Halfdan Eysteinsons saga

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Nordiske fornaldersagaer


Halfdan Eysteinsons saga[1]

Hálfdanar saga Eysteinssonar


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2022



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson & Bjarni Vilhjálmsson: Fornaldarsögur Norðurlanda, Reykjavík, 1943-44


Kapitel 1

Der var en konge, der hed Trond. Ham er Trondheimen i Norge opkaldt efter. Han var søn af kong Sæming, Odins søn, der herskede over Helgeland. Sæming var gift med Nama, som Namdalen er opkaldt efter. Trond var en stor høvding. Hans kone hed Dagmø. Hun var en søster til Svanhvid, som Hromund Gripson var gift med. Deres søn hed Eystein, en anden Erik den Vidtberejste, som fandt De Udødes Ager[2]. Hans mor er ikke nævnt. Eystein giftede sig og fik Sigurd Hjorts datter, der hed Åsa. Hendes mor var Asløg, der var datter af Sigurd Orm-i-øje. Med Åsa fik Eystein Finnmarken og Valdres, Toten og Hadeland. Han var mægtig og myndig. De havde en søn, der hed Halfdan. Han var også myndig, men mådeholden og med et smukt udseende, og han opøvede tidligt alle de evner, som klæder mandfolk, og som er bedre at have end at mangle. Han var tro og hengiven over for sine udvalgte venner og en meget munter mand, som gjorde alle omkring sig glade. Men hvis han var utilfreds med noget, blev han trist og uforsonlig, men ikke voldsomt hidsig. Han voksede op hos sin far, indtil han var 15 år gammel. Så blev hans mor syg og døde. Kongen og alle andre fandt, at det var et stort tab, og man gav hende en ærefuld gravfærd. Fra da af fandt kongen ikke megen glæde i sit rige, og han drog på hærtogt hver sommer.

Der var en mand ved navn Svip. Han var en mægtig bonde, men ikke særlig vellidt. Han havde tre sønner. Den ene hed Ulfkel og blev kaldt Snilling[3]. Han var meget uretfærdig, men ikke videre klog. Han var på hærtogt med kong Eystein og var anfører for fem skibe. Kongen satte ham højt. En anden af Svips sønner hed Ulfar. Han var kongens rådgiver. Han var en vellidt og pålidelig mand, og man fandt, at han altid var til gavn for både kongen og andre. Svips yngste søn hed Ulf. Han blev kaldt Ulf den Onde. Han hærgede omkring Østersøen og i Bjarmeland. Han havde et stort følge af ransmænd og var meget forhadt.

En sommer hærgede kong Eystein i Østerleden. Da var Ulfkel Snilling og kongens søn, Halfdan, med ham. De havde 30 veludstyrede skibe, og Ulfkels bror, Ulfar, styrede kong Eysteins rige, mens denne var på togt.


Kapitel 2

På denne tid herskede den konge, der hed Hergeir, over Aldeigjaborg.[4] Han var gammel. Hans kone hed Isgerd. Hun var datter af kong Hlødve i Gøtaland. Hendes brødre var Sigmund, der var kong Harald Hårfagers stavnbo, og Odd Pragtglad, der var far til Guld-Tore, som det fortælles i Landnamsbogen på Island. De havde en datter, der hed Ingegerd. Hun var den smukkeste pige, og så stor af vækst som et mandfolk. Hun var på alle måder godt begavet. Hun blev opfostret hos en jarl, der hed Skule. Han herskede over Åleborg og det jarledømme, som hørte dertil. Han sagdes at være bror til Heime, Brynhild Budledatters fosterfar, som det fortælles i kong Ragnar Lodbrogs saga. Skule var en stor kriger og den klogeste mand.

Der var en mand, der hed Kol. Han var Skules træl. Han var en stor mand og så stærk, at han havde tolv mands styrke, uanset hvad han foretog sig. Man kunne hævde, at han havde mest at skulle have sagt hos jarlen. Han var pålidelig. Han havde en datter. Hun hed Ingegerd og var en meget smuk pige og ganske lig kongedatteren Ingegerd både af vækst og udseende, men de havde ikke samme natur, for kongedatteren Ingegerd var oplært i gode sæder, mens hendes navne var den største heks, men hun var dog velopdragen, for kongedatteren havde lært hende håndarbejde, og hun var til stadighed at finde i hendes hus.

Jarl Skule elskede sin fosterdatter højt. Skule var ikke gift. Han var så stor en idrætsmand, at ingen var hans lige.


Kapitel 3

Kong Eystein står nu foran Aldeigjaborg med sin hær. Kong Hergeir havde ikke mange mænd. Kong Eystein angreb borgen med sine folk. Kong Hergeir forsvarede sig godt og mandigt, men han var dog ikke skikket til krig, og det endte med, at kong Hergeir faldt sammen med størstedelen af sin hær. Og straks da kongen var faldet, tilbød kong Eystein frit lejde til alle dem, der endnu var i live. De opgav da kampen og tog imod fred. Kongen lod derpå borgen rydde. Han lod siden dronningen føre frem for sig, men hun var meget oprørt. Kongen betragtede hende en tid, hvorefter han sagde: »Det er kun rimeligt,« sagde han, »— at alt det, der er sket her, har påvirket dig meget, men alt kan blive godt igen, og nu vil jeg træde i din mands sted, og jeg er ingen ringere mand end ham, for han var gammel.« »Der var ikke noget galt med ham trods hans alder,« sagde dronningen, »— og jeg er bange for, at jeg ikke kan være tro imod dem, som har dræbt ham.« »Nu er der to vilkår for hånden,« sagde kongen, »— og det ene er, at jeg tager dig som frille, og så må det vare så længe, som det kan; det andet er, at du gifter dig med mig og overdrager hele magten til mig, og så skal jeg vise dig stor hæder — og jeg frygter ikke, at det bliver dit svig, der gør det af med mig, når jeg skal dø engang.« Dronningen sagde: »Her må man sande det gamle udtryk, at det er svært at vælge mellem to onder, men jeg vælger at blive gift med dig.« Kongen siger, at det passer ham godt. Det anliggende var dermed afgjort, og brylluppet blev holdt, men det sidste ord var ikke sagt i den sag.


Kapitel 4

Derpå kalder kongen alle sine mænd sammen. Han henvendte sig da til Ulfkel Snilling og sin søn, Halfdan: »Sagen er den,« sagde han, »— at jarl Skule hersker nordpå i Åleborg. Kong Hergeirs datter, Ingegerd, opfostres dér hos ham. Skule er en stor kriger, og vi må forvente, at han vil angribe os med en hær. I skal derfor drage østpå og gå imod ham og lægge landet under jer og føre kongedatteren til mig. Og hvis det lykkes jer at vinde landet, så skal Ulfkel være jarl dér, fordi han så tappert har fulgt mig, og jeg skal skaffe ham et passende giftermål, men Halfdan skal have Ingegerd, såfremt han har lyst til det ægteskab. De drager nu ud med deres hær, Ulfkel og Halfdan, og de gør ikke holdt, før de kommer til Åleborg.


