Hakon Hærdebreds Saga (C.C.Rafn)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 Kilde til denne oversættelse: Hulda, Hrokkinskinna, Morkinskinna og Heimskringla.
|
|---|
Oldnordiske Sagaer
Bind 7
Kong Hakon Hærdebreds Saga
Udgiven i Oversættelse af
Det kongelige
nordiske Oldskriftselskab
København, 1829
Kapitel 1
Kong Sigurds Søn Hakon blev tagen til Konge over det Parti, som tilforn havde fulgt Kong Eisten, og hans Tilhængere gave ham Kongenavn; da var han ti Aar gammel. Paa hans Parti vare Sigurd, en Søn af Havard Høld fra Reyre, Hakons Fostbrødre Andreas og Øgmund Simonsønner, samt mange andre af Kong Eistens og Kong Sigurds Høvdinger og Venner. De droge først op i Gøtland. Kong Inge inddrog alle deres Ejendomme i Norge, og gjorde dem fredløse. Kong Inge drog nordenfra til Vigen, og opholdt sig der, men var ogsaa undertiden nordpaa i Landet. Gregorius var i Kongehelle, hvor den største Fare var at befrygte, og forsvarede der Landet.
Kapitel 2
Sommeren efter kom Hakon og hans Tilhængere ned fra Gøtland til Kongehelle; de havde en stor og smuk Hær. Gregorius var der i Byen, og stævnede talrigt Thing af Bønder og Borgere, og forlangte Hjælp af dem. Ham tyktes, de gave hans Tale kun lidet Bifald, og yttrede, at han kun lidet kunde troe dem. Han drog bort derfra med to Skibe ind i Vigen, og var meget ilde tilfreds. Han havde i Sinde at drage til Kong Inge, der, efter hvad han havde spurgt, drog med en stor Hær nordenfra til Vigen; men Gregorius var ikke kommen ret langt nordpaa, førend han mødte Simon Skalp, Haldor Brynjulfsøn og Gyrd Amundesøn, Kong Inges Fostbroder; han blev meget glad over at træffe dem, og vendte tilbage med dem alle, og de havde da elleve Skibe. Men da de roede op til Kongehelle, holdt Hakon og hans Mænd Thing ovenfor Byen, og saae dem komme seilende. Da sagde Sigurd af Reyre: “Nu er det snart ude med Gregorius, da han farer lige i Hænderne paa os med faa Folk.” Gregorius lagde til Land lige overfor Byen, og vilde bie paa Kong Inge, som var ventendes, men han kom ikke. Hakon rustede sig i Byen; han satte Thorljot Skorpuskalle til Høvding over de Krigsfolk, som vare paa Kjøbmandskibene, der laae ved Byen; han var en Viking og Ransmand; men Hakon og Sigurd og menige Almue vare i Byen, og fylkede paa Bryggen; alle Mænd der havde gaaet Hakon tilhaande
Kapitel 3
Gregorius og hans Folk roede op efter Aaen, og lode deres Skibe drive for Strømmen ned imod Thorljots. De skjøde paa hverandre en Stund, indtil Thorljot sprang overbord med sine Ledsagere; nogle bleve dræbte, andre kom op paa Land. Da roede Gregorius og hans Folk hen til Bryggen, og han lod strax Bryggen skyde op fra sit Skib under Fødderne af Hakons Mænd; da faldt den Mand, som bar Gregorii Banner, i det han vilde gaae i Land. Gregorius raabte paa Audun Hallsøns Søn Hall, at han skulde tage Banneret op; han gjorde det, og bar det op paa Bryggen. Gregorius gik strax efter ham, og skjød sit Skjold frem over hans Hoved. Men strax da Gregorius kom op paa Bryggen, og Hakons Mænd kjendte ham, vege de og gave Plads til begge Sider. Men da flere Folk kom op fra Skibene, satte Gregorius og hans Mænd ind paa Hakons Folk, der først vege og derpaa løb op i Byen. Gregorius forfulgte dem, og drev dem to Gange op fra Byen, og dræbte mange af dem. Det er menigt Sagn, at der aldrig har været drabeligere Færd end denne af Gregorius, thi Hakon havde mere end fire tusinde Mand, men Gregorius ikke fulde fire hundrede. Efter Slaget var det, at Gregorius sagde til Hall Audunsøn: “Mange Mænd tykkes mig færdigere i at føre Sværdet, end I Islændere, thi I ere mindre vante dertil, end vi Nordmænd, men Ingen tykkes mig vaabendjærvere end I.” Kort efter kom Kong Inge, og lod mange af dem dræbe, som havde givet sig under Kong Hakon, men nogle lod han betale Bøder; for nogle brændte han, andre forjog han fra Landet. Hakon flyede op paa Gøtland. Om Vinteren drog han den øvre Vej nordop til Throndhjem, og kom der før Paaske; Thrønderne toge ham til Konge, saaledes at han skulde have sin Fædrenearv eller tredie Delen af Norge imod Kong Inge. Kong Inge og Gregorius vare i Vigen; Gregorius vilde strax drage imod dem nordpaa, men mange fraraadte det, og der blev intet af.
Kapitel 4
Hakon gjorde sig færdig om Foraaret til at drage nordenfra med henved tredive Skibe; de af hans Hær, som vare fra Vigen, sejlede forud med tolv Skibe, og hærgede paa begge Mører. Ingen kunde huske, at der før havde været hærget imellem Kjøbstæderne. Halkel Huks Søn Jon samlede en Bondehær, og drog imod dem; han tog Kolbeen den Galne til Fange, og dræbte hver levende Sjæl paa hans Skib; derpaa opsøgte han de andre, og fandt dem samlede med syv Skibe. De sloges, men Jons Fader Halkel kom ham ikke til Undsætning, saaledes som de havde sagt. Der faldt mangen brav Bonde, men Jon selv blev saaret; Hakon sejlede med sin Hær ned til Bergen, men da de kom til Stjornvelta, spurgte de, at Kong Inge og Gregorius vare faa Nættter før komne østenfra til Bergen; Hakon torde ikke sejle derhen. De sejlede da udenskjærs forbi Bergen, og traf nogle af Inges Tilhængere paa tre Skibe, som vare komne senere østenfra. Det var Gyrd Amundesøn, Kong Inges Fostbroder; han var ogsaa gift med Gyride, Gregorii Søster; samt Gyrd Lavmand Gunhildsøn, og Havard Klining. Hakon lod Gyrd Amundesøn og Havard Klining dræbe, men Gyrd Lavmand tog han med sig, og sejlede øster til Vigen.
Kapitel 5
Men da Inge spurgte dette, drog han østerpaa efter dem; de traf hinanden øster i Elven. Kong Inge sejlede op i Floden ad den nordre Arm, og udsendte Folk forat spejde efter Hakons Flaade; selv lagde han til Land ude ved Hisingen, for der at bie paa Efterretningen. Da Spejderne kom tilbage, gik de til Kongen, og sagde, at de havde seet Kong Hakons Flaade og hele deres Anordning, nemlig at de laae oppe ved Pælene, og havde bundet Bagstavnene faste til disse; “de have to Østfarer-Knørrer, og have lagt dem yderst blandt Skibene,” sagde de; paa disse Knørrer vare toppede Blokhuse (1) heelt frem i forstavnen paa dem begge. Men da Kong Inge havde erfaret hele deres Stilling, lod han alle sine Folk blæse til Huusthing. Og da Thinget var sat, spurgte Kongen sine Folk til Raads, nemlig Gregorius Dagsøn og hans Svoger Erling Skakke, samt andre Leensmænd og Skibsbefalingsmænd; han tilkjendegav dem alle de Forberedelser, Hakon og hans Mænd havde gjort. Gregorius stod først op, og yttrede sin Mening; han talte saaledes: “Flere Gange have Hakons Mænd og vi Haft med hverandre at gjøre, de have som oftest Haft flere Folk og dog maattet staae tilbage i vore Træfninger; men nu have vi en langt større Magt, og de Mænd, som for nylig have mistet deres anseelige Frænder, ville uden Tvivl finde, at her gives en god Lejlighed til at hævne dem; thi de have næsten denne hele Sommer flyet for os, og vi have ofte sagt, at dersom de vilde holde Stand imod os, saaledes som der nu berettes at være Tilfældet, da skulde vi sikkert vove en Dyst med dem. Hvis det ikke er Kongen imod, saa lader os lægge hen til Slag med dem, thi jeg troer, det vil gaae som det før er gaaet, at de ville vige for os, naar vi mandigen angribe dem; jeg vil lægge derhen, hvor andre finde det farligst.” efter Gregorii Tale Hørtes et lydeligt Bifald, og alle udbrøde, at de vare færdige til at angribe Hakon; der blev da med alle Skibene roet opad Aaen, indtil de saae hverandre. Da drejede Kong Inges Folk bort af Strømmen hen under Øen, hvor Kongen atter holdt Samtale med alle Skibsbefalingsmændene, og bad dem gjøre sig rede til Angrebet; især henvendte han sig til Erling Skakke, sagde, som sandt var, at der var ingen i hans Hær visere og mere forsøgt i Feldtslage, end han, omendskjønt nogle af dem kunde være mere dristige; derpaa henvendte han ogsaa Talen til flere Leensmænd, nævnede nogle ved Navn, og endte sin Tale med, at han bad enhver om at give tilkjende, hvad han holdt for gavnligst, og derpaa alle at blive enige om hvad der var at gjøre.
