Frode I

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Saxo Grammaticus
Danmarks krønike


oversat af
Fr. Winkel Horn


Frode I


Efter Hading blev hans Søn Frode Konge. Han oplevede adskillige mærkelige Hændelser. Da han var kommen til Skjels Aar og Alder, var han i Besiddelse af alle de Dyder, der pryde en Yngling, og for ikke al sætte dem til i Lediggang holdt han sig fra al Slags Vellyst og lagde sig med største Flid efter Krigsvæsenet. Da hans Faders Krige havde tømt Skatkammeret, havde han imidlertid ingen Midler til at udrede Sold til sine Krigsfolk, og som han nu grublede over, hvor han skulde faa, hvad han saa nødvendig havde behov, kom der en af hans Undersaatter til ham og kvad:

En Ø ved jeg ligge,
ej langt af Led,
Guld og Gods
den har i Gjemme.
Paa det rade Malm
en Drage ruger,
fælder du den,
faar du Skatten.

Gram og grum
er Guldets Vogter.
Tungen kløftet,
Tanden takket.
Edder spyr den,
sparer ej Spy,
kun en klog
at kue den mægter.

Hyl dig i Huder
fra Hoved til Fodsaal,
lidet dens Edder
saa du ænse.
Sving kun kjækt
ditt Sværd imod den,
værg dig med Skjold
mod dens skarpe Tænder.

Agt dog vel paa,
hvor du sigter,
skjællet Ryg
som Skjold den skjærmer.
Sin Bane kun
under Bugen faar den,
paa en liden Plet
lys af Lød.

Har du saa fældet
den fule Drage,
hæv saa Skatten
skjult i Mulde.
Fjældet er fuldt
af fagert Malm,
gyldne Ringe
og Guld i Barrer.

Frode fæstede Lid til Mandens Ord og drog ene over til Øen, thi han vilde, at de skulde være én mod én, som Sæd var mellem Kæmper. Han traf Dragen, da den havde været nede ved Vandet og drikke og var paa Vej hjem til sin Hule. Dens Hud var saa haard, at Frodes Sværd ikke bed paa den, og hans Spyd prellede ogsaa af paa den uden at volde den nogen Skade, men da han ikke kunde komme af Sted med at saare den i Ryggen, fordi den var for haard, gav han nøje Agt paa dens Bug, til han fandt det bløde Sted, og dèr jog han sit Glavind ind. Udyret vilde hævne sig paa ham ved at bide, men alt, hvad det mægtede, var at jage sin tornede Braad i hans Skjold; derpaa lod det Tungen spille adskillige Gange, spyede Edder og opgav med det samme Aanden.

Det var en saare stor Skat, Kongen fandt, og han rustede nu en Flaade og sejlede til Kurland. Kongen der - Dorne hed han - siges i sin Skræk for den farlige Krig, der forestod, at have talt saalunde til sine Krigsfolk: "I gode Mænd! denne Fjende, som kommer fra fremmed Land med næsten al Vesterlands Vaabenmagt, ville vi søge Frelse for ved at forhale Tiden og lade Sult gjøre det af med ham. Sult er en indvortes Syge, som det vil falde ham tungt at faa Bugt med. Sulten Mand er let at slaa. Vi kan bedre overvinde denne Fjende med Sult end med Vaaben, den er det hvasseste Spyd, vi kan saare ham med. Hungersnød avler Sot, som tærer paa Kræfterne. Naar det skorter paa Mad, nytter det kun lidet at have fuldt op af Vaaben. Medens vi selv holde os i Ro, skal Sulten kæmpe for os. Saalunde bringe vi dem i Fare, medens vi selv er uden Fare, og tage dem af Dage uden Blodsudgydelse. Vi har Lov til at besejre vor Fjende ved at ligge stille. Hvem vil hellere kæmpe saaledes, at han lider Skade derved, end saaledes, at han er i Sikkerhed? Hvem vil selv kalde Ulykken ned over sit Hoved, naar han kan være skadesløs? Vore Vaaben vil have mere Udsigt til Sejr, naar Hungersnøden først har kæmpet for os. Med den i Spidsen vil vi holde vort første Slag. I vor Lejr skal alt være stille og roligt, Sulten skal kæmpe for os, først naar de faa Bugt med den, vil vi ikke længer holde os i Ro. Den, som er mat og mødig, bukker let under for den, der har sine Kræfter i Behold; en vissen Haand duer ilde til at føre Vaaben; den, som er medtagen af Nød og Gjenvordigheder, er sløj til at slaas. Sejren er snart vunden, hvor en sund og stærk Mand kæmper med en, der er mat og udtæret. Saaledes kan vi, selv uskadte, volde vore Fjender Skade".

