Geistlige Helgener

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Norges Helgener


Geistlige Helgener



Geistlige Helgener. Erkebiskopperne Eystein og Jon. Biskop Thorfinn af Hamar. De tvivlsomme Helgener, Bernhard, Thorkel, Arne og Nicolaus.

Ethvert Lands Helgenhistorie pleier at fremvise geistlige Helgener, og det som oftest mellem de ældste i Rækken. At dette ikke finder Sted i Norge, er vistnok en Følge af den overveiende Andel i Omvendelsesværket, der hos os skyldes Kongerne. Først senere, da der efter Christendommens Befæstelse begyndte en lang og mærkelig Kamp mellem Kongemagten og Hierarchiet[1], forsøgte det sidste at styrke sin Stilling ved at give sin mest fremragende Høvding Hellighedens Nimbus.

Denne Høvding var Erkebiskop Eystein († 1188). Hans Helgenhistorie har en eiendommelig Interesse, fordi der om den har været ført en Kamp mellem Kongerne og Geistligheden, en Strid, der aabenbart har en politisk Baggrund.

Naar Rygtet om Eysteins Hellighed først er opstaaet, vide vi ikke, men erfare kun, at han ved et Procincial-Concilium i Nidaros 1229 blev erklæret for en Helgen af sin femte Eftermand Thore[2].

Erkebiskop Øystein Erlendsson (ca. 1120-1188), Augustinus Nidrosiensis, med Nidarosdomen i sine hender. Erkebispegården in Trondheim. Foto: Morten Dreier, 2006. Commons.

Hierarchiet gik imidlertid videre og vilde have Eystein (St. Augustinus) canoniseret af Paven, som i det tolvte Aarhundrede havde forbeholdt sig Enerét til at meddele den Art Hellighed, der berettigede til formelig Dyrkelse i hele den catholske Kirke. Forhandlingerne med Curien vare i Gang 1241, da Pave Gregor IX befalede Abbederne af Tuterøen og Nidarholm samt Dominicanerordenens Prior at undersøge den formentlige Helliges Liv og de ham tillagte Mirakler og indberette Udfaldet til Rom. Det heder i Pavebrevet[3], at Erkebispen af Nidaros (Sigurd Endridessøn) og hans Suffraganbiskopper samt Kong Haakon vare de, der havde anmodet Gregor om at canonisere Eystein. At Kong Haakon skal have deltaget i en saadan Henvendelse, er vistnok i og for sig høist besynderligt, da Eystein netop havde været den vigtigste Bærer, ja Begrunder af en Politik, der havde været ligefrem fiendtlig mod Sverre og hans hele Æt, saavelsom mod Kongedømmets Interesser i Almindelighed, men kan dog forklares som en Indrømmelse af Haakon til hans Geistlighed netop under de daværende Omstændigheder. Sagen har aabenbart været den, at Haakon ivrig attraaede at blive kronet[4], og at det norske Hierarchi kunde fordre sin Imødekommen i dette Punkt høit betalt, da Haakon var uægte født og altsaa tiltrængte Dispensation fra den canoniske Rets Bestemmelser, Kongen fandt sig ogsaa omtrent ved samme Tid i, at der affattedes en ny, for Geistligheden i det Hele fordelagtig Christenret.

