Fortællingen om Torstein Skræk

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Original.gif Dansk.gif


Islændingesagaer


Fortællingen om Torstein Skræk

Þorsteins þáttr skelks


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2013



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson: Íslendinga sögur, Íslendingasagnaútgáfan, Reykjavík, 1947


1. Om Torsteins samtale med djævelen

Det fortælles, at kong Olav [Tryggvason] sommeren efter drog på gæstebud østpå i Viken og videre andre steder. Han kom til gilde på den gård, der hedder Reina. Han var omgivet af et stort følge. Hos kongen var dengang den mand, der hed Torstein og var søn af Torkel, som var søn af Asgeir Hidsighoved, der var Audun Skagles søn. Han var islænding og var kommet til kongen vinteren forud.

Om aftenen, da man sad ved drikkebordene, sagde kong Olav, at ingen af hans folk måtte gå alene ud på lokummet om natten, men at enhver, der følte trang til at komme af sted, skulle bede sin sengekammerat om at gå med — ellers ville det ikke gå godt, sagde han. Man drak nu godt om aftenen, men da drikkebordene blev taget ned, gik folk hen for at sove.

Fra Codex Gigas
Ud på natten vågnede Torstein Islænding og følte behov for at komme ud af sengen, men manden, der lå ved siden af, sov så fast, at Torstein afgjort ikke ville vække ham. Så stod han op og trak skoene på sine fødder, tog en tyk skindkappe over sig og gik til dasset. Det var et stort hus — elleve mand kunne sidde på hver side. Han satte sig på den yderste plads, og da han havde siddet dér en tid, så han en djævel dukke op og sætte sig på den inderste plads. Da sagde Torstein: »Hvem er det, der er kommet?« Genfærdet sagde: »Her er Torkel den Tynde kommet — som døde sammen med kong Harald Hildetand.« »Hvor kommer du fra?« spurgte Torstein. Han svarede, at han var kommet lige fra Helvede. »Hvad kan du fortælle derfra?« spurgte Torstein. Den anden svarede: »Hvad vil du gerne vide?« »Hvem udholder bedst pinslerne i Helvede?« »Ingen gør det bedre,« sagde djævelen, »— end Sigurd Fafnersbane.« »Hvordan pines han?« »Han fyrer i en tændt ovn,« sagde genfærdet. »Det forekommer mig ikke videre pinefuldt,« sagde Torstein. »Det er det dog,« sagde djævelen, »— for brændslet er ham selv.« »Ja, så er det meget,« sagde Torstein, »— men hvem er dårligst til at udholde pinslerne dér?« Genfærdet svarede: »Starkad den Gamle tåler det dårligst — for han skriger sådan, at det for os onde er mere pinefuldt end næsten alt andet, og vi får aldrig fred for hans råberi.« »Hvordan bliver han da pint,« spurgte Torstein, »— siden han udholder det så dårligt? Han siges ellers at have været så tapper en mand.« »Han står i ild til anklerne.« »Det forekommer mig da ikke så galt,« sagde Torstein, »— sådan en kæmpe, som han var.« »Du misforstår mig,« sagde genfærdet, »— for det er kun fødderne, der stikker over ilden.« »Det var slemt,« sagde Torstein, »— men skrig du nu ligesom ham.« »Det skal jeg gøre,« sagde djævelen. Så åbnede han kæften på vid gab og kom med et stort brøl, mens Torstein holdt kappeskødet over sit hoved. Han følte et vældigt ubehag ved dette skrig og sagde: »Skriger han sådan, når det er værst?« »Dette er ikke i nærheden,« sagde genfærdet, »— for det var kun vi smådjævles skrig.« »Prøv så at skrige lidt som Starkad,« sagde Torstein. »Det kan jeg godt,« sagde djævelen. Så begyndte han at skrige for anden gang, og det så frygteligt, at Torstein fandt det enestående, at så lille en djævel kunne brøle så højt. Torstein gjorde som før og svøbte kappen om hovedet, men alligevel tog det sådan på ham, at han blev afmægtig og besvimede. Så sagde djævelen: »Hvorfor blev du så stille?« Torstein svarede, da han kom lidt til sig selv: »Jeg blev tavs, fordi jeg undrede mig over hvor frygtelig en lyd, der er i dig, som ikke forekommer mig at være en større djævel. Men er dette det højeste, Starkad skriger?« »Langtfra,« sagde han, »— dette er snarere hans svageste skrig.« »Træk du det ikke ud længere,« sagde Torstein, »— lad mig høre det højeste skrig.« Djævelen indvilligede, og Torstein gjorde sig klar; han foldede kappen sammen og viklede den således om hovedet og holdt udenpå med begge hænder. Genfærdet var rykket tre pladser nærmere Torstein ved hvert skrig, og nu var der kun tre imellem dem. Djævelen spærrede da gabet grueligt op, vendte det hvide ud af øjnene og begyndte at brøle så højt, at det forekom Torstein at overgå alt — men i det samme kimede kirkeklokken, og Torstein faldt bevidstløs om på gulvet.

Klokkeringningen virkede sådan på djævelen, at han styrtede ned gennem gulvet, og man kunne længe høre det buldre nede i jorden. Torstein kom snart til sig selv; han rejste sig, gik til sin seng og lagde sig ned.


2. Da Torstein blev kong Olavs hirdmand

Da det blev morgen, stod folk op. Kongen gik i kirke og overværende gudstjenesten. Derefter gik man til bords. Kongen var ikke videre venlig. Han tog ordet: »Er der nogen, der i nat er gået alene til dasset?« Torstein rejste sig og kastede sig foran kongen og sagde, at han havde brudt hans påbud. Kongen svarede: »Dette var ikke til nogen stor skade for mig, men du bekræftede det, der siges om jer islændinge — at I er meget egenrådige. Men så du noget?« Torstein fortalte da alt, hvad der var foregået. Kongen spurgte: »Hvilken gavn mente du at få, ved at han skreg?« »Det skal jeg sige dig — herre! Da du havde advaret alle imod at gå derud alene, mente jeg at vide — da skræmslet kom — at jeg ikke ville slippe fra ham uden mén, og jeg tænkte, at I ville vågne — herre! — når han skreg, og jeg anså mig for hjulpet, såfremt I blev klar over sagen.« »Sådan var det også,« sagde kongen, »— jeg vågnede ved det, og jeg vidste også, hvad der foregik, og derfor lod jeg ringe, for jeg vidste, at du ellers ikke ville klare det. Men blev du ikke rædselsslagen, da djævelen begyndte at skrige?« Torstein svarede: »Rædsel? Det ved jeg ikke, hvad er — herre!« »Var der slet ingen frygt i livet på dig?« spurgte kongen. »Det var der ikke!« sagde Torstein, »— men ved det sidste skrig var det lige før skrækken fór i brystet på mig.« Kongen svarede: »Nu skal jeg forlænge dit navn og fra nu af kalde dig Torstein Skræk — og her er et sværd, som jeg vil give dig i navnefæste.« Torstein takkede ham.

Det fortælles, at Torstein blev kong Olavs hirdmand og opholdt sig hos ham siden, og at han faldt på Ormen Lange sammen med kongens øvrige krigere.


— o —