Haavard Isfirdings Saga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif Dansk.gif
Dansk.gif


Islændingesagaer


Haavard Isfirdings Saga


oversat af

Gunnlaugur Þórdarson


Udgivet af

det Nordiske Literatur-Samfund

Kjøbenhavn, 1860


Island med Isefjorden beliggende i nordvest
1. Saaledes begynder denne Saga, at en Mand hed Thorbjørn, han var en Søn af Thjodrek, og boede i Isefjorden paa den Gaard, som kaldes Løgabol; han havde Godord over Isefjorden. Han var af en anseet og mægtig Familie, og selv en stor Høvding, og den største Voldsmand, saa at Ingen der i Isefjorden turde sige ham imod i nogen Ting. Han røvede Folks Døttre og Frænker og beholdt dem hos sig i nogen Tid, hvorpaa han sendte dem hjem; andre Folk berøvede han deres Eiendele eller jog dem bort fra Hus og Hjem. Thorbjørn havde taget en Kvinde til sig, for at bestyre hans Husholdning, der hed Sigrid; hun var ung og af god Familie. Hun eiede meget Gods, hvoraf Renterne skulde anvendes til hendes Udgifter, men ikke lægges op, saalænge hun var hos Thorbjørn. Haavard hed en Mand, der boede paa den Gaard, som kaldes Blaamyre; han var af en meget anseet Familie og var dengang i en meget fremrykket Alder. I sine yngre Dage havde han været en stor Viking og den største Kæmpe. I en Kamp havde han faaet store Saar, og navnlig eet under Knæskallen, og siden den Tid var han stedse halt. Haavard var gift, og hans Hustru hed Bjargey; hun var af god Familie og selv en udmærket Kvinde. De havde en Søn ved Navn Olaf; han var dengang ung og meget haabefuld; han var stor af Væxt og smuk af Udseende. Haavard og Bjargey elskede Olaf høit; han var dem ogsaa lydig og føielig. Thormod hed en Mand, der boede paa den Gaard, der hed Bakke; hans Hustru hed Thorgerd. Thormod var ikke den Mand, der læmpede sig efter Folks Sind; han var dengang noget til Aarene. Man sagde, at han til sine Tider gik Bersærkegang, og Alle vare enige i, at han var slem at have med at bestille. Ljot hed en Mand, der boede paa Maaneberg i Isefjorden; han var stor og stærk og en Broder til Thorbjørn, og lignede ham ogsaa meget i alle Ting. Thorkel hed en Mand, der boede paa den Ø, der hed Ædø; han var en klog Mand, og dog ubetydelig, men af en god Familie, og den mindst djærve af alle Mænd. Endvidere nævnes der to Mænd, hvoraf den ene hed Brand og den anden Vakr; de hørte til Thorbjørns Husfolk paa Løgabol. Brand var stor af Væxt og havde Kæmpekræfter, og hans Syssel bestod deri, at han reiste omkring i Landet om Sommeren, og bragte hjem det Nødvendige til Husholdningen; men om Vinteren passede han gamle Faar. Han var afholdt og gjorde Ingen Fortræd. Vakr var en Søstersøn til Thorbjørn; han var lille af Væxt og i det Hele af et uanseeligt Udvortes, stridbar i Ord og ondskabsfuld i sin Tale; han eggede sin Frænde Thorbjørn stedse til at gjøre det, som var det Værste; derfor var han ilde lidt, og man skildrede ham saaledes som han havde fortjent det. Det Eneste, han tog sig for, var at følge Thorbjørn i Hælene hvor han gik, eller og gik han hans Ærender, især naar noget Ondt skulde begaaes. Thordis hed en Kvinde, der boede paa Hval i Isefjorden; hun var en Søster til Thorbjørn, og Moder til Vakr. Hun havde og en anden Søn, der hed Skarf; han var baade stor og stærk; han var hos Moderen og forestod Gaardens Drift. Thorolf hed en Mand, som boede paa Gaarden Lonsøre; Folk holdt meget af ham, men iøvrigt var han en ubetydelig Person. Han var en nær Slægtning af Thorbjørns Husholderske. Thorolf havde tilbudt at tage Sigrid til sig og gjøre hendes Gods frugtbringende, men Thorbjørn satte sig derimod, og viste saaledes heri sit Overmod, og befalede ham ikke at tale et Ord mere herom.


2. Det skal nu fortælles, at Olaf paa Blaamyre voxer til og var en haabefuld Yngling. Man siger, at Olaf Haavardssøn har haft Bjørnevarme, thi der kom aldrig saa stærk Frost eller Kulde, at han havde flere Klæder paa end Benklæder og en Skjorte, som han stoppede ned i Buxerne. Aldrig gik han anderledes klædt bort fra Gaarden. Thorhal hed en Mand; han var en Slægtning af Haavard og Olaf, og regnedes blandt deres Husfolk; han var ung af Alder og rask og livlig i sine Bevægelser; han tilvejebragte det Nødvendige til Husholdningen. Et Efteraar gik Isfirdingerne, som de ellers pleiede, op til Fjelds for at samle Faarene paa Sommergræsgangene, men mange af dem savnedes. Thorbjørn paa Løgabol manglede 60 Beder. Vinteren indtraadte, og de vare endnu ikke fundne. Kort før Vinterens Begyndelse gik Olaf Haavardssøn hjemmefra op til Fjelds og gjennemsøgte Sommergræsgangene og fandt ogsaa en Mængde Faar baade dem, som tilhørte Thorbjørn som ogsaa ham selv og hans Fader og andre Folk; derpaa drev han Faarene ned til Bygden og bragte enhver Eier hans Faar. Dette skaffede Olaf mange Venner og Enhver ønskede ham alt muligt Held. En Dag tidlig driver Olaf Thorbjørns Faar hen til Løgabol. Han kom der den Tid, Folk spiste, og derfor var Ingen ude. Olaf bankede paa, og en Kvinde gik til Døren; det var Sigrid, Thorbjørns Husholderske, og hun tog godt imod ham. Hun spurgte hvad hans Ærende var. Olaf svarede: »Jeg har bragt herhen Thorbjørns Faar, som han savnede sidste Efteraar.« Da Thorbjørn hørte, at der blev banket paa, befalede han Vakr at see efter, hvem den Ankomne var. Han gjorde saa og gik til Smækdøren. Han saa da, at Sigrid og Olaf talede sammen. Han sprang da op paa Dørrevlen og stod der, medens de talte sammen. Da sagde Olaf: »Nu behøver jeg ikke at gaae videre; skal Du nu, Sigrid, sige at Bederne ere her«. Hun sagde, at det skulde skee, og ønskede ham en lykkelig Reise. Vakr løb skrigende ind i Stuen. Thorbjørn spørger, hvi han opførte sig saaledes, eller hvem der var kommen. »Jeg troer«, siger han, »at det var Olaf, Tossen fra Blaamyre, Haavardssøn; han har drevet herhen dine Beder, som manglede i Efteraaret«. »Det var vel gjort,« siger Thorbjørn. »En anden Hensigt troer jeg han ogsaa har havt med den Reise,« siger Vakr, »thi han og Sigrid have talt sammen hele Morgenen; jeg saa, at hun godt kunde lide at lægge sine Arme om hans Hals.« Thorbjørn sagde: »Omendskjøndt Olaf er en tapper Mand, saa er det dog en Dumdristighed af ham at aflægge os et Besøg; hvis Hensigt er at gjøre os Skam.« Olaf gik hjem.

Gik nu de Aarstider hen, og der fortælles, at Olaf kommer jævnligen til Løgabol og traf Sigrid og de holdt af hinanden. Det kom snart i Folkemunde, at Olaf forførte Sigrid. Næste Efteraar gik man endnu til Fjelds for at søge Faar, og en hel Del savnedes. Thorbjørn manglede ogsaa nu de fleste Faar. Og da Faarenes Hjemdriven og Fordeling imellem Eierne var forbi, gaaer Olaf alene hjemmefra og gjennemstreifer alle Fjelde og Højsletter; han finder ogsaa en Mængde Faar og driver dem ned til Bygden, og bringer dem til deres Eiere. Blev han nu saa vennesæl iblandt Bygdens Folk, at Enhver ønskede ham Lykke, uden Thorbjørn; han vrededes paa ham for dette altsammen: baade fordi Andre roste ham, og for den Omtale, der gik blandt Folk i Bygden om hans Komme til Løgabol for at træffe Sigrid. Vakr gjorde Alt for at bagvaske dem hos Thorbjørn. Nu træffer det sig endnu saaledes, at Olaf kommer til Løgabol med ligesaa mange Beder som før; og da han kom, var Ingen af Folkene ude. Han gaaer da ind i Stuen. Der var Husfaderen Thorbjørn og Vakr, hans Frænde, og mange Hjemmemænd. Olaf gaaer langt ind i Stuen næsten hen til Forhøiningen; han vender Skaftet paa sin Øxe ned og støtter sig dertil, men Ingen hilsede ham og Alle taug. Og da han mærkede at Ingen mælede et Ord, kvad han en Vise:


Dette monne jeg først spørge
de ordknappeste Mænd:
hvorfor tie her alle
Sværdtings Træer snilde?
Agtelse bære vi ingen
for maalløse Drenge;
jeg har staaet her længe
saa at mig hilsede Ingen.


Da sagde Olaf: »Det er mit Ærende hid, Thorbjørn Bonde, at jeg har drevet herhen dine Beder.« Da sagde Vakr: »Det er Folk bekjendt, at Du er bleven Faaredriver i Isefjorden; vi kjende ogsaa dit Ærende hid; Du kommer nemlig for at fordre din Part af Bederne, og dette er Tiggeres Sædvane; det er ogsaa rigtigt at give ham Løn herfor, om den end er aldrig saa liden.« Olaf svarede: »Ei er dette mit Ærende, og jeg kommer heller ikke til at drive Faarene hid for tredie Gang.« Derefter gik han bort, men Vakr sprang op og hylede efter ham. Olaf ændsede det ikke, og gik hjem, og svandt de Aarstider.

Om Efteraaret gik det godt at finde Faarene, saaledes at hver fik Sit, uden Thorbjørn; han manglede 60 Beder, og de fandtes ikke. De Frænder yttrede, at Olaf vilde maaske endnu søge efter Bederne for at faae Godtgjørelse, eller stjæle Faarene i modsat Fald. Det skete en Aften, da Haavard og Olaf sad tilbords, at der paa Fadet foran dem laa Baglaaret af et Faar. Olaf tog det op og sagde: »Dette Baglaar er overordentlig stort og tykt.« Haavard sagde: »Det troer jeg dog, Frænde, at det er af vore Faar, og ikke af Thorbjørn Bondes, og det er haardt at taale slig Fornærmelse«. Olaf lægger Baglaaret ned paa Bordet, og blev rød i Ansigtet, og tyktes dem, som sad hos ham, at han trykkede det imod Bordet, men da knak Benet over med saadan Kraft, at den ene Del sprang hen i Gavl-Panelet og blev siddende fast der. Haavard saae op og sagde Intet, men smilede dog; men i det Samme gik en Kvinde ind i Stuen, og det var Thorgerd fra Bakke. Haavard tog godt imod hende og spurgte hende om Tidender. Hun fortalte sin Husbonde Thormods Død; »Men dog staa Sagerne ikke godt for os; thi han besøger sin Seng hver Nat. Nu vilde jeg ønske, Bonde, at I ydede mig nogen Hjælp; thi mine Folk tyktes det var slemt at komme ud af det med Thormod, medens han levede, men nu er det kommet dertil, at de vil alle tage bort«. Haavard svarede: »Jeg er nu kommen ud over min raskeste Alder, og kan ikke udrette Sligt; men hvorfor gaaer Du ikke til Løgabol? Man kan med Billighed vente af Høvdinger, at de til Haandhævelse af Rolighed i Herredet yde strax deres Bistand«. Hun svarede: »Intet Godt venter jeg fra den Kant; jeg er fornøiet, naar han ikke tilføier mig Ondt«. Da sagde Haavard: »Det er mit Raad, at Du anmoder min Søn Olaf derom; thi det er passende for unge Mænd at prøve saaledes sin Mandighed; i fordums Dage vilde vi have fundet Behag deri«. Hun gjorde nu dette. Olaf lovede at komme, og bad hende at blive der Natten over; men den følgende Dag, gik Olaf hjem med Thorgerd. Der vare alle Folk bekymrede; men om Aftenen gik man til Sengs. Olaf laa i en Seng yderst ved Døren; et Lys brændte i Stuen; der var lyst i Stuen foroven, men mørkt forneden. Olaf lagde sig ned i Skjorte og Benklæder, thi han havde aldrig flere Klæder paa, og lagde et Skind over sig. Da det var blevet mørkt, gik Thormod ind i Huset og rystede Gjengangerhovedet. Han saa at en Seng var besat, som Ingen pleiede at sove i; han var ikke meget gjæstfri, gik derhen og rykkede i Skindet. Olaf vilde ei give Slip og holdt fast paa det, indtil de sled det i Stykker. Og da Thormod føler, at der er Kraft i den som der ligger, løber han op i Sædet hen til Sengen. Olaf sprang op og snappede efter Øxen og vilde hugge efter ham, men det andet skete før end han havde ventet; thi Thormod greb ham om Livet. Da nødtes Olaf til at tage imod; der begyndte den haardeste Brydning; Thormod tog ikke læmpelig paa ham, og Kjødet knustes hvor han tog fat; de fleste Ting løsnedes ogsaa, som de stødte paa under Brydningen, og i det Samme slukkedes Lyset. Da tyktes Olaf, at Sagerne ikke kom til at staae bedre. Thormod gjorde da heftige Angreb, og tilsidst kom de uden for Huset. Paa Marken laa der et stort Stykke Drivtømmer, og det skete at Thormod stødte med begge Hælene imod Træet, og faldt baglængs. Olaf sætter Knæerne for Brystet paa ham, og legede der med Thormod, indtil han gjorde det af med ham. Alle Folkene taug, da Olaf gik ind; og da han lod høre til sig, vare Folkene strax paa Benene og Lyset tændt med det Samme; de gned ham over hele Kroppen; han var overalt ilde tilredt af Thormods Tag. Han fik Tak af hver Mand, som mæle kunde. Han sagde at han haabede, at Thormod ikke vilde forvolde dem Meen derefter. Olaf dvælede der nogle Nætter, og drog siden hjem til Blaamyre; han blev berømt af denne Bedrift over hele Isefjorden og alle Landets Fjerdinger, og af alt dette voxede Thorbjørns Fjendskab til ham.


