Gorm hin Gamle: Første Samtale

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Naturlyrik og romantik
N.F.S.Grundtvig4.jpg


Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord
af Nik. Fred. Sev. Grundtvig


Gorm hin Gamle:
Første Samtale


    De Talende.
    Gorm hin Gamle:       Leirekonge.
    Thyra Danabod:     hans Dronning.
    Knud Danaast:     deres Søn.
    Harald Blatan:     deres Søn.
    Klakharald:     Thyras Fader, Jarl i Holsetuland.
    Unni:     Erkebisp.
    Gardur:     en Sjælandsfar, Islands Opdager.
    Eiulf:     Gorms Fostbroder.
    Askield:     Hofgode.
    Thormod:     Hofgode.
    Hirdmænd: .



Første Samtale.

Leire. Gorm. Gardur.


Gorm.
Hel lysteligt det er i Alderdommen,
Naar man i Ungdom selv har faret vidt
Paa Tidender om Yngres Færd at lyde.
Men sig mig Gardur! er det sandt,
Hvad Man om Gangerolf fortæller?


Gardur.
At han i Valland fik et Hertugdom?


Gorm.
Det veed jeg, men at han blev Kristen?


Gardur.
Er og desværre sandt, jeg selv har set
Ham døbes, hørt hvordan han skifted
Sit gamle Navn, og fik et nyt igen.


Gorm.
Det er et Galenskab, som nuomtide
Er kommet over Nordens djærve Mænd.
Det danske Tungemaal har Rolf vel ogsaa
Omskiftet med det vælske Munkepludder?


Gardur.
Ja nu er Rolf da død, hans Søn
Er kommet efter ham, han snakker
Som du og jeg imellem danske Folk;
Men for det meste taler han dog Vallandsk
Som alle de, der bo i Rotemag,
Og til en anden By sin Søn han maatte skikke
For at han kunde lære Danskes Maal.


Gorm.
Saaledes gaaer det nu. I gamle Dage
Hvor Danske kom, blev ogsaa Maalet dansk.
Men naar den Sæd fra Romaborg nu vinder
Blir vel i Danmark selv det Danske glemt.


Gardur.
Det vil jeg ikke tro, men om det skedte
Saa er der nu et Land, hvor dog
Nok baade Fædres Sæd og Maal kan gemmes.


Gorm.
Hvor mener du?


Gardur.
Paa Island mener jeg.


Gorm.
Er det hint Land i Vest, som Man fortæller
At du har fundet.


Gardur.
Netop det.
Jeg nævned Landet Gardursholmen
At det dog kunde faae et Navn,
Men siden har Man kaldt det Island.
Det er det samme, hvad det hedder, men
Det er et herligt Land med store Klipper,
Og mange Fjorde, alskøns Fisk
Og brede Enge. Der er koldt deroppe.
Men det kan ikke skade, det er ret
For Aser og for Nordmænd, og jeg tænker
At om en Klerk end vover sig derop,
Saa skal han fryse rent ihjel.


Gorm.
Men er det bygget?


Gardur.
Dygtig alt.
Jeg var der kun en Vinter, siden
Jeg vilde seilet did engang igen,
Men kunde ikke mere Holmen finde.
Da vied Floke Odin trende Ravne
Og fulgte siden efter, hvor de fløi,
Saa fandt han Landet, og jeg mener
Det er et Mærke paa, at Odin end
Har ikke tabt sin Kløgt, at høie Aser
Kanske vil fløtte op til Island nu,
Ifald dem hviden Krist fordriver,
Og Norges Konge med; thi hvad er det
Vel andet Harald gør, den Niding,
Som dræber Norges Fylkekonger, eller
Uddriver dem fra deres Odel, dog
Hel mange af dem ere Odins Ætmænd?
De flygte nu til Island, alt
For Thor og Frei er mangent Hus opbygget.


Gorm.
Hvad kalder du da det, at jeg uddrev
Og dræbte alle Danmarks Fylkekonger?


Gardur.
Naar Odins Æt bær Vaaben paa sig selv
Jeg ei kan sige, at den gør det ikke;
Men du dog hærgede med mere Skel
Paa dem, der sveg dig for dit Odelsrige.
Desuden er det saa en egen Sag med dig,
Du og de andre stammede fra Aslaug,
Fra Sigurd og fra Brynhild, med den Æt
Det er saa underligt, den maa vel kæmpe
Imod sig selv, som den har altid gjort.
Ind traadte nu Eiulf hin Gamle


Eiulf.
Hilsæl Kong Gorm! hvad du befol,
Er Alt udrettet.


