Fortale (ONS 4)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Kongesagaer


Oldnordiske Sagaer
Bind 4


Fortale
Til Olaf den Helliges Saga



Udgiven i Oversættelse af
Det kongelige
 nordiske Oldskriftselskab
København, 1834


Are Præst Thorgilsøn hin Frode var den Første Mand her i Landet (1), som paa nordisk Maal skrev historiske Beretninger, saavel gamle som nye; i Begyndelsen af sin Bog skrev han først om Islands Bebyggelse og Lovgivning, dernæst om Lovsigemændene, hvor længe hver forestod Lovsagnet, og antog han to Tidsrum, det første indtil Kristendommens Indførelse paa Island, det andet lige til sine Dage. Han tilføjede desuden mange andre Efterretninger, deels henhørende til de norske, danske og engelske Kongers Historie, deels de vigtigste Tildragelser, som her i Landet vare forefaldne; og holde vi alle hans Beretninger for særdeles troværdige, da han baade var en meget kyndig Mand, og saa gammel, at han var født Aaret efter Harald Sigurdsøns Fald. Han skrev, som han selv siger i de Norske Kongers Historie, efter mundtlig Fortælling af Odd Kollsøn, en Sønnesøn af Hall fra Sida; men Odd havde igjen sin Fortælling fra Thorgeir Afradskoll, en kyndig Mand, der var saa gammel, at han boede paa Nidenæs (2), den Gang Hakon Jarl hin Mægtige blev dræbt; paa selvsamme Sted gjorde Olaf Tryggvesøn det første Anlæg til en Kjøbstad, men Olaf den Hellige lod Kjøbstaden selv opbygge. Are kom i sit ottende Aar til Hall Thorarensøn i Høgedal, og var der i fjorten Aar. Hall var en højst kyndig og mindsom Mand; han kunde huske, at Præsten Thangbrand døbte ham, da han var tre Aar gammel, nemlig Aaret førend Kristendommen blev lovtagen paa Island. Are var tolv Aar gammel, da Biskop Isleif døde. Hall gjorde hyppige Handelsrejser og stod i Forbindelse med Kong Olaf den Hellige, hvoraf han havde stor Forfremmelse, og blev nøje bekjendt med Kongens hele Rige. Da Biskop Isleif døde, var forløbet fra Olaf Tryggvesøn firsindstyve Aar; men Hall døde ni Aar efter Biskop Isleif, og havde da opnaaet en Alder af fire og halvfemsindstyve Aar; han havde i sit eet og tredifte Aar nedsat sig i Høgedal, og boede der i fire og tresindstyve Aar; saa skriver Are. Biskop Isleifs Søn Teit blev opfostret hos Hall i Høgedal, og boede der siden; han oplærte Are Præst, og fortalte ham mange Begivenheder, som Are siden nedskrev. Desuden fik Are ogsaa meget at vide af Snorre Godes (3) Datter Thuride, der var meget kløgtig af sig, og kunde erindre sin Fader Snorre; denne var nær de fem og tredive Aar, da Kristendommen kom til Island, og døde eet Aar efter Kong Olafs Fald; det var derfor ikke saa underligt, at han var nøje underrettet om mange gamle Tildragelser baade her og udenlands, da han havde hørt dem fortælle af gamle og kyndige Mænd, og besad selv en sikker Hukommelse og Videlyst. Jeg har her ladet skrive fra Begyndelsen af de Kongers Historie, som have regjeret i de nordiske Lande, og have talt den danske Tunge, og meddeelt Efterretninger om deres Familier, deels efter vel underrettede Mænds Fortællinger, deels efter gamle Kvad, og deels efter Slægtregistrene over Oldfædrene, til hvem Kongerne have regnet deres Herkomst. Skalden Thjodolf hin Frode, som nogle kalde den Hvinverske, digtede et Kvad om Kong Røgnvald, en Søn af Kong Olaf af Vestfold, hvilken Olaf var Broder til Halfdan Svarte, Harald Haarfagers Fader; i dette Kvad opregnes tredive af Røgnvalds Forfædre, deres Navne anføres, saavelsom deres død, og gaaer dette Slægtregister lige op til Ingve-Frei, der af Hedningerne blev dyrket som Gud. Et andet Kvad digtede Eyvind Skaldespilder om Hakon Jarl Sigurdsøn hin Mægtige, hvis Forfædre han opregnede til Sæming, der holdes for at være en Søn af Ingve-Frei, Njords Søn; deri anføres ogsaa om enhver især deres Død og Gravsted. Den første Old var den, da alle døde skulde brændes; men siden opkom Højalderen, i hvilken alle mægtige Mænd, efter deres død, lagdes i Høj, Almuen derimod begroves i Jord, og Bautastene sattes efter dem til Amindelse. Men efter Harald Haarfagers Regjering i Norge veed man meget nøjagtigere og paalideligere at fortælle de Norske Kongers Historie.

I hans Dage blev Island bebygget, og da var der megen Fart fra Norge til Island; hver Sommer udbredtes mange Fortællinger imellem disse Lande, hvilke siden erindredes og bevaredes ved at gaae fra Mund til Mund. Det tykkes mig dog det paalideligste og visseste, som med klare Ord er sagt i Kvadene eller andet Skaldskab, der digtedes om Konger eller andre Høvdinger, saa at de selv hørte det, eller og i de Arvekvad, som Skaldene sang for deres Sønner. Thi de Ord, der staae i Kvadene, ere de selvsamme som der stod fra først af, naar de kvædes ret, skjønt den ene har siden lært dem af den anden, og deri lader sig intet forandre; men ved de Sagaer, som ere opbevarede ved Fortælling, kan det vel hænde sig, at ikke alle forstaae dem paa samme Maade, thi somme kunne efter nogen Tids Forløb ikke altid huske, hvad der blev fortalt, men Hukommelsen slaaer dem ofte fejl, og Frasagnene blive da usikre. Det var mere end to hundrede og fire og tyve Aar efter Islands Bebyggelse, at man her begyndte at skrive Sagaer, men i saa lang Tid vilde Frasagnene ej kunne være bevarede, hvis der ikke havde været Kvad til, baade nye og gamle, ved hvilke man kunde vedligeholde Sagnet uforvansket. Saa have Historieforskerne før gjort, naar de vilde undersøge Sandheden, at de antoge for sandt de Mænds Ord, der selv saae Begivenheden og vare Øjenvidner dertil. Naar altsaa Skaldene vare med i Feldtslagene, da ere deres Vidnesbyrd aldeles paalidelige, og ligesaa hvad Skalden kvad for Høvdingerne selv, thi da torde han ikke fremføre saadanne Gjerninger, som Høvdingen selv og alle de, der hørte derpaa, vidste, han ikke havde haft med at gjøre; det vilde have været Forhaanelse og ikke Roes. Nu ville vi fortælle de betydeligste Begivenheder, som tildroge sig i Kong Olaf den Helliges Levetid, baade hans Rejser og Regjering, og derhos noget om Aarsagerne til den Krig, Landshøvdingerne i Norge opvakte imod ham, og i hvilken han faldt paa Stiklestad. Vel veed jeg, at hvis denne Fortælling kommer udenlands, da ville mange mene, at jeg taler vel meget om Islændere; men dertil er Grunden, at det netop var Islændere, som have seet eller hørt disse Begivenheder, og som bragde Fortællingerne derom hid til Landet, og af dem have andre siden lært dem. Men for det meste skriver jeg dog efter hvad jeg finder i de Skaldes Kvad, som vare hos Kong Olaf.


Noter:
1. Island.
2. Eller Nidaros.
3. D. e. Offerpræsten.