3. Det er dernæst at fortælle, at en Hval drev op paa Land i Isefjorden. Thorbjørn og Haavard eiede Forstrandsret paa begge Sider, hvor Hvalen drev paa Land. Man sagde strax, at Hvalen maatte tilhøre Haavard. Det var den ypperligste Hval. Begge drog derhen og vilde have Lagmandens Afgjørelse derom. Der kom en stor Mængde Folk sammen. Alle syntes det utvivlsomt, at Hvalen tilhørte Haavard. Thorkel Lagmand kom der, og blev adspurgt, hvem der eiede Hvalen. Thorkel svarede, og talte noget sagte: »Vist eie de Hvalen«, sagde han. Thorbjørn gik da til ham med draget Sværd og sagde: »Hvem da, Du Arme?« Thorkel svarede hurtigt og lod Hovedet synke: »De! De! vist«, siger han. Da brugte Thorbjørn Vold og tilegnede sig den hele Hval. Da drog Haavard hjem og var misfornøjet over den ham tilføiede Uret. Alle syntes, at Thorbjørn havde endnu paany vist sit Overmod og en fuldkommen Nedrighed.

En Dag gik Olaf til sine Faarestalde, thi den Vinter var meget streng, og man maatte næsten hver Dag staae over og passe paa sine Faar; Veiret havde været meget haardt om Natten. Da han vilde gaae bort, saa han, at en Mand gik til Faarehuset; det var Brand hin stærke. Olaf tog vel imod ham. Brand hilste forekommende paa ham. Olaf spurgte, hvorfor han var saa silde paa Færde. Han svarede: »Det har sine gode Grunde: jeg gik i Dag tidlig til mine Faar, men de vare gaaede ned til Stranden; man kan ogsaa drive Faarene derfra op paa to Steder; men hver Gang jeg forsøgte at drive Faarene op fra Stranden, stod der en Mand i Veien og vinkede imod Faarene, saa at de løb tilbage imod mig, og saaledes er det gaaet hele Dagen lige indtil nu. Nu vilde jeg gjerne, at vi begge to gik sammen derhen«. »Det vil jeg gjøre efter dit Ønske«. Derpaa gik de begge ned til Stranden. Og da de vilde drive Faarene op, saa de, at Thormod, hans Brydekamrnerat, staaer der i Veien og vinker imod Faarene, saa at de løbe ned igjen. Da sagde Olaf: »Hvilket vil du helst gjøre, Brand, drive Faarene op, eller gaae imod Thormod?« Brand svarede: »Det vil jeg vælge, som er det Letteste, nemlig at drive Faarene op fra Stranden«. Olaf gaaer nu dertil hvor Thormod stod ligeoverfor; der laa en stor Snedrive fortil i Strandbrinken. Olaf løb op ad Brinken og hen til Thormod, men han gav ham Plads. Og da Olaf kommer op, spændte Thormod ham om Livet. Olaf tog imod af al Magt. De brødes længe. Olaf syntes at Thormod ikke var bleven bedre efter den sidste Brydning. Endelig faldt de begge paa engang paa Kanten af Snedriven, og derefter væltede de hinanden indtil de tumlede begge ned foran Snedriven; den ene laa da vexelvis under den anden, indtil de kom ned i Stranden; da hændte det sig, at Thormod kom til at ligge underst; dette benyttede Olaf da og knækkede hans Rygrad over, og behandlede ham saaledes som han fandt for godt, og svømmede derefter med ham ud paa Søen, langt fra Land, og sænkede ham ned i Dybet. Tykkes Folk at siden gaaer det ikke rigtigt til der, naar man seiler der i Nærheden. Olaf svømmede tillands. Da havde Brand faaet alle Faarene drevne op, og hilste Olaf venskabeligen; gik de da begge hjem. Og da Brand kom hjem, var det langt ud paa Natten. Thorbjørn spurgte, hvad der havde opholdt ham. Brand fortalte Alt saaledes som det var tilgaaet, og desuden, hvorledes Olaf havde staaet ham bi. Da sagde Vakr: »Bange er Du bleven, eftersom Du roser dette Fjog; er det vist hans største Ære, at brydes med Gjengangere«. Brand svarede: »Mere bange vilde Du være bleven, thi Du er størst i Munden, ligesom Rævene i deres Huler; i ingen Ting vil Du kunne sammenlignes med ham. De vexlede Ord, indtil begge bleve vrede. Thorbjørn befalede Brand ikke at forsvare Olaf saa ivrigt: »Jeg taaler ikke, at Du eller nogen Anden sætter Olaf høiere end mig eller mine Frænder«.

Nu gik Vinteren hen. Og ved Foraarets Begyndelse talte de sammen, Olaf og Haavard. Haavard sagde: »Dertil er det kommet, Frænde, at jeg har ikke længer Sind til at boe saa nær ved Thorbjørn, eftersom vi ikke have nogen Magt til at kunne staae ham imod«. Olaf svarede: »Ugjerne modtager jeg den Erstatning, at flygte for Thorbjørn, men dog vil jeg at Du skal raade; eller hvor vil Du da søge hen?« Haavard svarede: »Langsmed Fjorden paa den anden Side ere mange Steder Tomter og rummeligt Land, som ikke tilhører Nogen; der vil jeg, at vi skulle reise os Bopæl, og da ere vi nærmere vore Frænder og Venner.« Dette Raad blev fulgt; de flyttede derhen alle deres Faar og det Gods, som de eiede, og byggede der en udmærket Bolig, der hedder siden Haavardsstader. De vare i denne Tid de eneste Bønder i Isefjorden, som vare Landnamsmænd.


4. Thorbjørn Thjodrekssøn red hver Sommer til Thinget med sine Mænd; han var en stor Høvding, ætstor og rig paa Frænder. I den Tid boede Gest Oddleifssøn paa Hage paa Bardastrand; han var en stor Vismand, klog og vennesæl og den mest forudseende af Mænd, og raadede over mange Folk. Denne samme Sommer, som Olaf og Haavard flyttede sit Bo, red Thorbjørn til Thinget og foredrog sit Frieri og begjærede til Ægte Gest Oddleifssøns Søster. Gest svarede langsomt paa denne Sag og sagde, at han ikke syntes videre om Thorbjørn, formedelst hans Uretfærdigheder og Voldsomheder; men fordi Mange understøttede Sagen med Thorbjørn, saa gav Gest sit Minde til dette Giftermaal, dersom Thorbjørn lovede det med Haandslag, at lade af med Voldsomheder og Uretfærdigheder, gjøre hver Mand Ret og Skjel og holde Lov og Ret; men dersom han ikke holdt disse Betingelser, da skulde Gest være berettiget til at hæve Forbindelsen og gjøre Skilsmisse. Thorbjørn gik ind paa disse Betingelser, og Kjøbet blev sluttet i Overensstemmelse hermed. Da red Thorbjørn med Gest hjem fra Thinget til Bardastrand, og om Sommeren blev Ægteskabet indgaaet; der blev holdt et udmærket Gilde. Da disse Tidender spurgtes til Isefjorden, tog Sigrid og hendes Frænde Thoralf det Raad, at forsamle Bønder og lade tilkjende og vurdere Sigrid alt hendes Gods fra Løgabol, og tog hun derpaa til Thoralf paa Lonsøre. Da Thorbjørn kom hjem til Løgabol, blev han storligen vred over at Sigrid var taget bort, og truede Bønderne med Voldsomheder og sin Vrede, fordi de havde vurderet Sigrids Gods; han blev om muligt endnu haardere end før, og tyktes at hans Magt var tiltaget ved dette Svogerskab.

Haavards Faar vare meget urolige om Sommeren, og tidlig en Morgen kom Hyrden hjem; Olaf spurgte, hvorledes det gik. »Det gaaer saaledes,« siger han, »at der mangler en Mængde Faar, og jeg kan ikke bestille begge Dele, baade søge dem som mangle, og passe dem som ere fundne«. Olaf Svarede: »Vær munter, Kammerat; pas paa dem, som ere fundne, men jeg skal søge efter dem som mangle.« Han var da bleven den tækkeligste og den smukkeste Mand, stor og stærk var han; da var han 15 Vintre gammel. Han tog nu en Øxe i sin Haand, og gik derpaa langs ud med Fjorden lige indtil han kommer til Lonsøre. Han seer hvor alle Faarene ere komne der, hvor de vare blevne landsatte. Olaf gaaer hjem til Gaarden; det var tidlig om Morgenen; han bankede paa Døren. Da gik Sigrid til Døren og tog vel imod Olaf. Han hilste ogsaa hende med Venlighed. Efterat de havde talt sammen en Stund, da sagde Sigrid: »Der seiler et Skib fra den anden Side af Fjorden, og seer jeg tydelig, at der er Thorbjørn Thjodrekssøn og Vakr, hans Frænde; jeg seer at deres Vaaben ligge forud i Stavnen; der er og Gunloge, Thorbjørns Sværd, og har han nu enten bedrevet noget Ondt eller han har i Sinde at gjøre det; og vil jeg, Olaf, at Du ikke træffer Thorbjørn; længe have I været hinandens Fjender, men dog troer jeg at det nu ikke er blevet bedre, siden I tilkjendte mig Godset paa Løgabol«. Olaf svarede: »Ikke frygter jeg Thorbjørn saalænge jeg ikke har tilføiet ham noget Ondt, og ikke vil jeg flygte langt for ham alene.« Hun svarede: »Dette er talt af et modigt Sind, at Du 15 Vintre gammel ikke vil flygte for den Mand, som kan maale sig i Kamp med Enhver; han har ogsaa det Sværd, som bider saa godt, at det aldrig standser i et Hug; jeg troer ogsaa, dersom de ville træffe Dig, som det aner mig, at Vakr, det onde Menneske, ikke vil forholde sig rolig, dersom I slaaes«. Olaf svarede: »Jeg har intet med Thorbjørn at afgjøre, og jeg vil ikke træffe dem; men dersom vi træffes, saa skal Du faae Noget at høre, som vidner om Tapperhed, hvis det saa skal være«. Sigrid svarede og sagde, at hun ikke vilde spørge derom. Olaf sprang hastigt op og tog Afsked med hende, men hun bad ham drage bort med Held. Han gik da ned til Stranden, thi der laae Faarene. Thorbjørn og Vakr vare da komne til Land der ligeoverfor. Han gik da ned til Skibet og tog imod det og rykkede det op paa Stranden, medens de endnu sad i Skibet. Thorbjørn hilsede da Olaf vel. Olaf tog og vel imod hans Hilsen og spurgte, hvorhen han agtede sig. Han sagde, at han agtede at træffe sin Søster, Thordis, »og vi kunne da følges ad«. Olaf svarede: »Det kan ikke godt lade sig gjøre, thi jeg skal drive mine Faar hjem; det vilde blive til Sandhed, at Faaredriverne i Isefjorden vare store Mænd, dersom Du nedværdigede Dig dertil«. »Det ændser jeg ikke«, siger Thorbjørn. En stor Tømmerbunke var der i Stranden, og derovenpaa laa en stor Stang, og var brækket et Stykke af Enden. Olaf tog Stangen op og havde den i haanden; drev han nu Faarene foran sig, og de fulgtes ad. Thorbjørn talte med Olaf og var den muntreste. Han mærkede, at de stedse vilde gaae bagefter ham, men han tog sig i Agt og magede det saa, at de gik ved Siden af hverandre, og saaledes gik det til de kom lige forbi Høien; der delte Veiene sig. Thorbjørn vendte sig da om og sagde: »Vakr, Frænde, nu skulle vi ikke længere udsætte vort Forsæt«. Da saae Olaf hvad de havde i Sinde; han gik da op i Brinken, men de angreb ham fra neden af. Olaf forsvarede sig med Stangen, men Thorbjørn lod det ene Hug følge det andet med Sværdet Gunloge, og sønderflængede Stangen; dog fik de store Hug af Stangen medens der var Noget tilbage af den. Og da den var sønderhugget, tog Olaf sin Øxe, og værgede sig da saa godt, at de syntes det tvivlsomt, hvorledes Udfaldet vilde blive; de bleve Alle saarede. Thordis, Thorbjørns Søster, gik ud denne Morgen, som de kæmpede, og hørte Kampbulderet, men kunde ikke see de Kæmpende. Hun sendte sin Skosvend for at see efter. Han gjorde saa og sagde Thordis, at de sloges, Thorbjørn hendes Broder, Vakr hendes Søn, og Olaf Haavardsøn. Hun gik da ind igjen og traf sin Søn Skarf, og fortalte ham disse Tidender, og bad ham at gaae derhen og yde sine Frænder Bistand. Han sagde: »Jeg er snarere fast besluttet paa at staae Olaf bi, og slaaes imod dem; ogsaa tykkes det mig Skam, at tre skulle gaae imod een, eftersom de to ikke staae tilbage for fire andre; og jeg vil ingensteds gaae«. Thordis svarede: »Jeg troede, at jeg havde to mandige Sønner; og sandt er det som man siger, at ‘længe dølges mange Ting!’ nu veed jeg, at Du er mere en Datter, end en Søn, eftersom Du ikke har Mod til at forsvare dine Frænder; og nu vil jeg vise Prøve paa, at jeg er en tapprere Datter, end Du Søn.« Derpaa gik hun bort, men han blev meget forbittret, og sprang op og greb sin Øxe. Han løb ud og neden om Bakken, derhen hvor de sloges. Thorbjørn saa ham og fortsatte sine Angreb paa det Heftigste, men Olaf saa ham ikke. Og da Skarf kom Olaf saa nær, at han kunde komme til at hugge til ham, hug han med begge Hænder imellem hans Skuldre, saa at Øxen gik helt ind i Ryggen. Olaf havde villet hugge til Thorbjørn. Og da Olaf fik Hugget, da vendte han sig raskt om; Øxen gled ud af Skarfs Hænder, men Olaf holdt sin Øxe huggefærdig, og hug med den i Skarfs Hoved, saa at den trængte ind i Hjernen, og i det Samme var Thorbjørn kommen ind paa ham og hug Olaf i Brystet; dette var et tilstrækkeligt Banesaar, og der faldt de begge to. Thorbjørn gik da til Olaf, og hug ham tværs over Ansigtet, saa at Fortænder og Kindtænder sprang ud. Vakr spurgte: »Hvi gjør du dette ved en død Mand?« Han sagde, at det engang vilde kunne komme til Nytte. Da tog Thorbjørn et Stykke Tøi og svøbte om Tænderne og forvarede dem. Derefter gik de op til Gaarden og fortalte Thordis Tidenderne. De vare begge storligen saarede. Hun blev nu overmaade sorgfuld over denne Efterretning og beklagede, at hun havde ophidset sin Søn saa meget. Dog gav hun dem den nødvendige Pleie.

