Fortællingen om Halldor Snorreson

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Original.gif Dansk.gif
Original.gif
Original.gif


Islændingesagaer


Fortællingen om Halldor Snorreson

Halldórs þáttr Snorrasonar inn fyrri


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2014



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson: Íslendinga sögur, Íslendingasagnaútgáfan, Reykjavík, 1947


Halldor — søn af Snorre Gode på Island — opholdt sig hos kong Harald Sigurdson, da denne var udenlands, og også længe derefter, da han kom til magten i Norge, og han var meget værdsat af kongen. Det skete engang, at en islandsk mand, der hed Eilif, blev udsat for kong Haralds vrede, og han bad Halldor tale sin sag for kongen, og det gjorde Halldor. Halldor brugte hårde og stride ord, men var ganske ordknap. Han bad kongen om, at Eilif måtte få kongens tilladelse til at forblive i landet. Kongen var aldeles afvisende. Halldor var meget heftig — som islændinge er — og han syntes dårligt om, at han ikke fik, hvad han bad om. Han drog derefter bort fra Harald sammen med Eilif. De kom til Gimsar til Einar Tambarskælver, og Halldor bad ham om at tage imod dem og yde Eilif bistand. Einar sagde, at han ville tage imod ham på den betingelse, at Halldor også ville blive dér hos ham. Halldor sagde: »Hvor anviser du mig plads?« Einar bad ham sætte sig i højsædet over for sig, og sidemændene tog godt imod ham. Einar havde en kone, der hed Bergljot. Hun var datter af jarl Håkon den Onde — Sigurd Ladejarls søn. Halldor gik jævnligt til Bergljot og fortalte hende mange eventyr, som havde fundet sted i udlandet på hans færd med kong Harald, og folk kom ofte for at høre disse beretninger.

Der var en mand, der hed Kale. Han var ung og noget i slægt med Einar. Han var ondsindet og ganske misundelig, spydig og overmodig. Han var dengang Einars skosvend og havde tjent ham længe. Kale var særligt god til at forarbejde guld og sølv. Derfor blev han kaldt Forgyldnings-Kale. Han bagtalte mange folk over for Einar og var ferm til at belægge sine ord — både i almindelig tale og på vers. Han gjorde meget for at forhåne Halldor og bad andre om at digte nidvers om ham, men ingen gjorde det. Så begyndte Kale selv at digte spot om ham. Dette fandt Halldor ud af. En dag gik han til Bergljots stue, og da han kom hen til døren, hørte han højrøstet tale derindefra. Kale var derinde sammen med mange andre. De fremførte da de smædevers, som Kale havde digtet om Halldor, for husets frue. Bergljot bad dem tie og sagde: »Det er ondt gjort at digte smædevers og forhånelser mod fremmede folk — måtte en trold trække tungen ud af hovedet på jer! Halldor har bevist sin tapperhed mere end de fleste andre mænd i Norge.« Kale sagde: »Jeg er ikke bange for den isterlænding, selv om du agter ham højt, for vi har hørt, at han blev sat i fangehullet ude i Grækenland, hvor han lå uduelig og magtesløs på en slangehale.« Halldor ville ikke finde sig i disse beskyldninger. Han sprang ind i rummet og hen til Kale og gav ham banehug. Da Bergljot så det, beordrede hun døren bevogtet, så ingen kom ud, før hun gav lov. Da sagde Halldor: »Jeg beder om — husfrue! — at du hjælper mig, selv om jeg ikke har fortjent det nu.« Hun svarede: »Jeg har mange nært beslægtede, som er lendermænd, og jeg véd med sikkerhed, at hvem af dem jeg end sender dig til, vil tage imod dig for min skyld.« Halldor sagde: »Du må huske på, at jeg på ingen måde vil holdes skjult som en anden forbryder.« Bergljot sagde: »Der er dog få mænd i Norge — på nær kong Harald selv — der vil kunne beskytte dig imod Einar, hvis han vil have fat i dig, for han vil finde ud af, hvor du kommer hen. Der er også en anden mulighed,« sagde hun, »— men den er dog ikke uden fare.« Halldor sagde: »Hvad går den ud på?« Hun svarede: »Det, at du straks går ind i stuen. Du har nu to straffesager imod dig; den ene er for drabet, og den anden er for brud på bordskikken, for du gik ikke til bords med de andre, og nu sidder folk ved bordet. Du kunne nu gå ind til Einar og fortælle ham, hvad der er sket, og give dit hoved i hans hænder og således blive forligt med ham. Men hvis han ikke vil tilstå dig fred, får du ikke mulighed for at undslippe ham.«

