Høstkarlen
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Høstkarlen
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1862
Engang drog en ung Mand fra Sydnæssene til Nordlandet for at forrette Høstarbeide. Da han kom Nordpaa til Hederne, overfaldt en stærk Taage ham, saa at han foer vild. Det blev Sneeveir og Kulde. Manden standsede derfor paa Veien og opslog sit Telt. Da han siden tog sit Reisefoder frem og gav sig til at spise, kom en saare forkommen og forsulten rød Hund ind i Teltet. Sydlændingen undrede sig over, at der kom en Hund til ham paa et Sted, hvor han ikke ventede at see noget Dyr. Hunden var saa styg og underlig, at han blev ganske bange for den; ikke desto mindre gav han den saa Meget at æde, som den vilde. Hunden aad graadigt, gik siden bort og forsvandt ude i Taagen. Manden ændsede det ikke videre, og da han var færdig med sit Maaltid, gav han sig til at sove med Sadlen under Hovedet.
Han faldt nu i Søvn og drømte, at en Kvinde kom ind i Teltet til ham. Hun var stor af Væxt og allerede tilaars. Hun sagde: »Jeg takker Dig, unge Mand, for min Datter, men lønne Dig, som Du har fortjent det, staaer ikke i min Magt; dog vil jeg, at Du modtager denne gamle Lee, som jeg lægger her under din Sadel. Jeg haaber, at den vil blive Dig til Gavn, og den vil bide lige godt, hvad den saa træffer paa. Aldrig skal Du gløde den i Ild; thi da duer den ikke mere, men, hvis det synes Dig fornødent, kan Du gjerne bryne den paa Steen.« Derpaa forsvandt Kvinden.
Høstkarlen vaagnede op af sin Søvn og saae, at Taagen var lettet, og at det var lys Dag. Solen stod høit paa Himlen. Det Første, Manden havde at gjøre, var, at samle sine Heste og gjøre sig rede til at bryde op. Derpaa bandt han Teltet sammen og læssede paa sine Heste; men da han løftede sin Sadel op fra Jorden, fandt han liggende under den en halvslidt Lee med Rustpletter paa. Han huskede da paa Drømmen og gjemte sin Lee, drog af sted, og Alt gik godt; Veien fandt han snart, og nu gik det saa hurtigt, han formaaede, ad Bygderne til. Men da han kom til Nordlandet, vilde Ingen tage ham i Tjeneste; thi Alle havde fæstet de Høstfolk, de behøvede, og der var da ogsaa allerede gaaet een Uge af Høhøsten. Da hørte han, at der var en Kone i Bygden, som endnu ikke havde fæstet nogen Høstkarl. Hun var rig paa Gods, og man meente, at hun kunde mere end sit Fadervor. Hun pleiede ikke at fæste Høstfolk, og aldrig begyndte hun at slaae Høet før en Uge eller en halv Maaneds Tid efter Andre; og dog blev him gjerne ligesaa hurtig færdig med sin Hjemmemark, som alle de Øvrige. Naar hun da endelig engang imellem havde taget en Karl i Tjeneste, beholdt hun ham ikke længer end en Uges Tid og gav ham ingen Løn. Til hende viste man Sydlændingen, efterat man havde sagt ham, hvordan hun var, og da han intetsteds kunde faae Arbeide, gik han derhen og tilbød sig at slaae Hø hos hende. Hun tog vel imod ham og sagde, at hun vilde tillade ham at være der en Uge, »men ikke giver jeg Dig Løn,« sagde hun, »uden Du slaaer saameget Hø i hele Ugen, at jeg ikke kan rive Alt, hvad Du har slaaet, om Løverdagen.« Dette fandt han at være gode Kaar og gav sig til at slaae.
Han tog nu sin Lee, Ellekvindens Gave, og den bed godt, syntes ham. Aldrig behøvede han at hvæsse den, og saaledes slog han uafbrudt i fem Dage. Han syntes godt om at være her, og Konen var meget god imod ham. Engang kom han ud i Smedien; der saae han en utallig Mængde Lee skafter og River og en stor Bunke af Leer. Han undrede sig herover, og syntes, at Konen just ikke havde Mangel paa Avlsredskaber.
