Fortællinger om Loke (S.T.Thyregod)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Oldemoders Fortælling om Nordens Guder
Søren Tvermose Thyregod


Fortællinger om Loke


L.Moe 96.jpg
Denne Loke, som saaledes var Skyld i Iduns Bortførelse og stjal Frejas Halssmykke, var egentlig ikke af Asernes Æt, thi hans Fader var Jætten Farbøte og hans Moder Løvø, der var saa ussel og tynd, at hun ogsaa kaldtes Naal. Men i Tidernes Begyndelse kom Loke til Odin, og de to blandede Blod sammen, hvorefter han siden har opholdt sig blandt Aserne, skjønt han tit bringer dem i Forlegenhed og maa tvinges til at gjøre det godt igjen. I Han er en smuk Mand med et raskt Udseende, men ikke stor af Væxt; han er ond og ustadig i Sind, fræk i Tale og listig fremfor alle, saa at han allerede som ung blev kaldt den træske, og alle de vanskelige Foretagender, som paalægges ham, lykkes bedre, end man kunde vente. Det er derfor ikke underligt, at man giver ham Skyld for meget: Saaledes hedder det sig, naar Luften sitrer af Varme, at Loke saar sin Havre, der siden voxer op som det Ukrudt, vi kalde Jomfruhaar. Ligeledes fortælles, at han en Gang tog et Barn over Korsryggen og satte det ned med de Ord: »Saaledes skal du sidde, til du er et Aar gammel,« og det er Grunden til, at Børn have en Fordybning paa hver Side af Hoften og ikke kunne gaa, før Aaret er omme. Man kan ogsaa undertiden høre det hvine i Ilden, og da siger man, at Loke giver sine Børn Hug. Vi se ham i mange Skikkelser: som Fugl, Flue, Loppe, Lax og Hoppe, ja, det fortælles endogsaa, at han havde omskabt sig til alle Slags Dyr for at erfare, hvilken Dyreslægt der havde det værst i Livet; derpaa fortalte han de andre Guder, at han vel havde haft stor Møje med at staa mod Havbølgerne som Sæl, men det var dog værre at være Fugl og lægge Æg, den haardeste Vinter var imidlertid den, i hvilken han var Hoppe og blev Moder til Slejpner. En Gang fandt han ved Ilden et halvstegt Kvindehjærte, som han spiste, og derved blev han forvandlet til en Kvinde, saa han malkede Køer og blev Stammoder til alle onde Kvinder. Med sin Hustru Sigyn havde han Sønnerne Vale og Narve, men mest berygtede ere de tre Uhyrer Hel, Midgaardsormen og Fenrisulven, som Jættekvinden Angerbode fødte ham i Jættehjem.


Om disse tre Søskende vidste Guderne af Spaadomme, at de vilde volde Aserne store Ulykker, som det da ogsaa kunde ventes af deres Herkomst baade paa mødrene og endnu mere paa fædrene Side. Derfor sendte Alfader Guderne hen efter dem i Jættehjem, hvor de opdroges, men da Loke saa Aserne komme, kastede han Ormen ud i det dybe Hav, der omslynger alle Lande, og der voxer den saa meget, at den naar om Jorden og bider sig selv i Halen.


Hel kastede han til Niflhejm og gav hende Herredømme over Helhjem, hvor hun modtager alle dem, der dø af Sygdom og Ælde, og anviser dem Plads i sin Bolig, der er meget stor og hegnet med højt Træværk med store Porte i. Salen i hendes Borg hedder Elvidner, hendes Bord Hunger og hendes Kniv Sult; hendes Dørtærskel hedder faldvoldende Svig, hendes Seng Sygeleje og dens Omhæng skinnende Elendighed; hendes Træl og Trælkvinde lyde Navnet Langsomgaaende. Hun selv er skrækkelig at se, thi hun er halv blaa og halv ligfarvet, og hendes Ansigt er grimt og ludende.


