Frejs Kjærlighed (NFSG)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
N.F.S Grundtvig (1783-1872)
Ill. Carsten Lyngdrup Madsen


Naturlyrik og romantik


N. F. S. Grundtvigs
Poetiske Skrifter

Bind 1

København, 1880.


Frejs Kjærlighed

N. F. S. Grundtvig


[Nordens Mytologi 1808, S. 76-113. Optrykt i Kvædlinger 1815, S. 47-85...]


1. Af Vaners milde Stamme
Den blide Frej udsprang,
Og Asakraftens Flamme
Ej Vanens Hjærte tvang.


2. Der slumrede en Længsel,
Der hviskede en Lyd:
Opbryd dit gyldne Fængsel,
Og søg en større Fryd!


3. Hel mat var Guldets Lue,
For stærk[1] var Brages Sang
For lav var Loftets Bue
Og Alfhejms Borg for trang.


4. "Naar Van til Odins Sæde
Opstiger, tændes Glød
Som spilder Asers Glæde."
Saa gamle Spaadom lød.


5. Fra gyldne Sale iled
Dog Frej, beklemt i Sind,
Han steg, og ej han hviled
Før højt paa Hlidskjalfs Tind.


6. Begjærlig Jorden favned
Hans Blik. Saavidt det fór.
Dog ikke hvad han savned,
Han fandt paa viden Jord.


7. Han skued Helte kæmpe,
Det var saa kjær en Lyst,
Men kunde dog ej dæmpe
Den Længsel i hans Bryst.


8. Han saa' af Mø omfavnet
En Helt i salig Lyst,
Saa højt da tyktes Savnet
At tale i hans Bryst.


9. Fra Midgard sig hans Øje
Opvendte højt mod Nord.
Der fandt det uden Møje,
Hvad ej det fandt paa Jord.


10. Som Rosen der forvilder
Sig mellem Tidsler hen,
Sin Pragt og Duft forspilder,
Uset af Blomstens Ven, –


11. Saa mellem Skønheds Fjender
Det Skønneste oprandt;
Thi Frej blandt Jættekvinder
Den fagre Gerda fandt.


12. Nu dæmpet var hans Smerte,
Nu stillet var hans Nød,
Og Stemmen i hans Hjærte
Om Savn ej mere lød.


13. Ak dæmpet blev Hans Smerte
Kun af en større Nød!
Ak borte var Hans Hjærte!
Derfor ej Stemmen lød.


14. Alt svandt den fagre Kvinde
Bag Taagen hist i Nord,
Og ned fra Hlidskjalfs Tinde
Ophidset Guden fór;


15. Men vis som andre Vaner,
Begrunder han sin Daad,
Og sorgbetynget aner
Han Norners skjulte Raad.


16. Han gik til gyldne Sale,
Paa Bænk han sattes ned.
Ej Tungen kan udtale
Den Smerte, som han led.


17. I Dage og i Nætter
Han maalte breden Flod,
Som evig skiller Jætter
Fra Skud af Asers Rod.[2]


18. Han skued Urdas Kilde,
Og Asers onde Id,
19. Da de opfylde vilde
Hin Flod saa dyb og strid.[3]


20. Han Laufejs Søn beskued
I Angurbodes Favn,
Og rædselfuld Han grued
Ved Jordmundganders Navn.


21. Dog Kærlighed betvinger
Selv Vaners høje Slægt,
Ej holdes kan dens Vinger,
Af Jords og Himmels Vægt.


22. Paa dem sig Guden hæver
Og skuer kun – sin Fryd;
Men over fromme Læber
Ej trænge kan en Lyd;


23. Thi nødig kun han følger
Den stærke Kjærlighed,
Og for sig selv han dølger
Hvad kun Hans Hjærte véd.


---


24. Njordur og Skade
Sørgende saa'
Guden at sidde
Tavs udi Sal.
Skirner de bade
For ham at gaa,
Ønsked at vide:
Hvi Han i Sal
Sad saa bedrøvet,
Hvorfor Han øved
Daarskab, den vise
Kyndige Ven?