Nu spurgtes disse Tidender over hele Isefjorden, og tyktes Alle Olafs Død at være den største Skade, da man hørte, hvor tappert han havde forsvaret sig; Thorbjørn gjorde ogsaa Ret deri, at han fortalte Sagen saaledes som den var tilgaaet og roste Olaf. De droge hjem, da de ansaa sig reisedygtige og Mødigheden var forsvunden. Thorbjørn kom til Lonsøre og spurgte efter Sigrid. Det blev ham sagt, at man ikke havde fundet hende efter at hun var gaaet bort med Olaf hin Morgen; man søgte meget efter hende, og det fortælles, at hun fandtes aldrig siden. Derpaa drog Thorbjørn hjem og slog sig til Ro paa sin Gaard.


5. Det fortælles endvidere, at Haavard og Bjargey faae disse Tidender at høre, nemlig deres Søn Olafs Fald. Den gamle Haavard stønnede dybt derved, og gik i sin Seng; det fortælles ogsaa, at alle de tolv følgende Maaneder laa han i Sengen og stod aldrig op; men Bjargey tog det Raad, at hun roede ud paa Søen hver Dag med Thorhal, men om Nætterne besørgede hun det nødvendige huslige Arbeide; dette gik nu saaledes de Aarstider, og Alt var roligt. Ingen Sag blev anlagt for Drabet paa Olaf; man ansaa det ogsaa for usandsynligt, at hans Frænder vilde faae nogen Ret, thi man troede Haavard da udygtig til Alt, saadanne Voldsmænd som han havde at bestille med; og heller ikke var der stort Haab om at faae Ret; og svandt de Aarstider hen.

Det var en Morgen, at Bjargey gik til den gamle Haavard og spurgte ham, om han vaagede; men han sagde, at han var vaagen og spurgte, hvad hun vilde. »Det vil jeg«, siger hun, »at Du skal staae op og drager til Løgabol og træffer Thorbjørn og kræver Bod for din Søn Olaf; det er nemlig et mandigt Træk, at naar En er udygtig til tappre Bedrifter, da skal han ikke spare Tungen til at tale den Sag, som kan bringe ham Gavn; Du vil nok lade dig nøie med Lidet, dersom han viser sig villig«. Han svarede: »Ei venter jeg noget Godt deraf, men dog skal Du raade.« Derefter gjør den gamle Haavard sig reisefærdig og drager hen, indtil han kommer paa Løgabol. Thorbjørn tog godt imod ham, Haavard hilste ham ei uvenlig. Derpaa sagde den gamle Haavard: »Saaledes forholde Sagerne sig, Thorbjørn, at jeg er kommen for at kræve Bøder for min Søn Olaf, som Du dræbte uskyldig«. Thorbjørn svarede: »Det er bekjendt, Haavard. at jeg har dræbt mangen en Mand, om han end er bleven kaldet uskyldig, og har jeg ikke bødet med Gods for Nogen af dem; men eftersom Du havde en mandig Søn, og da Du begræder ham saa meget, saa anseer jeg det for bedre gjort, at give dig Noget, om end lidet: her er en Hest ovenfor Gjærdet, som Svendene kalde Dott; den er graa af Farve, ældgammel og saaret paa Ryggen, og har den stedse hidtil ligget og væltet sig uden at kunne staae op, men nu har den faaet Høaffald at æde i nogle Dage, og jeg troer at den er kommet sig noget; tag Hesten hjem med Dig, hvis Du vil, og behold den«. Haavard blev rød i Ansigtet og kunde Intet svare; han gik strax bort og var storligen vred, men Vakr hylede ad ham da han gik ned til sin Baad, og gik han meget nedbøiet; men Thorhal havde ventet der, medens han var hjemme paa Gaarden. Derefter roede de hjem. Haavard gik derpaa i sin Seng og lagde sig ned og stod aldrig op de tolv følgende Maaneder. Dette blev nu bekjendt og tyktes Folk, at Thorbjørn havde endnu vist Voldsomhed og Ondskab i disse Svar. Nu svandt de Aarstider hen.


6. Men om Sommeren red Thorbjørn til Thinget med sine Mænd fra Isefjorden. Det hændte sig da en Dag, at Bjargey gaaer hen for at tale med Haavard. Han spurgte da, hvad hun vilde. Hun svarede: »Nu raader jeg til at Du rider til Thinget og forsøger, om det der vil gaae noget bedre med din Sag.« Han svarede: »Dette er meget imod min Villie, eller anseer Du mig for altfor lidt beskjæmmet af Thorbjørn, min Søns Banemand, til at han ikke skulde beskjæmme mig endnu mere der, hvor alle Høvdinger forsamles«. »Ei vil det gaae saaledes«, sagde hun; »det aner mig, at nu vil Nogen yde Dig Bistand i din Sag, og vil Gest Oddleifssøn gjøre det; og hvis det gaaer saaledes, som jeg formoder, at han bringer Enighed i Stand imellem Dig og Thorbjørn, og dersom han nødes til at udrede meget Gods til Dig, da formoder jeg, at han vil lade mange Mennesker være nærværende; der vil blive slaaet en Kreds om Eder, og da ville I være i Midten af Kredsen, medens Thorbjørn udreder Godset; og dersom det forekommer, førend Godset er blevet udbetalt, at Thorbjørn gjør Noget som er Dig imod eller Dig til Sorg, da skal Du skynde dig bort saa meget Du kan; og hvis Du da føler større Lettelse, end Du kunde vente, da skal Du ikke forliges i denne Sag, thi da er der Haab om, skjøndt det forekommer usandsynligt, at vor Søn Olaf vil blive hævnet; men hvis Du ingen Lettelse føler, da skal Du ikke gaae fra Thinget uden at forliges, thi da vil der ikke blive noget af Hævnen«. Han sagde, at han ikke vidste hvortil dette nyttede: »Men dersom jeg vidste, at der vilde blive taget Hævn for min Søn Olaf, da vilde jeg aldrig bekymre mig om, hvor dyrt jeg skulde kjøbe den«.


7. Derefter gjør hun ham færdig til Reisen, og rider han sin Vei; meget nedbøiet var den gamle Mand, og kommer han til Thinget. Da vare Boderne blevne behængte med Telte og alle Folk komne til Thinget. Han red hen til en stor Bod; men den Bod eiede Stenthor fra Eyre, en rig Mand og stor Høvding, og tapper og modig. Han staaer af Hesten og gaaer ind i Boden. Der sad Stenthor og hans Mænd hos ham. Haavard traadte hen for ham og hilsede ham vel. Han tog vel imod hans Hilsen og spurgte, hvem han var. Haavard nævnede sit Navn. Stenthor sagde: »Er Du den Mand, som havde den berømte Søn, som Thorbjørn dræbte, og hvis Forsvar blev saa meget berømmet?« Han sagde, at han var den Mand: »Og ønsker jeg, Bonde, at Du vil tillade mig at opholde mig i din Bod saalænge Thinget varer«. Han svarede: »Det tillader jeg visseligen, og vær taus og tilbageholden, thi Svendene drive jævnligen en kraftig Spøg, men Du bærer stor Harm i Hu, og er meget nedtrykt, gammel og duer ikke til nogen Ting«. Det fortælles, at den gamle Haavard valgte sig Plads etsteds i Boden, lægger sig der ned og forlader den Plads aldrig; ei forebragte han sin Sag for noget Menneske, og gik det saaledes indtil langt ud paa Thinget.

Det var en Morgen, at Stenthor gaaer til Haavard og sagde: »Hvi kom Du herhen, naar Du ligger her som en Fledføring, en ufør Mand?« Haavard svarede: »Jeg havde bestemt, at fordre Bøder for min Søn Olaf; men jeg gjør det meget ugjerne, thi Thorbjørn sparer ikke onde Ord og Nederdrægtighed.« Stenthor sagde: »Følg mit Raad, gaa hen og træf Thorbjørn og foredrag ham din Sag; jeg haaber, hvis Gest understøtter Dig, at Du faaer din Ret af Thorbjørn«. Da stod Haavard op og gik ud meget nedbøiet; han gik til Gests og Thorbjørns Bod og ind i Boden. Der var Thorbjørn, men ikke Gest. Thorbjørn hilsede Haavard og spurgte, hvorfor han var kommen der. Han svarede: »Saa frisk lever Mindet om min Søn Olafs Drab hos mig, at det kommer mig for, som det nyligen er skeet, og er det mit Ærende at bede Dig om Bøder for Drabet«. Thorbjørn svarede: »Hertil veed jeg et godt Raad: kom til mig hjemme i Herredet, og da vil jeg give Dig nogen Erstatning; men nu har jeg mange Forretninger at varetage, og vil jeg at Du nu ikke trygler mig her paa Thinget«. Han svarede: »Dersom Du nu ingen Ende gjør herpaa, da har jeg gjort den Erfaring, at Du heller ikke vil gjøre det hjemme i Herredet; jeg havde troet, at Nogen vilde staae mig bi«. Thorbjørn sagde: »Hør et Vidunder«, siger han, »han vil hidse Folk op imod mig! Gaa bort og tal aldrig mere til mig herefter om denne Sag, hvis Du vil beholde hele Lemmer«. Da blev Haavard saare vred og gik ud af Boden og sagde: »For gamle ere vi blevne; og slige vare mine Dage, at jeg havde tvivlet paa, at jeg vilde have taalt en saadan Krænkelse«. Og der han gik bort, da gik der Mænd imod ham, det var Gest Oddleifssøn og hans Følgemænd. Haavard var saa vred, at han gav neppe Agt paa, hvor han gik; han vilde heller ikke træffe Mændene. Han gik hjem til Boden. Gest saa efter Manden, som gik ham forbi. Haavard gik til sin Plads, og lagde sig ned og stønnede; men Stenthor spurgte, hvorledes det var gaaet. Han fortalte Alt saaledes som det var gaaet til. Stenthor svarede: »Sligt er en uhørt Voldsomhed og vil sandsynlig afstedkomme en stor Beskæmmelse for ham, naar det saa end bliver«. Men da Gest gik ind i Boden, hilsede Thorbjørn ham vel. Da sagde Gest: »Hvem var den Mand, som gik ud af Boden for lidt siden?« Thorbjørn svarede: »Hvi spørger Du saa underligen, en viis Mand? Her gaae mange flere ud og ind, end vi kunne kjende«. Gest svarede: »Denne Mand var ulig andre Mennesker; han var stor af Væxt og noget gammel, og skjød sig frem paa Fødderne, og dog den mandigste af Udseende; og saa syntes jeg, som han var betagen af Kummer og Sorg og Modgang, og saa vred var han, at han gav ikke Agt paa hvor han gik; ogsaa syntes jeg, at den Mand vilde have Lykken med sig, og at det ikke vilde være let for Enhver, at have med ham at bestille«. Thorbjørn svarede: »Det har været den gamle Haavard, min Thingmand«. Gest spurgte: »Var det ikke hans Søn, som Du dræbte uskyldig?« »Det troer jeg visseligen,« sagde han. Gest sagde: »Hvorledes tykkes Du at have opfyldt det Løfte, som Du gav mig, da jeg gav Dig min Søster til Ægte?«

