Fortællingen om Geirmund Helskind 2

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Original.gif Dansk.gif


Islændingesagaer


Fortællingen om Geirmund Helskind

Geirmundar þáttr heljarskinns


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2013



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson: Íslendinga sögur, Íslendingasagnaútgáfan, Reykjavík, 1947


1. Geirmund og Håmund Helskinds fødsel

Geirmund Helskind var søn af kong Hjør, der var søn af kong Halv Hjørleifson, som Halvskæmperne har navn efter. En anden søn af kong Hjør var Håmund, der også blev kaldt Helskind. De var tvillinger.

Om det, at de blev kaldt Helskind, fortælles dette: Engang da kong Hjør skulle til et kongemøde, var dronningen gravid, og hun nedkom, mens kongen var udenlands, og hun barslede med to drengebørn. De var begge usædvanligt store af vækst og begge frygteligt modbydelige at se på, men det værste ved deres uskønne udseende var dog, at ingen syntes at have set mørkere hud end den, der var på disse drenge. Dronningen fattede ikke megen kærlighed til drengene, og de forekom hende afskyvækkende.

Den træl, som havde styringen over de andre trælle dér, hed Loddenhat. Denne træl var gift, og hans kone fødte hans søn samtidig med, at dronningen nedkom. Denne dreng, som trælkonen fik, var så bemærkelsesværdigt smuk, at dronningen ikke mente at se skavanker på ham, og nu forekom hende denne dreng mere indtagende end hendes egne drenge. Derpå talte dronningen med trælinden om bytte af drengene, og trælinden syntes — ligesom dronningen — at hendes søn var den fineste, men hun turde dog ikke nægte dronningen sønnebyttet.

Så tog dronningen imod trællesønnen og lod ham navngive og kaldte drengen Leif, og dronningen kaldte denne dreng sin søn. Trælinden fik de to dronningesønner, og de voksede op i gulvhalmen som andre trællebørn, indtil de var tre år gamle, men Leif blev båret på hænder og æret, som det var forventeligt, at et kongebarn skulle blive. Efterhånden som drengene alle blev ældre, blev Leif imidlertid mere modløs, mens Håmund og Geirmund fik jo mere fremgang, des ældre de blev, og således slægtede hver af dem deres æt på.


2. Om Hjørsønnerne og Brage Skjald

Det siges, at Brage Skjald engang var til gæstebud hos kong Hjør, og han blev hos kongen i nogen tid. En dag — fortælles det — tog kongen på jagt med sine livvagter, og der var kun få folk tilbage hjemme i hallen. Brage Skjald var hjemme og sad i højsædet og legede med en rørstængel, han havde i hånden, mens han mumlede for sig selv under sin kappe. Dronningen lå på en vægbænk yderst i hallen og var dækket af tæpper, så ingen kunne se, hvor hun var, bortset fra dem, der vidste det i forvejen. Leif sad i højsædet og legede med en guldring, mens Håmund og Geirmund sad på gulvet og så på Leifs leg med guldet uden at bemærke andre folk i hallen. Da sagde Geirmund til sin bror: »Skal vi ikke løbe hen til Leif og tage guldet fra ham og selv lege lidt med det?« »Den er jeg med på!« sagde Håmund. Derpå løb drengene ind til højsædet og tog guldet fra Leif, som blev ked af det og skreg efter dem. »Hør engang,« sagde de, »— hvordan kongesønnen tager på vej og skriger efter en guldring. Det, du giver dig af med, vil ikke gå godt — det er helt sikkert.« Drengene greb da fast i Leif og jog ham væk fra højsædet, mens de lo. Så rejste Brage Skjald sig og gik derhen, hvor dronningen lå på bænken. Han stak til hende med rørstænglen og kvad dette vers:


To er herinde —
jeg tror på begge:
Håmund og Geirmund
er Hjørs afkom;
den tredje, Leif,
er Loddenhats søn.
Fostr ham ikke,
kun få er værre.


