Hvem er sagnenes Indlandsboer

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Inuitisk maske, Østgrønland


Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Grønlandske sagn om eskimoernes fortid
William Thalbitzer
1912


VII. Hvem er sagnenes Indlandsboer?


Lad os prøve at opfatte Grønlændernes sagn om deres indlands folk under samme synsvinkel som vore egne heltesagn, eller som de tågede legender, der i middelalderen gik gennem Evropas kulturlande om folkene i Asiens og Afrikas indre. Der ligger historiske kendsgerninger bag fantasiens udsmykninger, fordrejelser og tildigtninger. Tornit og Erqilhlit har eksisteret engang. Eskimoerne husker dem, og deres hukommelse er af samme art som vor.

Eskimoerne selv flyttede grænserne, da de drog til Grønland fra Hudsonsbugtens munding eller fra mundingen af de store floder længere vestpå. De lod deres naboer langt bag dem i forfædremørket, men de tog naboskabets spændings- og uhyggefølelser med sig, og deres fantasi befolkede det nye hjemlands ukendte indre — Grønlands evighvide indlandsis — med de skikkelser, hvorom deres nedarvede sagn fortalte. Tusind år har ikke formået at dæmpe uhyggen eller udslukke mindet. Men der udsprang en ny digtning af disse hengemte følelser.

I de lange vinternætter, mens vinterstormene raser langs Grønlandskysten og spærrer de ensomme småflokke inde i de tætte hytter, har disse sagn, iblandt hundrede andre, tjent til at få tiden til at gå, og slægt efter slægt har fået formet sin fantasi og sit verdensbillede indenfor disse traditioners rammer. Ingen Grønlænder tvivlede om beretningernes sandhed eller om de aldrig sete menneskers eksistens.

Af Tornit-sagnene kunde man få det indtryk, at navnet dækker over to forskellige folk. Den kres af sagn, der knytter sig til den fremmede tjenestekvinde Javaranak, synes at handle om et folk, der bode tidligere end de nuværende Eskimostammer ved Davisstrædets kyster. Påfaldende er det, at Grønlænderne i sagnet om hende benævner det fremmede folk Tornit, medens Eskimoerne på den anden side af strædet (i Labrador og på Baffinsøen) kalder det for Adlet (Alhlæt) "de fremmede". Sagnet er ifølge Boas[1] kendt ovre på vestsiden af Hudsonsbugten, og her kaldes de fremmede ligesom i Grønland for Tornit. Vanskeligheden understreges derved, at der i sagnene fra Baffinsland skelnes mellem en række, der handler om Tornit, og en anden række, der handler om Adlet. Begge folk synes at være anset for at ha haft ophold i Eskimoernes eget land, endog samtidig med dem[2]. Om Adlet hedder det, at "de ikke gik med støvler"[3] og at de var meget hurtige til bens. Boas betragter dem som identiske med Erqilhlit[4].

Tornit betragtes både af Labradoreskimoerne og af Baffinslænderne som et (eskimoisk?) folk, der boede i landet, men drog bort (nordpå?), da Eskimoerne fordrev dem. Det samme påstår Eskimoerne ved vestkysten af Hudsonsbugten om dem. "I gamle dage, siger de, beboedes landet af Tornit, et folk af meget store mennesker. De lå i strid med Eskimoerne, som trængte sig ind i vort land. Derover blev Tornit vrede og sønderbrød jorden med deres spyd og lanser og kløvede klipperne"[5]. I en lidt længere beretning varieres det samme motiv på en måde, der minder om Javaranak-sagnet. Dettes lokalisering i Østlabrador er derfor så meget mere tvivlsom. Også på denne side af Hudsonsbugten overfaldt Tornit først Eskimoernes kvinder og børn, mens mændene var ude på jagt. Eskimoerne hævnede sig, dræbte eller forjagede Tornit, fra hvis huse de hjemførte en mængde børn: "hvergang et af børnene på vejen hjem blev træt, borede de et hul i dets pande"[6]. "Der fortælles, at i Igluliklandet (nordvestkysten af Baffinsland) kan man se på landet, hvordan Tornit oprev det med deres harpunskafter, da de af frygt for Eskimoerne var ifærd med at forlade det". Der fortælles endvidere sammesteds, at deres stenhuse endnu kan ses derovre. De må ha været meget stærke; de sten, der er brugt i husene, er vældig store[7].