25. Rejste sig Skirner
Nødig til Gang,
Frygtede Vrede,
Straffende Ord,
Naar han den vise
Gud skulde spørge:
Hvi han bedrøvet,
Daarlighed øved?


26. Skirner:
Hid gik min Vej,
For Dig at spørge:
Hvi Du vil sørge?
Sig mig det Frej!


27. Frej:
O Kæmpe hin unge!
Hvi spørger du mig?
Min Smerte den tunge
Ej fattes af dig.
Se Solen oprinder
Paa Straaler saa rig;
Men aldrig forsvinder
Dog Natten i mig;
Den stiger om Morgen
Og daler i Kvæld.
Men skuer kun Sorgen
I evige Væld.
Forgæves jeg grunder,
Forgæves jeg stunder
Mod Ønskernes Maal.


28. Skirner:
Kun Menneskers Afkom
Fik Ønske i Bryst.
Saa vilde dem Odin
Opvække af Søvn,
Til Stunden og Stræben,
Til Bønner og Daad.
Men hos de rige
Guder ej stige
Ønsker i Bryst.
Verdener følge
Villiens Bølge.
Hvad er din Lyst?


29. Frej:
I Jotunhejm skued
Jeg Møen saa huld,
Paa Armene lued
Det rødeste Guld.
Mer skinned dog Møen,
Og af Hendes Glands,
I Luften, paa Søen,
Gik Straaler i Dands.


30. Ej véd jeg om Armen,
Ej véd jeg om Barmen,
Om Øjet det var,
Som Straalen udsendte,
Der lyste, der brændte
Mig dybt udi Bryst.


32. Naar Kærligheds-Blomsten
I Alderens Vaar
Fremspirer og trives,
Den duftende staar.
Den lyster at bygge
I Lundenes Skygge,
Og blusser endda;
Men Dugdraaber læske
Med svalende Vædske
Det glødende Blod.[4]


32. Ak at jeg er Vaner med Asernes Kraft!
I dybere Jord og af stærkere Saft
Opvoxte et Træ i mit elskende Hjærte.


33. Ej Dug, som i Dale
Nedfalder, kan svale
Det luende Blod.[5]
Ej Knoppe udbryde,
Ej Blomster fremskyde;[6]
Thi Aser ej taale,
Jeg favner den Straale
Som tændte min Glød.


34. Skirner:
Giv du mig Hesten
Der, som en flagrende
Lue, kan fare
Frem gennem Mørket,
Frem gennem sorte,
Svovlede Damp!
Giv Du mig Sværdet,
Sværdet som blotter
Selv sig mod Jætter!
Da vil jeg fare,
Bringe dig Gerda,
Lindre din Vaande,
Eller og tabe
For dig mit Liv.


35. Frej:
Det Sværd er oplivet
Af Asernes Kraft,
Derfor det sig blotter
Mod Jætter saa brat,
I Tidernes Fødsel
Mig Odin det gav,
Og Styrken opvoxte
I gjordede Lænd;


36. Men naar det sig blotter
I fremmede Haand,
For evig da tabes
Den skænkede Kraft.
Saa Nornerne vilde,
Saa Spaadommen lød.


37. Skirner:
Det Odin forbyde!
Men kun med dit Sværd
Jeg vover at fare
I Jætternes Land.


---


38. Samledes Aser
Alle paa Tinge,
Komme Asynjer
Alle til Stævne,
Syntes dem Lykken
Fattes og vige,
Frygted de saare
Nornernes Raad.


39. Meget blev talet paa
Asernes Stævne,
Ordene onde
Fik da den vise,
Elskede Frej,
Han som paa Hlidskjalf
Opsteg forvoven,
Voved at elske
Jotuners[7] Mø.


40. Sad Han paa Stenen,
Tiende sad han,
Tavs og bedrøvet,
Brændt udi Sind.
Saa' det de rige,
Mægtige Guder,
Vidste ej Raad.


41. Frejas de gyldne
Taarer nedrunde.
Aldrig blandt Jætter
Faldt hendes Taarer.
Nu dog paa Gerda
Faldt de, og smelted
Hjærtet i Møens
Kærlige Barm.