Efter at have holdt denne Tale lod han sine Folk hærje Landet overalt, hvor han skjønnede det var vanskeligt at forsvare, og kom Fjendernes Grumhed i Forkjøbet, saaledes at han intet lod blive tilbage, som de kunde bemægtige sig, og derefter lagde han største Delen af sin Hær i en overmaade vel befæstet By, som han ganske rolig lod Fjenden belejre. Da Kong Frode intet Haab havde om at kunne indtage denne Stad, lod han inden for Lejren grave adskillige dybe Grave, og Jorden lod han hemmelig føre bort i Kurve og kaste i Floden tæt uden for Bymuren. For at ingen skulde ane Uraad, skjulte han Gravene ved at lægge Græstørv over dem i den Mening, at Fjenderne uforvarende skulde styrte ned i dem og begraves, naar Græstørvene skred sammen under dem. Derefter gav han det Udseende af, at han var bleven ræd, og trak sig lidt bort fra Lejren, og da de belejrede forfulgte ham, svigtede Jorden allevegne under deres Fødder, og de blev overdængede og dræbte med Kastespyd, da de var faldne i Faldgruberne.

Frode drog nu bort fra Kurland og angreb Russernes Konge Trane. Da han vilde udspejde Russernes Flaade, lod han lave en Mængde Trænagler og ladede en Baad med dem. Han kom saa ved Nattetid til den fjendtlige Flaade og lod sine Folk bore Huller i Skibene under Vandgangen, og for at Vandet ikke pludselig skulde strømme ind, lod han Hullerne stoppe med Naglerne, som de havde i Beredskab. Da de havde boret saa mange Huller, som han mente der skulde til for at faa Flaaden til at synke, lod han Naglerne tage ud, saa at Vandet kunde strømme ind, og samtidig lod han sin Flaade omringe Fjendens. Russerne, der saaledes var stedte i en dobbelt Fare, vidste ikke, hvad de skulde gjøre, om de først skulde værge sig mod Fjenderne eller stoppe for Vandet. Medens de forsvarede Skibene mod Fjenden, gik de til Bunds. Faren indenfor var større end Faren udenfor; medens de kæmpede med Fjenden udenfor, fik Vandet Magt over dem forinden. Fra begge Sider stormede Ulykken ind over de stakkels Mennesker, som ikke vidste, om de snarest kunde bjærge sig ved at svømme eller ved at slaa fra sig. Bedst som de var i Gang med at slaas, fik de den anden Ulykke at drages med. De havde paa én Gang to Dødsmaader for Øje, som i Forening vilde gjøre det af med dem. Det var ikke let at sige, hvad der voldte mest Fortræd, Vandet eller Fjendens Sværd. Den, som værgede sig mod Fjenden, blev slugt af det indstrømmende Vand, og den, der søgte at stoppe for Vandet, faldt for Sværdhug, og Vandet farvedes af de faldnes Blod.

Efter saaledes at have overvundet Russerne drog Frode hjem til Danmark; men da det kom ham for Øre, at de Sendemænd, han havde skikket til Rusland for at opkræve Skat, var bleven grumt myrdede af de troløse Russere, drog han, opbragt over denne dobbelte Tort, derover igjen og gav sig til at belejre Byen Rotala. For at Floden, der løb imellem ham og Byen, ikke skulde sinke dens Indtagelse, delte han den ved at lade grave en Mængde Render saaledes, at der blev fuldt op af Vadesteder, hvor der før havde været dybt Vand, og at den rivende Strøm nu, efter at den var bleven delt, løb dorsk og trægt og til sidst var helt grund. Da han saaledes havde faaet Bugt med Floden, indtog han uden Modstand Byen, der nu var berøvet sit naturlige Værn.

Efter den Bedrift lagde han sig med sin Hær for Byen Paltisk. Da han mente, at det oversteg hans Kræfter at indtage den med Magt, greb han til List. Han trak sig nemlig, uden at ret mange vidste Besked derom, tilbage til et hemmeligt Smuthul og lod for at gjøre Fjenden tryg det Rygte udsprede, at han var død; for at gjøre det saa meget troligere lod han sin Ligfærd holde og opkaste en Gravhøj, og selv de af hans Krigsfolk, der vidste Besked, lod som om de sørgede over deres Konges foregivne Død. Det Rygte gjorde Kong Vespasius saa tryg, som om han alt havde vundet Sejr; han blev saa dorsk og ligegyldig for Byens Forsvar, at hans Fjender snart saa' deres Snit til at bryde ind i den og dræbte ham, medens han sad med Hænderne i Skjødet optagen af Leg og Lystighed.

