Fortællingen om Styrbjørn Sveakæmpe

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Dansk.gif


Kongesagaer


Fortællingen om Styrbjørn Sveakæmpe

Styrbjarnar þáttr Svíakappa


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2017



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Fornmanna Sögur, bd. 5 udgivet af Det kongelige nordiske Oldskriftselskab, København 1830


1. Her begynder fortællingen om Styrbjørn Sveakæmpe og hans strid mod Erik Svenskekonge

Den skånske Sjörup-runesten fra 900-tallet omtaler en Asbjørn, som ikke flygtede ved Uppsala, men kæmpede, så længe han havde våben.
Erik og Olaf — Bjørn den Gamles sønner — regerede dengang i Sveavældet. Olaf var gift med Ingebjørg — en datter af Trond Sulejarl — og hendes bror hed Ulf. Olafs og Ingebjørgs søn hed Bjørn. Olaf fik en brat død af forgiftning, mens han sad ved bordet i Uppsala. Erik opfostrede Bjørn ved sin hird efter faderens død. Ulf var hans fosterfar. Da Bjørn var 12 år gammel sad han på sin fars høj, men fik ikke plads ved bordet hos kongen. Da gjorde han for første gang krav på magten, men syntes, at det var med hans magt over riget som med hans alder — det var noget i sin vorden, mente han. Det skete på samme måde næste forår og igen det tredje. Erik erklærede, at Bjørn hverken havde krav på kongemagten eller sin arv, før han var blevet 16 år gammel. Men så, sagde han, ville han for sin del ikke modvirke det.

Det samme år opstod der strid mellem Åge — Eriks hirdmand — og Bjørn. Bjørn kastede en kjortel over hovedet på ham, mens Åge stak et horn i næsen på Bjørn, og den samme dag dræbte Bjørn Åge ved hallens dør. Bjørn ville ikke bøde for det, men kongen betalte bøden, og han var da på vej til gæstebud andetsteds. Bjørn blev tilbage og afventede tiden for tinget, men på tinget udpegede bønderne en mand af ringe byrd for at forhindre, at Bjørn fik kongedømmet. Denne mand blev taget til konge over den del af landet, som tilkom Bjørn. Derpå red Bjørn og Ulf derfra, og tinget sluttede med, at almuen kastede tørv og sten efter dem.

Kort tid efter blev det besluttet, at Bjørn skulle være ved kongens hird, men senere skilte kongen sig af med Bjørn ved at give ham 60 sejlfærdige og fuldt udrustede skibe, og han skulle være væk i 3 år, for kongen mente ikke at kunne have ham i riget på grund af hans stridbare og urolige væsen og det røre, som bønderne forvoldte. Siden tog Bjørn af sted, og han fik efterretning om, hvor denne nykårede svenske konge kunne være. Bjørn gik da imod ham og kæmpede imod ham og fældede ham. Bjørn drog til Østerrige og hærgede dér og tvang vidt omkring folk til at følge med på sit hærtogt. Efter 3 års forløb kom han frem til Jomsborg i Vendland, hvor han blev den øverste høvding. Mens han var dér med sine folk, skete det under, at en stor fingalk[1] dukkede op i den voldgrav, der var anlagt omkring borgen, og kvad dette:


Straks hver morgen stiller
stridens Hild med rødt skjold;
en slem sværdleg skikker
sejrens møer daner.
Odin vælger valen
(vel skal kampens Høder
få at føle Balders
fars vrede) med sværdet.


Men inden Bjørn forlod landet, gav kong Erik ham et tilnavn, fordi han var så voldsom og stridbar, og kaldte ham Styrbjørn.[2] Han drog nu i vesterviking i Danmark, hvor han forvoldte megen ufred. Der blev indgået forlig med danskerne, således at han fik Tyra — Harald Gormsøns datter — og desuden skulle de skaffe ham hundrede skibe og støtte ham i tre store kampe. Efter én nats hvile inde, drog han til Jomsborg i Vendland, for dér var der kommet en talrig hær fra Østerlandene for at møde ham, og togtet ville ikke blive til noget, medmindre han kom. Og med hele denne styrke vendte han tilbage til Danmark — og han havde da tusind krigsskibe — og sagde, at de ville slå sig ned på danskernes gårde, medmindre de gav ham to hundrede krigsskibe og lod ham vælge en mand til at deltage på togtet. Han valgte kong Harald. Da kvad danskerne dette vers:


Jyderne ej ville
yde skat til flåden,
førend Styrbjørn stilled’
strandens dyr i landet.
Nu er dane-drotten
draget ud på krigsfærd;
skæbnens lod han lider —
land og folk berøvet.


Derefter drog Styrbjørn og hans følge til Sverige med alle disse krigsskibe.


2. Kampen mellem kong Erik og Styrbjørn Sveakæmpe

Der var en mand, der hed Torgny og var søn af Torgny. Han var lovmand i Tiendeland, og det havde hans far tilsvarende været. Han var den klogeste mand i Sverige dengang, og han var meget afholdt af kong Erik, for hvor Torgny var, blev alle vanskelige sager løst og sluttet. Han var højt oppe i årene og noget svagsynet, da dette fandt sted.

