Heltedigte (FJ 1907)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Finnur Jónsson
Den islandske litteraturs historie
tilligemed den oldnorske


af
Finnur Jónsson
1907


Første tidsrum, 800–1100

Heltedigte


I cod. reg. findes digtet om Völund, Völundarkviða, inde imellem gudedigtene, men det er dog nærmest at henføre til heltekvadene. Det indledes med et prosastykke, der for det meste kun er et uddrag af digtet. Völundsagnet findes, som bekendt også i Didrikssaga, men af en ganske anden art end digtets. Nærbeslægtet med dette er derimod det angelsaksiske digt: Deórs klage. Digtet begynder med at omtale 3 brødre, Völund, Egil og Slagfinn, og deres 3 svanemøer (valkyrjer), der efter 8 års samliv forlod dem. Egil og Slagfinn går afsted for at søge dem op, og de er dermed »ude af sagaen«; Völund bliver tilbage, tung i sind og grublende og smeder guldringe; blandt disse er der én særlig udmærket, nemlig en flyvering. Kong Nidud, Niarernes fyrste, kommer over Völund, tager ham tilfange og mishandler ham, men lader ham smede sig kostbarheder. Völund pønser kun på hævn, og det lykkes ham at tage den frygteligste hævn over kongen ved at slå hans sönner ihjæl og vanære hans datter, Bödvild, der bringer ham en brækket ring — åbenbart Völunds flyvering — til udbedring. Han får nu tillige ævnen til at flyve bort; det gör han, men åbenbarer først fra borgens mur kongen i hånende ord, hvad han har gjort. Kongen lader sin datter kalde og får af hende vished om det skete. Dermed ender digtet. Dette er fra først til sidst et sammenhængende hele og så temlig godt overleveret (enkelte mindre interpolationer og enkelte huller findes). Digtet er et fuldendt mesterstykke både hvad personskildringen angår (ikke blot hovedpersonerne er lyslevende mennesker, men også en biperson som Niduds hustru er ikke mindre skarpt tegnet i korte træk) og m. h. t. komposition (kort og kærnefuldt), samt og ikke mindst m. h. t. den finhed, hvorpå f. eks. forholdet mellem Bödvild og Völund skildres. Uforligneligt er hendes svar til faderen. Hvad den egenlige sagnform angår — sagnet er oprindelig tysk — kan der være forskellige vanskeligheder tilstede. Men om digtet som sådant er liden grund til at tvivle. Næppe rigtigt er det, som i den nyeste tid antaget, at begyndelsen skulde være taget af et andet digt. Enighed er om, at digtet tilhører de allerældste kvad; versemålet er gammeldags fornyrðislag med vekslende stavelseantal. At det er digtet i Norge — og i det nordlige Norge (Bugge), derom kan der heller ikke rejses nogen begrundet tvivl; dertil er naturtegningen for tydelig, og ligeså de antydede kulturforhold (björnejagt; björneskind til at sidde på).


Förend vi går over til den egenlige række af heltedigte, vil vi her indskyde omtalen af et digt, der kun findes i et par hdskrr. af Snorra-Edda: Gróttasöngr, den gamle og mærkelige kværnsang. Det er den sang, som jættesøstrene Fenja og Menja synger ved kong Frodes underkværn, der maler fred og guld — men også død og undergang. Den guldgriske konge undte dem ikke en times ro, stadig skulde de male, plagede desuden af det fugtige grus, der åd deres fødder, og kulden, der pinte dem foroven. De giver interessante oplysninger om dem selv og deres tidligere færd. De spår om Frodes snarlige død, fremkaldt af Yrsas sön (Rolv krake), der hævner Halvdan. Og nu maler de så svimlende kraftig, at kværnen går i stykker og de »har malet tilfulde«. Digtet er kraftigt og godt og giver et udmærket billede af de vrede jættemøer, foruden at det i kulturhistorisk henseende er et meget værdifuldt aktstykke. Sikkert tilhører det det 10. årh.


Heltedigterækken i cod. reg. indledes med 3 digte (el. mulig digtsamlinger tildels) om de oprindelig rent nordiske sagnhelte, de to Helge'r: Helge Hjörvardsson og Helge hundingsbane; i spidsen stilles, som bemærket, et oversigtskvad om den sidste.


