Guruns Sang

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif


Strenglege


Guruns Sang


Indbyggerne af Staden Susvesun kjende denne Strengleg, som heder Gurun, hvorom og paa hvilken Maade den er bleven gjort.

Gurun stammede fra Bretland, var selv en herlig Mand og store Folks Sön; hans Fader var en mægtig Konge, saare forstandig og beleven; hans Moder var ogsaa af store Folk, Skottekongen var hendes Broder. Da nu Gurun var en fuldkommen Mand i Kraft og Forstand, sendte de ham til hans Morbroder, Kongen af Skotland; denne tog vel imod ham, hædrede ham fremfor alle andre og havde ham meget kjær; saa snart han kunde bære Riddervaaben, gjorde han ham til Ridder og efter sine Raadgiveres Raad tillige til Jarl over hele Vallis. Gurun var en saare skjön og velskabt Mand og elskede en Mö, som var Dronningens Sösterdatter, i et helt Aar uden at kundgjöre hende det eller fri til hende; ti han var bange for, hun skulde sige ham nej, og betænkte, at det var bedre at have Taalmodighed end styrte ubesindigen mod det uvisse Haab og saaledes gaa Glip af sit Maal. En Dag bar det saa til, at Gurun fór ud i Skoven for at skjæmte sig og vejde Dyr; han havde med sig en Harpeslager, som var Mester for alle Harpeslagere i hele Landet, og da Gurun vidste, at han kjendte hver Mö i hele Riget, udspurgte han ham nöjagtigt, hvem der var de skjönneste i Adfærd og Belevenhed og hvem man helst skulde elske. Harpeslageren nævnte alle, dog lovede han fremfor alle andre den, som Gurun elskede; da denne hörte ham prise den, han syntes bedst om, tog han ham om Halsen og sagde: „min Ven, jeg vil gjöre alt, hvad du har Lyst til; ti du véd, at du kan gavne mig meget og gjöre meget til at raade mig godt og yde mig stor Hjælp angaaende den Mö, som du saa meget har lovet og priset for mig; jeg har længe elsket hende, men jeg har endnu ikke talt til hende derom“.

Da svarede Harpeslageren: „underligt tykkes det mig“, sagde han, „at du ikke nöje undersöger sligt; men hvis du saa synes, skal jeg tale med hende og bringe dig hendes Svar“. Da sagde Ridderen: „ja, det vil jeg gjærne og det beder jeg dig gjöre“. Da de nu vare komne ud af Skoven og havde spist paa Borgen, glemte Harpeslageren ikke sit Ærende, men gik straks til Dronningens Loftsal, satte sig blandt hendes Möer og Frændkoner, og gjorde dem Skjæmt og Gammen, Leg og Spil; derefter talte han til Guruns elskede, bragte hende hans Hilsen og sagde, at han elskede hende meget, og vilde nu straks have Svar af hende, idet han ytrede, at hun hverken kunde faa nogen skjönnere eller bedre Mand at elske, end ham. Möen takkede ham belevent for hans Ordsending, men sagde, at hun havde en Dverg, som hendes Fader havde fostret og sendt med hende did; hvis saa skulde træffe, at hun vilde elske nogen Mand, havde hendes Fader budt, at hun skulde fölge Dvergens Raad, og derfor, sagde hun, skulde han faa hendes Svar, naar hun havde hört, hvad Dvergen mente derom. Da gik Harpeslageren ud af Loftsalen, begav sig til Gurun og sagde ham hendes Svar, at hvis Dvergen syntes om det, vilde hun gjærne elske ham, men hun maatte fölge hans Raad. „Kan du nu vinde Dvergen ved rige Gaver og tale saa fagre Ord for ham, at han vil samtykke, gjöre dig til Vilje og tale din Sag, saa kan du vel faa dit Önske opfyldt“. Da kaldte Gurun en Svend til sig og sendte ham skyndsomt efter Dvergen; denne steg straks paa sin Hest og red til hans Herberge. Da Jarlen saa ham, sprang han op og gik ham i Möde, stedte ham til Sæde og modtog ham venligt; han lod give ham af sit Gods et godt Bordkar af brændt Sölv til at betjene ham med og et kostbart Silketöj til Klæder.

