Hellig Margretes skrinlæggelse
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
i oversættelse ved
Hans Olrik
Hvem fru Margrete var, vides ikke med sikkerhed. At hun var i familie med Absalon og endnu nærmere i slægt med Sunesönnerne, sés af de nedenfor oversatte optegnelser. Man har derfor ment, at hun skulde have været Sunesönnernes søster, datter af den mægtige stormand Sune Ebbesön, Skjalm Hvides sönnesön. Denne antagelse forekommer mig dog usandsynlig. Hvis Sunes datter Margrete var den samme som den sællandske helgeninde Margrete, måtte nemlig Sorø-stamtavlen over Skjalm Hvides æt omtale hende som hellig; men deraf er der ikke den mindste antydning. Det er tilmed sandsynligt, at Margrete, Sunesdatter, der var mormoder til ærkebiskop Jakob Erlandsön, har levet længere end til Hellig Margretes dødsår, 1176, og rimeligvis er Sunesönnernes søster da også den fru Margrete, som Absalon betænker i sit testamente (1201). Hvis Hellig Margrete havde været Sunesönnernes kødelige søster, vilde fortællingen om hendes skrinlæggelse vel endelig også have sagt det utvetydig. Om den hellige Margrete og hendes mand véd vi da ikke andet, end hvad den lille helgenberetning meddeler os. Kun enkelte årbøger, fremfor alt den sællandske, giver endnu et lille bidrag til vort kendskab til deres historie ved at optegne stedet, hvor de havde hjemme og hvor hun blev hængt af sin mand, nemlig Ølsemagle i Køgeegnen; og den sællandske årbog samt to pavebreve fra 1257 viser os, at der ved Køgebugt var rejst et kapel til hendes ære, og at man valfartede dertil. Grunden til, at Margrete blev anset som helgeninde, var hendes sörgelige død for mandens hånd. På samme måde udvikledes en menneskealder tidligere den svenske helgeninde Helene af Skøfdes helgenry: det hed sig, at hun var bleven uskyldig dræbt. Da man kun havde så lidet at fortælle om Hellig Margrete, kunde det let ske, at hun omplantedes til andre egne. Sagnet om en hellig Margrete, der blev dræbt i Flade sogn på Mors, da hun var på vej til kirke, er sikkert kun en genspejling af den sællandske Margretes og den svenske Helenes skæbne. Mere tvivlsomt er det, hvorvidt sagnet om den gavmilde »fru Martha til Karisegård«, der under fjendens indtrængen skjulte sig over kirkehvælvingen, har noget med vor helgeninde at göre.
Margretes betydning som helgeninde beroede på hendes slægtskab med Danmarks förste mænd og på den höjtidelige skrinlæggelse af hendes legeme i Vor Frue kirke i Roskilde. Denne höjtidelige handling forestod Absalon (1176), medens han endnu kun var biskop i Roskilde. Snart hører vi om store pengeindsamlinger i hele Østsælland til den danske helgenindes ære; men alligevel er det tvivlsomt, om hun er bleven kanoniseret af paven (hvorvel hun i Alexander IV’s breve fra 1257 kaldes »sancta«), og nogen fast helgendag for hende kendes ikke. I den sællandske årbog hedder det, at man ikke véd rigtig besked om Hellig Margretes undergerninger, ikke fordi de ikke er skete ved Herrens kraft, men fordi man ikke har optegnet dem og offenliggjort beretning om dem.
Forfatteren af dette lille helgenskrift må være en Roskildeklerk; han omtaler Roskilde som »staden«. Optegnelserne er först gjorte efter Absalons død, da den store ærkebiskop omtales som ikke længer levende; dog hidrörer de vistnok fra begyndelsen af 13. århundred. Skriftet findes trykt i Script. rer. Dan. V 303.