Det sidste digt om Helge hundingsbane, eller som det rigtigst, ifg. hdskr. selv, kaldes Völsungakviða en forna (»det gamle«, til adskillelse fra Helg. hund. I) er et gammelt kvad om Helge og hans elskede, den skönne valkyrje Sigrún. Digtet er noget brudstykkeagtigt og med mange prosastykker af forbindende og oplysende art. Det første afsnit handler om den unge Helges faderhævn eller forberedelserne dertil, så det første møde mellem Helge og Sigrún. Det andet afsnit handler om Sigrúns andet møde med Helge, hvor de erklærer hinanden deres kærlighed. Sigrún, der havde elsket Helge för hun så ham, fortæller, at hun er lovet til Hödbrodd og opfordrer Helge til at frelse hende. Det gör han og fælder Hödbrodd og hans brødre (prosa). Herefter indflettes i hdskr. et stykke stridsvers mellem Sinfjötle og Gudmund Granmarsson, der burde have stået længere fremme. I prosa fortælles om Helges drab ved Sigrúns broder. Denne fortæller hende det; hun udstøder meget kraftige forbandelser over ham og giver en vemodig, smuk skildring af Helge selv. Det sidste afsnit handler om Sigrúns møde med den døde Helge, hendes ophold hos ham i gravhöjen — og hendes længsel efter det næste møde med ham. Men han udebliver — og Sigrún dør af sorg kort efter, hedder det i prosaen, hvor det også meddeles at Helge og Sigrún bægge genfødtes i Helge Haddingjaskate og Kára (personer, kendte fra Hromund Greipssons saga) og der henvises til et digt Káruljóð, der er tabt. Intet digt giver et mere skært og inderligt billede af den elskende valkyrje end dette, med hendes på engang kraftige opflammede valkyrjenatur og bløde, blide kvindeelskov — en af Eddadigtenes mest pragtfulde karakterer. Helge selv er den unge, kække helt, der intet lavt begår og som falder for svig; hans drabsmand, Dag, er ikke langt fra at være sympatetisk i sin tale til Sigrún, »det var Odin, der ophidsede svogeren til drabet«. Fremstillingen er helt igennem af den værdigste art; skældsordene imellem Sinfjötle og Gudmund er her holdt indenfor bestemte grænser og indeholder intet uædelt. Digtet hører til de bedste heltekvad og stammer fra det 10. årh. Der er blevet rejst tvivl om, hvorvidt alle versene hører til et og samme kvad; Symons har benægtet det og vil hævde, at endel deraf er brudstykker netop af det nævnte Káruljóð. Dette er ikke let at bevise og forekommer — efter hele overleveringen at dömme — ikke sandsynligt. Foran det 2. møde hedder det i prosaen: »således som det hedder i det gamle Völsungekvad«. Uagtet dette ikke er afgörende, er der intet til hinder for at antage det hele som hørende til ét kvad, hvad heller ikke stil eller indre kriterier bestrider. Når ordstridsversene er indkomne på et forkert sted, hidrører det fra, at samleren i Helg. hund. I havde skrevet et tilsvarende afsnit og vilde derfor udelade det her; men han besindede sig dog og indsatte versene. Dette er iøvrigt ikke uden betydning til belysning af samlerens adfærd, der måske dog ikke har været så fri for selvstændig behandling som man har antaget. At digtet er norsk, fremgår med vished af naturhentydninger som »örnene siddende i asketræets grene«, gedehyrden med hasselkæppen osv.; således også Symons for enkelte bestanddeles vedkommende (efter hans opfattelse).


Det andet Helgekvad, Helgakviða Hundingsbana þeira ok Höðbrodds (jfr. Sakses med dette tilnavn overensstemmende beretning), som det kaldes i overskriften med tilföjelse af: Völsungakviða, er betydelig yngre og ikke ældre end fra 11. årh. (Helge siges at have været 15 år gammel, da han hævnede sin fader, hvilket tyder på en senere opstået opfattelse af myndighedsalderens begyndelse). Digtet er et oversigtskvad (i fornyrðislag) og temlig velbevaret. Det begynder ret pompøst med Helges fødsel i forbindelse med naturfænomener af varslende art, men digtet svarer iøvrigt ikke ret til denne begyndelse. Faderhævnen omtales kort og kraftig, hvorpå mødet mellem Sigrún og Helge skildres; hun fortæller om Hödbrodds frieri og Helge lover at kæmpe med ham. Der er således en betydelig afvigelse her fra det første digt. Nu kommer forberedelserne til kampen, temlig udførlig, sejlasen, kraftig skildret, og landingen med ordstriden mellem Sinfjötle og Gudmund, ofte af en temlig lavtliggende art og med grove beskyldninger, og indtagende en uforholdsmæssig stor plads; kampen selv skildres derimod påfaldende kort. Helge og Sigrún »får hinanden« og lever lykkelig med hinanden. Heri ligger den störste afvigelse fra det andet kvad og sikkert også fra den oprindelige sagnform: Digtet forudsætter således helt andre og yngre tider. Det kan ikke nægtes, at det er ret godt digtet og på sin vis kraftigt, uagtet de enkelte dele ikke står i noget rigtigt forhold til hinanden, hvad udførligheden angår. Hvor det er forfattet, er det vanskeligt at bestemme; Symons antager muligheden af, at det (og Rígsþula) er digtet i de vestlige kolonier. Jeg har tidligere villet henføre det til Grönland, dog med tvivl og egenlig på grund af ordet Hniflungr med h i forlyd; men dette er næppe holdbart, da ordet her kan forklares anderledes, nemlig som dannet af Hnefi, men ikke identisk med Niflungr.


