Fortællingen om Gisl Illugeson
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
||||
|
Fortællingen om Gisl Illugeson
Gísls þáttr Illugasonar
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2013
1. Gisl kommer til Norge
I kong Magnus’ dage[1] kom en mand, som hed Gisl, til Norge ude fra Island. Han var søn af Illuge, som var søn af Torvald Tindson. Tind var Illuge den Sortes bror. Gisl var sytten år gammel, da han drog til Norge. Han gjorde ikke meget væsen af sig og var længe tavs. Han tog sig logi hos en mægtig mand, der hed Håkon på Forborda. Gisl foretog sig ikke meget om vinteren og var aldrig glad. Engang sagde Håkon til Gisl: »Jeg har bemærket mig dit sindelag, og du forekommer mig altid meget tankefuld. Det må være ét af to: Enten har du nogle store planer, eller også påhviler der dig store forpligtelser. Fortæl mig nu, hvad du går og tænker på, og skulle du have noget stort at berette, skal jeg nok holde tæt. Hvis du ikke vil fortælle mig det, men så alligevel farer af sted til store bedrifter, vil jeg synes dårligt om det.« Gisl svarede: »Du gætter rigtigt, og jeg skal fortælle dig sandheden. Der er en mand, der hedder Gavvald, og jeg har hørt, at han nu er kongens livvagt. Gavvald var sammen med Tormod Kollesøn — sin svigerfar — til stede, da min far blev dræbt ude på Island, og han gav ham dødsstødet mens jeg så på. Jeg er nu kommet her til landet, fordi jeg agter at få hævnet min far eller i modsat fald blive dræbt.« »Det er et håbløst foretagende,« sagde Håkon, »— for Gavvald er meget afholdt af kong Magnus, og det vil ikke været let for en udlænding at nå ham, men jeg skal ikke forhindre dig.«
Kong Magnus sad den vinter i Nidaros, og Gavvald var i stor anseelse hos ham. Gisl drog til byen og brugte efter Håkons — sin værts — råd den list, at han lod hed voks hælde i ansigtet på sig, hvor han lod det størkne. Han kom derved til at se vanskabt ud. Han holdt øje med Gavvald, men fik ingen gunstig anledning.
2. Gisl dræber Gavvald
Tidligt en lørdag morgen stod Gisl ude på gaden, og han hørte da en vældig larm. Han så, hvordan kong Magnus fór af sted sammen med et stort følge. Dér så han Gavvald. Så kom en kone ud fra et hus med et barn i armene. Det var Helga Tormodsdatter — Gavvalds hustru. Hun kaldte på ham, og han gik hende i møde, mens kongen og følget fortsatte frem. Derpå gik Gavvald hen ad gaden sammen med en anden mand. Så gik Gisl hen imod ham og huggede efter ham. Hugget ramte skuldren. Armen faldt ned, men gik ikke af. Gavvald vendte sig imod ham. Gisl huggede da i den anden skulder, og det sår blev nærmest som det første. Da faldt Gavvald.
Gisl løb ned på bryggen, hvor der lå en båd lastet med brædder. Bådens ejer hed Torstein — en islandsk mand, der var lille af vækst. Gisl sprang ud til Torstein på båden, væltede brædderne over bord og roede over mod Bakke. Da de kom ud midt på elven, rejste Gisl sig og råbte ind mod bryggen: »De sår,« sagde han, »— som Gavvald — kong Magnus’ livvagt — har fået, lyser jeg på mig. Sår, hvis det bliver sår, men drab, hvis det bliver til drab. Jeg hed Vigfus i morges, men i aften tror jeg, at jeg hedder Ufeig.«[2] Derefter lagde de til ved Bakke, og Gisl sprang dér i land.
Der blev blæst alarm i byen, og der blev faret ud for at lede efter manden både på skibene og i land. Han blev fundet imellem nogle ris og ført til byen. Kongsmændene beskyldte Torstein for at have ført Gisl over åen, og de lagde sag an mod ham og påstod ham dræbt. Da sagde Gisl: »Anklag ham ikke for noget, han ikke har gjort!« Gisl greb Torstein, der gik ved siden af ham. Denne var så lille, at han knapt nåede ham til armhulen. Gisl kastede ham i vejret med den ene hånd og sagde: »Se nu her! Hvordan skulle denne lille mand forsvare båden imod mig, hvis jeg ville have den, når jeg kan kaste med ham som med et barn? Lad ham gå i fred, for han er sagesløs.« Det gjorde de og sagde, at Gisl havde talt godt og mandigt. Gisl blev lagt i de lænker, som kong Harald Sigurdson havde ladet fremstille, og som ingen mand var sluppet fri af. Han sad i et kælderrum, som en kone havde opsyn med.