Kapitel 6
Erling Skakke svarede paa Kongens Tale: “Det er min Pligt, Konge, ej at fordølge eder mine Tanker; og naar I begjerer at høre min Mening, da skal jeg lade eder den vide. Det Foretagende, som man nu har for, er lige imod mine Tanker, thi jeg troer, vi ville udsætte os for den største Fare, naar vi stride med dem, saaledes som de nu ligge, endskjønt vi have mange og dygtige Folk. Hvis vi skulle lægge imod dem og roe opad Floden, mod Strømmen, da maa af de tre Mænd, som ere i hvert Rum, een roe, og en anden tjene dem til Bedækkelse, have vi da mere, end Tredieparten af vore Folk, til at stride? Mig synes, at de, som sidde ved Aarerne ville kun lidet være i Stand til at bruge deres Vaaben i Slaget, naar de sidde og vende Ryggen imod Fjenderne. Giver mig nu Stunder til at overlægge, og jeg lover da inden tre Dage, at finde saaledes paa Raad, at vi bekvemmere skulle kunne komme til at anfalde dem.” Det mærkedes noksom af Erlings Tale, at han fraraadte Angrebet, men ikke desmindre opmuntrede mange andre dertil, og sagde, at Hakon og hans Folk vilde løbe op paa Land nu, som tilforn: “og da kunne vi ikke faae fat paa dem,” sagde de, “men de have nu kun en liden Hær, og vi kunne nu gjøre med dem hvad vi ville.” Gregorius talte endnu med faa Ord derom, og lod sig temmelig tydelig forstaae med, at Erling fraraadte Angrebet, mere for at tilintetgjøre det Raad, Gregorius havde givet, end fordi han just besad større Indsigt heri, end alle de andre.
Kapitel 7
Da sagde Kongen til Erling: “Svoger!” sagde han, “vi ville nu følge dine Raad med Hensyn til den Maade, hvorpaa Angrebet skal foretages, men eftersom Fleertallet af vore Raadgivere har mest Lyst dertil, saa skal Angrebet gaae for sig nu i Dag.” Da sagde Erling: “Alle Skuder og Smaaskibe skulle roe ud forbi Øen, og op ad den østre Arm af Floden, og saaledes komme ovenfra ned paa dem, og forsøge, om de kunne faae dem løse fra Pælene, men da skulle vi med de store Skibe roe imod dem nedenfra, og det vil da vise sig, naar det gjælder, om de andre, som nu ere saa galne derefter, lægge bedre imod Fjenderne, end jeg.” Dette Raad behagede alle. Der gik et Næs frem imellem deres og Hakons Flaade, saa at de ej kunde see hinandens Skibe. Men saasnart de samlede Skuder roede ned efter Aaen, da saae Hakons Mænd dem; de havde forhen holdt Samtale og raadslaaet; nogle meente, at Inges Flaade vilde angribe dem, men mange troede, at de ikke dristede sig dertil, da det trak saa langt ud med Anfaldet; imidlertid stolede de paa deres Stilling og Folk. Iblandt dem vare mange Stormænd; der var Sigurd fra Reyre, og Simonsønnerne, der var ogsaa Nikolaus Skjaldvørsøn, og Jon Mørnefs Søn Endride, som den Gang var den mest anseete og vennesæle Mand i Thrøndelagen; ogsaa vare der mange andre Leensmænd og Krigshøvdinger. Men da de saae, at Inges Mænd med mange Skibe roede ud efter Aaen, da troede Hakons Mænd, at Inge vilde flye, de hug derfor Tovene, hvorved de vare fæstede til Pælene, over, grebe til Aarerne, og roede efter dem, forat forfølge dem. Skibene gik rask med Strømmen, og da de kom længer ned udenfor Næsset, som før laae imellem dem, da saae de, at Inges Hovedflaade laae ude ved Øen Hisingen. Inges Mænd saae da ogsaa Hakons Flaade komme seilende, og tænkte, de vilde lægge imod dem. Der rejste sig da en stor Tummel og Vaabenbrag og Raaben, og de opløftede et Krigsraab; men Hakon og hans Mænd gik med deres Skibe over til den nordre Side mod Landet, hvor der er en liden Vig dannet af Elvens Strøm. Der gjorde de sig rede, bandt Bagstavnene fast paa Landet, vendte forstavnene paa alle deres Skibe udad, og bandt alle Skibene sammen; Østfarer-Knørrerne lode de ligge yderst, det ene ovenfor, det andet nedenfor de andre Skibe, og bandt dem fast ved Langskibene, men i Midten af Flaaden laae Kongeskibet, og nærmest det Sigurds Skib, men paa den anden Side af Kongeskibet laae Nikolaus, og næstved ham Endride Jonsøn. Alle deres mindre Skibe laae længer ude; de havde næsten alle deres Skibe ladede med Vaaben og Stene.
Kapitel 8
Sigurd af Reyre talte, og sagde: ,.Det vil nu rimeligviis gaae for sig, som længe har været os lovet i Sommer, at vi ville have et Møde med Inge; vi have nu ogsaa længe forberedt os derpaa, og mange af vore Mænd have pralet af, at ingen vilde blegne eller flye for Inge eller Gregorius; godt var det, om de nu ville ihukomme deres Ord; men vi andre maae tale med noget mindre Sikkerhed, da vi før have erholdt nogle Skaar i vore Handeler med dem. Det forholder sig, som hver Mand veed, saa, at vi ofte have ladet os slaae af Marken af dem; men ikke desmindre bliver det fornødent, at vi vise os som Mænd og stande fast i Striden, thi kun den Udvej have vi tilbage til at vinde Sejer. Men Skjønt vi have noget færre Folk, end de, saa raader dog Lykken for, hvo der skal sejre, og det Haab have vi paa vor Side, at Gud veed, vi have Retten med os. Inge har tilforn ladet sine tvende Brødre nedhugge, og det er ikke skjult for nogen, hvilke Faderbøder han har tiltænkt Kong Hakon, de nemlig, at nedlægge ham som sine andre Frænder, og det vil vise sig paa denne Dag. Hakon forlangte fra Begyndelsen af ikke mere, end den Trediepart af Norge, som hans Fader besad, og det blev ham nægtet; Men efter mit Skjønnende har Hakon større Rettighed til at tage Arv efter sin Farbroder Eisten, end Inge eller Simon Skalp eller de andre Mænd, som toge Kong Eisten af Dage. Mange vilde vel være saaledes sindede, som vilde sørge for deres Sjæls Frelse, at hvis de havde bedrevet saa store Ugjerninger, som Inge, vilde de ikke torde vove af Frygt for Gud at kalde sig med Kongenavn, og det undres mig, at Gud taaler denne hans Formastelse; men det maa være Guds Villie, at vi skulle styrte ham. Lader os derfor stride djærveligen, at Gud kan give os Sejer; men dersom vi falde, da vil han gjengjælde det med mangefold Fryd, at han nu lader onde Mennesker faae Magt over os. Farer frem i Mag, og forfærdes ikke, hvis et Slag begynder, hver vogte vel sig selv og sine Stalbrødre, og Gud os alle!” Sigurds Tale erholdt megen Berømmelse, og alle lovede at gjøre deres Bedste. Hakon gik op paa den ene Østfarer-Knørr, og der dannedes en Skjoldborg omkring ham; men hans Banner var paa det Langskib, som han havde været paa tilforn.