Kapitel 5

Jarl Skule havde nu erfaret, hvad der var sket i Aldeigjaborg, og derfor samler han en stor hær, men da styrken var samlet, blev Skule alvorligt syg. Da havde han også fået besked om Ulfkel og Halfdans hær. Han henvendte sig da til Kol: »Det er mit ønske,« sagde Skule, »— at du skal være hærens høvding. Tag du mit banner og min udrustning, og hvis du sejrer, vil jeg give dig jarledømme og gifte dig med min fosterdatter, Ingegerd.« Kol sagde, at det var han helt rede til. Skule fortalte nu hærfolkene, hvordan de skulle bære sig ad, og de opfattede ikke andet, end at det var Skule og ikke Kol, som var der. Han drager nu med hæren imod Halfdan og Ulfkel. Jarl Skule lå i en landsby og havde nu fået det noget bedre.

Kongedatteren Ingegerd tilkalder nu sin navne, Ingegerd Kolsdatter, og talte til hende: »Jeg vil fortælle dig noget i fortrolighed,« sagde hun, »— og du må ikke sige det til nogen, så længe du lever. Du skal tage mit tøj på, for vi ligner hinanden meget. Du skal sige, at du er kong Hergeirs datter, og så tager jeg dit tøj på og flygter sammen med de andre trælkvinder. Men du må aldrig afsløre denne hemmelighed, så længe vi begge er i live. Og hvis de, der er kommet hertil, vinder kampen, da vil kongesønnen Halfdan fri til dig, og så bliver du godt gift, eller også vil Ulfkel, og hvem af dem, det end bliver, så er det et godt giftermål.« Hun svarede, at det ville hun gerne, og det blev da gjort.

Nu når Halfdan og Ulfkel frem med deres hær. Kol lader borgporten åbne og går ud med hele sin hær. Så begynder kampen, og der er mange, der mister livet. Kol var både stærk og storhuggende, og alle troede, at det var jarl Skule, og han gennembrød deres slagorden. En af jarl Skules frænder hed Herbjørn. Hans fylking stod over for Halfdans, og de gik til hinanden med stor kraft, men det endte med, at Herbjørn faldt. Så tog hans mænd flugten, og Halfdan forfulgte de flygtende helt ud i skoven. Nu skal der berettes om mødet mellem Ulfkel og Kol. Kol havde da dræbt mange mænd. Ulfkels bannerfører hed Sneulf. Han bar tappert banneret frem og kæmpede mandigt. Nu kom de frem til hinanden, Kol og Ulfkel, og de gik meget voldsomt til hinanden, og de kæmpede længe, uden at en af dem kunne vinde, og deres skjolde blev sønderhuggede. Kol rettede et mægtigt hug mod Ulfkel. Det ramte hjelmen og skar det af, som det traf, og det var den kvarte hjelm og tilmed venstre øre, og hugget havde en sådan kraft, at Ulfkel faldt til jorden. Men da kom Sneulf til og gav Kol et hug, og det traf ham i ansigtet og skar næsen og begge læber og hagen af ham, og hans tænder faldt ned i græsset. Kol stod ikke stille, selv om han var blevet såret. Han huggede Sneulf over halsen, så hovedet røg af. Ulfkel var da kommet på benene igen, og han stak Kol i brystet, så sværdspidsen kom ud mellem skuldrene. Han styrtede da død om, og hæren tog flugten.

Ulfkel forfulgte de flygtende, mens Halfdan vendte om. Han ser to mennesker komme gående. Det var en gammel mand og en kælling. De talte med nogle folk og spurgte, hvordan kampen var gået. Det oplyste de dem nøje om, og derpå skiltes de. Den gamle mand var så stivlemmet, at han måtte støtte sig til kællingens skuldre, og sådan slæbte de sig hen til skoven. Halfdan spurgte sine mænd, hvem det var, de havde talt med, og de sagde, at det var en ussel tigger. »Der er ingen, der tænker sig ordentligt om,« sagde han, »— det var den mand, jeg ville have fat i og som helst skulle dræbes.« De mente, at det ville være et niddingsværk. Han var da kommet ind i skoven, og det nyttede ikke noget at lede efter dem.

Halfdan rider nu tilbage til borgen. Da var Ulfkel kommet ind i borgen, og han gik hen til det hus, som Ingegerd var i, og hun blev da ført frem for ham. Hun talte da til Ulfkel: »Nu har du vundet en stor sejr,« sagde hun, »— og dræbt borgens høvding. Hvis I er anstændige hærfolk, så vil I ikke skænde mig og de andre, som nu står uden høvding, men lade mig træffe min mor.« Ulfkel sagde: »Det skal ske, for det onde, som vi har udsat jer for — både dig og din mor — skal vi bøde med det gode, hvis du vil være tro og ærlig over for os, lydig og eftergivende og ikke være vrangvillig.« »Sådan som sagen står,« sagde hun, »— tænker jeg ikke, at min værdighed betyder meget.« De lovede at behandle hende godt. Så blev skatkamrene åbnet. De tog guld og sølv, og hvad de ellers ville have, men tilstod alle fred. Siden tog man sig af de døde, og der blev sørget for en værdig grav til jarl Skule — som jo i virkeligheden var Kol. De underlagde sig derefter hele landet og drog af sted for at møde kong Eystein, og Ingegerd fulgte med dem.


Kapitel 6

Nu får kong Eystein at vide, at de er kommet hjem, og hvor stor en sejr de har vundet. Han viser dem hæder ved modtagelsen, og de underholder ham med beretninger fra deres færd. Kongen takker dem meget og spørger Halfdan, hvad han mener om kongedatteren. Han siger, at han ikke har særlig forstand på kvinder, men mente dog, at hun var en smuk kvinde. Ingegerd var nu trådt ind i dronningens hal, og dronningen tog godt imod hende, men dog mindre kærligt, end mange havde forventet. Kongen sendte da bud efter mor og datter, og da de trådte frem for ham, talte han til dronning Isgerd: »Nu er din datter kommet hertil,« sagde han, »— og såfremt du er indforstået med det, vil jeg vise både dig og hende stor ære. Dersom Halfdan vil følge mit råd, så jeg gerne, at han blev gift med hende, hvis det er hendes og din vilje — dronning!« »Hun besidder dog så megen forstand,« sagde dronningen, »— at hun nok selv kan svare for sig i sådan et anliggende.« Da sagde Halfdan: »Jeg har ikke tænkt særlig meget på at få en kone, og jeg har heller ikke truffet mange kongedøtre, men det forekommer mig, at den, der får Ingegerd, vil være godt gift, og jeg vil tilskynde jer til at finde hende en god mand.« Da sagde Ulfkel: »Jeg har tjent dig længe — herre! — og jeg venter kun godt fra dig, og jeg ville betragte det som en stor hæder, hvis du giftede mig med denne unge kvinde. Jeg har også allerede talt noget med hende, og hun har ikke gjort indvendinger mod dette giftermål.« Kongen spørger nu Ingegerd, hvad hun mener om dette, og hun sagde, at han måtte afgøre sagen, såfremt hendes mor ikke satte sig imod, »— men derefter vil du nok — konge! — lade Ulfkel få en højere rang.« Og kongen spurgte dronningen, hvad hun mente, men hun sagde, at hun helst så, at han gør, som han ønsker.

Efter dette giftede kongen Ulfkel med Ingegerd og gav ham jarlsnavn og magten over Åleborg og det rige, som hørte dertil, og så drak man deres bryllup. Og derefter drog Ulfkel til Åleborg og underlagde sig riget og blev høvding dér og betalte skat til kongen. Og sådan gik det længe, og Ingegerd og Ulfkel kom til at elske hinanden.


Kapitel 7

Skytte med låsbue
Fra The Maastricht Book of Hours
1300-1325

Kong Eystein opholder sig nu i sit rige. Han elskede dronning Isgerd højt. Hun lod ham i alle henseender få gavn af sin kvindelighed, og sådan går der 3 år.

