Fortale til Norges kongesagaer bind 4

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Norges Kongesagaer

1914-utgaven

oversat ved
Alexander Bugge

I.M. Stenersens Forlag
Kristiania
1914


FORTALE

(til bind IV)


Gustav Storm kom ikke til at føre til ende den oversættelse, som han hadde tænkt paa, av alle kongesagaene, dem han kjendte bedre end nogen anden. Forlagsbokhandler J. M. Stenersen overdrog derfor til undertegnede at fortsætte Storms verk. Jeg har vaaget at paata mig dette arbeide, endda jeg ikke kjender kongesagaene paa langt nær saa godt som Gustav Storm gjorde. Men Munchs og O. Ryghs ypperlige omsætning er ikke længer i bokhandelen (1). Og baade «Haakons, Guttorms og Inges saga» og «Haakon Haakonssøns saga» fortjener at være folkelæsning likesaa vel som Snorres Heimskringla og Sverres saga.

Det, som jeg har oversat, er «Haakons, Guttorms og Inges saga», «Haakon Haakonssøns saga» og «Magnus Haakonssøns saga». Jeg har om den første av disse sagaer brukt det samme navn, som bl. a. brukes av Rygh i hans oversættelse og av Unger i hans utgave av kongesagaene efter Eirspennil (2). Sagaen kaldes ogsaa Bǫglungasǫgur («Baglersagaer»). Dette navn findes i et haandskrift av Haakon Haakonssøns saga (3) og er tat op igjen av Finnur Jónsson i hans store verk «Den oldnorske og oldislandske literaturs historie« (II 2, s. 640) og av A. Kjær i hans utgave av Skálholtsbók (4). Navnet «Baglersagaene» er kort og rammende; men det passer ikke paa de deler av sagaen, som handler om Haakon Sverressøn og Guttorm Sigurdssøn og om Inge Baardssøns død. Jeg har derfor brukt navnet «Haakons, Guttorms og Inges saga».

Denne saga er daarligere bevart end nogen andre av kongesagaene (undtagen Magnus Haakonssøns saga), og hvorledes den fra først av har set ut, er det ikke let at sige fuldt visst. Det findes to redaktioner av sagaen, den ene kortere, den anden længere. Den kortere tekst slutter med freden mellem birkebeinerne og baglerne i 1208. Den er bedst bevart i Skálholtsbók, hvorefter den, som nævnt, er trykt i Kjærs utgave. I Skálholtsbók bryter dog sagaen av ufuldstændig litt før slutningen. Desuten findes den kortere tekst i Eirspennil, hvorefter den er trykt i bind IX av Fornmanna sögur og i Ungers Konungasögur. Den længere tekst findes ikke længer fuldstændig i originalen. Av denne har vi nu bare 3 gamle skindblad i den Arnamagnæanske samling (paa Universitetsbiblioteket i Kjøbenhavn) 325, VIII 4 b. Undalspresten Peder Claussøn Friis har derimot kjendt hele den længere redaktion av «Haakons, Guttorms og Inges saga» og brukt den i sin omsætning av kongesagaene (5). Sammenholder vi Peder Claussøns omsætning med de blad, som vi har av den længere tekst, vil vi se, at den i regelen er en tro oversættelse. Dog er et stykke om Inga av Varteig, mor til kong Haakon den gamle, tat fra Haakon Haakonssøns saga (kap. 1.). Mulig er ogsaa etpar andre stykker tat fra denne saga.

Konrad Maurer (6) og Finnur Jónsson (7) er enige i, at sagaverket utgjør et sammenhængende hele, endda det skiller sig i sagaene om Haakon Sverressøn, Guttorm Sigurdssøn og Inge Baardssøn. Efter Finnur Jónssons mening er den korteste sagatekst den oprindelige. Han siger om dette (8): «Forholdet mellem de to bearbejdelser, der kunde kaldes A og B, er temmelig klart, nemlig det, at den korteste A er den oprindelige saga, den længste B en omarbejdelse og udvidelse af den. Forskjellen bestaar for det første i, at A.s tekst i B er noget udvidet ved tillæg. Den første dvæler saa at sige helt igennem ved Baglerne og fortæller meget nøiagtig om al deres gøren og laden, derimod omtales Birkebeinerne kun for saa vidt, som de har med Baglerne at gøre. Der er én, der har fundet, at forholdet mellem Birkebeiner og Bagler i A var ulige fremstillet, og det er dette forhold, han har villet bøde paa. Saaledes findes der tilføjet stykker om bisp Nikolaus’s færd (f. eks. s. 80 ff.), erkebispen Tore og hans mæglingsvirksomhed (s. 156 ff.). Ved denne sammenligning maa man i regelen holde sig til Skálholtsbók, der aabenbart har en bedre tekst i det hele end Eirspennill, der desværre er lagt til grund i udgaven. Naturligvis er det meget muligt, at enkelte plus-sætninger hos P. Claussøn er ægte, men udfaldne i A-haandskrifterne. I A fortælles alt ganske jevnt og uden afbrydelser, uden indskud af nogensomhelst art. I B derimod gøres der f. eks. (s. 92-94) rede for Hakon galins æt, m. m., uagtet han ofte er bleven omtalt i det foregaaende; dette er altsaa tillæg. Ligeledes findes her rygter f. eks. om fru Kristin opførte som kendsgerninger (s. 92), hvad de først senere og efterhaanden er blevne — i folkemunde.»

