Fra skabelsen 2

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Mette Marie Jensdatter (1809-1898) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

G. Religiøse sagn

1. Fra skabelsen


1. Da Vorherre var ved at skabe urter, bad Djævelen om tilladelse til også at skabe, og sådan blev tobakken til.

C. L. Rasmussen.


2. Da Vorherre skabte hestene, vilde den Slemme have et ord med at sige. Han mente, at hele hestens ben burde laves af horn, for at de kunde blive stærkere at slide på. Men Vorherre vilde ikke gjøre hesten stivbenet, og så lavede han kun hoven af horn.

Sigerslev, Stevns. N. P. Nielsen, Jowa.


3. Da Vorherre dannede hesten, blev Fanden misundelig; han så, at det blev et kjönt og ædelt dyr, der vilde blive mennesket til glæde og nytte; det tålte han ikke, og gik derfor hen til Vorherre, da denne var ved at danne öjnene, og sagde: «Det er et fejlt sted, öjnene kommer til at sidde, de burde sidde her,» og i det samme gjorde han et dybt mærke på indresiden af hvert af dens ben. Men samme steder lod Gud ud vokse horn for at udslætte et hvert mærke af Fandens fingre.

Vendsyssel. A. E. Jakobsen.


4. Da drægtighedstiden for dyrene blev fastsat, blev det stillet til ræven og hoppen selv at afgjøre, hvilken af dem der vilde gå drægtig et helt år, og hvilken i seks uger. Ræven vendte sig da til hoppen og sagde, at nu måtte den vælge, om den vilde gå de seks lange, lange uger eller det lille, lille bitte år; hoppen valgte da at gå et år.

J. M. Pedersen, Rudme.


5. Der er en fortælling om myrernes skabelse, at det var Fanden, der kneb dem, så de derved fik deres dybt indskårne legeme.

Henrik Pedersen, Maribo amtstue.


6. Da Gud havde skabt mennesket i sit billede, vilde Djævelen også prøve, om han kunde skabe et, men helst skulde det ligne Vorherres skabning. Det blev imidlertid kun til en abe.

Chr. Weiss, Tingerup.


7. Det såkaldte Adamsæble (luftsrørshovedet) kom frem på den måde, at da Eva gav Adam af den forbudne frugt, spiste han jo også deraf, men kom for sent i tanker om, at det var synd. Han greb sig vel med hånden om halsen for at standse en mundfuld, og den blev også siddende som en fremstående knude, og efter ham arvede så alle mænd Adamsæblet.

P. Jensen, Kværndrup.


8. Mændene har alle en lille udvækst på halsen under hagen, det kommer af, at den gang Adam havde fået æblet, som Eva rakte ham, så fortrød han det. . .

Annette Jensen.


9. Da Vorherre skabte verden, blev der en lille klat tilbage, deraf lavede han Fynboen. Han blev skrabekagen, og da der ikke var andet end rødt hår tilbage, og det vilde ingen andre have, så måtte Fynboen nöjes med det; derfor er der så mange rødhårede i Fyen.

H. V. R.


10. Sønderjyden siger spottende til Nörrejyden: Véd du, hvordan Jyllænderne blev skabt? Vi havde i vort land en mægtig stor ko, som rendte fra os langt op imod nord. Der tabte den en dag noget på en hede, og da det havde ligget nogle dage der, og solen havde skinnet der på, begyndte det at røre sig deri, og det var så mænd Jyllænderen, der nu var bleven til. Han sprang op, idet han udbrød: «Her er a, men hur er sønder, å hur er naer, å hur er mi madpues?» Derfor er det, at Jyden holder så meget af kræet, for det er af hans egen slægt, og derfor søger han her ned til os Slesvigere, for hans stammemoder var en god slesvigsk ko.

H. V. R.


11. En mand fortalte mig en dag følgende: Da der var skabt alle slags folk, manglede Svenskerne. Men så en dag blev Moses så vred og slog med sin stav så hårdt på en kokase, at der sprang en skikkelse som et menneske op der af, og det blev til en Svensker. Han og hans afkom var al tid i vejen for andre mennesker. Derfor er Svenskerne så ilde lidt, hvor de kommer hen.

M. Balle.


12. Imellem de tre landsbyer Slangerup, Manderup, og Kvinderup i Frederiksborg amt, siger man, at Paradis har ligget.

Gustav Bang, Bækbølling.


13. Fanden skulde en gang ud at så; og da gav hans oldemoder ham en hel sæk fuld af herregårde. Så begyndte han oppe ved Bogense og gik sønder på. I førstningen såede han helt jævnt, men da han kom ned mod Svendborg, så han, at der var meget igjen i sækken, men så tog han alt det, han havde tilbage, og smed ud der, og derfra er de mange herregårde i Svendborg-egnen.

Ry.


14. Der var en frøken eller sådan en fin tingest, hun ønskede, at hun skulde få et barn, der skulde overgå verdens skaber. Det fik hun også, og det var ligesom en stor orne, der voksede og blev så stor, at börsterne ragede over trætoppene. Der var også skov helt nord på den gang, og så blev den ved at gå og rode oppe i den strækning og lavede en hel del huller, og det blev så til Limfjorden.

J. B. og M. H. Lille-Tåning.


15. Vorherre havde en gang lovet Djævelen, at han måtte råde på jorden i den tid, da der ingen löv var på træerne, men for at han så ikke skulde få for meget råderum, indrettede han det således, at de små bøge beholder bladene vinteren over.

P. Jensen, Kværndrup.


16. Der var en mand, som fandt en æske, da han gik på vejen. Han lukte op, og Fanden sprang ud. Nu nødte manden ham til enten at springe i æsken igjen eller også samle vinden i visse minutter i hele verden. Så flöj han og foer hen i de fire verdensdele, men så var minutterne forbi, inden han nåede den femte, og derfor måtte han i æsken igjen. Af den grund er jorden ikke flad, men der, hvor F. har lagt vinden, der er bakkerne komne.

Charl. Knuth.