Da kong Erik erfarer, at Styrbjørn har samlet en hær, mener han at vide, at Styrbjørn havde til hensigt at vinde Sveavældet fra ham. Han indkalder derfor til ting og rådfører sig med sine vismænd. Torgny Lovmand mente, at kongen skulle gøre loven meget bedre for almuen og give folk rettigheder og bestemme, hvilken bevæbning og udrustning hver bonde havde pligt til at eje. Han skulle også lade søvejen, der førte til Uppsala, spærre med nedrammede stolper, således at den ikke var farbar for skibe. Der var tre mænd hos kongen, som han satte meget højt, men de var ikke vellidte blandt almindelige folk. De var store krigere, men kunne dog lige så vel kaldes ugerningsmænd som modige kæmper. Den ene hed Helge, de andre Torgisl og Torer.

Da Styrbjørn ankom til Sverige, blev han klar over, hvad man havde iværksat dér. De gik i land på det sted, som de fandt fredeligst, og begyndte at rydde en vej gennem den skov, der hedder Mørkved. Da blev der sendt folk imod dem, som forbød dem at færdes gennem skoven. Styrbjørn gav dem to vilkår at vælge imellem: Enten brændte han skoven af, eller også tillod de ham at drage igennem den. Kong Erik valgte, at de kunne fortsætte gennem skoven. Styrbjørn kom med hele sin hær til Fyrissletten. Styrbjørn havde brændt alle de skibe, de var ankommet på, for han mente, at folkene ville være mindre tilbøjelige til flugt, når der ikke var nogen mulighed for at komme væk. Torgny Lovmand gav kong Erik det råd, at han skulle lade alle trækdyr — heste og kvæg — samle og lægge åg på dem alle og forsyne ågene med spidser og stikspyd foran, og dem skulle trælle og forbrydere føre frem. Således gjorde man, og alt dette blev som det første sendt imod Styrbjørns hær på den første dag, og Styrbjørns hær led derved store tab. Dagen efter kæmpede de med hærene stillet i slagorden, og da var de jævnbyrdige. Jarl Heming var dér sammen med Styrbjørn. Striden blev afbrudt af natten. Styrbjørn ofrede da til Tor ansporet af sin fosterfar Ulf og sine folk. Den samme nat sås en rødskægget mand i Styrbjørns telte; han kvad dette:


Styrbjørn — den arm-ildens
øder — la’r mig nødigt
sidde roligt; sværdets
svinger vred jeg møder.
Den sæd må snart lære
sejrsvante hærfolk
at læge sår — lange
linde straks skal rødnes.


Denne samme nat gik Erik ind i Odins hov og overgav ham sig selv til gengæld for sejr, men betingede sig 10 års frist, før han skulle dø. Han havde allerede bragt mange ofre, for det så håbløst ud for ham. Kort efter så han en stor mand med en vid hætte, og denne mand gav ham en kæp i hånden og bad ham kaste denne hen over Styrbjørns hær og samtidig sige: ‘I tilhører alle Odin!’ Og da han havde kastet den, så han et spyd fare gennem luften, og det fløj hen over Styrbjørns folk, og i det samme blev Styrbjørns hær ramt af blindhed, hvilket derpå også overgik Styrbjørn. Og derefter skete det store under, at et skred løsnede oppe i fjeldet og styrtede ned over Styrbjørns hær og dræbte alle hans folk.[3] Da kong Harald så dette, flygtede han, og det samme gjorde alle danskerne, og de fik synet igen, så snart de kom væk fra stedet, hvor spyddet dukkede op og fløj hen over dem. De slap hjem til Danmark. Styrbjørn befalede sine folk at stikke bannerstagerne i jorden og ikke flygte nogen steder hen. Dér faldt Styrbjørn og alle hans mænd. Da stod Erik på Uppsala Bakke og bad om en mand, der formåede at digte, og lovede ham løn derfor. Torvald Hjalteson digtede disse vers:


Kampens sols besidder! —
snart vil mørkets rytters
hungrige hest rende
hid til Fyrissletten;
Erik lod til ulven
(ærligt her jeg kvæder)
elvens stodhingsts stormtræ’r
styne i spydgnyet.


Og endvidere kvad han:


Fælt vikingefærden
frem mod Svitjod endte
siden for slettefiskens
sengs raske krævere:
Kun ved flugt et fåtal
frelstes; skønt de mødte
med langt større styrke,
stred de sejrsløse.


Som belønning modtog Torvald en ring, der vejede en halv mark, for hvert af disse vers. Så vidt man véd, digtede han hverken før eller siden.



Noter:

  1. Et troldvæsen, som er halvt menneske og halvt dyr.
  2. Norrønt styrr = strid, ufred.
  3. Det er i sandhed et stort under at blive udsat for et fjeldskred på Fyrissletten.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.