Straks Dvergen saa hans Gaver, forstod han, at det var for den skjönne Mös Skyld, som han raadede og tog Vare paa, og svarede, at han ingen Gaver vilde modtage af ham, han trængte hverken til Guld eller Sölv. Derpaa fór han tilbage til Möen og sagde, at Herre Gurun elskede hende, og om de Gaver, han havde budt ham. Da aabenbarede Möen ham, at han bejlede meget til hende og havde sendt hende Bud, at hun maatte skjænke ham sin Kjærlighed. „Men jeg har udsat min Beslutning, til jeg havde raadspurgt dig; sig nu du mig, hvad du synes om dette og hvad jeg bör svare ham“. - „Frue“, sagde Dvergen, „efter mit Skjön vil jeg gjærne sige dig, hvad der tykkes mig bedst. Gurun er en god Mand, men han vil svært gjærne sidde hjemme, han er overordentlig mild i Gaver, men vil ikke fare til Dystridning; hvis han i sine Foretagender vilde være en Ridder, skulde han blive berömt for sin Ridderlighed; bedre er en rask Væbner end en Kryster af en Ridder; dog vil jeg ikke sige dette med Hentydning til ham“. Da lo Möen og svarede: ”underligt tykkes mig dit Svar“, sagde hun, „det sömmer sig ikke, at du dadler ham, eller vil du, at han skal dræbe sig for min Skyld?“ - „Nu skjönner jeg, min Tro! tydelig“, sagde Dvergen, „at du elsker ham og fölger Harpeslagerens Raad og Tilskyndelse; det er Rufferes Skik, at der, hvor de vænte Gaver og Fordele, blande de sig gjærne i slige Sysler“. Förend de havde endt sin Samtale, kom Harpeslageren for at vide Möens Svar paa, hvad han för havde talt til hende om; han havde hört alt, hvad Dvergen sagde, og mælte derfor vred til ham: „elendige!“ raabte han, „slet intet duer du til, du er ondskabsfuld og slet og usle Bönders jammerlige Afkom; du fortjente, at jeg med min Fod skulde sparke dig saa haardt for Brystet, at du laa död deraf, du som bagtaler en saa fortræffelig Hövding, og saa skulde jeg visselig gjöre, hvis det ikke var for denne Jomfrus Skyld“. Da blev Dvergen sort af Harme og og svarede Harpeslageren, at han löj. „Ikke er jeg en ond Mand, jeg er skabt i Guds Billede, og Naturen har givet mig Forstand og Skjönsomhed, Belevenhed og god Kundskab; men du har en jammerlig Syssel og viser en ussel Opförsel“. Da sagde Möen, at de skulde holde op med sin Trætte; Harpeslageren spurgte hende da om hendes Vilje, og hun svarede ham, at hun vilde fölge hans Raad og gjöre, som ham synes. „Men det beder jeg dig om“, sagde hun, „at du opgiver din Vrede mod min Dverg“. Og han opfyldte straks med Godvilje hendes Bön, tog Dvergen ved Haanden og gik med ham til Guruns Herberge, og nu ere de gode Venner. Derpaa förte de Gurun afsides og sagde ham Timen, naar han skulde træffe hende, og Dvergen önskede nu, at de skulde komme sammen saa snart som muligt. Gurun stod meget aarle op og iförte sig prægtige Klæder; Dronningen gik da i Kirke, men Dvergen ledte Ridderen op i hendes Loftsal hvor Möen var. Han havde overtænkt, hvad han vilde sige til hende, og bad da om hendes Elskov med hövelige og vel belagte Ord; da Möen havde hört hans Tale, tilstod hun ham straks sin Kjærlighed og at hun vil have ham til Elsker, men han skulde se til at gjöre saa meget for hendes Skyld, som det sömmer ham at gjöre for sin Elskerinde. Det lovede han hende gjærne og takkede hende. Nu har Gurun Lov til at kysse og omfavne hende, og han var længe sammen med hende under beleven Skjæmt og söde Kysse. Dvergen lagde nöje Mærke til deres Adfærd, lo meget over deres Leg og sagde ved sig selv: „denne Ridder kan godt kysse; bedre vilde det være: om han lige saa godt kunde ride og haandtere Riddervaaben“.