Gorm.
Du fra Jotland kommer!


Eiulf.
Fra Ribe og fra Hedeby,
Fra Kirkebrand og Klerkemord jeg kommer,


Gorm.
I fik da stillet Tungen paa de Klerke,
Der nu saalænge har bespottet Thor
Og alle Aser.


Eiulf.
Ja, vi fik den stillet;
Men hvad den mælte først, var fælt.


Gorm.
Hvordan? mig tykkes Røsten skælver Eiulf!
Jeg troer du er ræd.


Eiulf.
Med dig jeg foer,
Saa vide om paa Hærtog og vist aldrig
Du saae mig ræddes, ja endnu jeg tør
Selv med hin argste Bærserk Holmgang prøve;
Men brænde Kirker, dræbe Klerke, nei,
Det gør jeg aldrig mer, om end du byder.


Gorm.
De har forhekset dig med Seid
De arge Trolde, du vel ikke mer
Nu troer paa Aserne?


Eiulf.
Jeg troer at Aser
Har Magt, men den har ogsaa flere Guder
Og Krist er stærk.


Gorm.
Hvad sagde vel de Klerke?


Eiulf.
De sagde, naar de kom til Himmerig
Til deres Valhal, Krist de vilde bede
At straffe os med Plager og med Død,
Men dig med Hjertesorg og alskøns Jammer.


Gorm.
Og derfor est du bange? Thorbjørn vist
Dog ei blev ræd.


Eiulf.
Han siger det vel ikke
Til dig, thi han har glemt at mæle.
Paa vores Hjemfærd brødes Skibet, mig
De Kristnes Gud har ene ladet frelses;
Men han mig straffede dog mere haardt
End dem, der sank tilbunds i Havet.
Min Gunnar! – I halvtredsindstyve Aar
Kun Blod har rundet ned paa mine Kinder;
Men nu maa Taarer rinde – ja de maa.


Gorm.
Din Gunnar var en vakker Svend, og saare
Jeg ynded ham – Han drukned altsaa med.


Eiulf.
Og troer du da, ifald han kun var druknet
Jeg vilde staa og græde som en Dreng?
Nei gruelig han endte. – Over Altret
I Kirken hang et Stykke Træ,
Du kender det, det er som Hammerstegnet
Og nævnes Kors, derpaa var hviden Krist
Udskaaret, og som røde Guld han lyste.
Det rev min Gunnar ned og holdt det frem
For Klerken, der han skulde dø, og spotted.
Og bød ham bede til sin hvide Krist.
Da løfted Klerken Øinene mod Himlen
Som om han kunde gennemstirre den,
Og da hans Blik paa Gunnar sig nedsænked.
Det var saa stærkt og hvast at alle gøs;
Dertil han mælte Ord, som klang saa hule
Og som ei Nogen iblandt os forstod.
Da blev min Søn som galen, snart han tuded
Lig Ulve, snart han brøled, Haanden kneb
Han fast om Korset, og da Kirken brændte,
Da løb han ind i Ilden, kasted sig
Paa Jord, og brøled gennem Luen.


Gorm.
Ja det var grueligt, ei undres mig
Du græder. Jeg har glemt at græde,
Men hvis min Knud – o sig mig dog!
Har du ei spurgt til hans og Haralds Færd?


Eiulf.
Om Knud jeg Intet hørte, men Man sagde
Klakharald alt var draget hid.


Gorm.
Saa gak da Gamle! lad trehundred Mænd
Sig væbne, stille sig ved Salen!


Eiulf.
Det er det sidste Bud, som jeg udretter,
Før med min Kval jeg skjuler mig i Høi.
Farvel Kong Gorm! jeg tjente dig hel trolig
Og maaske alt for trolig.


Gorm.
I Valhalla
Vi atter mødes skal til Gammensliv.
Fostbrødre vare vi, og jeg er pligtig
At hevne dig. Paa Krist og paa hans Flok
Du hevnes skal.


Støttende sig paa Spydet, gik den gamle Eiulf nedbøiet ud af Hallen.


Gorm.
Hvad siger du vel Gardur! om alt Dette?


Gardur.
Jeg siger nu som før, at det er godt,
At Island er, og at jeg mener
Det ikke er for Intet, at just nu
Den Ø er fundet.


Gorm.
Saa du mener
At det er her forbi med Asers Magt?


Gardur.
Det mener jeg just ikke; men mig tykkes,
Du frygter for det selv.