Da han havde indtaget denne By, gjorde Frode sig Haab om at underlægge sig hele Østerleden, og han lagde sig nu for Kong Handvans By. Det var den, som Hading i sin Tid havde stukket i Brand, og Handvan, som var bleven klog af Skade, havde ladet alle Fugle, som byggede Reder under Tagene, udrydde, for at den ikke mere skulde være udsat for at blive ødelagt paa den Maade. Men Frode fandt paa en ny List. Han iførte sig Kvindeklæder og gav sig ud for at være en Skjoldmø og kom ind i Byen under Paaskud af, at han var Overløber. Han undersøgte nøje alt der inde, og Dagen efter sendte han en, han havde med sig, ud med Bud om, at Hæren skulde samles ved Murene, saa skulde han nok sørge for, at Portene blev lukket op. Det lykkedes ham at narre Vægterne, og da Byens Folk laa i deres sødeste Søvn, fik de Straf for deres Ligegyldighed, idet Byen blev hærjet, mere som Følge af deres egen Uagtsomhed end af Fjendens Tapperhed. I Krig er nemlig intet farligere end at opgive al Frygt og slaa sig til Ro, saaledes at man i alt for stor Tryghed lader alt gaa, som det bedst kan. Da Handvan saa', at det var ude med hans Land, lod han sine kongelige Klenodier bringe om Bord paa nogle Skibe, som han derpaa lod bore i Sænk, thi han vilde hellere, at de skulde blive Havets end Fjendens Bytte, skjønt det havde været bedre, om han ved at skjænke dem til sine Fjender havde vundet deres Gunst, end at han ikke undte nogen at have Nytte af dem. Da Frode senere skikkede Sendemænd til ham for at bejle til hans Datter, svarede han, at Frode skulde vogte sig for, at han ikke af Lykkens Medhør lod sig bedaare til at forfalde til Hovmod over sin sejrrige Fremgang; hellere burde han skaane de overvundne og i deres nuværende usle Kaar ære deres fordums Herlighed og lære selv i deres nuværende Fornedrelsestilstand at agte dem formedelst deres fordums Lykke. Derfor burde han vogte sig for at rane dens Rige, han ønskede at komme i Svogerskab med, vare sig vel for at tvinge den ned i usle og ringe Kaar, som han vilde hædre ved at bejle til hans Datter, og for af Havesyge at forringe den Ære, han kunde have af sit Ægteskab. Ved denne venlige Tiltale opnaaede han baade at faa Sejrherren til Svigersøn og at faa Lov til at beholde sit Rige.

Imidlertid havde Svenskekongen Hundings Enke Thorhild, som bar et uslukkeligt Had til sine Stifsønner Regner og Thorald, sat dem til at vogte Kongsgaardens Kvæg for derved at udsætte dem for alskens Fare. Da Hadings Datter Svanhvide fik det at vide, drog hun med sine Søstre som Terner til Sverige for at prøve, om hun ved Kvindelist kunde redde de højbaarne Ungersvende fra Undergang. Hun kom til dem, da de var ved at holde Nattevagt ved deres Hjorder, og Søstrene vilde strax stige af hestene. Men da hun saa', at alskens Uvætter sværmede omkring dem, forbød hun dem det i følgende Kvad:

Troldtøj ser jeg
tumle sig her,
Drager og Drauger
i Kreds sig dreje
Fælt er her
til Fods at færdes,
godt at vi sidde
paa Gangerne trygt.

Nisser byde
Nøkker til Dans,
Helhest humper
med Hexe om Kap.
Se, hvor Troldene
truer ad os;
bedst vi paa Hestene
bliver, Søstre.

Regner sagde nu, at han var en af Kongens Trælle, og at han var kommen saa langt hjemmefra, fordi det Kvæg, han var bleven sendt ud i Marken med og skulde vogte, var løbet fra ham, og da han havde opgivet alt Haab om at faa fat paa det, vilde han hellere blive borte end gaa hjem og tage den Straf, der ventede ham. Han glemte da heller ikke at tale om sin Broder; saaledes kvad han:

Trælle er vi,
ikke Trolde,
Faar og Køer
vi fik at vogte.
Men som Legen
lystigst gik,
paa Flugt den halve
Flok sig gav.

Langt vi løb
og ledte længe,
fandt ej Faar
og fandt ej Køer.
Vender hjem vi
uden Hjord,
ved for vist vi,
hvad der vanker.

Derfor tør vi
stakkels Trælle
ej tilbage
gaa til Borgen.
Tidsnok Bagen
faar vi barket,
heller løbe
vi af Landet.