Det skete engang, at et stort handelsfartøj sejlede østfra langs Bålegårdskysten i hårdt vejr. Skibet forsvandt, og ikke ét menneske blev fundet, og folk mente, at stormen måtte have knust dette skib. Men om efteråret kom to mænd en dag til kong Eystens hird. De var store af vækst, men ikke velklædte. Man kunne ikke rigtig se deres ansigter, for de bar lange hætter. De trådte frem for kongen og hilste ærbødigt, for han var for det meste fredsommelig. Han spurgte, hvem de var. De sagde, at de begge hed Grim og stammede fra Rusland, men havde mistet deres værdier i et skibsforlis. De bad kongen om ophold for vinteren. Kongen spørger dronningen, hvad hun mener om sagen, og hun svarede, at han selv måtte bestemme sådan noget, men hun sagde dog, at man ofte kunne forvente lidt af hvert fra fremmede folk, »— men hvis jeg ikke råder til det, så er det ikke mig, der skal have skylden.« Kongen sagde, at hun altid var modvillig til at tage del i beslutningerne, »— men jeg kan ikke få mig til at nægte folk mad, når de har rejst så langt.« De fik nu anvist pladser dér, hvor gæsternes sæder mødte hirdmændenes. De havde ikke meget med de andre at gøre, men kom godt ud af det med alle. Den ældste Grim var så stor af vækst, at kun få var hans lige. Han var stærk og god til alle idrætter, og han dystede tit med kongens mænd på skydebanen eller i boldspil. Han tøjlede sine kræfter godt og skånede de andre, men var ikke blid, hvis andre angreb ham. Den yngste Grim var rask til alle lege og dygtig til at skyde, deltog kun lidt i styrkeprøver, men var den bedste af alle til at skyde med håndbue og låsbue[5] og var så god til brætspil, at ingen kunne måle sig med ham. Kongesønnen Halfdan dystede tit imod ham både i brætspil og bueskydning, men han holdt så grundigt øje med Grim’erne, at der ikke gik én nat, hvor de sov, uden at han var på vagt og iagttog dem. Og sådan gik vinteren frem mod jul.


Kapitel 8

En dag i julen dystede mændene i boldspil i overværelse af kongen. Han sad på én stol og dronningen på en anden. Grim’erne deltog i spillet, og ingen kunne hamle op med den største Grim bortset fra kongesønnen Halfdan. Grim’erne havde ikke talt med dronningen en eneste gang den vinter. Det skete da, at den ældste Grim slog bolden ud af banen, og den yngste Grim skulle hente den. Bolden rullede helt hen under dronningens stol. Grim kravler ind efter bolden, men da han rettede sig op, sagde han nogle ord i dronningens øre, hvilket fik hende til at rødme noget. Da det var tid til morgenmad, blev legen indstillet. Så begyndte mændene at drikke. Kongen var meget rundhåndet med drikken dagen igennem, og alle, der ikke selv kunne sørge for at komme i seng, faldt i søvn, hvor de sad. Kongen drak til langt ud på aftenen. Dronningen sad ved siden af ham. Kongen spurgte, hvad Grim havde sagt til hende, men hun sagde, at det havde hun ikke hæftet sig ved. Kongen sagde, at hun altid holdt tingerne for sig selv og aldrig kom med så meget som en hentydning. Dronningen bad ham tage sig meget i agt. Derpå gik hun. Da var Grim’erne faldet i søvn. Kongen gik da hen for at sove, og hans søn, Halfdan, fulgte med ham. Men da de kom til sovekammeret, var dronningen der ikke. Kongen lagde sig i sengen med tøjet på og anbragte sit sværd foran sig. Tjenerne hejste lysene op, og Halfdan gik ind i hallen, hvor Grim’erne lå og sov. Halfdan så, at den mindste Grim havde trukket sin handske af, så hånden var bar. Han syntes aldrig, at han havde set så smuk en hånd på noget menneske. Der sad en guldring på den, og han mente ikke at have mage til, særligt på grund af den sten, som sad i, men han vidste ikke, hvilken slags det var. Han lister nu guldringen af fingeren og kommer den ned i handsken, og derefter bad han om at få lysene hejst op. Han satte sig ved Grim’erne. Det var da mørkt i den nederste del af hallen. Han sad med handsken i sin hånd. Han faldt pludselig i søvn, men vågnede ved, at lysene var slukkede, og den mindste Grim stak et lys hen foran ansigtet på ham, og det skinnede så klart, at han dårligt kunne holde ud at se på det, og Grim snuppede handsken ud af hånden på ham, hvorefter han sagde: »Denne hånd, denne ring og denne handske skal du lede og hige efter, og du vil aldrig finde ro, førend den, som nu tog den fra dig, lige så villigt lægger den tilbage i din hånd.« Og derpå kaster han lyset hen mod den dør, som var nærmest, mens han selv løber hen til den fjerneste og ud ad den.


Kapitel 9

Halfdan kommer på benene i en fart og løber hen til den dør, som lyset blev kastet henimod, men den er låst. Han vender sig mod den anden dør og råbte til dem, der var derinde, at de skulle vågne. Døren var låst, og de måtte bryde den op, før de kunne komme ud. Halfdan undersøger sovekammeret, men dér ligger kongen gennemboret af et sværd og død. Det samme gør tre tjenestedrenge, mens en fjerde var flygtet op på en tværbjælke. Han sagde, at den største Grim var kommet derind og havde dræbte kongen og alle de andre, som var døde, og så havde han råbt: »Sig til Halfdan, at Vigfus og Ufejg[6] har hævnet kong Hergeir!« — hvorefter han var gået. I det samme kom dronningen ind i sovekammeret, og det, der var sket, forfærdede hende sådan, at hun besvimede, og man troede, at hun var døden nær. Der blev nu et vældigt styr i borgen, og man søgte efter Grim’erne både til lands og til vands, men man fandt dem ikke, og man ledte en hel måned, og der blev gættet på både det ene og det andet. Omsider faldt der dog ro over sagen. Det var da de flestes ønske, at Halfdan blev taget til konge.


Kapitel 10

Ikke længe derefter lader Halfdan indkalde til ting. Og da høvdingene var kommet, anmodede de om, at Halfdan blev deres konge, men han svarede således: »Med de hændelser, som for nylig har fundet sted her, sømmer det sig ikke for mig at bære kongenavn, sådan som sagerne står, for jeg er ikke arveberettiget til magten her. Mange vil finde det mere passende, at jeg opsøger dem, som har dræbt min far, og hævner ham. Det forekommer mig mest tilrådeligt, at dronningen beder sin bror, Sigmund, om at komme, men der sker ændringer uanset hvad, for jeg vil drage af sted, og jeg vender ikke tilbage, før jeg har fundet min fars banemand, og så må skæbnen afgøre, om jeg får hævn.« Dronningen mente ikke, at nogen kunne tage bedre vare på hendes rige end ham.

De taler frem og tilbage, men enden på det bliver, at Halfdan gør klar til at rejse ud med fem skibe, og han udvalgte gode mænd til sit følge. Han sejlede først til Østerleden og vandt både ry og rigdom, men han lå aldrig vågen, uden at den smukke hånd og den flotte guldring, som han gik glip af i Aldeigjaborg, viste sig for hans øjne. Men nu lader vi ham sejle, som han vil, i hele 5 år.