Der var på det tidspunkt mange folk i byen. Der lå tre islandsfarere dér. Teit — biskop Gissurs søn — stod for det ene skib. Også præsten Jon Øgmundson, som sidenhen blev biskop på Holar, var dér, og der var ikke færre end tre hundrede islandske mænd i byen. Kong Magnus var umådeligt vred. Han sad i møde med byens biskop, og Jon Præst var også til stede. Han var en ven af biskoppen. Kongen påbød at dræbe manden. I det samme slog klokken non. Kongen sagde: »Er det non nu? Se efter på solen!« Det blev gjort, og det var i begyndelsen af nontiden. Da sagde biskoppen: »Herre! — manden må have helligdagsfred, selv om han har forbrudt sig stort.« Kongen sagde: »Dette er et kneb, som I har planlagt imod mig!« »Det er det ikke — herre!« sagde biskoppen, »— men se til, at der gøres, som det sømmer sig bedst!« Siden samlede de islandske mænd sig. Dér var mange af Gisls slægtninge og venner, og man talte om sagen, og hvordan man kunne gribe den an. Det forekom dem, at de havde store vanskeligheder, og de blev ikke enige.
3. Gavvald tilbyder Gisl fred
Så blev det søndag. Der blev da sendt bud til kongen og sagt, at Gavvald ville møde ham. Kongen opsøgte ham. Da sagde Gavvald: »Nu vil jeg — herre! — opgøre mit bo, for det vides ikke, hvor længe jeg har igen. Men jeg vil bede dig give Gisl fred, for han har på gæv vis hævnet sin far.« »Det er helt udelukket!« sagde kongen. Gavvald sagde: »Du ved — konge! — at jeg meget længe har fulgt dig og indimellem sat mit liv på spil for dit og været parat til alt, som du har forlangt af mig, hvad entet det var godt eller skidt. Nu kan det være, at dette er sidste gang, vi mødes. Jeg har talt med præsterne og meddelt dem min beslutning og modtaget de syges salvelse, og de fortæller mig, at jeg kan blive frelst, hvis jeg nu tilgiver det onde, der er gjort imod mig. Nu forventer jeg — herre! — at du ikke vil udelukke mig fra himmerige ved at slå ham ihjel.« »Det skal gå dig vel,« sagde kongen. Så gik han, og Gavvald døde kort efter.
4. Islændingenes rådslagning
Tidligt om mandagen holdt islændingene møde. Da sagde Teit: »Vi kan ikke være tjent med, at vores landsmand og værdsatte fosterbror bliver dræbt, men vi kan alle indse, hvor store vanskeligheder der er ved at blande sig i denne sag, når man sætter både sig selv og sin ejendom på spil. Nu råder jeg til, at vi lader kongen dømme, men hvis det ikke er et vilkår, at manden beholder livet, så må vi alle enten blive dræbt eller i modsat fald få vores vilje. Vi skal følge den, der gøres til anfører.« De sagde alle, at de ville have ham i spidsen for sig og følge hans råd. Han sagde: »I må forvente, at I alle skal sværge mig ed, og hverken må spare jer selv eller jeres midler i forhold til det, som jeg vil iværksætte i denne sag.« Dette gjorde de.
Derefter tog de bad, men i det samme blev der givet tegn med hornet. Teit sprang straks ud af badet. Han var klædt i skjorte og lærredsbukser og havde et gyldent bånd om panden og over sig en tofarvet skarlagenskappe, som var halvt rød og halvt brun og foret med egernskind, som vendte pelssiden ud. Så var alle de islandske mænd samlet, men det skete ikke på én gang, at der blev givet tegn, og at mændene samledes. Da sagde Teit: »Lad os nu straks gå til den kælder, hvor Gisl er, og lad os komme kongsmændene i forvejen.« De gik rask til og under stort bulder gennem gaderne, men konen havde sat en fjæl for gluggen. Hun løb ud af huset og sagde til Gisl: »Det var en stor ulykke, da du kom herned, for nu kommer kongsmændene!« Gisl svarede: »Det lader vi os ikke plage af — madmor!« Så kvad han dette vers:
- Næppe skælver skjalden,
- skønt ham døden venter;
- munter vil jeg mærke
- malm mod knogler svide.