Kapitel 9
Nu komme vi tilbage til Inges Mænd; da de saae, at Hakons gjorde sig slagfærdige, og at kun Elven (2) var imellem dem, saa sendte de en hurtig Jagt ud efter den Deel af Flaaden, som var roet bort, at den skulde vende tilbage; men Kongen og den øvrige Flaade biede efter dem, og ordnede deres Folk til Angrebet. Da talte Høvdingerne til Folket, og sagde dem deres Anordning: først hvilke Skibe der skulde ligge nærmest Fjenden, og derpaa hvor hvert af dem skulde lægge til. Gregorius sagde: “Vi have meget og smukt Folk; nu er det mit Raad, Konge! at I holder eder fra Angrebet, thi alt er i god Behold, naar I er det, men man kan ikke vide, hvor en eller anden Ulykkes-Piil kan ramme. Efter deres Anordning at dømme, have de i Sinde at laste med Stene og Kastespyd fra Stormtaarnene paa Kjøbmandskibene, og da ere de i størst Sikkerhed, som holde sig noget længere borte. De have ikke flere Folk, end at det vel kan lykkes os Leensmænd at byde dem Spidsen. Jeg vil lægge mit Skib imod deres største Skib, og haaber, at vi ej skulle behøve at stride længe med dem; saaledes har det som oftest været Tilfældet i vore Træfninger, endskjønt der har været en anderledes Forskel paa vor Mandstyrke, end der nu er.” Alle billigede hvad Gregorius havde sagt om, at Kongen selv ikke skulde deeltage i Slaget. Da sagde Erling Skakke: “Det Raad samtykker jeg ogsaa, at I, Konge! ikke begiver eder i Striden; thi deres Anordning er i mine Tanker af den Beskaffenhed, at vi maae tage os vel i Agt, hvis vi ikke skulle lide et stort Nederlag af dem, og mig tykkes det er bedst, at være betænkt paa alle Forsigtighedsregler. Ved den Raadslagning, vi holdt før i Dag, talte mange mod det, jeg tilraadte, og sagde, at jeg ikke vilde slaaes; men nu tykkes mig Sagen har taget en gunstig Vending for os, da de ere komne bort fra Pælene, nu vil jeg ikke mere fraraade at begynde Striden; thi jeg indseer, hvad alle kunne skjønne, hvor Nødvendigt det er, at forjage denne Røverflok, som har draget over hele Riget med Ran og Plyndring. Gid man derefter maatte boe i Fred og Ro i Landet, og tjene een Konge, en saa god og retfærdig, som Kong Inge er; og han har dog maattet taale sine Frænders Overmod og Ondskab, og tjent til en Beskjermelse for hele Folket, og udsat sig for mangen Fare, forat forsvare Landet.” Lange og snildelig talte Erling, og endnu flere Høvdinger, og de endte alle med at raade til Angrebet. De biede kun indtil deres hele Flaade havde samlet sig. Kong Inge førte da Skibet Bækesuden, og lod sig af sine Venners Bøn bevæge til ikke at deeltage i Slaget, men blev liggende ved Øen.
Kapitel 10
Da nu Flaaden var færdig, roede de hurtig frem, og hævede Krigsraabet paa begge Sider; Inges Mænd bandt ikke deres Skibe sammen, men sejlede hver for sig, thi de skulde roe tværs over Flodstrømmen, som drev de store Skibe meget til Side. Erling Skakke lagde mod Kong Hakons Skib, og stak sin Stavn ind imellem dette og Sigurd fra Reyres Skib; da begyndte Slaget, men Gregorii Skib blev drevet hen paa Grund, og hældede meget, saa at de i Førstningen ikke kom med i Anfaldet. Da Hakons Mænd saae det, saa lagde de mod dem, men Gregorii Skib laae i Vejen. Hakon Mages Søn Ivar lagde til der, saa at deres Lyftinger stødte sammen; og han fik en Stavnlee omkring Livet paa Gregorius, der hvor han var smallest, og rykkede ham saaledes til sig. Gregorius snublede ud imod Skibsbordet, og Leen gik op efter Siden, og havde nær kastet ham overbord; dog blev han kun lidet saaret, da han havde en Spangebrynje paa. Ivar raabte til ham, og sagde, at han havde besat Skibsbordet tæt (3); hvorpaa Gregorius svarede: “Du bærer dig saaledes ad, at det gjordes vel behov, og der er endda neppe noget tilovers.” Det var da nærved, at Gregorius og hans Mænd maatte springe overbord, indtil Aslak den Unge kastede et Anker i deres Skib, og trak dem af Grund. Da lagde Gregorius mod Ivars Skib, og de havde en lang Dyst med Hinanden; Gregorii Skib var større og stærkere besat, mange Folk paa Ivars Skib faldt, men nogle sprang overbord; Ivar selv blev meget stærkt saaret, saa at han ikke mere kunde stride. Men da hans Skib var ryddet, lod Gregorius ham føre til Land, og var ham behjælpelig med at undflye, og siden den Tid vare de altid Venner.
Kapitel 11
Men da Kong Inge og hans Medfølgere saae, at Gregorius var kommen paa Grund, raabte han til dem, at de skulde roe til. Han sagde: »Det var det daarligste Raad, at vi skulde blive liggende her, og lade vore Venner drage i Slag; vi have det største og bedst bemandede Skib i den hele Flaade. Nu seer jeg, at Gregorius trænger til Hjælp, den Mand, som jeg skylder de største Tjenester, lad os lægge til Strid paa det drabeligste! Det er ogsaa rettest, at jeg er med i Slaget, thi mig vil Sejeren komme tilgode, hvis den erholdes; og om jeg end vidste forud, at vore, Mænd skulde tabe, saa var der dog intet andet for, end at dele Fare med dem; thi jeg kan dog intet foretage mig, hvis jeg mister de dygtigste Mænd, der længe have været Beskjermere og Styrere for mig og mit Rige.” Han befalede derpaa, at man skulde opsætte hans Banner, hvilket skede; de roede derpaa over Floden. Da var Træfningen allerhæftigst, og Kongen kunde ikke faae Plads til at angribe, saa tæt laae Skibene i Vejen for ham. De lagde da hen under Østfarer-Knørren; der bleve brede Kastespyd, Paalstave (4) og Stene kastede ned paa dem i en saadan Mængde, at ingen kunde staae sig derimod, og de kunde ikke længer være der. Men da Stridsmændene saae, at Kongen var kommen, saa gjorde de Plads for ham, og han lagde imod Endride Jonsøns Skib. Da begyndte Hakons Mænd at forlade Smaaskibene, og gik op paa Knørrerne, men nogle paa Land; Erling og hans Mænd gjorde et hæftigt Anfald; han var i Forrummet paa sit Skib; han kaldte paa sine Stavnboer, og befalede dem at gaae op paa Kongeskibet. De sagde, at det var ingen let Sag, thi der vare Bjælker, besatte med Jernpigge, dem i Vejen. Erling gik frem i Stavnen, og havde kun været der en kort Stund, førend det lykkedes dem at bestige Kongeskibet, hvilket de ryddede. Da gav hele Hakons Hær sig paa Flugt, mange sprang i Søen, mange faldt, men Hovedstyrken kom paa Land. Saa siger Einar Skulesøn:
Der mangen Mand nedsegned
Af blodig Stavn i Floden,
Med Strømmen Lig fremdreves,
og nok af Rov fik Ulven;
Af Vunders varme Bølger
Blev giftkold Elv rødfarvet,
Med Vandet sig de blanded,
Og ned til Havet glede.
Og fremdeles kvad han:
Paa Elvens Strømme mange
Hærskibe tomme svømmed,
Staalpiles Hagl nedstyrted,
Og stænkte Blod paa Hjelme.
Heel ringe Hakons følge
Blev i den svare Træfning,
Før Høvdingflokke flygte
Paa Land fra Skibe maatte.
