Guldbægere

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Folkeæventyr og mytiske sagn


Danske sagn
som de har lydt i folkemunde

Ny række
Bind I, s. 144

Samlede og for størstedelen optegnede
af

Evald Tang Kristensen

København 1928


Guldbægere


562. Ude ved Dagbjærg Daas der kom en Mand ridende og var tørstig. I det samme kom en lille Mand hen til ham, og ham bad han om noget at drikke. Den lille gik saa ind i Højen og kom strags tilbage med Drikken i et Guldbæger, og det var fyldt lige til Randen. Ved det han nu rækkede det op til Rytteren og havde ondt ved at naa, saa spildte han noget af det, og det løb ned paa Hesten. Manden saa ned og opdagede da, at det tog Haarene af. Saa svinger han det da hen over hans Hoved og spilder det, og med det samme rider han alt hvad han kan med Bægeret. Den lille Mand løber nu bag efter ham, men Rytteren huskede paa, at det gjaldt om at komme over rindende Vand, og satte da efter at komme ned over Karup Aa. Den Gang han kom lige til Vandet, var Bjærgmanden ham saa nær, at han griber fat i Hestens ene Bagsko og river den af. Men saa slap Manden fri. Noget efter byggede de en Bro der over Aaen, og den fik da efter det Navnet Hagebro.
Kristen Kristensen.


563. En Juleaften var en Karl ridende og skulde til Holstebro. Saa blev han forvildet og vidste ikke, hvor han var. Endelig kunde han se saa mange Lys, og da var det Dagbjærg Dojs, han var kommen til. Saa kom der et Kvindfolk ud til ham, og hende spørger han, om hun kunde ikke vise ham Vej.
   Jo, det kunde hun godt, men om han var ikke tørstig?
   Jo, Tak.
   Saa render hun ind igjen og kommer ud med et stort Sølvkrus med Drikkelse.
   Lige med et rinder det ham i Tanker, at det var ikke raadeligt at drikke af Kruset, og saa hvister han Drikken over Skulderen og giver Hesten af Sporerne, idet han raaber:
   "Farvel, Madam!"
   Men Kruset beholdt han jo, saa red han alt hvad han kunde. Hun satte efter ham og var saa nær, at da han kom til Hagebro, fik hun fat i Hagen al den ene Sko af Hestens ene Bagfod. Da hun saadan fik den halve Sko, fik Stedet Navnet Hagebro. Saa vilde Folkene fra Sjørup til Kirke i Dagbjærg Julemorgen, og da fandt de et Kvindfolk, der laa ved Vejen og var helt spraat, og to smaa Bjærgunger laa døde ved Siden af hende. Hun havde jo været frugtsommelig, og saa havde hun forrendt sig. Da Folkene kom tilbage efter Tjenesten, var det væk, da havde Bjærgmanden hent hans Kone og smaa Børn hjem.
   Sjørup-Folkene samlede en stor Dynge Sten over Stedet til et Minde, og den Stendynge har været der, men om den er der endnu, véd a ikke.
Ole Mønsted, Hulbæk.


564. Det var her nede paa Sejbæk Hede, der kom en Mand ridende en Aften, og da kommer han om ved en Troldkone, og der var flere i Følge med hende. Da han kom nær til hende, saa kunde han se, at hun gik med et Krus i Haanden. Saa siger han til hende, om han maatte ikke bede hende om lidt at drikke. Jo, og hun rækker ham Kruset. Men nu kunde han se, at det var for skrap, og saa hældte han det bag ned over sig. Men der, som det kom, der tog det Haarene af Hesten. Han snap nu Bægeret i den ene Haand og red fort med det. Bjærgkonen satte efter ham for at ville have Bægeret igjen, men hun var frugtsommelig og kunde ikke hente ham op. Da han red over Aaen ved Hagebro, var hun ham dog saa nær, te hun kom til at faa i en Hage af Hestens Bagsko, og den tog hun. Men hun kunde ikke følge ham længere, for hun kunde ikke komme over det rindende Vand, og saa red han videre med Bægeret, og hun gik tilbage igjen. Der skal være rejst en Sten paa Sejbæk Hede til Minde om det.
10de Marts 1874. Peder Kristian Troelsen, Resen.