Derefter gik Halldor ind foran Einar og sagde: »Jeg er ikke ofte blevet straffet for brud på bordskikken, men nu er der imidlertid også sket det, at jeg ikke har været uden beskæftigelse.« Einar svarede: »Fortæller du mig om drabet på Kale — min slægtning?« Halldor sagde: »Jeg er skyldig i din anklage, og derfor vil jeg nu give dig mit hoved, og du kan gøre med det, som du har lyst.« Da sagde Einar: »Det drab, du har begået, er det værste, og der er hugget nær mig, for Eindride — min søn — er den eneste, hvis drab jeg ville anse for værre.« Halldor svarede: »Det ville være et anderledes tab.« Einar sagde: »Kales brødre vil forvente, at jeg varetager eftermålet og drabsbøderne efter ham. Det ville også være småmandsagtigt af mig, hvis jeg lod som om, det var min hund, der var blevet dræbt, og ikke Kale. Det kan sikkert også afholde andre fra at begå en tilsvarende ugerning, såfremt denne bliver behørigt hævnet. Det er dog snarest bedst, at følge kong Magnus Olavsons — min fostersøns — kloge ord om at lade vreden fortage sig, for når den er væk, forekommer noget andet ofte bedre end det, der straks blev gjort. Nu skal du — Halldor! — for det første give mig dit sværd, for det vil jeg have.« Halldor svarede: »Hvorfor behøver jeg at aflevere mit våben?« »Jeg vil havde dit sværd,« sagde Einar, »— fordi jeg véd, at hvis du på nogen måde bliver trængt, vil du forsvare dig, så længe du kan, hvis du har et våben at kæmpe med, og så er det ikke utænkeligt, at det kommer til at gå flere, som det allerede er gået Kale, hvilket jeg næppe vil synes bedre om. Og hvis du bliver angrebet, vil det sikkert ske, at du fælder en mand — måske flere — men jeg vil alligevel vinde over dig til sidst. Gå nu først til bords med mig, så vil jeg siden afgøre din straf, men jeg lover dig ikke fred i længden.« Det gjorde Halldor, og han spiste og drak sammen med Einar, som om intet var i vejen. Han gav sværdet fra sig, og Einar tog imod det. Halldors venner bad ham komme væk, hvis han fik muligheden. Halldor svarede: »Jeg vil ikke skjule mig for Einar, når jeg forud har givet mig i hans vold.« Og da Halldor var mæt, gik han hen til Einar og spurgte, hvordan han så ville afgøre hans sag.« Einar svarede: »Det skal du nok få at vide senere.« Halldor gik da væk og fortalte Bergljot, hvortil det var kommet. Hun svarede: »Jeg forventer ikke, at Einar lader dig dræbe, men hvis han begår niddingsværk imod dig, kommer der til at ske endnu større ting — det lover jeg dig.«