Jeg har gjengit den ansete forskers ord saa utførlig, fordi jeg er uenig med ham. Efter min mening er teksten i B for størstedelen den oprindelige. Det ser vi bedst, naar vi sammenholder de blad, som vi har igjen av den islandske tekst av den længere tekst B, med teksten i A. Det viser sig da, at A paa mange punkter ikke bare er forkortet, men tilmed forvansket og urigtig. La os ta kap. 1 i A, som fortæller om baglerkongen Inges død høsten 1202. I A heter det: «Inge flygtet øst til Viken og derfra til Oplandene og laa om sommeren i Mjøsen; da blev han sveket av sine egne mænd. Gunnar Lest het en mand; ham hadde Inge sat næst sig selv og i mange deler gjort vel mot. Inge blev dræpt av bønderne paa Helgeøen i Mjøsen. Da spredtes hele flokken, og mange støkk ut av landet, somme syd til Danmark og somme længer bort.» Det er litet tænkelig, at denne korte og usammenhængende fortælling kan være den oprindelige tekst, naar vi sammenholder den med den sammenhængende og godt fortalte tekst i det gamle kalveskindsblad av B. Slutningen av kap. 1 i A, hvor birkebeinernes høvdinger regnes op, hører rimeligvis heller ikke oprindelig hjemme i «Haakons, Guttorms og Inges saga», men er tat fra Haakon Haakonssøns saga, kap. 1. Endda mere bevisende er dog fortællingen om Erling Steinvegg (kap. 5). I A staar det bare, at «han var i fængsel i Vendland og blev holdt i et taarn.» B fortæller derimot om, at han sat i taarnet paa Visingsøy i Vetteren i Sverige, og at det var der, han brøt laarbenet. At dette er det rigtige, fremgaar ogsaa av Haakon Haakonssøns saga (kap. 139). Fortællingen om baglernes overfald paa Nidaros i 1206 og om striden mellem Haakon Galin og baglerne i Bergen samme aar (kap. 23) er ogsaa bedre fortalt i B end i A. Naar Finnur Jónsson mener, at B har flere senere tillæg, da skyldes disse visst for største delen Peder Claussøn; ialfald er det saa, tror jeg, med fortællingen om Haakon Galins æt. Derimot tør det være rimelig, at sagaen fra først av har endt med forliket mellem birkebeiner og bagler i 1208. Peder Claussøn har et længere tillæg, som handler om Inge Baardssøns senere aar. Dette tillæg maa være tat fra Inges saga. Denne saga kjender vi ikke nu længer; men det henvises til den i Haakon Haakonssøns saga (kap. 10). Det heter der: «Kongen sloges med dem (ɔ: trønderne) paa Runating, som det fortælles i hans saga.» Men en slik kamp nævnes ikke i det, vi nu har av Inges saga. Denne maa derfor engang ha været større og fuldstændigere end i Peder Claussøns overlevering. I det hele er «Haakons, Guttorms og Inges saga» kommet til os i en saa daarlig og ufuldstændig form, at det er uraad at vite, hvorledes den i alle deler fra først av har set ut.

