Harald Blatan og Palnatoke: Femte Samtale

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Naturlyrik og romantik
N.F.S.Grundtvig4.jpg


Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord
af Nik. Fred. Sev. Grundtvig


Harald Blatan og Palnatoke:
Femte Samtale


Viborg Thing.


Palnatoke.
I mange hundred Aar sig ei har sanket
En saadan Mandeflok i Ring,
Fra Eirarsunds den fjerne, østre Bredde,
Til Jotlands Grændseskel er ei
En Ø saa liden, ei et Syssel,
Hvorfra jo sees Mænd i Kreds;
Men heller aldrig er i Danmark holdet
Et saadant Thing, og aldrig drev
Saa stor en Nød de gamle Fædre
Til Stevne. Nys er død en Drot,
Hvis Hylding Faa af os kan mindes,
Dog før er Konger døde, og med Ret
Vi for den Døde os en ny udkaare;
Men Mer vi tabte i de sidste Tider,
Thi vore Fædres Guder tabte vi,
Først nu er Danmark høvdingløs at nævne.
Vi kom her, for at kaare os en Konge,
Og for at kaare Guder. Siger nu!
Hvorom skal der vel handles først:
Om Kongen, eller om de høie Guder?


Flokken.
(med Gny.)
Om Guderne, om Guderne!


Palnatoke.
Velan!
Saa vælger da imellem Krist og Odin,
Imellem ham, som blev fra Arilds Tid
I Danmark dyrket, som gav Seier
Til Fædrene, og efter stolte Liv
Paa Jord, dem favnede i Valhal;
Og ham, hvis Dyrkere vi selv
Og vore Fædre have kækt betvunget
Ved Odins Hjelp, som bruge Kors for Sværd,
Og fare ned til Helas skumle Bolig,
Hvor giftig Taage hvert et Aandedræt
Forpester, og hvor evigt Mørke ruger!
Ei Begge kan I tjene, og kun Børn,
Ei Mænd det egner saa at vakle;
Thi vælger nu med velberaadet Hug
Imellem Kraft og Svaghed, Krist og Odin!
Nogle tav, men Flere vare de som raabte:


Ei vil vi dyrke hviden Krist,
Men Odin, Thor og Frei og Odin.


Palnatoke.
Naar det er eders faste Villje, naar
I har besluttet, at de høie Aser
Skal ene være eders Guder…


Odinkar.
Stands
Du Hedning! og forfør ei Folket,
Og bind ei Munden paa de Mange her,
Som døbtes, og som mærkedes med Korset!
Frem kristne Mænd! bekender eders Tro,
Og siger hvem det er, som I vil dyrke.
Frem traadte en Flok og sagde efter, saa som Odinkar mælte:


Paa Kristum, paa hans Fader, og
Den Helligaand vi tro, men ikke
Paa Odin, eller nogen Skurdgud.


Palnatoke.
I Mænd, som holde ved den gamle Sæd!
Som sankes vil med eders djærve Fædre
Paa Odins Bænk i skjoldbelagte Sal,
Som vil hos Freia favne eders Møer,
Som tør i Ragnarokes haarde Strid
For Aser kæmpe, staa mod onde Jetter,
O skynder eder hen i Guders Lund!
O dvæler ei hos denne vantro Skare!
Hofgoder, I som Odin ynder! frem!
Og følge Hver, som vil i Valhal glædes!


Tause vandrede Goderne fort, hardtad al Skaren fulgte, og kun en liden Flok blev hos Odinkar.


Offerlunden.

Høit løftede sig Altret i den aflange stensatte Krinds, og Folket udbredte sig paa Sletten.


Goderne.
Smitted en vanhellig Fod
Hellige Kreds,
Hastelig visne den Fod!
Kredsen er ren.


Stenene stande i Kreds,
Tregange Tregange Ni,
Tregange drage vi rundt,
Rundt om den hellige Kreds.
Hammerens Tegn
Vier og værger.
Jette og Trold!
Viger for Hammerens Tegn!
Kraftens hellige Sten!
Længe du stod
Øde i Gudernes Lund,
Taus og forladt;
Atter vi knæle paa Sten
Trindt om din Fod,
Odin har vundet i Nord,
Stor er din Pris.