Endnu en iagttagelse: Baffinslænderne fortæller, at Tornit ved bjørnejagt havde den skik, at vildtet tilhørte den jæger, der først opdagede det. Iblandt dem selv består derimod den lov, at vildtet tilhører den jæger, der rammer dyret nærmest ved hjærtet, eller som først sårer det[8]. Den førstnævnte skik minder om reglerne for bjørnejagten hos Østgrønlænderne; men den kan jo ha været herskende blandt andre stammer udenfor Grønland.

Tornit er det af de fremmede folk, der synes mindst fremmedartet; det omtales ganske vist af og til som et indlandsfolk, men jeg kan ikke helt frigøre mig for det indtryk, at det i Javaranaksagnet blot betegner en fjendtlig Eskimostamme, der engang er blevet fortrængt fra Baffinslands eller Labradors kyster af senere, vestfra kommende horder. Navnet Tornit vilde formodentlig i så fald ikke tilkomme denne "særlig forhistoriske" Eskimostamme med rette. Men at der i de øvrige sagn, der handler om Tornit, er ment tilgrænsende Indianerstammer i Labradors indland eller i indlandet vest for Hudsonsbugten, er der foreløbig ingen grund til at tvivle om. Det stemmer også med traditionen i Grønland. Her kan det forresten anføres, at PAUL EGEDE i sin grønlandske ordbog har sammenblandet dem med Ingalilhlit, hvad der er rettet i den senere udgave af O. FABRICIUS[9].

Om Skyggerne, hvorom sagnet om "Pigen, som opsøgte sin bror"[10] havde nogle ord, går der også sagn blandt Eskimoerne på Hudsonsbugtens vestkyst:[11]



Skyggefolket


"Skyggefolket boede hos Eskimoerne i det samme land. De plejede at bytte koner med dem. Hvis man ser lige forfra på et menneske af dette folk, ser man kun en skygge; men hvis man ser dem fra øjenkrogene i skrå retning, blir legemet tydeligt. Når en af dem dør, blir hans legeme synligt. — Engang stak en Eskimo en af skyggefolket og dræbte ham. Da førte skyggefolket krig med Eskimoerne, og endskønt deres buer og pile kunde ses, forblev de selv usynlige. Derfor var Eskimoerne ude af stand til at besejre dem."


Dette folkenavn, hvorom Vestgrønlænderne har bevaret et minde i det nævnte sagn, synes at være det samme, Østgrønlænderne engang anvendte om sig selv (Taaviti)[12] Ammassalikerne kender forovrigt også i et sagn ("Den blinde som fik sit syn igen") til et skyggefolk inde i landet[13].

Erqilhlit er derimod sikkert folk af en anden nation end Eskimoerne. Navnet i ental (Erqilik) betyder ordret oversat: 'befængt med luseæg', af erqeq 'et luseæg, gnid', og lik 'forsynet med'.

Dette navn er endnu levende i den vesteskimoiske verden, vest for Mackenziefloden langs nordkysten af Vestkanada og Alaska. De derboende Eskimoer bruger det som en hånlig betegnelse for deres fjender, de nordligste Tinneh-indianere. Disse kaldes i 'den vesteskimoiske dialekt Itqeleet[14]. PETITOT, den første franske missionær, der rejste iblandt dem, meddeler at "luselarve" (itqeq) bruges af Eskimoerne ved Mackenziefloden som skældsord mod Déné-Dindjié (d. e. Tinneti) Indianerne, såvel mod dem der bor øst for Klippebjærgene som mod dem, der bor vesten for dem[15]. Det eneste kårt, hvorpå jeg har set dette navn (i formen Itkillys), er det, der findes i WELLS og KELLYS eskimoiske ordbog fra Alaska; her findes det angivet omtrent på grænsen mellem Alaska og Kanada, syd for Kangmalingmiut, mellem den arktiske kyst og Porcupinefloden (øvre Yukon).

Det er rimeligvis en meget nærstående gruppe af det samme folk, der betegnes af deres østlige og sydlige naboer som "Skelerne, de skeløjede" (PETITOT "les Loucheux"). Dette navn brugtes oprindelig kun om Tukkuthkutchin og Tatlitkutchin, men er nok senere blevet udvidet til at omfatte flere stammer[16]. Skulde disse mon være identiske med Grønlændernes indlandsfolk Isserqat, der også betegnes som tukimut uvisorersartut, "de der blinker pålangs?"[17]

Erqilikkerne omtales med stor foragt af alle de vestlige Eskimoer. Petitot fik følgende svar af Eskimoen Arviuna: "Ah, dem er det næppe værd at tale om. De blev også til derude vestpå, på Bæverøen, de opstod af vore luselarver. Derfor kalder vi dem Itqéléit. De er højst foragtelige; men Qablunæt og Innoit er brødre". Ser vi bort fra denne sidste høflighed mod Evropæerne, står vi igen overfor den sammenstilling af verdens tre hovedfolk, hvorom det grønlandske oprindelsessagn fortæller (jvf. her ss. 10—11), og ifølge hvilket de skulde stamme ned fra en kvinde, der var gift med en hund. Denne forestilling er vidt utbredt — også udenfor Eskimoerne.