Derpaa fór Gurun til sit Herberge, Dvergen fulgte ham og var ham meget kjær. Paa den Tid, dette skede samledes der en stor Hær nordenfra Meref mod Kongen; da stævnede denne til sig alle sine Venner og alt sit Folk. Fienderne nærmede sig meget hans Rige, gjorde ham ofte Skade, dræbte hans Mænd og toge deres Koner fangne; han mödte dem ofte i Skovene. En Dag, som de traf dem, gjorde Gurun, Kongens Söstersön, först Anraab mod dem, men hine vare paa sin Post og vel rustede. Da de stödte sammen, sögte Kongens Mænd djærvt ind paa dem, men bleve ogsaa drabeligt modtagne, saa at der faldt mange paa begge Sider. Gurun red en herlig, röd Hest og bar paa sin Lanse et skjönt Silkeærme, som han havde faat af sin Elskerinde, da hun gjorde ham til sin Elsker; han sporede sin Hest frem og stævnede imod en vælsk Ridder, der var Kongen af Irlands Sön; da denne saa ham komme, fældte han sin Lanse og stævnede ham i Möde. De mödtes med haarde Hug, men Gurun var en stærk og kraftig Mand og kastede straks sin Modstander af Hesten, saa at alle dennes Fæller saa paa det; men en af dem ved Navn Malkus fra Gotland blev meget forbitret, da han saa sin Kampfælle ligge med Benene i Vejret, og bar hans Fald med megen Harm. Han fældte sit Mærke, fór imod Gurun med en stor Lanse og gav ham et vældigt Stöd; dog fik han ikke fældt ham, men stak ham med Spydet, saa at han saarede ham. Men i det samme skjöd en af Kongens Bueskyttere paa Malkus og traf ham under Skulderbladet, saa at Odden stod fast i hans Kjöd op over Falen[1]. Da Gurun mærkede, at han var saaret, drejede han Hesten, hug Hovedet af sin Modstander med sit dragne Sværd og vendte saa tilbage til sine Folk.

Da det blev Kongen sagt, at hans Frænde var saaret, gjorde det ham meget ondt, han var saare ilde tilfreds dermed og meget forbitret paa sine Uvenner; derfor lod han sine Folk vende sig mod dem og dræbte over tre hundrede, end flere bleve fangne; da begyndte de at flygte saa fort, de kunde; men Kongen vilde ikke forfölge dem videre op i Landet, fordi han var bange for, at de i Skoven havde mere Mandskab i Baghold; derfor böd han sine Mænd at vende om. Derpaa red han hen for at se til sin Frænde og gav ham en god Læge, som snart helbredede ham. Da Möen, som elskede ham saa höjt, spurgte og fik at vide, hvorledes det var gaat ham, frygtede hun for aldrig mere at faa ham at se; hun var derover saa bedrövet, at hun var nær ved at briste af Sorg. Saa kaldte hun paa Dvergen og sagde: „gaa hurtigt til min Elsker og spörg ham, om han kan vænte at beholde Livet, og bed ham sende mig Bud, hvis han kan blive helbredet; men hvis der intet Haab er derom, da vil jeg ikke overleve ham“. - „Frue“, svarede han, „tal ikke saa; ikke bör du være saa sorgfuld; hvis denne dör, kan du jo snart faa en ny Elsker, ti ingen Kvinde bliver uden Elsker, med mindre hun er overmaade gammel“. - „Visselig er du“, sagde hun, „slem og ond, og et slet Gemyt har du; ikke har jeg saadant et Sindelag, som man kalder Vægelsind, og ikke vil jeg have det“. Da hun havde sagt dette, gik Dvergen til Guruns Herberge; straks denne saa ham, kaldte han ham til sig og spurgte ham om sin elskede. Han fortalte da, at hun Nætter og Dage var meget sorgfuld for hans Skyld. Da Gurun hörte dette, gjorde det ham meget ondt; han kaldte da Harpeslageren til sig og sendte ham til hende med Forsikring om, at han snart vilde blive fuldkommen helbredet; da denne kom tilbage, fortalte han Ridderen, hvor meget Pigen elskede ham. I den Glæde, han nu fölte over Möens Elskov, sagde han til Harpeslageren, at han skulde sætte en ny Melodi, den fagreste han kunde opfinde, om sin bedste Ven Gurun og hans Kjærligheds Begyndelse og Fremgang. Denne gjorde straks, som Ridderen bad ham, og digtede den fagreste Strengleg om hele den Tildragelse lige til Enden. Denne Strengleg udmærker sig ved den skjönneste Melodi og heder Gurun. Saa snart Gurun var helbredet og læget for sine Saar, bortförte han hemmeligt Möen fra Dronningens Loftsal efter Harpeslagerens Raad, af hvem han var en stor Ven, og tog med sig baade ham og Dvergen; de droge alle sammen til Kornbretaland, hvor Kongen tog vel imod dem. Siden viste Gurun sig som den bedste Ridder, haard i Vaaben, kraftig, stærk og rask, saa at der paa den Tid ikke fandtes hans Mage.

Mange fortælle denne Saga paa en anden Maade, men jeg har aldrig læst andet, end hvad jeg nu har sagt eder.




Fotnoter

  1. Fal var den indhulede Del af en Pile- eller Spyd-Odd, hvori Skaftet, der var af Træ, befæstedes. „Op over Falen“ ɔ: saaledes at hele Odden og noget af Skaftet var trængt ind.