3. Om brødrenes hærtogter

Dronningen rejste sig og gik væk med drengene og byttede da for anden gang med trælinden. Det forekom da dronningen — sådan som det også var — at drengene lovede godt, hvilket også var forventeligt, og som de havde anlæg til. Om aftenen, da kongen var kommet hjem og havde taget plads i sit højsæde, gik dronningen for ham og førte drengene med sig og fortalte kongen alt, som det var, og hvordan hun havde byttet med trælinden, og hun bad kongen om ikke at være vred. Kongen så på drengene og sagde derpå: »Jeg tror virkelig, at disse drenge tilhører min slægt, men jeg har dog alligevel aldrig set magen til helskind,[1] som disse drenge har.« Og derfor blev de begge siden kaldt Helskind.

Så snart de blev voksne, forlod de landet for at hærge, og de vandt sig hurtigt både rigdom og ære og var længe ledere af en stor flåde, som det siges i nogle fortællinger og påpeges i den sidste del af Hrok den Sortes saga, hvor brødrene kaldes de største krigere blandt den tids søkonger.

En sommer, da de drog i vesterviking, fik de — såvidt det siges — et meget større bytte end de andre somre, og før de kom hjem, delte de byttet imellem sig om sommeren. Så fik den ene af dem tyve pund sølv og den anden to pund guld. Denne samme sommer afbrød de hærfærden og lod alle deres folk drage bort med god betaling. Brødrene sejlede med to skibe sammen til norskekongens rige. Dengang regerede kong Harald Hårfager i Norge, og brødrene agtede dér at få fredland, og de ophævede dér deres samfærd og forbund. Da kongen hørte om det, syntes han ikke om deres tilstedværelse, og han fandt det ikke umuligt, at de ville rejse sig imod ham dér. Nogle folk vil sige, at Geirmund tog til Island på grund af kong Haralds overmagt, men jeg har hørt, at på den tid, hvor brødrene kom fra vesterviking, taltes der mest om, at man ikke anså nogen færd for mere hæderfuld end den til Island. Og af den selv samme grund ville Geirmund sejle ud straks samme sommer, som de kom til Norge, for det var da sidst på sommeren. Det ville Håmund dog ikke, og han opsøgte Helge den Magre, og de to drog sammen ud til Island.


4. Geirmunds landnam og storslåede husførelse

Geirmundsstad.jpg
Geirmund, derimod, drog straks ud og kom med sit skib til Bredefjorden og blev i Budardal den første vinter, han var på Island. Om foråret tog han landet fra Budardalså til Fåbeinså og satte sit bo dér, hvor det nu hedder Geirmundsstad. Geirmund Bonde var en meget mægtig mand og havde aldrig færre end firs våbenføre mand hos sig på Geirmundsstad. Han ejede også fire andre gårde. En af hans gårde lå i Adalvig ved Isefjorden, en anden i Kjaransvig. Den bestyrede Kjaran — Geirmunds træl — og Kjaran havde tolv trælle under sig. Den tredje gård havde Geirmund i De vestre Almindinger. Den bestyrede Bjørn — hans træl. Bjørn blev sidenhen dømt skyldig i fåretyveri, og den idømtes bod blev tillagt Almindingen. Geirmunds fjerde gård blev bestyret af Atle — hans træl — og denne havde også tolv trælle under sig — ligesom Kjaran. Alle disse gårde bidrog til det underhold, som han selv fik fra Geirmundsstad.