Thorgils hed en Mand, og var bleven nævnet efter sin Moder og kaldt Hallasøn; han var en berømmelig Mand og meget modig; han var da med Gest, sin Frænde, og da var han i størst Opkomst. Gest bad Thorgils at gaae til Haavard og bede ham at komme derhen. Thorgils gik til Haavards Bod og sagde ham, at Gest vil, at han skal komme til ham. Haavard svarede: »Ugjerne gaaer jeg, for at nødes til at taale Thorbjørns Voldsomheder og krænkende Ord«. Thorgils bad ham gaae: »Gest vil understøtte din Sag«. Han gik, og dog meget ugjerne. De kom til Gest. Han staaer op imod ham og hilsede ham vel og lader ham sidde ned hos sig. Da sagde Gest: »Nu skal Du, Haavard, begynde forfra og fortælle om dit og Thorbjørns Mellemværende«. Han gjorde nu saa. Og da han havde talt, spurgte Gest Thorbjørn, om det forholdt sig saaledes. Thorbjørn sagde, at det forholdt sig omtrent saaledes. Gest sagde: »Har Nogen hørt Mage til Krænkelser og Vold! Her har Du at vælge mellem to Ting: enten bryder jeg vor Overenskomst, eller Du lader mig alene afgjøre og dømme i eders Sag«. Thorbjørn sagde ja dertil. De gik da ud af Boden. Gest kaldte til sig en Mængde Mennesker, og stod de i en Kreds; men inde i Kredsen stod der nogle Mænd sammen, der talte om Sagen og dens Afgjørelse. Da sagde Gest: »Ei nænner jeg, Thorbjørn, at dømme Dig til at udrede saa meget Gods, som Du havde forskyldt, fordi Du besidder ikke saa meget; jeg vil bestemme trende Mandsbøder for Olafs Drab, men for dine øvrige Voldsomheder, som Du har vist Haavard, da vil jeg tilbyde Dig, Haavard, hvert Efteraar og Foraar, at Du kommer til mig, og vil jeg hædre dig med Foræringer, og det vil jeg love Dig, aldrig at lade Dig mangle Noget, saalænge vi begge leve«. Da sagde Thorbjørn: »Dette vil jeg gaae ind paa og efter Leilighed udrede Pengene hjemme i Herredet«. Gest svarede: »Nu strax skal hele Summen udredes her paa Thinget og udredes vel og som det sømmer sig en Mand; jeg skal udrede en Mandsbod«. Denne Sum erlagde han ogsaa strax i god Mynt. Da satte Haavard sig ned og lod Pengene komme i sit Kappeskjød. Da gik Thorbjørn til og udredede lidt ad Gangen, og fik udredet en Mandsbod og sagde, at saa havde han ikke mere. Gest befalede ham da ikke at bruge Udflugter. Thorbjørn kom nu frem med en sammenknyttet Flig og sagde: »Det er vist, at han vil nok synes, at der ikke mangler noget i Summen, naar han faaer dette ovenikjøbet«. Derpaa slog han dermed efter Haavards Næse, saa at han blødte stærkt. »Der har Du din Søn Olafs Fortænder og Kindtænder«, siger Thorbjørn. Haavard saae Tænderne falde ned i hans Kappeskjød; han sprang da op uhyre forbittret, saa at hver Skilling fløi til sin Side; han havde en Stav i Haanden, og løb henimod Kredsen af de omstaaende Mænd og stødte en Mand for Brystet med Staven, saa at han faldt strax baglængs, og blev længe liggende i bevidstløs Tilstand. Haavard sprang ud over Menneskekredsen og berørte den ikke og kom til Jorden langt derfra, og derpaa løb han hjem til Boden ligesaa stærkt som om han var en ung Mand. Da han kom hjem i Boden, kunde han ikke tale med Nogen, og kastede sig ned der og laa som han var syg. Derefter sagde Gest til Thorbjørn: »Intet Menneske ligner Du i Ondskab og Uretfærdighed; og ei kan jeg forudsee et Menneskes Skjebne, dersom Du eller dine Frænder ikke fortryde dette en Gang i Tiden.« Da var Gest saa vred og saa rasende, at han red strax bort fra Thinget til Isefjorden, og gjorde Skilsmisse imellem Thorbjørn og Thorgerd. Tyktes Thorbjørn dette nu den største Vanære, og alle hans Frænder, men dog kunde der Intet gjøres herved. Gest sagde, at saaledes vilde han have flere og større Beskæmmelser at vente, som han ærlig havde fortjent. Gest red til Bardestrand med sin Frænke og meget Gods.

Det fortælles, at efter Thinget beredte den gamle Haavard sig til Hjemreisen; da værkede det i alle hans Lemmer. Da sagde Stenthor: »Hvis Du, Haavard, behøver en liden Bistand, saa kom til mig«. Han takkede ham. Derefter red han hjem og lagde sig i sin Seng og laa og sov de tredie tolv Maaneder. Da led han mest af Værk i sine Lemmer. Bjargey holdt paa med den samme Fremgangsmaade som før med Hensyn til sin Gjerning; hun roede nemlig paa Fangst hver Dag ud paa Søen med Thorhal.


8. Det var en Dag om Sommeren, da de vare ude paa Fangst, at de saa et Skib komme seilende ind efter Fjorden; de kjendte Skibet og saa at der var Thorbjørn og hans Hjemmemænd. Da sagde Bjargey: »Nu skulle vi trække op vore Fiskesnører og roe Thorbjørn i Møde; jeg vil tale med ham. Du skal roe hen til Siden af Skibets Forstavn; men jeg vil tale noget med Thorbjørn, og Du skal imedens roe omkring Skibet«. De gjøre nu saaledes, og roe hen til Skibet. Bjargey tiltaler nu Thorbjørn; hun hilser ham og spørger, hvorhen han agtede sig. Han sagde, at han agtede sig vester paa, til Vadil: »Der ere ankomne fra Udlandet min Broder Sturla og hans Søn Thjodrek, og dem skal jeg føre hid til mig«. Hun spurgte: »Hvor længe vil Du blive borte, Bonde?« siger hun. »Næsten en Uge«, siger han. Da havde Thorhal roet omkring Skuden. Bjargey havde en Pose i Haanden, og svingede den omkring Skuden. Og da hun har foretaget sig det hun vilde, tog de fat paa Aarerne og roede bort alt hvad de kunde. Da sagde Thorbjørn: »Gid Pokkeren havde den Kvinde! og lader os strax roe efter dem og dræbe ham, men mishandle hende«. Da sagde Brand: »Nu viser Du endnu det som man siger om Dig, at Du ikke vil spare at gjøre den størst mulige Ondskab, og jeg skal da ogsaa yde dem Bistand saavidt jeg kan, og Du skal da faae nok at bestille«. Men formedelst Brands Forestillinger, og da de ogsaa vare komne langt bort fra dem, saa lod Thorbjørn dette fare, og drog sin Vei. Da sagde Bjargey: »Ikke er det sandsynligt, men det er dog min Formodning, at min Søn Olaf bliver hævnet; vi ville nu ikke drage hjem«. »Hvor vil Du da hen?« siger Thorhal. »Nu skulle vi drage«, siger hun, »og træffe min Broder Valbrand«. Han boede paa Valbrandstader; han var en gammel Mand, men havde været en berømt Mand. Han havde to Sønner, de raskeste Mænd; den ene hed Torfe og den anden Eyjulf; de vare da unge af Alder. De fortsatte Reisen til de kom derhen. Valbrand var ude paa Hømarken og mange Folk med ham. Han gik da sin Søster imøde og tog kjærligt imod hende og tilbød hende at overnatte der; men hun sagde, at det kunde ikke nytte hende, idet hun tilføiede: »Hjem maa jeg drage i Aften«. Han spurgte: »Hvad vil Du da, Søster?« »Jeg ønskede at Du vilde laane mig dine Net«. Han svarede »Her ere tre Net, og er et af dem meget gammelt og ikke til at stole paa, men det har været stærkt; men to ere nye og ikke prøvede. Tag hvad Du vil, to eller tre«. Hun svarede: »De nye vil jeg have, men jeg tør ikke udsætte det tredie for Fare; men lad hine være færdige, naar jeg lader dem hente«. Han sagde at det skulde saa være. Derefter drog de bort. Da sagde Thorhal: »Hvorhen skulle vi nu begive os?« Hun svarede: »Nu ville vi drage hen og træffe min Broder Thorbrand«. Han boede paa Thorbrandstader; han var da meget gammel. Han havde to unge Sønner; den ene hed Od og den anden Thore; de vare haabefulde Ynglinge. Og da de kom der, tog Thorbrand vel imod dem og tilbød dem at dvæle der. Hun sagde, at det kunde hun ikke. »Hvad vil Du da, Søster?« siger han. »Jeg ønskede«, siger hun, »at Du laante mig dine Net«. Han svarede: »Jeg har tre Net, og er et af dem meget gammelt, men to ere nye og have ikke været brugte. Hav hvilket Du vil, to eller tre«. Hun sagde, at hun vilde have de nye; og dermed skiltes de ad. Derpaa drage de bort. Thorhal spurgte: »Hvor skulle vi nu hen?« »Nu ville vi«, siger hun, »træffe min Broder, den gamle Asbrand«. Han boede paa Asbrandstader; han var ældst af de Brødre; han var gift med en Søster til den gamle Haavard. Han havde en Søn, ved Navn Halgrim; han var ung af Alder, men baade stor og stærk; styg af Udseende, men dog den mandigste. Og da Bjargey kommer der, tager Asbrand vel imod hende og bad hende at dvæle der. Hun sagde, at hun vilde hjem om Aftenen. Han spurgte: »Hvad vil Du da, og kommer Du dog sjelden for at besøge dine Frænder«. »Ubetydeligt er mit Ærende«, siger hun; »vi have stor Mangel paa Tørveskjær-Redskaber, og vilde jeg gjerne, at Du laante mig din Tørve-Øxe«. Han svarede smilende: »Her ere to, og den ene er ganske forrustet, gammel og med mange Skaar, og tykkes nu ikke at due til Noget; den anden er ny og stor, og har ikke været brugt til Noget«. Men hun sagde, at hun vilde have den nye: »naar jeg lader den hente«. Han svarede, at hun skal raade. Derpaa begave de sig hjem til Haavardstader om Aftenen.


9. Nu svandt nogle Dage hen, indtil hun fandt det sandsynligt, at Thorbjørn vilde komme vesten fra. Og en Dag gik hun til Haavards Seng og spurgte, om han sov. Han reiste sig op i Sengen og kvad en Vise.[1] »Det er vist«, siger hun, »at dette er en stor Løgn, at Du aldrig har sovet i tre Aar; men dog bør Du nu staae op og vise Dig som en tapper Mand, hvis Du vil hævne din Søn Olaf; thi ikke bliver han hævnet i dit Liv, hvis det ikke skeer i denne Nat«. Men da han hørte hendes Ord, sprang han op af Sengen og frem paa Gulvet og kvad da en Vise. Da var Haavard meget rask i sine Bevægelser og manglede heller ikke Kraft til at gaae. Han gik hen til en stor Kiste; den var fuld af Vaaben; den lukkede han op, tog en Hjelm paa Hovedet og en stærk Brynje paa. Han saa da op og saa, at en Maage fløi forbi Vinduet. Han kvad en Vise. Han væbnede sig hurtigt og behændigen; han udrustede og Thorhal med gode Vaaben. Og da de vare færdige, vendte han sig til Bjargey, kyssede hende og sagde, at det var da ikke vist, naar de vilde træffes. Hun ønskede ham Lykke paa Reisen: »Jeg behøver ikke at egge Dig til Hævn efter vor Søn Olaf, thi jeg veed, at Iver og Tapperhed, hvor Du er, ere forenede hos Dig«. Derefter skiltes de ad.

De gik ned til Søen og stødte frem en sexaaret Baad og greb fat paa Aarerne; de standsede ikke førend de kom til Valbrands Gaard. Der var en smal Landtunge, der gik ud i Søen; der landede de med Baaden. Haavard bad Thorhal at passe paa Baaden, men han gik op til Gaarden; han havde Spyd i Haanden, det var et udmærket Vaaben. Og da han kom op paa Hømarken, da vare der Faderen og hans Sønner. Brødrene havde taget Klæderne af og vare sysselsatte med at indsamle Høet; de havde taget Skoene af, og sat dem paa Marken hos sig; det vare høie Sko. Valbrand gik Haavard i Møde og tog vel imod ham og tilbød ham at dvæle der. Han sagde, at det kunde han ikke. »Jeg er kommen for at hente dine Net, som Du laante din Søster«. Han gik til sine Sønner og sagde: »Her er kommen Haavard, eders Svoger, og er saaledes udrustet, som han vilde udføre noget Stort«. Og da de hørte dette, kastede de Riverne og løb til sine Klæder. Og da de vilde tage Skoene paa, da vare de blevne haarde i Solskinnet. De stege i Skoene paa det Hurtigste, saa at Huden gik af Hælene; og da de kom hjem, vare de fulde af Blod. Valbrand gav sine Sønner gode Vaaben, og sagde: »Yder Haavard god Bistand, og tænker mere paa Hævn, end hvad der bagefter vil komme«. Derefter droge de til Thorbrandstader; de havde og snart rustet sig, Od og Thore. Da droge de indtil de kom til Asbrandstader. Der forlangte Haavard Tørve-Øxen. Halgrim, hans Frænde, lavede sig da til at begive sig i Følge med ham. Aan hed en Mand; han var Asbrands Hjemmemand; han forrettede Huskarlearbeide. Han var Halgrims Fosterfader, og lavede sig ogsaa til at følge med dem. Og da de vare færdige, gaae de derhen hvor Baaden var; Thorhal blev glad over deres Komme. Da vare de otte sammen, den Ene mere krigerisk at see end den Anden. Da sagde Halgrim til sin Frænde Haavard: »Hvi drog Du saa hjemme fra, Frænde, at Du havde hverken Sværd eller Øxe?« Han svarede: »Dersom vi blive saa heldige at træffe Thorbjørn Thjodrekssøn, da skal Du sige Andet efter at vi ere skilte, thi til mig har jeg bestemt Sværdet Gunloge, som er det bedste Vaaben«. De ønskede at han talte sandt. »Er det nu meget vigtigt for os, at denne Færd bliver mandig og berømmelig«. Da var Dagen begyndt stærkt at hælde. De stødte derpaa Baaden fra Land, stege ombord og grebe til Aarerne. De saae, at en stor Ravneflok fløi foran dem og over Landtungen, som var forud for dem. Da kvad Haavard en Vise.

De drog over Sundet, og var meget stærk Storm paa Fjorden, og Bølgerne slog ind over Stavnen; de roede mandigt og standsede ikke før end de kom til Løgabol. Der var godt at lande, thi Thorbjørn havde ladet gjøre der en god Havn; han havde ladet rydde og rense Bunden helt ind til Strandbredden. Der var meget dybt, og der kunde et mindre Skib flyde, eller et større Skib om man vilde. Der vare og nedgravede Ribbeen af Hvale istedetfor Bjælker til at trække Skibene paa, og Enderne vare fastgjorte med Stene; der behøvede Ingen at blive vaad ved at stige af eller paa Skibet, være sig et større eller mindre Skib; men ovenfor var der en høi Sandbanke; ovenfor Sandbanken stod et stort Skibshus med Døre for og godt bygget; paa den anden Side var en stor Indsø ovenfor Sandbanken. Fra Skibshuset af saa Ingen ned til Stranden; men fra Sandbanken kunde man baade see over til Skibshuset og ned til Stranden. Og da de kom til Land løb de af Baaden. Da sagde Haavard: »Nu skulle vi bære Baaden op over Sandbanken og i Indsøen, for at de ikke strax skulle see os; heller ikke skulle vi være for hidsige efter Fangst; Ingen springe op før end jeg befaler det«. Da var det blevet meget mørkt.