Derpaa reiste Goderne sig og omginge Altret med Kvad.


Austri og Vestri,
Sudri og Nordri,
Dværgene bære
Himlen paa Skuldre,
Saa bære fire
Stene, mod fire
Hjørner, den høie,
Hellige Sten.


Mægtige Guder!
Skuer til Jord!
Svæv over Lunden
Venlige Njord!
Noatuns Konge,
Alternes Drot!
Sku vores Idræt,
Lyt til vort Kvad!
En Hest droges frem.


Goderne.
Solen og Maanen
Skinned paa Himlen,
Straalende Freia
Skinned i Sal,
Listige Jetter
Vilde dem røve,
Hesten dem rædded,
Derfor er Hesten
Aserne kær.


Solen og Maanen
Skinne paa Himlen,
Straalende Freia
Skinner i Sal;
Jorden oplyses,
Hjertet opglødes,
Hesten det voldte,
Derfor vi offre
Hesten til Aser
Her udi Lund.


En Gode.
Kniven jeg sliber,
Hvislende piber
Tørstige Sten.


En Anden.
Piblende Vædske
Snarlig skal lædske
Tørstige Sten.
Torden rullede i Skyen.


Goderne.
(til Folket.)
Aukathors Vogn!
Hører du hellige Døn?
Valhals forsonede Guder
Nærme sig. Knæl!
Bed dem med luende Andagt
Blive os nær!


Folket knælede, stærkere rullende nærmede sig Tordenen, og et mægtigt Lyn rammede Hesten.


Goderne.
(til Folket.)
Skued du Straalen,
Hvor den sig hvirvled
Ned over Kredsen,
Sagtelig rørte
Alterets Kanter,
Hvor den med Raslen
Nedsank i Hestens
Viede Tinding?


Hellige Guder!
Selv har I kaaret
Offeret nu.
Kniven er hvættet,
Brat vorder tvættet
Alterets Sten.


Det flyder, det flyder,
I Bollen sig gyder
Det rygende Blod,
Mod Himlen det ryger,
Mod Gudernes Borg,
Og Teignen bestryger
Den mossede Sten;
Graa var dens Lød,
Nu er den rød.
Saa staar i Kampen
Graa Væv af Stridsmænd,
Faste som Kamp,
Graa stander Væven,
Rødner i Kampen,
Skifter sin Lød.
(til Folket.)
Skuer du Odins
Hungrige Fugle?
Hører du Ravnen
Skrige i Luft?
Vel har behaget
Mægtige Aser
Selvkaarne Offer.


Pris da de vældige
Guder i Valhal!
Drik deres Minne!
Kæmp deres Strid!




Kongsgaarden i Viborg.

Det var silde, og halvdrukken sad Svend med sine Mænd om Bordet.

Svend. Fjølnir.


Svend.
Hvor er min Fosterfader Toke?
Han tidlig gik fra fulde Horn,
Han bliver gammel kan jeg mærke,
Og elsker høit sin Nattero.
Men Fjølnir! gamle Skælm! hvorledes
Kan det vel være, du er her?
Din Krop er dog endnu lidt ældre.


Fjølnir.
Ja Konge! jeg har aldrig havt
For Skik, paa egen Mag at tænke.
En Tjener skal jo tjene, og kun slet
Det sømmer sig for ham sig selv at raade.
Mit Øie mente at det fik sit Lys
For vel at agte paa min Konges Øie,
Og prøved aldrig paa at lukke sig,
Saalænge det saae Kongens aabent.
Saa tjente jeg i trende Snese Aar
Kong Harald, saa jeg Svend vil tjene.


Svend.
Det kan jeg lide, Gamle! saa jeg vil,
At alle mine Mænd skal tænke.


Fjølnir.
At Alle skulle tjene dig saadan,
Som de din Fader Harald tjente?
Om Palnatoke dig nu tjente saa,
Som Harald, var du dermed tjent?


