Fortællingen om højboen

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Dansk.gif


Islændingesagaer


Fortællingen om højboen

Kumlbúa þáttr


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2013



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson: Íslendinga sögur, Íslendingasagnaútgáfan, Reykjavík, 1947


Torstein Torvardson — svoger til Torfinn på Bakke — som var gift med Helga Torgeirsdatter — abbedens søster — fiflede med Steinvør — Høskuld Svogeremnes kone — og han fik et barn med hende.

En gang, mens Torstein befandt sig i denne lettere forvirrede tilstand, skete det, at han var på vej hjem sent om aftenen, og da viste der sig et sælsomt syn for ham. Han gik i en lille dal og stødte dér på en gravhøj. Han følte med hænderne for fødderne af sig og fandt dér menneskeknogler og et sværd. Torstein samlede sværdet op og tog det med sig og agtede at komme igen om morgenen efter natsang.

Om aftenen gik Torstein i seng med sin kone ved siden af. Han faldt snart i søvn. Så drømte han, at en stor mand kom imod ham, og at denne havde en stor, præget buløkse i hånden. Manden var et flot syn. Denne mand truede Torstein meget, hvis han ikke afleverede mandens sværd igen, og sagde, at det ikke kunne gå an, som det var nu. Torstein blev noget skræmt af hans trusler og gav sig uroligt i søvne. Hans kone vækkede ham og spurgte, hvorfor han klagede sig sådan, men han ville ikke fortælle hende det og faldt straks i søvn igen, og da kom den samme mand imod ham og kvad dette vers:


Blodrødt strøg i stridens
storm jeg fordum sværdet;
od og æg i Skilfings
uvejr har jeg prøvet.
Mænd blev fordum fældet;
faldnes tal vi øged’.
Friste — navnefælle! —
fik du gerne legen.


Så svarede Torstein drømmemanden med et vers og kvad:


Rask skulle jeg skjoldets
skader i blod rødne,
dér hvor hærmænd dristigt
drager sværd i striden.
Jeg fodred’ — fredsøder! —
førhen ørnen blodigt;
dine hug med huggen
hilse vil jeg — kriger!


Da svarede højboen og sagde: »Dér fandt du — Torstein! — den eneste udvej, for intet andet ville have nyttet.«

Så spurgte Helga, hvorfor han var så urolig, men han ville ikke fortælle hende det. Det blev snart lyst. Derpå stod Torstein op og gik derhen, hvor han mente gravhøjen skulle være, men han fandt den ikke igen, skønt han ledte meget efter den. Derefter gik han hjem og fortalte sin kone og andre om det.

Dette gik for sig vestpå på Hamarland ved Stad på Reykjanes i Bredefjord.


Gravhøj (negativ).jpg