Gorm.
Jeg frygter ei,
Det aldrig var min Sæd, og ei jeg grubler,
Jeg holder fast ved mine Fædres Tro,
Thi det er Kæmpetroen. Intet Jærtegn
Om det var nok saa underligt og stort,
Kan rokke mig; thi hine store Slægter
Som stige ned fra Odin er et Jærtegn
Langt større end om Ild blev Vand
Og Vand blev Ild. Dog ei jeg dølger, stundum
Hel sære Tanker avles i mit Sind
Naar jeg maa se, at Asers Flok forringes,
Og naar jeg tænker paa den tunge Drøm
Som jeg har havt engang.


Gardur.
Ja Drømme
Desværre tit er ikkun alt for sande.
Paa Norges Harald ser Man det saa grant,
Hans Moder drømte, som du veed, om Træet
Der skygged over Norrig, ei engang
Hun drømte, at saamange gæve Mænd
I Træets Grene skulde blive hængte,
Og nu er det dog med det Andet sket.
Hvad drømte du Kong Gorm?


Gorm.
Den Stund
Jeg beilede til Thyra, ei hun vilde
Mig ægte, før jeg trende Nætter sov
I nybygt Hus, og sagde mine Drømme.
I trende Nætter kom den samme Drøm igen:
Mig tyktes at jeg stod ved Østresaltet
Og Vandet skyndte sig fra Landet bort,
Saa der blev tørt imellem alle Øer,
Da trende hvide Nød gik op paa Land,
Saa trende røde, derpaa trende sorte,
Og alle bede Græs, men der de sorte
Fra Landet gik, da hørtes sligt et Gny
At hele Danmark maatte skælve.
Det lagde Thyra ud om haarde Uaar,
De kom, men Gnyet vilde hun udtyde
Om megen Død og Ufred i min Æt.
Kun liden er min Æt, den snart kan ødes.
Og mener jeg, at ødes Skjoldungætten,
Da ødes og i Danmark Odins Sæd.


Gardur.
Din Drøm hel mærkelig maa nævnes,
Og dog jeg ei som Thyra eier Kløgt
Mig tykkes det var ogsaa vel at mærke,
At Nødene var af adskillig Lød.


Gorm.
End mer adskillige de vare,
De sorte havde mægtig store Horn
De røde mindre, men de hvide ingen.


Gardur.
Ja stor er Asakæmpens stille Kraft,
Den mindskes da, naar den i Strid sig deler;
Men Klerken stander værgeløs og svag
For Altret i den hvide Messesærk.


Klakharald kom indgangende i Salen med Knud og tredive Hirdmænd.


Klakharald.
Hilsæl Kong Gorm min Maag!


Gorm.
Saa kom du dog
Engang Klakharald! skønt det sent maa nævnes.
Kom hid min Knud, at jeg kan maale dig
Med gamle Øie! Du est vorden stor
Og stærk, du ligner dine Fædrefrænder.
Du Gardur! gak med Knud, fortæl
Ham Noget om de mange Lande
Hvor du har færdedes! og Harald sig
Til dine Mænd de gange ud af Salen!
Harald bød, og ud ginge Mændene.


Gorm.
Du Gardur! kom igen! din Kløgt er stor
Og vel du høre maa, hvad vi samtale.
Da vendte Kongen sig hel bister mod Klakharald.
Jeg trende Gange dig til Julegilde
Indbød, og du vanhædrede mit Bud,
Og loved, mig til Spot, du vilde komme
Men kom dog ei. Jeg derfor var tilsinds
Dit Land at hærge og dig selv at dræbe;
Men Thyra saare gik i Bøn for dig
Og mente at du varst forhindret
Ved sære Hændelser. Nu est du her;
Trehundred Mænd staa væbnede for Salen
Og hvis du ei aarsager dig, da skal
Du aldrig komme heden med dit Liv.


Klakharald.
Mit Liv Kong Gorm! er ikkun lidt at agte,
Du selv est gammel, jeg er ældre dog,
Og vilde glædes ved at dø, forinden
De Ting fremkomme, som tilstunde nu:
Derfor jeg kaarer ogsaa helst at tie
Enddog hel vel jeg mægtede at tale.
Du ei skal raabe dine Hirdmænd hid,
Du har jo selv et Sværd, og jeg tør mene
Mig værdig til at falde for din Haand.


Gorm.
Uhørt jeg dræber Ingen som fremtræder
Her for min Stol. Aarsag dig, om du kan!


Klakharald.
Du vil da vide, hvi jeg ei er kommet?


Gorm.
Ja derfor stevned jeg dig hid.