Einar digtede om Gregorius Dagsøn den Flok, som kaldes Elve-Viserne. Kong Inge gav Nicolaus Skjaldvørsøn Fred, efterat hans Skib var ryddet; han gik da over til Kong Inge, og var siden hos Ham saalænge han levede. Endride Jonsøn sprang over paa Kong Inges Skib, efterat hans Skib var ryddet, og bad om Fred; Kongen vilde give ham den, men Havard Klinings Søn løb til, og gav ham et dødeligt Hug, hvilken Gjerning meget blev lastet, men han sagde, at Endride havde været Aarsag til hans Fader Havards Drab; Endrides død blev meget beklaget, især i Thrøndelagen. Der faldt mange af Hakons Folk, men ikke flere Høvdinger. Kun faa faldt paa Inges Side, men mange bleve saarede.
Kapitel 12
Hakon flyede op paa Land, men Inge sejlede med sin Flaade nordpaa i Vigen. Han var tilligemed Gregorius der om Vinteren. Men da disse Kong Inges Mænd, Ivar fra Eldas Sønner, Bergljoter og hans Brødre kom til Bergen fra Slaget, dræbte de Nikolaus Skegg, som havde været Gjældker (5), og droge derpaa hjem til Throndhjem. De kom did før Juul, men Sigurd var stundom hjemme paa Reyre. Gregorius havde udvirket Naade for ham hos Kong Inge, saa at han skulde have alle sine Ejendomme, thi Gregorius og Sigurd vare nære Frænder. Kong Hakon var i Kjøbstaden (Nideros) om Julen. En Aften i Begyndelsen af Julen sloges hans Mænd i Hirdstuen og otte af dem omkom, men mange bleve saarede. Men efter Nyaar droge følgende Hakons Mænd ind til Elda, Alf Hrode, Ottar Birtings Søn, og henved firsindstyve Mand, kom uforvarendes tidlig paa Natten over de andre, som vare drukne, og satte Ild paa Huset; de andre gik ud, og strede. Der faldt Ivars Søn Bergljoter og hans Broder Øgmund, og mangfoldige flere. De havde været omtrent tredive Mand derinde. Om Vinteren døde Andreas Simonsøn, Kong Hakons Fostbroder, i Kjøbstaden (Nideros). Erling Skakke og Kong Inges Mænd, som vare i Bergen, lode af og til, som om de vilde drage nordpaa, og fange Hakon om Vinteren, men der blev intet af. Gregorius sendte Bud fra Kongehelle, at hvis han var Fjenden saa nær, som Erling, saa skulde han ikke blive siddende rolig i Bergen; men Hakon lod dræbe Kong Inges Venner i Throndhjem og andre deres Stalbrødre.
Kapitel 13
Kong Inge og Gregorius droge om Foraaret østenfra til Bergen, men strax da Hakon og Sigurd spurgte, at Inge havde forladt Vigen, droge de derhen østerpaa ad Landvejen. Da Kong Inge og hans Mænd kom til Bergen, opstod der en Trætte imellem Haldor Brynjolfsøn og Bjørn Nikolaussøn. Een af Bjørns Huuskarle spurgte een af Haldors, da de mødtes paa Bryggen, hvorfor han var saa bleg; den anden svarede, han havde ladet sig aarelade. Bjørns Huuskarl sagde: “Jeg vilde ikke blive saa blegnæbbet af en Aareladning, som du er.” “Jeg tænker,” sagde den anden, “du vilde tee dig endnu slettere og umandigere.” Saa ubetydelig var Begyndelsen til deres Trætte. Det ene Ord tog imidlertid det andet, indtil det blev først til Mundhuggeri, derpaa til Slagsmaal. Da blev det sagt Haldor Brynjolfsøn, at een af hans Huuskarle var bleven saaret paa Bryggen. Haldor sad og drak der i Gaarden, og gik strax derhen, men imidlertid vare Bjørns Huuskarle komne til, og Haldor tyktes da, at Partiet havde været ulige; de grebe derfor Bjørns Huuskarle, og pryglede dem af. Nu fik Bjørn Buk at høre, at hans Huuskarle bleve slagne af Vigboerne nede paa Bryggen. Da grebe han og Sigurd deres Vaaben, gik derhen forat hævne deres Mænd, og der flød Blod paa begge Sider. Derpaa blev det sagt Gregorius, at hans Svoger Haldor trængte til Hjælp, og at hans Huuskarle bleve nedhuggede ude paa Gaden. Da skyndte han og hans Mænd sig at tage deres Brynjer paa, og gik derhen. Nu erfarede Erling Skakke, at hans Søstersøn Bjørn stred med Gregorius og Haldor inde paa Bryggen, og trængte til Hjælp. Han gik ogsaa derhen, meget mandstærk, og bad Folk staae sig bi: “det er en Vanære for os,” sagde han, “om een Mand fra Vigen skal træde os under Fødder her midt imellem vore Frænder; det er en Skam, som vi aldrig kunne aftvætte.” Da kom der Bud til Kong Inge, at Gregorius og Erling vare i Strid sammen inde paa Bryggen, hvorpaa Kongen gik derhen, og vilde skille dem ad, men kunde intet udrette, saa rasende vare de paa begge Sider. Gregorius raabte til Kong Inge, og sagde: “Gaa bort, Herre! I kan under disse Omstændigheder intet gjøre; det er højlig at befrygte, at I kan komme noget til Skade, thi man kan ikke vide, om ikke nogen skulde gaae hen at gjøre en Ulykke, naar han seer saa god en Lejlighed dertil.” Da gik Kongen bort, men de andre bleve ved at slaaes. Der faldt tretten Mand, ni fik Bane strax, men fire døde siden af deres Saar; adskillige andre bleve saarede. Men da Opløbet begyndte at mindskes, gik Gregorius med sit Parti op til Nikolauskirke, men Erling og hans fulgte efter, og raabte efter dem. Derpaa kom Kong Inge anden Gang, og stillede dem tilfreds; nu samtykkede begge Partier, at han allene skulde afgjøre det imellem dem. Da spurgte de, at Hakon var i Vigen. Kong Inge og Gregorius sejlede østerpaa, og havde en anseelig Deel Skibe. Men da de kom til Vigen, flygtede Hakon med sit Parti bort, og det kom ikke til Slag. Da drog Kong Inge ind til Oslo, men Gregorius var i Kongehelle.
Kapitel 14
Gregorius spurgte kort efter til dem, at de vare paa et Sted, som hedder Saurbø, og ligger oppe ved Skoven; han drog did, og kom der om Natten; de tænkte, at Hakon og Sigurd vare paa den største Gaard, og satte Ild paa den; men Hakon og Sigurd vare i den mindre Gaard, og kom for at undsætte de andre. Der faldt Munan, Ale Oskeyns Søn; han var Broder til Hakons Fader, Kong Sigurd. Gregoriuses Folk dræbte ham, da han vilde komme dem til Hjælp, som bleve indebrændte; disse gik ud, og mange af dem bleve dræbte. Asbjørn Jalda slap bort fra Gaarden; han var en stor Viking, var da bleven stærk saaret, men traf paa en Bonde, som han bad at lade ham undslippe, og lovede at betale ham derfor; men Bonden svarede, at han vilde gjøre en anden Ting, som han havde endnu større Lyst til, sagde, at han tit havde indjaget ham Skræk, og slog ham ihjel. Hakon og Sigurd undkom, men mistede mange af deres Folk. Gregorius drog da øster til Kongehelle. Kort Tid derefter drog Hakon og hans Medfølgere til Haldor Brynjolfsøns Gaard Vettaland, satte Ild paa den, og brændte den af. Haldor og hans Huuskarle gik ud, men bleve strax nedhuggede; der bleve i alt dræbte tyve Mand. Haldors Hustru Sigrid, som var en Søster til Gregorius, lode de undkomme til Skoven i sin blotte Særk. Amunde, en Søn af Gyrd Amundesøn og Gyride Dagsdatter, toge de og førte ham bort med sig; han var den Gang fem Aar gammel.