SAMUEL HEARNE, den første Evropæer, som fra Hudsonsbugten trængte ind gennem Tinnehindianernes egne, fortæller en lignende tradition fra Tinneherne ved Churchilfloden[18]. Ifølge den skulde de nedstamme fra en kvinde og en hund. Efter at de havde havt omgang med hinanden, dræbte den store ånd, "som fejer himlen med sit hode", hunden, og spredte dens lemmer og skabte alt liv på jorden, som han gav til næring og føde for kvinden og hendes børn. — PETITOT anfører følgende tradition fra Hareindianerne af Tinnehfolket, hvori hunde også spiller en rolle: "De boede fordum langt borte imod vest hinsides havet, omgivne af et mægtigt folk, hvis præster havde evnen til at forvandle sig til hunde eller ulve om natten. Disse fjender røvede Tinnehernes kvinder, som dog ikke tog del i "hundemenneskernes" kultus. De havde langvarige fejder med dem og kaldte dem "skallede hoder" (Kfwidételé), fordi de ragede deres hoder og bar parykker". I PETITOTS store samling af Hareindianernes sagn er der også et, der særlig handler om "hundemenneskerne" eller om manden der opsøgte sine to søstre hos disse. [19]

Endksønt således både Eskimoerne og Hareindianerne har omtalt Erqilikkerne (Les Loucheux) som "hundemennesker", er det dog ikke sikkert, at denne betegnelse først er knyttet til dem, og at sagnet om halvmennesker og halvhunde først har dannet sig om dem.[20] Dels har så fjærnt et folk som Ainoerne (nord for Japan) en lignende beretning om deres egen afstamning som Eskimoerne,[21] dels fortæller de nordvestlige Tinneher eller "skelerne" ifølge PETITOT selv om et folk med hundefødder.[22] Dette går i korthed ud på følgende: To brødre boede ved kysten; de blev uenige og den ældste lagde den yngste i et trug, bandt ham og satte truget ud i havet. Mågen reddede ham i land, den hvide ulv frigjorde ham for de reb, hvormed han var bunden. Gennem vanskeligheder nåede han ad hundevejen til folket, der havde kroppe halvt som hunde, halvt som mennesker. De kendte ikke til at sove, han lærte dem søvnen; deres rensdyr (d. e. fangstdyr) var hvide ugler og mus. De satte snarer for dem eller skød dem med pile. Han blev sat till at hjælpe dem med besværligt arbejde. Da han til sidst var uheldig eller for klodset dertil, forjog de ham. Men en af dem, "han med ansigt fortil og bagtil", fulgte ham og hjalp ham mod de andre hundemennesker. I skikkelse af en grib vendte han omsider hjem, flyvende over havet, dræbte sin ældre bror og tog hans to koner til ægte.

Muligvis er der en sammenhæng mellem forestillingen om hundemenneskerne og en ejendommelighed i pelsklæderne hos forskellige stammer af de vestlige Tinnehindianere. Chipewyan er Kri-indianernes navn for deres nordlige naboer blandt Tinnehstammerne, og dette navn betyder: "dem med de spidse skind" (af chipwa "spids" og weyanaw "skind").[23] PETITOT[24] bemærker i denne anledning: "Denne etymologi er så meget sandsynligere, som Tinneherne (les Dindjié) endnu bruger som klædning en snæver bluse af rensdyr- eller elsdyrskind, forsynet med en hale fortil og bagtil, ganske som Chilensernes poncho. Hareindianerne fortalte mig, at sådan var også deres dragt for den blanding af stammerne, som handelen og missionen førte med sig. Det er altså sandsynligt, at denne dragt oprindelig tilhørte de sydligste Tinnehindianere (les Dénés), Algonkinindianernes naboer. Kolosherne ved Stillehavet, som også er af Tinnehracen(?), bærer ligeledes sådanne haler. Det er udentvivl denne ejendommelighed, som foranledigede visse vestlige Indianere til at fortælle La Peyrouse, at der østpå, inde i fastlandet, eksisterede mennesker med haler. I virkeligheden er det snipper på dragten, der ligner haler, som forårsagede rygtet.