Klakharald.
Men naar du hører, hvad dig lidet huger?


Gorm.
Saa er det ikke førstegang.


Klakharald.
Saa hør!
Ved Juletid jeg kom til Limafjorden
Der stod et Træ hel grønt ved Fjordens Bred,
Og det var underligt, om Vinterstide
At se det ene Træ saa sommerligt.
I Træet hængte Æbler smaa men fagre,
Ved Roden Andre mægtig store laa,
Men ormestukne og med vissen Stilk
De alt begyndte at forfules.
Jeg gruede ved Synet, og hvorfor?
Behøver jeg vist ikke dig at sige.


Gorm.
Ei sandt? det skal betyde Sædomskiftning?
Det var et grumme konstigt Syn,
Saa konstigt, at Man hartad skulde mene,
Det Træ kun i dit eget Hoved stod;
Men det er allerede slemt, det Store
Er raadnet der. – Nu, dengang blev du ræd
For Skyggen af dig selv. Hvad Mere?


Klakharald.
Den anden Jul paa Skibet alt jeg stod,
Ufødte Hvalpe høit i Tispen gøede,
Men selv hun tav. – Det vel betyder, at
Det som end ei er født, men dog undfanget
Skal vorde lydt, det Gamle tie kvær.


Gorm.
Var alt det Gamle saa som du, Klakharald!
Da var det vist nok ogsaa bedst, det tav;
Men saa er ikke Alt, thi Man kan vorde
Hel gammel og dog ikke kærlingveg
Som du. – Hvad er dit tredie Eventyr?


Klakharald.
Ei Eventyr, men Sandsagn. Tvende Bølger
Hel store, løfted sig i Limafjord,
Og sjunke i hinandens Favn, da tyktes
For Øine Vandet være idel Blod.
Da tænkte jeg paa dine tvende Sønner,
Ulige som de begge er i Sind.
Dengang jeg dog vel maatte blive bange,
Da ei jeg er saa stærk, som du Kong Gorm!


Gorm.
Det er min Knud, om hvem du spaar saa ilde!
Først haaner du, nu vil du pine mig.
Har du end Mer at sige?


Klakharald.
Nei.


Kongen slog paa Skjoldet og en Flok Hirdmænd styrtede ind med dragne Sværde. Da reiste sig Gardur og traadte for Kongen.


Gardur.
Som det sig burde, tav jeg Herre Konge
Imens du talte, men da nu du vil
Din Maag den gamle Harald dræbe,
Fordi du ei kan se, hvad han har set
Da maa jeg tale, bede dig at mindes
Din egen Drøm og store Troldomskløgt,
Som Kristne eie! Mindes du ei længer
Hvad Eiulf mælte? hvorfor er det Løgn
Hvad Jarlen siger? mon fordi det tykkes
Dig underligt? og mener du da han,
Hvis store kløgt er vide kendt i Norden,
Ei vel saa let et mere rimeligt,
Sandsynligt Paaskud havde kunnet finde,
Ifald han vilde lyve? mener du,
Han vilde sagt dig hvad hel vel han vidste,
Du ei gad hørt, ifald det ei var sandt?
Saa underligt en Konge sielden dømte.


Gorm.
Der han havde betænkt sig enstund.


Ja du har Ret, og det var Odin selv
Som fik mig til at kalde dig tilbage.
I trende Aar jeg harmed mig, fordi
Jeg mente mig vanhædret, derfor tyktes
Mig Alting usandt, og da om min Knud
Han spaade ilde, spaaede hans Død,
Hans Død, som naar jeg vorder lagt i Høien
Allene er igen af Skjoldungætten,
(Thi Harald hører ei til den i Sind,)
Da blev jeg ret som galen, end jeg ryster
Af Harme, men det er ei Haralds Skyld,
Det ser jeg grant og derfor skal han leve.
Dog dette mæler jeg for eder Kæmper!
Og det skal mæles høit paa alle Thing
Fra Skanei og til Jotland: hvo som bærer
Mig Tidende om Knud, at han er død,
Ja som ham nævner død for mine Øren,
Han skal ei leve, indtil Solen sættes,
Om det er Dag, og er det Nat,
Ei til den reiser sig, det sværger
Jeg høit ved Odin, Thor og Frei
Og Nornerne, som Alles Skebne raade.
Hirdmændenes Høvding.


Svinger i Luften
Lysende Staal,
Støder det haarde
Sværd imod Skjold!
Hørte I Kongen
Svor ved de hellige
Aser og Norner?
Aldrig kan brydes
Eden han svor.