Hunden (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

48. Hunden

Et Par gamle Ægtefolk havde to Sønner og en lille Datter. Sønnerne vare meget stærke Mænd og dygtige Erhververe; de pleiede at komme hjem, slæbende deres Sælhunde i en Række. Engang vare Sønnerne gaaede ud paa Landet, men kom ikke igjen. Medens man forgjæves ventede paa dem, kom en Mand og fortalte, at han havde seet dem hængende paa en utilgængelig Fjeldvæg. De vare ophængte ved Benene, saaledes at man hverken fra oven eller fra neden kunne komme til dem; dette havde Indlandsboerne gjort. Da nu de gamle Forældre sadde i dyb Sorg, blev der fortalt dem, at deres Naboer havde mange Hundehvalpe. Konen lod sin lille Datter gaae hen og hente een, som hun tog til sig som sin Pleiesøn, idet hun lod den sove paa Brixen og gav den Die. Om Vinteren bemærkede hun, at. Hunden kradsede sig i Ansigtet, hvorpaa den hvergang talte, og spurgte hende: »hvorledes seer jeg nu ud?« Paa Slutningen af Vinteren kom de i stor Nød, da de havde mistet deres Erhverver. Da sagde Hunden, at den vilde gaae paa Vandring ind i Landet. En Nat vækkede den atter sin Pleiemoder, efterat have kradset sig i Ansigtet, og sagde: »er jeg smuk endnu? imorgen vil jeg drage bort.« Derpaa løb Hunden ind i Landet. Den forstod nemlig, ved at kradse sig i Ansigtet at skræmme Mennesker tildøde. Den opsøgte Indlandsboerne, som vare ifærd med Aandebesværgelse. Deres Angakok kunde mærke dens Komme, og raabte: »Ild, Ild!« Men Hunden kradsede sig i Ansigtet, sprang ned i Huusgangen og skjulte sig der. Da de nu kom med Lys, og fik den at see, skræmmede den dem tildøde. Derpaa gik den til deres Forraadshuus, tog Fødemidler, slæbte dem til sine Pleieforældre, og viste dem Veien, som de skulde gaae, for at hente flere. Men efter den Tid begyndte Konen at frygte Hunden. Om Foraaret skulde de reise, og da de havde ladet Baaden, sagde hun til Hunden, at den skulde gaae ind i Huset og hente et Vidskestykke, som hun havde glemt. Men da den var gaaet ind, stødte de hurtigt fra Land og reiste. Hunden vilde med, men da den ikke kunde komme ud til dem, fulgte den dem overland saa langt, som den kunde; tilsidst kom den ud paa en Pynt, hvorfra den ikke kunde følge dem videre. Den blev da staaende, og gav sig til at hyle. Man siger, at det er fra den Tid af, at Hundene have den Skik, at følge de bortreisende Baade overland, og at hyle fra det sidste Næs.

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 158-159.