Fredagaften gik han tilsengs, som han pleiede. Om Natten drømte han, at Ellekvinden, der gav ham Leen, kom til ham og sagde: »Meget Hø har Du allerede slaaet, men ikke vil din Huusmoder være længe om at rive det sammen, og da jager hun Dig bort, hvis hun naaer Dig imorgen. Gaae derfor ind i Smedien, hvis Du troer, at Høet, Du har slaaet, ikke vil strække til, og tag saa mange Leeskafter, som Du synes, bind Leer paa dem og bær dem ud til Dig paa Engen og see til, hvorledes det da vil gaae.« Efterat Ellekvinden havde sagt dette, gik hun bort, men Høstkarlen vaagnede og stod op af Sengen og gav sig strax til at meie. Om Morgenen kom hans Huusmoder ud og bar i sin Haand fem River. Hun sagde: »Meget Hø har Du meiet og mere, end jeg troede.« Derpaa lagde hun Riverne hist og her paa Engen og begyndte at rive, og da saae Høstkarlen, at meget Hø kunde hun rive sammen, men de andre River dog ikke mindre, skjøndt han ikke saae noget Menneske ved dem. Da Middagen nærmede sig, og han saae, at det meiede Hø ikke vilde strække til, gik han ind i Smedien, tog nogle Leeskafter og bandt Leer paa dem. Siden gik han ud igjen og strøede disse Leer omkring paa den umeiede Eng, og alle begyndte de at slaae, og øieblikkelig blev Pletten større. Dette gik hele Dagen til Kveld, og det meiede Hø strakte til. Men om Kvelden gik Kvinden Hjem og tog sine River med sig. Høstkarlen bad hun at følge sig. Hun sagde, at han forstod Mere, end hun havde meent, og deraf skulde han nyde Godt, og saalænge han selv vilde, kunde han nu være hos hende. Han blev hos hende om Sommeren, og de kom godt ud af det med hinanden. De høstede meget Hø og gave sig dog god Tid. Efter Høsten gav hun ham en saare stor Løn, og med den drog han til Sønderlandet. Næste Sommer og alle de følgende Somre, han drog paa Høstarbeide, tog han Tjeneste hos hende. Siden fik han selv Gaard paa Sydnæssene og blev altid anseet for en dygtig Mand. Han var en flink Sømand og duelig til Alt, hvad han foretog sig; altid meiede han sit Hø alene og brugte aldrig anden Lee, end den, Ellekvinden gav ham, og dog blev han ligesaa hurtig færdig med sin Hjemmemark, som andre Folk.
Det skete en Sommer, at han roede ud for at fiske; da kom hans Nabo til hans Hustru og bad hende at laane sig en Lee til at slaae med; thi han havde brækket sin Lee, og vidste ikke, hvorledes han ellers skulde hjelpe sig. Konen gav sig til at søge efter hos sin Mand og fandt den gode, gamle Lee, men ingen anden. Hun laante Bonden Leen, men varede ham mod at gløde den i Ilden; thi det sagde , hun, at hendes Mand aldrig gjorde. Han lovede det og gik hjem. Han bandt Leen paa Skaftet, begyndte at slaae, men kunde ikke skjære et eneste Straa med den, hvorover han vrededes og gav sig til at hvæsse Leen; men det hjalp ikke. Han gik da ind i Smedien forat hamre Eggen, og han meente, at der ikke var nogen Fare ved, om han ogsaa glødede denne Lee i Ilden. Men, saasnart den kom i Ilden, smeltede den som Vox, og blev til bare Jernsinner. Han gik hen og fortalte Konen, hvorledes Sagerne nu stode; men hun blev meget bange; thi hun vidste, at hendes Huusbond vilde vredes saare, naar han fik det at vide, og det blev da ogsaa Tilfældet; dog har man ikke hørt, at han ærgrede sig længe herover, kun gav han sin Kone en Kindhest for hvad hun havde gjort, og det var første og sidste Gang, at hun fik en saadan.