10. Det skal nu fortælles, at Thorbjørn og hans Følgemænd droge vesten fra, ti sammen paa Skuden: der var Sturla og hans Søn Thjodrek, Thorbjørn og Vakr, Brand hin Stærke og to Huskarle; de havde belæsset Skuden stærkt. Men denne samme Aften komme de til Løgabol i Mørkningen. Da sagde Thorbjørn: »Vi ville ikke skynde os noget, og lade kun Skuden flyde her i Nat, og ikke bære af den, uden vore Vaaben og Klæder; nu er der et godt og tørt Veir. Du, Vakr, skal bære op vore Vaaben«. Han tog først deres Sværd og Spyd og bar dem op til Skibshuset. Da sagde Torfe: »Lad os først tage deres Sværd og den som dem bringer«. »Vi ville vente endnu«, siger Haavard. Han bad Halgrim at gaae hen og tage Sværdet Gunloge og bringe ham det. Og da Vakr gik ned, løb Halgrim til og tog Sværdet og bragte det til Haavard. Han svingede Sværdet i Luften og rystede Haandfanget. Vakr gik op for anden Gang, og havde belæsset sig med Skjolde, som han bar paa Ryggen, men paa Armene bar han Staalhuer; han havde en Hjelm paa Hovedet. Og da han var kommen forbi Indsøen da løb de op og vilde tage ham. Og da han hørte Støien, tyktes han at vide, at der var Ufred; vilde han skynde sig til de Andre med deres Vaaben. Idet han dreiede sig om paa Bredden af Indsøen, snublede han, saa at han faldt paa Hovedet. Der var meget vaadt, men Vandet lavt, og Manden tung af alle de Vaaben, han bar; han kunde da heller ikke staae op, men Ingen af dem vilde hjælpe ham, og endte Vakr sit Liv saaledes, at han døde der. Og da de saa det, løb de ned paa Sandbanken. Og da Thorbjørn seer dette, kaster han sig strax i Søen og svømmer fra Land. Dette seer den gamle Haavard først, iler strax og springer i Søen og svømmer efter Thorbjørn. Det fortælles om Brand hin Stærke, at han løber til og river op en Trækkebjælke, det var et stort Hvalfiske-Ribben, og med det hug han efter Hovedet paa Halgrims Fosterfader. Da var Halgrim kommen ned af Sandbanken og saa, at Aan faldt. Han løb til med Øxen hævet og huggede i Brands Hoved og kløvede ham ned i Skuldrene, og i dette Øieblik styrtede de sig i Havet Thorbjørn og Haavard. Og da han seer det, springer han strax efter dem. Torfe Valbrandssøn løber imod Sturla; han var baade stor og stærk og mere vaabenfærdig end nogen anden Mand; han havde og alle sine Vaaben. De kæmpede baade længe og tappert.


11. Nu skal der fortælles om Thorbjørn og Haavard; de svømme fra Land, og var det en lang Svømning, indtil Thorbjørn kom i et Skjær, som ligger der udenfor. Og da han kom op i Skjæret, havde Haavard ogsaa naaet derhen. Da Thorbjørn saa det, og han stod der vaabenløs, greb han en stor Sten fat, og agtede at kaste den efter Hovedet paa Haavard. Da Haavard mærkede det, faldt det ham ind, at han havde hørt fortælle fra fremmede Lande, at der prædikedes en anden Lære, end i Norden: og skulde Nogen kunne fortælle ham, at denne Lære var bedre og smukkere, saa vilde han antage den Tro, dersom han fik Bugt med Thorbjørn. Derpaa skjød han en stærk Fart henimod Skjæret. Og da Thorbjørn agtede at kaste Stenen, snublede han, thi det var glat paa Stenene, og han faldt baglængs, og Stenen ovenpaa hans Bryst, hvorved han tildeels tabte Bevidstheden. I det Samme kom Haavard op i Skjæret og gjennemborede ham strax med Sværdet Gunloge. Halgrim var da ogsaa kommen op i Skjæret. Haavard hug tværsover Ansigtet, saaledes at Fortænder og Kindtænder løsnedes og Hovedet huggedes næsten midt over. Halgrim spurgte, hvorfor han gjorde dette ved en død Mand. Haavard svarede: »Dette havde jeg foresat mig at gjøre, da han slog mig i Ansigtet med Posen, hvorud af faldt min Søn Olafs Tænder, som han havde hugget løs med dette samme Sværd«. Derpaa svømmede de til Land. Folk, som senere talte herom, syntes at Haavard havde vist meget Mod og Mandighed, idet han svømmede ud paa Fjorden, uden at vide at der fandtes noget Skjær; og det er et langt Stykke Vei at svømme. Da de kom op paa Strandbredden, løb en Mand dem imøde og havde sin Øxe færdig til Hug; han var klædt i en blaa Kappe. De vende sig imod ham; men da de traf hinanden, kjendte de der Torfe Valbrandssøn, og bleve glade ved at træffe ham. Torfe spurgte, om Thorbjørn var død. Haavard kvad en Vise. Haavard spurgte, hvad de havde udrettet. Torfe sagde, at Sturla var dræbt og ligeledes Huskarlene: »Og saa er ogsaa Aan død«. Haavard kvad en Vise. Derpaa gik de op til Skibshuset; der vare deres øvrige Staldbrødre, som tog godt imod dem. Da spurgte Eyjulf Valbrandssøn, om de skulde dræbe Trællene. Haavard sagde, at de ikke hævnede hans Søns Drab ved at dræbe dem: »Lad dem være her i Nat og passe paa, at Ingen stjæler det som er opdrevet paa Stranden«. Da spurgte Halgrim, hvad de saa skulde foretage sig. Haavard svarede: »Vi skulle tage deres Skib tilligemed Alt det, som er af nogen Værdi, begive os til Maaneberg og træffe den vældige Ljot; det vilde være nogen Hævn at dræbe en saadan Mand, dersom det vilde lykkes.

De tog Skibet og mange Kostbarheder, som Thorbjørn og hans Frænder havde eiet, og roede derpaa ud efter Fjorden, indtil de kom lige foran Maaneberg. Da sagde Haavard: »Nu er det sikkrest at gaae forsigtig til Værks; Ljot er nemlig paapasselig med Hensyn til sin Person, thi han har stedse mange Fjender, og lader holde Vagt hver Nat; han sover i et Senge-Aflukke, som hver Nat er aflaaset; en underjordisk Gang findes under Senge-Aflukket og Udgangen deraf er bag ved Husene; han har ogsaa mange Folk hos sig«. Da sagde Torfe Valbrandssøn: »Det er mit Raad, at vi stikke Ild paa Gaarden, og indebrænde Hver og En som her er«. Haavard sagde, at det skulde aldrig skee. »Men Du og min Frænde Halgrim, skulle stille Eder oppe paa Husene; og passe paa den underjordiske Gangs Udgang bag Husene, jeg stoler mest paa Eder i saa Henseende; der findes to Udgange fortil paa Gaarden og ligeledes to Døre paa Sovestuen; jeg og Eyjulf skulle gaae ind af den ene Dør, men Brødrene Od og Thore ind af den anden og derpaa ind i Sovestuen; men Du, Thorhal, skal passe paa Skibet og forsvare det med Tapperhed, dersom det behøves«. Da han havde lagt Planen som han vilde, gik de hen til Gaarden. Et stort Forraadshus stod adskilt fra de øvrige Bygninger; en Mand sad der under Væggen med Vaaben. Da de vare naaede næsten derhen, bemærkede han dem, sprang op og gav sig til at løbe, og vilde bringe Efterretning om deres Komme. Halgrim gik forrest blandt sine Kammerater; han kastede et Spyd efter Manden, der gjennemborede ham der ved Væggen. Der døde han og Spydet stod helt igjennem ham. Derpaa gik Enhver derhen som Haavard havde bestemt; Torfe og Halgrim derhen hvor Gaardens Udgang var.


12. Det fortælles, at Haavard gik raskt ind i Sovestuen; der brændte Lys i den øvre Del af Stuen, men forneden var det mørkt; han gik hen til Senge-Aflukket. Det hændte sig saaledes denne Gang, at Hustruen var ikke gaaet i Seng, hun var endnu i Stuen, og flere Kvinder hos hende, og derfor var Aflukket ikke aflaaset. Haavard slog med det flade Sværd paa Døren. Heraf vaagnede Ljot og spurgte, hvem der gjorde den Støi. Haavard nævnede sit Navn. Ljot sagde da: »Hvorfor er Du her, gamle Haavard? I Forgaars blev det os fortalt, at Du laa for Døden«. Haavard svarede: »Om Andres Død kan Du før faae Efterretning; jeg kan nemlig fortælle Dig, at dine Brødre Thorbjørn og Sturla ere dræbte«. Da Ljot hører dette, sprang han op og greb et Sværd, som hang over hans Seng. Ljot befalede ogsaa Folk i Stuen at staae op og tage deres Vaaben. Nu styrtede Haavard ind i Aflukket og hug efter den venstre Skulder paa Ljot. Denne gjorde en rask Bevægelse til Siden, saaledes at Sværdet gled af Skulderen, men flængede Overarmen og Armen blev hugget over i Albueledet. Nu sprang Ljot ud af Sengen og vilde hugge til Haavard. I det Samme var Eyjulf kommen tilstede og hug efter Ljots høire Skulder, saaledes at Armen skiltes fra Kroppen, og der dræbte de Ljot. Der blev nu megen Støi i Stuen. Ljots Huskarle vilde nu staae op og gribe til Vaaben; nu vare ogsaaa Thorbrands Sønner komne tilstede. Nogle af dem fik nu enkelte Hug og ubetydelige Saar. Da talte Haavard og befalede Folkene at forholde dem aldeles rolige og ikke foretage Noget, som kunde være hans Folk til Skade: »Thi ellers dræbe vi hvert Menneske her, det ene efter det andet. De fandt det nu raadeligst at ligge ganske stille. Faa af dem begræd Ljot, skjøndt de havde tjent ham. Derpaa gik de ud. Haavard vilde ikke der foretage Noget videre. Nu kom Torfe og Halgrim dem imøde, thi de havde besluttet at trænge ind i Husene; de spurgte om, hvad der var skeet. Haavard kvad da en Vise.

Derpaa gik de ned til Skibet, og Thorhal blev glad ved deres Ankomst. Torfe Valbrandssøn spurgte, hvad der nu skulde gjøres. »Nu er det bedst at søge Bistand; skjøndt Hævnen ikke er saa fuldstændig, som jeg havde ønsket, saa ere vi alene dog nu ikke i Stand til at holde os efter slige Gjerninger; Thorbjørn har nemlig endnu mange Frænder, som ere ansete Mænd; det Rimeligste er nu at søge hen til Stenthor paa Eyre, thi han er den Mand, som navnlig har ladet Ord falde om saadant Tilfælde, dersom jeg behøvede en Haandsrækning«. De vare alle enige i, at lade ham raade, og erklærede dem tilfredse med, hvad han gjorde, og de vilde ikke før forlade hinanden, end han gav sit Minde dertil. Derpaa roede de ud paa Fjorden. Haavard sad ved Roret, men de Andre tog kraftigt fat paa Aarerne. Halgrim yttrede Ønske om, at Haavard skulde kvæde en Vise. Haavard kvad ogsaa en Vise.


13. Om deres Reise fortælles der Intet, førend de kom til Eyre; det var paa den Tid af Dagen, da Stenthor sad til Bords med sine Mænd. De gik ind i Stuen fire i Tallet, alle bevæbnede. Haavard gik hen til Stenthor og hilste paa ham. Stenthor hilste ham igjen og spurgte, hvem han var. Han sagde, at han hed Haavard. »Var Du i vor Bod (paa Althinget) ifjor Sommer?« Han sagde, at det havde været Tilfældet. Stenthor bemærkede: »Har I, Svende, seet en Mand sig selv mere ulig, som han er nu og han var den Gang; jeg troede at han neppe kunde gaae uden Stok mellem Boderne, og vi syntes, at han skulde lægge sig i sin Seng for at døe Straadøden; og desuden var han betagen af Sorg. Nu derimod forekommer mig denne Mand at være en tapper Mand at see til, da han er iført sin Rustning; men sige I ingen Nyheder?« Haavard svarede: »Vi bringe Efterretning om, at Thorbjørn Thjodrekssøn og hans Brødre, Ljot og Sturla, Thjodreks Sønner, ere dræbte, og ligeledes Brand hin stærke, og i det Hele de 7 i Tallet«. Stenthor svarede: »Det ere store Tidender; men hvem har dog gjort dette, saaledes at fælde Kæmper og mægtige Mænd?« Haavard bemærkede, at det havde han og hans Frænder gjort. Stenthor yttrede, idet han spurgte, hvor Haavard agtede at søge Beskyttelse efter at have udøvet slige store Gjerninger. Haavard svarede: »Det har jeg bestemt, som nu er skeet, at søge hen til Dig; jeg syntes nemlig at Du udtalte ifjor Sommer paa Thinget, at dersom jeg behøvede en Smule Hjælp, saa skulde jeg snarere henvende mig til Dig end til andre Høvdinger«. Stenthor svarede: »Det er ikke godt at see, hvornaar Du troer, Du behøver stor Hjælp, dersom den, Du nu behøver, er liden; men Eet er vist, at dersom jeg nu skulde unddrage mig for at yde Dig Bistand, saa havde Du ikke meget at vente af mig, hvis Du havde en mindre Bistand nødig. Saaledes skal det heller ikke være: jeg tilbyder Dig, Haavard, at opholde Dig hos mig med dine Kammerater, indtil disse Sager faae en Ende, og jeg vil ogsaa love, at ordne dem, saaledes at de faae et godt Udfald, thi I see mig saaledes ud, at den, der tager imod Eder, ikke vil komme til at trække det korteste Straa, og del er ingenlunde vist, at man kan faae tapprere Mænd under sin Beskyttelse. Forøvrigt er dette gaaet mere efter Sagens Beskaffenhed, end efter Rimelighed«. Haavard kvad en Vise.