Til slutning göres opmærksom på, at denne Helge knyttes genealogisk til Völsungerne, idet han göres til en sön af Sigmund og Sinfjötles halvbroder. Således bliver disse digte etslags indledning til den store cyklus: Völsungedigtene i egenlig forstand.


Digtet om den anden Helge, Helgakviða Hjörvarðssonar, som det er blevet kaldt, er ikke, som det findes i cod., ét digt. En sammenhængende gruppe af vers, en samtale mellem stavnboen Atle og en søtroldkvinde, i ljóðaháttr, må udskilles som et særligt, selvstændigt digt. Helge er sön af kong Hjörvard og Sigrlinn, kong Sváfnis datter; der fortælles først om, hvorledes Hjörvard, efter frugtesløs bejlen, får Sigrlinn til ægte ved hjælp af hendes fosterfader, jarlen Fránmarr. Helge vokser op, er tavs og uden navn; så ser han engang valkyrjer ride; Sváfa hed den, der anførte dem; hun tiltaler Helge og giver ham dette navn, han kræver hende selv til navnegave. Helge hævner sin morfader (her indsættes digtet om Atle). Han trolover Sváfa. Men så sker det, at Hedin, hans broder, i ubesindighed har ved bragebægeret aflagt det løfte at ægte Sváfa. I sin fortvivlelse opsøger han Helge, der netop skal til kamp med Alf, en sön af den af ham fældede Hrodmar. Helge fældes. Sváfa hæntes til den døende, der meddeler hende, at det er forbi med hans liv og opfordrer hende til at ægte Hedin, men det vil hun nødig. Hedin tager bort for at hævne Helge. Dermed ender digtet. Alt i dette digt er udmærket; karakterer som Helge og Sváfa er ideale helte- og valkyrjeskikkelser uden plet og lyde. Især er Sváfas sindstemning, da hun får dødsbudskabet, ypperlig skildret. Digtet tilhører de bedste fra det 10. årh.; således (tiden) også Symons. Det er i sagnhistorisk henseende meget vigtigt.


Ljóðaháttsdigtet er en grovkornet samtale mellem den djærve stavnbo Atle og jættekvinden Hrimgerd, der færdes i søen, og hvis fader siges at være dræbt af Helge; det er faderbod, hun kræver; hun vilde have tilintetgjort Helges flåde, men Sváfa har frelst den. Hun kræver at måtte sove en nat ved Helges side. Atle benytter imidlertid det samme fif som Tor i Alvíssmál; han trækker tiden ud, indtil solen brød frem; den gjorde Hrimgerd til sten, til «et lattervækkende havnemærke«. Digtet er temlig ungt, men næppe senere end slutningen af det 10. årh. Det er blevet kaldt Hrímgerðarmál.


Vi kommer nu til de egenlige Völsunge- og Gjukungedigte. Hvad sagnet eller sagnene angår, kan vi ikke her komme nærmere ind på dem. Kun skal her bemærkes, at de tyske sagn, der ligger til grund, ikke er forblevne uforandrede. Der er for det første sket en tilknytning til det mytiske, idet niflungeskatten i de nordiske sagn får en mytisk oprindelse (dværgen Andvare og guderne) og fra først af en evig forbandelse — noget der også ellers træder frem i nordiske sagn. Dette har haft en gennemgående nordisk skæbnetråd til følge. Dernæst er der sket en kombination af tyske sagn, Jörmunrekkssagnet og Gjukungesagnet, Didriksagnet iøvrigt også, uagtet det spiller en ringe rolle. Endvidere er Gudrunssagnet sammenvævet dermed; Gudrun kendes ikke i tyske sagn, som der her er tale om; i steden for hende har disse Krimhild, der under omdannelsen i Norden blev til Gudruns moder Grímhildr. Desuden har det nordiske valkyrjemotiv sat sit præg på det hele — for ikke at tale om forbindelsen med de nordiske Helgesagn, der dog er af mindre betydning. Alle disse sagn har påvirket hinanden gensidig og ofte på en meget indviklet måde. Men nordisk ånd har skabt og præget sagnets skönne skikkelser, mænd og kvinder.