Ulven opfødte Aserne hjemme, men kun Tyr havde Mod til at give den Føde. Da Guderne imidlertid saa, hvorledes den voxede for hver Dag, og alle Spaadomme sagde, at den kun vilde blive dem til Skade, bleve de enige om at smede en stærk Lænke, som de kaldte Leding og bar til Ulven, for at denne skulde prøve sine Kræfter derpaa. Ulven, der ikke syntes, at Kjæden saa synderlig stærk ud, lod dem gjøre med sig, som de vilde; men første Gang den spændte Fødderne imod, brast Lænken, og den var løs igjen. Derpaa gjorde Aserne en anden Lænke, der var dobbelt saa tyk som den forrige; den kaldte de Drome og bad Ulven ogsaa prøve at sprænge den, thi, sagde de, hvis saa svært et Grovsmedearbejde ikke kunde holde, vilde Ulven blive meget vidt berømt for sin Styrke. Ulven saa nok, at Drome var meget stærkere end Leding, men følte tillige, at dens Kræfter vare forøgede siden forrige Prøve, hvorfor den lod sig binde; men næppe vare Aserne færdige dermed, før Ulven rystede sig, i det den satte Fødderne imod, og Lænken kastedes til Jorden i Stumper og Stykker, der fløj langt bort. Nu bleve Aserne bange for, at de ikke skulde faa Ulven bundet, og lode derfor Skirner drage til Svartalfernes Verden til nogle Dværge, der lavede ham Lænken Glejpner. Den er gjort af sex forskjellige Dele, nemlig af Kattefjeds Larm og Kvindeskjæg, af Bjærgets Rødder og Bjørnesener, af Fiskens Aande og Fuglens Spyt; og det maa jo være sandt, hvorvel vi ikke kunne forstaa det, eftersom Kvinden jo ikke har Skjæg og Bjærget ikke Rødder, ligesom Kattens Løb er lydløst. — Da Aserne modtoge Glejpner, der var saa jævn og blød som en Silketraad, men sej og stærk, takkede de først Skirner, fordi han havde udrettet sit Ærende saa godt, og derpaa droge de samlede ud til en lille Ø, der ligger i Søen Amsvartner, og Ulven var med. Her viste de nu Baandet frem og spurgte Ulven, om den kunde slide det itu, thi det var noget stærkere, end det saa ud til, og samtidig lod de det gaa rundt blandt Aserne, der alle, en efter en, prøvede, om de kunde rive det over; der var ingen, der mægtede det, men de mente alle, at det vilde falde Ulven let.


»Jeg synes ikke,« svarede Ulven, »at der vil være stor Hæder at opnaa ved at rive saa fin en Traad over, men jeg tænker, den er lavet med Svig og Kunster, og er det Tilfældet, skal den aldrig komme paa mine Fødder.« Aserne vedblev imidlertid at lokke, i det de sagde:


»Du kan da sagtens rive et saadant Silkebaand over, naar du har kunnet sprænge de svære Jærnlænker, som vi have seet, og desuden, selv om det er dig for stærkt, saa behøver du jo ikke at være bange for os, vi skulle nok løse dig.«


»Nej,« svarede Ulven, »faa I mig først bundet, saa jeg ikke selv kan fri mig, da ved jeg, at jeg kan vente længe, før I løse mig, og derfor tager jeg nødig dette Baand paa mig; men for at I ikke skulle bebrejde mig for Fejhed, vil jeg dog gjøre, som I forlange, hvis en af Eder vil lægge sin Haand i min Mund som Pant paa, at der ikke er Svig derunder.«


Ved disse Ord saa Aserne til hinanden, thi det var et vanskeligt Vilkaar, og ingen havde Lyst til at række Haanden frem, før Tyr endelig kom med sin højre og lagde den i Ulvens Gab, medens Guderne lagde Glejpner om. Men Ulven sprællede, og jo haardere den strittede imod, des strammere bandt Baandet, jo mere den brød paa, des fastere sad det. Da lo alle Aserne undtagen Tyr, thi han mistede sin højre Haand.


Den Gang Aserne saa, at Ulven nu var bunden til Gavns, trak de Enden af Lænken gjennem et Bjærg, og fæstede dette i Jorden, og for at faa det endnu fastere tvang de det dybt ned med et andet Klippestykke. Ulven gabede forfærdelig under dette og vendte sig til alle Sider for at bide Aserne, men de stak da et Sværd i dens Gab, saa Sværdhæftet staar i Underkjæben og Odden i Overkjæben. Saaledes ligger den nu og tuder højt, til Ragnarok kommer, og Fraaden, der flyder ud af dens Mund, danner en hel Flod. Aserne kunde jo lige saa let have dræbt Ulven, men de vilde ikke besmitte deres Helligdomme med dens Blod, skjønt Spaadommene sagde, at den vil volde Odins Død.