565. Der ligger en stor Sten ude mellem Hagebro og Vedhoved med Aftryk af fem Fingre i. En Mand kom ridende fra Viborg og om ved Dagbjærg Dojs. Da var der Lys der inde, og Bjærgmandens Kone kom ud med et Bæger og vilde give ham at drikke ..... hun forfulgte ham til Hagebro ..... døde, inden hun kom hjem, og Bjærgmanden begravede hende paa Stedet og tog og lagde Stenen paa hendes Grav. Det er da Aftrykket af hans Fingre, der er i den.
Lærer Christensen, Mundbjærg.


566. En Rytter kom ad Vejen fra Vedhoved og skulde vestpaa. Da han nærmede sig Dagbjærg Dos, saa han, at Højen stod paa røde Pæle, og ud og ind løb en hel Del Smaafolk. Han kunde ikke forstaa, hvad der var ved det, men da han var bleven noget tørstig, og var kommen derhen, bad han en at Kvinderne om at give sig noget at drikke. Hun kom ogsaa med et Sølvbæger fyldt med en Drik. Nu vilde han gjærne beholde det store, smukke Sølvbæger, og da han alligevel havde Mistanke og var bange for at drikke, saa slog han Drikken bag over sig. Den var ogsaa saa stærk, at den tog Huden at Hestens Ryg. Nu skyndte han sig at ride med Bægeret, og red hen ad Landevejen, men Kjællingen satte bag efter, og hun naaede ham tæt ved Hagebro. Der fik hun fat i Hagen paa Hestens Sko og rev den at, og deraf fik saa Stedet Navn. Næste øjeblik var han ovre paa den anden Side af Aaen, og hun kunde ikke komme over Vandet, da hun var en Troldkjælling, saa nu var han frelst.
   Paa Tilbagevejen til Dagbjærg Dos vilde hun gaa en anden Vej, men var bleven saa udmattet af Løbet, at hun faldt om og blev til en graa Sten, som endnu ligger paa Heden mellem Hagebro og Sejbæk. Det er syd for Viborg – Holstebro-Landevejen som den nu gaar, og i den Hede, der grændser til Sjørup Plantage.
Lærer Otto Christensen Daugbjærg, Bramming Eftersk.
(nu Nordby, Samsø).


567. En Person havde været til Doktor eller Apotek om Natten og kom saa ridende forbi Dagbjærg Dojs. Da hørte han saadan Musik og saa, at det var saa oplyst, og vilde nu hen at se nøjere til. Da kom Bjærgkonen hen og skjænkede ham af et Guldbæger. Han lod, ligesom han drak, men han drak det ikke, men kyld det over Hesten, og da kom der et Par Dryp over Ryggen af den, og det tog Gab paa Hesten, saa det var godt, han ikke drak det. Han beholdt altsaa Guldbægeret, for det tåt han var net at have, og saa red han at Sted. Da kom Bjærgkonen efter ham, men hun kunde ikke rende saa galt, for hun havde saadan store Bryster, og dem slog hun op over Skuldrene. Saa kom de til en Bæk, og der lagde hun sig ned og tog fat i Hestens Sko, men den gav et lystigt Spring, og saa kom den endda over, men Skoen fik hun. Den lagde hun ved Bækken, og saa blev der paa det Sted lagt en stor Bro over den Aa, og den Bro blev kaldt Hagebro. Det Navn kom at, at hun havde fat i Hagen af Skoen. Hun sagde, at havde hun endda kunnet naa ham, saa skulde han have faaet. Han beholdt Bægeret og havde det der hjemme.
   Men saa døde alle hans Kreaturer, og han fik ikke Lykke med nogen Ting. Han kom da i Tanker om, at han skulde ikke beholde det Bæger, og saa sendte han en lille Dreng ud med Bægeret i den Mark, hvor Højen var, og satte det der ved Højen. Siden fik han Lykke og Held med alting i hans Gaard.
Cæcilie Magdal. Hansen.


