Fortællingen om Ottar den Sorte

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Islændingesagaer


Fortællingen om Ottar den Sorte

Óttars þáttr svarta


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2013



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson: Íslendinga sögur, Íslendingasagnaútgáfan, Reykjavík, 1947


Der var en islandsk mand, der hed Ottar. Han var en god skjald. Han var en tid i Olaf Svenskekonges hird. Han digtede en kærlighedsdrapa om Astrid — Olaf Svenskekonges datter. Dette kvad brød kong Olav den Hellige sig meget lidt om. Kvadet var godt digtet, men indbefattede visse antydninger, og da Ottar kom til Norge, lod kong Olav den Hellige ham pågribe og sætte i fangehullet og agtede at lade ham dræbe.

Sigvat Skjald var en god ven af Ottar. Han gik om natten hen til fangehullet, og da han kom derhen, spurgte han, hvordan det gik med ham. Ottar svarede og sagde, at han før havde været mere fornøjet. Så bad Sigvat ham fremsige det kvad, han havde digtet om Astrid. Ottar fremsagde kvadet, som Sigvat ønskede. Og da han havde afsluttet fremsigelsen, sagde Sigvat: »Det er et vældigt kvad, men det er ikke så mærkeligt, at kongen ikke bryder sig om det. Nu skulle vi ændre de af kvadets vers, der indeholder de værste vendinger, og derefter skal du desuden digte et kvad om kongen. Han vil forlange, at du fremsiger kvadet, før du bliver dræbt. Men når du nu har fremsagt kvadet, skal du ikke holde inde, men hellere begynde på det kvad, som du har digtet om kongen, og fremsige det, så længe du kan. Ottar gjorde som Sigvat sagde. Han digtede på de tre nætter, han sad i fangehullet, en drapa om kong Olav. Og da Ottar havde været tre nætter i fangehullet, lod kong Olav ham føre for sig.

Da Ottar kom for kongen, hilste han kong Olav; kongen besvarede ikke hans hilsen, men sagde i stedet til Ottar: »Det er nu planen — Ottar! — at du fremsiger det kvad, du har digtet om dronningen, inden du bliver dræbt, for dronningen skal høre den lovsang, du har digtet om hende.« Dronning Astrid sad i højsædet hos kongen, mens denne og Ottar talte sammen. Ottar satte sig på gulvet for kongens fødder og fremsagde kvadet. Kongen blev rød ved hans fremsigelse, men da kvadet var slut, holdt Ottar ikke inde med fremsigelsen — han begyndte i stedet på den drapa, han havde digtet om kongen. Kongens hirdmænd råbte og sagde, at den smædedigter skulle tie. Da sagde Sigvat: »Det er begribeligt, at kongen har i sin magt at dræbe Ottar, så snart han vil, men lad ham dog fremsige dette kvad først — så kan vi jo lytte opmærksomt til det, for vi har godt af at høre vores konge blive rost.« Hirden tav ved disse ord fra Sigvat. Ottar kvad drapaen til ende, og da den var slut, roste Sigvat kvadet meget og sagde, at det var godt digtet.

Kong Olav sagde: »Vi siger — Ottar! — at denne drapa gør, at du for denne gang kan beholde dit hoved.« Ottar svarede: »Jeg synes vældig godt om denne gave — herre! — selv om hovedet ikke er særlig pænt.« Kong Olav trak en guldring af sin arm og gav den til Ottar. Dronning Astrid trillede en guldfingerring over gulvet til Ottar og sagde: »Tag du — skjald! — dette glimmer til ejendom.« Kong Olav sagde: »Pas på, at du ikke overhovedet kommer til at udstille dit venskab med Ottar.« Dronningen svarede: »Det behøver du ikke belære mig om — herre! Jeg ville belønne min lovsang, lige som du gjorde din.« Kongen sagde: »Så lad gå for denne gang; jeg skal ikke klandre dig for at give denne dyre gave. Men I to kan imidlertid godt regne med, at jeg ikke vil finde fornøjelse i, at I herefter plejer venskab — med sådan noget digterværk som Ottar har begået om dig.«

Ottar opholdt sig nu længe i god agtelse hos kongen. Den drapa, Ottar digtede om kong Olav, kaldes for Hovedløsen, fordi Ottar dermed fik sit hoved i digterløn.


— o —