- Døden undgår ingen;
- uræd står jeg — kvinde! —
- stadigt skal mit storværk
- strofen her erindre.
I samme nu brød de døren op, så den splintredes med et brag. Mændene fik lige set, at det gav et sæt i Gisl — men kun et lille et. Teit huggede lænkerne af ham og tog ham med i sin flok, og sådan gik de til mødet. På den anden side gik gæstehøvdingen Sone til mødet, idet han begav sig efter manden. Han sagde: »Dér var I ikke træge — islændinge! Nu tænker jeg, at I agter at dømme manden selv, og ikke lade kongen gøre det. Tænk nu godt over, hvad I har begået denne morgen, for kong Magnus er før blevet vred over mindre forseelser end et drab på hans livvagt begået af en fandens indvoldsæder.«
5. Gisl skænkes livet og optages i livvagten
Da tinget var sat, rejste Sigurd Uldstreng sig og sagde: »Jeg formoder, at de fleste er klar over, at vores kammerat — Gavvald — er blevet dræbt. Der kom en mand fra Island, som mente at have et mellemværende med ham, og han betjente sig af den fremgangsmåde uden videre at såre ham dødeligt, frem for at forsøge at opnå bøder, som andre mænd har for vane at gøre. Det kunne forekomme os kongsmænd, at det ikke skal regnes for noget særligt at tynde ud i kongens livvagt, såfremt dette skal være måden at gøre det på — at hugge livvagter ned. Det kan være, at de fortsætter helt til toppen og heller ikke sparer kongen fremfor andre mænd. Noget sådant er jo ganske uhørt, og der bør slås hårdt ned på det. Det var ikke urimeligt, om der blev dræbt ti islandske mænd for én af vores, for således at straffe dem for deres overmod ved sådan at fravriste kongen hans mænd.« Derpå tav han.
Så rejste Teit Biskopssøn sig og sagde: »Vil kongen give mig lov at tale i sagen?« Kongen spurgte en mand, der stod ved siden af ham: »Hvem er den mand?« Han svarede: »Det er Teit Biskopssøn — herre!« Kongen sagde til Teit: »Jeg vil på ingen måde lade dig tale, for alt hvad du siger, vil kunne ødelægge meget. Det var passende, hvis tungen blev skåret af dig!« Da rejste præsten Jon Øgmundson sig og sagde: »Vil kongen give mig lov at sige er par ord?« Kongen spurgte: »Hvem taler nu?« Manden svarede: »Det er den islandske præst — ham Jon.« Kongen sagde: »Dig vil jeg lade tale.« Så begyndte Jon Præst sin tale således: »Gudskelov for, at landene — Norge og Island — er blevet kristne, for før færdedes mennesker og Fanden sammen, men nu går Fanden ikke så dristigt og åbenlyst mellem menneskene. Nu får han folk til at udføre sine ærinder, og vi hørte for kort tid siden, hvordan Fanden talte gennem munden på den, der sagde noget. Først blev én mand fældet, men nu opfordrer han til, at ti skal dræbes. Jeg tror, at sådanne folk med deres nederdrægtige og ondsindede tale mest bidrager til at fordærve retskaffenheden og barmhjertigheden og andre gode skikke blandt høvdinge og i stedet tilskynder og ansporer til grusomhed og misgerninger og således glæder Fanden med kristne mænds død. Men vi er — herre konge! — i lige så høj grad dine undersåtter, som folk hertillands. I skal ihukomme — I, som er sat her i verden som høvdinge og dommere over folket — at I er et billede på den domstol, der på den sidste dag skal dømme hele verden. Nu er det meget om at gøre — herre! — at du dømmer ret og ikke vrang, for til hvert et ting og møde stiller den almægtige Gud selv og hans hellige mænd. Gud ser gode mænd og retfærdige domme, som Fanden og hans tjenere bemærker onde mænds værk og uretfærdige domme. Betænk nu — herre konge! — hvilken ild, der er hedest og varer længst — den, der tændes i egestokken, som er lagt i ovnen, eller den, der antændes i tørre grene. Hvis du nu — konge! — dømmer uretfærdigt, så vil du blive kastet i den ild, der er tændt i egestokken, men hvis du dømmer retfærdigt efter din overbevisning, da har du håb om, at du skal rense dig i den skærsild, der består af tørre grene.« Sådan endte Jon Præst sin tale.