Efter oversigtskvadet Grípisspá, der her stilles i spidsen og hvorom mere senere, følger et digt eller brudstykke af to, som man har kaldt Reginsmál (A og B; overskriften i cod. er ulæselig). I tilslutning til en prosaisk indledning fortælles i disse digte, hvoraf det ene er i fornyrðislag, det andet i ljóðaháttr, om dværge-guldets erhværvelse, hvormed Odin skulde bøde for drabet på Otr Hreiðmarsson. Dværgen udtaler forbandelsen. Hreiðmar dræbes af Fáfnir, der bemægtiger sig alt guldet. Sigurds første bedrift, faderhævnen, udføres, under hvilket Odin hjælper Sigurd og belærer ham på en kulturhistorisk meget interessant måde. Så fortsættes næsten umiddelbart med et digt uden egenlig overskrift, som man har kaldt Fáfnismál, i Ijoðaháttr, og som handler om Fáfnis drab (en længere samtale mellem Sigurd og den døende Fáfnir, tildels af belærende art). Sigurd steger Fáfnirs hjærte og kommer derved til at forstå fuglestemmer; han hører fugle tale; de opfordrer ham til også at dræbe Regin — hvad han så gör — og spår om hans fremtid (forhold til valkyrjen og Gudrun). Fugleversene består af en blanding af Ijoðahátts- og fornyrðislagsvers. Meget taler for, at man her atter har en kombination af to digte, og ikke ét digt som antaget af flere, f eks. Sv. Grundtvig. Digtet tilhører de yngre, men er dog vist fra tiden för 1000.


Atter følger et nyt digt, der i cod. umiddelbart fortsætter det foregående, det, der er blevet kaldt Sigrdrífumál. Sigurd har redet videre og op på Hindefjæld, hvor han træffer en sovende valkyrje, hvem Odin til straf for hendes ulydighed har stukket en sövntorn. Sigurd vækker hende, og idet hun vågner op, hilser hun på en smuk og inderlig måde lyset og verden. Hun giver dernæst Sigurd belæring, — ifg. overleveringen på to måder — dels angående forskellige arter af runer og deres brug og betydning, dels giver hun ham gode livsråd. Inde i det 6. råd falder den store lakune i cod. Ang. dette digt, der især i den første del er broget (vers i forny. og ljóðah. blandede sammen) og ganske utvivlsomt sammensat af forskellige bestanddele, er der udtalt forskellige meninger. Müllenhoff (og Symons) antager, at bægge rækker (runer og råd) for det meste er interpolerede; af det oprindelige digt skulde der så være meget lidt tilbage. Dette er at gå for vidt. Rimeligt er det at antage, at råd-afsnittet er oprindeligt, så meget mere som det meste deraf kan forklares som sigtende til Sigurds (og Sigrdrífs) eget senere liv. Det vilde da også svare til Odinsrådene i Reginsmál. Derimod er rune-afsnittet mere mistænkeligt, da runer aldrig senere spiller nogen rolle i Sigurds liv; og det kan let forklares, hvorledes det er kommet ind. Slutningen af digtet (råd 7 [6] til 11) findes i papirsafskrifter og er sikkert ægte. Digtet, der er benyttet i Völsungas., har dog ikke sluttet med nuværende v. 37, men, som sagaen viser, mangler der endnu et verspar, hvori Sigurds trolovelse med valkyrjen har været fortalt. Man har af psykologiske grunde villet betvivle ægtheden af digtets nuværende form; det var unaturligt, at den unge valkyrje, lige vågnet til lys og elskov, skulde give sig af med disse råd. Men man må her tage oldtidens egen psykologi i betragtning og mod den strider sikkert ikke et sådant digt. Tværtimod. Det kunde give Sigurd anledning til at beundre hendes visdom og ædle sjæl, ligesom han også derved vandt tid til at blive betaget af hendes ydre skönhed. — Man har tvivlet om »Sigrdríf« (dette er den rigtige navneform) var et egennavn eller blot appellativum — valkyrje (Symons). Snarest er det dog det første. At denne valkyrje og Brynhild ifølge den gamle opfattelse er identiske, er der nu næppe nogen, der betvivler. At denne identitet beror på en vilkårlig sammenblanding er en anden sag.