42. Frem stod da Odin,
Visest af Aser,
Guderne lytted,
Hærfader talte:
Køb du for Drupner
Gerda, den fagre
Ulykkens Mø!
Sværdet ej vige
Bort fra din Lænd!
Vel véd Du Norners
Truende Dom.


---


43. Frej (til Skirner):
Rid du paa Hesten!
Kjøb du for Drupner
Gerda, den fagre,
Elskede Mø!
Sværdet ej vige
Bort fra min Lænd!
Vel véd du Norners
Truende Dom.


44. Skirner:
Ondt er at tage
Hvad ej tør gives.
Frygter jeg Norners
Truende Dom.
Dog uden Sværdet
Ej tør jeg fare
Frem gennem Jætter.


---


45. Med sænkede Øje
Stod Guden paa Jord.[8]
Han grubled og grued,
Og vaklede end,
Saa' Faren, som trued,
Og spændte fra Lænd
Dog Sværdet det dyre.
Og talte med Suk:
Du Sværdet maa dølge,
Du blotte det ej!
Men ej dig maa følge
Et knusende Nej.


46. Skirner (til Hesten):
Mørkt er ude.
Tid er at fare
Over Lyng, over Fjæld,
Over Thursernes Land.
Begge hjemkomme vi,
Eller os begge
Fanger hin mægtige Jætte.


---


Jotunhejm


47. Gerda (synger i Bure):
En Længsel mig tvinger,
Jeg kender den ej;
Men hvad mig omringer
Opfylder den ej.
Jeg længes,
Og trænges
Saa underlig.


48. Jeg stirrer paa Frænder,
Paa Jætterne hen;
Men ikke jeg kender
Mig selv der igjen.
Jeg gyser.
Da fryser
Mit unge Blod.


49. Sig Øjet vil stjæle
Til Jorden i Løn.
Det lyster at dvæle
Paa Asernes Søn.
Det hvide,
Det blide,
Det vinker mig.


50. Men Svaghed udbreder
Sig over hans Æt,
Han Aser tilbeder
Og Jætternes Æt
Han frygter.
Da flygter
Mit Blik fra Jord.


51. Det Stærke, det milde
Forenet jeg saa';
Saa gjærne da vilde
Jeg stirre derpaa.
Jeg trængtes.
Jeg længtes
Saa inderlig.[9]


52. Der Styrken forgyldtes
Af Guddommens Glands,
Og Hjærtet opfyldtes
Af dybere Sans.
Det Svage
Tilbage
For Kraften veg.


53. Men fjendtlig os Jætter
Det stander imod,
Det farver og tvætter
Sin Krans i vort Blod.
Jeg grued,
Jeg skued
Min Broders Fald.


54. En Længsel mig tvinger,
Jeg kender den ej;
Men hvad mig omringer
Opfylder den ej.
Jeg længes,
Og trænges
Saa underlig.


---


55. Skirner skued
Høje Gaarde,
Hørte glamme
Højt i Sky,
Gymers galne
Bidske Hunde,
Dem som vogted
Gaardens Port.


56. Skirner (til Hyrden):
Sig du mig Hyrde!
Du som paa Høj
Sidder at vogte
Vejene vel!
Hvor skal jeg finde
Væneste Mø,
Og gjennem Hunde
Til Hende naa?


57. Hyrden:
Vist har din Fylgje
Alt Dig forladt,
Siden Du stunder
Saa efter Død.
Aldrig dig undes
Tale med Gymers
Solskære Mø.


58. Skirner:
Kaarene bedre
Tror jeg at have;
Dog er til[10] Død jeg
Stedse beredt
Én kun var Dagen,
Da mig bestemtes
Hele mit Liv.
Nidingen bæver,
Kan dog ej ændre
Nornernes Raad.


---


59. Gerda (til sin Terne):
Hvad er det buldrende Raab,
Som stiger og gjalder?
Er det vel Menneskeraab?
Ej er det Menneskeraab.
Gymer sig byggede Gaarde.
Af Stenene faste og haarde,
Dem ryster den dundrende Lyd
Paa skjælvende Jord.