Svend.
Hvordan? jeg er jo ikke Harald.
Sig mine Hirdmænd: de kan gaa!
Kom saa igen!


Enstund sad Kongen og grublede frem og tilbage, som Sæd er hos vaklende Naturer, og paa det Sidste vilde han høre sig selv, for at vide, hvad han tænkte.


Hvor det dog løber
Mig rundt i Hovedet! jeg veed
Ei om det Mjøden er, som avler
De sære Tanker i mit Sind.
Men Toke har mig jo opfostret,
Og gjort til Konge. Skam dig Svend!


Fjølnir.
Du sagde mig jo, Herre Konge!
Jeg skulde komme hid igen?


Svend.
Jeg siger, at jeg veed ei hvad jeg sagde,
Men hvad du sagde, var vist vel betænkt.


Fjølnir.
Og skulde jeg da tale til min Konge,
Og ikke tænke først? hvad heller var
Det Ret at tale, som jeg ikke tænkte?
Det har jeg aldrig gjort, og gør det da
End mindre nu paa mine gamle Dage.
Kan du ei Sandhed lide i din Gaard,
Saa jag mig bort! og jeg vil bede Toke,
At give mig en Jordplet for min Arv,
Hvor jeg kan dø i Ro.


Svend.
Aa Sludder, Gamle!
Jeg mente kun, at hvad du sagde før
Om Palnatoke, var, fordi du vilde,
Jeg skulde hade ham, som du.


Fjølnir.
Jeg hader ham, og hader ham med Rette,
Men hvad jeg sagde, sagde jeg, fordi
Jeg ikke under dig din Faders Afgang.


Svend.
Han har jo ikke Harald dræbt.


Fjølnir.
Just ikke han, men denne Pil det gjorde,
Og Haanden som i Buestrængen trak,
Da Pilen fløi og rammede din Fader,
Den har dog og lidt Del deri.
Jeg kender Pilen paa sin gyldne Spidse,
Det er den samme, som min Brodersøn
Tog af sit Kogger til Kong Harald,
Da Æblet han af Aages Hoved skød.


Svend.
Men denne Pil dog ogsaa kunde have
Lidt Ærende hos Harald.


Fjølnir.
Derom vil
Vi ikke stride, jeg var Haralds Ven
Og ældste Tjener. Jeg kun vilde,
Du skulde se, det var den samme Toke,
Som Pilen skød, og som i Dag
Gav sine Guder Skyld for Skuddet.
Jeg veed nu ei, om du kan være tjent
Med Undersaatter – dog, det Ord ei duer –
Med Kæmper, som tør dømme Kongen selv,
Og straffe ham paa deres Guders Vegne.
Tag dig i Agt! Mer siger jeg dig ei.


Svend.
Du faaer mig aldrig til at tænke,
At Toke, som har fostret mig,
Hvem Folket vilde havt til Konge,
Men som mig skaffed Kongenavn,
Har Ondt isinde. Veed du Noget,
Saa lad mig høre! – Hvorfor tier du?


Fjølnir.
Fordi det dog jo nytter ei at tale.
Forglem at jeg har Noget sagt,
Og tro kun Toke! han forlader
Dig sikkert ei, undtagen hvis en Pil
Fra Guderne dig traf, da kunde
Han som en Asadyrker ei
Beklage dig, men maatte takke Odin.


Svend.
Hvordan? Hvad mener du med det?


Fjølnir.
Hvad Toke mente, da han svor: en Kristen
Ei mere skulde klæde Kongestol.
Om Saxlands Keiser nu dig nødte
Til Kristendom, om selv du fandt,
Naar sære Jærtegn du beskued,
At det var godt at tro paa Krist,
Og alt for tungt at staa imod
Saa stærk en Herre; mon da Odin
Ei kunde faae det Indfald, ved en Pil
Fra Tokes Haand at nøde dig til Valhal!


Svend.
Men jeg vil ikke tro paa Krist.


Fjølnir.
Jeg kun forstaar mig lidt paa Troen,
Og veed ei hvilken der er bedst;
Men snart er halve Danmark kristnet,
Hvad vil saa du?