Den ene af de opnævnte pavelige Commissarier, der ved denne Tid personlig opholdt sig ved den romerske Curie og sandsynligvis har været de norske Prælaters Agent i denne Sag, nemlig Abbeden af Nidarholm, Bjørn eller "Ritabjørn", var den nys myrdede Hertug Skules gamle Ven, atter et Vink om, hvilke Stemninger der egentlig rørte sig bag Bestræbelserne for Eysteins Canonisation. Den urolige Abbed Bjørn gav sig imidlertid god Tid i Udlandet, kom først tilbage til Norge 1244 og døde strax efter Hjemkomsten[5]. Allerede dette har vistnok bevirket, at Granskningen af Eysteins Mirakler stilledes i Bero. Men Erkebiskop Sigurd optog Sagen hos Gregor IX.s Eftermand, Innocentius IV., og denne Gang, af det nye Pavebrev at slutte, uden at Kongen deltog i Henvendelsen. Paven udnævnte da (1246) en ny Commission i det angivne Øiemed, bestaaende af Abbeden af Tuterøen samt Priorerne i samme Kloster og i Nidarholms[6]. Atter kom imidlertid et Dødsfald i Veien, denne Gang Tuterø-Abbedens, hvem vi forøvrigt ikke engang kjende af Navn. De to øvrige Commissarier ansaaes "uskikkede" (minus idonei) til at udføre Undersøgelsen, og Sagen henstod i flere Aar. I denne Mellemtid fandt Kong Haakons Kroning Sted 1247 ved Cardinal-Legaten Vilhelm af Sabina, og at Prælaterne have forhandlet med denne om Sagen, er neppe tvivlsomt, men i ethvert Fald have de ikke formaaet at bringe den videre. Men hvor ivrig Prælaterne netop ved denne Tid have virket for dette sit ivrige Ønske om at se Eystein canoniseret, kan sluttes deraf, at endog en engelsk Forfatter, Matthæus af Westminster[7], ved Aar 1250 omtaler Eysteins "herlige og bevislige" Mirakler. Endnu engang satte imidlertid Erkebiskop Sigurd sig i Bevægelse, og Innocentius udnævnte i Januar 1251 nye Commissarier, denne Gang Biskop Arne af Bergen samt Dominicanernes Priorer i Nidaros og Oslo. Disse fik nu en formelig Instruction, der dog er tabt, om den Fremgangsmaade, som skulde følges ved Undersøgelsen af Eysteins Liv og Mirakler, og det blev dem bestemt forbudt at afvige fra denne[8]. En Granskning fandt da virkelig Sted, og Acterne indsendtes til Curien, men befandtes her utilfredsstillende. Commissarierne havde, som Pave Alexander IV. siden erklærede, ikke iagttaget Formerne, men gaaet uforsigtig frem[9].

Erkebiskop Sigurd og hans nærmeste Eftermand, Sørle, døde imidlertid, og 1254 valgtes Einar Smjørbak til Erkebiskop. Dette skeede uden Kongens Vidende, og Einar, der just studerede i Paris, drog da strax derfa til Rom for at hente sit Pallium. Paa denne Reise kom han først 1255 om Sommeren hjem til Norge. Under sit Ophold ved Curien gjenoptog Einar Bestræbelserne for Eysteins Canonisation og fik atter nye Commissarier udnævnte af Alexander IV., nemlig Biskoppen af Stavanger, Abbeden af Nidarholm og Prioren af Helgeseter, hvorhos den nævnte Biskop bemyndigedes til at skride til Forretningen med den ene Klostermand som Medhjælper, ifald den anden skulde faa Forfald[10]. Men noget Resultat af dette Commissorium kjendes ikke.

I fjorten Aar var der altsaa nu uden endelig Virkning ført Forhandlinger om at canonisere en Prælat, om hvis store Fortjenester der dog fra et hierarchisk Standpunkt ikke let har kunnet være Meningsforskjel. Vistnok iagttog Curien efterhaanden, jo mere Antallet af Helgener voxte, en større Forsigtighed i at canonisere nye, og den tog sig, idetmindste senere, ogsaa høit betalt for sine Canonisationer, men denne Sag maa, som antydet, have havt sin hemmelige Historie og have været et norsk Partispørgsmaal. Einar Smørbaks Fornyelse af Forhandlingerne staar ingenlunde i Strid med hans Holdning forøvrigt, der væsentlig var Opposition mod Kongen, medens han derimod smigrede hans Sønner. Høist rimeligt har Haakon underhaanden i Rom arbeidet for at lægge Hindringer i Veien for Canonisationen af sin Farfaders Fiende og Hierarchiets store Forkjæmper.

