Havheste og havkøer
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde
Ny række
Bind II, s. 105
Samlede og for størstedelen optegnede
af
København 1928
21. Som lille Pige maatte jeg ud at vogte. Jeg skulde drive Køerne ud om Morgenen paa den Eng, der hedder Salvig.
Da saa jeg en Morgen hele Engen fuld af Kvæg og Heste, men da det var taaget, kunde jeg ikke ret se, hvordan det saa ud. De satte i fuld Fart ud i Vandet, og der blev saadan en Brusen i Vandet, saa det var forfærdelig. Mine Køer fulgte med bag efter, og en af dem kom med helt ud i Vandet.
Der er flere, der har set de Heste og Køer. Min Mand siger, at det kan ikke være troligt, men det er sandt.
1906. Kirsten Olesen, Ovrø.
22. Havtyren kommer i Land og springer Køerne paa Marken, og saa rejser den af igjen.
Peder Jonsen, Torsager.
23. I Havet er alle Slags Dyr og Kreaturer. Havtyren kan løbe oppe paa Landet og løbe efter Folks Høveder.
E. T. K.
24. For en 5, 6 Aar siden saa 4 Mand paa en Baad her et underligt Dyr ude paa Havet, der lignede en Ko, og de havde aldrig set Mage. De sejlede strags til Land, og en af Mændene blev syg.
Simon Sørensen, Skagen.
25. I Stege By berettes om en Mand, der havde en Ko, hvoraf han i ét Aar og i ét Kuld fik tre Kalve, der, da de vogsede op, overgik alle andre Køer i Værdi og Størrelse, og det ansaaes af nogle for at være overnaturligt. De troede da, at denne Ko havde løbet med en Havtyr, der var kommen op af Havet.
(Resen III, 108.)
26. Der ligger et Stykke Land til Kolby, der kaldes Holm, det er ved Vejen fra Kolby ud til Visborg og findes i en Lavning, der nu kaldes Dammen, for man kan se, at der har været Vand rundt om Holmen, men det har dog været landfast med Kolby mod Nord.
En Mand havde Kreaturer gaaende der, og nogle af dem fødte Misfostre. Han troede, det var, fordi de var blevne bedækkede af en Havtyr.
Hans Mand, Pilemark.
27. Der var en Kone, boede paa Rugholm Bakke tæt ved Havet og nordøst for Nørgaard, og hun ernærede sig ved at koge Salt af Tang. Det brændte hun i Aske og kom Vand paa og kogte Salt af den Lage.
Hendes Datter var Kjæreste med en Karl fra Nørgaard i Strandby. Det var i Kvægpestens Tid, da den grasserede her i Egnen og ødelagde mange Kreaturer. Det var saa forbudt en Karl at gifte sig, uden hans Kjæreste kunde føre en Ko med sig i Medgift. Karlens Forældre var meget imod Partiet, for hun var meget fattig.
Det stod nu haardt til for denher sølle Pige, og hun bad meget til, at hun havde haft en Ko. En Morgen, hun kom ud, saa hun en Ko staa paa Rugholm Næs eller Rev, en ravnsort, kullet Ko. Koen gjorde Tegn til at ville malkes, og saa gik hun hen og lagde sit Strømpebaand om Halsen af den og trak den hjem. Derpaa malkede hun den, og den gav et ualmindelig rigt Maal Mælk. Hun meddelte sin Kjæreste den glædelige Efterretning, at hun nu havde en Ko.
Samme Efteraar stod Giftermaalet paa, og de kom til at bo i Nørgaard.
Den Ko fik efterhaanden 12 Kalve, allesammen Kviekalve, og de blev lagt til til Hobe, og de kom til efterhaanden at udgjøre hele Gaardens Besætning.
Omsider tykte de, Koen blev for gammel, og saa vilde de slagte den. Der blev en Mand tilkaldt til at hjælpe dem. Men da han nu lige skulde slaa Koen for Panden, lød der en Røst op fra Havet:
"Kus Ko kålld,
kom med din Kali ålld."
Koen sled sig fra dem, og alle Kalvene kom ogsaa og fulgte med den, og de gik i Havet.
Der var dog endnu Afkom af den i Byen og Egnen, for noget af Afkommet efter Kalvene havde de solgt, da det jo var knapt med Penge i de Tider.
Der var kullede Køer i Strandby længe efter den Tid, og det var den Havko sit Afkom.
Niels Madsen, Bratten.
28. En Kone gik og græd paa Stranden, for hun havde saa mange smaa Børn hjemme og ingen Mælk. Saa kom der en graa kullet Ko til hende, og hun sagde, at hun skulde nok være god til at malke, naar hun vilde tage hende med hjem.
Men Konen skulde indgaa den Forpligtelse, at hun skulde lægge alle Kalvene til, som Koen fødte, og det lovede hun.
Nu var Koen der saa længe, til hun havde faaet 6 Kalve. Da tykte Konen, at nu skulde det høre op, hun vilde ikke lægge Kalve til længere. Hun siger det saa til hendes Børn.
"Ja, det kan ikke gaa an, Moder, at slagte den," siger den ene, "for a er ræd, der skal blive Fejl ved det."
Hun blev dog ved hendes, og den syvende Kalv slagtede hun. Men da hørte hun en Røst fra Havet, der sagde:
"Kom Kow kålld mæ din Kali ålld!" og saa rejste de af ad Havet til Hobe, baade Ko og Kalve.
Se saa havde hun ingen Ko længere.
Johanne Marie Kristensdatter, Søheden.
29. Jens Pedersen havde en Ko, som skulde faa Kalv, men den kunde ikke føde. Jeg blev da hentet, og det viste sig, da den kom til Verden, at den havde Vand i Hovedet.
"Det var da en mærkelig Kalv," siger han, "men den maa jo have været ved Havtyren."-
"Havtyren!" siger jeg.
Ja, Koen havde staaet ude paa en Strandeng, der kaldtes Øvre-Made, og der var Tyren saa gaaet op til den.
Han sagde, at han saa tit havde hørt den Tyr brøle ude paa Øvre om Natten. Den havde et meget stort Hoved og en stor lang Hale med Finne paa
Enden, saa den kunde bruge den til at svømme med.
Den var altsaa halv Tyr og halv Fisk, og han var vis paa, der var saadan en Tyr til.
Dyrlæge S. Hoe, Endelave.
30. Der var en Mand i Slavreby, som kun havde én Ko, og den trak han ned til Guldborgsund til en Havtyr, naar den skulde løbes.
En Mand i Næs havde i sin Kvægbesætning en Familie, som stammede fra en Havtyr, der var kommen op af Grønsund, og havde bedækket en Ko der nede, som gik paa et Overdrev.
Povl Povlsen, Skjelby.