Kapitel 11

Nu fortsætter vi med Ulfkel og hans kone, Ingegerd, som sidder nordpå i Åleborg. De får nu besked om kong Eysteins død, og også hvordan det er sket. Ingegerd henvender sig da til Ulfkel og spørger, om han ikke vil gøre krav på magten efter hendes far, kong Hergeir. Det erklærer han sig ganske rede til. De gør sig derpå klar til at drage af sted, og de gør ikke holdt, før de kommer til Aldeigjaborg. Dér blev de mødt af Sigmund og dronningen. Ulfkel kræver nu, at dronningen overlader dem magten, men hun sagde, at de havde tilstrækkeligt med magt, selv hvis de ikke tragtede efter mere, end de allerede havde, og at de skulle være tilfredse, såfremt de kunne bibeholde det, de havde. De begyndte da at true hinanden. Ulfkel drog derpå hjem og samlede en hær. Sigmund fór straks efter ham nordpå, og de mødtes på det sted, der hedder Kragenæs, og begyndte omgående at kæmpe, og det endte med, at Ulfkel måtte flygte på ét skib sammen med sin kone. Han sejlede da først nordpå til Norge, hvor han traf sin bror, Ulfar, og fortalte ham, hvordan det var gået mellem ham og Sigmund, og alt, hvad der var sket i Østerleden, og han bad nu Ulfar om at overlade riget til ham og sagde, at Halfdan havde magten over et endnu større rige i Østerleden. Ulfar bad ham ophøre med denne uhæderlige snak om at forråde hans herre og sagde, at Ulfkel hellere skulle samle en hær og med strid søge at vinde det rige, som han mente at have krav på i Østerleden. Og han sagde, at han ville yde ham støtte til dette. Ulfkel sagde, at det ikke var nok for ham, og samtalen slog da over i skænderi, og deres strid endte med, at Ulfkel dræbte sin bror, Ulfar, og lagde hele landet under sig og gjorde sig til høvding over det. Men alle mente, at dette var den værste forbrydelse, og han blev derfor afskyet af alle.


Kapitel 12

Men da Ulfkel har bemægtiget sig riget, samler han mandskab og skibe og sejler mod Østerleden. Han havde 30 langskibe og et drageskib med 70 rum. Han blev fulgt af vikinger, stimænd og alle de misdædere, han kunne få fat i. Den mand, der styrede drageskibet, hed Ivar Bylt. Han var bersærk og den værste forbryder. Hans bror hed Ravnkel. Han var Ulfkels bannerfører og den stærkeste mand. Han havde mange andre store og stærke folk i sit følge. De fór med ufred og hærgede i alle de lande, de kom til, og gik på strandhugst uden skånsel. De var nu kommet østen for Lønneskoven til det sted, der hedder Kløvendenæs. Derfra er der ikke langt til Bjarmeland. Dér sejlede ti skibe imod dem. Der var ene tapre mænd ombord, og det var Halfdan, kong Eysteins søn, som var kommet, og han havde erfaret alt om Ulfkel og hans mænds fremfærd. Og så snart de genkendte hinanden, spurgte Halfdan, hvorfor Ulfkel havde begået dette niddingsværk mod sin bror og taget hans rige. Ulfkel sagde, at store dele af Halfdans rige i Østerleden retteligt tilkom ham. Halfdan sagde, at han ikke kendte noget til, at Ulfkel skulle have ret til noget godt rige.

Derpå fattede de deres våben, og det kom straks til kamp imellem dem. Men mandefaldet blev snart stort i Halfdans hær, for Ulfkels hær var meget større. Den mand, der bestemte mest sammen med Halfdan, hed Svide. Han var en stærk mand. Han fortalte de andre, hvordan skibene skulle tøjres sammen, og han anbragte dem med en sådan dygtighed, at Ulfkel ikke kunne komme til med alle sine skibe, men nogle af dem lå inden for skudhold. Nu begynder en hård strid. Halfdan går fast frem. Han indser, at det i længden ikke nytter for dem at kæmpe, og derfor bestemmer han og Svide sig for at borde Ulfkels drageskib. Ivar Bylt var den første til at gå imod dem, og de udveksler hårde hug. Ivar huggede efter Halfdan, og hugget traf oven på hjelmen og skar det af, der blev ramt, og det var hjelmknappen, så håret blev raget af Halfdans hoved. Så huggede Halfdan til Ivar og skar armen af ham oppe ved skulderen og delte bannerstagen i to. Svide dræbte Ulfkels stavnbo, der hed Egil. Da stak Ulfkel hurtigt efter Halfdan og skar gennem skjold og brynje og ind under armen. Halfdan fik et sår i siden, og tre af hans ribben brækkede. Svide stak efter Ivar Bylt og traf ham i øjet, og det blev hans død. Halfdan huggede til Ulfkel, men han drejede rundt på hælen, og sværdet traf tiljerne, men skar storetåen af Ulfkels højre fod. Ulfkel stak med et spyd efter Halfdan, men han sprang op over vindebommen. Spyddet traf i hullet på gangspillet. Halfdan trådte på spydskaftet, så det knækkede. Så huggede Svide tværs over skuldrene på Ulfkel, og hugget var så kraftigt, at Ulfkel sank i knæ. Da blev Svide ramt i brystet af en sten, så han faldt ned fra drageskibet og endte i en båd, der lå ved rælingen. I det samme slog Ravnkel Halfdan så hårdt med en kølle, at han røg over bord. Svide var i nærheden og greb en bådshage, og han haler Halfdan op af vandet. Halfdan havde da fået seks sår, og han var bevidstløs og ikke i stand til at kæmpe.


Kapitel 13

Nu skete der flere ting samtidig. Folkene så, at 25 skibe sejlede frem fra bag næsset. De var allesammen store, og der var bevæbnede mænd på dem alle. En storvoksen mand stod ved sejlet på et af skibene; han bar en ærmeløs silketrøje og en god brynje. Han spurgte, hvem der deltog i denne ulige kamp. Svide sagde det uden omsvøb og fortalte også, hvad der var sket. »Mon Halfdan vil tage imod hjælp fra os?« Svide spurgte ham, hvem han var. Manden sagde, at det var underordnet. Svide erklærede, at han gerne tog imod deres hjælp. Striden begyndte da igen, og den er nu voldsommere end før. Ulfkels mænd havde fået mange sår. Den store mand på drageskibet angreb Ulfkels drage, mens Svide angreb de mindre skibe, og de blev snart ryddet. Nu skete mandefaldet i Ulfkels hær. Den store mand bordede drageskibet. Ulfkel kom som den første imod ham, og de kæmpede hårdt og længe. Den store mand huggede hårdt efter Ulfkel og kløvede hele hans skjold, og sværdet traf ham i foden og skar de yderste tre tæer af. Ulfkel huggede tilbage og traf hjelmen, men sværdet sprang itu ved hjaltet. Ulfkel så da intet bedre vilkår end at bjærge livet. Han sprang over på det nærmeste skib og flygtede. Ravnkel kastede to spyd efter den store mand på én gang, men manden greb dem begge i luften og kastede dem tilbage, og de traf hver sin mand. Derpå stak han efter Ravnkel med et spyd, og det gik igennem skjoldet og begge underarme, og han løftede Ravnkel op og slyngede ham ud i vandet. Siden gik de så hårdt frem mod Ulfkels mænd, at disse uden betænkeligheder bad om fred. De, som bad om fred, fik det, men den store mand ville ikke have nogen af dem i sin tjeneste, og de blev sluppet i land uden tøj på. Ulfkel flygtede bort med ét skib, og han havde sin kone med, mens de andre tog alle skibene og krigsbyttet, og de af Halfdans mænd, som endnu var i live, gav sig under den store mand.


