Hvirvelvinde og storke

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Ole Melkiorsen Uglkjær (f. 1822) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

C. Farende uhyrer

10. Hvirvelvinde og storke


145. En desværre nu afdød æventyrfortæller fra Vest-Møen skal blandt andet have fortalt om hvirvelvinden, at den er en forvandlet kjærling, som en gang blev beskyldt for at have forøvet et tyveri, hvilket hun benægtede ved at sige, at hvis hun var skyldig, vilde hun ønske, at hun måtte blive til en vind og flyve bort, og straks blev hun forvandlet til en hvirvelvind, der må fare verden rundt og aldrig kan finde hvile og aldrig gjør andet end ulykker. Enhver, den får fat i, vil sygne hen og bliver aldrig til menneske mere.

N. E. Hansen.


146. En knægt, der har tjent os, sagde, at dersom én vil hugge en kniv ind i en hvirvelvind og så trække den ud igjen, er der blod på den, det havde han prøvet.

Vindblæskonen sagde til Kræn Smed: «Du har været for nær ved en hvirvelvind, du har enten gabt eller snakket, i det den er kommen forbi dig, og noget af den vind er så kommet ind i din mund. Dersom du havde gået lidt længere med det, så var det bleven til kraft (kræft).»

Ane Marie Kristensen, Ørum.


147. En lille pige, som gik på isen over en bæk, kom til en hvirvelvind der, og en røst sagde: «Kom her, kom her, kom her.» Hun syntes ikke, at den rørte ved hende, men alligevel blev hun kastet baglænds om på isen. Det var i en skov på Frørup bjærge tæt ved Tyrstrup.

Nik. Chr.


148. En bonde i Ryslinge gik en gang i gamle dage og tottede hø, og da han så en hvirvelvind, sagde han til den: «Kom og hjælp os at totte!» Hvirvelvinden kom og tog hans hat, så han fik den aldrig mere.

Lars Frederiksen.


149. På Hindsholm tjente i en gård for mange år siden en mand, der hed Lars Jensen. Han havde fået omgang med en ellepige, og da han til sidst ikke kunde slippe hende, måtte præsten til at skille ham af med hende. Samme Lars Jensen formentes at stå i pagt med en ond ånd; han kunde nemlig gjøre adskillige overnaturlige ting. Således kunde han, når de hostede, få pigernes forklæder til livagtig at ligne en stork og få dem til at flyve. Endvidere kunde han få selv de sløveste høstjærn til at skjære udmærket. Han byttede ofte jærn med en anden, hvis jærn ikke kunde skjære; men så snart han fik det, skar det godt. En gang var Lars Jensen med ude på marken at høste. Lige med et lægger han sit jærn og vil hjem til middag. Husbonden gjør ham opmærksom på, at klokken kun er halvtolv, men han siger, at han vil hjem, for han skulde, så bandte han, nok lære den karl, og så gik han hjem til byen. Her var alt i røre. Alle folk, både store og små, var stimlede ud på gaden, da der hørtes en rumlende lyd. Da det viste sig, at den ikke hidrørte fra en kværn, opdagedes det, at den kom fra en lille sort sky. Himlen var ellers aldeles klar, og lyden lignede ikke torden. På dette tidspunkt kommer Lars Jensen hjem. Han går over i et tomt kornhus, i det han atter bander, at han nok skal lære den karl, for tiden var ikke omme endnu. Man hørte nu et forfærdeligt spektakel der ovre fra. Lidt efter kommer Lars Jensen ud, aldeles forpjusket og forvildet, det varede længe, inden han fik sin forstand igjen. Inde i kornhuset såes i en krog en masse blodpletter på væggen, og en tyk bjælke var knækket over.