Svend.
Saa faaer vel jeg
At følge Strømmen.


Fjølnir.
Og naar den du følger,
Hvad gør saa Toke, mener du?


Svend.
Hvor veed vel jeg, hvad han vil gøre!
Din Tale gør mig hartad gal.


Fjølnir.
Gid den dig gjorde klog, forsigtig!
Du kender Jomsborgs Vikingsflok,
Du hørte, at i Dag paa Thinge
Mer end det halve Folk sig laved til
At hylde Toke; naar han vredes
Paa dig engang, hvad saa?


Svend.
Jeg ser, at han kan vorde farlig.
Men skulde jeg vel derfor dræbe ham!


Fjølnir.
Du skulde ligne ham; hel listig
I Dag han Kongenavnet ei
Modtog, men vilde heller bie
Til Alt blev modent. Dræbe ham,
Sig just for dig ei sømmer, men jeg mener
Du gjorde vel, om du ham bød
Til Arveøllet efter Harald;
Naar Pilen da gik rundt omkring,
Naar trodsig han ved Pilen kendtes,
Naar ikkun Haralds Venner sad paa Bænk,
Da blev vel Harald Blatan hevnet.
Du havde ingen Skyld, men du
Sad fastere paa Kongestolen.


Svend.
Men var det ei en Nidingsid
Af mig, at lokke ham i Snaren?


Fjølnir.
Saa lad ham være løs saalænge,
Til Pilen dig har naglet fast!


Svend.
Nu vil jeg sove. Mjøden og din Tale
Har rent fortumlet mig, jeg veed
Ei mere nu, hvad jeg skal tænke.


Fjølnir.
Jeg ønsker dig en rolig Søvn,
Dog ei saa rolig, som Kong Haralds.



Thinghøien udenfor Viborg.

Det var ved Midienat, der Palnatoke sad gladelig paa Høien og skuede ud over Landet.


Palnatoke.
O hvilken Lyst at dvæle her,
Imellem disse gamle Stene,
Som bare Fædrene hvergang
En Skjoldung kaaredes til Konge!
O dobbelt Lyst at dvæle her
I denne Nats det lyse Mørke!
Se hvor de Stjerner tindre mildt,
Som hver af dem var Freias Øie!


En Skikkelse fremskrider hist,
Naar færdes Mænd vel her saa silde?


Hvem er vel du, som vanker om
I Natten, og min Ro forstyrrer?


Odinkar.
Jeg kommer for at søge dig,
Du ganger her omkring med Gammen
I Mørket, fordi Mørket vandt,
Og om din Gammen end jeg spildte,
Da var det Ret, thi du i Dag
Har spildt min Sjels den største Glæde.
O Toke! Toke! du har kæmpet
Mod Lyset, mod den klare Sol.


Palnatoke.
Du er den Klerk, som vilde her paa Thinge
Forføre Folket til at tro paa Krist.
Ei er du en af Saxlands fule Munke,
Men dansk, og, som mig tykkes, djærv;
Hvor kunde du saa skammelig affalde
Fra Fædreguder og fra Fædresæd?


Odinkar.
Jeg er din Frænde Odinkar,
Som du jeg Aserne har dyrket,
Men tjener nu en bedre Gud.
O Toke! hvorfor vil du ikke
Oplade Øiet?


Palnatoke.
Kom og sæt
Dig her paa Stenen! vi vil tale
Om Gudernes den hellige Natur;
Thi, som mig tykkes, er du ingen Daare,
Og farer ei med usselt Gøgleri,
Som Popo og de andre Klerke.
Jeg tror paa Aserne, fordi
Jeg troer, det er Ret, men kunde
Du vise mig, det ei var saa,
Da og min Tro jeg vilde skifte.


Odinkar.
Jeg veed det, Toke! du er ikke Hedning,
Som Andre ere det, og ei
Du Lyset trodser blind i Mørke,
Men kun i Mørket ser du Lys;
Du elsker kun de kolde Stjerner,
Og hader Solens varme Glands.