5. Om Atle — Geirmunds træl

Geir hed en mægtig og anset mand i Sogn. Han var en stor ofringsmand og blev af den grund kaldt Vegeir. Han havde syv børn eller flere. Hans sønner hed Vebjørn, Vegest, Vemund, Vestein, Veleif og Vetorn og hans datter Vedis. Da Vegeir døde, tog Vebjørn både formue og værdighed i sin besiddelse. Han hjalp Håkon Grjotgardsons uvenner, og derfor drog alle disse søskende til Island. De blev henover sommeren længe kastet omkring ude på havet, men kom om efteråret til sidst til Hlöduvig vest for Horn. Da gik Vebjørn hen for at ofre til guderne, men hans brødre ivrede for at komme væk, så han beagtede ikke ofringen, og de stod ud, men forliste den samme dag under nogle høje klippefremspring i dårligt vejr. De reddede sig op dér, hvor det nu hedder Sygnakleiv. Atle — Geirmund Helskinds træl — tog da imod dem alle for vinteren. Atle var en meget ustyrlig mand og evnede at skifte skikkelse. Da Geirmund erfarede, at trællen havde valgt denne løsning på sagen, spurgte han trællen: »Hvad fik dig til, at påtage dig så meget over for Vebjørn og hans følgesvende?« Trællen svarede: »Det, som fik mig til det, var, at jeg dermed ville vise, hvor anseelig og storslået den mand var, som havde en træl, der turde påtage sig så store forpligtelser.« Geirmund bad trællen have tak for sin beslutning, og gav ham af denne grund friheden og jordbesiddelse.

Geirmund gav mange mænd store værdier — både i form af jord og af løsøre. Han gav Rolf Kjallakson bolig ved Ballarå. Han var Geirmunds ven, og en stor slægt stammer fra ham. Hans sønner var Illuge den Røde og Sølve, som var far til Tord, far til Magnus, far til Sølve, far til Poul Præst.


6. Om lysskæret i dalen

Geirmund boede på Geirmundsstad til sine gamle dage. Der var en lille dal i Geirmunds besiddelser, som han sagde, at han ville tage væk fra landet, hvis han kunne bestemme, og det særligt fordi »— der er et sted i dalen, og når jeg ser derhen, er der altid et lys, der skinner for mine øjne, og det kan jeg ikke lide. Og det lysskær er altid over den rønnelund, som vokser for sig selv under skrænten.« Og deraf fulgte, at hvis hans husdyr nogen sinde opholdt sig i dalen, da gjorde han ikke brug af deres mælk fra den dag.

Det fortælles, at hans dyr en nat var gået derned, og da fårehyrden stod op og så dyrene i dalen, blev han ganske ræd og løb — alt hvad han kunne — hen og jog dyrene ud af dalen, og han rev en gren af et rønnetræ og drev på dyrene med den og førte dem hjem til Geirmundsstad. Geirmund var om morgenen stået op og var gået ud, og han så, hvordan fårehyrden drev dyrene ud gennem dalen. Han syntes ikke om, at dyrene havde været dér, så han gik hen til fårehyrden og bemærkede snart, at denne havde en rønnegren i hånden, som han drev på dyrene med. Begge dele gjorde ham da så rasende, at han sprang efter fårehyrden og gennempryglede ham og pålagde ham aldrig igen at slå på hans dyr med en gren, der var vokset i den dal, og da slet ikke en fra rønnelunden. Geirmund kunne let kende grenen ved det, at kun ét eneste sted voksede der røn på hans jorder — på det samme sted, hvor kirken på Skard nu står, efter hvad vi har hørt pålidelige mænd fortælle. Geirmund lod grenen tage og brænde på bålet, og sine husdyr lod han drive på græs, men brugte ikke deres mælk fra den dag.


7. Om Geirmunds efterkommere

Geirmunds datter var Yr, som var mor til Torhall og Odde, far til Hallvør, som blev gift med Børk — søn af Tormod Tjostarson.

Steinulv den Lave — søn af Rolf Herse fra Agder — tog land mellem Budardalså og Tjaldanæs og boede i Fagerdalen. Hans datter var Helga, mor til Hyrning Olavsson, der var gift med Arndis — Geirmund Helskinds datter. Deres datter var Fridgerd, som var mor til Snerre Toroddson, far til Odde, far til Torgils Oddeson. En anden datter af Steinulv den Lave fra Fagerdal var Arndis, som var mor til Tord, far til Torgerd, mor til Ravn, far til Snørt, far til Jodis, mor til Halla, mor til Ingvild, som var gift med Snorre Lovsigemand, der var far til Narfe, far til Skard-Snorre.


— o —


Note:

  1. ɔ: Mørk som huden på dødsrigets hersker — Hel.