Gudbjart Floke og Bispen paa Holar
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Gudbjart Floke og Bispen paa Holar
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1862
Præsten Gudbjart Floke i Laufaas var sin Tids klogeste Mand, men saasom han var saare godmodig af sig, skadede han Ingen med sin Kunst. Alligevel tog Bispen paa Holar Forargelse af det Troldmandsrygte, Præsten havde faaet paa sig, og fik derfor engang i Sinde at afsætte ham fra Embedet. I den Hensigt drog han i Følge med nogle Præster og unge Svende hjemmefra, men da de vare komne et lille Stykke paa Vei, fore de vild, uden at vide hvorhen, og de opdagede først, hvor de vare, da de atter befandt sig hjemme paa Holar og vare inden Gaarde der. Ikke destomindre drog Bispen anden Gang afsted og han var med sine Mænd allerede kommen Nord paa Hjaltedalsheden, da de ved lys Dag bleve overraskede af et Sneefog med stærk Storm og Frost. Paa Eengang paakom dem Alle en Trang til at forrette deres Nødtørft, men da de nu igjen vilde staae op, vare de ikke i Stand dertil; de vare lige ved at fryse ihjel og saae tilsidst ingen anden Udvei til Frelse, end at gjøre det Løfte, at vende hjem igjen. Det var ikke frit for, at Folk gottede sig over Bispens Reiser, men det gjorde Sira Gudbjart aldrig; han troede ikke, sagde han, at det var ham, Bispen havde villet besøge; thi dertil havde han jo ikke behøvet at tage saa stort Følge med sig.
Nogen Tid efter var Bispen med en anden Mand paa Reise Nord i Øfjorden og ved samme Leilighed gjorde han en Vending hjem til Sira Gudbjart; dennegang gik Alt godt, og det traf sig saaledes, at der ikke var Nogen udenfor. Bispen gik strax ind i Huset og saae Præsten sidde ved Bordet, med Haanden under Kind og med en Bog foran sig paa Bordet. Bispen greb Bogen, men hvorledes han end vendte og dreiede den, fik han dog kun Øie paa ubeskrevne Blade. Bispen spurgte Præsten, hvortil han vilde bruge denne Bog, men den Anden svarede, at den var til at skrive Prædikener i. »Jo, jeg takker! det har Du nok i Sinde,« svarede Bispen i Vrede, »Du, som dyrker Djævlen.« Men neppe havde han udtalt det sidste Ord, før han saae en Grav, op af hvilken der stod en blaalig Lue, aabne sig; selv stod han yderligt paa Kanten, mens en graa Haand tog fat i hans Kappeskjød og vilde trække ham ned i Luen. Bispen udstødte et Skrig og sagde: »Hjelp mig for Guds Skyld, Hr. Pastor!« Sira Gudbjart rakte ham Haanden og sagde: »Slip ham, Satan!« og strax blev Alt igjen, som, det havde været. Præsten sagde da: »Det er ikke saa underligt, at den Onde er dem nær, der tage hans Navn i Munden, istedetfor at nedbede Herrens Fred over det Huus, de træde ind i; det er jeg vant til at gjøre, og alligevel beskylder Du mig for at have givet Slip paa den rette Tro.«
Bispen blev nu blidere i Tale. De talte længe i Eenrum med hinanden og skiltes siden i Venskab, og efter den Tid sagde Bispen, at han blot vilde ønske, at Alle vare ligesaa gudfrygtige, som hans kjære Gudbjart.
Men siden mærkede man aldrig Noget til at Præsten brugte sin Kunst.