De takkede Stenthor for hans ædelmodige Tilbud. Han befalede Folk at tage mod deres Klæder og Vaaben og give dem tørre Klæder. Da Haavard tog Hjelmen af sig og afførte sig sin Brynie, kvad han. Stenthor opfordrede Haavard til at tage Plads og han skulde sidde ligeover for ham, og selv bestemme sine Kammeraters Plads. Dette gjorde Haavard; han lod sin Frænde Halgrim tage Plads ved sin Side ind ad til og ved Siden af ham Thore og Od Thorbrands Sønner, men ved sin Side ud ad Døren til anviste han Torfe og Eyjulf Valbrands Sønner Plads og ved Siden af dem Thorhal, og siden Husfolkene som de før sad. Idet de satte sig ned, kvad Haavard en Vise. Da sagde Stenthor: »Man kan godt mærke, Haavard, at Flest gaaer nu efter dit Ønske, og man kunde ogsaa med Sandhed sige, at det var saa, dersom ingen Sag blev anlagt for Drabet paa saa tappre og mægtige Mænd, som de Frænder vare, især da saa mægtige Slægtninge af dem endnu leve til at paatale Drabssagen«. Haavard erklærede, at han slet ikke tænkte paa den Sags Paatale og sagde, at nu var den Tid forbi, at han bar nogen Sorg og Græmmelse i sit Hjerte, og at han vilde være vel tilfreds, hvad Udfald saa end denne Sag fik. Haavard var ogsaa glad og munter, som om han var en Yngling. Disse Tidender spurgtes nu mange Steder, og man syntes dette Udfald næsten utroligt. De forblev nu paa Eyre hos Bonden Stenthor. Der var ogsaa paa samme Tid en Mængde Folk og der levede man i Glæde og Gammen; der vare ikke mindre en 60 vaabenføre Mænd. Vi forlade dem nu der paa Eyre hos Bonden Stenthor, hvor de fordrev Tiden i Glæde og Gammen med store Bekostninger.


14. Ljot hed en Mand, som boede paa Rødesand og blev kaldt Holmgangs-Ljot; han var baade stor og stærk og den største Holmgangsmand. Thorbjørn Thjodrekssøn havde været gift med hans Søster. Det var almindelig erkjendt, at Ljot var en stor Voldsmand og hans Øxe svævede over Hovedet paa hver den, som ikke vilde overlade ham hvadsomhelst han ønskede af hans Eiendele, og Ingen af dem, som boede der omkring Rødesand og flere andre Steder, kunde sige sig at være en fri og uafhængig Mand. Thorbjørn hed en Mand, som boede paa den Gaard, som kaldtes Eyre; han var meget rig og dengang meget gammel, men ubetydelig af Charakteer. Han havde to Sønner, hvoraf den ene hed Grim, den anden Thorsten. Det fortælles, at Ljot og Thorbjørn eiede en Vandings-Eng i Fællesskab, og var den af meget stor Værdi. Det var aftalt, at sin Sommer skulde hver af dem have Engen til Benyttelse, men den Bæk, hvormed Engen vandedes om Foraaret, havde sit Løb neden for Ljots Gaard. I Bækken havde men anbragt Dæmninger, som vare meget hensigtsmæssige. Det gik stedse saaledes, at naar Thorbjørn skulde have Engen, blev han af Ljot forhindret i at benytte Bækken til Vanding, og til Slutning lod Ljot endogsaa Thorbjørn høre, at han ikke eiede Engen og truede ham, dersom han understod sig at kalde den sin Eiendom. Da Thorbjørn hørte dette, holdt han sig overbevist om, at Ljot vilde bringe sine Trusler til Udførelse. Der var kun et kort Stykke Vei mellem deres Gaarde. En Dag traf de hinanden; Thorbjørn spurgte Ljot, om han havde i Sinde at berøve ham Engen. Ljot svarede, idet han befalede ham ikke at yttre et eneste Ord: »Det vil ikke nytte Dig mere, end alle de Andre, at klage over det, som det er min Villie at skal skee; gjør nu en af Delene: Vær vel tilfreds med min Afgjørelse, ellers jager jeg Dig bort fra Hus og Hjem; skal Du da hverken have Engen eller nogen anden Ting«. Da nu Thorbjørn kjendte Ljots Uretfærdigheder, og han paa den anden Side var en rig Mand, saa kjøbte han Engen for den Pris, som Ljot bestemte, og betalte strax for den 60 Hundrede, og dermed skiltes de ad. Da Thorbjørns unge Sønner fik dette at vide, bleve de høilig opbragte og sagde, at det var at berøve dem deres Arvegods at kjøbe det, som han eiede. Dette rygtedes ogsaa mange Steder om Ljot. Brødrene passede deres Faders Faar; Thorsten var 12 og Grim 10 Aar gammel.

Det traf sig saaledes i Begyndelsen af Vinteren, at Brødrene gik til Faarestaldene; der var nemlig kommet et stort Uveir, og de vilde see, om alle Faarene havde fundet til Stalden. Denne Dag gik ogsaa Ljot hjemmefra for at undersøge sin Forstrand; han gav sig nemlig meget af med Husholdningen og Gaardens Drift. Ligesom Drengene vare komne hen til Faarestalden, saae de, at Ljot kom gaaende neden fra Stranden. Da yttrede Thorsten til sin Broder Grim; »Seer Du Holmgangs-Ljot, hvor han kommer neden fra Stranden?« »Hvorfor skulde jeg ikke see ham?« sagde Grim. »Mange Uretfærdigheder udøver denne Ljot imod os og andre Mennesker, og jeg er til Sinds at tage Hævn over ham, dersom jeg kunde«. Grim yttrede: »Dette er en ufornuftig Tale, at Du skulde ville vise Tegn til nogen Fjendtlighed mod en saadan Kæmpe, som Ljot er, der vilde kunne maale sig med 4 eller 5, om de saa end vare fuldvoxne, og det er ikke for Børn at have med ham at bestille«. Thorsten svarede: »Det nytter ikke at overtale mig til at lade være; jeg skal ligefuldt angribe ham; men Du vil slægte din Fader paa og vil være tilfreds med, at Ljot berøver Dig dit Gods, ligesom saa mange Andre«. Grim svarede: »Siden Du, Frænde, har sit Dig dette i Hovedet, saa vil jeg yde Dig Bistand, saavidt jeg formaaer, men den bliver til altfor liden Nytte for Dig«. »Det gjer Du vel i,« sagde Thorsten, »og det er muligt, at Udfaldet svarer til vor retfærdige Sag.« Deres Vaaben vare smaa Øxer, der saae ud til at bide godt. De stod nu stille og ventede til Ljot kom forbi Huset. Han gik dem raskt forbi, og havde i Haanden en stor Skovøxe. Han gik sin Vei og lod som han ikke saa Drengene. Men i det Samme han gik dem forbi, hug Thorsten efter Skulderen paa Ljot; denne blev imidlertid ikke saaret, thi Øxen bed ikke, men dog havde Thorsten rettet Hugget med saa megen Kraft, at Armen gik af Led i Skulderledet. Nu da Ljot mærkede, at Drengene angreb ham, vendte han sig raskt om, svang sin Øxe og vilde hugge efter Thorsten; men ligesom han hævede Øxen til Hug, sprang Grim ind paa ham og hug Haanden af Ljot ovenfor Haandledet, saaledes at Haanden og Øxen faldt til Jorden. Derpaa lod de det ene Hug følge det andet, og hvor usandsynligt det end forekommer, saa dræbte de dog Holmgangs-Ljot der, uden at de selv fik noget Saar. De tildækkede hans Legeme i en Snedrive og begav sig saa bort. Da de kom hjem, stod deres Fader i Døren og spurgte, hvorfor de kom saa sildig hjem, og hvorfor deres Klæder vare blodige. De fortalte ham Drabet paa Ljot. Han spurgte, om de havde dræbt ham. De sagde, at saaledes var det. Da sagde han: »Gaaer bort, I onde Ulykkesfugle; I have gjort en stor Ulykke ved at dræbe den største Høvding og vor Overmand. Dette vil ogsaa bevirke, at jeg bliver dømt til at miste alt det, jeg eier, men I ville blive dræbte, og det er ikke mere end I have fortjent.« Thorbjørn løb derpaa bort fra Gaarden. Grim yttrede: »Lader os ikke have det Mindste at bestille med denne gamle, arrige Mand, der skaber sig saa underlig, og han er en stor Usling, da han bærer sig saaledes ad.« Thorsten svarede: »Lader os træffe ham, thi det aner mig, at han ikke er saa vred, som han lader.« Derpaa gik de efter ham. Thorbjørn tiltalte dem da venlig og bad dem at vente der. Han gik da hjem og var kun en kort Tid borte, og bragte med sig to gode sadlede Heste. Da sagde Thorbjørn, at de skulde stige til Hest; »Jeg vil sende Eder til min Ven Stenthor paa Eyre; beder ham om at yde, Eder Ophold. Her er en Guldring, en stor Kostbarhed, som I skulle forære ham; han har ofte ønsket at eie den, men aldrig faaet den; men nu vil jeg skille mig ved den, for at hjælpe Eder i eders Nød.« Derpaa kyssede Thorbjørn sine Sønner og ønskede dem lykkelig Reise og lykkelig Hjemkomst. Om deres Reise er Intet at fortælle, førend de indtraf paa Eyre; det var tidlig paa Dagen. De gik ind i Stuen; den var behængt med Tæpper, og til begge Sider vare Bænke fuldt besatte, og der herskede stor Glæde og Gammen. De gik hen til Stenthor og hilste ham paa en høvisk Maade. Han besvarede deres Hilsen med Forekommenhed og spurgte, hvem de vare. De sagde ham deres Navne og ligeledes deres Faders Navn. Da sagde Thorsten: »Her er en Ring, som min Fader sender Dig med sin Hilsen og beder, at Du giver os Vinterophold hos Dig, eller ogsaa i længere Tid, dersom det behøves.« Stenthor tog imod Ringen og yttrede: »Sige I nogen Tidender?« De fortalte da Ljots Drab, og at de havde dræbt ham. Stenthor svarede: »Det er nu anden Gang, at man hører de mest underlige Ting, at to Drenge skulle have dræbt en saadan Kæmpe som Ljot var; men hvad var Aarsagen?« De fortalte Sagens Sammenhæng. Stenthor yttrede.: »Jeg raader Eder at gaae hen til den graahaarede gamle Haavard, som sidder ligeover for mig, og spørger ham, om han vil optage Eder blandt sit Følge.« Som sagt, saa gjort; de gik hen til Haavard. Han modtog dem meget venlig, spurgte om Nyheder og lod som han havde Intet hørt, men de fortalte ham nøiagtig, hvorledes Alt var gaaet til. Da de havde udtalt, stod Haavard op og tog imod dem og kvad en Vise.

Haavard lod give Brødrene Plads paa Bænken til den Side fra ham, som vendte mod Døren. Der sad de nu Alle glade og muntre. Disse Tidender spurgtes nu over hele Rødesand og mange andre Steder. Man fandt den dræbte Ljot ved Væggen til Faarestalden. Man gik til Thorbjørn og spurgte, om han vidste Noget herom. Thorbjørn nægtede ikke, at hans Sønner havde dræbt Ljot. Da nu Ljot var meget forhadt over hele Rødesand, og Thorbjørn erklærede, at han blev vred paa sine Sønner og jog dem bort, og hans Tyende desuden bevidnede Sandheden heraf, saa blev foreløbig ingen Sag anlagt, og Thorbjørn sad i Ro og Fred paa sin Gaard.


15. Vi optage nu Fortællingen der, hvor de Alle sad paa Eyre og havde et godt Ophold. Dette forvoldte imidlertid Stenthor store Bekostninger, thi han havde saa Mange at underholde, hvortil der medgik en Masse Levnetsmidler; thi Alt blev ydet paa det Rigeligste.

Atle hed en Mand, som boede i Odderdal og var gift med en Søster til Stenthor paa Eyre, ved Navn Thordis. Atle var lille af Væxt og meget uanseelig af Udseende, og det fortælles ogsaa, at hans Charakteer var i Samklang dermed, at han var den største Stakkel; og dog var han af en god Familie, og saa rig, at han neppe vidste Tallet paa sine Rigdomme. Thordis var bleven gift med Atle for hans Rigdommes Skyld. Det siges ogsaa, at Gaarden Odderdal laa temmelig afsides fra Alfarevei, nemlig paa den anden Side af Fjorden, ligeover for Eyre. Atle var saa karrig, at han ikke holdt Tjenestekarle, men arbeidede selv Dag og Nat, saavidt han formaaede. Desuden var han saa egensindig, at han vilde Intet have med andre Folk at bestille, hverken ondt eller godt. Han var en god Husholder og eiede et stort Forraadshus, hvori der fandtes al Slags Levnetsmidler i store Stabler: al Slags tørret Fisk, Oste og Mad af Slagtekvæg, og Alt det, man behøvede. Her havde Atle opsat sin Seng, og her laa Ægtefolkene hver Nat.