Kapitel 14

Den store mand kom hen, hvor Halfdan lå med åbne sår. Manden sagde til Svide: »Jeg synes, at Halfdans sår ser ud til at kunne hele, såfremt en god læge tager sig af dem, men jeg tror ikke, at bevægelse eller sejlads vil gavne ham, og derfor vil jeg sende ham i land og hen til en ven af mig, der hedder Hrifling[7]. Hans kone hedder Arghorn. De er gode læger, men de har en stor børneflok og lever af det, de får fra hånden, og den slags kalder man at leve fra hånden og i munden. Hvis ikke de kan stille noget op, er det Halfdans skæbne at dø, men ellers vil han komme tilbage til os.« Han fik nu sine mest betroede folk til at føre Halfdan i land og gav dem 100 mark sølv og bad dem sige til den gamle mand og hans kone, at de skulle gøre sig lige så umage med at få Halfdans sår helet, som var det ham selv, der var kommet til dem, og de skulle til fulde lade Halfdan vide, hvor han kunne finde den mand, som havde sørget for, at hans sår blev behandlet. De drager nu af sted og træffer den gamle mand og hans kone og siger, som de har fået besked på, og gav dem pengene, men de svarede begge, at det kun var deres pligt at gøre dette. Sendebuddene forlod stedet, og ægteparret tog fat på at helbrede Halfdan, men det var vanskeligt, for hans sår var ganske ophovnede, og han lå i 18 uger af sine sår, men de helede dog, og han blev rask, men han måtte blive der i 12 måneder, før han genvandt sine kræfter, og tiden faldt ham lang, for han tænkte uafbrudt på den smukke hånd og den guldring og handske, som han var gået glip af.


Kapitel 15

Nu fortsætter vi dér, hvor Ulfkel Snilling flygtede fra kampen. Han kom i land med 14 mand, men mistede resten af sin hær. Han spurgte nu rundt omkring, hvor hans bror, Ulf, mon befandt sig, og han fik at vide, at han var i Bjarmeland. Han drog af sted for at træffe ham. Hårek hed den konge, som herskede dér. Hans datter hed Edny. Ulf havde bejlet til hende, men kongen ville ikke bortgifte hende til ham. Så hærgede Ulf i kongens land. Da brødrene nu møder hinanden, bestemmer de sig for at opsøge kong Hårek. De havde 60 skibe. Og da de kom til den havn, der var foran kongens hal, gik Ulfkel Snilling op til kongen og hilste ham ærbødigt. Kongen spurgte, hvem han var. Han fortalte ham sandheden. Kongen spurgte, hvem der anførte den store hær, som var kommet dertil. Ulfkel sagde, at det gjorde Ulf den Onde, »— og vi er brødre. Jeg har opsøgt dig, fordi vi vil tilbyde at blive dine håndgangne mænd. Hvis du vil gifte din datter med Ulf, vil jeg bidrage med Åleborg og Aldeigjaborg og alle de riger, der følger med, for de tilhører mig. Jeg forventer, at vi brødre vil være en stor støtte for dig, men mange ville nok finde døråbningen for smal, hvis vi gik til den for alvor.« Kongen bad om frist, så han kunne holde rådslagning med sine mænd. Det tilstod Ulfkel ham. Kongen spurgte sin datter, hvad hun mente, og hun sagde, at disse brødres hærgen kunne volde dem store vanskeligheder, »— men hvis riget kunne blive sikret, kunne dette være en overvejelse værd.« Og hun sagde, at det kun ville føre til ondt at afvise dem, og enden på det blev, at Ulf fik Edny, og de to brødre påtog sig landeværnet for Bjarmeland.

Ulfkel spurgte nu, hvem den mand kunne være, som var gået imod ham, da han og Halfdan kæmpede, og kong Hårek fortalte ham, at manden hed Grim, »— og han hersker i Den Karelske Bugt østpå, hvor han er kommet til magten med tvang, og man véd ikke, hvor han stammer fra. Han har sin fosterdatter hos sig, og hun er så smuk en mø, at man ikke kender nogen, der er lige så skøn.« »Jeg kunne tænke mig,« sagde Ulfkel, »— at ro på hævntogt hos denne mand, såfremt det er muligt, og jeg vil gerne have din hjælp og støtte til det.« Kongen sagde: »Det kan vi nok blive enige om, for det er den mø, som jeg agter at bejle til.« Begge brødre erklærede, at de ville hjælpe ham med det, og de sagde, at de syntes, at det var en rigtig god plan, og de lovede hinanden, at de skulle tage dertil, så snart det blev sommer, og ikke drage bort igen, førend Grim var død, og kongen havde fået jomfruen. Indtil videre sad de i ro.

Da det blev forår, udrustede de deres skibe. De havde en umådeligt stor hær. Med sig havde de to finske konger. Den ene hed Finn, den anden Floke. De forstod sig på galder. Nu drager de af sted, indtil de kommer østpå til Den Karelske Bugt og træffer Grim. De behøvede ikke sige, hvorfor de var kommet. De forlangte, at Grim straks kæmpede imod dem eller i modsat fald overgav sig til dem og afstod hele riget og sin fosterdatter til kongen. Grim sagde, at de havde andet i vente, »— denne konge har ikke noget at anklage mig for, og du — Ulfkel! — skal få en værre medfart end før.« De sov i fred om natten, men om morgenen kom Grim ud af fæstningen med hele sin hær, og det kom til heftig strid, og kampen varede helt til om aftenen. Da havde Grim mistet mange mænd. Han trak sig tilbage i fæstningen, men ved daggry begyndte de striden igen, og der var da ingen våbenføre mænd tilbage i fæstningen.


