Fortale Kæmpelivets Undergang i Nord

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Naturlyrik og romantik
N.F.S.Grundtvig4.jpg


Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord
af Nik. Fred. Sev. Grundtvig


Fortale


Historien beskuer jeg som eet sig udviklende Drama, der altsaa kun ved Skabergnisten i Menneskets Indre lader sig udfylde, og fremtræder da som den helligste Digtning, i hvilken Guder og Kloder henvandre med Kæmpeskridt, forkynder Tidens Stræben og dens Maal. Et saadant Dramas Mulighed og Herlighed kunne vi beskue i Asalæren. Fæste vi derimod Øiet paa den Del af Tiden, som alt er svundet, da se vi den ligesom opløse sig i Tidsaldere, af hvilke hver enkelt, skønt den kun er et Optrin af det store Drama, dog selv danner et saadant, der, mere eller mindre fuldendt, lader sig tilsyne. Et af de herligste er udentvivl gamle Nordens; thi, mere sluttet i sig selv, er det en speiltro Afbildning af Asadramaet, og vi kunne sige, at Nordens Træ, uden fremmede Kvistes Indpodning, opvokset af egen kraftige Rod, stander som Ygdrasills hellige Symbol. Længe kæmpe de tvende Kræfter, Aser og Jetter, i deres jordiske Frænder, med hinanden og med sig selv, og at fremtrylle et Skin af denne lange betydningsfulde Kamp, saavelsom af dens Urbillede, er mit Livs Haab. Paa det Sidste kommer lig i Ragnaroke, en tredie Kraft fra Sønden; men uden at forbinde sig med nogen af de Stridende, træder den op mod begge; Bifrost Bro, som Guderne byggede mellem sig og Jorden, søndertrædes af en mægtig Fod, Valhal styrter, og endt er Asers Herredom. Dette, Omstyrtelsen af Asers Templer i Dannemark og Kristendommens seirende Indtog med det vaiende, blodige Korsbanner, er, hvad jeg her stræber at fremstille. Nærværende Optrin maa da beskues som Dele af Dramaets sidste Akt, skønt de igen maa, saavel tilsammen som enkelte, udgøre dramatiske Helheder. Hvo der altsaa ei fik Øie for et Kæmpelegeme, hvis Lemmer igen selv ere Legemer, uden derfor desmindre at være og vise sig som Dele, han forstaar mig ikke.


Kun Saameget vilde jeg her sige, for om muligt derved at hindre nogle af de skæve Domme, som Smagens Præster, der, selv Sædvanens Produkter, ei kunne taale Noget som strider mod samme, udentvivl ville fælde over mit Arbeide. Nøiere at udvikle mine Ideer om det magiske Baand der knytter Poesi og Historie til hinanden, samt om de vekslende Skikkelser, hvorunder de i Forening kunne fremtræde, forbeholder jeg mig til Værkets Slutning, da en saadan Udvikling her, foran det sidste eller dog næstsidste Hefte, neppe vilde have sin rette Plads. Spørger Nogen, hvi jeg da ei begynder med Begyndelsen, da kan jeg vel ei nægte, at Dette vilde for Læseren været mere bekvemt; men derhos vide alle Kyndige at Man ei kan udtale uden Det, hvoraf Man er opfyldt, og tækkes Værket dem iøvrigt, ville de lettelig tilgive, at jeg ei følger anden Orden, end den min Stemning byder. For dem vil desuden hvert Optrin selv angive sin Plads, og for de mindre Kyndige skal jeg gøre, hvad der kan gøres: foran hvert Hefte hentyde paa dets Sted, og ved Værkets Slutning lade ny Titelblade fastsætte Ordenen.


Om hele Værket, saaledes som jeg med Aandens Øie saae og ser det, nogensinde kan fremtræde for det ydre, vide kun de høiere Magter, som forstaa at veie de Dødeliges Kraft, og for hvis klare Syn Fremtiden udfolder sig. Maaske var allerede Haabet selv forvovent, og Almenhedens Stemning, parret med en Stilling, hvori ustadig Helbred ofte røver de faa, dyrekøbte Øieblikke, jeg bestemte til Sjelens Fest, nærer visselig ei det dristige Haab. Dog,

Hvad Manden vil, kan Mænd og Guder
Forhindre, standse, det er sandt;
Men Manden ei kan holde op at ville.

Et Hefte, indbefattende tvende Sagaer: om Odins Komme til Norden og om Sværdet Tirfing, mangler kun det sidste Haandlæg; men hvor snart det kan følge, maa for en stor Del bero paa dettes Skebne.


Valkendorfs Kollegium den 14 November 1809.