Svanhvide gav sig nu til nøjere at betragte hans Ansigt og faldt i Forundring over dets Dejlighed. "Dine straalende Øjne", sagde hun, "give til Kjende, at du er kongebaaren og ikke trællebaaren. Æblet falder ikke langt fra Stammen, og din ædle Sjæl lyser dig ud af Øjnene. Dit klare Blik røber din Herkomst, den kan ej være født i ringe Stand, hvis Fagerhed saa tydelig vidner om høj Byrd. Dine spillende Øjne give til Kjende, at der bor en herlig Sjæl i dig, dit Ansigts Fagerhed taler tydelig om, af hvad Æt du er runden, og om dine Forfædres Ypperlighed, thi saa fager og fin kan man ikke være, naar man har en ufrels Fader. Ædelt Blod har sat ædelt Præg paa din Pande, jeg ser din Slægt i dit Aasyn som i et Spejl. Saa herlig en Skikkelse kan ikke have et ringe Ophav. Skynd eder derfor bort herfra og pas paa ikke at komme i Kast med disse Utysker, at eders dejlige Legemer ikke skulle blive det lede Troldtøjs Bytte".

Regner, som følte sig saare skamfuld over de usselige Klæder, han bar, og som han mente var det eneste Middel, han havde til at skjule sin kongelige Byrd, svarede hertil, at Trællekaar ikke altid udelukkede Mod og Manddom, tit dækker lurvet Kappe en stærk Arm, og skidden Kjortel skjuler tit en kraftig Haand. Tapperhed bøder paa, hvad der brøster i Byrd, og en fribaaren Sjæl vejer op imod ædle Forfædre. Han var ikke ræd for Utysker; den eneste, han var bange for, var Asathor, hvis vældige Kræfter ingen, hverken Guder eller Mennesker, kunde maale sig med. Troldtøj, som kun har Thurseham at skræmme med, burde ingen med Mod og Mandshjærte ræddes for, det var kun blege Gjøglebilleder, som kun for en stakket Stund laante Legemsskikkelse af den lette Luft. Svanhvide tog derfor fejl, naar hun troede, hun kunde jage Kvindefrygt i stærke og haardføre Mænd, der ikke plejede at lade sig overvinde i Strid, og prøvede at gjøre dem blødagtige som Kvinder.

Svanhvide, som undrede sig over Ungersvendens Mod, splittede nu Taagen, der blindede hans Øjne og skjulte Troldene for ham, og lovede at give ham et Sværd, han kunde have Gavn af i al Slags Strid. Samtidig aabenbarede hun sig for ham i al sin jomfruelige Dejlighed, og da hun saa', hvor betagen han blev af Elskov, lovede hun at blive hans Brud, idet hun rakte ham Sværdet og kvad:

Sværdet, Svend,
Svanhvide dig rækker,
giver det glad
som Fæstensgave.
Vis da nu,
du er Gaven værd,
at du ej Mod
og Manddom mangler.

Lidet gavner
Glavind godt,
om Modet svigter
den, som det svinger.
Stort ej baader
stærke Arme,
om rød og ræd
du ryster for Fjenden.

Hvast Værge,
vældig Arm
og Mod i Brystet
maa Manden have,
da fælder han Fjender
og fanger Sejr.
Sving nu Sværdet,
Svanhvide dig gav.

Efter at have kvædet dette og adskilligt andet sendte hun sine Terner bort og kæmpede saa hele Natten sammen med Regner mod Uvætternes lede Flok, og da det blev Dag, saa' de adskillige Drauger og sære Skabninger ligge slagne rundt om, og iblandt dem selve Thorhilds Ham, der havde faaet mange Saar. De samlede dem alle i en Dynge og brændte dem paa et vældigt Baal, for at ikke den lede Stank fra disse fule Aadsler skulde brede sig i Luften og smitte og forpeste Folk, som kom i Nærheden af Stedet. Derefter skjænkede Svanhvide Regner Sveriges Rige og blev hans Dronning. Han syntes rigtignok, at det lod ilde at begynde sin Krigerbane med at holde Bryllup, men i Erkjendelse af, at han havde hende at takke for Liv og Velfærd, holdt han sit Løfte.

Imidlertid bemægtigede en Mand ved Navn Ubbe, som alt i nogen Tid havde været gift med Frodes Søster Ulvilde, sig, pukkende paa sin Hustrus høje Herkomst, Danmarks Rige, som han var bleven sat til Statholder for, hvilket Hverv han just ikke havde røgtet med synderlig Omhu. Frode blev derfor nødt til at afbryde sin Krig i Østerleden, og da han paa Hjemvejen kom til Sverige, angreb han der sin Søster Svanhvide og holdt et stort Slag med hende. Han blev slagen, og om Natten gik han hemmelig ud med en Baad og sejlede rundt omkring for at se sit Snit til at bore Fjendens Flaade i Sænk. Han blev greben af sin Søster, og da hun spurgte ham, hvorfor han saadan luskede om ad alskens Krogveje, svarede han hende med det samme Spørgsmaal, thi Svanhvide var ogsaa gaaet ene ud i en Baad ved Nattetid og roede hid og did. Hun forestillede nu sin Broder, hvorledes han hidindtil havde ladet hende have sin fulde Frihed, og bad ham saa mindelig om, at han vilde tillade hende at leve med den Husbond, hun havde valgt sig, og godkjende, hvad der var sket, eftersom han selv, da han drog i Krig med Russerne, havde givet hende Lov til at gifte sig, med hvem hun vilde. Ved disse ikke ubillige Bønner lod Frode sig bevæge til at slutte Fred med Regner og tilgav den Overlast, han mente, hans Søster ved sin Selvraadighed havde tilføjet ham, og da de gav ham lige saa mange Folk med, som han havde mistet, glædede han sig over, at det stygge Nederlag, han havde lidt, var blevet opvejet ved en smuk Velgjerning.

