Gerhard Munthe (kartograf) biografi
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
.jpg)
Gerhard Munthe
(1795-1876)
Munthe, Gerhard, norsk Historiker og Kartograf, f. paa Gaarden Ytre Kroken i Sogn 4. Jan. 1795, d. smst. 15. Decbr 1876, blev 1811 Officer og ansattes s. A. som Detailleur ved den geogr. Opmaaling. Som Premierløjtnant deltog han i Felttoget 1814. I 1815 blev han knyttet til den geogr. Opmaaling og deltog her i Tegningen af det Norgeskort, som skulde udgøre en Del af det Generalkort over Skandinavien, der i Maalestok 1:600000 var blevet planlagt af Karl Johan. 1816—41 var han Lærer ved Krigsskolen i Militær- og Frihaandstegning, samt Kortskrift og Kalligrafi. Fra 1841 til sin Død var han bosat paa sin Fædrenegaard som Landmand; han syslede lige til det sidste med sin Slægts og sin Fødeegns Historie. M. deltog 1833 i Stiftelsen af »Samfundet for det norske Folks Sprog og Historie«, i hvis Samlinger han leverede en Rk. Afh. af heraldisk, genealogisk og geogr. Indhold. Til J. Aall’s Overs, af Norges Kongesagaer leverede han de geogr. Anmærkninger, hvormed han »brød en aldeles ny Bane i den norske Oldforskning«. Af Kortarbejder har han udg.: »Kort over Kongsbergs Sølvværks Territorium og Grubefeldt« (1835), »Noregr, Det gl. Norge før Aar 1500« (1840) og »Noregr, Sviariki, Danmörk. Hist. Oversigtskort over de tre nord. Riger i Middelalderen« (1842). Sammen med Kaptajn N. A. Ramm udg. han fl. Amtskort i 1:200000.
Kilde: Salmonsens konversationsleksikon (1915-30)
«I øvrigt kan Oversætteren ikke tilegne sig det hele Værk, som her forelægges Læserne. Han har havt troe Medarbeidere i Nogle af Norges flittigste og kyndigste Oldgranskere. De geographiske Anmærkninger under Linien ere alle af Hr. Capitain Munthe, som ved disse har udbredt et Lys over Snorres Fortælling, som vel aldrig med den Fuldstændighed og Bestemthed er given. Med disse henfløttes ligesom norske Læsere paa hver Side til de Steder, hvor Historiens Skueplads var, Historiens Billede livliggøres, Indbildningskraften veiledes, og Historiens Sandhed bekræftes. Oversætteren tilstaar villigen, at disse Anmærkninger udgjøre Værkets høieste Pryd. De ere Frugten af mange Aars møisommelige Granskning i gamle Diplomer, og af lokale sammenlignende Undersøgelser, og de maae rette mange af de Vildfarelser, hvori endog den lærdeste Flid, af mangel paa slige Hjelpemidler, har maattet gjøre sig skyldig ...»
Jacob Aall i indledningen til Snorre Sturlesons norske Kongers Saga, 1838.