Nu mangler der, som for bemærket, 8 blade i cod. Indholdet genfindes i Völsungasaga — til uvurderlig nytte. A. Heusler har i en dygtig afhandling søgt at påvise antallet af de tabte digte og disses art. Disse skulde være 4: et falkedigt, et drömmedigt, et længere Sigurdsdigt (temlig ungt) og begyndelsen til det digt, hvoraf slutningen haves i cod. efter lakunens ophør. Heuslers påvisninger er meget sindrige, men langt fra sikre. Imidlertid er Sigurd bleven gift med Gudrun, Brynhild med Gunnar; den svig, Brynhild har været genstand for, har hun fået at vide, og det opflammer hende til vrede og hævn. Hun har endogså for at ægge Gunnar beskyldt sig og Sigurd for at have haft en ukysk samværen på Hindefjæld — en usandhed, der senere førte til den sagndannelse, at de havde haft datteren Aslaug (Kraka). Gunnar er vred på Sigurd for hans troløshed — hermed begynder efter lakunen det nævnte digtbrudstykke — og rådfører sig med Högne om at dræbe Sigurd. Drabet fortælles og digtets slutning handler om Gudruns og Brynhilds, især den sidstes, stemning derefter; opfyldt af anger og bitter smærte åbenbarer hun nu for Gunnar, hvilken usandhed hun har begået og bebrejder ham det edsbrud, der vil medføre hans og hans slægts undergang — »mellem mig og sig lagde den dyre konge et guldprydet sværd; æggene var udvendig og indvendig edder-blandede«. Dermed slutter digtet. Det har været et prægtigt digt — 4 i Völs.s. anførte vers bl. a. om flammeridtet hører vistnok dertil — men at göre det så gammelt (hørende til de aller ældste) som Symons vil er dog vist overdrevet. I det bevarede stykke er det især Brynhild, der træder i forgrunden, i psykologisk henseende mesterlig tegnet af digteren. Der er al grund til at antage, at digtet har været meget langt og kaldt »det store (större) Sigurdskvad«, til adskillelse fra »det korte« (se nedenfor). Hermed er de kvad, der i egenlig forstand handler om Sigurd, ude.


Derpå følger det første Gudrunskvad, Goðrúnarkviða, der egenlig ikke indeholder nogen særlig kendsgærning eller begivenhed, hvorved handlingen føres videre. Digtet er et psykologisk mandjævningsdigt, hvor Gudrun og Brynhild stilles overfor hinanden og deres sindsstemning skildres. Gudrun er utrøstelig efter Sigurds død, taler ikke og tårerne bryder ikke frem — »så var hun sorgbetagen, at hun var ved at briste«. Andre kvinder træder til og fortæller hende deres sorger; intet hjælper, indtil Guldrand, hendes søster, blotter Sigurds blodige hoved; da løsnes Gudruns ord og tårerne vælder frem og hun bryder ud i en veklage og mindes Sigurds ypperlige helteskikkelse. Brynhild hører dette og forbander Guldrands handling. Men Brynhilds bitre smærte er ikke mindre — »hun stod ved söjlen, der brændte ild ud af hendes öjne og edder stod ud af hendes mund, da hun så sårene på Sigurd«. Dermed slutter digtet.


Det følgende digt, et af de længste, »det korte Sigurdskvad«, Sigurðarkviða en skamma (i fornyrðislag), bærer kun uegenlig dette navn. Ganske vist fortæller det kort om at Sigurd kommer til Gjuke, ægter Gudrun og bejler i Gunnars skikkelse til Brynhild, osv. til Sigurds drab samt Gudruns sorg ved Sigurds lig, men hovedbestanddelen af digtet er åbenbart den sidste halvdel, hvori Brynhild giver en oversigt over sit eget liv og bebuder sin snarlige død for egen hånd, som ingen kan få hende fra. Hun gör forberedelser til sin død og holder atter, efter at have tilföjet sig banesåret, en tale til Gunnar, hvori hun forudsiger fremtidige forhold og begivenheder — indtil talen svigter og hun forstummer i døden. Hvad den fremadskridende sagahandling angår, har dette digt den betydning, at det er det eneste, der direkte fortæller om Brynhilds død. løvrigt har det ikke nogen synderlig betydning. Brynhilds karakter er ikke uinteressant skildret — hun er her den af livet hårdt behandlede, vemodige kvinde; der er ingen vild lidenskab hos hende som i det første Gudrunskvad — ikke engang i begyndelsen, hvor hendes sindsstemning beskrives efter at hun har opdaget svigen på bejlerfærden. Gunnar er vaklende og lidet selvstændig. Digteren har ikke i alle henseender været heldig m. h. t. kompositionen. Digtet er meget vidtløftigt og ordrigt — de lange taler står i den stærkeste strid med de ældre digtes ordknaphed; man står således her overfor et bestemt efterklassisk digt, der ialfald ikke er ældre end fra det 11. årh. Heller ikke er det ret meget yngre. Spörgsmålet om digtets hjem er meget omtvistet. Jeg har henført det til Grönland på grund af visse ligheder med Atlamál (længde og udførlighed; et enkelt ords brug) og et udtryk, der skulde minde om grönlandsk natur. Symons har søgt at modbevise dette, men jeg kan ikke indrömme, at det er lykkedes ham. Digtet indeholder mange reminiscenser og lån fra andre digte.