Da han kom tilbage til Danmark, blev Ubbe, der var bleven tagen til Fange, ført frem for ham. Han foretrak at tilgive ham frem for at lade ham lide den Straf, han havde fortjent, eftersom det mere var hans Hustrus Tilskyndelse end hans egen Begjærlighed, der havde drevet ham til at bemægtige sig Riget, saa han ikke saa meget syntes selv at være Ophavsmand til denne Misgjerning, som at have gaaet en andens Ærind. Ulvilde straffede han ved at give hende en anden Mand, tog hende fra Ubbe og nødte hende til at ægte hans Ven Skotte, efter hvem Skotterne har faaet Navn. Han lod hende kjøre bort i sin kongelige Vogn og gjengjældte i alle Maader ondt med godt, idet han mere tog Hensyn til sin Søsters Herkomst end til det Sindelag, hun havde lagt for Dagen, mere til sit eget Eftermæle end til hendes Slethed. Hendes Broders Velgjerninger kunde dog ikke faa hende til at opgive sit indgroede Had, og hun overhængte stadig sin nye Mand for at faa ham til at slaa Frode ihjel og bemægtige sig Danmarks Rige, thi det gaar jo saa, at sent man glemmer, hvad ung man nemmer, den som pønser paa ondt, arges, som han ældes, gammel Kjærlighed ruster ikke, og gammel Vane bider bedst. Da hendes Mand stadig vendte det døve Øre til, stræbte hun ham efter Livet i Steden for Broderen og hyrede Folk, der skulde skære Halsen over paa ham i Søvne, men en af hendes Terner røbede det for ham, og den Nat, da han vidste, Mordet skulde gaa for sig, gik han i Seng med Brynje paa. Da Ulvilde spurgte, hvorfor han gjorde det, svarede han, at det havde han nu Lyst til for en Gangs Skyld, og da de lejede Stimænd troede, han var falden i Søvn, og brød ind til ham, sprang han ud af Sengen og dræbte dem. Saaledes fik han baade vænnet Ulvilde af med at stræbe sin Broder efter Livet og givet andre et godt Bevis paa, at man bør vare sig vel for Hustrus Svig.

Medens delte stod paa, fik Frode i Sinde at paaføre Frisland Krig, for at Folk i Vesterlandene kunde faa Øjnene op for den Berømmelse, han havde vundet ved sine Sejre i Østerleden. Da han var kommen ud i rum Sø, kom han først i Kamp med en frisisk Viking ved Navn Vitte. Han bød sine Folk taalmodig at finde sig i Fjendens første Angreb, saaledes at de blot skjærmede sig med Skjoldene, men ikke brugte deres Pile, før end Fjendernes var slupne helt op. Jo taalmodigere Danskerne fandt sig i Pileregnen, des ivrigere blev Friserne, thi Vitte troede, at Frodes Lemfældighed kom af, at han var opsat paa at faa Fred. Medens Pilene susede dem om Ørene, svarede de blot med at blæse i deres Horn, saa det gjaldede, men da de taabelige Frisér havde brugt alle deres Kaste- og Skudvaaben op, overdængede Danskerne dem med deres. De blev slagne, flyede op paa Land og omkom imellem Grøfterne, som Landet der alle Vegne er fuldt af. Derefter sejlede han op ad Rhinen og angreb Tysklands yderste Grænser. Da han atter var kommen ud paa Havet, angreb han Frisernes Flaade, der var løbet paa Grund, og de, der ikke var omkomne i Skibbrudet, blev dræbte. Men han var endda ikke fornøjet med at have gjort det af med saa mange Fjender og gik løs paa England. Da han havde overvundet Kongen der, gik han imod Melbrik, der var Høvedsmand i Skotland, men just som han skulde til at yppe Krig med ham, fik han af en Spejder Nys om, at Englandskongen var lige i Hælene paa ham, og da han ikke paa én Gang kunde angribe dem, han havde foran sig, og værge sig mod dem, der vilde falde ham i Ryggen, kaldte han sine Krigsfolk sammen og bød dem lade deres Vogne i Stikken, kaste fra sig, hvad de førte med af Bohave, og strø alt det Guld, de havde, rundt omkring paa Markerne. Det var den eneste Udvej, de havde, sagde han, der var ikke andet at gjøre end at lokke Fjenden til at tilfredsstille sin Havesyge i Steden for at bruge sine Vaaben. De burde nu, da den yderste Nød krævede det, villig give Afkald paa det Bytte, de havde hentet i fremmede Lande, saa meget mere som Fjenderne sikkert vilde faa lige saa travlt med at kaste det fra sig igjen, som de i deres Griskhed havde haft med at sanke det op, da det snarere vilde blive dem til Byrde end til Gavn.