Kapitel 16

Nu fortsætter vi med Halfdan Eysteinson, og alle hans sår er nu lægt, og han har fået sine kræfter igen. Han taler nu med den gamle mand og konen og sagde, at han havde lyst til tage af sted, og han spørger, hvem den mand var, som havde bragt ham dertil, så han kunne blive behandlet, og hvem han skulle belønne for at have frelst hans liv. Hrifling svarer: »Jeg tror på, at du er en god mand, og derfor vil jeg fortælle dig, hvor han er. Grim er navnet på den mand, der hersker i Den Karelske Bugt østpå. Han er en stor kriger. Han sendte dig herhen til mig. Nu kan du belønne ham for at have frelst dit liv, for han mangler gode folk. Nu vil kong Hårek af Bjarmeland og Ulf den Onde opsøge ham sammen med Ulfkel Snilling, for Ulfkel ønsker hævn for den ydmygelse, han måtte tåle, dengang I kæmpede. De er på vej med deres hær, og jeg har hørt, at kong Hårek vil have Grims fosterdatter, der hedder Ingegerd og er den smukkeste mø af alle.« »Tak, fordi du siger det — min fosterfar!« sagde Halfdan, »— men der er dog noget andet, som ikke er mindre vigtigt for mig, nemlig at du fortæller mig, hvem der dræbte min far.« »Det kan jeg sagtens fortælle dig,« sagde den gamle, »— den mand hedder Skule, og hvis jeg skal fortælle dig sandheden og ikke lyve for dig, så er han den samme som den Grim, der har reddet dit liv — og nu er meget betinget af dit storsind, når I mødes. Men Skule er så mægtig en kriger, at enhver, som står over for ham i tvekamp, vil få rigeligt at se til.« »Kan du fortælle mig, hvilken vej der er den korteste,« sagde Halfdan, »— for jeg vil gerne derhen så hurtigt som muligt.« »Der er ingen nemme veje her,« sagde Hrifling, »— og med skib kan det ikke gøres på mindre end fem uger, men det er meget farligt på grund af vikinger og hærmænd. En anden vej fører østpå, men dér skal man krydse fjelde og øde skovstrækninger, og det er en lang og brydsom tur, og det er uvist, om man når frem. Den tredje vej er den korteste, såfremt det går godt, men den tager tre uger, og der er mange forhindringer. Først er der en skov, som hedder Kolskoven, og vejen dér er 20 raster lang. Dér ligger den forbryder, der hedder Kol, på lur sammen med sin datter, der heder Guldkugle. Ingen, der møder dem, kan forvente at overleve. Ikke langt derfra er der en anden skov, der hedder Klinteskoven, som strækker sig over 24 raster. Den er tilholdssted for den hærværksmand, der hedder Halgeir. Han har en vildgalt, som er værre at have med at gøre end tolv mand. Derefter kommer den skov, der heder Kalveåskoven, som er 36 raster lang. Dér finder man ikke anden føde end bær og saft fra træerne. Den stimand, der hedder Sæl, holder til dér, og han har en hund, som er på størrelse med en tyr. Den er lige så klog som et menneske og overgår tolv mand i strid. Og når du kommer ud af skoven, løber en flod østpå fra Kølen. Ingen véd, hvor den har sit udspring. Kun den bedste svømmer formår at komme over floden, men derfra er der ikke langt til den borg, hvor Skule hersker. Hvis der ikke er noget, der forsinker din færd, skulle du gerne nå frem, inden kampen begynder.« Halfdan bad ham gøre klar til færden.

Ved daggry er Halfdan klar til at begive sig af sted. Han gik hen til den gamle kone og bad hende leve vel. Konen sang gavnlige trylleremser over ham. Så hentede hun en slidt bylt bag sit hovedgærde. Hun tog et sakssværd frem fra bylten. Det var blankt som et spejl. Det forekom ham, at der dryppede edder fra dets æg. Hun sagde til ham, at den, der bar det, altid ville sejre, og det ville ikke blive stoppet i hugget, hvis der blev hugget godt til. Hun tog en kæde med stenperler og hængte den om hans hals og bad ham om ikke at fjerne den. Derefter kyssede han den gamle kone. Den gamle mand fulgte ham på vej og forklarede ham, i hvilken retning han skulle gå. Han gav ham sin skødehund med og bad ham følge den vej, som hunden gik, men aldrig gå den vej, som hunden ikke ville gå, for den vidste, sagde han, hvordan man undgik de steder, hvor ugerningsmændene holdt til. Halfdan sagde, at de forbrydere ikke skulle få ram på ham, »— men hvis du kommer til at mangle penge, så gå ud til deres tilholdssteder, for jeg tager ikke noget med derfra, selv om jeg skulle få has på en af dem.« Han tog derefter afsked med den gamle, og de ønskede hinanden alt vel.


Kapitel 17

Vildgalt
Fra The Gorleston Psalter
1310-1324

Halfdan går nu ind i skoven, og da han havde gået i to dage, så han en skjult sti. Hunden ville følge stien, men Halfdan fortsatte ad vejen, indtil han kom til et hus. Døren var låst. Halfdan brød den op, men idet han gik ind, blev han mødt af Guldkugle, Kols datter, og hun huggede ham over halsen med et skarpt sværd, men det traf den gamle kones perlekæde med et ordentligt smæld, mens sværdet sprang i stykker. Halfdan løftede hende i vejret og kastede hende hårdt ned i gulvet, hvorefter han greb fat i det ene af hendes ben og flåede hende i to på langs. Derefter smed han hende ud gennem døråbningen. Kol kom hjem sidst på dagen, og da han stak hovedet ind ad døren, huggede Halfdan ham i halsen med sakssværdet, så han døde. Men om natten, da Halfdan sov, kom de begge to ind, Kol og hans datter, og de angreb Halfdan. Hunden sprang op og flænsede Guldkugles lyske og trak tarmene ud af hende. Halfdan tog fat i Kol, og de brødes længe, men det endte med, at Halfdan fældede ham og brækkede halsen på ham. Så tog han ild og brændte dem begge op. Han opholdt sig dér i to nætter.

Han forlod derpå stedet og gjorde ikke holdt, før han kom til Klinteskoven. Dér kom han til et stort hus, men døren var så tung, at han måtte bruge alle sine kræfter for at åbne den. Indenfor fik han øje på en seng. Den var to alen længere end ham selv. Han så også et leje til et dyr, og det var så stort som en hel bås. Det begyndte da at blive mørkt. Han hørte en vældig støj udenfor, og han hørte galten hvine og fare vildt omkring. Halfdan gik da ud af huset. Hunden løb gøende mod galten, men galten undveg. Halfdan huggede efter den og snittede halen af den. Galten vendte sig om og stak trynen mellem Halfdans ben og kastede ham op i luften, så han tabte sakssværdet, men han kom dog ned på fødderne. Husets beboer kom til og slog efter Halfdan med en pigkølle. Han undgik slaget, men kunne ikke få fat i sakssværdet. Han greb fat i galtens bens og trak den hen til sig. Køllehugget traf galten mellem ørerne og knuste hovedskallen på den. Halfdan flåede benet af galten og slog det mod forbryderens øre, så han gik i knæ. Halfdan kastede sig da over ham og væltede ham omkuld. Han greb da fat i Halfdan, og de tumlede voldsomt rundt og havde skiftevis overtaget. Da sprang den gamle mands hund på husets beboer og bed ham i fjæset og rev næsen af ham. Så fik Halfdan fat i sakssværdet og huggede hovedet af manden, hvorefter han brændte ham på et bål. Halfdan var da både stiv og træt. Han blev på stedet om natten.

Derefter kom han til Kalveåskoven, og han når frem til Sæls hus. Døren stod på klem, og han stødte til døren tre gange, før den gik op. Han satte sig på sengen. Han havde en egekævle i hånden, og han spidsede den til i begge ender og sved den i ilden. Han så ud gennem døren, at husets beboer var på vej, og hunden løb foran ham. Halfdans hund stak af med det samme og sprang op på en tværbjælke. Halfdan gik imod manden, men så snart mandens hund fik øje på Halfdan, sprang den frem imod ham med munden på vid gab, og den gøede i vildskab. Halfdan stak hånden ind i kæften på den, og han drejer kævlen, så den ene ende vender op i ganen, mens den anden vender nedad, så hunden ikke kunne lukke munden. I samme øjeblik nåede Sæl frem, og han havde en bjørn over skuldrene og en hvalkalv i favnen.


