Fortællingen om Torarin Stumpkappe

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Original.gif


Islændingesagaer


Fortællingen om Torarin Stumpkappe

Þórarins þáttr stuttfeldar


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2013



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson: Íslendinga sögur, Íslendingasagnaútgáfan, Reykjavík, 1947


Fornsvenskt dryckeshorn.jpg
Det hændte engang, at kong Sigurd[1] gik fra et sammenskudsgilde til aftensangen. Folk var meget fulde og muntre. Kongen og livvagterne sad uden for kirken under aftensangen — og sangen gik ikke uden vanskeligheder. Da sagde kong Sigurd: »Hvad er det for en karl i en noget stumpet kappe, jeg ser dér ved kirken?« Hans folk sagde, at det vidste de ikke. Kongen sagde:


Væk blev visdomsordet —
voldt af kappe-manden.


Manden trådte frem og sagde:


Vel, jeg kender kappen,
kort den er — og stumpet;
uden pryd dog passer
pelsen her til manden.
Flot det alle — fyrste! —
fandt, hvis du mig skænked’
— ej jeg pjalter ønsker —
ære med en bedre.


Kongen sagde: »Kom til mig i morgen — dér, hvor jeg drikker.«

Dagen efter kom denne islænding — der herefter blev kaldt Torarin Stumpkappe — til det værtshus, hvor kong Sigurd sad. Der stod en mand uden for stuen, og han havde et drikkehorn i hånden. Han sagde: »Kongen sagde — islænding! — at du skulle digte et vers, inden du gik ind, hvis du ville have nogen vennegave af ham. Og du skal kvæde om den mand, der hedder Håkon og er søn af Serk, og du skal i verset nævne det, at han bliver kaldt Fedtklump.« Denne mand, som talte med islændingen, blev kaldt Arne Fjæreskæv. Da de kom ind i stuen, gik Torarin for kongen og kvad:


Trønders folkefyrste! —
forud har du lovet
mig — hvis om Serks slægtning
snart jeg digted’ — gaver.
Klart — gavmilde konge! —
kan jeg dette mindes:
Håkon hedder — si’r du —
her blandt alle Fedtklump.


Kongen sagde: »Det har jeg aldrig sagt! Du må være blevet holdt for nar, og det må forventes, at Håkon vil afkræve dig bod for dette. Gå du hen til hans flok!« Håkon sagde: »Islændingen skal være velkommen her hos os, og jeg ser nok, hvorfra dette er kommet.« Torarin fik plads ved Håkon, og folkene var muntre. Som dagen gik, og drikken havde sin virkning på folk, sagde Håkon: »Synes du ikke — islænding! — at du bør give mig noget i bod? Eller fatter du ikke, at du gik i en fælde?« Torarin svarede: »Vist mener jeg at skylde dig en bod.« »Så er vi forligte, hvis du digter et andet vers om Arne Fjæreskæv.« Torarin sagde, at det var han helt med på, hvorefter han gik tværs over gulvet til dér, hvor Arne sad. Torarin kvad:


Fjæreskæv har flabet
fremført sine digte;
ørnens lort[2] han over
alle gerne kaster.
Knapt en serklandsk krage
kunne -Skæv forsørge.
Hadsk du taler — Høgnes
hue[3] ræd du bærer.


Arne sprang op og trak sværdet og ville hugge efter Torarin. Håkon bad ham holde inde og forholde sig roligt og sagde, at Arne skulle huske på, at han ville blive den mindste, hvis de to skulle slås.

Torarin gik for kongen og sagde, at han havde digtet en drapa om ham, og han bad ham høre på, og det tilstod kongen ham. Det kvad kaldes Stumpkappens Drapa. Da kvadet var tilendebragt, spurgte kongen Torarin, hvad han havde tænkt at foretage sig. Denne sagde, at han agtede at drage til Rom. Da gav kongen ham et stort beløb og bad ham besøge sig, når han kom tilbage, så ville han — sagde han — holde ham i ære.

Men her er der ikke meddelt noget om, hvorvidt de mødtes siden —


— o —


Noter:

  1. ɔ: Sigurd Jorsalfarer
  2. ɔ: Dårlige vers
  3. ɔ: Stridshjelmen