Saa tog en Mand ved Navn Torkel, der var gjerrigere og ogsaa bedre skaaren for Tungebaandet end de andre, til Orde efter at have taget sin Hjælm af og støttende sig til sit Skjold: "Dit strænge Bud gaar de fleste af os nær til Hjærte, Konge, thi vi sætte stor Pris paa, hvad vi have vundet med vort Blod. Man kaster nødig bort, hvad man har erhvervet ved at udsætte sig for de største Farer, og giver ikke villig Afkald paa, hvad man har opnaaet ved at sætte Livet paa Spil. Det er den største Taabelighed paa Kvindevis at agte det ringe, man har erhvervet sig ved Mandemod og Kæmpehaand, og at byde Fjenden Skatte, han aldrig har gjort sig Haab om. Kan noget være usømmeligere end at foregribe Krigslykken ved at kaste Vrag paa det Bytte, vi har vundet, og at give Slip paa et sikkert Gode, vi har i vore Hænder, af Frygt for et tvivlsomt Onde? Endnu har vi ikke set noget til Skotterne, og saa skulde vi saa vort Guld paa Markerne? Hvad vil man regne os for i Slaget, naar vi, som er dragne ud for at søge Kamp, taber Modet ved den blotte Tanke om Kamp? Vil ikke vi, som har været en Skræk for Fjenden, gjøre os latterlige derved og sætte det Ry, vi har, til og faa Foragt i Steden? Britterne vil undre sig over, at de er bleven slagne af Folk, som de nu ser slagne af den blotte Frygt. Skal vi ræddes for dem, vi før har gjort rædde? Skal vi ryste af Angst for dem, nu da vi ikke ser dem, medens vi kun agtede dem ringe, da vi stod Ansigt til Ansigt med dem? Vinde vi Bytte i hæderlig Kamp for at kaste det fra os af Frygt? Skal vi vrage det Guld, vi har kæmpet for, blot for at undgaa Kamp? Skal vi gjøre dem rige, som vi burde gjøre fattige? Vi har vundet Bytte ved Tapperhed, skal vi nu kaste det bort af Fejghed? Kan der tænkes noget skammeligere end at give vort Guld til dem, vi bør mærke med vore Sværd? Man bør aldrig af Frygt give fra sig, hvad man har vundet ved Tapperhed. Hvad der er vundet i Kamp, bør kun tabes i Kamp. Lad Byttet koste dem lige saa meget, som det har kostet os. Med Staal maa vort Guld kjøbes. Bedre at dø en hæderlig Død end at gjøre sig foragtelig ved Begjærlighed efter at leve. Vort Liv faar hastig Ende, Skam og Skjændsel følger os ud over Døden. Og hertil kommer, at naar vi kaste vort Guld fra os, vil Fjenden saa meget ivrigere forfølge os, som han tror, at Frygt har drevet os dertil. Desuden, hvad enten Lykken gaar os med eller imod, har vi ingen Grund til at være kjede af vort Guld; sejre vi, ville vi være glade ved at have det, blive vi slagne, efterlade vi os noget til at bekoste vor Jordefærd med". Saaledes talte den gamle Kriger.

