Hvordan Kûitse fik sine ar på brystet. Fortalt af Kúnitse (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Hvordan Kûitse fik sine ar på brystet

Fortalt af Kúnitse

Kûitse og hans familie havde ligget i teltlejr inde ved Qíngeq, hvor de havde bjærget angmagssatter.

Da de senere flyttede ud til yderkysten på sælfangst, opslog de teltet ved øen Agdereq.

Den første dag, Kûitse var ved yderkysten, drog han tidligt ud for at skaffe kød til familien. Han var ikke længe ude, før han kom tilbage med en sæl, som han afleverede, hvorefter han straks atter roede ud på fangst.

Kûitse havde roet langt og længe – så langt til søs var han kommet, at han mod nord fik udsyn til Sermiligâq-landet.

Han var kommet midt ud i en klaring i isen, da han opdagede en lille sort ting ved kanten af en »forårs-isflage«, og han mente, at det var en fjordsælunge, der forsøgte at kravle op på den rådne flage, som imidlertid ikke kunne bære.

For rigtigt at klare øjnene, tog han en pris af sit snushorn. Kûitse dryssede lidt snus på hulningen ved tommelfingeren og hev det ind. Derved nyste han og tårerne randt. Da han havde tørret tårerne bort, var synet blevet klarere. Nu så han, hvor sælen lignede en bjørn. – Ganske rigtigt, dens næse vendte imod ham. – Og det var den, han før havde antaget for hovedet af en fjordsælunge.

Bjørnen havde »trykket« for ikke at blive opdaget. Kûitse roede nærmere ind på bjørnen, og idet han sprøjtede vand med åren, rejste bjørnen sig lodret op i vandet, det var, som stod den på bunden.

Kûitse udstødte et varselshyl, og straks dukkede kajakker frem mellem storisen. Blandt de tililende var hans to brødre, Tiardúko og Peqilaq, samt onklen, åndemaneren Maratse.

Man sværmede om bjørnen og slog vand på den med årerne for at drive den af sted; men den var genstridig og lå blot fnysende og brølende.

Langt om længe lagde den på svøm i den ønskede retning.

Bjørnen kom til en stor isflage, hvor den forsøgte at kravle op; den faldt tilbage, forsøgte igen og fik sig med stort besvær hevet op på flagen. Kûitse råbte efter bjørnen: »Bjørne plejer ellers at være smidige nok«. Endelig fik bjørnen rigtig fodfæste, og idet den kravlede op på flagen, så man, hvor kluntet den var — af bare fedme. Bjørnen luntede hen over isflagen, og på grund af dens høje kanter og ujævne overflade, kunne kajakmændene ikke følge bjørnen ret længe med øjnene.

Kajakkerne delte sig op i to hold og roede uden om isen. Kûitse spejdede i den retning, hvor han forventede at se bjørnen dukke frem.

Med ét hørte han et brøl, og han så bjørnen i et vældigt spring fra toppen af en forhøjning kaste sig ud i luften imod ham. Inden han kunne nå at reagere, ramte bjørnen kajakkens forparti med så stor kraft, at Kûitse svævede i luften. Der lød et brag og en knasen, da kajakken knækkede. Kûitse fortalte senere, at han regnede med, at bjørnens spring havde en længde af en halv fangstline, omkring 9-10 m.

Bjørnens kløer flængede kajakskindet op. I et sæt hagede den sig fremover og satte kløerne i over og under kajakken.

Fangstgrejerne fløj splintrede til alle sider.

Inden Kûitse nåede at værge for sig med sin arm, var bjørnens gab ved at lukke sig om skallen på ham. Kûitse kastede overkroppen bagover og kæntrede, han mærkede et bid i brystet, men kun som om klæderne blev flået. Det hele skete med så stor fart og kraft, at Kûitse i virkeligheden ikke anede meget ud over, at han var kæntret. Ved ét tag med årerne var han igen på ret køl, og han så nu, at blodet silede ned fra brystet. I samme nu han rejste sig, sad han i vand til armhulerne og var ved at synke.

To kajakspidser kom til syne på hver sin side af Kûitse. Det var hans brødre, de greb ham, Kûitse blev trukket op på en isflage, og man så nu, hvor store sårene efter bjørnebiddet var.

I al hast blev en kajakmand sendt af sted til fangstlejren efter en konebåd.

Bjørnen var en uregerlig krabat, som ikke godvilligt lod sig drive. Med nogle velrettede lansekast blev den dræbt, og man bugserede den ind til Agdereq-lejren.

Konebåden kom og tog Kûitse og hans ødelagte kajak med sig.

Ved ankomsten til Agdereq hjalp man Kûitse op i teltet. Og inden klæderne blev taget af ham, lagde man ham udstrakt på briksen med hovedet vendt ud mod rummet. Onklen, åndemaneren Maratse, stillede sig ved hans hoved med hænderne støttet på sine knæ og bearbejdede såret med en trylleformular.

Ija – ija qátamuna pulua qátamuna pulua ija – ija mamitíne mamíde mamitíne mamíde ija – ija

ija – ija lad udspilingshullet i skind til brikseskind lad udspilingshullet i skind ija – ija gro sammen gro sammen ija – ija

Snart groede Kûitses sår sammen uden at han fik men deraf. Denne dramatiske oplevelse med bjørnen måtte Kûitse senere høre meget for, – thi hans modstandere i sangkamp sammenlignede ham med Qasiádak den store store tåbe.

Fodnoter

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 165-167, København, 1963.

Næste kapitel ►