Fortællingen om Sigurd fra Borgfjorden

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Islændingesagaer


Fortællingen om Sigurd fra Borgfjorden

Sigurðar þáttr borgfirzka


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2013



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson: Íslendinga sögur, Íslendingasagnaútgáfan, Reykjavík, 1947


En sommer kom en mand, der hed Grim, til Island. Han stammede fra Island, men havde længe været udenlands. Han var kong Olavs[1] livvagt og havde en tid været dennes stavnbo. Grim var en duelig mand, og han opholdt sig på Island om vinteren og red til tings sommeren efter.

Dengang boede Torkel Røde-Bjørnson vestpå i Svejeskår ved Borgfjorden. Torkel var på Altinget, men det skete, da man gik til Lovbjerget, at Torkel Trævl faldt og blev trådt under fode, da der var stor trængsel af folk. Torkel kom på benene igen, men var meget vred over dette. Han beskyldte føromtalte Grim for, at denne særligt havde trådt på ham.

Der var en mand på tinget sammen med Torkel, som hed Sigurd. Han var en stærk mand og meget handlekraftig. Torkel bad Sigurd gengælde Grim den skam, denne havde påført ham. Om aftenen, da Grim var afklædt og klar til at gå til ro, løb Sigurd uventet ind i Grims bod og gik imod ham med våben. Grim værgede sig dygtigt, men kunne ikke stille meget op, da han var våbenløs, og han faldt dér.

Grims slægtninge forfulgte eftermålet for dette drab og fik Sigurd dømt fredløs på det selv samme ting, men Torkel Trævl skaffede dem ud af landet om sommeren. Han kom til Norge om efteråret, men førte et andet navn, end det han havde.

Kong Olav hørte fra de købmænd, der var kommet ude fra Island, at Grim, som havde været hans stavnbo, var blevet dræbt, og tilmed at drabsmanden måske var kommet dertil. Da blev kongen meget vred og han gik straks med et følge til handelsskibene for at lede efter manden, og han fandt snart ud af, hvem forvolderen af dette værk måtte være, selv om han benægtede det. Sigurd blev pågrebet og lagt i lænker.

Mad dog.jpg
Derefter indkaldte kongen til ting, og der kom mange folk. Så blev Sigurd ført frem på tinget. Kongen befalede ham afklædt og sagde, at han skulle bides ihjel af hundene. Da gik en af kongens livvagter for ham og sagde: »Herre! Vi synes, at denne mand er blevet tildelt en noget hård død. Nu er det dine mænds bøn og forslag, at du lader manden bøde for sig og tager denne raske mand i din tjeneste i stedet for den dræbte, for han er ingen mindre hærmand, end Grim var.« Kongen svarede: »Denne mand skal nu have den død, som var ham tiltænkt, så andre desto mere skræmmes fra at dræbe mine folk uden grund.« Da livvagten indså, at hans ord ikke ville få kongen til at ændre noget, løb han hen til biskop Sigurd og fortalte ham om dette. Biskoppen sendte ham straks tilbage til kongen og bad denne løslade manden. Kongen svarede: »Det er ikke biskoppen, der skal dømme folk — det skal jeg. Afklæd straks manden!« Og dette blev da gjort.

Derefter blev der slået en ring af mænd omkring Sigurd, og hundene blev sluppet løs, mens han stod dér nøgen og bundet. Det siges, at han havde så gennemborende et blik, at alle hundene vendte sig fra ham, og ingen af dem var ondskabsfuld nok til at turde gå på ham, når han stirrede stift på dem. Så kaldte kongen på den mest bidske hund — Vige — og han klappede den og pudsede den på den afklædte mand. Den var noget træg til det, men den stod dog og rejste børster og løb derpå imod Sigurd og bed ham én eneste gang og flængede maveskindet på ham, hvorefter den løb tilbage til kongen og lagde sig ved hans fødder. Da Sigurd mærkede smerten fra såret, sprang han voldsomt op — for hans fødder var fri, og kun hænderne var bundne — og han satte over de omringende folk, men faldt straks død til jorden.

Da biskoppen hørte om dette, anklagede han kongen hårdt, indtil denne kastede sig for biskoppens fødder og ydmygt og med oprigtig anger bad ham om nåde og grædende bekendte at have forvoldt dette grusomme værk for Guds åsyn. Så snart han så kongens angren, var biskoppen klar til at indgå forlig på Guds vegne, og han modtog for alles øjne kongens skriftemål i denne sag.


— o —


Note:

  1. ɔ: Olav Tryggvason