Behøver vi at tvivle om, at de grønlandske sagns Erqilikker, "hundemennesker" med haler, der bor i indlandet, er identiske med disse Indianere i det vestlige hjørne af Nordamerika? Den tydelighed, hvormed mindet om et sådant træk har holdt sig endog helt over til Grønlands østkyst, er forbavsende. Hvis Tornit har betegnet fremmede stammer i nærheden af Davisstrædet eller Hudsonsbugten, har Erqilhlit været et fremmed folk endnu længere mod vest.

Små træk i sagnene kan da rimeligvis bruges som historiske vidnesbyrd. Østgrønlænderne fortalte mig, at Erqilikkernes pile ikke var som Eskimoernes, men at modhagerne ude i spidsen af dem vendte i to retninger og derfor virkede dobbelt frygteligt i såret. Dette stemmer meget nær med, hvad der vides om buepile hos de nordvestlige Indianerne.[25] — I sagnet om Aqissiaq omtales det træk, at vandfladen blev rød, da indlandsboerne flokkede sig langs bredderne, så at deres ansigter spejledes i vandet. Eskimoen har fastholdt erindringen om denne iagtagelse, men veed næppe mere, at Indianerne farvede sig røde, og at vandets rødmen altså var et genskær af ansigternes røde farve. Når der i samme sagn om Aqissiaq fortælles, at indlandsboerne i elven fanger en lakslignende fisk af uhyre størrelse med harpun, stemmer det med, at de nordlige Indianere fanger stør på denne måde.[26] Om Hareindianerne (Kawchodinne), der før midten af det 19:de århundrede boede højt oppe mod nord ved Mackenziefloden, hedder det, at de i modsætning til Kutchin, deres naboer mod vest, var et fredeligt folk. Hvis de sloges med hinanden, greb de hinanden i håret og viklede det rundt så længe, til en af de kæmpende faldt til jorden.[27] Vi mindes sagnet om angakokken Karrak, hvis hjælpeånd var en indlandsbo ved navn Ipak. De to blev fjender; efter flere gensidige hævnforsøg opsøgte Karrak tilsidst indlandsboen i hans hus, greb ham i håret, som han snoede om sit håndled, og stak ham i halsen med sin kniv.[28]

Om Kutchinindianerne er det bekendt, at de lever i store grupper mellan floderne Yukon, Peel og Mackenzie. Hver gruppe styres af en høvding, og de har en eller flere medicinmænd. De ynder at danse og lege og opøver sig fra små af i brydekampe; i tvekampe afløses den tabende bestandig af en ny modstander, indtil det tilsidst er afgjort, hvem af forsamlingens mænd der blir den endelige sejrherre. Også kvinderne kappes således i tvekampe.[29] Folket er på en gang gæstfrit och stridbart. Betegnelsen "skeløjede" bærer de ikke uden grund; den skyldes deres karakteristisk mongolske stilling af øjnene.[30] — Alle disse træk skinner igennem i Grønlændernes sagn om de fremmede indlandsboer.

Deres huse er telte, som de flytter om med, lavede af teltstænger, betrukne med rensdyrskind; der er en dør på siden og røghul i toppen (jvf Grønlændersagnene)[31]. Om sommeren bruger manden en lille let jagtkano på floderne, medens kvinden ror i en større, mere klodset art kano.[32] De jager rensdyr og elsdyr på snesko, og fisker om sommeren laks i søerne; en af de mange måder, de tar dem på, er ved hjælp af net, lavede af pilegrene.[33] Deres buer er forsynede med et lille stykke træ til at beskytte hånden mod buestrængenes tilbageslag.[34] Koggeret bæres under den venstre arm; pilene er anbragte deri med spidsen nedad.[35] De laver lange, elegante knive, der er spidse og tveæggede, og de er helt igennem af metal, men håndtaget er omviklet med skind. Enden af dette er kløftet og ombøjet til begge sider, som halen på en hval. Som betalingsmiddel bruges perler eller bæverskind.[36]

Mændenes dragt består af en skindskjorte, der er tilspidset både for og bag, så at spidsen næsten når ned til knæet. Kvindernes dragt er ikke tilspidset.[37] Igrunden er det jo den samme mode, vi genkender i Eskimoernes (især de centrales) snip nederst på anorakken, både fortil og bagtil, og hos dem særlig udpræget i kvindernes dragt. Sydligere og vestligere Tinnéhstammer har som nævnt endnu stærkere udskårne snipper eller haler. Hos Eskimoerne er der kun et halerudiment tilbage i klædedragten.