Spørgsmaalet synes nu atter at have hvilet under Resten af Einars og hele hans Eftermænds, Birgers og Haakons, Styrelse. Men i 1267 valgtes til Erkebiskop en Mand, der synes at have valgt Eystein til sit Forbillede, for hvem det derfor kunde være tiltalende nok at fornye sine Forgjængeres Forsøg paa at faa ham canoniseret og derved tillige vinde en Støtte for egne hierarchiske Bestræbelser. Det var Jon Raude (1267-1282). Jon, der efter sin Udvælgelse drog til Rom for at hente Pallium, fik ogsaa ganske rigtig endnu engang Commissarier opnævnte i den Eysteinske Canonisationssag, nemlig Biskoppen af Bergen samt Abbederne af Nidarholm og Tuterøen[11]. Men dette er ogsaa det sidste, vi høre om den hele Sag, som dermed maa antages endelig at være bortfalden. Rimeligvis har Erkebiskop Jon opgivet den for at opnaa vigtigere Indrømmelser af Kong Magnus.

Eystein blev altsaa ikke canoniseret, men den ringere Hellighed, som siden Provincialconciliet i 1229 var bleven ham til Del, beholdt han. Allerede kort efter hint Conciliums Kjendelse er han udentvivl bleven skrinlagt, og hans Skrin vedblev lige indtil Reformationen at have sin Plads i Nidaros Domkirke. Det delte da Skjebne med St. Olafs og nedsendtes til Kjøbenhavn for at gaa i Mynten. Rentemesterens Kvittering viser, at det forgyldte Sølvskrin har veiet 816 Lod[12]. Eysteins Festdag kjendes ikke, og ligesaalidt vides nogen Kirke at være ham indviet. Han har været Prælaternes, ikke Folkets Helgen. I Haalogaland sees dog en Gaard at være skjænket til den hellige Eystein[13].

Et mærkeligt Minde om Eystein som Helgen fandtes ved Midten af forrige Aarhundrede i Throndhjems Domkirke. Det var en gammel Skriftestol af tykke Egeplanker i det nordre Capel ved Choret. Paa Rygstykket vare tre Personer afmalede i poleret Forgylding, nemlig i Midten St. Olaf i Kongedragt og med Øxe i Haanden, og paa høire Side St. Halvard i Krigerdragt, paa venstre St. Augustinus i Bispedragt. Over alle tre var deres Navn tegnet[14].

Der er ogsaa blevet gjort et Tilløb til at skjænke Jon Raude seiv Hellighedens Glands. Denne Erkebiskop kom efter den medgjørlige Kong Magnus Haakonssøns Død i Strid med hans unge Søns kraftfuldere Formyndere, i hvilken han laa under. Han døde som landflygtig Mand 1282 i Skara, til hvilken svenske Bispestad overhovedet flere mærkelige Minder i Norges Historie knytte sig. I det følgende Aar blev hans Legeme begravet i Nidaros, hvor man begyndte at tale om, at han nok var hellig[15], og forklarede et uheldigt Fald, som den unge Kong Erik gjorde paa en Reise, som en Straf for den ugudelige Medfart, som Jon havde lidt[16]. Disse Anstalter mislykkedes imidlertid fuldstændig, og Jons Hellighed gik snart ganske i Forglemmelse.