I det Herrens år 1176[1] på helgenerne Crispinus’s og Crispinianus’s höjtidsdag[2], blev Margrete, frænke af ærkebiskop Absalon i Lund — således som han selv plejede at fortælle — og nær slægtning[3] af biskop Peder af Roskilde[4] og hans brødre, dræbt af sin ægtefælle, Herlog, og derpå om natten indenfor lukte döre hængt på en bjælke, så at det så ud, som om hun havde lagt hånd på sig selv[5]. Derefter blev hun, da sognepræsten forbød hendes begravelse på kirkegården, jordet på marken[6]; men dér kom der ild fra himlen, og da hendes uskyldighed således blev godtgjort ved den natlige glimten af lys, meldes sagen til biskop Absalon. Han fæstede ikke straks lid til de blotte ord, og för sandheden af de ting, man talte om, var bleven lagt klart for dagen, vilde han ikke ret tro på udsagnene. Men da rygtet mere og mere tog til, sender han fra Roskilde höjst pålidelige mænd til at undersøge sagen, og efter at disse havde overbevist sig om sandheden af denne sag, melder de ham det tilbage, som de havde hørt. Så snart han havde erfaret, at det var sandt, hvad han havde hørt, jublede han i ånden over, at sådanne ting skete i det stift, der hørte til hans bispesæde, og efter straks at have ladet abbed Simon fra Sorø[7] og Rikard, forhenværende abbed i Ringsted, tilligemed andre forstandige mænd kalde overvejede han omhyggelig med dem, hvad man burde foretage sig i denne sag. Dernæst kalder han Herlog, der forhærdede sig i sin hårdnakkede ondskab, til sig og spörger ham, om han er skyldig i den skændselsdåd, han sigtedes for; Herlog går til bekendelse og nægter ikke sin skændselsgerning, da han mærker, at han er bleven røbet ved de tiltagende undergerninger. Blodvidnets frænder trænger ind på Herlog, i det de vilde øve gengæld mod ham for hans værk; men bispen får dem bragt til ro og forliger dem meget hurtig. Dernæst drager han, omgiven af tætte folkeskarer, med stor glæde til den ædle frues grav. Liget tages da op af graven, aftvættes, lægges på en båre og føres med ærefrygt til staden[8]. Med störste jubel iler folk af alle klasser[9], ethvert kön, enhver alder, enhver stand det hellige ligtog imøde. Foran båren bar man vokskerter og lamper, efter den fulgte præsteskabet og biskoppen under hymner og sange. Legemet føres da ind i den hellige jomfru Marias kirke[10]; dér rejses der med ære et mægtig stort gravmæle for hende, og dér udmærkede hun sig senere ved mange undergerninger.
Fodnoter:
- ↑ Nogle årbøger sætter begivenheden til 1177; men opgivelsen her får stå til troende.
- ↑ Den 25. Oktober. Crispinus og Crispinianus var efter legenden to romerske brødre, der drog til Gallien for at forkynde evangeliet dér, men blev martyrer i året 303. De tjente deres udkomme ved at sy sko, hvorfor Crispinus særlig er skomagernes helgen.
- ↑ Her bruges i grundteksten ordet »consangvinea«, der betegner det nære slægtskab, medens Margrete i forhold til Absalon kaldes »cognata«, der mere i almindelighed betegner slægtskabet.
- ↑ Peder Sunesön, Absalons efterfølger i Roskilde.
- ↑ Af den sællandske årbog fremgår det, som allerede ovenfor sagt, at drabet skete i Ølsemagle nord for Køge.
- ↑ Af pave Alexander IV’s breve fra 16. Juli og 13. August 1257 (endnu bevarede) fremgår det, at det var ved stranden ɔ: Køge bugt, at Margrete blev jordfæstet, og at man langt ned i 13. årh. bragte gaver til et kapel, som var bygget dér, efter at hun havde fået ry som helgeninde; det sés altså deraf, at man endnu ærede det sted, hvor hun var bleven jordfæstet som selvmorderske. Den mistanke, man havde om hendes selvmord, var nemlig grunden til, at sognepræsten ikke vilde lade hendes lig blive begravet på den indviede kirkegård og lod hende nedgrave i uindviet jord.
- ↑ Simon, Cistercienserabbed i Sorø 1164-88, var Englænder og en kraftig klosterforstander, der stod Absalon nær og viste iver for munkenes tugt.
- ↑ Roskilde.
- ↑ Ifølge prof. Gertz bör der læses: omnis ordo o. s. v.
- ↑ Vor Frue kirke i Roskilde var allerede bygget af biskop Sven Nordmand († 1088). Den var en treskibet basilika, bygget af kvadre af kildekalk eller frådsten, der i höjkirkens indervægge dannede et ejendommeligt zikzakmønster. Loftet var et fladt bjælkeloft. Kirken står endnu, men er bleven meget omdannet siden Absalons dage. Ved denne kirke havde provst Isak grundet et nonnekloster (1158). Oprindelig var det snarest Benediktinernonner, men ved denne tid, måske netop ved selve overflytningen af Margretes ben, reformerede Absalon klosteret og gjorde det til Cistercienserkloster, ligesom han skænkede det »Margreteskud«, en pengeindsamling fra 12 herreder, der udgjorde den østlige tredjedel af Sælland, samt en tredjedel af, hvad der ofredes til Margretes kapel ved stranden. Til gengæld måtte klosteret efter Absalons anordning overlade Sorø kloster tredjedelen af de offergaver, der bragtes ved Margretes grav i Vor Frue kirke. Også på gods blev det nye kloster i Roskilde såre rigt. Allerede tidligere havde det haft ejendomme i Roskilde samt kirkerne i Sengeløse, Gadstrup og Glim; og efter den tid forøgedes dets besiddelser i höj grad, takket være Margretes helgenry.