Det fortælles, at en Morgen var Stenthor tidlig oppe; han gik til Haavards Seng, tog paa hans Fødder og bad ham at staae op. Haavard sprang strax ud af Sengen ud paa Gulvet. Da han stod op, stod ogsaa de andre hans Kammerater op, den ene efter den anden, thi det var deres Sædvane, at de Alle fulgte den, der skulde gaae et Steds hen. Da de vare Alle paaklædte, gik de ud i Hjemmemarken. Der traf de Stenthor i Følge med nogle Mænd. Da sagde Haavard: »Vi ere beredte at gaae hvorhen Du vil, og ville gjerne følge Dig, enten det saa gjælder Stort eller Lidet; men jeg er saa stolt endnu, at jeg ikke vil deltage i den Færd, hvis Øiemed jeg ikke kjender.« Stenthor svarede: »Jeg vil aflægge min Svoger Atle et Besøg, og ønsker jeg, at I skulle ledsage mig.« De gik nu ned til Stranden; der stod det Skib, som de havde taget fra Thorbjørn. De stødte Skibet ud paa Søen, tog fat paa Aarerne og roede ud paa Fjorden. Stenthor tykkedes, at alle de Kammerater tog overalt dygtig fat. Denne Morgen stod Bonden Atle tidlig op af sin Seng; han var klædt saaledes, at han havde en hvid, kort og snæver Overkjortel paa; han saa meget sendrægtig ud og som en ussel Stakkel, styg var han og skaldet, og Øinene laa dybt inde i Øjenhulerne. Han gik ud for at see efter Veiret. Det var koldt ude og stærk Frost. Han bemærkede, at et Skib kom fra den anden Side af Fjorden, som næsten havde naaet Land, og der kjendte han Bonden Stenthor, hans Svoger, hvilket ikke gjorde godt Indtryk paa ham. En indhegnet Plads var der noget borte fra Gaarden i Hjemmemarken, hvor der stod en liden Høstak. Atle greb det Raad, at han løb ind i den indhegnede Plads, væltede Høstakken paa sig og laa derunder. Om Stenthor og dem allesammen berettes der, at de landede og gik hjem til Gaarden. Da de traadte ind i Forraadshuset, stod Thordis strax op og tog venlig imod sin Broder og dem allesammen og bemærkede, at man saa sjelden saa ham der. Stenthor spurgte, hvor hans Svoger Atle var. Hun svarede, at han for kort Tid siden var gaaet ud. Stenthor befalede sine Mænd at opsøge ham. De søgte ham overalt paa Gaarden, men fandt ham ikke og berettede Stenthor dette. Da sagde Thordis: »Hvad er dit Ærende, Frænde, til os?« Stenthor svarede: »Jeg havde i Sinde at bede Atle om at forære eller sælge mig nogle Levnetsmidler.« Hun svarede: »Jeg raader, som jeg troer, ikke mindre her end Atle; jeg vil, at Du skal tage, hvad Du ønsker.« Det vilde han gjerne. De gjorde nu lyst i Forraadshuset og bragte al Slags Levnetsmidler ombord i Skibet, indtil det var fuldt ladet. Da sagde Stenthor: »Nu skulle I begive Eder hjem med Skibet, men jeg bliver tilbage hos min Søster, thi jeg er nysgjerrig efter at faae at vide, hvorledes min Svoger Atle vil tee sig, naar han kommer hjem igjen.« Hun bemærkede: »Det er efter min Mening aldeles unødvendigt; det vil neppe være noget morsomt for Dig at høre paa ham; men dog skal Du raade paa den Betingelse, at Du lover ikke at vise Atle mindre Venskab, end Du før har gjort, hvad saa end han siger eller gjør.« Stenthor lovede dette. Hun stillede ham bagved et Forhæng, hvor Ingen kunde see ham; men de Andre begav sig hjem med Skibet. Der blæste en stærk Storm paa Fjorden, og de fik megen Sø over, førend de naaede Land.


16. Om Atle fortælles det, at han laa under Høstakken, og da han saa, at de vare komne ud fra Land, krøb han ud, og var han da saa stivlemmet, at han neppe kunde reise sig op; derpaa slæbte han sig hjem til Forraadshuset, og hver Tand klapprede i Munden paa ham. Han spilede Øinene op og saa, at Huset var ryddet. Han spurgte da: »Hvilke Røvere have været her?« Thordis svarede: »Ingen har røvet her Noget, men her kom min Broder Stenthor med sine Folk, og ham forærede jeg alt det, Du siger at være bortrøvet.« Atle yttrede: »Det vil jeg komme til at fortryde længst, at jeg har giftet Dig, og det er min Ulykke; jeg kjender ingen slettere Mand end din Broder Stenthor, og ei kjender jeg større Røvere end dem, som ere hos ham, thi de have stjaalet og bortrevet Alt, som her fandtes, saa at vi nu ere bragte til Tiggerstaven.« Da yttrede Thordis: »Aldrig komme vi til at trænge; gaa nu i din Seng og lad mig varme Dig, thi jeg synes, at Du er nær ved at forkomme af Kulde.« Dertil kom det da ogsaa, at han krøb under Dynen til hende. Stenthor tyktes, at hans Svoger var saare umandig at see til; han havde Intet paa Fødderne og paa sig kun en kort Overkjortel. Atle krøb, som sagt, i Sengen og lod nu Munden gaae; han skjeldte mest Stenthor ud og kaldte ham en Røver. Derpaa tav han en Stund. Da han nu begyndte at blive varm, yttrede han: »Det kan man dog i Sandhed sige, at en stor Skat eier jeg i Dig, og det er ikke mindre sandt, at en saa høisindet Mand som min Svoger Stenthor findes der neppe, og det er Alt vel anvendt, som han har faaet; det er lige saa godt forvaret, som om jeg selv havde det mellem Hænder.« En lang Stund vedblev han at rose Stenthor. Stenthor kom nu frem af sit Skjul og gik hen til Sengen. Da Atle saa ham, stod han op og hilste ham venlig. Da sagde Stenthor: »Synes Du ikke, Svoger Atle, at det er gjort lyst i dit Forraadshus?« Atle svarede: »Jeg siger for ramme Alvor, at det, Du har, er vel anvendt, og jeg vil tilbyde Dig at tage og bruge saa meget af mit Gods, som Du ønsker, thi her er Overflødighed; Du har ogsaa vist Dig som en stor Høvding, idet Du har taget imod de Mænd, som have taget Hævn for tilføiede Fornærmelser. Du tænker vel ogsaa paa at lade Slutningen svare til Begyndelsen.« Da sagde Stenthor: »Jeg vil bede Dig om een Ting, Svoger, nemlig at Du herefter ikke viser Dig saa ussel og elendig, som Du hidtil har gjort; see at mande dig op, hold Tjenestefolk og følg andre Folks Skikke; jeg veed, at Du er ingen Stakkel, skjøndt Du for dit Sinds Skyld viser Dig saaledes.« Atle lovede dette. Den samme Dag tog Stenthor hjem. Svogrene skiltes ad som de bedste Venner. Stenthor kom hjem til Eyre og var vel tilfreds med sin Reise. De sad nu hjemme, og Vinteren lakkede mod Enden. De havde baade Skindlege og Boldlege.


17. Svart hed en Mand, som var Træl paa Eyre, han var baade stor og stærk, saaledes at han havde lige saa mange Kræfter som 4 Mænd. Han gjorde megen Nytte i Husholdningen og arbeidede meget. En Dag lod Stenthor Trællen kalde til sig og sagde til ham: »De ville, at Du skal deltage i Legen med os i Dag, thi der mangler een Mand.« Svart svarede: »Det nytter ikke at bede mig derom, thi jeg har meget at bestille; jeg troer heller ikke, at dine Kæmper ville hjælpe mig med mit Arbeide; men siden det er dit Ønske, vil jeg gjøre det.« Det fortælles, at Halgrim blev stillet imod Svart i Legen, og det gik ikke bedre end saa, at hver Gang, de tog fat og brødes, faldt Svart, og hver Gang tabte han sine Sko, og der gik lang Tid for ham til at binde dem igjen paa Fødderne. Saaledes gik det en stor Deel af Dagen, og man lo og hujede ad ham. Haavard kvad en Vise.

Legen gik ellers meget godt. Dengang var Halgrim 18 Aar gammel, og man syntes, at han tegnede til at blive en stor Kæmpe, naar han blev fuldvoxen. Det fortælles, at Vinteren led, uden at noget Mærkeligt forefaldt, og den Tid nærmede sig, man skulde lave sig til Thingreisen. Stenthor var ikke paa det Rene med, hvad han skulde gjøre af Staldbrødrene; han vilde nemlig ikke have dem med sig til Thinget, og heller ikke syntes det ham raadeligt at lade dem blive hjemme, medens Thinget stod paa. Nogle Dage før Thingets Begyndelse traf Atle og Stenthor hinanden. Atle spurgte, hvad Raad han saa for hans Gjester, medens han var borte. Stenthor sagde, at han ikke vidste, hvor han kunde skaffe dem Ophold, uden at være bange for dem: »Uden at Du vil tage dem til Dig.« Atle sagde: »Jeg skal nok paatage mig dette.« »Deri gjør Du vel,« sagde Stenthor. Atle yttrede; »Jeg skal, saavidt jeg kan, staae Dig bi i Alt hvad Du ønsker.« Stenthor bemærkede: »Jeg stoler ogsaa paa Dig i saa Henseende.«


18. Derefter tog Haavard og hans Kammerater hjem med Atle til Odderdal. Atle tog imod Haavard med begge Hænder. Der manglede Intet, som man behøvede, og Atle gjorde et stort Gilde. Der var de 10 vaabenføre Mænd. Atle lod rydde Forraadshuset, og der lavede han deres Senge i Stand og fæstede op deres Vaaben, og Alt blev indrettet paa det Bedste. Stenthor samlede Folk, og han havde en Mængde Frænder og Venner, og ligeledes var han i Svogerskab med Høvdinger. Han red til Thinget 300 Mand stærk, hvilket Antal udgjorde hans Thingmænd, Frænder og ved Svogerskab beslægtede Folk.


19. Thoraren hed en Mand, der var Godordsmand i Dyrefjorden, en stor Høvding og noget til Aarene; han var en Broder til Thjodreks Sønner, men meget klogere og visere end hans Brødre. Han havde faaet Efterretning om hvad der var skeet: sine Brødres og Frænders Drab, og tyktes han, at ham var nær hugget, og han kunde derfor ikke holde sig fra at deltage i Sagen, især da han var den Nærmeste til at paatale Drabssagen. Førend han red til Thinget, samlede han mange Folk i Dyrefjorden og der, hvor hans Venner og Frænder fandtes. Dyre hed en Mand, der næst efter Thoraren var der i Bygdelavet den største Høvding; han og Thoraren vare de fortroligste Venner. En Søn af Dyre hed Thorgrim; han var fuldvoxen, da dette tildrog sig. Om ham fortæller man, at han var stor og stærk og vidste god Besked om mange Ting og var troldkyndig, og udrettede mange Ting med Trolddom. Thoraren forelagde sine Venner Sagen, og det blev deres fælles Beslutning, at Thoraren og Dyre skulde ride til Thinget med 200 Mand, men Thorgrim Dyresøn tilbød sig at dræbe Haavard og alle de Frænder og Kammerater. Han sagde, at han havde faaet Underretning om, at Stenthor paa Eyre havde underholdt dem om Vinteren og lovet at skaffe dem Lov og Ret mod dem, som anlagde Sagen mod Frænderne; endvidere vidste han Besked om, at Stenthor var reden hjemmefra med et talrigt Følge, men de Frænder og Kammerater vare komne til Odderdal til Stenthors Svoger Atle den Usle: »Og det vil ikke koste megen Umage at dræbe den ene af dem efter den anden.« Dette Raad blev fulgt. Thorgrim drog hjemme fra 18 Mand stærk, og om deres Reise berettes Intet, førend de kom til Atles Gaard i Odderdal; det var tidlig en Morgen, og de skjulte sig i en liden Dal, hvor de ikke kunde sees fra Gaarden. Thorgrim befalede dem at stige af Hestene, thi han var saa søvnig, at han ikke kunde holde sig vaagen. Som sagt, saa gjort; de lod Hestene græsse, men Thorgrim svøbte en Kappe om Hovedet og sov ind, men hans Søvn var meget urolig.


20. Fortællingen vender nu tilbage til dem i Odderdal, hvad de foretage sig hjemme der. De sov i Forraadshuset om Natten, som de ellers pleiede. Om Morgenen vaagnede de ved, at Atle sov saa urolig, at Ingen af dem kunde sove for ham; han kastede sig i Sengen, pustede og sparkede baade med Hænder og Fødder, indtil Torve Valbrandssøn sprang op og vækkede ham, idet han bemærkede, at Ingen kunde sove for den Støi, han gjorde. Atle reiste sig op i Sengen og gned det skaldede Hoved. Haavard spurgte, om han havde seet Noget i Drømme. Han sagde, at det forholdt sig saa: »Jeg syntes, jeg gik uden for Døren til Forraadshuset, og jeg saa 18 Ulve komme løbende sønden fra ind paa Gaardmarken, og i Spidsen løb et Slags Dyr, som lignede en Ræv; dette Dyr var saa underfundigt og trædsk af Udseende, at noget Lignende har jeg aldrig før seet; det saa skrækindjagende ud og som det havde Ondt i Sinde; det havde sine Øine overalt, som det vilde undersøge Alt nøiagtig, og alle Dyrene saa glubske ud. Da de vare komne hjem til Gaarden, vækkede Torve mig, og jeg veed med Sikkerhed, at Dyrene betegne Menneskers Tanker, og lader os strax staae op.« Atle gjorde som han ellers pleiede, sprang op af Sengen, tog paa sig sin Overkjortel og saa ud af Døren som en Pil; de Andre klædte sig paa, tog deres Vaaben og gjorde sig hurtig færdige. Ligesom de vare færdige, kom Atle ind igjen og havde iført sig en stærk Brynie og havde et blottet Sværd i Haanden. Da sagde Atle: »Det er sandsynligt, at det; som Mange have formodet, ikke vilde nytte min Svoger Stenthor at skaffe Eder Ophold hos mig; men jeg beder Eder at lade mig ordne vore Stillinger. For det Første er det mit Raad, at vi gaae Alle ud og stille os op under Husvæggen, saa at de ikke skulle stikke os ihjel inde i Huset; jeg antager ogsaa, at I ikke ere til Sinds at flygte, hvad saa end skeer.« De sagde, at det var sandt.