Af de øvrige Biskopper havde Thorfinn paa Hamar vist sig som Jon Raudes ivrigste Tilhænger og havde ogsaa 1282 samtidig med denne forladt Norge. Han skal have havt Vanskeligheder ved at komme afsted, men naaede dog frem til Cistercienserklostret Doest ved Brügge i Flandern, hvor han synes at have havt ældre Forbindelser og maaske tidligere at have gaaet i Skole. Efterat Erkebiskoppen var død i Skara, droge Thorfinn og en anden ligesindet Collega, Biskop Andres af Oslo, til Rom, hvor de, dog kun med ringe Held, klagede over Regjeringen i Norge. Fra Rom kom Thorfinn atter til Doest og fandt der kjærlig Pleie i en Sygdom, der efter syv Maaneders Lidelse voldte hans Død den 8de Januar 1284. Ved sit Testamente bortskjænkede han sine ringe Midler til en stor Mængde Stiftelser og Personer[17]. Sexti Aar senere vilde en Abbed i Doest lade Thorfinns Grav i Klosterkirkens Chor jevne med Jorden. Da udbredte sig en sød Lugt, Hellighedens sædvanlige Tegn, i Kirken, og der fandt ogsaa Mirakler Sted ved hans Ben. En gammel Munk i Klostret, Walterus de Muda, der personlig kunde erindre den norske Biskop og hans Gjenvordigheder, bestyrkede nu hans Hellighed og besang disse i et latinsk Poem, der anbragtes paa en Tavle over hans Grav. Ogsaa et prosaisk Mindeskrift forfattedes om ham og er tilligemed Poemet siden aftrykt i Acta Sanctorum[18]. I Norge vides derimod Thorfinns Hellighed ikke at have været paaagtet. Det kunde dog synes, at der her vilde have været en bekvem Anledning til at skaffe Hamar Stift en særegen Localhelgen, hvilken Stiftet som bekjendt savnede.

Foruden St. Olafs og St. Eysteins Skrin fandtes i Throndhjems Domkirke endnu et tredie Helgenskrin, St. Bernhards. Det omtales ved den store Kirkeplyndring efter Reformationen, og Rester deraf, noget forgyldt Kobber, indleveredes 1540 til Christian III.s Rentemester[19]. Hvo denne Helgen er, vides ikke[20]. At hans Skrin har staaet i en norsk Kirke, beviser ganske vist ikke, at han har været en norsk Helgen, men kun at der hos os har existeret Reliqvier af ham, thi den engelske Svithun havde, som bekjendt, sit Skrin i den til ham viede Domkirke i Stavanger, og her kan saaledes godt tænkes paa St. Bernhard af Clairvaux. Men man har virkelig ogsaa i den norske Kirkehistorie en Bernhard, hvorom der her kunde blive Tale. Dette er den ovenfor (S. 159) nævnte Bernhard (Bjarnvarðr eller Bjarnhaðr hinn Saxlendski), der kom til Norge fra Tydskland under Magnus den Gode, men, da han ikke kunde forliges med Harald Haarderaade, forlod Landet og drog til Island, hvorfra han dog tilsidst efter et mange aarigt Ophold kom tilbage. Paa Island indviede han mange Ting, ved hvilke der siden skal have fundet Mirakler Sted, og han troedes derfor at være hellig[21]. At det skulde være denne Bernhard, hvis Skrin fandtes i Nidaros, vover jeg naturligvis kun at fremsætte som en Gjetning, og det saameget mere, som den Omstændighed, at Bernhard ved sin Hjemkomst blev Biskop i Selja (siden i Bergen), maa tale imod Sandsynligheden af, at han skulde være skrinlagt i Nidaros.

I Almanakker og Fortegnelser over Helgendage opføres ogsaa, uvist med hvilken Hjemmel, en St. Thorkell (Thorkillus), hvis Dag skal have været 12te November[22]. Hvem denne Helgen monne være, er mig ganske ubekjendt, ligesom jeg heller ikke med Vished tør paastaa, at det har været en norsk Mand. Den eneste, paa hvem jeg har kunnet gjette, er Biskop Thorkell af Oslo, en Mand, om hvem der ikke vides stort mere, end at han døde i Begyndelsen af 1248. Han er sandsynligvis død i Tønsberg, hvor han begravedes i et lidet Capel i den 1810 nedbrudte St. Laurentii Kirke, "nederst i Kirken, ved den store Dør, paa venstre Haand, naar man gaar ud af Kirken". Endnu i forrige Aarhundrede fandtes hans Grav i Capellet, og der fortaltes det Sagn, "at samme Herre skulde have lagt mange Forbandelser paa den, som understod sig at aabne hans Begravelse eller at begrave nogen der"[23]. Et saadant Sagn taler i det mindste ikke imod, at vi her turde have vor hellige Thorkell.