60. Ternen:
Hest ser jeg stande,
Underlig skinner
Manken, med Hov
Banker han Jorden,
Ryster vor Gaard.
Mand ser jeg stande,
Gjordet med Sværdet;
Stenene dyre
Glimre paa Gjorden,
Trindt om hans Lænder;
Blændende Straaler
Fare fra Hjaltet,
Splitte og favne
Stenenes Skær.


61. Gerda:
Hjærtet er bange,
Anende Kval.
Bed ham dog gange
Ind i vor Sal!
Bed ham at drikke
Klareste Mjød!


62. (Allene).
Det stærke det milde
Forenet jeg saa';
Saa gjærne da vilde
Jeg stirre derpaa.
Men fjendtlig os Jætter
Det stander imod,
Det farver og tvætter
Sin Krans i vort Blod.
Jeg grued,
Jeg skued
Min Broders Fald.


63. Saa skinnede Manken
Paa flyvende Hest;
Saa straalede Hjaltet
Paa luende Sværd,
Ak! Vel maa jeg ane:
Min Broders den mægtige Bane
Er kommet til Sal.


64. (Til Skirner):
Er du af Aser?
Er du af Alfer?
Er du af milde,
Kyndige Vaner?
Hvi kom du ene
Hid gennem Mørket,
Hid gennem Ilden?
Kom du at skue
Glimrende Sal?


65. Skirner:
Ikke af Aser,
Ikke af Alfer,
Ikke af milde,
Kyndige Vaner,
Kom jeg dog ene
Frem gjennem Mørket,
Frem gjennem Ilden,
Ej for at skue
Glimrende Sal.


66. Æblerne elleve
Lue af Guld,
Dem vil jeg alle
Gerda! Dig give,
Bod for din Broder,
Fred os at købe,
Om du vil sige,
Frej er dig ene
Kjærest i Sind.


67. Gerda:
Æblerne elleve
Aldrig mig byde
Mand for min Gunst!
Medens vi leve,
Ej tør jeg bygge
Sammen med Frej.


68. Skirner:
Ring jeg dig giver,
Ring som med Odins
Baldur opbrændtes.
Hvad er som Drupner
Luende, frugtbart?
Ringene otte,
Sønner som Fader,
Fra den neddryppe hver
Niende Nat.
Skuer du Glansen?
Fatter du Sansen?
Vittige Mø!


69. Gerda:
Undrende skuer jeg
Guldmalmens Konge,
Hærfaders Smykke,
Baldurs Ledsager,
Dværgenes Konst.


70. Jætter mig fødte,
Ej tør jeg røre
Gudernes Ring.
Bela er faldet,
Ej skal mig lænke
Gudernes Ring.
Skjul den i Barmen!
Drag til det høje
Asgard! Ej taaler
Jætternes Øje
Guddommens Straaler.
Aldrig mig fattes
Guld eller Ringe;
Nok har min Fader,
Nok har og jeg.


71. Skirner:
Nornernes Domme
Undflyes ej.
Ej maa jeg komme
Hjem med et Nej.


72. (Til Gerda med blottet Sværd.)
Se da du Mø!
Saarildens Lue!
Vist maa du grue,
Brat skal du dø.
Hugger jeg over
Hovedets Led,
Hvis du ej lover
Kjærlighed.


73. Gerda:
Dit Sværd for mit Øje
Vel blinker i Gru;
Men ej kan du bøje
Med Trusler min Hu.
Med Gymer du stride
Om Mod er i Bryst!
Lad Sværdet da bide!
Thi Strid er hans Lyst.


74. Skirner:
Ser Du det Sværd Mø!
Smidigt som Vaanden,
Jeg har i Haanden?
Nu for dets Ægge
Du og din Fader
Falde vist Begge;
Brat jeg det bader
I eders Blod.


75. Gerda:
Kun spildt er din Harme,
Og saa dine Ord;
Thi før mine Arme
Skal Sønnen af Njord
Omfavne, jeg falder
I Ungdommens Alder.
Se her er mit Bryst!


76. Skirner:
Siden du Livet
Agter saa ringe,
Er det mig givet,
Mø! dig at tvinge.


77. Hisset paa Højen,
Trængt og nedbøjet,
Der skal du staa.
Skjult er for Øjet
Himmelens Blaa,
Jord du ej skuer,
Dagen er mørk,
Kun du beskuer
Niflhejms Ørk.