Man kunde sige, at dette kvad havde til hensigt at fremstille Brynhild således, at hun skulde vinde tilhørernes sympati. Denne bestemte hensigt har sikkert digteren af et lille kvad i fornyrð. om Brynhilds helridt, Helreið Brynhildar, som det plejer at kaldes. Forf. fingerer, at Brynhild på vejen til Hel skal køre igennem en jættekvindes gård; denne bliver vred og skælder Brynhild ud for hendes misgærninger. Brynhild svarer og giver en oversigt over sit liv — med forskellige ellers ukendte sagntræk —, hvorved hun søger at undskylde sig og tilbagevise gygens beskyldninger — tilvisse ingen heldig tanke at vælge en gyge til modpart. Det er ikke umuligt, at bægge disse digte hænger nöje sammen i tid og sted.


Nu følger det andet hovedafsnit — Gudruns historie — efter Sigurds død. Det andet Gudrunskvad, Goðrúnarkviða en forna i fornyrðislag, er en enetale af Gudrun, hvori hun fortæller om sit liv — bl. a. et ophold i Danmark hos Tora Håkonsdatter (ellers ukendt) — og hvorledes hun af sin moder (glemselsdrikken) lader sig bevæge til at gifte sig med den hende så forhadte Atle Buðlason, Brynhilds broder. Tilsidst meddeler hun nogle ildevarslende drömme, Atle har haft, og som hun med vilje har tydet forkert. Digtet er meget interessant især i kulturhistorisk henseende (omtale af billedvævede tæpper m. m.); i sagnhistorisk henseende indtager det en meget mærkelig plads. Måske har man deri minder om den virkelige Gudrun, för hendes person blev knyttet til Gjukungerne. Forf. har undertiden noget vanskeligt ved at objektivere sig personer og begivenheder. At digtet er forfattet i Norge fremgår tydelig af de sammenligninger, der findes (f. eks. af Sigurd med den prægtige, höjbenede hjort osv.). Heller ikke kan der være tvivl om dets alder (jfr. en forna), at det tilhører digtenes klassiske tid.


Det 3. Gudrunskvad, Goðrúnarkviða (III), er et ganske kort digt i fornyrð., der fortæller om en renselsesprøve (ketiltak), som Gudrun må underkaste sig, fordi tærnen Herkja (i virkeligheden = Attilas hustru Erka) har beskyldt hende for at være Atle utro. Gudrun består prøven og Herkja bliver sænket i en rådden sump til straf.


Oddrúnargrátr — et i senere tider lavet navn — indfører nye personer og nye momenter i sagnet, som uden tvivl er blevne til i Norden og udgör tildigtninger til de tyske sagn. Oddrun er Atles og Brynhilds søster, men er hendes modsætning i kvindelighed og blidhed. Den ydre anledning til hendes optræden er, at hun engang hørte, at hendes veninde — en ukendt Borgny — ikke kunde føde; hun tager afsted og hjælper hende ved sine tryllesange. Oddrun hjælper hende dog ikke, fordi hun egenlig fortjænte det; Borgny havde tidligere bebrejdet hende hendes lönlige forhold til Gunnar — efter Brynhilds død — (oplysningen om dette forhold er det nye, der tilföjes), men nu har straffen rammet Borgny selv, der har fået tvillinger med sin elsker. Dette giver Oddrun lejlighed til at fortælle (holde en enetale — der findes mange sådanne i de yngre digte) om sit liv og sin skæbne og især om sin elskov til Gunnar, hvem hun vilde hjælpe ud af ormegraven; hun ender med at sige: »nu er Oddruns gråd (sorg) forbi« — det er længe siden, tiden læger alt. Digtet hører til den yngre gruppe fra det 11. årh. Oddruns skikkelse er skildret ret træffende, hendes tålmodige resignation er vemodig og inderlig. Det er fristende at henføre digtet til Grönland (der fremtræder i det en mærkelig uvidenhed om dansk geografi, der således vilde finde sin naturlige forklaring).