P. Jacobsen, Kjøbenhavn.


150. Der var en gang en mand i Afrika, der flöj til Evropa som hvirvelvind. En karl, som stod i heden og grov tørv, tog en kniv og kastede ind i hvirvelvinden og så den ikke mere. Siden blev karlen soldat og blev fangen og kom til Afrika. Der kommer han til en halt mand og så sin egen kniv ligge på mandens bord. «Det er min kniv,» siger soldaten. «Det kan godt være,» sagde Afrikaneren, «ti jeg var en gang ude at kjøre i karet, og da satte der mig én den i låret, så jeg blev halt. Min fader boede ellers som stork i mange år på din faders lade.»

P. Chr.


151. Storken er bleven til på den måde, at en asiatisk prinds ønskede at blive til en fugl og så blev til sådan en langbenet fyr.

J. K. Jensen, Borup.


152. Der var en karl, der gik og slog hø. Så gik storken tæt ved, som han jo gjærne vil. Da tykte karlen, han var ham så nær, og så vilde han slå efter ham og tager hans lommekniv og hugger hen på storken. Men den tager så kniven og flyver med. Siden den tid var han så sær, der var ingen råd til, at han kunde være hjemme, han tykte, han skulde ud, og så rejste han lange veje omkring og var i så mange lande, at det var grueligt. Til sidst kommer han ned til Ægypten, og der kommer han ind i en kro. Kromanden spurgte ham ud om, hvad han rejste efter. Men han kunde ingen redelighed gjøre for det. Sådan og sådan havde han hugget en kniv efter en stork, og det tyngede på ham. Så rejste kromanden sig og gik hen og hentede hans kniv og flyede ham. Så föjede han til: «Dersom det ikke var for det, jeg havde ruget så mange unger ud på din faders lade, så skulde du have kommet galt af sted, men nu skal du have din kniv, og så kan du rejse hjem med fred.» Men han pålagde ham, at han ikke måtte gjøre storken fortræd mere. Så rejste han hjem igjen med det.

Byrial Nielsen, Grynderup.


153. En gårdmands søn slog sin kniv efter en stork, der rugede på faderens lade o. s. v. «Hvis jeg ikke havde ruget så mange unger ud på din faders lade, skulde døden nu have været dig vis.»

Pedersen.


154. En sømand kom en gang til et fremmed land, hvor han mødte en mand, der hilste på ham og takkede ham for sidst, og da sømanden ytrede, at han ikke vidste, hvorfra deres bekjendtskab stammede, fortalte den fremmede ham, at han havde avlet tretten børn på hans hus. Da sømanden forundrede sig herover, forklarede den fremmede, at han var menneske i nogle måneder af året og stork i nogle, og således er det med alle storke, de er mennesker i nogle måneder af året, hvilket er årsag til, at ingen dræber dem.

Bjærggård, Holmslands klit. Lærer N. P. Olsen, Samsø.


155. Der var en karl, der rejste så langt omkring, og han var kommen ind i Afrika. Der kom en herre og kjendtes ved ham, som han aldrig havde set. Da sagde herren: «Det var dog mærkeligt, for jeg har boet på din faders gård i mange år og er der bleven behandlet så godt.» Her var han herre om vinteren, og han var så glad ved den her karl, og han blev der den hele tid, indtil herren skulde af sted og hen at være stork på hans faders gård igjen.

J. B. og M. H. Lille-Tåning.


156. Man må ikke skyde storken, ti så gjælder det liv for liv ligesom ved mennesker.

Det var en gang, soldater herfra kom til at ligge i kvarter dér, hvor storken opholder sig om vinteren. En af dem logerede hos en bonde og udtalte til sin vært, hvor godt han følte sig tilfreds. Han svarede, at han jo sagtens kunde huse ham en tid nu, da han havde boet på hans faders tag i så mange somre i træk og al tid følt sig vel tilfreds.

Lyngby ved Grenå. P . Uhrbrand, Illerup.


157. En jomfru var sådan til at dandse, og så ønskede hun, at hun måtte dandse i luften, når hun var død. Når det blæser og så hviner stærkt, siger vi: «Hør, hvor jomfruen dandser i luften.»

Ane Marie Jensdatter, Hårby.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.