Navnet paa den mand, som har skrevet sagaen, kjender vi heller ikke. Men jeg tror, at den er en fortsættelse av Sverres saga, og at den er sat sammen av samme mand, som har skrevet den senere del av denne saga. Peder Claussøns oversættelse av B begynder (kap. 1) med at fortælle, at baglernes høvdinger fór fra Bergen til Nidaros for at melde Sverres død og siger: «De havde med sig de Brefve, som K. Sverre hafde tilforn ladet skrifve til sin søn Hagen, som før er omtalit.» Dette brev nævnes ogsaa i det første av de bevarte kalvskindsblad av B («De flyttet frem det brev, som kong Sverre hadde latt gjøre»); dette henviser til Sverres saga kap. 180. I begyndelsen av A henvises likeledes et par ganger til Sverres saga. Der er ogsaa i stilen, som Finnur Jónsson likeledes indrømmer, adskillig likhet mellem Haakons, Guttorms og Inges saga og Sverres saga (9). Sagaen er rimeligvis skrevet før midten av 13. aarh.; ialfald maa den være blit til før Haakon Haakonssøns saga, som baade citerer den første del av den («Baglersagaene») og Inge Baardssøns saga. Rimeligvis er den blit til endda tidligere. Ti i fortællingen om Odin og smeden (s. 47 f.), som er et senere tillæg, heter det: «Dette frasagn sa smeden selv til Philippus jarl den samme vinter i Oslo; men han, som da hørte paa, fortalte det til os.» Møtet mellem smeden og Odin er henlagt til januar 1208. En mand. som i 1208 levde og var voksen, maa ha skrevet før 1250. Og hvis et tillæg er føiet til sagaen i 1230- eller 1240-aarene, maa den selv være ældre. Jeg tror. at sagaen er skrevet, efterat det var blit forlik mellem birkebeiner og bagler i 1208, og før 1218, da ufreden begyndte paa, og at dette er grunden til, at det tales saa meget og saa upartisk baade om birkebeiner og om bagler. Sagaen om Inge Baardssøn maa være skrevet noget senere, og det hele er saa siden smeltet sammen til ett sagaverk. Forfatteren har rimeligvis været en islænding, det viser omtalen av den islandske biskop Gudmund (s. 4) og av islændingen Kolskegg, som faldt i Nidaros 1206 (s. 26).

De kalvskindsblad, som vi har av den længere tekst (B), viser, at sagaen fra først av har været livlig og godt fortalt og eid litt av den samme friskhet som Sverres saga. Men nu er den saa lemlæstet, at det ikke er stort igjen av dette. Des større er derimot sagaens historiske værd. Netop fordi den taler saa meget baade om birkebeiner og bagler, gir den os et ypperlig indblik i borgerkrigene og lærer os at kjende høvdingene paa begge sider, det Sverres og Haakon Haakonssøns saga kun litet gjør.

Oluf Rygh har i sin fortsættelse av P. A. Munchs oversættelse git os baade den kortere tekst A (efter Eirspennil) og den længere B (i fri gjengivelse av Peder Claussøns omsætning). De tre blad av den længere saga har han derimot ikke brukt. Efter min mening volder dette unødige gjentagelser og gjør, at vi faar et endda daarligere indtryk av sagaen, end det skulde være nødvendig. Jeg har derfor prøvd at samle de forskjellige tekster til et samlet hele, slik at jeg, saa langt jeg har kunnet, har fulgt den gammelnorske tekst, særlig i de bevarte kalvskindsblad, og ellers brukt Peder Claussøn, som jeg efter Ryghs forbillede har modernisert. Hvor der er forskjel mellem A og B, har jeg gjort opmerksom paa dette i anmerkninger. For de første kapitlers vedkommende har jeg saaledes oversat hovedteksten efter B og A i noter. Jeg haaber, at sagaen paa den vis er blit litt mere læselig. Men at jeg i alle deler har fundet det rette, vaager jeg ikke at sige.

Ved Haakon Haakonssøns saga er det ikke saa mange tvilsmaal som ved Sverres og Haakons, Guttorms og Inges saga. Vi vet baade, hvem det er, som har skrevet sagaen, og naar den er sat sammen. Den er skrevet av en mand, som hele sit liv hadde staat kong Haakon imot, av islændingen Sturla Tordssøn. Sturla var brorsøn til Snorre Sturlassøn og likesom denne en navngjeten sagamand og skald. Hans far Tord Sturlassøn hadde med sin frille Tora fem barn. Ældst var Olav Hvitaskald, hvis draapa om kong Haakon det ofte gives vers av i sagaen. Sturla var født 29 juli 1214. Fordi han hørte til den mægtige og navngjetne Sturlungaæt, blev han tidlig drat ind i de sterke strider, som i denne tid («Sturlungatiden», som den blev kaldt) næsten la Island øde. Sturla var likevel ikke, som de fleste i sin samtid, troløs og grum eller fus efter gods og magt (som Snorre Sturlassøn hadde været). Han var tvertimot like fra sin tidligste ungdom spak og fredsommelig. Alt i 1224 blev han sammen med sin far tat til opmand i en strid. Sturla kom efter hele sit lynne aldrig til at bli en rik eller mægtig mand, og hans liv fløt roligere end for de fleste av hans æt. I sin ungdom sluttet Sturla sig nær til sin farbror Snorre. I 1250 blev han valgt til lovsigemand. I de følgende aars saga, som sluttet med, at islændingene i 1262 svor kong Haakon troskap, søkte Sturla, saa godt han kunde, at holde sig utenfor alle strider. Det var likevel med tungt hjerte, at han i 1262 avla eden til kong Haakon. Aaret efter blev Sturla av Ravn Oddssøn og andre av sine uvenner tvunget til at fare til Norge og formilde kong Haakon. Han hadde ikke stor hug paa denne færd; ti kong Haakon var ham gram, fordi han altid hadde staat paa Snorres og uavhængighetspartiets side. Det var derfor ikke med sorg, at Sturla alt paa Ørebakke, hvor han indskibet sig, hørte, at kong Haakon var drat paa sin Vesterhavsfærd, og at kong Magnus sammen med dronningen og Gaut paa Mel stod for styret. Gaut paa Mel hadde altid været en ven av Sturlungene, og han hjalp ogsaa Sturla. Om dronning Margret Skulesdatter siger Sturla selv, at hun var «Sturlungenes ven, som hendes far hadde været», saa hos hende turde han vel ogsaa vente hjælp.

