Grønlandske fangere – Andreas Riis Carstensen, 1862-1906
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – II
Hinrich Rink
1871
63. Hjælpen fra Ingnersuit
En gammel Mand, som boede sammen med mange andre Erhververe, var uagtet sin Alderdom uforandret duelig i sin Fangst. Han pleiede ellers at gaae paa Fangst i Følgeskab med mange andre. Engang, da det blæste en Nordenstorm, var han den eneste, som gik ud. Da han nu havde harpuneret Sælhund, saae han foran sig ude tilsøes en stor skinnende hvid Kajak, som han aldeles ikke kjendte. Den Fremmede roede lige hen til ham og sagde: »forleden vilde jeg saa gjerne træffe dig ene for at indbyde dig til at besøge mig, men hvergang jeg kom herhen, havde du altid Følgeskab, endelig engang træffer jeg dig ene, besøg os nu, jeg skal ledsage dig.« Den Gamle fulgte med ham og de kom omsider til nogle store Skjær. Da sagde den Fremmede: »idet vi støde til dette Skjær, vil det løfte sig, og naar jeg saa smutter ind under det, skal du kun uden Betænkning følge efter mig. Det er saa sparsomt med Gjæster, derfor seer jeg dig saa gjerne, imorgen tidligt kan du jo gaae hjem igjen.« Det skete som han havde sagt, idet Skjæret løftede sig og han nøie passede Øieblikket til at smutte ind, hvorpaa den Gamle fulgte lige bagefter. De kom da til et lille Huus, bleve modtagne af Qvinderne og gik indenfor, hvor alt var indrettet paa det hyggeligste, og Qvinderne satte strax store Stykker Mattak frem for dem. Da de havde spiist begyndte Ingnersuak-Manden at snakke og sagde: »Aarsagen til min Indbydelse er den, at jeg havde noget at sige dig. Kom herefter kun hver Dag uden Ledsager og besøg mig. Naar du bliver gammel og din Fangst begynder at svigte dig, saa skal jeg hjælpe dig. Naar der er nogetsomhelst du kommer i Mangel for, skal du bare komme til mig, jeg skal sørge for at du ikke kommer i Forlegenhed.« Den Gamle sagde, at han vilde benytte sig deraf, og efter at have overnattet drog han hjem. Efter den Tid blev han mere og mere affældig og hvergang han kom i Forlegenhed, henvendte han sig til Ingnersuak-Manden og blev strax hjulpen. Tilsidst blev han meget gammel, og han fortalte til Alle og Enhver at Ingnersuak-Manden vilde forsyne ham med alt. Derpaa gik han engang atter til denne efter i længere Tid ikke at have besøgt ham, men da svarede han ham, at han nu havde gjort tilstrækkeligt for Daglysets Beboer, herefter ønskede han ikke mere hans Besøg.
Kilde
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn II, ss. 104-105