Christian Krohg: Einar Tambarskælver på Ormen Lange

Den samme dag indkaldte Einar til et stort ting. Han rejste sig på tinget og sagde: »Jeg vil nu underholde jer og fortælle om noget, der skete for længe siden, da jeg var på Ormen Lange sammen med kong Olav Tryggvason. Det skete, at jeg fik plads på Ormen sammen med Kolbjørn Staller og Bjørn Hudflap, og jeg var da 18 år gammel og imod loven blevet optaget i krigernes rækker, for ingen ombord skulle være yngre end 20 eller ældre end 60. Der var ni mand, der slap væk fra Ormen, men jeg vil nu berette om os tre kumpaner. Vi sprang over bord fra Ormen, da kongen var forsvundet med det lys, der skinnede over ham, og danskerne — kong Svends folk — greb os og bragte os for kongen, men han førte os til Jylland, hvor vi blev ført i land og anbragt på en træstamme og lagt i lænker. Den mand, der holdt øje med os, ville sælge os som trælle. Han truede os med hårde vilkår og lemlæstelse, hvis vi ikke lod os kue, og i den skov sad vi tre nætter.

Denne mand, der bevogtede os, lod indkalde til marked, og der kom mange folk til det. I denne forsamling sad en stor mand, der var klædt som en munk i sort kutte, og han havde en maske for ansigtet. Denne mand kom hen til os kumpaner og sagde til vores mester: »Vil du sælge mig ham den gamle træl?« Han svarede: »Hvad skal du med en gammel, uduelig træl?« Den maskerede mand sagde: »Han er vel den billigste af alle trællene?« »Ja,« svarede vores mester, »— han skal rigtignok være billigst.« »Så prissæt ham!« sagde den maskerede. Mesteren satte ham til 12 øre sølv. Den maskerede mand sagde: »Den træl forekommer mig at være dyr, for jeg kan se, at han er meget gammel og ikke videre egnet til at arbejde. Det er ikke usandsynligt, at han kun har kort tid tilbage. Jeg vil give dig én mark sølv[1], hvis du vil sælge ham for det.« Så gik den maskerede mand hen til mig,« fortsatte Einar, »— og spurgte, hvem der havde købt mig. »Jeg har ikke solgt ham endnu,« sagde mesteren, »— men han er til salg.« »Hvor dyr skal han være?« spurgte den maskerede. Mesteren sagde: »Du vil nok finde ham meget dyr, men du kan få ham for tre mærker sølv, hvis du synes.« »Ja, så er han meget dyr,« sagde den maskerede, »— men jeg tænker, at hans venner og slægtninge gerne ville købe ham til den pris, hvis han var i sit hjemland.« »Jeg vidste,« sagde mesteren, »— at du ikke ville købe ham så dyrt, som jeg prissatte ham.« Derpå gik den kutteklædte væk og omkring på torvet, hvor han bød på forskellige ting, men da han ikke fik købt noget, kom han tilbage til os og sagde: »Nu var jeg rundt på torvet, men da jeg ikke fandt noget at købe, kom jeg tilbage hertil, og jeg vil gerne byde på den træl, som jeg talte om før, for jeg kan se, at han er så stor og stærk en mand, at han kan udrette ikke så lidt, hvis han vil tage fat. Folk kan bestille meget, hvis de er villige til at lære. Det forekommer mig mest tilrådeligt at købe dem alle.« Vores mester svarede: »Du må have meget brug for trælle, hvis du alene køber tre trælle.« »Du skal dog vide,« sagde den kutteklædte, »— at jeg engang har haft endnu flere huskarle.« Kolbein blev vurderet til to mærker. »Det er dyre trælle,« sagde manden i kutten, »— og jeg véd ikke rigtig, hvad jeg får for mine penge, og om de vil være prisen værd.« Han kastede da sølvet i den andens kjortelflig og sagde: »Nu kan du få dette for den pris, du har sat, og jeg forventer, at det ikke er for lidt.« Derefter lod den kutteklædte os befri, og vi fandt da, at vores vilkår var blevet bedret.

