagde ham den med mange og tankevækkende ord. Jarl Valgøt svarede og sagde, at dette aldrig ville blive hans opfattelse, og at man ikke behøvede at forelægge ham den slags. Kongen sagde: »Det vil nok forekomme folk, at jeg med vold og magt kan tvinge dig til at antage troen, hvis jeg vil, men det vil jeg dog ikke gøre, for i Gud øjne anses det for bedst, at folk ikke tvinges til at blive Guds tjener, og Gud vil ikke påtvinge tjeneste, men glæde sig over enhver, der efter egen bestemmelse vender sig til hans vilje.« Så lod kongen jarlen drage væk i fred, og denne opsatte ikke sin afrejse, men deres rute var således, at store skove var beliggende dér, hvor de drog af sted. Da jarlen og hans følgesvende var kommet til en skov ikke langt fra, hvor de havde mødt kongen, blev jarlen ramt af en svær og truende sygdom, og han sendte straks folk tilbage til kong Olav, idet han ønskede, at kongen kom til ham dér. Så fór de af sted for at møde kongen og fortælle ham, at jarlen ville træffe ham, og kongen tog straks med dem, og fandt jarlen, som sagde til kongen, at han nu ville antage troen, og kongen modtog med tak, at hans indstilling sådan havde ændret sig til det bedre. Derpå tilkaldte kongen en præst, og så blev jarlen døbt.

Da den tjeneste var tilendebragt, sagde jarlen: »Nu vil jeg ikke føres væk fra dette sted, for jeg har på fornemmelsen, at jeg ikke vil overleve mange dage fra nu, og hvis det går sådan, vil jeg bede om, at der til min sjæls frelse bygges en kirke her på dette sted, hvor jeg blev opholdt, og hvor jeg blev døbt, og at der bliver den tillagt så mange værdier, at denne kirke på det grundlag kan holdes i god stand.« Det fortælles, at jarlens forudsigelse holdt stik, og han døde, og der blev gjort, som han bad, at kirken blev bygget og midler lagt til. Men Tofe — hans søn — overtog det rige, han havde haft i Götaland, og han blev den største hædersmand.

Egil blev nu for anden gang kong Olavs kæreste ven, og han drog til Island til sin fædrene jord og ansås for at være den bedste mand.


— o —