Hos Aandemaneren Aua – Aua indvies til Aanderne (KR)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Åndemaneren Aua og hans kone

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Uddrag af
Fra Grønland til Stillehavet

Aua indvies til Aanderne
Fortalt af Aandemaneren Aua

Knud Rasmussen
København, 1926

"Jeg var endnu kun et lille Foster i Moders Liv, da ængstelige Folk begyndte at spørge deltagende til mig; alle de Børn, Moder hidtil havde født, havde ligget paa tværs og var kommen dødfødt til Verden. Saa snart Moder nu mærkede, at hun var med Barn, det Barn, som engang skulde blive mig, talte hun saaledes til sine Husfæller:

"Nu bærer jeg igen paa et Foster, der ikke skal blive til noget Menneske."

Alle fik stor Medlidenhed med hende, og en Kvinde ved Navn Artjuaq, som var Aandemanerske, holdt straks samme Aften Aandebesværgelse for at hjælpe min Moder. Allerede Morgenen efter kunde man mærke, at jeg var vokset, men det kom mig ikke tilgode dengang, for Aandemanersken havde glemt, at hun ikke maatte gøre noget Arbejde Dagen efter en Besværgelse, og saa havde hun syet Hullet paa en Vante. Dette Tabubrud gik øjeblikkelig ud over mig; Moder fik Fødselsveer i Utide, og jeg sprællede og arbejdede, som om jeg vilde ud af Siden paa hende. En ny Aandebesværgelse blev afholdt, og da man denne Gang nøje iagttog alle Forskrifter, hjalp den baade Moder og mig.

Men saa hændte det en Dag, at min Fader, der skulde ud paa en Fangstrejse, var vred og hidsig, og for at berolige ham gav min Moder sig til at hjælpe ham med at spænde Hundene for Slæden. Hun glemte, at i hendes Tilstand var alt Arbejde Tabu. Næppe havde hun derfor taget en Hundesele og løftet den ene Pote i Vejret paa en af Hundene, før jeg øjeblikkelig begyndte at sparke og gøre Forsøg paa at komme ud gennem hendes Navle; og atter maatte der en Aandemaner til for at hjælpe os.

Gamle Folk fortalte nu min Moder, at min store Følsomhed over for alle Tabubrud var et Tegn paa, at jeg skulde leve og blive en stor Aandemaner; men samtidig vilde ogsaa mange Farer og Uheld forfølge mig, inden jeg blev født.

Min Fader havde faaet en Hvalros med et Foster i, og da han forsøgte at skære Fostret ud, uden at tænke paa, at min Moder var med Barn, begyndte jeg atter at sprælle i Moders Liv, og denne Gang blev det Alvor. Men i samme Øjeblik jeg blev født, forlod alt Liv mig, og jeg laa stendød. Moders Efterbyrd var snoet om min Hals og havde kvalt mig. Artjuaq, der boede ved en anden Boplads, blev straks hentet, og der blev bygget et særligt Barselhus til min Moder. Da Aandemanersken kom til og saa, hvorledes mine Øjne stod ud af Hovedet paa mig, tørrede hun Moders Blod af Kroppen paa mig med et Ravneskind og syede en lille Trøje til mig af samme Skind.

"Han er født for at dø, men han skal leve!" sagde hun.

Og saa blev Artjuaq hos min Moder, lige til der kom Liv i mig. Moder kom under en meget streng Diæt og maatte underkaste sig vanskelige Taburegler. Havde hun saaledes spist af en Hvalros, var samme Hvalros Tabu for alle andre; det samme var Tilfældet med Sæler og Rener. Hun skulde have særlige Gryder, af hvilke ingen anden maatte spise. Ingen Kvinder maatte besøge hende, derimod gerne Mænd. Mine Klæder var syet paa en særlig Maade; Haarene paa Skindet maatte aldrig vende opad eller nedad, men skulde falde paa tværs af mit Legeme. Saaledes levede jeg i Barselhuset uden at have nogen Anelse om al den Omhu, der blev vist mig.

I et helt Aar maatte Moder og jeg leve helt for os selv og kun nu og da modtage Besøg af min Fader. Skønt han var en stor Jæger, der altid færdedes ude paa Fangst, maatte han aldrig selv slibe sine Knive; saa snart han gjorde det, hovnede hans Hænder op, og jeg blev syg. Et Aar efter min Fødsel fik vi Lov til at faa en Husfælle; det var en Kvinde, og hun maatte udvise en saadan Forsigtighed, at hun, hver Gang hun skulde ud, maatte slaa sin Hætte over Hovedet, gaa i Støvler uden Strømper og holde sin Pelsflig højt løftet med den ene Haand.