I det vi altså lokaliserer Erqilhlit i indlandet i det nordøstlige Alaska henimod Mackenziefloden, har vi måske også dermed fået et holdepunkt for, hvor vi skal søge de før omtalte Inuarulhlikkat, Bjærgtroldene (s. 46—47 o. 57). Det grønlandske sagn om deres første vandringer henlægges til "før indlandsisens tid", d. v. s. i de vestlige egne udenfor Grønland; her hørte de til Innuit-folkets fjender, der fra først af boede i huler (i bjærgene) og havde ejendommelige våben. Af en eller anden grund flygtede de og begyndte en lang folkevandring nordpå, der strakte sig gennem to generationer. Undervejs traf de på Erqilhlit og på kæmpedyret killifak (mammuten?). De nåede til det store sund Ikerasarsuaq, hvor de måtte afvente islægget for at sætte over. Flere vintre derefter kom de til Nousak-landet (her finder Grdnlænderne tilslutning til deres eget land i den store halvø Nussuaq i Nordgrønland, hvad der dog næppe er rigtigt). I det land levede der andre, beslægtede mennesker; en af disses angakokker købte en af de indvandredes børn ved navn Sersoq, Malerqes datter. [38] Hvis beretningen er sand, at disse vandrere undervejs traf Erqilhlit-folket, må det bjærgland, de kom fra, ha ligget vest for Mackenziefloden. Det kan da kun ha været en del af Klippebjærgene i Nordvestkanada, snarest helt vestpå i Alaska.

Med Erqilhlit er vi nået helt over til grænsen af Alaska. Såmeget lettere og sikrere er da det sidste skridt at gøre; vihar ikke nødig at springe langt for at finde det folk, der svarer til de grønlandske sagns Ingalilhlit, Grydetroldene. Allerede G. Holm har gjort opmærksom på den påfaldende lighed mellem dette navn og det, der af Alaskaeskimoerne anvendes om indlandets Indianere: Ingalik.[39] Det skal oprindelig særlig ha været anvendt om Kaiyukhotana ved Yukonfloden, men er i nyere tid udvidet til at gælde alle de tilgrænsende stammer.[40] Hvor talen er om så fjærn og så gammel en tradition, har vi naturligvis kun at gøre med de ældste former for navnet og den ældste anvendelse af det. Det var især på grundlag af nordmanden kaptejn JACOBSENS skildring af Alaskas Eskimoer og Indianere, at HOLM blev opmærksom på sammenhængen mellem det østgrønlandske sagn og den vestamerikanske virkelighed.

På Eskimo-territoriet ved Yukonflodens bredder — således skriver HOLM på det anførte sted — findes levninger af en mærkværdig stor og gammel Eskimoby, som efter hvad der fortælles har været en mil lang, og hvori der har været henimod 100 fest- og dansehuse. . . Endvidere skriver JACOBSEN (s. 180):[41] "Ingalikkerne er dygtige Pottemagere. De fleste Lerkar, som de laver, bruges som Kogekar og Lamper. Krukkerne er temmelig store, ofte som en halv Tønde". HOLM fortsætter: "Sammenholdes hermed, at Angmagsalikerne kalde nogle fabelagtige Indlandsboer for Ingaliliker (af ingavok 'at koge'), om hvilke de fortælle, at de bære store Gryder, hvori hele Sæler kunne koges, da synes det mig, at der ikke kan være Tvivl om, at de af Angmagsalikerne omtalte Indlandsboer, Ingalilikerne, ere identiske med Ingalik-indianerne". Sandsynligheden er tilstede. Der er, såvidt jeg ved, ingen andre af Eskimoernes naboer i indlandet, der gir sig af med potteinagerkunsten. Om Kutchinindianerne nævnes det udtrykkeligt, at de ikke kender dertil.[42] Ialtfald er ligheden mellem sagnnavnet og det eskimoiske navn, der anvendes i Alaska, ganske slående.