Krigerne tog imidlertid mere Hensyn til Kongens end til deres Stalbroders Ord og foretrak at følge Kongens Opfordring; de kappedes om at komme frem med, hvad de havde i deres Gjemmer af Guld og Gods, ja de læssede det Bohave og deslige af, som Hestene havde faaet at bære paa, og efter at de saaledes havde tømt deres Lommer, havde de lettere ved at bære deres Vaaben. De rykkede nu længere frem, og Englænderne, som var efter dem, spredte sig for at samle Byttet, de havde strøet ud for alle Vinde. Da deres Konge saa', at de var saa overvættes ivrige efter at sanke Guldet op, bød han dem tage sig i Vare for, at de ikke fik Hænderne, som de skulde slaa fra sig med, alt for fulde; de vidste nok, sagde han, at Sejr maa vindes, før Skat kræves; derfor burde de vrage Guldet og forfølge dets Ejermænd, ikke tragte efter det blinkende Malm, men efter den straalende Sejr; bedre at gribe efter Hæder og Ære end efter Guld og Gods. Naar de ret overvejede begge Dele, maatte de ogsaa skjønne, at Tapperhed er mere værd end Guld, thi Guldet tjener kun til udvortes Pryd, men Tapperhed giver baade den indvortes og den udvortes Pryd Værd. Derfor skulde de vende deres Øjne Tra Guldet, lade deres Griskhed fare og kun tænke paa at kæmpe. Desuden maatte de indse, at naar Fjenden havde kastet sit Guld bort, havde han gjort det med Vilje, han havde strøet det ud for at lokke dem i en Fælde, og ikke for at de skulde have Gavn deraf, og om Sølvet end skinnede nok saa uskyldig, kunde de være visse paa, at der stak Svig under, thi ingen skulde faa ham til at tro, at de, som før havde drevet de tapre Briter paa Flugt, nu selv flyede. Intet var desuden foragteligere end det Guld og Gods, der blot gjør den, som grisk griber efter det, til Træl, medens han bilder sig ind, at det gjør ham rig. Det var Danskernes Agt med Død og Undergang at straffe dem, som de syntes at byde deres Guld, saa hvis de tog det, vilde de blot snart efter komme til yderligere at berige Fjenden; lod de sig daare af det Gulds Glans, som laa der paa Alfarvej, vilde de ikke blot gaa Glip af det, men ogsaa miste, hvad de endnu havde tilbage. Hvad Nytte var det til at sanke det op, som de strax vilde blive nødte til at give Slip paa igjen? Men hvis de nu ikke lod dette Guld vinde Sejr over dem, vilde de sikkert vinde Sejr over Fjenden. Derfor burde de hellere som tapre Mænd hige efter Ære end nedværdige sig ved Griskhed, ikke lade sig trække ned af Havesyge, men med ophøjet Mod gribe efter Æren; med Vaaben, ikke med Guld, skulde der kæmpes.

Da Kongen havde endt sin Tale, tog en engelsk Ridder til Orde, idet han viste alle, hvorledes han havde hele Favnen fuld af Guld. "Din Tale røber to Ting, Konge", sagde han, "for det første, at du er bange, og for det andet, at du ikke under os det godt, eftersom du af Frygt for Fjenden forbyder os at røre Guldet og hellere vil, at vi, dine Krigsfolk, skal være fattige end rige. Kan noget være styggere end saadant et Sindelag? Kan noget være dummere end saadant et Forbud? Vi ser vort eget Guld og Gods ligge her, og det skulde vi betænke os paa at tage! Skulde vi nu, da det kommer tilbage af sig selv, lade det ligge, som vi drog ud for at tage tilbage med Vaaben i Haand, og rede til at kjøbe tilbage med vort Blod? Skulde vi betænke os paa at tage, hvad der med Rette tilhører os? Hvem er mest ræd, den, der kaster det fra sig, han har vundet, eller den, der ikke tør sanke det op? Se, her har Lykken givet os tilbage, hvad Nøden tvang os til at give Slip paa. Dette Bytte tilhører os, ikke Fjenden, Danskerne har ikke bragt Guld til England, men ført Guld bort derfra. Skal vi nu, da vi kan faa dei igjen for intet, kaste Vrag paa, hvad vi nødig og nødtvungne lod tage fra os? Det er skammeligt at se surt til saadan en Lykkens Gunst og Gave. Kan der tænkes noget taabeligeie end at begjære forbudent Guld og Gods, der holdes under Laas og Lukke, og ikke agte det, der ligger paa Alfarvej, for værd at tage op? Skal vi lade haant om det, der ligger lige for vore Øjne, og gribe efter det, vi har ondt ved at faa fat paa? Skal vi holde Hænderne fra det, der er lige til at tage, og søge det, der er langt borte og i fremmedes Vold? Hvornaar skal vi gjøre Bytte hos andre, naar vi lade det, der hører os til, gaa fra os? Gid Guderne aldrig maa blive mig saa gramme, at jeg skal lade mig tvinge til, naar jeg har Favnen fuld af Guld og Gods, som jeg har arvet efter min Fader og Bedstefader, at kaste den Byrde fra mig, som jeg bærer med saa god Ret. Jeg kjender nok Danskernes Umaadelighed; de var aldrig rendt fra fulde Vinfade, om ikke Frygt havde drevet dem dertil, de giver hellere Slip paa Livet end paa Vinen. I det Stykke har vi nu ikke noget at lade dem høre, hvad det angaar, er vi ikke bedre end de. Men sæt nu ogsaa, at deres Flugt er forstilt, saa maa de dog først tage en Dyst med Skotterne, inden vi kan vente dem her tilbage. Aldrig skal dette Guld faa Lov til at ligge her i Skarnet og trædes under Fødder af Svin og vilde Dyr, saa maa det da hellere komme Folk til Nytte. Desuden, naar vi tager den Krigshærs Bytte, der har overvundet os, bringer vi Sejrherrens Lykke over paa vor Side, thi hvilket sikrere Varsel om Sejr kan vi faa end at gjøre Bytte, før end vi slaas, og uden Sværdslag at indtage Fjendens Lejr, som han er rømmet fra? Det er bedre at sejre ved at indjage Skræk end ved Hjælp af Sværdet".