Jeg var allerede en stor Dreng, da min Moder første Gang fik Lov til at gaa paa Besøg; alle vilde vise sig venlige, og hun blev indbudt til alle vore Bopladsfæller. Men hun blev for længe ude; Aanderne holder ikke af, at Kvinder med smaa Børn bliver for længe borte fra deres Hus, og de hævnede sig paa den Maade, at Skindet paa hendes Hoved skallede af, og jeg selv, der var ganske uden Forstand paa noget dengang, slog hende paa Kroppen med mine smaa Næver, da hun gik hjemover, og lod mit Vand ned ad hendes Ryg.

Ingen, der skal blive en dygtig Fanger eller en god Aandemaner, maa blive for længe ude paa Besøg i fremmede Huse; det samme gælder en Kvinde, saa længe hun bærer en Dreng i sin Rygpose.

Omsider blev jeg saa stor, at jeg kunde gaa med de voksne paa Aandehulsfangst efter Sæl. Den Dag jeg harpunerede min første Sæl, maatte min Fader lægge sig med nøgen Overkrop paa Isen, og den Sæl, jeg havde fanget, blev trukket hen over hans Ryg, medens der endnu var Liv i den. Kun Mænd maatte spise af min første Fangst, og intet maatte levnes. Dens Skind og Hoved blev gemt ude paa Isen, for at jeg senere skulde være i Stand til at fange den samme Sæl igen. I tre Dage og Nætter maatte ingen af de Mænd, der havde været med til at spise den, gaa paa Fangst eller gøre nogen Slags Arbejde.

Det næste Fangstdyr, jeg nedlagde, var en Ren. Det var mig strengt forbudt at bruge Bøsse, og jeg skulde dræbe den med Bue og Pil. Ogsaa den blev kun spist af Mænd; ingen Kvinder maatte røre ved den.

Saa gik der nogen Tid, og jeg blev voksen og stærk nok til at gaa med paa Hvalrosfangst. Den Dag jeg harpunerede min første Hvalros, raabte min Fader saa højt, han kunde, idet han nævnede Navnene paa alle de Bopladser, han kendte: "Nu er der Kød til alle Mennesker!"

Hvalrossen blev bugseret ind til Land, medens der endnu var Liv i den, og først inde ved Strandkanten blev den slaaet helt ihjel. Min Moder, der skulde flænse den, blev bundet fast til Fangelinen, før Harpunodden var taget ud af dens Krop. Efter at jeg havde nedlagt denne Hvalros, maatte jeg spise alle de Lækkerier, der tidligere havde været mig forbudt, ja selv Indvolde, og nu kunde Kvinder godt spise af min Fangst, blot det ikke var Barselkvinder. Kun min Moder skulde endnu længe iagttage stor Forsigtighed, og hver Gang hun skulde sy, maatte der bygges et særligt Hus til hende. Jeg var bleven opkaldt efter en lille Aand, Aua, og man sagde, at det var for ikke at fornærme den, at min Moder skulde iagttage saa mange Forsigtighedsregler. Den var min Skytsaand og passede nøje paa, at man ikke gjorde noget, der var forbudt. Saaledes maatte jeg aldrig opholde mig inde i et Snehus, hvor unge Kvinder klædte sig af for at gaa til Ro; ligeledes maatte heller ikke nogen Kvinde rede sit Haar i min Nærværelse.

Endnu efter at jeg forlængst var bleven gift, holdtes der streng Tabu over al min Fangst. Blot der levede Barselkvinder i Nærheden af os, maatte min Kone kun spise Fangstdyr, der var dræbt af mig, og ingen anden Kvinde maatte røre ved de Stykker, min Kone havde spist af. Til de Hvalrosser, jeg havde nedlagt, knyttede der sig altid den Tabu, at ingen Kvinder maatte spise af Indvoldene, og dette Forbud blev opretholdt, lige til jeg var Fader til fire Børn. Og det er egentlig først, efter at jeg er bleven gammel, at de Forpligtelser faldt bort, som den gamle Aandemanerske stillede, for at jeg kunde faa Lov til at leve.