Endnu et grønlandsk sagnnavn er der, som man måske tør lokalisere langt mod vest. Der går et par troldske sagn iblandt Østgrønlænderne om Koopajeeq og Koopaluarsussuaq (d. e. "den store lille rare Koopaluk").[43] Det første nævnes udtrykkelig som navnet på et fremmed folk, og fortællingen handler om en tykmavet kvinde af dette folk, der havde jærnnegle,[44] og som fortroldede en kajakmand, der roede forbi. Det andet navn tilhører en ungkarl, der som sædvanlig latterliggøres i fortællingen. Jeg tror at turde opfatte disse navne som afledninger af det vesteskimoiske flodnavn Koopaang eller Kwipaaq (ofte også skrevet Kwipak) "Storeflod".[45] Det er Eskimoernes navn både for Mackenziefloden og for Yukon, den største flod i Alaska. Koopajeeq måtte man i så fald oversætte ved "en beboer af den store flod, Storeflodlændingen" — idet vi så lar det være uvisst, hvilken af de to store floder i Eskimogeografien der er tænkt på ved navnet. Langt vestpå peger det ialtfald, og mærkeligt er det at finde dette navn tabt og gemt i en afkrog på Grønlands østkyst.


–––––––––––––––––––––––


Mere end noget andet taler disse gamle erindringer, som Grønlænderne har fastholdt til den dag idag, om deres folkeæts afstamning fra egnene langt mod vest. Så langt borte fra målet begyndte — for tusend år siden eller før — den vandring, der førte til Grønlands kyster. Ved Beringstrædet lå dengang nationens hovedsæde. Derovre finder vi urformerne for det sprog og den kultur, de senere østlige udvandrere fortsatte og ændrede på kysterne ved Davisstrædet. Herud ankom de vel omtrent i det 10:de århundrede efter vor tidsregning, lidt før eller lidt senere, bredende sig i de følgende århundreder på den ene side ned ad Nyfoundland til, til sydgrænsen af Labrador, på den anden side over Smithsund langs Grønlands vestkyst til Kap Farvel og norden om Grønland et godt stykke ned langs østkysten. Det stenalderfolk, som de islandske vikinger stødte på i middelalderen og tilsidst måtte vige for, det samme folk, som det 16:de århundredes engelske opdagere genfandt i større og tættere skarer både på Baffinsøen og på Grønlandssiden, var ikke nogen ældgammel befolkning på disse kyster; deres forfædre havde for ikke mange generationer siden bot i aftensolens lande langt vesterude, ved de store flodmundinger på begge sider af Klippebjærgene. Når de små Grønlænderbørn endnu kan synge småvers om ravnen, der skændes med stenskvætten, om ravnen, der forrådes af gæssene, om ravnen, der flyr gennem luften med et menneskelår i næbbet, hører vi deri en efterklang af ravnemyterne fra Stillehavets nordligste afkrog. Her har Korjakerne og Tlingiterne endnu til det sidste dyrket ravnen som deres stamfader, og Eskimoen, der nu bor imellem dem, har vel allerede i ældgammel tid hørt om ravnens magt hos nabofolkene. Halvt skæmtende og halvt alvorlig har han hørt om de fremmedes tro og digtet den om til viser, der i tidens løb er blevne hans børns eje.

Herom vidner måske også det grønlandske ordsprog: "når ravnene igen blir hvide". Det kan sigte til Tlingitindianernes mythe om, at ravnen (Yelch) oprindelig var hvid[46].

Stærke følelser har holdt alle disse traditioner i live under Eskimoernes folkevandring østpå og under deres ensomhedstider i Grønland. Efterat de ved midten af det 13:de århundrede, muligvis endnu før, var indvandrede over Smithsund, udbredte de sig i de følgende århundreder langs Grønlands kyster, både på øst- og vestsiden. Sålænge de var overladt til dem selv, forandrede deres kultur, deres redskaber og traditioner sig kun ubetydeligt, med små variationer fra fjord til fjord. Endnu den dag i dag lever mange af de samme sagn, som her er gengivne, omtrent uforandrede i den grønlandske overlevering.

Men den nye tid har bragt større forandringer ind i de små samfund, der bor under de arktiske breddegrader, end godt er.

Den naturlige udviklings ligevægt er forstyrret. Det er over 100 år siden, at der begyndte at blæse en omhvirvlende og slappende storm fra syd langs de arktiske kyster. Med handelsfolkenes og missionærernes indvandring fra Evropa — først til Grønland og til Alaska, nu senere mod stadig mere centrale egne i Eskimoverdenen — begyndte udryddelsen af denne races ældgamle traditioner. Innuiternes modstandskraft er kun svag — hvoraf skulde de vide, at blæsten fra syd er giftig? såsnart Evropas varer og værdier ankommer, er luften forandret. De nye indtryk sætter øjeblikkelig dybe spor i disse isolerede menneskers bevidsthed. Staterne understøtter denne strømning. Opdragelsen begynder med, at man lærer folket at foragte sin egen fortid, sin egen religions præster, sin egen morals forskellighed fra den evropæiske. Når Innuit føjeligt har afsvoret deres fædres moral og livstro, døber den fremmede missionær dem med nye navne. Deres gamle trommesange, religiøse hymner, juridiske nidviser, skuespillege og boldlege forkætres. De afløses af salmer og kirkegang.

