Gunnlaugr Leifsson biografi
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Gunnlaugr Leifsson (Gunnlaugr Munk)
† ca. 1218
Gunnlaugr Leifsson. Om denne mands liv vides i det hele kun, at han i en lang tid var munk i Tingøre-kloster og at han døde 1218 eller 1219. Han var vistnok en højt anset mand og havde meget at sige på grund af sin lærdom. Han kaldes den største klærk og den velvilligste mand, hos hvem egnens præster søgte råd (1210 imod biskop Gudmund), og han kaldes »den boglærdeste mand i hele Island«. Medens Gudmund d. gode endnu var præst, altså før 1201, siges han at have sendt Gunnlaugr »varsler« (d. v. s. optegnede varsler og jærtegn) vedrørende Torlak d. hellige (død 1193), for at han skulde »dikte« dem, d. v. s. give dem i en latinsk oversættelse; også på Gudmunds opfordring skrev Gunnlaugr sin saga om biskop Jon. Det tyder således på et meget venskabeligt forhold imellem de to gejstlige. Men efter at Gudmund var bleven biskop, blev Gunnlaugr ligesom så mange andre, sikkert ikke uden grund, en af hans modstandere, og således optræder han 1210. At Gunnlaugr har været en myndig mand og fremfor alt noget overmodig på grund af sin store lærdom, derpå tyder abbed Arngrims fremstilling af, hvorledes Gunnlaugr, efter at have »digtet novam historiam sancti Ambrosii«, begav sig til bispesædet Holar og begyndte der, uden biskoppens tilladelse, aftenen for festum Ambrosii i koret at oplæse sit »digt«; dette forbød bispen ham og han måtte da stanse, som den mod ham uvenlige Arngrim siger, efter at have fået »tilbørlig kindrødme« for sin dristighed. Ellers kender vi intet til Gunnlaugs praktiske virksomhed. At han har været en dygtig latinist, fremgår af, at han forfattede alle sine historiske værker på latin, og han har rimeligvis haft et betydeligt kendskab til den fremmede middelalderlige litteratur.
Blandt Gunnlaugs værker møder vi da først en saga om den første biskop til Holar, Jón (Jóan) Ögmundsson (1106-21). Denne siges han at have skrevet »ifølge biskop Gudmunds bud og opfordring«, og at han er forfatteren, fremgår af flere steder i oversættelsen deraf . . .
Gunnlaugs andet hovedværk var en saga om kong Olaf Tryggvason. Denne haves nu ikke mere i sin oprindelige skikkelse, men kun i småstumper, der særlig findes optagne i den store Olafssaga, hvor det dog kan være tvivlsomt, hvor meget der bør henføres til ham . . .
I øvrigt findes Gunnlaugr anført som hjemmelsmand i þáttr om Torvald vidförle, hvor også hans hjemmelsmænd på 1. og 2. hånd anføres. Heraf har allerede udgiveren af Biskupasögur sluttet, at Þorvaldsþáttr var forfattet af Gunnlaugr selv, og dette har B. M. Ósen yderligere søgt at godtgøre . . .
Det fremgår af alt, hvad vi ved om Gunnlaugr, at han har været en meget lærd og belæst mand; vi har set, at han vistnok kender Imago mundi, et fremmed »annal«værk og muligvis Beda. Ved hjælp af disse og mulig flere skrifter har han foretaget selvstændige kombinationer eller anstillet fra hans standpunkt rimelige formodninger som f.ex. den, at Olaf skulde have fulgt kejser Otto i østerleden (kap. 76 slutn.). Fra andre sider vides, at Gunnlaugr har haft andre fremmede middelaldersværker mellem hænder; således oversætter han den såkaldte Merllnusspå efter Geoffroys Historia og han »skriver« en Ambrósiússaga. Nogen selvstændig forsker er han dog ikke, kun en kompilator uden historisk kritik, og når han angiver sine hjemmelsmænd, er dette kun en efterligning af Are men langtfra af samme betydning. Det er også en efterligning af Are, når Gunnlaugr efter eget sigende har givet sin bog til den lærde Gissur Hallsson, for at denne — han beholdt den i to år — skulde udtale sin dom derom.
Tiltrods for, at Gunnlaugs forfattervirksomhed ikke står på noget særlig højt trin, vilde det dog være ønskeligt at have hans Olafssaga ligeså fuldstændig som Odds.
Kilde: Uddrag af Finnur Jónsson: Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, Bind 2, Første del. (1898); s. 103-114