Skønt alt saaledes var lagt til Rette for mig, lige fra den Tid jeg endnu var Foster i Moders Liv, forsøgte jeg forgæves at blive Aandemaner gennem andre; men det vilde ikke lykkes. Jeg opsøgte mange berømte Aandemanere og gav dem store Gaver, som de øjeblikkelig gav bort til andre; thi beholder de dem selv, vil de eller deres Børn dø. Men det hjalp altsammen ikke. Jeg var født til Vanskeligheder. Saa søgte jeg Ensomhed og blev snart meget tungsindig. Paa en mystisk Maade kunde jeg briste i Graad og blive ulykkelig, uden at forstaa hvorfor. Saa kunde alt pludselig blive helt anderledes, og jeg følte en stor og uforklarlig Glæde — en Glæde saa stærk, at jeg ikke kunde beherske den; jeg maatte bryde ud i Sang, en vældig Sang, hvor der kun kunde blive Plads til det ene Ord: Glæde! Glæde! Glæde! Og midt i en gaadefuld, overvældende Fryd blev jeg Aandemaner, uden selv at forstaa hvorledes. Men jeg var det. Jeg kunde se og høre paa en helt ny Maade.

Enhver virkelig Aandemaner skal fornemme en Lysning i sin Krop, inde i sit Hoved eller i sin Hjerne, noget som en lysende Ild, der giver ham Evne til at se ind i alle skjulte Ting med lukkede Øjne ind i Mørke, eller ind i Fremtiden, eller ind i andres Hemmeligheder. Jeg følte, at jeg var i Besiddelse af denne vidunderlige Evne.

Min første Hjælpeaand blev min Navne, en lille Aua. Da den kom til mig, var det, som om Husgang og Tag løftedes, og jeg fik en saadan Sekraft, at jeg kunde se tværs igennem Huset, ind gennem Jorden og op i Himlen; det var den lille Aua, der bragte mig alt dette indre Lys, idet den holdt sig svævende oven over mig, saa længe jeg sang. Derefter stillede den sig ud i en Krog i Husgangen, usynlig for andre, men altid rede, hvis jeg skulde kalde paa den.

En Aua er en lille Aand, en Kvinde, der bor nede ved Stranden. Der er mange af disse Strandaander, som løber rundt med spids Skindhætte paa Hovedet; deres Bukser er pudsigt korte og af Bjørneskind; de har lange Støvler med sorte Mønstre og Pels af Sælskind. Deres Fødder er vredet opad, og de synes kun at gaa paa Hælen. Haanden fører de saaledes, at Tommelen altid er bøjet ind over Haandfladen; Armene holder de højt hævet med samlede Hænder, som de uafbrudt stryger hen over Hovedet. De er kaade og glade, naar man kalder paa dem, og ligner mest af alt smaa, søde, levende Dukker; for fuldt oprejst er de ikke højere end en Arms Længde.

Min anden Hjælpeaand blev en Haj. En Dag jeg var ude i Kajak, kom den svømmende hen til mig, lagde sig paa Siden af mig og hviskede blot sit Navn. Jeg blev meget forbavset, for jeg havde aldrig set en Haj før; de er meget sjældne heroppe. Siden hjalp den mig med al Slags Fangst og var altid hos mig, naar jeg behøvede den.

Disse to, Strandaanden og Hajen, var mine vigtigste Hjælpeaander, og de kunde hjælpe mig med alt, hvad jeg ønskede. Den Sang, jeg plejede at synge, naar jeg kaldte, havde ikke mange Ord og lød saaledes:

Glæde, Glæde,

Glæde, Glæde!

Jeg ser den lille Strandaand,

min Navne.

Glæde, Glæde!

Disse Ord kunde jeg blive ved med at gentage, indtil jeg brast i Graad, Bytte for en sær Angst; saa kunde jeg pludselig ryste over hele Kroppen, medens jeg blot raabte: "Ah-a-a-a-a, Glæde, Glæde! Nu vil jeg hjem, Glæde, Glæde!"

Jeg havde engang mistet en Søn og syntes aldrig mere, jeg kunde tage bort fra det Sted, hvor jeg havde lagt hans Legeme. Jeg var ligesom en Fjældaand, der er bange for Mennesker. Vi opholdt os meget længe oppe i Landet, og mine Hjælpeaander forlod mig. Men en Dag var det saa pludselig, at Sangen om Glæden kom til mig. Jeg længtes atter efter Menneskene, mine Hjælpeaander vendte tilbage til mig, og jeg var mig selv igen. Fra den Dag af synger jeg altid denne Sang, naar jeg kalder.

Dette er, hvad der hændte mig fra Moders Liv, og lige til jeg blev Aandemaner. Nu da jeg er bleven Kristen, har jeg sendt mine Hjælpeaander op til min Søster i Baffinsland; men vil I vide mere om Aandemanere, skal jeg fortælle om min Fætter Niviatsian, som Aanderne kaldte til sig paa en æventyrlig Maade, for at han kunde blive en stor Aandemaner.

Kilde

Knud Rasmussen: Fra Grønland til Stillehavet, bd. 1, ss. 341-345. København, 1926.