Fortællingen i Sturlungasaga om Sturlas utenlandsfærd, og hvorledes han blev kong Magnus’s ven og kom til at skrive hans og kong Haakons saga, er merkelig og lærerik, saa jeg gjengir den her fuldstændig. Den lyder:

«Efter dette fór Sturla ved Eyrar fra Island og hadde næsten ikke noget gods. Færden gik godt, de tok land ved Bergen, og der var kong Magnus. Da var ogsaa Gaut av Mel der. Sturla gik straks til Gaut. Han hilste ham venlig og sa: «Er du den islandske Sturla?« «Ja,» siger han. Gaut sa: «Du som de andre Sturlungene er velkommen til kost hos mig.» Sturla fór da til Gaut og sa ham alt om sit komme dit. Men Gaut sa ham til gjengjæld, hvor meget han var blit baktalt hos kong Magnus, og endda mer hos kong Haakon. Litt efter gik Gaut og Sturla til kong Magnus. Gaut hilste paa kongen, og han tok det vel op. Sturla hilste og paa kongen, men han svarte ikke paa det. Kongen sa: «Sig mig, Gaut, hvem er denne manden, som farer med dig?» «Det er Sturla skald Tordssøn, som nu er kommet til eders miskund; jeg tror, herre, at han er en klok mand.» Kongen sa: «Jeg tror ikke, han vilde være kommet hit, om han hadde raadd sig selv; men nu faar han friste, hvorledes det gaar, naar han finder far min.» Gaut sa saa: »Efter det jeg vet, har han nok et kvæde at føre frem for eder og eders far.» «Det skjønner sig selv,» siger kongen, «at jeg ikke lar ham dræpe; men ikke kommer han i min tjeneste.» Gaut og Sturla gik da bort. Men da de kom til herberget, sa Gaut til Sturla: «Kongen tyktes mig at være meget vred paa dig; dog har du faat grid; jeg tror, at du er blit meget baktalt.» Sturla sa: «Det tviler jeg ikke om, men jeg tror at vite, at Ravn (Oddssøn) har baktalt mig meget her; han sa, tyktes det mig, paa Island smaat og stort, sandt og løiet om mig.» Dagen efter gik Gaut ned i kongsgaarden. Da han kom att, og han og Sturla taltes ved, sa han: «Nu er det blit anderledes med din sak, for kongen vil, at du skal fare med ham sydover langs landet.» Sturla sa: «Kongen faar raa, men ikke er jeg fus efter at fare bort herfra.» Han gjorde sig da færdig til færden og blev skrevet op paa mandskapslisten. Han gik da til skibet; det var kommet faa mænd der; han hadde en skindfeld og en liten dragkiste og satte sig fremme paa tiljerne. Litt efter kom kongen med sit følge. Sturla stod da op og bøide sig og hilste ham; men kongen svarte ikke og gik agterut til løftingen. De seilte om dagen sydover. Om kvelden, da folk tok matskræpperne frem, sat Sturla stilt, og det var ingen, som bød ham til at spise med sig. Da gik en av tjenestemændene til kongen rundt paa skibet og spurte Sturla, om han hadde noget mat og drikke med sig. Sturla svarte nei. Siden gik tjenestemanden tilbake til kongen og hvisket til ham. Derefter gik han frem i skibet til Sturla og sa: «Du skal være matfælle med Tore Mund og Erlend Mage.» De tok ikke videre venlig mot ham. Da folk la sig til at sove, spurte kongens stavnbo om, hvem som kunde fortælle noget morsomt. De fleste taug. Da sa han: «Men du, Sturla islænding, vil du ikke fortælle noget?» «Raa du,» sa Sturla, og saa fortalte han «Huldarsaga» bedre og fuldstændigere end nogen av dem, som var der, før hadde hørt den. Mange trængte sig da frem paa tiljerne og vilde høre, hvad som var paa færde, og det blev stor trængsel.