78. Slangerne hvisle,
Bækkene risle,
Tunge af Gift.
Ormene lede
Skal man berede
For dig til Mad.
Giftbølger trille,
Vel kan du stille
Tørsten i dem.


79. Valmuer dufte,
Søvnige Lufte
Dysse dig ind;
Ej kan du sove,
Tuder i Skove
Hungrige Ulv.


80. Gerda:
Med Tunge,
Og Lunge,
Ej længe jeg suger
Den dræbende Gift;
Thi Edderen knuger
Og knuser min Lunge.
Jeg blegner,
Og segner,
De Guder saa gramme
Ej mer mig kan ramme.


81. Skirner:
Vist skal Du blegne,
Derfor ej segne.
Guderne gramme
Vist dig skal ramme.


82. Brændende Vinde
Suse, da svinde
Farver af Kind.
Angest og Øde,
Smertefuld Længsel,
Skal i dit Fængsel
Plage dit Sind.


83. Ud[11] skal du gange,
Spøgelser lig,
Studsende, bange,
Stirre paa dig,
Jætternes Sønner,
Naar du i Sal
Visnet indtræder,
Tæret af Kval.


84. Ud skal Du gange,
Lungen skal fange
Renere Luft.
Stor er da Nøden.
Livet og Døden
Haardelig kæmpe;
Aldrig skal Død
Kjærlig neddæmpe
Evige Nød.


85. Gerda:
Ak! Norner forbarme
Sig over mig Arme!
Thi stor er min Nød.
O! Vist maa jeg grue,
Naar Guderne true
Med mere end Død!


86. Skirner:
For eder at tvinge
Sprang Norner af Sø,
De agte hel ringe,
Om Jætternes Mø
End sukker og stønner,
Ej høre de Bønner
Fra Urgelmers Æt.


87. Gerda:
Dog fældedes Balder
I Ungdommens Alder,
Til Jætternes Fryd.
Vist Aser ej glemme,
At Norner kan tæmme
Den pralende Kraft.
Du truer, og mægter
Dog mere vist ej.
End ikke jeg ægter
Den straalende Frej.


88. Skirner:
Til grønklædte Skove,
Til Højen jeg gik,
Hævnstaven at skære,
Hævnstaven jeg skar. [12]


89. Vred er dig Odin.
Thor er dig gram.
Frej dig skal hade,
Naar dig har rammet
Asernes Vrede.


90. Hører det Aser, og
Asernes Sønner!
Hører det Jætter!
Hører Hrimturser
Hvor jeg forbander
Trodsige Mø!
Hvor jeg fremkalder
Bølgende Smerte,
Skræk til at rive[13]
Trodsige Mø!
Hvor jeg befaler
Smidige Orme,
Svøbte om ranke,
Skinnende Midje,
Knuge, ej knuse
Hjærtet i Bryst!


91. Ser du: med hvasse,
Hellige Sværdsod,
Rister jeg Runer
Dybt udi Stav,
Graad dig for Gammen,
Evige Kval.


92. Turs jeg dig rister,
Tre er hans Træk:
Kraftløshed, Galskab,
Pinende Lyst.
Han dig skal favne,
Mand du da fanger
Trodsige Mø!


93. Runer jeg risted.
Som jeg dem risted,
Saa jeg dem sletter,
Om du vil bøje
Sindet til Frej.


94. Gerda:
Ej mer jeg nøler,
Thi ak! jeg føler
De Runers Magt.
Som Ild jeg brænder,
Og Gift omspænder
Det klemte Bryst.


95. O snart udskrabe
Du Runestave,
Som dybt du skar!
Den tunge Smerte
Mit arme Hjærte
Vil knuse brat.


96. Skirner:
Som jeg dem risted,
Saa jeg dem sletter,
Nu da du bøjer
Sindet til Frej.


97. Gerda:
Sid nu paa Bænken!
Tag imod Kalken
Fuld af den gamle Mjød!
Aldrig jeg tænkte, at
Jeg skulde Vaners
Æt unde vel;
Men mod de mægtige
Aser forgæves kun
Strider en Mø.