568. En Kone kom til en Rytter, da han red forbi Dagbjærg Dojs, og spurgte ham, om han ikke var tørstig. Jo, han var, for der kom saadan Hede og Støv med Vejen. Han vidste nu ikke at, det var en Bjærgkone, men det var hun. Saa kom hun med et Guldbæger og flyede ham, og han sad paa Hesten og svingede det bag ved sig, og saa rejste han hans Vej, alt hvad Hesten kunde strække, lige til Hagebro. Det, der var i Bægeret, tog Huden at Hesten, saa skrap var det. Hun satte bag efter, og da han red over Aaen, greb hun i Hestens Sko og beholdt Hagen. Saa var han frelst og beholdt Bægeret.
Mette Marie Andersdatter, Lundgaards Mark.


569. En Mand red en Dag til Nibe. Paa Vejen kom han forbi en Høj, og den boede der Bjærgfolk i. De blev gale over den Allarm, han gjorde, idet han red forbi, og vilde hævne sig paa ham, naar han kom tilbage.
   De havde et Kvindfolk inde ved dem, som de en Gang havde fanget, og hende tvang de til, da han kom igjen, at gaa ud og række ham et Bæger med Vin, hvori der var blandet Gift. Men hun fik Lejlighed til, lige idet hun gav ham det, at hviske til ham, at der var Gift i det. Han slog da til Bægeret, saa Drikken blev spildt, og saa red han det raskeste han kunde; Bjærgfolkene satte efter ham, og saa red han ud paa en pløjet Mark. Der kunde de ikke godt løbe, og saa raabte de efter ham:
   "Rid paa det jævne, rid paa det jævne, ikke paa det bakkede og knoldede."
   Det brød Manden sig jo ikke om, og saa løb de dem fordærvet allesammen.
Søren Hansen, Giver.

Her henvises til C. C. Lorensen, S. 9.
Ridderen paa Braadborg kommer forbi Bøgebjærg, faar et Guldbæger at
drikke af. Rider af Sted med det.


570. En Mand kom en Aften forbi Dondtmosehøj og saa Bjærgfolkene holde Lystighed der inde. En Bjærgkvinde kom da ud til ham, som han der stod og saa paa Lystigheden, og bød ham et Bæger med Vin at drikke. Han snappede Bægeret fra hende og rendte med det alt hvad han kunde. Hun satte efter ham, men havde saa lange Bryster, at hun havde ondt ved at rende. Han løb ind i en Kornager ved Skarrild Huse, og der kunde hun ikke følge med ham, saa han undslap og beholdt Bægeret. Hun sagde nu i sin Ærgrelse:
   "Håd mi Broster ett waen så sii, da skuld a nåk ha læer dæ å bii."
Jens Kristian Madsen, Hamborg, Rind.

April 1871. Se: J. F. III, S. 336. Her findes nu Sagnet, som Manden har fortalt det.


571. Der er en stor Sten i Lyngby Sogn, kaldes Maglesten, som ligger ved Landevejen. Denne Sten siges at have staaet i gamle Dage paa Støtter hver Højtidsaften.
   Blandt andet fortælles, at der skal have været en Adelsmand paa Lyngbygaard ved Navn Hr. Aage, en Ridder; han haver en Juleaften tilspurgt sit Folk, at dersom nogen iblandt dem vilde ride op til forne Maglesten, da vilde han give hannem baade Hest og Sadel. Da haver der én af hans Karle fordristet sig til saadant at efterkomme; men der han kom til Steden, haver han set en Dands omkring Stenen, hvilken der han nogen Stund havde set paa, haver der én af dem, som dandsede, rakt hannem et Horn, at han skulde drikke. Der han nu annammet samme Horn og lod, som han vilde drikke, haver han hældt bag sig, hvad som der var udi, og flugs begivet sig paa Vejen med det. Strags haver de hastelig søgt efter hannem, men en kristen Kvinde, som skulde have været blandt dem, haver raabt til hannem og sagt:
   "Rid ad Ore og ikke ad Bore."
   Meningen skal have været den, at han skulde ride ad Ageren, som var aard, og ikke ad Vejen.
   Haver saa lykkeligen kommet hjem til Gaarden med forne Horn, og paa tredje Dag derefter er han bleven død.
   Samme Horn findes hos velb. Knud Gyldenstjerne, Kong. Majest. Befalingsmand paa Hald Slot i Jylland, og er konstelig paa en synderlig Vis beslaget med Sølv og forgyldt. Jeg haver og tilspurgt hans Velbaarenhed, om det skal være sandt med samme Horn, hvorpaa han haver svaret mig, at det skal uden Tvivl være sandt, fordi hans Forældre haver saa sagt for hannem. Den gode Mand skal og videre fortælle herom, naar han bliver tilspurgt.
(Præsteberetn. t. Ole Worm.) Lyngby, Villands H.