Dronningen spurte: «Hvad er det for trængsel der fremme paa tiljerne?» En mand siger: «Folk vil høre paa den sagaen, som han islændingen fortæller.» Hun sa: «Hvad er det for en saga?» Han svarte: «Det er om en stor trollkone, og sagaen er god og vel fremsagt.» Kongen bad hende ikke ænse dette, men sove. Hun sa: «Jeg tror, at denne islændingen er en bra mand, og at han er mindre skyldig, end folk siger.» Kongen taug. Folk sov da om natten. Men morgenen efter var det ingen bør, og kongen laa i det samme havneleiet. Men da kongen sat ved drikken om dagen, sendte han sendinger til Sturla fra sit bord. Sturlas matfæller blev glade ved dette og sa: «Vi faar nok bedre nytte av dig, end vi tænkte, om slikt hænder oftere.» Da folk var mætte, sendte dronningen bud efter Sturla og bad ham komme til sig og ha med sig trollkonesagaen. Sturla gik da agterut i løftingen og hilste kongen og dronningen. Kongen tok ikke særs vel mot hans hilsen, men dronningen hilste ham vel og venlig. Dronningen bad ham fortælle den samme sagaen, som han hadde sagt op om kvelden. Han gjorde saa og fortalte den en stor del av dagen. Da han var færdig, takket dronningen og mange andre ham og tyktes skjønne, at han var en klok mand. Kongen sa ikke noget, men smilte litt. Da tyktes Sturla se, at kongen var lettere i hugen end forrige dagen. Han sa da til kongen, at han hadde gjort et kvæde om ham og et om far hans; «jeg vilde gjerne, at I skulde høre paa det.» Dronningen sa: «La ham kvæde; ti det er sagt mig, at han er den største skald, og dette kvæde er visst framifraa godt.» Kongen bad ham, om han vilde sige frem det kvæde, som han hadde gjort om ham. Sturla kvad da, til han var færdig. Dronninger sa: «Jeg tror, at dette kvæde er vel gjort.» Kongen sa: «Kan du følge det saa nøie?» Hun sa: «Jeg vilde gjerne, at det tyktes eder saa, herre.» Kongen sa «Jeg har spurt før, at Sturla kan digte.» Sturla hilste kongen og dronningen og gik til sit rum. Kongen fik ikke seilt videre den dagen. Om kvelden før han la sig til at sove, lot han kalde paa Sturla. Da han kom, hilste han kongen og sa: «Hvad vil I mig, herre?» Kongen tok et sølvkar fuldt med vin, drak litt av det og gav det siden til Sturla og sa: «Vin skal en til ven drikke.» Sturla sa: «Gud være lovet, at det er saa.» «Saa skal det være,» sa kongen; «men nu vil jeg, at du kvæder det kvæde, som du har gjort om far min (10). Sturla sa da kvædet frem. Da det var endt, lovet folk det meget, og mest dronningen. Kongen sa: «Jeg tror, du kvæder bedre end paven.» Kongen spurte Sturla om, hvorfor han var kommet dit. Sturla fortalte vel og nøie om det som var mellem ham og Ravn. «Jeg vet, herre,» sa han, «at jeg har været baktalt hos eders far og eder selv av mine uvenner, men det, de har sagt, er ikke sandt. Nu trænger jeg som alle andre til Guds hjælp og eders miskund, herre, og nu er hele min sak i eders vold.» Kongen svarte venlig og sa: «Nu har jeg hørt dine kvæder, Sturla, og jeg tror, at du er den bedste skald; det vil jeg nu lønne, og du skal være hos mig i naade og god fred. Men naar min far kommer hjem. faar du gjøre op dit utestaaende med ham; men jeg skal lægge et godt ord ind for dig.» Dronningen takket kongen og sa, at hun trodde, at Sturla var den bedste dreng. Kongen tok da vel mot Sturla og lot ham faa gode og sømmelige tærepenger. Dronningen var overlag venlig mot ham, og andre gjorde efter det. Ikke længe efter kom Sturla i den største kjærlighet hos kongen, og kongen tok ham meget paa raad med sig og gav ham det vanskelige opdrag at sætte sammen hans far kong Haakons saga efter hans eget raad og de klokeste mænds frasagn. — Men før kongen lot sætte sagaen sammen, var kong Haakon død paa Orknøene; dette tyktes folk i hele Norderlandene store tidender og den største skade. Paa sin anden utenlandsfærd var Sturla paany hos kong Magnus og blev vel holdt og meget hædret. Da satte han sammen kong Magnus’s saga efter brev og hans eget raad. Han blev da kong Magnus’s hirdmand og dernæst skutilsvein. Han digtet mange kvæder om kong Magnus og fik mangfoldig hæder derfor. Siden kom Helga Tordsdatter, Sturlas kone, og hendes sønner til Norge fra Island. Hun blev da for Sturlas skyld tat i den største hæder av dronningen.»