Den maskerede mand gik da ind i skoven og bad os følge efter, og da vi kom til en lille rydning, spurgte jeg om hans navn. Han svarede: »Det angår ikke dig, hvad jeg hedder, men jeg kan fortælle dig, at jeg har set dig — jer alle — engang før.« Jeg ville dog vide, hvis træl jeg skulle være, »— og hvis du giver os friheden, vil vi også gerne vide, hvem vi skylder tak.« »Du får ikke i dag at vide, hvad jeg hedder.« Da sagde jeg: »Det kan dog tænkes, at jeg — og de to andre med mig — før har gjort det af med en mand, selv om danskerne ikke regner med det.« Den kutteklædte mand svarede og trak lidt op i hætten: »Det kan godt være, at jeg ikke vil holde jer som trælle, men jeg vil på ingen måde ligge under for jeres tvang, selv om I er tre, og jeg er alene. Nu går der en vej her, og jeg skal vise jer til et skib, der er ejet af nordmænd, og de vil tage imod jer og føre jer til Norge. Men du — Bjørn!« sagde han, »— fordel dine værdier og brug dem, som du forventer vil tjene din sjæl bedst, for du vil ikke leve længere end en halv måned, efter du kommer hjem til din gård. Og du — Kolbein! — vil komme hjem til Oplandene, og du vil blive regnet for en bemærkelsesværdig mand, hvor end du kommer. Men du — Einar! — vil blive den største og ældste mand af jer, og du vil på mange måder overgå de fleste andre mænd i Norge. Du vil også blive gift med Bergljot — jarl Håkons datter — og du skal bo på Gimsar og bevare din anseelse til din dødsdag. Kun af dig vil jeg have gengæld for at skænke dig livet og friheden, for alene du — tror jeg — lægger særlig vægt på ikke, at du ikke skal være træl.« Jeg svarede, at det var vanskeligt at gøre gengæld, når jeg ikke vidste, hvem jeg skulle gengælde, eller hvordan det skulle gøres. Han svarede: »Du skal gøre gengæld på den måde, at hvis en mand gør så meget imod dig, at du lige meget hvad vil tage hans liv, og du har ham i din magt, da skal du give ham ikke mindre frihed, end jeg nu giver dig, og det vil være nemt for dig, for kun få folk vil gå imod dig på grund af din magtfuldhed og fordi, du er afholdt.« Da han havde sagt dette fjernede den kutteklædte mand masken fra sit ansigt og sagde: »Hvem tror I det er, der rider omkring her i skoven og agter at fange os?« Vi vendte os alle om, for at se efter mændene, men da vi kiggede tilbage igen, var den maskerede mand forsvundet, og vi så ham aldrig siden. Vi genkendte alle manden — det var kong Olav Tryggvason — for allerede første gang, da han løftede hætten på kutten, var jeg straks sikker på, at det var ham. Da han siden tog masken af og viste os sit ansigt, genkendte vi ham alle, og vi talte om, at vi havde handlet meget uklogt ved ikke at tage fat i ham, men det nyttede jo ikke noget, at vi beklagede os over det, der var sket. Vi fulgte derpå den sti til havet, som han havde vist os, og vi fandt dér nordmændenes skib, og vores liv formede sig i alt, som han havde forudsagt.«

»Nu er jeg forpligtet til,« sagde Einar, »— at gøre, som kong Olav bad mig om. Det forekommer mig ikke andet end rimeligt — Halldor! — at han har bedt for dig, for du er nu i min magt.« Før Einar havde endt sin fortælling, var Bergljot — hans kone — ankommet til tinget med et stort følge, og hun agtede, at disse mænd skulle kæmpe imod Einars og få fat i Halldor, hvis ikke Einar ville tilstå ham fred. Siden bødede Einar drabet på Kale over for dennes slægtninge, og han bevarede sit venskab med Halldor lige siden. Halldor sendte Eilif til Island, men skaffede ham inden forlig med kong Harald, og således blev han selv forligt med kongen, og Halldor opholdt sig længe derefter hos ham. Eilifs forbrydelse havde været, at han havde dræbt kong Haralds livvagt, og derfor var kongen blevet vred på ham.




Note:

  1. ɔ: 8 øre.