572. Den gamle Møller, a tjente, han fortalte, at Dejhøj sydøst for Nymølle stod somme Tider paa 4 Pæller, saa Bjærgfolkene kunde dandse under den, det havde hans Formand set.
   Han havde en Karl, der en Dag var ridende i Aarhus, og saa dandste de under Højen, da han kom derom ved. Han gav Holdt og vilde se, hvordan det gik. Saa kommer de med et Sølvbæger med Brændevin og ét med øl og gav ham at drikke. Han drak, og saa puttede han begge Sølvbægere i hans Lomme og red saa stærkt, Hesten kunde springe. Da han kom til Aaen imellem Nymølle og Koldkjærgaard, var Bjærgfolkene saa nær efter ham, at de snappede i Halen af Hesten og rykkede den af, saa den fik aldrig Hale mere. Han slap uskadt, og Bægrene beholdt han. De var i Møllen, da a tjente der, og Mølleren sagde, det var dem.
   Siden var der aldrig mere noget at bemærke ved Højen. Senere blev den afbenyttet som Grusgrav, og saa blev der pløjet over den, saa der nu for Resten ingen Høj er.
Ras Elgaard, Skejby.


573. En Mand kom ridende forbi en Høj. Da han kommer tæt til, ser han, at Højen var oplukt og lige som stod paa Søjler, og han kunde se, de dandsede og holdt Gilde derinde. Han holdt da Hesten an, og Bjærgkonen kom ud med en Sølvpokal fuld af en Drik, hun vilde byde ham. Hun sagde, at de havde Barselgilde, og hun havde faaet Navn til hendes Førstefødte, nu skulde han drikke paa Barnets Velgaaende. Han tager Bægeret og lader, som han drikker, men smider Drikken væk, sporer Hesten og skynder sig bort. Hun sætter efter ham. Hendes Bryster var saa lange, at hun var rede til at falde over dem, hvilket var ham til stor Nytte. Heldigvis kom han snart til rindende Vand. Hun var saa nær, at hun snappede i Hestens Hale. Den rykkede hun alle Haar af, men han slap fri.
Kristen Madsen, Gammelby.


574. Halehøj ligger et lille Stykke nord for Grinderslev Kloster og vesten for Landevejen. En Forvalter paa Gaarden red der forbi en Aften og saa en Kone med lange Bryster. Han forlangte noget at drikke, og hun kom med et Sølvbæger. Det red han med lige øst paa efter Hvalpsund. Han var heldig med at komme over rindende Vand ved Halevads Bro, for der var hun ham saa nær, at hun snap Halen af Hesten.
Dommerby.


575. Paa en Herregaard (Lyngby) i Skaane er en Fløjte og et Horn. Det havde en Karl taget sig paa at skaffe til Veje, og flere havde forsøgt det; men allesammen havde de drukket af Bægeret, og saa var de blevne fortroldede. Denher Karl drak ikke, og smed Drikken bag over sig. Saa forlangte han at se Fløjten ogsaa. Da han fik den i Haanden, red han derfra og satte tværs over nogle Agre. Saa raabte Bjærgfolkene:
   "Jen Føtter, to Føtter, tre Føtter, rend!"
   De skulde jo tage det fra ham, men da de skulde tværs over Furerne, kunde de ikke naa ham, og siden har Troldene ikke kunnet kalde hinanden sammen.
   Da Karlen kom hjem, sagde Herremanden, at han skulde blive inde i hans Kammer til Dag, for Troldene vilde nok møde i Gaarden. Karlen adlød ikke sin Husbond og gik ud, men saa tog de ham og rev ham ihjel.
   Hornet og Fløjten beholdt de paa Gaarden, og det er til at faa at se der endnu. Hornet var til at fortrolde Mennesker med, og det var saa kunstig lavet. Fløjten var til at kalde Bjærgfolkene sammen med. Saadan har en svensk Pige fortalt mig, og hun sagde, at hendes Broder havde set Sagerne.
Rasmus Hornbæk, Bendstrup.