Om det næste optrin i sagnet, Gjukungernes (Gunnars og Högnes) undergang, handler dernæst to parallele, men iøvrigt höjst forskellige digte Atlakviða og Atlamál, bægge i cod. reg. kaldte »grönlandske«. Hvad det første angår, må det bestemt hævdes (det gör f. eks. Symons), at denne betegnelse i overskriften må bero på en fejltagelse. Der er i alle henseender — sagnform, fremstilling, versemål — et sådant svælg imellem de to digte, at det er næppe tænkeligt, at de skulde tilhøre det samme land eller kulturstandpunkt (hvad B. M. Olsen vil). I sagnhistorisk henseende indfører Atlamál ellers ukendte og sikkert nye personer, har andre navne end Atlakviða (på Atles sendemand); Atlamáls fremstilling er overmåde vidtløftig (det er det længste af alle Eddadigte), medens Atlakviða slutter sig i koncis stil og kærnefuld gammeldagshed til den ældre gruppe fra den »klassiske« tid. Fremstilling og valg af ord er uovertræffelig. Atlamál er digtet i meget regelmæssig málaháttr og i det hele godt overleveret (dog med flere mangler), Atlakv. er også digtet i málah., men langt mere frit; det er meget mishandlet i overleveringen, så at endogså Symons taler om et digt i sin ældre, oprindelige form og som han henfører til sin ældste gruppe; her har Symons dog overdrevet noget. Atlakv. hører utvivlsomt det 10. årh. til, efter nogle kriterier at domme snarest dets sidste halvdel, medens Atlamál først kan være digtet måske langt inde i det 11. årh.; yngre er det dog ikke. Dette stemmer fortræffelig med, at det er grønlandsk, ɔ: forfattet i den islandske koloni i Grönland; heraf bærer det også bestemte præg på mange måder; isbjørnenes ankomst sydøst fra — således kommer de med drivisen endnu den dag i dag — antydes, m. m. Der hersker i digtet meget lave forestillinger om konger og kongelig pragt (dronningerne er bondekoner; hirden er 30 mand), naturligvis efter forholdene deroppe; og i det hele har digtet fået et præg af fortrykthed og ringe kulturstandpunkt. Det modsatte er tilfældet med Atlakviða.


Som bemærket er disse to kvad paralleldigte, idet de bægge, hvert på sin måde, fortæller om Atles svigfulde indbydelse til gæstebud, Gjukungernes rejse trods onde varsler og Gudruns advarsler, deres undergang og død, samt hvorledes Gudrun hævner sine brødre ved at dræbe Atle (og sine egne sönner med ham). Personskildringerne i Atlakv. er aldeles ypperlige, især er beskrivelsen af Högne og hans modsætning, den feje træl Hjalle så mesterlige, at magen dertil knap gives. Atlamál anvender drömmemotivet meget stærkt.


Nu er den egenlige saga ude, og man havde ikke savnet noget yderligere. Gjukungerne er døde — undt. Gudrun —, skatten er skjult i Rinen og kan således ikke afstedkomme flere ulykker. Men man har i Norden givet Gudrun et yderligere giftermål og så knyttet det hele til Jörmunrekkssagnet. Gudrun vilde, hedder det i prosa, tage sig af dage ved at drukne sig, men det lykkedes hende ikke; hun førtes over fjorden til kong Jonakrs land (denne Jonakr antages at være identisk med Odoacher); med ham bliver hun gift og får 2 sönner, Sörle og Hamder, der således bliver nye Gjukunger; i karakter svarer de til Gunnar og Högne, den ene er hård, den anden blidere. De har en halvbroder Erpr. Men Gudrun og Sigurd havde haft en datter Svanhild — en sagnperson som allerede Jordanis kender; hos ham genfindes også brødrene: Sarus og Hammius —; denne datter, strålende som solen, blev gift med kong Jörmunrekk; men den onde rådgiver Bikke (Sibicho) får hans sön Randve til at blive Svanhilds elsker; han fortæller det til Jörmunrekk, der så lader Svanhild træde under hestefødder og Randve hænge. Her er sikkert flere sagn blandede sammen og i Norden tildels omdigtede. Da Gudrun erfarede det skete, blev hun opfyldt af hævnlyst og æggede sine sönner til at dræbe Jörmunrekk. Denne hendes opfordring og udstyrelse af sönnerne findes i det næste digt i fornyrð., Goðrúnarhvöt. Efter at brødrene er afrejste, fortsætter Gudrun med en enetale, hvori hun mindes tidligere tider og sine store sorger, især Sigurds og Svanhilds død. Digtet er kraftigt i tone, men det er ikke ældre end fra slutningen af det 10. årh. Det ender abrupt midt i et vers; senere er der hæftet dertil nogle få vers af et helt andet digt, hvori Gudrun tiltaler Sigurd (som død), og opfordrer til at berede Sigurds (og Brynhilds) bålfærd. Situationen er lige efter Sigurds død.