Palnatoke.
Man vorder lad og dorsk i Heden,
Naar ei den blander sig med Kuld.


Odinkar.
Naar Solen blusser hver en Morgen
I Østen frem, og Stjerner fly,
Hvad mener du vel det betyder?


Palnatoke.
Med Natten kæmper Stjerners Lys,
Som Aserne med Jetter kæmpe.
I Ragnaroke Aser skal
Med Jetter falde, endt er Nattestriden,
Og Solen straaler frem i Glands,
Det ahner jeg ved Morgengryet.


Odinkar.
Men, naar nu Jetter kunde fældes
Før Ragnaroke, maatte da
Ei Aser og med dem forsvinde?


Palnatoke.
De maatte; men det kan ei ske,
Saalidt som Døgn kan vorde idel Dag.


Odinkar.
Kan Asernes og Norners Fader
Ei avle En, som mere tro
End Odin, Jetterne vil fælde?


Palnatoke.
Er Guddomskraften to? kan Ymers Krop
End staa, naar Ymers Æt udslettes?


Odinkar.
Det er et Jærtegn, som vi ei
Begribe, men som selv forkyndes
I vore gamle, dunkle Sagn:
Naar Jord og Alt paa Jorden græder,
Da stiger Baldur op fra Hel;
Men stiger han, da Ymers Legem
Fra Smitten renses, thi det græd.


Palnatoke.
Din Kløgt er større end jeg tænkte.


Odinkar.
Alfader sendte ned sin Søn,
Og Sønnen steg til Helas Bolig,
Der bandt han Jetters fæle Flok;
Men Baldur op han med sig førte,
Og denne Søn var hviden Krist.


Palnatoke.
Hel Underligt er hvad du siger,
Men Aserne! hvor bleve de?


Odinkar.
Hvor blive de i Ragnaroke?


Palnatoke.
I Hødur stige de til Gimle.


Odinkar.
Med Baldur Hødur steg fra Hel.
Kan du end spørge længer, Toke?


Palnatoke.
End spørger jeg: er Kraften to?
Kan blinde Hødur naa til Gimle,
Før did ham lyser Surturs Ild?
Kan Aser uden Kamp nedfældes,
Og hvem kan bundne Jetteflok
Med Fenrisulv og Midgardsormen
Udslette, naar ei stærke Thor
Og tause Vidar mere aander?


Odinkar.
Hvad mener du vel mægter bedst at lyse,
Alfaders Sol, hvad heller Surturs Ild?
Naar Aser leve, kan ei Fenrisulven
Og Midgardsormen dræbes, som du veed,
Men om nu Aserne ei faldt,
Om disse Verdens stolte Guder
Blandt Jetter lagdes fast i Baand;
Om evig dem Alfader straffed
Med evigt Liv i Surturs Lue;
Var det da ikke Ret?


Palnatoke.
Hvordan?
Kan eders Gud sig selv da pine,
Og skal det Onde aldrig dø?
Skal Baldur ei med Hødur bygge
Paa Seierstøtten? skal fra Fjelderod
Ei Nidhøg drives med sin Ormeyngel,
Og synke ned i Ginnunggab?
Skal Alt da engang Eet ei vorde,
Skal Mer end Gimle være til?
Det er en ond, en farlig Lære,
Og trods dens fine Troldekløgt,
Jeg klarlig ser, hvorfra den stammer:
Alt længe Jetterne med Magt
Mod Aser kæmped, men forgæves,
Nu stræbe de med sælsom List
At vinde end i Ragnaroke;
De vil indbilde os, at alt
De ligge i et evigt Fængsel,
Naar vi da glemme mandig Kamp,
Og stille vores Liv hensover,
Da ødes Valhal, sorte Hel
Os griber, onde Jetter seire.


O ve os! at saa skammelig
Vi Volas dybe Kvad forglemte,
Forglemte Aserne og kun
I Templet deres Støtter æred!
Thi derfor misted vi vor Kraft,
Og Jetter Askurs Børn kan daare.
O Frænde! hjelp mig at forny
De herlige, de svundne Tider!