Da sagde kongen: »Det var strenge ord — præst!« Det så dog ikke ud til, at han blev vred over dem. Så rejste Gisl sig og sagde: »Vil du — konge? — lade mig sige noget?« Kongen spurgte, hvem der nu talte. Han fik det at vide. »Det vil jeg ikke forbyde,« sagde kongen. Gisl sagde: »Så begynder jeg med det, at min far blev dræbt. Gavvald og Tormod var medvirkende til det. Da var jeg seks år gammel, og Torvald — min bror — var ni. Vi var til stede dér, hvor min far blev dræbt. Så sagde Gavvald, at begge vi brødre skulle dræbes, og det er ikke mandigt at fortælle det — herre! — men da stod gråden mig i halsen.« Kongen sagde: »Du har på frygtløs vis jaget gråden væk.« Gisl sagde: »Jeg har sandt at sige — herre! — i foråret længe holdt øje med Gavvald, men de to gange, hvor lejligheden bød sig, afholdt jeg mig første gang fra det af ærbødighed for kirken og den anden gang på grund af nonringningen, og derfor mener jeg nu, at nonringningen har skænket mig livet. Jeg har digtet et kvad om dig, og jeg ville gerne have ørenlyd.« Kongen sagde: »Kvæd du, hvis du vil.« Han fremførte kvadet gævt, men der var ikke den store digtekunst i det kvad.
Bagefter sagde Gisl til Teit: »I har udvist stort mod for min skyld, men nu vil jeg ikke ligge jer til last mere. Jeg vil give mig i kong Magnus’ vold og bringe ham mit hoved.« »Gør som du vil,« sagde Teit. Gisl lagde da sine våben, gik over tinggulvet og lagde sit hoved i kongens skød og sagde: »Gør nu sådan med mit hoved, som du vil. Jeg siger tak, hvis du giver mig det og gør mig til en sådan mand, som du finder mig egnet til.« Kongen svarede: »Bestem du selv over dit hoved, men gå til bords på Gavvalds plads og få dér mad og drikke og udfør en sådan tjeneste, som han havde før. Dette gør jeg mest på Gavvalds — min vens — forbøn. Nu skal otte islandske mænd forpligte sig. Jeg fastsætter seksten mark guld som bøde for drabet på Gavvald. Halvdelen skal bortfalde for egen skyld, men hver af dine forpligtede skal betale sin mark guld.« De takkede kongen og blev derved forligte. Så sagde kongen til Jon Præst: »Jeg syntes godt om din forbøn. Du talte på vegne af Gud. Jeg ville gerne være omfattet af dine bønner, da de ville formå meget hos Gud, for jeg tror, at Guds og din vilje stemmer overens.« Han lovede kongen sin forbøn.
En dag, da Jon Præst gik på gaden, sagde en mand til ham: »Gå ind i logiet! Sigurd Uldstreng vil mødes med dig.« Det gjorde han. Sigurd sagde: »Jeg ved ikke — præst! — om ikke dine ord har bidt på mig, for jeg er syg, og jeg vil gerne, at du messer over mig.« Det gjorde han og velsignede ham. Så sagde Sigurd: »Dine ord har stor formåen — både de hårde og de gode — for nu har jeg det godt.« Sigurd forærede Jon Præst gode gaver, og de skiltes som venner. Det var denne Sigurd, der grundlagde munkeklosteret på Nidarholmen, og han gav store ejendomme til det. Efter dette drog de til Island — Jon Præst og Teit Biskopssøn. Teit blev en betydende mand, men han levede ikke længe. Jon Præst blev biskop på Holar og er nu i sandhed hellig.
Noter:
