Holarmændenes Slag
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Holarmændenes Slag
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1864
Vestfjordsmændene og Søndenlændingerne have altid anseet Nordlændingerne for at være dygtige, snarraadige Folk, men paa samme Tid ogsaa for stortalende og overmodige, det være sig nu med Grund eller ei. Paa denne Mening tyder følgende Fortælling, om den nu er sand eller opdigtet.
Tolv Mænd fra Holar vilde engang til Sønderlandet for at fiske der, men oppe paa Tvidægra bleve de overfaldne af et voldsomt Sneeveir med Storm, saa at de alle omkom med Undtagelse af Een, der halvdød af Træthed og dødfrossen naaede den nærmeste Gaard. Bonden paa denne Gaard , hvem Mændene fra Holar engang i det foregaaende Aar havde spottet og krænket, huskede denne Mand det, og istedetfor at give denne, forkommen som han var, en god Modtagelse, sagde han med skaanselløs Spot: »Nu ere Holarmændenes Skamsække blevne noget lettere«. Da svarede den Anden, skjøndt han var lige ved den visse Død: »Men derfor lettes dog ikke Holarmændenes Slag«, og gav Bonden med det samme af alle Kræfter en Kindhest. Men saa frossen var Manden, at Haanden ved Slaget faldt fra Armen og han selv lige derpaa segnede død omkuld.