Kapitel 18

Sæl kaster sin byrde, og han stikker efter Halfdan med et bjørnespyd. Han huggede imod med sakssværdet og skar spydskaftet over og alle fingrene af Sæls ene hånd. Sæl greb en sten og kastede den efter Halfdan, men han dukkede sig og kom da så tæt på Sæl, at han fik fat i den tand, der stak ud af munden på ham. Sæl trak sig så hårdt væk, at tanden blev rykket ud. Halfdan kastede tanden i fjæset på Sæl, så hans næse og hele tandgærdet blev knust, og tursen lignede da ikke andet, end det han var. Han greb da fat i Halfdan og knugede ham sådan, at blodet løb ud af næsen og ørerne på ham. Halfdan lavede da hælkrog på Sæl, så han faldt bagover. Hans tand ramte perlekæden, så en af stenperlerne gik i stykker. Halfdan kunne ikke røre sig, men den gamle mands hund sprang da i fjæset på Sæl og kradsede begge hans øjne ud. Så kom Halfdan fri, og han huggede hovedet af Sæl og kastede delene ud i den elv, der flød forbi dér. Han gik nu hen til Sæls hund og sagde til den: »Denne kævle kommer ikke ud af din kæft, medmindre du bliver lige så trofast mod mig, som du før var mod Sæl.« Hunden krøb hen til ham og rullede om på ryggen. Halfdan fjernede da kævlen fra dens mund. Hunden blev da så glad, at vandet løb ned over snuden på den. Halfdan fik sig noget at spise, hvorefter han lagde sig til at sove, men om morgenen forlod han stedet og gik videre, til han kom frem til floden. Hunden, der havde tilhørt Sæl, løb langs med vandet, indtil den fandt en mosdynge. Den skrabte dyngen i stykker, og der lå en båd deri. Halfdan tog den og krydsede floden og gik derefter, indtil det blev aften.


Kapitel 19

Ved daggry fik Halfdan øje på den borg, han var blevet vist hen til. Denne morgen var jarl Skule draget i kamp mod kong Hårek og de to brødre, og det foregik langt fra borgen. Jarl Skule havde en meget mindre hær end de andre. Der var ingen kampdygtige mænd tilbage i borgen, men kvinderne havde taget plads ved skydeskårene, da Halfdan ankom. Han så dér en ung kvinde, som han syntes rigtig godt om. Hun gik ned til porten og hilste Halfdan med hans navn. Han tog vel imod hendes hilsen. Hun sagde til ham: »Du kunne nok tænke dig at se den handske og den guldring, som du gik glip af i Aldeigjaborg.« »Det kan du måske sørge for?« sagde Halfdan. »Det kommer meget an på dig,« sagde hun, »— for min fosterfar er draget i krig, og han har nu brug for folk og god bistand, og jeg vil gøre meget for, at han sejrer.« »Jeg har ikke noget godt at takke din fosterfar for,« sagde Halfdan, »— men hvis du giver mig håndslag på din troskab, så vil jeg følge din fosterfar i kamp.« Hun kaster nu handsken ud til ham og bad ham have den som pant, »— men guldringen beholder jeg, til vi mødes igen, men denne borg skal aldrig blive indtaget af mænd, selv om der ikke er andet end kvinder til at forsvare den.«


Kapitel 20

Halfdan gik nu hen, hvor slaget stod, og der var mange faldne. Svide bar jarl Skules banner, og han gik så tappert frem, at han dræbte kong Håreks bannerfører, der hed Krabbe. Halfdan tøvede ikke. Han angreb først dér, hvor Floke Finnekonge var. Kongen skød tre pile samtidig fra sin bue, og hver af dem traf sin mand. Halfdan gik imod ham og gav buen et hug med sakssværdet, så den bristede, og hånden blev hugget af Floke og røg op i luften. Kongen rettede armstumpen op imod den, og hånden faldt ned på stumpen, så armen blev hel igen. Dette så Finn Finnekonge, og han forvandlede sig til en hvalros og kastede sig oven på dem, han kæmpede imod, og 15 mand kom under ham, og de blev allesammen dræbt. Hunden, som havde tilhørt Sæl, sprang på hvalrossen og flænsede den med tænderne, og hvalrossen åbnede kæften på vid gab. Den gamle mands hund sprang ind i kæften og hele vejen ned i maven og rev i hvalrossen indvendig og flåede dens hjerte ud. Hunden løb derpå ud igen, men faldt straks om og var død. Halfdan hæver nu sakssværdet og hugger for anden gang efter Floke, men han pustede imod hugget, så sakssværdet røg ud af hånden på Halfdan og landede langt væk. Floke huggede efter Halfdan, og hugget traf perlekæden, så sværdet gik i stykker, mens Halfdan blev såret på halsen, fordi der manglede en stenperle, men han havde mistet hovedet, hvis ikke perlekæden havde reddet ham. Halfdan greb fat i Floke og kastede ham hårdt i jorden. I det samme kom Ulfkel Snilling derhen, og Halfdan havde da rigeligt at se til. Så sprang hunden på Floke og flåede hele ansigtet af ham, men Floke greb om hundens ryg og knuste hver en knogle i den, og de lå begge to døde dér. Halfdan så nu ingen anden udvej end at kaste sig over Ulfkel, og han greb sværdet fra ham og slog ham over næsen med den flade side og bad ham forsvare sig, og Halfdan fik da fat i sakssværdet. De mødtes da og kæmpede, og det endte med, at Ulfkel Snilling blev dræbt. Da havde jarl Skule dræbt Ulf den Onde. Så kom Hårek Bjarmekonge imod ham, og de skiftede hårde hug. Hårek huggede til Skule og slog hans skjold helt i stykker, så han blev såret på fingrene, men ikke alvorligt. Skule besvarede hugget og skar øret og kinden af kongen, så kindtænderne blev blottet. Da forvandlede Hårek sig til en flyvedrage, og han slog til Skule med halen, så han faldt bevidstløs om. Da kom den kriger, der hed Grubs, derhen, og han huggede en fod af dragen, men dragen slog sin anden klo i Grubs og rev hul i hans lyske. Så trådte Halfdan frem og huggede dragen i halsen, og det blev dens død.

Nu tog hærfolkene flugten, og vikingerne flygtede til skibene og slap bort på tre skibe. Det skib, som Ingegerd, Kols datter, var på, traf et skær, og alle ombord druknede. Halfdan går nu derhen, hvor slaget havde stået, og der var et stort krigsbytte at fordele. Han mødte ikke jarl Skule og vendte dermed tilbage til borgen. Nu blev folkenes sår forbundet og det vundne bytte hentet hjem. Ingegerd tager godt imod dem. Og da der var gået tre dage, indkalder hun til ting, og alle, der var i borgen, deltog. Ingegerd kom også til tinget. Hun satte sig på skødet af Halfdan og overgav sig selv og alt, hvad hun ejede, til ham, og hun gav ham den omtalte guldring. »Nu er vi forligte — Ingegerd!« sagde Halfdan, »— såfremt du fortæller mig, hvad du sagde til din mor, før min far blev dræbt.« »Jeg bad hende om at lade sovekammeret åbne om natten, men nu vil jeg bøde på dette og alt andet efter dit ønske, men begge parter har vel forfulgt deres sag med god ret her.«


Kapitel 21

I det samme så de en mand komme gående, og man genkendte jarl Skule. Han var fuldt hærklædt. Han trådte frem for Halfdan og tog hjelmen af og sagde: »Det er nu sådan — Halfdan! — at jeg vil tilbyde dig forlig og selvdømme for den brøde, jeg har begået mod dig. Jeg vil hermed tilbyde dig fostbroderskab og give dig min fosterdatter, Ingegerd. Men hvis du ikke vil tage imod disse vilkår, vil jeg ikke vove at mødes med dig igen, og så må vi hver især fremme vores sag, som vi formår.« »Det nytter ikke,« sagde Halfdan, »— at rende fra noget for derefter at længes efter det. Jeg ville ikke være i stand til berette meget, hvis ikke du havde været så storsindet over for mig, dengang jeg kæmpede mod Ulfkel Snilling.« »Det har du gengældt ham nu,« sagde Skule. Da bestemte Ingegerd, at de skulle være forligte, og det var der straks enighed om, og alle mente, at begge parter havde udvist storsind, og folk glædede sig over deres forlig.

