Harra Pætur og Elinborg (Hr. Peter og Elinborg)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
|
Hr. Peter og Elinborg
Oversat fra færøsk af
Anker Eli Petersen
© 2005.
1.
Det var Hr. Peter og Elinborg,
de var børn så unge,
fattede kærlighed for hinanden,
skæbnen er ofte tung.
Omkvæd:
Nu har jeg lyst til at gå til dans
medens roser og liljer de gror som bedst.
2.
Det var Hr. Peter og Elinborg,
de var børn så rige,
fattede kærlighed for hinanden,
sådan er skæbnen for mange.
3.
Han lagde sine arme om jomfruens hals,
kyssede hende blidt:
"Hvor længe vil du Elinborg,
min forlovede, vente på mig?"
4.
"Jeg vil vente i syv vintre,
mod min families råd,
jeg ægter ingen levende mand,
mens jeg er i live.
5.
Jeg vil vente i syv vintre,
mod min familjes vilje,
jeg ægter ingen levende mand,
selv ikke kongen, hvis han foretrak mig."
6.
Hr. Peter stiger
op i den rejste fløj,
"Jeg forbyder alle mænd
at se på min fæstemø!"
7.
Hr.Peter stiger
op i den rejste stavn,
"Jeg forbyder alle mænd
at sove i hendes favn!"
8.
Da syv vintre var hengået,
begyndte Elin at længes,
hun svøbte sig i sin kåbe blå
og stillede sig ved glasvinduet.
9.
Elin står ved glasvinduet,
hvor hun ser vidt omkring,
der ser hun en fager skude
glide over havet.
10.
"Jeg kender disse sejl så vel,
jeg kender denne rig,
jeg kan kende denne skude
som Hr. Peter ejer."
11.
Så går Elin ned til stranden,
skibet lagde til,
det var en fager knar
som lå ved denne brygge.
12.
"Hør, i rige købmænd!
hvad har i der at sælge?"
"Vi har skrud og røde skarlagen,
det bedste fruen har set:"
13.
"Jeg er ikke til meget for skrud
og ej heller det røde skarlagen,
min broder er i udlandet,
derfor sørger jeg mig til døde."
14.
Han er ikke din broder,
han er din bejlersvend,
han opholder sig i Danmark,
og hersker over en borg.
15.
Han opholder sig i Danmark,
de kalder ham Peter den rige,
han fæstede en af de danske fruer,
hun er ej Deres lige."
16.
Så går Elin op fra stranden,
hun svøber sig i skind,
så går hun på højen loft,
ind for Erik sin bror.
17.
"Vær hilset Erik, min broder,
hør hvad jeg beder dig om:
vil du være min styrmand
over det salte hav?"
18.
"Sæt dig ned her ved mit bord,
drik med mig i dag,
det er ikke kvinde skik
at sejle det salte hav."
19.
Elin gik ud fra hallen,
hun var nok meget vred:
"Jeg skal aldrig bede dig om
flere tjenester i mit liv!"
20.
Hun samler alle sine piger
om sig i en ring,
så tog hun en sølvsaks frem
og klipper deres hår omkring.
21.
Hun samler alle pigerne,
og klipper deres hår,
siden lærer hun dem alle
det jyske riddersprog.
22.
Hun samler alle pigerne,
laver dem ridder tøj,
så går de alle ned til stranden,
der hvor Elin står.
23.
Erik går ned til stranden
denne samme dag,
"Jeg vil være din styrmand
over det salte hav."
24.
"Jeg sværger ikke med mindre
end min sølvring:
her skal intet mandfolk med
indenfor skibets lønning!
25.
Jeg sværger ikke med mindre
end mit sølvkors:
her skal intet mandfolk med
ombord på skibet med os.
26.
"Jeg sværger ikke med mindre
end min sølvkårde
her skal intet mandfolk med
indenfor skibets borde!"
27.
Det var altså Elinborg,
hun tager sine smykker på,
så går hun til styrepinden
og ternerne begynder at ro.
28.
De drev omkring på det mørke hav
i to måneder,
ingen vætte (nisse) hjalp dem med
at se noget land.
29.
De drev omkring på det mørke hav
i tre måneder,
ingen vætte hjalp dem med
at finde noget land.
30.
Ingen vætte hjalp dem med
at finde noget land,
foran den stejle brænding
faldt den bølge blå.
31.
Da talte fru Elinborg,
sagde dissee ord:
"Vi må love almisse,
så vil vi se land!"
32.
Nogle lovede en,
Elin lovede to,
da begyndte tågen at lette,
og de fik land i sigte.
33.
Alle lovede en og to,
Elin lovede tre,
da begyndte tågen at lette
og de fik landkending.
34.
Det var tidligt om morgenen,
solen står op bag fjelde,
da begyndte tågen at lette
ved hr. Peters borg.
35.
Fredagen i påskeugen
sejlede de ud,
de fik ikke landkending
før Sankt Mortens dag.
36.
De kaster sine ankre
på den hvide sand,
først af alle stiger frøken
Elinborg i land.
37.
Midt på selve græsplænen
aksler hun sit skind,
og således går hun
i de høje haller ind.
38.
"Hil dig, Hr. Peter
her ved dit brede bord,
er det sådan, agtede svende
holder sine ord.
39.
Sid vel, Hr Peter,
og den danske frue,
er det sådan, agtede svende
holder sine løfter?"
40.
Hr. Peter bøjer sig over bordet
med sølvbæger i hånden:
"Gud velsigne de to øjne,
jeg kendte dem straks igen!
41.
Hør mig, frøken Ingibjørg,
bliv ikke vred på mig,
jeg vil følge min nevø
tre dage på hens vej.
42.
Jeg vil følge min nevø
tre dage på hans vej,
er jeg ikke tilbage den fjerde,
så ser du mig ikke igen!"
43.
Da svarede frøken Ingibjørg,
med tårer på sin kind:
"Det er ikke din nevø,
det kan jeg sagtens se."
44.
Da svarede frøken Ingibjørg,
tårer glimter på kinden:
"Det er ikke din nevø,
det kan jeg sagtens se!"
45.
Da svarede frøken Ingibjørg
for tredje gang:
"Hun har godt nok mandige træk,
men håret er en kvindes."
46.
De fulgtes ned til stranden
alle i en hob,
Hr Peter og Elinborg,
og Ingibjørg som den tredje.
47.
Ingibjørg står på den hvide strand,
hun græder nok så såre,
Elin står i forstavnen,
ligeglad med hendes tårer.
48.
"Lev vel frøken Ingibjørg,
du smukke danske kvinde,
nu har jeg fået min fæstemand,
som du lånte for en stund.
49.
Lev vel frøken Ingibjørg,
med dit elverlevned,
nu har jeg fået min fæstemand,
som du lånte af mig så længe.
50.
Ingibjørg vendte grædende
tilbage til sin borg,
Hr. Peter sejler glad
hjem med Elinborg.
51.
Der blev drukket til deres bryllup,
deres liv var lykkeligt,
så gik de begge i samme seng,
Hr. Peter og hans viv.
52.
Drag mod øst, drag mod vest,
drag til verdens ende!
De kommer begge i samme seng,
som Gud vil sammen sende.