I det fjortende Aarhundrede omtales en Kannik i Throndhjem, Sira Arne med Tilnavnet sanctus, uden at nærmere Oplysning herom haves. Han bar dette Tilnavn allerede i levende Live. Erkebiskop Arne Vade betænkte ham i sit Testamente (1349), og Sira Arne sees at være død 1382[24].

Endelig forekommer i Begyndelsen af det følgende Aarhundrede i det samme Domcapitel en Erkedegn "Sanctus Nicolaus", om hvem heller intet videre er bekjendt. Han skjænkede 1408 en Klokke til Throndenes Kirke, der omstøbtes 1744, og i hvis Indskrift han nævnes som Giver og hellig[25].


Fotnoter

  1. Ph. Zorn, Staat und Kirche in Norwegen, München 1875.
  2. Isl. Ann. p. 104.
  3. Dipl. Norv. I. S. 18.
  4. Dipl. Norv. I. S. 20.
  5. Chr. Lange, De norske Klostres Historie, 2. Udg,, S. 206.
  6. Dipl. Norv. VI, S. 22.
  7. Sanctus Augustinus in Norvegia claris probatis et approbatis mira culis illustratur. Matthaeus Westmonasteriensis ad ann. 1250.
  8. Dipl. Norv. VI S. 23.
  9. Forma non servata, in hujusmodi negotio minus provide processerunt. Dipl. Norv. VI. S. 28.
  10. Dipl. Norv. VI. S. 28.
  11. Suhm, Historie af Danmark, X. S. 263, efter Raynaldi Ann. eccl. XIV. p. 169.
  12. G. Schøning, Beskrivelse over Domkirken i Throndhjem, S. 156 (hvor Forf. staar i den Formening, at Canonisationen virkelig opnaaedes), samt Anhanget til samme Skrift, S. 85.
  13. Aslak Bolts Jordebog, S. 93.
  14. G. Schøning i de af Suhm og ham udgivne Forsøg til Forbedringer i den gamle Danske og Norske Historie. Kbh. 1757, 4to, S. 450.
  15. "Ok hyggja menn hann helgan", Isl. Ann. p. 158.
  16. Biskupa Søgur, I. S. 743.
  17. Testamentet findes hos Suhm, Historie af Danmark, X. S. 1026-1028, efter Caroli de Vische, Bibliotheca scriptorum ord. Cisterc. p. 316 sqq.
  18. Mens. Jan. I. p. 548 sqq. Udførlige Uddrag hos Munch, N. F. Hist. IV. 2. S. 51-52.
  19. Schøning, Beskrivelse over Domkirken, Anhanget S. 85.
  20. "St. Bernhardi Skrin, hvorom forøvrigt Intet vides". N. Nicolaysen, Norske Fornlevninger, S. 602.
  21. Biskupa Søgur, I. S. 65.
  22. Dipl. Norv. I. pag. XLVII. Aarsberetning fra Geheimearchivet, I. Tillægget, S. 20. 179.
  23. J. Müller, Beskr. over Tønsberg, Kbhvn. 1771, 4to, S. 83.
  24. 2 Dipl. Norv. V. S. 166 og 251, 11. S. 369.
  25. Indskriften lød; "Sancta Elisabetha vocor, Sanctus Nicolaus, Archidegn in Drontheim, me dedit, mester Danchert in Amsterdam me fecit anno MCCCCVIII". (Anonym Beskrivelse over Nordland, dateret 7de Septbr. 1744, i Throndhj. Vidensk, Selsk. Bibliothek, Mscr. No. 88 Fol.).