Sturla var under sit første ophold i Norge helt til 1271; da blev han sendt ut til Island med en ny lovbok, den saakaldte «Haakonsbok» eller «Jarnsida», som Sturla uten tvil selv hadde været med at skrive. Aaret efter blev lovboken vedtat av islændingene og lagmandsembedet oprettet. Sturla blev den første lagmand. Han var først lagmand for hele landet til 1276 og siden, da embedet blev delt, over den nordvestre del av øen. Men han tok til at bli gammel og var for spakfærdig, saa folk var noget misnøide med ham. Derfor fór han i 1277 paany til Norge for at tale sin sak hos kongen. Kong Magnus viste ham venskap som før, gjorde ham til skutilsvein og overdrog ham, som nævnt, at skrive sin saga. Sturla fór siden hjem til Island og stod som lagmand til 1282. To aar efter døde han, 70 aar gammel, den 30. juli 1284 paa Fagerey i Breidefjorden paa vestsiden av Island. Sturla Tordssøn var en flittig forfatter. Han er hovedforfatteren til Sturlungasaga, som utgjør hovedkilden til Islands historie i 12. og 13. aarhundrede; Sturlas del av denne store sagasamling kaldtes fra først av Islendingasaga («Islændingenes saga»). Sturla har ogsaa stor del i den saakaldte Landnaamabok, som fortæller om, hvorledes Island blev fundet og bygget, og om de vigtigste landnaamsmænd og deres æt. Sturla var desuten en navngjeten skald. Han har digtet flere kvad, som vi endda eier, til ære for Haakon Haakonssøn, og likeledes om Magnus Lagabøter og om Birge jarl i Sverige; men disse sidste digt er nu tapt.

Det, som her vedkommer os, er Sturlas forfatterskap til Haakon Haakonssøns og Magnus Haakonssøns saga. Sturlungasaga fortæller, som ovenfor nævnt, at kong Magnus gav Sturla «det vanskelige opdrag at sætte sammen hans far kong Haakons saga efter hans eget raad og de klokeste mænds frasagn». Haakon Haakonssøns saga er skrevet i løpet av to aar (1264-65). Sturla taler selv mot slutningen av sagaen (kap. 275) om keiser Fredrik II og hans venskap med kong Haakon og siger: «Han var keiser i 39 vintrer; men efter hans død faldt keiserdømmet ned, saa det ikke har været nogen keiser siden og til denne bok blev sat sammen; da hadde Magnus været konge i to aar i Norge, siden kong Haakon fór vester over havet,» (det er i 1265). Sagaen er da rimeligvis blit færdig i dette aar. Sturla kalder det «et vanskelig opdrag,» da kong Magnus bad ham skrive Haakon Haakonssøns saga. Han hadde jo ikke selv kjendt kong Haakon og hadde levd sin meste tid paa Island. Likevel er denne saga vel den paalitligste og nøiagtigste av alle vore kongesagaer. Enkelte avsnit, f. eks. færden til Vermeland i 1225 og Skules opstand 1239-40, er fortalt saa utførlig, at vi maa tro, at skriftlige optegnelser har ligget til grund for dem. Ogsaa om kong Haakons barndom og ungdom fortælles indgaaende, men tydelig efter mundtlige fortællinger. Mange av de gamle birkebeiner, som hadde kjendt Haakon Haakonssøn fra han var barn, levde sikkerlig endda i 1265. Mellem Sturlas hjemmelsmænd maa ogsaa kong Magnus og rimeligvis dronning Margret Skulesdatter ha været. Fortællingen om møtet om natten mellem kong Haakon og Margret, da Haakon meldte sin hustru, at hendes far hadde gjort opstand (kap. 207), maa saaledes stamme fra dronning Margret, som vel har fortalt om det til sin søn. Sturla har ogsaa hat fri tilgang til det kongelige arkiv og andre brevsaker; han nævner dels i utdrag og dels i forbigaaende en hel del breve, som nu er tapt, og gjør derved sagaen endda værdifuldere. Av skrevne verker har Sturla brukt og citerer under navnet Bǫglungasǫgur begyndelsen av sagaen om Haakon, Guttorm og Inge, desuten henviser han til Inge Baardssøns saga. Haakon Haakonssøns saga var uten tvil planlagt som en fortsættelse av disse sagaer, likesom de igjen var en fortsættelse av Sverres saga. Sverre og hans æt, som alle hadde stor kjærlighet til skaldskap og sagaskrivning, vilde ha sig sit sammenhængende sagaverk.