Næppe havde Ridderen endt sin Tale, før alle var i fuld Gang med rundt omkring at samle det røde Guld op. Man maatte forundre sig over deres hæslige Griskhed, det var en umaadelig Havesyge, man her fik at se. De rev Græs op sammen med Guldet, kivedes og stredes indbyrdes, glemte helt Fjenden og lod Sværdet skille Trætten, ænsede hverken Frændskab eller Stalbroderskab, alle var bosatte af Havesyge, at holde Venskab brød ingen sig længer om.

Imidlertid var Frode draget den lange Vej igjennem Skoven, som gjør Skjel imellem England og Skotland og bød sine Folk gribe til Vaaben. Da Skotterne saa' hans Fylking og kom under Vejr med, at Danskerne var langt bedre rustede end de, som blot havde lette Kastespyd, flygtede de, inden Slaget var begyndt. Frode, som var bange for, at Englænderne skulde kaste sig over ham, forfulgte dem ikke ret langt, og saa stødte Ulvildes Mand Skotte til ham med en stor Hær; han var i sin Iver for at bringe Danskerne Undsætning kommen helt oppe fra Skotlands yderste Grænser. Efter hans Raad opgav Frode at forfølge Skotterne, drog tilbage til England og tog tappert det Bytte igjen, som han snildelig havde givet Slip paa. Lige saa rolig han havde ladet det i Stikken, lige saa let fik han det igjen. Nu angrede Englænderne, som maatte bøde for deres Havesyge med deres Blod, at de havde taget den Byrde paa sig, de ærgrede sig over, at de havde brugt deres Arme i Havesygens Tjeneste uden at have faaet noget ud deraf, og skammede sig over, at de ikke havde fulgt Kongens Raad, men deres egen Lyst til Guld og Gods.

Derefter drog han imod London, den navnkundigste By i Landet, og da han paa Grund af dens Mures Fasthed ikke kunde tage den med Storm, brugte han List i Steden for Vold og lod udsprede, at han var død. Da Daleman, som var Høvedsmand i London, spurgte denne falske Tidende, tog han imod Danskernes Tilbud om at overgive sig, tilbød dem en Englænder til Høvding og gav dem Lov til at komme ind i Byen, for at de selv kunde vælge sig en af Flokken. Medens de lod, som om de var meget optagne af dette Valg, omringede de ham hemmelig ved Nattetid og dræbte ham.

Efter den Bedrift vendte Kongen tilbage til Danmark, hvor en Mand ved Navn Skate gjorde Gjæstebad for ham, for at han i Gammenslag kunde kvæge sig efter Krigens Besværligheder. Men medens Frode sad til Bords der paa de efter kongelig Skik med guldindvirkede Tæpper belagte Hynder, blev han æsket til Kamp af en Mand, som hed Hunding, og skjønt han havde sat sin Hu til at gjøre sig til gode ved Gildebordet, var han dog gladere ved Kampen, der forestod, end ved Maden og Mjøden, han havde for sig, gik i Holmgang og sejrede. Han fik dog i den Dyst et farligt Saar, men da en anden Kæmpe ved Navn Hagen ogsaa æskede ham til Holmgang, var han alligevel strax rede og hævnede sig paa ham ved at dræbe ham, fordi han havde forstyrret hans Ro. To af sine Kammersvende, der var bleven aabenbart overbeviste om, at de stræbte ham efter Livet, lod han binde til store Stene og styrte i Havet for saaledes, ved at give deres Legeme en svær Byrde at slæbe paa, at straffe dem for den svare Synd, de havde villet tage paa deres Samvittighed. Det hedder sig, at Ulvilde ved den Lejlighed gav ham en Kjortel, som Jærn ikke kunde bide paa, saa at han, naar han bar den, var usaarlig. Vi bør heller ikke glemme at fortælle, at Frode havde for Skik at drysse sin Mad over med stødt og malet Guld, hvilket han brugte som et Middel imod de mange Forsøg, der af hans Frænder blev gjort paa at forgive ham.

Da Frode omsider angreb Kong Regner i Sverige, som falskelig beskyldtes for at pønse paa Forræderi imod ham, omkom han, ikke for Fjendehaand, men kvalt af Hede i Kroppen og sine tunge Vaaben. Han efterlod sig tre Sønner, Halvdan, Ro og Skate.