98. Skirner:
Hjem vil jeg ride,
Først vil jeg vide
Stedet og Stunden,
Naar du vil unde
Njords Søn Gammen.


99. Gerda:
Barri heder
(Som degge vi vide)
Glinsende, kølige Lund.
Ni Gange synke
Solen i Hav!
Der vil da Gerda
Unde i Natten
Njords Søn Gammen.


---


Asgaard


100. Frej:
Sig mig det Skirner!
Før du af Hest
Sadelen løfter,
Førend du flytter
Fremad din Fod,
Hvad Du i Jætters
Verden udretted!


101. Skirner:
Barri hedder
(Som begge vi vide)
Glinsende, kølige Lund.
Ni Gange Synke
Solen i Hav!
Der vil da Gerda
Unde i Natten
Njords Søn Gammen.


102. Frej:
Lang er Nat,
Længere tvende,
Hvor kan jeg udholde tre?
Ofte mig Maaned
Kortere tyktes,
End nu den halve
Længselens Nat.


103. Med Længsel jeg kjøber
Den elskede Mø;
Men naar jeg da svøber
Mig trindt om min Mø,
Da stiger en Lyst
I mit brændende Bryst,
Som Kraften ej skaber,
Jeg salig mig taber
I anede Lyst.


---


Den niende Nat.


104. Gerda (synger):
Nu Stjærnerne blinke,
Saa smaalig i Luft,
Og Roserne vinke,
Med liflige Duft.
Jeg ganger til Lunden i Kvælde.


105. Til Døden udtegnet,
I Alderens Vaar,
O Bela! Du segned.
Tilgiv mig! Jeg gaar
Til Kærligheds Lund udi Kvælde.


106. Jeg stred mod mit Hjærte,
Mod Sværd og mod Guld,
Jeg stred imod Smerte;
Men Kalken blev fuld.
Jeg ganger til Lunden i Kvælde.


107. Saa kom da du blide,
Elskværdige Gud!
Ej mer vil jeg stride,
Jeg ganger som Brud
Til Kjærligheds Lund udi Kvælde.


108. Det dundrer. Hid iler
Den kjærlige Gud.
I Lunden alt hviler
Med Længsel hans Brud
Paa duftende Blomster i Kvælde.


109. Frej:
Her er Lund,
Hvor er hun,
Som jeg søger saa brat
I den fjælende Nat?


110. Hist i Lund
Hviler hun,
Som jeg søgte saa brat
I den venlige Nat.


111. Alt var knoppet mit Træ,
Nu det blomstrer i Læ
Af den vældige Eg.
I min Arm,
Ved min Barm,
Hun nu hviler saa sødt,
Og jeg hviler saa blødt,
I den aabnede Favn.


---


112. Fuglen paa Kvist.
Tiderne lide,
Snart skulle Muspels
Sønner fremride.
Véd da den Svage
Hvormed han vil stride?


113. Anden Fugl.
Sit Sværd og sin Styrke
For Møen han gav.
Saa grave i Mørke
Sig Guder en Grav.


114. Loke (i Jætteskikkelse).
End Fenris! du tuder
I fængslende Baand;
Men Frihed bebuder
Min kunstige Haand.
Alt rører med Styrke
Sig Ormen i Hav.
Saa grov jeg i Mørke
For Aser en Grav.


Fodnoter

  1. 1
  2. [Kvædl.: Asarod.] Floden Ifing der aldrig belægges med Is, er det bundløse Svælg som skiller mellem Aser og Jætter.
  3. Ved Jættefreden.
  4. [Kvædl.: Den glødende Kalk.]
  5. [Kvædl.: Den sydende Marv.]
  6. [Linjen fattes i Kvædl.]
  7. [Kvædl.: Jotunhejms.]
  8. [Kvædl.: Stod Guden saa tavs.]
  9. [Kvædl.: underlig.]
  10. [Kvædl.: paa.]
  11. [Ud i Mytol. og Kvædl. Trykfejl for Ind?]
  12. [Kvædl.: fik.]
  13. [rive i Mytol. og Kvædl. Trykfejl fot pine?]