Odinkar.
Nei, Frænde! nei, hel vel jeg veed,
Paa hvem jeg tror, han sviger ikke.
Forsonet er jeg med min Gud
Og trænger ei til Valhals Kampe,
Ei mer behøver jeg min Lid
Til Ragnarokes Strid at sætte,
Thi endt er Jetters onde Magt
Og knust er Midgardsormens Hoved.


Palnatoke.
Det mener du? har du da glemt
Det gamle Sagn om Thor og Yme,
Som ender med de mærkelige Ord:
Vel sige Mænd, da Thor sin Hammer
Udkastede, blev Ormens Hoved knust;
Men det er sandere at sige,
At Ormen ligger end i Hav,
Og vinder sig om alle Lande!
O! tro ei disse onde Løgne,
Lad dig ei daare af en Glands
Der blænder, men vor Kraft fortærer!


Odinkar.
Ei dræbes Kraften, skønt ei mer
Den mæler høit i Vaabengnyet;
Den virker stille, inderlig,
Og dræber daglig onde Jetter.


Dog – klart jeg ser, det nytter ei
At ville dig til Kristum føre,
Du er stadfæstet i en vildsom Tro
Og ingen Størke mægter dig at rokke:
Ei vil jeg dømme, thi jeg vil ei dømmes,
Og vel jeg veed din Hug er ikke ond,
Men syndig er din Id og dertil daarlig,
Thi medens Kristi rene Lære du
Vil standse, prøver du at stille
Selv Tiden i sit Løb; den visne Urt
Skal paa dit Vink med friske Blade prange.


O Daare! mener du, fordi
I Dag de gamle Guder seired,
At længe deres møre, raadne Stol
Kan staa, før helt den sønderbrydes?
Se dig omkring! fra Romaborg
Til Eideren har Kristus vundet.


Palnatoke.
Men her i Norden, Asers Hjem,
Her, hvor den høie, prude Lære
Er groet mellem Klipper frem,
Kan den vel og som Klippen stande.


Odinkar.
Jeg ærer Fædrene i Nord,
Og jeg beundrer dem, som kunde
I Mørket saadant herligt Glimt
Opdage, men det er jo svundet.
I Norrig og i Svithjod selv
De Fleste tro paa egen Størke;
Men Mange ogsaa tro paa Krist
Der, som i Danmark.


Palnatoke.
Er vel Glimtet,
Som du det kalder, svundet her i Nord,
Fordi hel Faa det skue nu omtide?
Er Solen og forsvunden, naar i Sky
Den hyller sig, ja selv naar den nedsynker
Ved Aftenstid? Dog – var det endog saa,
At Kristus kunde vinde her i Norden,
Da stander Jomsborg dog, og kan dens Kæmper
End ei, som er min faste Tro,
Indsætte Odin i sit Odelsrige,
I deres Æt dog vist et Skin af Nord
Skal leve evig.


Odinkar.
Evig, Daare!
Det vorder lagt i Høi med dig.


Palnatoke.
Saaledes stode disse gamle Stene
Igennem mange hundred Aar,
Naar Storme sused gennem Skoven
Og rev fra Jord den stærke Eg,
Da stode de, kun Mossets Trævler
For Vinden svaied hid og did.
Saa kan vel ogsaa Jomsborg stande,
Den store Sten, som jeg har reist;
Thi den har ingen Rod i Jorden,
Den staar kun paa den, og først da,
Naar Jorden revner, kan den synke.


Odinkar.
Ja du har sagt det, Spaadom er din Trods,
Thi som jeg stod og stirrede mod Himlen,
Da saae jeg underlige Stjerneskud
Og sære Syner, som mig Aanden siger
Stadfæste dit forvovne Spaadomsord.
Ja, Jorden skal sit Svælg oplade,
Og der skal Jomsborg synke ned,
Og vore Ætmænd skal ei vide,
Hvor fordum stod den stolte Borg.
Naar da en Saga dem fortæller
Om denne Nat og dine frække Ord,
Da skal de korse sig med Gysen,
Og knæle dybt i Støv for Krist.