Siden hændte det en Gang, da Thor var i Østerleden at dræbe Trolde, at en Bygmester kom til Aserne og tilbød at bygge dem en Borg, der skulde blive saa stærk, at hverken Jætter eller Riser kunde indtage den, selv om de vare komne over Midgaards Fæstning; han vilde paatage sig at opføre den i tre Halvaar, men til Løn vilde han have Freja og desuden Sol og Maane. Aserne holdt Raad om, hvorvidt de skulde gaa ind paa dette Forslag eller ej, og Talen endte med det Løfte, at Bygmesteren skulde faa den Løn, han krævede, hvis han kunde opføre Bygningen paa en Vinter; var den ikke færdig den første Sommerdag, skulde Aftalen være magtesløs; dette gik Bygmesteren ind paa, men da Aserne endnu tilføjede den Betingelse, at han ingen Hjælp maatte have dertil, forlangte han, at de skulde tillade ham at bruge sin Hest Svadilfær, hvilket i Følge Lokes Raad blev vedtaget, og nu blev Aftalen stadfæstet med Eder og Vidner, hvilket den fremmede ønskede, da han ellers ikke følte sig sikker blandt Aserne, især naar Thor kom hjem.


Han gav sig derpaa til at arbejde. Om Dagen murede han, men om Natten kjørte han Sten sammen med Hesten, og det forbavsede Aserne at se, hvor mange Sten den kunde slæbe, thi det forekom dem, at Hesten udførte mere af Arbejdet end Bygmesteren selv; det skred da ogsaa godt fremad, thi ud paa Vinteren var Muren saa høj og stærk, at ingen kunde indtage den, og senere, da der endnu var tre Dage til Sommeren, manglede der kun Porten.


Men da kom der Angst over Aserne; de samledes paa Thingstedet, og den ene spurgte den anden om, hvem det var, der havde raadet dem til at give Freja bort til Jætterne og desuden ødelægge Luften med Mørke ved at sælge Sol og Maane; de huskede da, at dette Raad saa vel som alt andet ondt stammede fra Loke, og de truede ham med en pinefuld Død, hvis han ikke sørgede for, at Handelen gik tilbage. Loke blev bange ved at høre dette og se, hvor vrede Guderne vare, saa han svor paa, at han nok skulde narre Bygmesteren for hele Lønnen, hvad det saa end skulde koste.


L.Moe 97.jpg
Samme Aften, da Bygmesteren drog ud med Svadilfær, kom der en Hoppe løbende imod dem fra Skoven, og saa snart Hingsten hørte Hoppen vrinske, blev den løbsk, sled Rebet itu og forfulgte Hoppen ind i Skoven; Bygmesteren løb bag efter for at fange sin Hest, men maatte jage forgjæves den hele Nat, saa Arbejdet blev forsinket, og næste Dag gik det ikke bedre, thi da gjentog det samme sig. Nu saa Bygmesteren, at han ikke kunde naa at faa Borgen færdig, og i sin Vrede herover tog han sin Jætteskikkelse paa; men saa snart Aserne ret saa, hvem det var, de havde at gjøre med, brød de sig hverken om Løfter eller Eder, men kaldte kun paa Thor, der ogsaa strax stod blandt dem med løftet Hammer og slog til, saa Jætten sendtes med knust Hjærneskal til Niflhejm og ikke til Jættehjem; han fik Hammerhug til Løn i Stedet for Sol og Maane.


Men nogen Tid efter fødte Hoppen et Føl med otte Fødder, og det blev den bedste Hest, Guder og Mennesker kjende, nemlig Odins Slejpner.


Denne Hammer, som Thor dræbte Jætten med, var han kommen i Besiddelse af ved Lokes Hjælp. Loke havde nemlig i Kaadhed klippet Haaret af Sif, men da Thor saa det, greb han Loke og truede med at knuse hvert Ben i ham, hvis han ikke skaffede Sif nyt Haar, der skulde være af Guld og kunne voxe som virkeligt Haar, og Loke maatte sværge paa, at han skulde faa Svartalferne til at lave et saadant Haar. — Han drog til Dværgen Ivaldes Sønner, som lavede ham Haaret og desuden Skibladner og Spydet Gungner; men derpaa gik han til Dværgen Brok og væddede med ham, ja, satte endog sit Hoved ind paa, at hans Broder Sindre ikke kunde lave tre Kostbarheder saa gode som dem, Ivaldes Sønner havde lavet til ham. Brødrene gik da til Smedjen, hvor Sindre lagde Svineskind i Essen og bad Brok blive ved at trække Blæsebælgen, til han tog det ud igjen; men aldrig saa snart var Sindre gaaet, før en Brems satte sig paa Broks Haand og stak, dog vedblev Brok at blæse, til Sindre kom; det, denne tog ud af Ilden, var en Galt med Guldbørster. Derefter lagde Sindre Guld i Essen og bad sin Broder blæse uden Ophold, hvorpaa han atter gik ud. Da kom Bremsen igjen, satte sig paa Broks Hals og stak haardere endnu, men han vedblev dog at blæse, til Smeden kom ind og tog Guldringen Drøpner ud af Ilden. Tredje Gang lagde Sindre Jærn i Ilden og bad sin Broder endelig blive ved at blæse, thi hvis han slap Bælgen, vilde det hele fordærves. Denne Gang satte Bremsen sig mellem Broks Øjne og stak i hans Øjelaag, saa Blodet løb ned og blændede ham; da lod Brok Bælgen staa og greb i en Fart til med Haanden for at jage Bremsen bort. I det samme kom Sindre og sagde, at deres Arbejde nær var blevet spildt, hvorpaa han tog en Hammer ud af Ilden.'