Endelig følger så det sidste digt, Hamðismál en fornu, der i handling fortsætter den første del af Goðr.hvöt, nemlig brødrenes ankomst til og angreb på den gamle, prægtige Goterkonge Jörmunrekk, der »brummede som en björn« og var frygtløs over for brødrene. Disse havde undervejs af uvilje dræbt deres halvbroder, Erpr, der skulde have hjulpet dem; de hugger arme og ben af kongen og bliver selv stenede. Dermed er sagaen helt og holdent ude. Digtet er et af de allerbedste, især hvad den livagtige betegnelse af personerne, ikke mindst kongen selv, angår. Fremstillingen er gammeldags kærnefuld, for så vidt som man kan dömme efter dets nuværende tilstand, ti det er mangelfuldt; desuden er vers i fornyrðislag — digtet selv er i málaháttr — indblandede, öjensynlig af et andet og yngre paralleldigt, som jo netop antydes ved betegnelsen »det gamle«. Digtet er uomtvistelig forfattet i Norge, hvad sammenligninger og naturhentydninger viser. Symons henfører det til den ældste gruppe.


Uden tvivl har der eksisteret flere lignende digte, men de er nu tabte. Men de heldigvis bevarede kvad viser tilstrækkelig, hvad man i oldtiden formåede især m. h. t. karaktertegning og rammende fremstilling, selv om man ikke just kan tale om nogen særlig åndsflugt eller fantasi — medmindre man dertil vil regne de stedfundne sagnkombinationer, der sikkert lidt efter lidt har udformet sig. Digterne har i reglen ramt det centrale i sagen og vidst at forme det smukt og kraftig — alt tillige præget af tidens ånd og livsopfattelse. Vi ser flere gange to parallelle rækker af digte, tildels med forskelligformede sagn (eller sagnmomenter), ældre og yngre kvad; dette hænger mulig sammen med en senere indvandring af de tyske sagn — i en noget ændret skikkelse —, som man ikke uden stor sandsynlighed har ment at kunne konstatere. Men et er sikkert, at de alle har en fælles rod og et fælles indre slægtskab. At disse grupper skulde deles efter lande (Norge-Island), hvad der naturligvis ikke var umuligt, er af föranførte grunde ikke ret sandsynligt.


Det kunde måske være rigtigst med disse digte at sammenstille olddigte som Bjarkamál en fornu og Darraðarljóð, der slutter sig så nær til hine både ved indhold og form (henholdsvis i málaháttr og fornyrðislag). Hvad vi kender til det gamle Bjarkemål er desværre kun lidet. I anledning af, at det siges, at Tormod kolbruneskjald har fremsagt det til opmuntring af kong Olafs hær lige för Stiklestadslaget, anføres de to første bekendte vers: »Dagen er oppe, hanens vinger suser osv.«. Desuden anfører Snorre i Edda 3 vers, der alle beskriver kong Hrolfs gavmildhed, og som er fyldte med guldomskrivninger; mod versenes ægthed lader sig næppe noget indvende. Et par linjer haves endnu. De talende i digtet er først Hjalte og så Bjarke. Saxo har et tilsvarende udførligt digt. Digtet er altså ældre end 1030 og rimeligvis fra slutningen af det 10. årh. At det er norsk eller islandsk viser guldkenningeversene til evidens.


Darraðarljóð er et ejendommeligt valkyrjekvad; i form er det et varselsdigt, forfattet om det vældige Brianslag, Clontarfslaget i Irland 1014. En mand så 12 kvinder (valkyrjer) komme ridende og forsvinde i et hus; han gik hen og så, at de opførte en væv, hvor garn og islæt var tarme, strammestene menneskehoveder, sværd vævske osv. Det er kampvæven, der væves; og det er dertil navnet hentyder; jfr. Egils. vefr darraðar (i Njálssaga, hvor digtet findes, er det manden, der hedder Darraðr, hvilket er en misforståelse). Under væven synger de deres krigssang, hvor det lyder omkvædsmæssigt og uhyggeligt: »lad os vinde, lad os vinde darradsvæven« — »skaft vil brage, skjold vil briste« — »nu er det frygteligt at se sig om, blodige skyer svæver under himlen« osv. Endelig rider de bort. De tager parti »for den unge konge«. Sigtryg silkeskæg — . Når og hvor dette interessante kvad er forfattet, er vanskeligt at afgöre. Det er måske snarest islandsk og forfattet ikke længe efter slaget. Der går igennem det et så friskt pust, at det næppe kan høre til det 12. årh. f. eks.


Der findes i de såkaldte fornaldarsagaer en mængde digte og vers af forskellig kvalitet og alder. Intet af dem kan med vished henføres til den periode, vi her behandler; de vil derfor tages til samlet betragtning på sit sted.