Kapitel 15
Gregorius erfarede dette, blev meget bedrøvet derover, og spejdede omhyggelig efter, hvor de vare. Han drog fra Kongehelle langt hen paa Julen med mange Folk, og kom til Fors den trettende Dag i Julen. Han blev der om Natten, holdt Ottesang der sidste Dag i Julen, og lod Evangeliet læse for sig; det var en Løverdag. Da Gregorius og hans Mænd saae Hakons Hær, syntes dem denne kun halv saa stor, som deres egen. Der var en Aa imellem dem der hvor de mødtes, ved Navn Hæfiaa (6). Aaen var lagt til, men Isen var falsk, da der gik Strøm under den udentil. Hakons Folk havde hugget Vaager paa Isen, og skuffet Snee over dem, saa de ej kunde sees. Da Gregorius kom til Aaen, sagde han: “Isen forekommer mig at være falsk, det er bedst at drage op til Broen, som er her et Stykke højere oppe over Aaen.” Men Bondehæren svarede og sagde, de kunde ikke vide, hvad der var i Vejen, at han ikke turde gaae dem imøde over Isen, da der ikke vare flere Folk imod dem, end de selv vare; de meente, at Isen var fuldkommen sikker, og sagde,, det var da, som om Lykken reent havde forladt dem.” Gregorius svarede, at man sjelden havde behøvet at egge ham til Angreb, og det skulde heller ikke endnu være Tilfældet; bad dem derpaa at følge sig og gaae rask frem, men ikke at blive staaende paa Land, naar han gik paa Isen; “eftersom,” sagde han, “det er eders Mening, at jeg skal betroe mig til den slette Iis; jeg har vel ikke Lyst dertil, men vil ikke taale eders Paamindelser;” hvorpaa han befalede at lade hans Banner bære frem. Han gik ud paa Isen med Hæren. Men saasnart Bønderne mærkede, at Isen ikke duede, vendte Hæren om. Gregorius sank i, dog ikke meget, og bad de andre tage sig i Agt; men der fulgte ham ikke flere end henved tyve Mand, hele den øvrige Hæer vendte tilbage. En Mand af Hakons Flok skjød en Piil efter ham, og traf ham i Struben; Gregorius faldt der, tilligemed ti Mand, og saaledes endte han sin Løbebane. Men det var almindeligt Sagn, at han var den ypperste blandt alle Leensmænd i Norge, saa langt som nogen da levende kunde huske, og at han havde viist sig som den mest gunstige mod Islænderne, siden Kong Eisten Magnussøn døde. Gregoriuses Lig blev ført op paa Høsund, og begravet paa Gimsø i det derværende Nonnekloster, hvor hans Søster Baugeid da var Abbedisse.
Kapitel 16
To Fogeder droge ind til Oslo, for at bringe Kong Inge Efterretning herom; og da de kom der, forlangte de at faae Kongen i Tale. Han spurgte, hvad Nyt de bragde. De sagde Gregorii Dagsøns død. “Hvi er det gaaet saa ilde til?” sagde Kongen. De fortalte ham derpaa den hele Tildragelse. Kongen sagde: “De raadte da, som værst kunde.” Man fortæller, at Kong Inge tog sig dette saa nær, at han græd som et Barn. Men da dette var gaaet over, sagde han: “Jeg vilde drage hen til Gregorius, strax da jeg spurgte Haldors Drab, thi jeg kunde nok tænke, at Gregorius ikke vilde bie længe, førend han vilde gjøre Anstalter til at hævne hans død; men Folkene her meente, at det var ikke saa vigtigt, som deres Julegilde, der ikke maatte forstyrres; thi jeg veed vist, at hvis jeg havde været hos ham, vilde han have handlet mere forsigtig, eller ogsaa vi begge, Gregorius og jeg, være farne den samme Vej. Men nu er den Mand død og borte, som har været mig mest og bedst behjælpelig til at beholde Riget. Men det har jeg altid tænkt, at der kun vilde blive kort Tid imellem os. Nu lover jeg at drage imod Hakon, og enten skal jeg da døe, eller overvinde ham og hans Parti; og dog er det kun en ringe Hævn for saadan en Mand, som Gregorius, om de endog alle omkom.” En Mand svarede paa Kongens Tale: “Du behøver ikke at opsøge Hakon og hans Folk, thi de agte at hjemsøge dig.” Kong Sigurds Datter Kristine, et Søskendebarn til Kong Inge, var der i Oslo. Kongen hørte om hende, at hun vilde tage bort fra Byen; han sendte derfor Bud til hende, og spurgte, hvorfor hun vilde bort. Hun svarede, at hun holdt det for farligt at blive der, og at der var ikke for Kvinder at være. Kongen sagde: “Jeg vil bede dig ikke at tage bort, thi hvis vi vinde Sejer, som jeg haaber, saa vil du her være vel holden; men hvis jeg falder, da ville mine Venner neppe faae Lov til at berede om mit Lig, men du skal udbede dig Tilladelse dertil; paa den Maade kan du bedst gjengjælde mig hvad Godt jeg har beviist dig.”
Kapitel 17
St. Blasiusmesse om Aftenen bragde Kong Inges Spejdere den Efterretning, at Hakon var ventendes til Byen. Da lod Kong Inge alt sit Folk blæse sammen ovenfor Byen, og lod fylke; Tallet beløb sig næsten til fire tusinde Mand. Han lod Fylkingen være lang, og kun fem Mand høj. Da sagde hans Mænd, han skulde ikke være med i Slaget, thi dette, meente de, var altfor voveligt for ham, men hans Broder Orm skulde være Høvding over Hæren. Kongen svarede: “Det veed jeg, at hvis Gregorius levede og var her tilstede, men jeg var falden, og han skulde hævne mig, da vilde han ikke krybe i Skjul, men selv være med i Slaget; men skjønt jeg er slettere skikket dertil, end han, formedelst min Vanhelsen, saa skal jeg dog ikke vise ringere Villie, end han, og det er ej at tænke paa, at jeg ikke skulde være med i dette Slag.” Man siger, at Hakons Fostermoder Gunhild, som havde været gift med Simon, skal have ladet en Troldkvinde sidde ude, forat han kunde faae Sejer; og Trolddommen gav det Udslag, at de skulde stride med Inge om Natten, men aldrig om Dagen, og da vilde det lykkes; og Navnet paa den Kone, som sad ude, skal have været Thordis Skeggja, men hvorvidt det er sandt, vide vi ikke. Simon Skalp var gaaet ind i Byen, og havde lagt sig til at sove, han vaagnede ved Krigsraabet.
Kapitel 18
Noget ud paa Natten kom Kong Inges Spejdere, og sagde, at Hakons Hær kom udenfor paa Isen, som den Gang laae ligefra Byen ud til Hovedø. Kong Inge gik da med sin Hær ud paa Isen, og stillede sin Fylking foran Byen; Simon Skalp var paa den Fløj, som vendte imod Thrælabjerg, men paa den Fløj, som vendte ind imod Nonnesæde var Gudrød, Syderøernes Konge, en Søn af Olaf Bitling, og Jon, en Søn af Svend Bergthorsøn Buk. Saasnart Hakons Hær nærmede sig Kong Inges Fylking, raabte de paa begge Sider Krigsraab. Gudrød og Jon gave med deres Vaaben Tegn til Hakons Folk, og lode dem vide, hvor de vare at finde. Derpaa vendte Hakons Mænd ind imod den Side, men da flyede Gudrød strax med femten hundrede Mand; derimod Jon, og en stor Trop med ham, løb ind paa Hakons Hær, og stred med ham. Dette blev sagt Kong Inge. Han svarede: “Saa stor en Forskel er der paa mine Venner! Aldrig vilde Gregorius have gjort det, medens han levede.” Da bade Kongens Mænd, at han skulde stige til Hest, og ride bort fra Slaget op paa Rommerige: “du vil der,” sagde de, “faae Folk nok endnu strax i Dag.” “Dertil staaer ikke min Hu,” sagde Kongen; “jeg har ofte hørt eder sige, og finder at det er sandt, at det var snart ude med min Broder Eisten, siden han gav sig paa Flugt, og han var dog en dygtig Mand i alle de Ting, som pryde en Konge. Nu kan jeg skjønne, saa skrøbelig som jeg er, hvor snart det vilde være ude med mig, hvis jeg griber til det samme, som skulde blive ham til saa stor Ulykke, saa stor Forskel som der er paa vor Adfærd, Helsen og Krigsdulighed. Jeg gik i mit andet Aar, da jeg blev tagen til Konge i Norge, men nu har jeg vel fyldt mine fem og tyve, og mig tykkes jeg har haft mere Besværlighed og Fare i min Regjeringstid, end Lyst og gode Dage. Jeg har holdt en stor Mængde Feldtslage, stundom med flere Folk, stundom med færre, og det har været min største Lykke, at jeg aldrig har flyet; nu maa Gud raade for mit Liv, hvor langt det skal blive, men aldrig skal jeg give mig paa Flugt.”
