Fortale til Dronning Emma - Kong Knuts Liv og Gerninger
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Oversat og oplyst af M. Cl. Gertz,
Frelse vorde dig til Del fra den Herre Jesus Kristus, o Dronning, du, som staar over alle af dit Køn ved dine herlige Sæder!
Jeg, din ydmyge Tjener, formaar ikke ved Gerninger at mig at yde noget, der er din Højbaarenhed værdigt, og heller ikke ved jeg, paa hvilken Maade jeg dog i det mindste med Ord skulde kunne være den til Behag. At nemlig enhvers Veltalenhed, naar han vil tale om dig, maa komme til kort overfor din Aands storhed, er noget, der er klarere end selve Solens Straaleglans for alle dem, der kende dig. Men nu sætter jeg dig dog paa Grund af dine Velgerninger imod mig saa højt, at jeg uforfærdet vilde gaa i Døden, hvis jeg troede, at det vilde fremme din Tarv. Derfor vil jeg da ogsaa gerne, saaledes som du byder mig, i et Skrift fra min Haand overgive til Eftertiden Mindet om eders Handlinger, Handlinger, siger jeg, der komme dig og dine til Ære; men til at gøre dette tvivler jeg selv paa at mine Evner strække til.
Hvis En nemlig vil skrive Historie, kræves der særligt af ham dette, at han ikke maa lade sig lede bort fra Sandhedens lige Vej ved nogen Vildfarelsens Afvej; thi naar man, idet man skriver om nogens Handlinger, indfletter enkelte usande Ting mellem Sandheden (hvad enten dette nu sker ved en Fejltagelse eller, som det tit gaar, for at forskønne Fremstillingen), saa bliver visselig Følgen den, at Læseren, hvis han opdager blot een eneste Usandheds Tilsætning, anser det, der virkelig er gjort, for noget, der ikke er gjort. Derfor maa, mener jeg, Historieskriveren højligen vogte sig for at gaa imod Sandheden ved at indblande Ting, som ingen Hjemmel har; thi ellers vil han ogsaa komme til at miste det Navn, han synes at have i Medfør af sit Kald: [»Kendsgerningers Beskriver«] (1). Er det nemlig saa, at Kendsgerningen selv skaffer den sanddru Fremstilling Tiltro, saa er det ogsaa omvendt saa, at den sanddru Fremstilling skaffer Kendsgerningen Anerkendelse som Kendsgerning.
Naar jeg nu ved mig selv tænker paa dette og andet af denne Art, men saa samtidigt kommer til at se paa, hvor yderst slet Folk have for Skik at dømme i saadanne Sager, saa gribes jeg af en ængstelig Sky, der heftigt piner mig i Sjælen. Ser man nemlig, at en eller anden i sin Stræben efter nøje at skildre en Sag i Overensstemmelse med Sandheden giver sine Ord frit Løb, saa laster man ham med Bidskhed for hul Snakkesalighed; og hvis derimod en anden søger at undgaa den nys nævnte Dadel og derfor paalægger sig selv altfor stor Knaphed i sin Fortælling, ja, saa siger man, at, medens han burde drage det skjulte klart frem for Lyset, har han lagt Skjul paa det aabenlyse.
I saa trang, en Stilling er jeg altsaa stedt, hvorhen jeg end vender mig; men fornemlig er jeg dog bange for, at de, der ville mig ilde, skulle kalde mig snakkesalig, hvis jeg uden at bryde mig om Stilens Skønhed bruger en vidtløftig Fortællemaade ved min Historieskrivning. Jeg ser jo nu imidlertid, at jeg ikke kan slippe fri, men maa skrive; og saa mener jeg da, at jeg maa vælge een af disse to Ting: enten at underkaste mig Menneskenes forfængelige Domme, eller ogsaa at fordølge de Ting med Tavshed, som du, Fru Dronning, har paalagt mig at skrive om, og derved vise Ringeagt mod dit Bud. Men saa vil jeg hellere have, at visse Folk skulle laste mig for Snakkesalighed, end at Sandheden om det i højeste Maal mindeværdige Emne skulde forblive dulgt for Alverden ved min. Skyld. Derfor vil jeg da, saasom jeg med høj Agtelse for min Frues Vilje har valgt mig denne Vej, i det følgende ikke bryde mig om at gøre Undskyldninger, selv hvor Anledning dertil kunde være, men begynde min sammenhængende Fortælling her fra dette Punkt.
Noter
1): Disse to Ord findes ikke I Teksten, men efter Sammenhængen synes Forfatteren at maatte have tænkt paa dette Navn for Historieskriveren: rerum scriptor.