Foruten disse sagaer og brevskaper, som Sturla henviser til, gjengir han ogsaa i sin saga en mængde vers, dels av andre skalder, Snorre Sturlassøn, Olav Hvitaskald, Gissur Torvaldssøn o. fl., og dels av sig selv. Sturla digtet nemlig foruten det ovenfor nævnte kvad Rynhenda tre andre kvad om kong Haakon. «Men man kan ikke,» siger Finnur Jónsson, «betragte disse vers som kilde; de er kun formel sagaprydelse (11).» Jeg har derfor ikke oversat alle disse vers, som ikke har nogen historisk interesse og i oversættelse helt vilde miste sit særpræg. Jeg har bare omsat dem, som fortæller noget, som ikke staar i prosaen, eller som paa anden vis trænges for sammenhængens skyld, f. eks. et vers av Jatgeir skald (kap. 83), Snorre Sturlassøns vers om Gaut paa Mel og Odin eller Gaut (kap. 194), et vers om kong Haakons kroning i 1247 (kap. 255) o. fl. Hvor versene ikke er oversat, er dette ikke anmerket. I disse tilfælde har jeg da heller ikke oversat de ord, som gaar nærmest forut for verset: «Som det her siges», «Som Sturla siger», «Saaledes kvad Snorre Sturlassøn», o. l.

Haakon Haakonssøns saga er ikke overalt like utførlig og nøiagtig. Sturla gaar saaledes let over aarene efter Skules død og den splid, selv inden kong Haakons nærmeste kreds, som Skules opstand og fald uten tvil vakte. Men hans saga er mere upartisk end Sverres saga. Sturla hadde selv staat hertug Skule nærmere end kong Haakon, og hans skildring baade av Skule og av erkebiskop Einar Smørbak, som heller ikke var kongens ven, synes sand og paalitlig. Haakon Haakonssøns saga gir os ogsaa mere av Norges historie end de tidligere kongers sagaer. Den fortæller ikke bare om kamp og strid indenlands, men ogsaa om, hvorledes Haakon fæstner sin kongemagt, om hans forhold til kirken, om hvorledes han utvider sin magt over skatlandene, særlig over Island, om forholdet til nabolandene, Sverige og Danmark, og til Suderøene og Skotland, om sendefærder til fremmede konger og fyrster og om handel og skibsfart. Til slutning fortæller Sturla om kong Haakons lynne, og om hvorledes han saa ut, og regner op det vigtigste av det, han har gjort for landets opkomst (kirkebygninger, byanlæg, havnebygninger o. l.). Haakon Haakonssøns saga er ikke saa frisk og umiddelbar som Sverres saga og ikke slikt et fuldendt kunstverk som Snorres Olav den helliges saga. Men for den, som vil lære Norges historie at kjende, er det ingen av vore kongesagaer, som gir saa meget.

Sturla har ogsaa skrevet Magnus Lagabøters saga. I Sturlungasaga heter det, at Sturla «i sin anden (og sidste) utenlandsfærd» (1278) «satte sammen kong Magnus’s saga efter breve og hans eget raad.» En skulde efter dette tro, at kong Magnus har diktert sagaen, likesom Sverre gjorde til abbed Karl. Men dette er visst ikke saa. Sagaen er sikkert skrevet paa Island og først blit færdig efter kongens død i 1280. Men Sturla har uten tvil for en stor del skrevet efter meddelelser fra kong Magnus og gjort utdrag fra kongens utsendte og indkomne breve. Desværre eier vi nu bare en liten del av Magnus Haakonssøns saga, ikke mere end to blad, som findes i den Amamagnæanske samling, 325, 4°. Vigfusson har i sin utgave av Magnus’s saga (12) ogsaa trykt et brudstykke av de saakaldte Gotskalks annaler, et islandsk haandskrift fra 1570 i det kongelige bibliotek i Stockholm. Jeg har i min oversættelse tat dette stykke med, endda jeg er i tvil, om det i sin nuværende form virkelig stammer fra Magnus Haakonssøns saga; de senere ændringer gjælder dog visst bare ordvalget, idet nyere ord som parlament (palliment) er sat istedenfor ældre.