Kapitel 19
Da Jon og hans Medfølgere havde splittet Kong Inges Fylking, flyede mange af dem, som stode næst derved; da blev Fylkingen adskilt og bragt i Uorden, og Hakons Mænd gjorde hæftig Anfald. Det begyndte da at dages. Der gjordes da et Angreb imod Kong Inges Banner, og i denne Kamp faldt Kong Inge, men hans Broder Orm fortsatte Slaget. Da flyede mange op i Byen. Orm drog to Gange derind, efterat Kongen var falden, forat egge Folket til Strid, og begge Gange gik han atter ud paa Isen, og fortsatte Slaget. Da søgte Hakons Mænd imod den Fløj, som Simon Skalp befalede. I dette Anfald faldt af Inges Folk Gudrød Stafhaugsøn, Kongens Svoger, men Simon Skalp og Halvard Hiter gik mod Hinanden, og strede hver med sin Trop, og rykkede efterhaanden ud forbi Thrælabjerg; i denne Kamp faldt de begge, baade Simon og Halvard. Kongens Broder Orm indlagde sig megen Berømmelse, men flyede dog til Slutningen. Vinteren før havde Orm Fæstet Ragna, Nikolaus Maases Datter, Enke efter Kong Eisten Haraldsøn, og han skulde have holdt sit Bryllup næste Søndag. Blasiusmesse indfaldt paa en Fredag.
Kapitel 20
Orm flyede over til Sverrig til sin Broder Magnus, som den Gang der var Konge; hans Broder Røgnvald var Jarl. De vare sønner af Ingerid og Henrik den Halte, en Søn af Danekongen Svend Svendsøn. Kongedatteren Kristine klædte Kong Inges Lig; han blev begraven i Muren i Halvardskirke udenfor Koret paa den søndre Side. Da havde han været Konge i fem og tyve Aar. I dette Slag faldt mange paa begge Sider, men dog langt flere af Inges Folk. Arne Fredriksøn faldt af Hakons Folk. Hakon og hans Mænd bemægtigede sig hele Anretningen til Brylluppet, og en stor Deel andet Bytte.
Kapitel 21
Kong Hakon indtog derpaa det hele Land, uddeelte alle Rigets Forleninger til sine Mænd, og satte dem til Befalingsmænd i Kjøbstæderne. Han og hans Mænd holdt Sammenkomster i Halvardskirke om Landets Bestyrelse. Kongedatteren Kristine bestak den Præst, som havde Kirkens Nøgler i Forvaring, at han skulde skjule een af hendes Mænd derinde, saa at han kunde høre deres Forhandlinger. Og da hun erfarede deres Raadslagninger, sendte hun Bud til Bergen til hendes Ægtemand Erling, at han aldrig skulde troe dem. Men da Erling fik dette at vide, bar han sig saaledes ad: han sendte Bud til alle de Høvdinger, som han vidste havde været Kong Inges trofaste Venner, samt til Hirdfolkene og Kongens haandgangne Mænd, som vare undkomne, og til Gregorii Huuskarle. Han satte dem Stævne, og da de kom sammen og overlagde, besluttedes strax, at de skulde holde de Krigsfolk samlede, som de havde, og dette lovede de urykkelig hverandre. Derpaa talte de om, hvem de skulde tage til Konge. Da talte Erling Skakke, og forespurgte, om det var Høvdingernes og de øvrige Krigeres Hensigt, at tage Simon Skalps Søn, Kong Harald Gilles Dattersøn, til Konge, og at Jon Halkelsøn blev Øverstbefalende over Krigsfolket; men Jon undskyldte sig. Derpaa blev Nikolaus Skjaldvorsøn, Kong Magnus Barfods Søstersøn, tilspurgt, om han vilde være Høvding over Krigsfolket. Men han svarede paa den Maade, at det var hans Mening, at man skulde tage den til Konge, som var af kongelig Byrd, og den til Høvedsmand over Tropperne, som havde Forstand og Dygtighed dertil; da vilde de snarest kunne vente, at Folk vilde forene sig med dem. Derpaa blev Kongens Svoger Arne adspurgt, om han vilde lade nogen af sine Sønner tage til Konge; de vare Kong Inges Brødre. Han svarede, at Kirstines Søn, Kong Sigurd Jorsalafarers Dattersøn var næst baaren til Norges Rige; da vil ogsaa den Mand komme til at forestaae Regjeringen med ham, som af Naturen er forbunden til at have Tilsyn med ham og Riget, nemlig hans Fader Erling, en Mand, der er viis og streng, erfaren i Krig og en god Regent; han vil ikke mangle Dygtighed til dette Kald, hvis Lykken er med ham. Mange optoge dette Raab vel. Erling svarede: “Som jeg Hører, saa ville de fleste, som ere blevne adspurgte, helst unddrage sig fra et saa vanskeligt Hverv. Ogsaa mig forekommer det, hvis vi begynde paa denne Sag, lige uvist, om den, der paatager sig anførselen, derved vil indlægge sig Ære, eller om det vil gaae ham, som saa mange andre, som have paataget sig saa vanskeligt et Forehavende, at de have mistet al deres Ejendom, og nogle Livet med. Men hvis vor Beslutning skulde have nogen Fremgang, da kan der maaskee gives nogle, som gjerne vilde have paataget sig det; det er derfor Nødvendigt for den, som nu stiller sig i Spidsen for en saa farlig Sag, omhyggelig at forebygge, at der ikke møder ham nogen Modstand eller Fjendskab af dem, som ere med i dette Vort Raad.” Alle lovede, at indgaae dette Forbund med den fuldkomneste Troskab. Erling sagde: “Det maa jeg, hvad mig angaaer, tilstaae, at jeg næsten Heller vil døe, end tjene Hakon; og Skjønt dette Foretagende forekommer mig overordentlig farligt, vil jeg dog Heller vove paa at lade eder raade, og jeg vil derfor paatage mig anførselen, hvis det er eders alles Villie og Beslutning, og I alle ville bekræfte det med Ed.” Alle lovede det. Paa dette møde blev besluttet, at tage Erlings Søn Magnus til Konge. Derpaa holdt de Thing i Byen, og paa dette Thing blev Magnus Erlingsøn tagen til Konge over hele Landet; han var den Gang fem Aar gammel. Alle de Mænd, som vare der tilstede, og havde været Kong Inge haandgangne, gik Ham tilhaande, og beholdt alle den samme Værdighed, som de før havde haft hos Kong Inge.
Kapitel 22
Erling Skakke gav sig i Færd med sin Rejse, og forsynede sig med Skibe. Han havde Kong Magnus med sig, samt alle de haandgangne Mænd, som vare der tilstede. Med ham fulgte ogsaa Kongens Svoger Arne, og Kong Inges Moder Ingerid, og hendes to Sønner Hakon og Jon Kutiza, en Søn af Sigurd Storg, og Erlings Huuskarle, samt Gregorii forhenværende Huuskarle. De havde i alt ti Skibe. De sejlede til Danmark, forat besøge Kong Valdemar og Buris Henriksøn, Kong Inges Broder. Kong Valdemar var en nærbeslægtet Frænde af Kong Magnus. Ingeborg, Kong Magnuses Moder, og Malmfrid, Kristines Moder og Kong Magnusses Mormoder, vare Søstre og Døttre af Kong Harald i Garderige, en Søn af Valdemar Jarisleifsøn. Kong Valdemar tog vel imod dem, og holdt ofte hemmelige Samtaler og Raadslagninger med Erling, hvoraf man siden fik saa meget at vide, at Kong Valdemar skulde yde Kong Magnus al den Understøttelse af sit Rige, som han behøvede, forat vinde og beholde Norge; men Kong Valdemar skulde derimod have den Deel af Norge, som hans fremfarne Frænder, Harald Gormsøn og Svend Tveskjæg, forhen havde besiddet, nemlig Vigen nord til Rygerbit. Dette Forbund blev bekræftet med Eder og Fordrag. Derpaa gjorde Erling og hans Medfølgere sig rede til at forlade Danmark, og sejlede ud fra Vendelskagen.