21. Om Thorgrim berettes det, at han vaagnede, og var han næsten svedt. Da yttrede han: »Jeg har en Stund været henne paa Gaarden, men saadan en Taage er for mit Syn, at jeg veed Intet; men alligevel skulle vi gaae hen til Gaarden. Det er min Agt at brænde dem inde, thi det synes mig saaledes at faae hurtigst Ende.« De tog deres Vaaben og gik ind paa Hjemmemarken. Da Atle saa Mændene, sagde han: »Jeg formoder, at her ere komne Dyrfirdingerne, og at deres Formand er Thorgrim Dyresøn, som er den værste og mest troldkyndige Mand i Dyrefjorden. De ere intime Venner af Thoraren, som har at anlægge Sagen for Drabet paa hans Brødre. Skjøndt det klinger underlig, saa skal jeg dog imod Thorgrim; Du, Haavard, skal imod 2, thi Du er en prøvet Kæmpe; din Frænde Halgrim skal imod 2, som ere de raskeste, Valbrands Sønner, Torve og Eyulf, imod 4, og Thorbrands Sønner, Od og Thore, imod 4, Thorbjørns Sønner, Grim og Thorsten, imod 3, og siden Thorhal og min Huskarl hver sin Mand.« Ligesom Atle havde taget sine Bestemmelser, kom Thorgrim og hans Mænd sønden fra ind paa Gaarden. De mærkede, at her stod Sagerne alt anderledes, end de havde ventet: her traf de nemlig Mænd under Vaaben og beredte til Kamp. Da yttrede Thorgrim: »Hvem veed, om ikke Atle den Rage er klogere, end vi havde troet, men dog skulle vi ligefuldt angribe dem.« Nu angreb de hinanden, saaledes som det var bestemt. Det første Angreb skete mellem Thorgrim og Atle, idet den Sidste løb henimod den Første og hug af alle Kræfter til ham med Sværdet, men dette bed ikke. Saaledes vexlede de nogle Hug, uden at Sværdet bed paa Thorgrim. Da yttrede Atle: »Du ligner en Trold, Thorgrim, men ikke et Menneske, siden Jern ikke bider paa Dig.« Thorgrim svarede: »Hvor tør Du omtale Sligt; thi for kort siden hug jeg til Dig og havde den bedste Lejlighed, og Sværdet bed ikke paa din onde Skaldepande.« Atle indsaa, at dette ikke kunde gaae længe saaledes. Han kastede da Sværdet, sprang Thorgrim ind paa Livet og kastede ham til Jorden. Men han havde ikke noget Vaaben hos sig, og vidste, at Mange vare om Een, og derfor greb han den Udvei at bide Struben over paa Thorgrim; derpaa trak han ham derhen, hvor hans Sværd laa og hug Hovedet af ham. Derpaa saa han sig omkring og bemærkede, at Haavard havde dræbt den Ene af dem, som han kæmpede imod. Derhen løb Atle først, og vexlede de ikke længe Hug med den Anden, førend han faldt. Halgrim havde fældet de to, som han kæmpede med, og ligeledes Torve; Eyulf havde dræbt den Ene af sine Modstandere, Thore og Od havde fældet tre, men den Fjerde stod tilbage, Thorsten og Grim havde dræbt to, og een var tilbage, Thorhal havde dræbt sin Modstander, men Huskarlen stod tilbage med den, som han kæmpede med. Haavard bad dem at holde inde med Kampen. Da yttrede Thorsten Thorbjørnssøn: »Ei skal min Fader spørge vester paa Rødesand, at vi Brødre ikke gjøre vort tildelte Arbeide ligesaa godt som Andre.« Han løb derpaa henimod den Ene af dem med Øxen beredt til Hug og hug efter Hovedet paa ham, saa at han strax faldt død omkuld. Atle spurgte, hvorfor de ikke skulde dræbe dem allesammen. Haavard sagde, at det ikke nyttede noget. Atle satte sig da ned og befalede at lede dem hen til sig. Han ragede Haaret af dem i Issen og smurte dem siden over med Tjære; derpaa tog han sin Kniv ud af Skeden, skar Ørene af dem og befalede dem saaledes mærkede at stille dem frem for Dyre og Thoraren; nu kunde de ogsaa maaskee erindre, at de havde truffet den lille Atle. De var 18 i Tallet, da de kom, alle raske Folk og godt udrustede, men kun 3 drog bort. Haavard kvad en Vise. Derpaa begyndte de paa det, som nærmest laa for Haanden og jordede de Faldne, og derefter begav de dem til Ro, som de trængte til.


22. Fortællingen begynder nu der, hvor Folk kom til Thinget; der var samlet en Mængde Folk. Der vare mange Høvdinger og ansete Mænd, saasom Gest Oddleifssøn, Stenthor af Eyre og Dyre og Thoraren. Man undersøgte nu hele Sagen; Stenthor svarede paa Haavards og hans Kammeraters Vegne. Han tilbød Forlig og Gest Oddleifssøns Afgjørelse, thi han kjendte bedst til Sagen. Da nu Modparten vidste, hvad der skulde skee, saa indvilligede de i dette Forslag med Glæde. Da sagde Gest: »Siden det er begge Parters Villie, at jeg skal bidrage til Sagens Afgjørelse, saa vil jeg ikke være seen dertil: og det vil jeg først berøre, som vi talte om sidste Sommer, nemlig Olaf Haavardsøns Drab, og det staaer derved, at derfor bestemmer jeg 3 Mandebøder, hvorimod Sturlas, Thjodreks og Ljots Drab, der næsten sagesløse bleve dræbte, skal gaae lige op, men for Thorbjørn Thjodrekssøns Drab skal der ingen Bøder erlægges, thi han har begaaet saa megen Uretfærdighed og gjort saa uhørte Ting mod Haavard og mange Andre; det Samme gjælder om Brødrene Vakrs og Skarfs Drab, men Brand hin Stærkes og Aan Halgrims Fosterfaders Drab skulle gaae lige op imod hinanden, og en Mandebod skal betales for Ljots Følgesvend paa Maaneberg, som Haavard og hans Staldbrødre dræbte. Hvad Ljots (Holmgang-Ljots) Drab angaaer, seer jeg mig ikke i Stand til at dømme nogen Mandebod; det er nemlig bekjendt, hvilken Uretfærdighed Ljot viste mod Thorbjørn og alle Andre, hvor han kunde; Sagens Udfald tyder ogsaa hen derpaa, idet 2 Børn dræbte en saa vældig Kæmpe, som Ljot var, og derfor bestemmer jeg, at Thorbjørn skal med fuld Frihed eie den Eng, som de først eiede i Fællesskab. Men for at trøste Thoraren med Noget, skulle disse Mænd reise udenlands: Halgrim Asbrandssøn, Torve og Eyjulf Valbrands Sønner, Thore og Od Thorbrands Sønner og Thorsten og Grim Thorbjørns Sønner, og siden Du er bleven meget gammel, saa være det dem ikke tilladt at vende tilbage, førend de faae Efterretning om, at Du er død; men Haavard skal flytte sin Bopæl, og ikke bosætte sig i denne Landets Fjerding, og ligeledes hans Frænde Thorhal. Jeg vil, at I hermed skulle være forligte, og uden al Svig fra nogen af Parternes Side.« Derpaa gik Stenthor til og indgik Forliget paa Haavard og hans Kammeraters Vegne paa de Betingelser, som Gest havde sat. Stenthor betalte og det Hundrede Sølv, som der skulde erlægges. Thoraren og Dyre indgik ogsaa Forliget uden mindste Modstand, og lode som de vare vel tilfreds med denne Afgjørelse. Ligesom Sagen var saaledes sluttet, kom de Øreløse til Thinget og fortalte, hvad der var forefaldet, saaledes at Alle hørte derpaa. Dette syntes Folk var store Tidender, og dog gaaet efter Fortjeneste. Man syntes, at Thorgrim havde vist fuldkomment Fjendskab, men Udfaldet havde ogsaa svaret dertil. Da sagde Gest: »Det kan man dog med Sandhed sige, at I Frænder ere ulige andre Folk i Ondskab og Nedrighed; men siig mig, Thoraren, hvorledes kunde Du gribe til dette, at lade som Du vilde forliges, medens Du foer frem med slig Svig og Bedrag? Men siden jeg nu engang har afgjort Sagen, saa skal denne Afgjørelse staae uforandret, skjøndt I, Thoraren og Dyre, havde fortjent, at man skulde gjøre eders Sag til Intet, formedelst eders Underfundighed; men det vil jeg dog love, at jeg aldrig herefter skal yde Eder Bistand i eders Sager. Men Du, Stenthor, giv Dig tilfreds hermed, thi jeg lover Dig, at herefter skal jeg staae paa dit Parti, mod hvem Du saa end har en Sag at føre; Du har baaret Dig ad i denne Sag som en Mand af Ære.« Stenthor sagde, at Gest skulde i dette Tilfælde have den afgjørende Stemme: »Jeg synes, at de have trukket det korteste Straa, idet de nemlig have mistet mange Folk og desforuden sit gode Navn.«

Derpaa blev Thinget opløst. Gest og Stenthor skiltes ad som gode Venner; men Thoraren og Dyre vare høiligen utilfreds. Da Stenthor var kommen hjem til Eyre, sendte han Bud efter dem fra Odderdal. Da de traf hinanden, fortalte de hinanden, hvorledes Alt var gaaet til. De syntes, at Udfaldet var meget godt, naar man betænkte, hvad der kunde gjøres. De takkede Stenthor for hans Mægling, og fortalte ham, at hans Svoger Atle havde vist sig som en brav Mand imod dem, og endvidere, hvor tappert han havde kæmpet, og erklærede ham for at være en tapper Mand. Derefter bleve de Svogre de bedste Venner, og fra den Tid af blev Atle overalt anseet for at være en brav og tapper Mand.


23. Derpaa drog Haavard tilligemed de Andre hjem til Isefjorden. Bjargey tod imod Haavard med aabne Arme, og ikke mindre godt tog de Gamle mod deres Sønner, og de syntes, at de nu vare blevne unge for anden Gang. Haavard tog den Beslutning, at han beredte et stort Gilde; paa hans Gaard vare store Bygninger, og Intet manglede af hvad der behøvedes. Først indbød han Stenthor paa Eyre og hans Svoger Atle, siden Gest Odleifssøn og alle sine Svogre og Frænder. Der forsamledes en Mængde Folk, og Gildet var det ypperligste. Der sad de Alle glade og muntre i en Uge. Haavard var meget rig paa Gods og Kostbarheder. Ved Gildets Slutning skjænkede han Stenthor 30 Beder og 5 Oxer, et Skjold og et Sværd og en Guldring, Alt store Kostbarheder. Gest Odleifssøn skjænkede han 2 Guldringe og 2 Oxer. Bonden Atle hædrede han med gode Gaver, og ligeledes gav han Valbrands Sønner, Thorbrands Sønner og Thorbjørns Sønner gode Gaver, dels gode Klæder, dels andre Kostbarheder. Sin Frænde Halgrim skjænkede han Sværdet Gunloge og desuden en udmærket fuldstændig Rustning. Han takkede dem alle for god Bistand og tapper Færd. Alle dem, som han havde indbudt, gav han gode Gaver, thi han havde nok af Guld og Sølv. Efter dette Gilde red Stenthor hjem til Eyre, Gest til Bardastrand og Atle til Odderdal. De skiltes Alle ad som de bedste Venner. De, som skulde udenlands, drog vester paa til Vadil, og om Sommeren gik de med en Leilighed til Udlandet; de fik en god Bør og landede med deres Skib i Norge. Dengang raadede Jarlen Hakon for Norge. Om Vinteren opholdt de dem i Norge, men om Foraaret skaffede de dem Skibe og drog i Viking og vandt megen Berømmelse. Denne Syssel drev de i nogle Aar. Derpaa drog de til Island, og da var Thoraren død. De bleve meget ansete Mænd og man har mange Fortællinger om dem baade her i Landet og mange andre Steder; men her slutter denne Fortælling om dem.


24. Om Haavard fortælles det, at han solgte sine Eiendele og drog til Nordlandet til Svarfadardal og op i den Dal, som kaldes Oxedal, hvor han indrettede sin Bolig og boede der i nogle Aar; denne Gaard kaldte han Haavardstader. Nogle Aar senere spurgte Haavard de Tidender, at Jarlen Hakon var død, og at Kong Olaf Tryggvesøn var kommen til. Norge og var bleven Enevoldskonge over hele Norge, og at han prædikede en ny og sand Lære. Da Haavard fik dette at vide, hævede han sin Husholdning og tog udenlands, og ligeledes Bjargey og hans Frænde Thorhal. De besøgte Kong Olaf, der tog godt imod dem. Haavard tilligemed de Andre bleve døbte, og de opholdt dem hos Kong Olaf Vinteren over og bleve godt beværtede. Denne samme Vinter døde Bjargey, og næste Sommer tog Haavard og hans Frænde Thorhal tilbage til Island. Haavard bragte med sig Tømmer til en stor Kirke. Nu opslog han sin Bolig i den nordlige Del af Thorhalsdal; her boede han en kort Tid og blev syg. Da kaldte han til sig sin Frænde Thorhal og yttrede: »Det hænger saaledes sammen, at jeg er bleven syg, og denne Sygdom vil have Døden til Følge; Du skal arve mit Gods, og jeg under Dig det godt, thi Du har længe tjent mig og ydet mig stor Hjælp. Du skal flytte til den øvre Del af Thorhalsdal og der lade opføre en Kirke, og der vil jeg begraves.« Da han havde talt det, der laa ham paa Hjerte, døde han kort efter. Thorhal gjorde strax Forberedelser til at flytte længer op i Dalen, hvor han indrettede en stor Gaard, som han kaldte Thorhalstader. Han gjorde et godt Parti, og fra ham nedstammer en talrig Slægt. Her boede han, til han blev gammel. Det fortælles, at da den christne Tro blev antagen i Island, lod Thorhal opføre en Kirke paa sin Gaard af det Tømmer, som Haavard bragte dertil. Det var en smuk Bygning, og her blev Haavard jordet, og man var enig om, at han havde været en udmærket Mand. Saaledes slutter denne Saga.




Note:

  1. Saavel med Hensyn til dette vers som de fölgende henvises til »Forklaringen over versene«. [Denne forklarende tekst er dog ikke medtaget i nærværende udgave af sagaen (jl).]