Nu gav Sindre Brok disse Kostbarheder og bad ham drage til Asgaard for at faa Væddemaalet afgjort. Der satte Aserne sig paa deres Domstole, og da alle vare blevne enige om, at den Dom skulde gjælde, som Odin, Thor og Frej afsagde, kom Loke og Brok frem, hver med sine Kostbarheder. Først gav Loke Spydet Gungner til Odin, i det han sagde, at det altid vilde ramme, hvad han sigtede paa; dernæst gav han Thor Guldhaaret, som efter hans Ord strax vilde gro fast, naar det kom paa Sifs Hoved; Skibladner gav han til Frej og sagde, at det altid vilde faa Medbør, naar Sejlet foldedes ud, i hvilken Retning de end vilde sejle, desuden var det lavet af saa mange Stykker og med saa megen Kunst, at det kunde foldes sammen som et Klæde og bæres i en Lomme, og dog kunde alle Aserne med Vaaben og Rustninger faa Plads i det. Derefter kom Brok frem med sit. Han gav Odin Drøpner og sagde, at hver niende Nat vilde der dryppe otte lige saa tunge Ringe fra den; Frej gav han Galten Gyldenbørste, om hvilken han sagde, at den kunde løbe hurtigere end nogen Hest baade gjennem Luft og over Hav, ved Dag og Nat, og selv om Natten var aldrig saa mørk, eller Vejen gik gjennem de dunkle Verdener, vilde Børsterne dog skinne saa stærkt, at der var Lys nok, hvor den for frem; Hammeren gav Brok til Thor og sagde, at med den kunde han slaa saa haardt, han vilde, paa hvad stort, der faldt for, den vilde ikke tage Skade, og hvor han end kastede den hen, skulde han aldrig være bange for at miste den, thi om den end fløj nok saa langt, vilde den dog af sig selv komme tilbage i hans Haand, og naar han vilde, blev den saa lille, at han kunde gjemme den paa Brystet; den havde kun den ene Fejl, at Skaftet var temmelig kort.


L.Moe 98.jpg
Nu blev Dommen afsagt, og den lød, at Hammeren var det største Klenodie, da den vilde være det bedste Værn mod Jætterne.


Dværgen havde altsaa vundet Væddemaalet og Lokes Hoved, og han vilde slet ikke gaa ind paa Lokes Tilbud om Løsepenge.


»Saa tag mig da!« raabte Loke, men var i det samme, Dværgen greb efter ham, langt borte, thi han havde Sko, hvormed han kunde løbe baade gjennem Luft og over Hav. Da bad Dværgen Thor om at skaffe ham til Veje, hvilket ogsaa skete, men da Dværgen nu vilde hugge Hovedet af Loke, sagde denne:


»Kun Hovedet er dit, ikke Halsen,« saa at Dværgen ikke kunde faa sin Ejendom, men da Hovedet nu var hans, og han havde Lov til at behandle det, som han vilde, tog han Traad og Kniv for at stikke Hul i Lokes Læber og sy Munden sammen paa ham, men Kniven vilde ikke bide; da sagde Brok, at det vilde være rart, hvis han nu havde sin Broders Syl, og i det samme han ønskede det, var den hos ham, og nu syede han Munden sammen paa Loke med en Traad, som han derpaa rev af for Knuden.


For øvrigt havde Loke ofte Held til det, som de andre Guder forgjæves prøvede. Saaledes fortælles der, at Jætten Skrymer, der havde et Hornhjærte, en Gang spillede Brætspil med en Bonde om dennes Søn, og Jætten vandt.