Kapitel 23
Hakon drog strax om Foraaret efter Paaske op til Throndhjem. Han havde da alle de Skibe, Kong Inge før havde haft. Han holdt Thing i Kjøbstaden (Nideros), og blev der antagen til Konge over hele Landet. Da gav han Sigurd af Reyre Jarlsnavn. Derpaa drog han tilbage sønderpaa, og heelt øster i Vigen, og Kongen selv drog til Tønsberg, men sendte Sigurd Jarl øster til Kongehelle med en Deel af Hæren, for der at forsvare Landet, hvis Erling skulde komme søndenfra. Erling kom med sin Flaade til Agde, og styrede strax nordpaa til Bergen. Der dræbte de Arne Brigideskalle, Kong Hakons Sysselmand, og sejlede derpaa strax østerpaa, forat møde Kong Hakon. Men Sigurd Jarl havde ikke mærket noget til Erlings Sejlads, og opholdt sig da endnu nede ved Elven, men Kong Hakon var i Tønsberg. Erling lagde til ved Rossenæs, og laae der nogle Nætter. Kong Hakon rustede sig i Byen. Erling sejlede mod denne. De toge et Lastdragerskib, ladede det med Brænde og Halm, og satte Ild derpaa; Vinden blæste mod Byen til, og drev Lastdragerskibet mod denne. Han lod to Kabeltove slaae over paa Lastdragerskibet, og fæstede ved dem to Skuder, og lod disse roe bag efter, alt som Lastdragerskibet drev foran; men da Ilden var kommen langt ind mod Byen, holdt de, som vare paa Skuderne, Tovene faste, saa at Byen ikke kunde komme i Brand, men der lagde sig saa tyk en Røg over Byen, at man intet kunde see paa Bryggen, hvor Kong Hakons Fylking stod. Derpaa lagde Erling sig med sin hele Flaade udenfor Ilden paa den Kant, hvorfra Vinden blæste, og skjød op paa dem. Da Borgerne nu saae, at Ilden nærmede sig til deres Huse, og mange bleve saarede af Skudene, saa beraadte de sig med hverandre, og sendte Roald Præst den Langtalende til Erling, forat bede om Fred for sig og Byen; Roald kom tilbage, og forkyndte dem, at der var givet dem Fred. Da forlode de Kong Hakons Fylking. Men da Borgernes Hær var dragen bort, blev Hæren paa Bryggen temmelig tynd; nogle af Hakons Mænd raadte dog endnu til at gjøre Modstand, men Ønund Simonsøn, som havde mest at sige over dem, sagde: “Jeg vil ikke kæmpe for Sigurds Magt, naar han selv ingensteds er at finde.” Derpaa flyede Ønund, og dernæst hele Hæren tilligemed Kongen, og droge op i Landet. Der faldt mange af Kong Hakons Folk. Saaledes blev da kvadet:
Ønund sagde sig ikke
At ville Slag forsøge,
Førend fra Sønden sejled
Sigurd Jarl med Huuskarle;
Rask op ad Gaden gange
Magnuses vakkre Svende,
Hakons Højfornemme
Haardt paa Flugten rendte.
Thorbjørn Skakkeskald siger saaledes:
Jeg hørte, Folkets Hersker!
At du i vide Tønsberg
En heldig Fremgang havde,
Og Ulvens Tand kan rødne.
Ved blanke Broddes Sværmen
Blev Stadens Hær forfærdet,
De Krigerflokke frygted
For Ild og spændte Buer.
Hakon drog den øvre Vej til Throndhjem. Men da Sigurd fik Underretning derom, samlede han alle de Skibe, han kunde faae, og sejlede nordpaa, forat træffe Kongen.
Kapitel 24
Erling tog alle de Skibe i Tønsberg, som tilhørte Kong Hakon; blandt andre Bækkesuden, som Kong Inge havde ejet; derpaa drog han videre frem, og lagde hele Vigen under Kong Magnus, og saa fremdeles Landstrækningerne nordpaa, hvor han kom frem, og opholdt sig om Vinteren i Bergen. Da lod han dræbe Ingebjørn Sipel, Kong Hakons Leensmand nord i Fjordene. Kong Hakon sad i Throndhjem om Vinteren, men om Foraaret efter udbød han Leding, og beredte sig til at drage sydpaa imod Erling. Den Gang vare hos ham Sigurd Jarl, Jon Svendsøn, Endride den Unge, Øgmund Simonsøn, Filippus Petersøn, Filippus Gyrdsøn, Røgnvald Kunta, Sigurd Kæpa, Sigurd Hruva, Frederik Kæna, Askel fra Forland, Thord, en Søn af Gunnar Gjældker, og Stadar-Bjarne.
Kapitel 25
Erling var i Bergen, og havde mange Folk. Han gav Befaling til at tilbageholde alle de Kjøbmandskibe, som vilde sejle nordpaa til Kjøbstaden (Nideros), da han frygtede for, at Hakon altfor hurtig vilde faae Kundskab om hans Forehavende, dersom der sejlede Skibe imellem de to Stæder, og foregav som Grund, at det var billigt, at Borgerne i Bergen erholdt de nyttige Varer, som vare ombord, om de Søfarende end skulde sælge dem noget lettere, end de meente at de burde koste, “heller end at de,” sagde han, “skulle føres lige i Hænderne paa vore Fjender, og tjene dem til Bestyrkelse.” Nu samledes der en stor Hoben Skibe ved Byen, thi der kom mange hver Dag, men ingen sejlede bort. Da lod Erling sine Skibe sætte op paa Land, og lod sig forlyde med, at han havde i Sinde at blive der, og med sine Venners og Frænders Bistand tage imod sine Fjender, hvis Hakon skulde komme nordenfra. Og en Dag kort efter lod Erling blæse til et Møde, hvor alle Skibsførerne skulde samles, og gav da alle Kjøbmandskibene Lov til at de maatte sejle hvorhen de vilde. Men da saaledes alle de, som førte Handelsskibene, havde faaet Tilladelse at sejle med deres Varer, hvortil de allerede i Forvejen vare færdige, nogle for at handle, andre i andre Forretninger, da blæste der en sagte Vind, med hvilken man temmelig godt kunde sejle nordud langsmed Landet; og samme Dag endnu før Non, vare alle sejlede bort, som da vare færdige, og den søgte da at komme forrest, som havde den hurtigste Sejler. Da denne samlede Flaade kom nord til Møre, da laae Kong Hakons Folk der, og han var selv i Færd med at samle Tropper og ruste sig, og stævnede Leensmænd og Ledingsfolk til sig. Han havde da i lang Tid ikke faaet nogen Efterretning fra Bergen; men nu fik de en samstemmig Beretning fra alle de Skibe, som kom derfra, at Erling havde sat sine Skibe op i Bergen, og de kunde der finde ham, og de sagde tillige, at han havde en anseelig Hær. Derfra sejlede Kong Hakon til Veø, og lod Sigurd Jarl og Ønund Simonsøn drage ind i Romsdal, forat samle Folk og Skibe. Han sendte ogsaa nogle Mænd ind paa begge Mører. Men da han havde opholdt sig nogle faa Nætter i Kjøbstaden (7), lagde han bort derfra, og sejlede noget længer sydpaa, thi han meente, at Krigsfolket da hurtigere vilde samle sig hos ham.