Således opvokser den grønlandske ungdom nu i en dobbelt verden af lemlæstede traditioner. I sine hjem erfarer den gennem den sidste rest af sagnene, som far og mor erindrer, om Innuiternes tro og skikke i fortid og om deres samkvem med indlandets fremmede folk. I skolerne, hvor de kristne præster og degne leder undervisningen, møder børnene kristendommens overmagt i form af bibelhistoriske læsestykker, Luthers katekismus og danske salmer, alt oversat på grønlandsk; desuden lærer de, i kristelig religiøs indramning, verdenshistorie, geografi og øvrige skolefag. Hvis denne undervisning førtes på nevtral eller frisindet grund, vilde dette folks slumrende nationalfølelse ikke være forgiftet og slappet; det vilde ikke med foragt, i misforstået selvglæde, ha vendt sig bort fra de overleverede folkeskikke og samfundsformer, der passede godt under de givne naturforhold og indeholdt mange udviklingsmuligheder.

Sagnenes indlandsboer, der vakte panik, når de nærmede sig, blev aldrig så farlige for Eskimoernes kultur som de hvide mænd, der kom over havet fra fjærne lande, fristende med nye varer og nye tanker. Et par menneskealdre var nok til at udslette nationens stil. Det er kun en ringe trøst, at der iblandt de hvide dog fandtes enkelte, der i fuld forståelse af dette primitive folks mærkelige og fine kultur optegnede de gamle sagn og derved for en kort tid forsøgte at støtte folkets nationalitetsfølelse.