576. En Karl gik og pløjede paa Maabjærgs-Bankerne paa Høje Mark, Lunde Sogn, tæt ved Skjellet ind til Bohjærg Mark. Der kom da nogle Bjærgfolk ud af den ene Banke, den, der er længst mod Syd og længst fra Vejen, og bød ham noget at drikke. Han tog ogsaa mod det, men drak ikke og kastede Drikken ud bag over sig, men noget deraf ramte den ene Hest, da han jo havde vendt sig med Ryggen til Dyrene, og der blev en haarløs Plet, hvor Drikken havde ramt Hesten, og den blev ved at være der. Karlen skyndte sig nu hjem efter, forfulgt af Bjærgfolkene, men de kunde ikke løbe noget i den pløjede Jord, især naar de kom paa tværs af Furerne, og saaledes slap Karlen fra dem.
   Der er siden lige til den Dag i Dag ikke bleven pløjet paa denne Del af Maabjærg, der hører til en Gaard i Høje, og det, uagtet Banken er ubetydelig og meget let lod sig behandle med Plov og Harve.
P. Jensen, Kværndrup.


577. Der er en stor Sten i Halkevad Skov halvanden Mil syd for Slagelse, som for nogle Aar siden blev rejst op der til Minde for Kong Frederik den Syvende og smykket med en prægtig Stenløve. Om den Sten fortælles følgende:
   I Nærheden af Skjørpinge er en Høj, som har været beboet af Trolde, og tæt ved den laa Stenen den Gang. En sildig Aften kom en Karl ridende fra Slagelse, og da han var tørstig og saa, at Høj en stod paa røde Pæle, og Troldene dandsede derinde, saa red han uden Frygt hen til Højen og bad om lidt at drikke. Drikken fik han ogsaa i et Sølvbæger, men saa kom han til at tænke paa, at det maaske var Gift, og derfor kastede han Indholdet hen over Hestens Lænd, og red saa hurtig han kunde ad Flakkebjærg til. En af Troldene greb da den store Sten og smed den efter ham, men ramte ikke, og Stenen faldt da nede ved Halkevad Skov. De blev ved at forfølge ham, men naaede ham ikke, for han slap i det samme ind paa Kirkegaarden, og der havde Troldene ingen Magt.
   Mærket af Troldens Hænder sees endnu paa Stenen og tyder da paa, at dette Sagn er Sandhed.
Niels Martin Larsen, Halkevad.


578. Lidt syd for Skjørpinge har der været en Høj, som beboedes al Trolde. Disse havde Gilde en Sommeraften, drak Vin og Mjød og dandsede og var meget lystige. En Ungkarl kom ridende forbi Højen og bad om at faa noget at drikke, da han var tørstig efter den lange Rejse. En af Troldene gav ham et Guldbæger fyldt med Vin at drikke af, men han fattede Mistanke til Drikken og hældte den ud paa Hestens Bagdel. Den sved ogsaa Haarene al. Bægeret vilde han ikke give fra sig igjen, men satte Sporerne i Hestens Sider og red i stærkt Trav ad Flakkebjærg til. Troldene løb efter ham, og én af dem tog en stor Sten og kastede efter Rytteren. Men han kom hurtig ind paa Flakkebjærg Kirkegaard, og her havde de ingen Magt over ham.
   Mærket af Troldens Hænder sees endnu paa Stenen.
Søren Karl Andr. Rasmusen, Halkevad Møllegaard.


579. En Karl kom ridende forbi Hornbjærg paa Tendrup Mark ..... Saa rider han med Hornet ind til Byen. Der var to sammenbyggede Gaarde, som kaldtes Brogaardene; der red han ind ad den ene Gaard sin Port og fik den slaaet i efter sig.
   For det Horn blev Kirken bygget. Før hed Byen Slet, men nu kom den til at hedde Hornslet.
Jakob Jørgensen, Torsager.