»Nu har jeg vundet,« sagde Jætten, »og vil have din Søn, hvis du ikke kan skjule ham for mig.« Bonden bad da til Odin, at han skulde gjemme Drengen, og i samme Øjeblik stod Odin for ham, tog Sønnen og gik ud med ham fulgt af de sørgende Forældre. Da bød Odin en Kornmark voxe op, hvilket strax skete, og i et af de mindste Bygkorn skjulte han Drengen, i det han sagde:


»Lig kun ganske rolig, til jeg kalder paa dig, da maa du komme.« Men næppe var dette sket, før Skrymer kom til med et Sværd, greb om saa meget Korn, som han kunde favne, for at dræbe Sønnen. Da var denne i Knibe, men Bygkornet, han laa i, gled ud mellem Jættens Fingre, og i det samme kaldte Odin paa ham og fulgte ham hjem, hvor han modtoges af Forældrene med aabne Arme.


Da bad Bonden til Hæner, som strax kom og var villig til at skjule Drengen. Han tog ham med ud til Sundet, hvor syv Svaner kom flyvende og satte sig hos Hæner. Denne skjulte nu Drengen midt i en af Svanernes Nakkefjer og bød ham være tryg der, til der blev kaldt paa ham. Men da kom Skrymer løbende, just som de samme Svaner fløj forbi igjen, han snublede, men fik dog fat i en af dem og bed Halsen over paa den ved Skuldrene. Da var den unge Svend atter i Knibe, men Fjeren gled ud af Jættens Mund, i det Hæner kaldte paa ham; de fulgtes nu ad hjem, hvor Forældrene omfavnede dem begge.


Atter bad Bonden om Redning for sin Søn og denne Gang; til Loke, som strax stod for ham.


»Du ved ej, Loke,« sagde Bonden, »hvor stor Nød jeg er i. Skrymer vil dræbe min Søn, hvis du ej vil gjemme ham saa godt, at han ej kan findes.«


»Da maa du, mens jeg er borte, bygge et Baadehus med en stor Aabning, i hvilken du skal hænge en Jærnkølle,« svarede Loke og gik med Drengen ned til Stranden, hvor de satte sig i en Baad og roede ud til den yderste Fiskebanke; her kastede Loke en Fiskekrog ud med en Sten ved, saa den strax sank til Bunds; han drog Flyndere, en efter en, men den tredje var værst at faa; derpaa bød han Drengen skjule sig i et af dens Rognkorn og ligge der ganske rolig, til der blev kaldt paa ham. Men da Loke atter roede til Land, stod Jætten der og spurgte:


»Hvor har du været i Nat, Loke?«


»Jeg har maattet flakke om paa Søen,« svarede Loke, og raadte Jætten fra at sejle der ud; men denne skød dog sin Jærnbaad i Vandet, og Loke tilbød da at følge med. Loke tog Aarerne, medens Jætten satte sig ved Roret, men hvor meget Loke end arbejdede, kom Baaden dog ingen Steder, hvorfor han sagde, at han ogsaa bedre forstod at styre end Jætten. Da denne derpaa fik fat i Aarerne, gled Baaden ud, og de kom nu til den yderste Fiskebanke; der kastede Jætten Medekrogen ud og fangede Flyndere, men da han havde fanget den tredje, der var den vanskeligste at faa, sagde Loke:


»Den Fisk maa du give mig, Jætte.«


»Nej, den faar du ikke,« svarede Jætten, i det han satte den mellem sine Knæ og talte alle Rognkornene for at finde Svenden i dem. Nu var Drengen atter i Knibe, men Kornet han laa i, smuttede ud af Jættens Haand, just som Loke kaldte paa ham og sagde:


»Sæt dig her bag mig, saa Jætten ikke ser dig, og naar du kommer til Land, maa du løbe saa let, at man ikke kan spore dig i Sandet.«


Jætten roede nu mod Land, men Loke styrede Baaden saaledes, at Forstavnen vendte ud ad, og Jætten maatte skyde Bagstavnen op først. I det samme Øjeblik, Baaden stødte mod Land, sprang Drengen af og stod der oppe, da Jætten saa sig omkring. De skyndte sig nu begge, Drengen foran saa letfodet, at man ikke kunde se hans Spor, hvorimod Jætten løb tungt og sank i Sand til Knæene. Drengen løb igjennem sin Faders Baadehus saa hurtig, han kunde, og Jætten bag efter, men der stod han fast i Aabningen og knuste sin Hjærneskal mod Køllen, som hang deri. Loke var hurtig oppe hos dem og hug det ene Ben af Jætten, men det groede hurtig sammen igjen, da hug Loke det andet Ben af ham og kastede det langt bort mellem Stenene, og da glædede Drengen sig ved at se Jætten synke sammen; Loke gik hjem til Forældrene og gav dem deres Søn, i det han sagde:


»Nu har jeg holdt mit Løfte og opfyldt din Bøn, thi Jætten har mistet sit Liv.« Og Forældrene omfavnede dem begge af Glæde, fordi Sønnen nu var helt fri.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.