Fodnoter


  1. ↑ BOAS II, s. 555. Jvf. her i bogen om Javaranak (Javranat, Javraganak, Navaranak etc.) ss. 41—45.
  2. ↑ Se f. eks. BOAS II, s. 204: Adlet havde en teltplads i Aggo (den nordlige del af Baffinsøen).
  3. ↑ BOAS II, s. 207.
  4. ↑ BOAS III, s. 9. Jvf. BOURQUINS Labrador-grammatik s. 371 (Erqilersingovik) navn på øen Rhodes ved Nain i Labrador, egentlig "Erqilikkenes overfaldssted". Ifølge sagnet skal Indianerne der engang ha myrdet alle Eskimoernes kvinder.
  5. ↑ BOAS II, s. 315.
  6. ↑ I Østgrønlændersagnet om Inurudsiak borer denne også hul i hodet på Erqilikkerne (se s. 42 og 64).
  7. ↑ BOAS II, s. 541—542.
  8. ↑ BOAS II, s. 211.
  9. ↑ Egede, Dictionarium under Tunnersuak. Fabricius (1804) under Tunnek v. Nersøak 'et slags store Fjeldmennesker el. Biergtrolde, som siges at bo højt oppe i Landet og tillægges europæiske Klæder'. Fabricius har heri udentvivl forvekslet dem med Inuarulhlikkat.
  10. ↑ RINK I, n:r 45. Jf. her i bogen s. 50.
  11. ↑ BOAS II, s. 543.
  12. ↑ Jvf. HOLM, S. 55. Tâk (plur Tâvin) betyder "skygge".
  13. ↑ Holm n:r 8, s. 265.
  14. ↑ Navnet staves på mangfoldige måder: Itqélit og Irkséléït (Petitot), Itkillys (Wells and Kelly), Itkûdlin (Murdoch), Itkillich (Amundsen), Eertkailee, ltkaghlie, Itkalyruin, Itkalyi, Ikkillin etc. (jvf. Handbook of American Indians under Kutchakutchin).
  15. ↑ E. PETITOT: Vocabulaire Français-Esquimau (1876) s. 42, under "lente" irqéliq, plur. irqélit 'lentes. larves de poux' I Yukon-dialekten: irqélédruit. Jvf. også hans Dictionnaire de la langue Déné-Dindjié (1876), s. XIX.
  16. ↑ Handbook of American Indians (Washington 1907). Se under Loucheux.
  17. ↑ Rink II, s. 221.
  18. ↑ Jvf. Petitot, Vocabulaire, s. XXIX.
  19. ↑ Petitot, Vocabulaire, s. XXVIII. Traditions indiennes, s. 188.
  20. ↑ Beretninger om "hundemennesker", oprundne af en kvindes forbindelse med en hund, forekommer hos adskillige andre folkeslag i Nordamerika, hist og her også sydligere. Jvf P. EHRENREICH, XIV. Amerikanistkongres (Stuttgart 1904) p. 674. Et eksempel er fortællingen om "Kvinden og hunden" i W. Jones’ Fox Texts (1907, pp. 38-39) fra en stamme af Algonkinindianerne. Men hos ingen af disse sydligere folk har beretningen den mytologiske betydning som hos de nordligste folkestammer. Hos Eskimoerne er det udbredt lige fra Østgrønland til Sydkysten af Alaska og Kadjakøen (jvf Latham, 1860, p. 270): overalt hersker den forestilling, at de nedstammer fra hunden og kvinden. BRINTON jævnstiller dette med, at Tinnéhstammene vest for Klippebjærgene fortæller, at de nedstammer fra ravnen (Myths, sid. 229).
  21. ↑ Jvf BAHNSON, Ethnografien II, s. 677: En fornem kvinde drev iland fra havet og blev plejet af en hund eller ulv, ved hvem hun blev moder til de første Ainoer.
  22. ↑ Petitot, Traditions indiennes, s. 45-55.
  23. ↑ Handbook Amer. Indians I, s. 275.
  24. ↑ PETITOT, Dictionnaire, s. XIX.
  25. ↑ O. MASON, North American Bows, Arrows and Quivers. (PI. L).
  26. ↑ STEENSBY, Om Eskimokulturens Oprindelse, s. 176.
  27. ↑ GIBBS, (ROSS), Notes on the Tinneh etc., s. 308.
  28. ↑ HOLM, Sagn n:o 28, s. 302.
  29. ↑ GIBBS s. 312-313.
  30. ↑ GIBBS s. 304 og 311.
  31. ↑ Gibbs (Jones) s. 321.
  32. ↑ Gibbs (Hardisty) s. 312.
  33. ↑ Gibbs s. 322-324.
  34. ↑ Gibbs s. 322; 324.
  35. ↑ Gibbs s. 324.
  36. ↑ Gibbs s. 314 og 326.
  37. ↑ Gibbs s. 320.
  38. ↑ Dette sagn findes kun i den grønlandske udgave af sagnene (Kaladlit okaluktualliait) trykt i Godthåb i Sydgrønland 1863 (bd. IV, s. 31—33). Det i sagnet omtalte navn Malerqe er det samme, som forekommer i en lille sang, som jeg optegnede i 1901 i Nordgrønland (Meddelelser om Grønland bd. XXXI, sid. 290).
  39. ↑ G. HOLM, Den østgrønlandske Expedition s. 359-360.
  40. ↑ Handbook Amer. Ind. under Ingalik. Navnet staves også således af forskellige forfattere: Ingaleek, plur. Ingaleet; Ingalete, Inkalito. Fejlagtig tolket som "having louse’s eggs". Jvf under Inkalich med følgende varianter, der (ifølge LATHAM 1860, p. 271) skal betegne en vestligere og nordligere stamme nærved Yukonfloden: Inckuluklaites, Inkulukhlaites (LATHAM), Inkülüchlüaten (WRANGEL), Inkalichljuatin (HOLMBERG, DALL). Disse sidste former støtter den grønlandske, undtagen i selve ordrodens form (det er tvivlsomt, om nk i disse navneformer kan betyde samme udtale som ng i det grønlandske, hvilket er en enkeltlyd).
  41. ↑ Jacobsen (ed. Woldt, 1887), s. 180: cf. 164. I grænsedistrikterne mellem Ingalikerne og Eskimoerne træffer man ofte folk, der er blandinger af begge.
  42. ↑ Gibbs, s. 321.
  43. ↑ Holm, Sagn og Fortællinger, n:o 41 og 42.
  44. ↑ Slave-, Hare- og Dogribstammerne skærer ikke pigebørns negle, før de er 4 år gamle (GIBBS, s. 305).
  45. ↑ Kwipaaq kommer af kui "strøm" og paq "stor"; i grønlandsk dialekt vilde det i analogi med kook, "en elv, flod" blive til Koopaaq. Første del af dette ligner mere den af MURDOCH opgivne form Kupûñ (d. e. Kupaang) fra Nordalaska.
  46. ↑ Signe Rink (1902), s. 296. — Thalbitzer (1912), s .126.



Hentet fra «http://heimskringla.no/index.php?title=Hvem_er_sagnenes_Indlandsboer&oldid=78503»