Hexemesteren Mauvak (Rink)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866
106. Hexemesteren Mauvak
(Fortælling fra Kangamiut i Sydgrønland)
Indenfor Maneetsok, paa Saitormiut, overvintrede Mauvak. Denne Mand var en slem Hexemester og Folk holdt slet ikke af ham. Engang om Foraaret, da mange Mennesker stode i Telte, blev en ung Mand syg; det blev værre og værre med ham, og snart efter døde han. Alle Pladsens Beboere vare enige om at give Mauvak Skylden, og paastaae, at han paa overnaturlig Maade havde været hos ham; de skjændte paa ham, sagde at han blot voldte Ondt og at han skulde reise sin Vei.
Strax den næste Dag satte Mauvak sin Baad i Vandet og ladede den, satte Seilet til og drog afsted. Da Pladsens Beboere saae ham forsvinde bag Næsset, bemærkede de, at der kom svømmende en lille sort Gjenstand paa Overfladen af Vandet i den Retning, i hvilken Baaden var gaaet af Syne, og drivende lige mod Vinden. Da den kom til Landet, gik de ned til den og fandt, at det var en Bærpose, af hvilken der krøb en Mængde Edderkopper ud, som forsvandt paa Landet. Den kom nemlig fra Mauvak, som havde isinde at tilintetgjøre dem, der bleve tilbage paa Foraarspladsen. Snart efter begyndte de ogsaa at blive syge og døe bort. En Mand ved Navn Kipularsuak mistede paa een Nat alle sine Sønner, blev derover rasende og besluttede at reise efter Mauvaks for at tilintetgjøre dem, men snart efter døde ogsaa han, og der vare kun faa tilovers. Paa Veien nordefter var Mauvak iland ved Agpamiut. Om Efteraaret, da han kom til denne Vinterplads, i Følgeskab med dens Beboere, og da de havde lagt til Land, gik Mauvak lidt op langs Elven og raabte pludselig: »Ha! de, som ere reiste langs Kysten, maae have lagt den derned!« — Med det samme tog han en Menneskearm op af Elven, holdt den frem og betragtede den, hvorpaa han kastede den bort. — Han havde nemlig paa Veien nordefter, ved de Vinterpladse, som han kom til, lagt Armen af et Menneske i deres Vandløb; men da han nu selv tog Vinterophold ved Agpamiut, tog han den ud igjen. Medens de nu overvintrede paa denne Plads, hændtes det, at flere Kajakker efter hverandre bleve borte paa Søen, og engang saae en Kajakmand, som sigtede efter en Sælhund, da denne dukkede under, at den forsvandt nede under Vandet i Skikkelse af en menneskelig Beenrad, hvorpaa han forfærdet skyndte sig hjem og døde kort efter Ankomsten, efterat have fortalt dette Syn, og at Mauvak havde været hos ham paa overnaturlig Maade. Paa denne Maade gjorde Mauvak sig ogsaa forhadt ved Agpamiut, hvorfor han om Foraaret drog nordpaa og bosatte sig ved Amerdlok. Først paa denne Plads begyndte han at føre et forstandigt og ordentligt Levnet, holdt op med at hexe og blev meget afholdt. Men om Foraaret hændtes det, at han var paa Fangst sammen med en Mand ved Navn Pulorsuak, som ligeledes var Hexemester. De fangede i Forening en Hvalros, som havde meget smukke Tænder, og kunde ikke blive enige om Tænderne. Da de nu spiste Hovedet sammen, kom de op at skjændes om, hvo der skulde have Tænderne, og i deres Vrede hexede de gjensidig over hinanden, hvorpaa deres Maver svulmede op og bleve som Fangeblærer, og medens de endnu bestandig talte om Hvalrostænderne, døde de. Da deres Efterladte frygtede for disse Tænder, lagde de dem tilligemed begge de Døde i een Grav; men da de havde været afsindige, hørte man dem endnu støie efter deres Død.
Mauvaks Efterladte forbleve ved Amerdlok og fulgte om Sommeren med Rensjægerne op i Fjorden. Mauvaks Datter, Issilerfik, var en meget smuk Pige, som Ungkarlene kappedes om. Engang da de om Efteraaret vare ifærd med at drage ud af Fjorden og der om Aftenen var Dands, sagde to unge Mænd: »lader os opsøge Issilerfik!« Da de bemærkede de Dandsende oppe paa Fjeldet, sagde de: »nu er det mørkt, nu kunne vi gribe hende!« De saae Issilerfik, med halvt istandsat Haartop, gaae op til Dandsepladsen, løb efter hende, og den forreste greb hende, men den anden, som løb til, saae at alting bevægede sig under hende, hvorover han studsede og sagde: »det kan ikke være Issilerfik.« Den som holdt paa hende, sagde: »jo vist er det Issilerfik,« — men idet hans Ledsager sagde: »see, hvorledes alt bevæger sig under hende!«— gav han slip, og i det samme sank Skikkelsen ned i Jorden og forsvandt. Derpaa gik de begge ned til Teltet og forbausedes ved at see Issilerfik sidde derinde foran Lampen, uden Støvler paa. Hun havde netop spiist og løsnede sin Haartop. Den følgende Dag døde den unge Mand, som havde holdt paa hende; den anden derimod var ogsaa nær ved at døe, men kom sig dog igjen. Den sidstes Navn var Anartalik. Der siges nemlig at han havde noget Skarn (Anak) til Amulet, og at som Følge deraf de Dyr, som han harpunerede, aldrig bed i hans Redskaber.