Haakon Haakonssøns saga findes derimot fuldstændig og i flere, delvis ypperlige haandskrifter, bl. a. Flatøyboken, Frisbók, hvor teksten dog ikke er saa god, Eirspennil, hvis tekst er forkortet og defekt, og Skálholtsbók. Der er flere avvikelser mellem de forskjellige haandskrifter, og intet av dem gir sagaen nøiagtig i den form, som den er skrevet i av Sturla. I det hele er dog Skálholtsbókens tekst den bedste. Den ligger til grund for Vigfussons utgave av Hákonar saga til side 306, for slutningen av sagaen (s. 306-360) er andre haandskrifter brukt. Jeg har i min oversættelse holdt mig til Skálholtsbokens tekst i Vigfussons og Kjærs utgaver (13), idet jeg dog stadig har sammenholdt den med de andre tekster. Korrekturen er i hele verket besørget og retskrivningen gjennemset av hr. stortingsbibliotekar K. Fischer. Jeg har under mit arbeide ofte faat hjælp av professor Halvdan Koht og av hans ypperlige omsætning paa nynorsk av «Sverre-soga», og bringer derfor min bedste tak.


Fyrisdal, mai 1913.

Alexander Bugge.


Noter:

1. Norges Konge-Sagaer fra de ældste Tider indtil anden Halvdel af det 13de Aarhundrede efter Christi Fødsel, forfattede af Snorre Sturlassøn, Sturla Thordssøn og flere, og oversatte af P. A. Munch. Andet Bind, indeholdende Kongesagaerne efter 1177. Udgivet og fortsat af O. Rygh. Christiania. Trykt paa Feilberg & Landmarks Forlag hos Carl C. Werner & Co. 1871.

2. Konungasögur. Sagaer om Sverre og hans Efterfølgere. Udgivne af C. R. Unger. Christiania 1873. «Saga Hákonar Sverrissonar, Guthorms Sigurðarsonar ok Inga Bárðarson» er trykt s. 203-238.

3. Fornmanna sögur IX s. 231.

4. Det Arnamagnæanske haandskrift 81 a. Fol. (Skálholtsbók yngsta), Sverres saga, Bôglunga sôgur, Hákonar saga Hákonarsonar, udg. af Den Norske Historiske Kildeskriftkommission ved A. Kjær. Hefte 1-2. Kristiania 1910-11.

5. Peder Claussøns oversættelse blev utgit av Ole Worm vaaren 1633 under titelen: «Snorre Sturlessøns Norske Kongers Chronica. Udsat paa Danske, aff H. Peder Claussøn, fordum i Vndal. Nu nyligen menige mand til gaffn, igiennemseet, continuerit oc til Trycken forferdiget. Cum Priv. Reg. M. Prentet i Kjøbenhafn, ved Melckior Martzau, Paa Joachim Moltken Bogførers Bekostning M. DC. XXXIII. Peder Claussøns oversættelse og en islandsk tilbakeoversættelse av denne er sammen med den kortere tekst i Eirspennil trykt i «Fornmanna sögur. Eptir gömlum handritum útgefnar að tilhlutun hins konúngliga norrœna fornfræða félags. Níunde bindi. Kaupmannahöfn, 1835».

6. Ueber die Ausdrücke altnordische, altnorwegische & isländische Sprache (Abh. der k. bayer. Akademie der Wissenschaften I. Cl. XI. Bd. II. Abth., München 1867), Anm. 30 (S. 174 f.).

7. Den oldnorske og oldislandske literaturs historie II 2, s. 641.

8. Den oldnorske og oldislandske literaturs historie II 2, s. 641.

9. Den oldnorske og oldislandske literaturs historie, II 2, s. 642.

10. Det saakaldte Rynhenda, som var digtet i «rynhendt» versemaal.

11. Literaturhistorie II 2, s. 741.

12. Icelandic Sagas and Other Historical Documents Relating to the Settlements and Descents of the Northmen on the British Isles, Vol. II Hákonar Saga and a Fragment of Magnus Saga, ed. by Gudbrand Vigfusson. London 1887 (Rerum Britannicarum medii aevi scriptores).

13. Det Amamagnæanske Haandskrift 81 A. Fol.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.