Derefter blev krigsbyttet fordelt, og værdierne var så store, at mange, som tidligere var fattige, nu blev meget rige. Så lod Halfdan stille an til sit bryllup, og mens det skete, lod Halfdan sine folk hente de værdier, som havde tilhørt forbryderne, og det var så meget gods, at 15 store skibe blev lastet med alskens kostbarheder. Han fik også hentet den gamle Hrifling og hele dennes husstand, og han gjorde ham meget velhavende. Halfdan holdt nu sit bryllup og indbød alle høvdingene. Jarl Skule havde overopsynet her, og gildet forløb efter skik og brug. Ved afskeden modtog alle gæsterne gaver på behørig vis, og dette gjorde Halfdan så vellidt, at alle ønskede at tjene ham.


Kapitel 22

Halfdan holdt derefter ting med landets indbyggere, og han bekendtgjorde dér, at han i løbet af en måned ville drage på hærfærd til Bjarmeland. Dette fandt god støtte blandt folk, og alle gjorde sig klar i en fart, og de kom til Bjarmeland, og jarl Skule deltog i færden. De mødte kun ringe modstand og underlagde sig hele landet. Halfdan tog kong Håreks datter Edny i forvaring. Kong Håreks søn hed Grunde. Han var da 3 år gammel. Han blev opfostret hos jarl Bjartmar, der var søn af kong Raknar, som lod Raknarssloden[8] bygge. Han blev Halfdans håndgangne mand. Efter dette drog Halfdan af sted og hjem til Aldeigjaborg. Han havde da været væk i 5 år. Han blev modtaget med glæde. Dronningen tog vel imod sin datter og takkede både Halfdan og jarl Skule for alt det gode, de havde gjort for hende.


Kapitel 23

Sigmund Hlødveson, dronning Isgerds bror, havde da landeværnet for Gardarige. Han kom til Halfdan med et meget stort følge, og han blev godt modtaget. Halfdan lod da indkalde til ting. Han tog ordet og sagde: »Nu har jeg været her østpå i 16 år, og det var ikke bare sådan, at vi kom hertil med magt, men vi led også store tab, og vi har sejret over mange her. Men det må vi nu lade ligge, såfremt vi skal blive venner. Nu véd I nok, at der har været rygter om, at Ulfkel Snilling var gift med kong Hergeirs datter, Ingegerd, men nu er Ulfkel og hans kone døde. Derfor vil jeg nu gerne høre fra dronning Isgerd og hendes bror, Sigmund, og min fostbroder, jarl Skule, hvad der er sandt i denne sag: Er denne Ingegerd, som jeg har ført med hertil, datter af Kol eller af kong Hergeir? Jeg havde tænkt mig, at jeg skulle giftes bedre end med Kols datter, såfremt dette skulle være tilfældet.« Da svarer dronning Isgerd: »Selv om vi længe har haft et anstrengt forhold til hinanden, så agter jeg på ingen måde at snyde dig — Halfdan! — for du har vist dig fra din bedste side i vores mellemværender. Derfor kan jeg fortælle dig, at denne Ingegerd, som du har ført hertil, er min og kong Hergeirs datter, og hun og ingen anden er den retmæssige arving til dette land, og derfor bekendtgør jeg nu, at jeg helt og holdent overdrager mig selv og min datter og dette rige til Halfdan, og så må enhver bøde sit eget tab. Men jeg så gerne, at jarl Skule opnåede så hæderfulde vilkår, som han kunne ønske sig.«


Kapitel 24

Jarl Skule begynder nu sin beretning, og han fortalte, hvordan han havde sat Kol til at anføre hæren, og hvordan de havde byttet navne, og at han og Ingegerd havde været den gamle mand og kællingen, som flygtede fra Halfdan ved Åleborg, da han ville have fat i dem. Han giver nu sig selv og sit rige i Halfdans vold. Da sagde Halfdan: »Nu er det blevet sådan, at alle disse lande tilhører mig. Derfor vil jeg nu bekendtgøre for jer, hvordan jeg ønsker, det skal være: Jeg vil give jarl Skule dronning Isgerd og det rige, som hun har her i Gardarige. Jeg har nu magten over Bjarmeland og kong Håreks datter Edny. Det rige vil jeg give til Sigmund — og møen med, såfremt de begge er villige til det.« Sigmund sagde, at dette ville passe ham godt, såfremt møen samtykkede, og Edny sagde, at hun ikke kunne håbe på et bedre frieri, »— og dette vil jeg meget gerne.« Halfdan sagde, at han ville vende hjem til det rige, han havde i Norge, »— for enhver er lykkeligst med det, som man er født til.« Sådan blev det, og disse bryllupper blev drukket med stor pragt, og bagefter drog høvdingene hver især hjem, og Halfdan opholdt sig dér om vinteren, og han og Ingegerd elskede hinanden højt. De sendte Svide den Tapre østpå til Den Karelske Bugt, hvor han skulle være høvding og overtage magten efter jarl Skule.

Men om foråret, så snart isen løsnede, samler Halfdan både skibe og mandskab, og han og Sigmund og jarl Skule gør klar til at drage til Bjarmeland, og deres færd gik godt, og det var nemt at erobre landet, og Sigmund blev gjort til høvding over det — dog så han var undergivet Halfdan. Jarl Skule vendte hjem til Åleborg, og han og dronning Isgerd elskede hinanden højt. Deres søn var Hregvid, der var far til Ingegerd, som var gift med Ganger-Rolf.


Kapitel 25

Det kan nu fortælles om Halfdan, at han drog til Norge, og Sigmund og dennes bror, Odd den Pragtglade, fulgte med ham. De anførte en flot styrke, og da Halfdan kom til Norge, tog hans frænder godt imod ham, og han blev taget til konge over Trondheimen og hele det rige, som hans far, kong Eystein, havde haft, og han var meget vellidt blandt sine undersåtter. Han og Ingegerd fik to sønner. Den ene hed Tore Hjort, den anden Eystein Glumra[9]. Odd den Pragtglade blev Halfdans landeværnsmand, og han var en særdeles tapper mand. Han drog til Island, da han blev gammel, og dér stammer en stor slægt fra ham.[10]

Og dermed slutter vi denne fortælling. Sid i fred!




Noter:

  1. Sagaen, der er fra begyndelsen af 1300-tallet, findes i flere redaktioner, men er bedst bevaret i håndskriftet AM 343 a 4to fra omkr. 1450-75.
  2. Se Erik den Vidtberejstes saga
  3. Tilnavnet betyder den Modige.
  4. ɔ: Staraja Ladoga.
  5. ɔ: armbrøst
  6. Vigfúss ≈ drabslysten. Ófeig ≈ ikke dødsens.
  7. ɔ: sko af rensdyrskind.
  8. Et skib.
  9. Tilnavnet betyder torden el. larm.
  10. Hermed slutter Halfdan Eysteinsons saga egentlig. Håndskriftet fortsætter imidlertid med en ikke videre god beretning om Halfdan og Sigmunds togt til Bjarmeland. Dette er en senere tilføjelse, der fremstår ganske uden sammenhæng med sagaen i øvrigt, og den er derfor ikke medtaget i nærværende oversættelse.