Kapitel 26
Erling Skakke havde givet Kjøbmandskibene Tilladelse til at sejle bort fra Bergen om Søndagen. Men om Tirsdagen, da Messen var ude, lod han blæse i Kongeluren; han stævnede sine Tropper og Borgerne til sig, og lod sine Skibe sætte ud, som forhen vare opsatte. Dervaa holdt han Huusthing med sine Krigere og Ledingsmænd, sagde dem sit Forsæt, og udnævnte Skibsøverster; han lod tillige oplæse, hvilke der vare udnævnte til at besætte Kongeskibet; saaledes endtes dette Thing. Han befalede hver Mand, at være færdig i sit Rum, som var ham anviist, og truede den med Tab af Liv eller Lemmer, som blev tilbage i Byen, naar han lagde bort med Bækesuden. Orm Kongsbroder lagde strax ud af Havnen med sit Skib endnu om Aftenen, og ligeledes de fleste Skibe, der allerede forhen vare satte i Vandet. Om Onsdagen, førend der endnu blev holdt Messe i Byen, lagde Erling ud med hele sin Flaade; den bestod af et og tyve Skibe; det var en strygende Søndenvind; Erling havde sin Søn Kong Magnus med sig; der vare mange Leensmænd, og de havde udvalgte Folk med sig. Da Erling sejlede nord forbi Fjordene; sendte han en Skude ind til Jon Halkelsøns Gaard, og lod gribe Nikolaus, en Søn af Simon og Maria, Kong Harald Gilles Datter; de førte ham ud med sig til Flaaden, og bragde ham over paa Kongeskibet.
Kapitel 27
Om Fredagen strax i Dagningen sejlede de til Stenevaag. Kong Hakon laae den Gang i den Havn, som hedder ….. med fjorten (8) Skibe. Han selv og hans Mænd vare oppe vaa Øen, og legede, men hans Leensmænd sade paa en Høj. Da saae de, at der roede en Baad søndenfra imod Øen, med to Mand paa, som bukkede sig ned under Aarerne, og roede dog meget iilfærdig. Men da de kom til Land, befæstede de ikke Baaden, men gave sig begge til at løbe. Men saasnart Høvdingerne saae dette, sagde de til hverandre, at disse vel havde noget Nyt at berette, stode op, og gik dem imøde. Strax da de traf dem, spurgte Ønund Simonsøn: “Veed I noget om Erling Skakke, siden I skynder eder saa meget?” Den, som for Stakaandethed først kunde komme til Mæle, svarede: Erling kommer sejlende søndenfra imod eder med tyve Skibe eller saa omtrent, hvoraf mange ere meget store, og I ville nu snart kunne see deres Sejl.” Da svarede Endride den Unge: “For nær ved Næsen, sagde Manden, han fik Skudet i Øjet.” De gik da hastig hen til det Sted, hvor Legen holdtes. Derpaa lød Luren, og hele Hæren kaldtes ved Hærblæsen til Skibene det hurtigste muligt; det var paa den Tid af Dagen, at Maden næsten var færdig. Hele Hæren ilede ned til Skibene, og hver søgte ud paa det, som var ham nærmest, saa at Skibene bleve ulige bemandede. Nogle grebe da til Aarerne, andre rejste Master eller Stænger, drejede Skibene ad Norden til, og stævnede til Veø, da de ventede sig megen Hjælp af Borgerne der. Derpaa kunde de see hverandres Sejl. Endride den Unge havde det Skib, som kaldtes Dragløn, et Langskib, en stor Busse (9), men som da var blevet for lidet bemandet, da de, som havde været derpaa, vare sprungne over paa de andre Skibe. Det blev længst tilbage af Hakons Skibe. Men da Endride kom ligeud for Øen Sek, da kom Bækesuden, anført af Erling Skakke, efter dem, og de fæstede Skibene sammen. Hakon derimod var da kommen næsten ind til Veø, da de hørte Lyden af Lurene; hvorfore de Skibe, som vare nærmest, vendte om, og vilde undsætte Endride. De lagde da deres Skibe til Skud paa begge Sider, og den stod ikke længe paa, førend Ordenen brødes blandt Besætningen paa Kong Hakons Skib, nogle faldt, og andre sprang overbord.
Kapitel 28
Hakon kastede en graa Kappe over sig, og sprang over paa et andet Skib, men da han havde været der en kort Stund, mærkede han, at han var kommen midt ind iblandt sine Fjender, og da han saae sig om, hvad han nu skulde gribe til, saae han hverken nogen af sine Mænd eller Skibe der i Nærheden. Han gik da over paa Bækesuden og frem iblandt Folkene i forstavnen, og bad om Fred; Stavnboerne toge ham imellem sig, og gave ham Fred. I dette Anfald var der skeet et stort Nederlag, dog især paa Hakons Mænd. Paa Bækesuden faldt Nikolaus, Simon Skalps Søn, og hans Drab blev tilskrevet selve Erlings Mænd. Derpaa standsede Striden noget, og Skibene skilte sig ad. Da blev det sagt til Erling, at Kong Hakon var der paa Skibet, at hans Stavnboer havde taget ham til sig, og lovet at beskytte ham. Erling sendte en Mand hen i forstavnen, og bad ham sige til Stavnboerne, at de skulde passe vel paa Hakon, at han ikke kom bort, men lod dem tillige sige, at han ikke havde noget imod, at Kongen fik Fred, hvis de andre Høvdinger bifaldt det, og det kunde bidrage til Forlig. Stavnboerne ønskede ham megen Lykke for disse Ord. Da lod Erling stærkt blæse til Strid paa ny, befalede, at man skulde angribe de Skibe, som endnu ikke vare ryddede, og sagde, de vilde aldrig finde nogen bedre Lejlighed til at hævne Kong Inge. Da raabte alle Krigsraab, opmuntrede hverandre, og gjorde sig færdige til Angreb. I denne Forvirring blev Kong Hakon dødelig saaret. Men da Kong Hakons Mænd erfarede, at han var falden, roede de fast imod Fjenden, kastede deres Dækvaaben, hug med begge Hænder, og agtede ikke mere deres Liv. Denne altfor store Hidsighed gjorde dem selv megen Skade, thi Erlings Mænd saae da hvor de gave sig blot. Der faldt Hakons Folk, en stor Mængde; fornemmelig fordi Forskjellen paa deres Stridskræfter var saa stor, men ogsaa fordi Hakons Mænd ikke dækkede sig tilstrækkelig, Heller ikke kunde det nytte nogen af dem at bede om Fred, undtagen de, som Høvdingerne toge under deres Beskyttelse, og lovede Løsepenge for. Disse faldt af Hakons Folk: Sigurd Kappe, Sigurd Hjupa, Røgnvald Kunta; men nogle Skibe undkom, og roede ind i Fjordene, hvis Mandskab saaledes frelste Livet. Kong Hakons Lig blev ført ind i Romsdalen, og der begravet. Hans Broder, Kong Sverre, lod det siden bringe op til Kjøbstaden (Nideros), og indsætte i Muren i Kristkirke imod Sønden i Koret.
Kapitel 29
Sigurd Jarl, Endride den Unge, Ønund Simonsøn, Frederik Kæna og endnu flere Høvdinger holdt Krigshoben samlet, lode Skibene blive tilbage i Romsdalen , og droge derpaa til Oplandene. Erling Skakke og Kong Magnus droge med deres Flaade nordpaa til Kjøbstaden (Nideros), og underlagde sig Landet overalt hvor de kom frem. Derpaa lod Erling stævne Ørething, hvor Magnus blev tagen til Konge over hele Landet. Erling opholdt sig der kun en kort Tid, thi han troede ikke at Thrønderne vare ham og hans Søn ret hengivne. Magnus blev da kaldet Konge over det hele Land. Kong Hakon var en smuk Mand, vel voxen, høj og smal, og temmelig bred over Skuldrene; derfor kaldte hans Tropper ham Hakon Hærdebred, men eftersom han endda var ung, saa forestode de andre Høvdinger Regjeringen. Han var munter og venlig at tale med, holdt meget af Leg, og havde overhovedet et ungdommeligt Væsen; af Almuen var han meget afholdt.
Noter:
1) Eller Stormtaarne. Maaskee burde man hertil lægge: ”og ligeledes,” da to slige Blokhuse matte have været anbragte paa enhver af Knørrerne.
2) Nærmest efter Ordene: en Aa.
3) Eller: givet sit Skib en tyk Planke-Beklædning.
4) Tykke jernbeslagne Spader.
5) Skatmester.
6) Rettere Bæfiaa, nuværende Bäfverå.
7) Paa Øen Veø.
8) Beretningerne variere om 13, 17 og 22.
9) Et slags storbugede Skibe.
